Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
L 47
Offentligt
2674189_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 13. marts 2023
Udvalget udbeder sig ministerens besvarelse af følgende spørgsmål nr. 3 til L 47, Forslag til lov om
ændring af lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. (Reduktion af drivhusgasudledninger fra
erhvervsmæssige dyrehold). Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Carl Valentin (SF).
Spørgsmål nr. 3
”Vil ministeren sikre, at der med tiltag i kraft af denne lov (L 47, folketingsåret 2022-23, 2. samling)
ikke vil blive søgt ændret på dyrene og deres naturlige adfærd som f.eks. måden drøvtyggere fungerer
på?”
Svar
Med den foreslåede bemyndigelse sikres grundlaget for at udmønte de dele af landbrugsaftalen, som
vedrører reduktionen af udledningen af drivhusgasser fra husdyrs fordøjelse og håndteringen af
gødning. Det drejer sig bl.a. om en reduktion af drivhusgasudledningen fra kvæg, som vil blive fastsat i
form af et generelt reduktionskrav eller et krav om tilsætning af øget mængde fedt i kvægenes foder.
Det fremgår både af landbrugsaftalen og bemærkningerne til lovforslaget, at reduktionen i
udledningen af drivhusgasser fra husdyrenes fordøjelse og gødningshåndtering skal ske, uden at
dyrenes velfærd forringes. Hensynet til dyrenes velfærd, herunder fx deres naturlige adfærd og
generelle trivsel, vil derfor indgå i Miljøministeriets arbejde med at fastsætte de aftalte tiltag i
bekendtgørelsesregler.
Dette sikres blandt andet ved, at der forud for bekendtgørelsens ikrafttræden skal ske forhandling med
fødevareministeren (som har ressortansvar for dyrevelfærd). Derudover kan jeg oplyse, at reglerne i
bekendtgørelsen også vil blive forelagt forligskredsen bag landbrugsaftalen forud for ikrafttrædelse.
Magnus Heunicke
/
Nina Porst
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk