L 13 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 51: MFU spm., om Jens Peter Christensens betragtning i Kirkeministeriets notat af 31. januar er kendetegnende for den samlede litteratur på området

Beskæftigelsesudvalget 2022-23 (2. samling)
L 13
Offentligt

Folketingets Beskæftigelsesudvalg

[email protected]

Beskæftigelsesudvalg har ved brev af 6. februar 2023 (BEU L13

–

spørgsmål

51) bedt om min besvarelse af spørgsmål:

”Vil

ministeren

–

i forlængelse af KIU alm. del - samrådsspørgsmål A

–

tilkende-

give, hvorvidt den af Jens Peter Christensen givne betragtning i Kirkeministeri-

ets notat af 31. januar (L 13 - bilag 6) efter ministerens opfattelse er kendeteg-

nende for den samlede litteratur på området?”

Svar:

Til brug for besvarelsen har jeg indhentet et svarbidrag fra Justitsministeriet,

der har oplyst følgende:

”Det bemærkes indledningsvis, at Justitsministeriet forstår spørgsmålet såle-

des, at det henviser til de citater, som er gengivet på side 4 og 5 i Kirkemini-

steriets og Justitsministeriets notat af 31. januar 2023, fra Jens Peter Chri-

stensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen, Grundloven med

Kommentarer (2015).

Efter Justitsministeriets opfattelse er de nævnte citater udtryk for den almin-

delige opfattelse i de gængse statsretlige fremstillinger.

Der kan i den forbindelse navnlig henvises til følgende uddrag af litteraturen:

Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 630f., anfører:

”En nærmere Bestemmelse af Folkekirkens

Begreb, som der ikke

her skal gøres noget Forsøg paa, er kun af retlig Betydning m. H. t.

den foreskrevne Understøttelse fra Staten og for Spørgsmaalet om

en Kirkeforfatning, hvorved maa erindres, at der savnes ethvert

Retsmiddel overfor en Lovgivningsmagt, som ikke efterkommer

Paabudet om, at Folkekirken skal understøttes af Staten eller opfyl-

der Løfteparagraffen om en Kirkeforfatning. Fra et stats- og forvalt-

ningsretligt Synspunkt maa Folkekirken opfattes som en særlig For-

grening af den offentlige Forvaltning,

et ”Forvaltningsvæsen”, ikke

som et ”Forvaltningssubjekt” med egne Rettigheder og Pligter. Alle-

rede af den Grund kan Folkekirken ikke anses for ”Ejer” af det saa-

kaldte Kirkegods. Men en Grundlovsbestemmelse kan naturligvis,

bindende for Lovgivningsmagten, henføre Kirkegodset til udeluk-

kende Anvendelse i folkekirkelige Øjemed. En saadan Grundlovsbe-

stemmelse blev foreslaaet i 1849 og vedtaget af Rigsdagen i 1939.

At Grl. § 4 ikke betyder, at Statsmyndighederne ved Tvang skal holde

Befolkningen til den evangelisk-lutherske Kirke, er klart, jfr. Grl. §§

67-70; men den Omstændighed, at Folkekirken understøttes af

Frederiksholms Kanal 21

1220 København K

www.km.dk

Telefon 3392 3390

e-post

[email protected]

Akt nr.: 272182

Dette akt nr. bedes oplyst ved

henvendelse til Kirkeministeriet

Dato: 17. februar 2023

L 13 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 51: MFU spm., om Jens Peter Christensens betragtning i Kirkeministeriets notat af 31. januar er kendetegnende for den samlede litteratur på området

Staten, virker i den retning. Ej heller udelukker Grl. § 4 Lovgivnings-

magten fra at ændre Folkekirkens Bekendelsesskrifter, naar blot

Folkekirken forbliver evangelisk-luthersk.

En fuldstændig Udskillelse af de kirkelige Anliggender fra de almin-

delige Statsmyndigheder vil, selv om Kirkegodset følger med og

overlades til fri Menigheder, eller der endog herudover sikres disse

Understøttelse af Staten, kun kunne ske ved Grundlovsændring, saa-

fremt Lovgivningsmagten ikke længere skal kunne befatte sig med

disse Anliggender. Derimod kan der ved almindelig Lov indføres en

Ordning, der overlader Varetagelsen af kirkelige Anliggender til et

Selvstyre ved Menighedernes egne Organer, uafhængigt af de almin-

delige Regerings- og Forvaltningsmyndigheder, jfr. Grl. § 66, idet

Lovgivningsmagtens Kompetence jo her vil være i Behold.”

Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret II (3. udgave ved Ole Espersen, 1980), side

763, anfører:

”Programmet om en kirkeforfatning er aldrig blevet gennemført

skønt der gentagne gange

–

i 1853, 1868 og 1928

–

har været nedsat

kommissioner til overvejelse af spørgsmålet. Retsstillingen er der-

for den at folkekirken i stats- og forvaltningsretlig henseende fortsat

er en simpel forgrening af den offentlige forvaltning udsondret gen-

nem sin genstand, hvad man kalder et forvaltningsvæsen, sideord-

net med fx postvæsenet, skolevæsenet o.l. Alle kirkelige anliggender,

såvel indre som ydre, underligger lovgiverens almindelige kompe-

tence. Ovf. § 124 ved note 67 er det omtalt at indre kirkelige anlig-

gender, herunder især rituelle spørgsmål ordnes administrativt ved

sædvaneretsanordninger uden hjemmel i lov.”

Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 3, Menneskerettigheder (2003), side 164,

anfører:

””Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”, grl § 66. Denne bestem-

melse kan forstås som et almindeligt delegationsforbud. Den ville i

så fald indebære, at regler om kirken skulle findes i lov, ikke i admi-

nistrative forskrifter i medfør af lov. Selv om bestemmelsen nok til

en vis grad indeholder et sådant delegationsforbud, er dens betyd-

ning dog ikke udtømt hermed. Ved udformningen af grundloven

1849 betragtede man det som en konsekvens af trosfrihedens

grundsætning, at kirken blev frigjort for statens uindskrænkede

magt over dens indre og ydre anliggender, og at det derfor var nød-

vendigt, at kirkens fremtidige forfatning blev ordnet ved en særlig

kirkelov, der navnlig ”maa gaa ud paa at bestemme Formerne og

Grænserne for den Medvirken, som Kirkesamfundet selv bør have

ved Sammes Bestyrelse”, Ber.forh 1848-49

sp 2508. Med udtrykket

forfatning har man altså sigtet på en vis form for repræsentativt

selvstyre, H.Matzen og J.Timm 1891 s 68, jf A.Ross 1980 s 762.

Delvis er et selvstyre indført gennem reglerne om valg af menig-

hedsråd, provstiudvalg og biskopper. En organisation, der samler

Akt nr.: 272182

Side 2

disse forskellige elementer af selvstyre

–

et kirkemøde, en synode

–

findes dog ikke.”

Hans Gammeltoft-Hansen anfører i Henrik Zahle, Danmarks Riges Grundlov

med Kommentarer (2. udgave, 2006), side 412:

”Den aktuelle virkning af grl. § 66 er herefter alene kravet om, at re-

guleringen af Folkekirkens styrelsesforhold skal ske ved lovgivning,

altså et delegationsforbud, jf. Henrik Zahle 2003 bd. 3 s. 164. Der-

imod er Folkekirken ikke et selvstændigt forvaltningssubjekt, jf.

Poul Andersen 1963 s. 73, således som tilfældet tænkeligt ville være,

dersom en kirkeforfatning var etableret, ligesom den almindelige

administrative kompetence tilkommer kirkeministeren inden for de

rammer, der er afstukket ved lovgivningen. Om den lovgivnings-

mæssige kompetence vedrørende alle kirkelige anliggender gælder,

at den

–

uanset eksistensen af en kirkeforfatning

–

tilkommer Folke-

tinget, alene med den materielle begrænsning, der ligger i grl. § 4, 1.

led, jf. kommentaren til denne bestemmelse.”

Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen,

Dansk Statsret (3. udgave, 2020), side 428, anfører:

”Der er siden 1849 gjort en række forsøg på at gennemføre

en så-

kaldt forfatningslov for folkekirken, men forsøgene er alle løbet ud i

sandet. I praksis er folkekirkens forhold reguleret ved en lang række

love og administrative bestemmelser, og folkekirken har som for-

valtningsområde længe henhørt under Kirkeministeriets ressort.

Lovgivningen indeholder flere bestemmelser, der sikrer folkekirken

et vist repræsentativt selvstyre i forhold til statsforvaltningen i kraft

af bl.a. reglerne om valg af menighedsråd, provstiudvalg og biskop-

per.

[…]

Der følger, fastslog Højesteret, ikke af grundlovens § 66 nogen be-

grænsning i lovgivningsmagtens kompetence, og der er ikke grund-

lag for at antage, at der skulle foreligge en retssædvane, som be-

grænser lovgivningsmagtens og regeringens kompetence til at regu-

lere dele af folkekirkens forhold.

Højesteret gjorde hermed op med den forestilling, der har præget

visse kirkelige kredse, og som har gået ud på, at der eksisterer nogle

såkaldt »indre kirkelige anliggender«, for hvilke der gælder en sær-

lig kirkelig selvbestemmelse, uafhængig af Folketinget og regering.

I det hele understreger Højesterets dom, at folkekirkens øverste

myndighed efter grundloven er lovgivningsmagten, dvs. Folketinget

og regeringen i forening, og at det inden for ganske vide rammer er

op til Folketinget og regeringen at vurdere, hvilke grænser folkekir-

kens bekendelsesgrundlag sætter for indholdet af lovgivningen om

folkekirkens forhold.”

Akt nr.: 272182

Side 3

Akt nr.: 272182

Side 4

Louise Schack Elholm

/Pernille Esdahl