Beskæftigelsesudvalget 2022-23 (2. samling)
L 13
Offentligt
2663380_0001.png
Retsudvalget 2011-12
REU alm. del , endeligt svar på spørgsmål 837
Beskæftigelsesudvalget 2022-23 (2. samling)
L 13 - endeligt svar på spørgsmål 46
Offentligt
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
11. juli 2012
Statsretskontoret
Maj-Britt Skjoldan
2012-0030-0829
455009
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 837 (Alm. del), som Folketin-
gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 4. juni 2012. Spørgsmå-
let er stillet efter ønske fra Karsten Lauritzen (V).
Morten Bødskov
/
Jens Teilberg Søndergaard
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
Telefon 7226 8400
Telefax 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
 L 13 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 46: MFU spm., om hvilke forpligtelser til understøttelse af folkekirken ud over økonomisk grundlovens § 4 omfatter
Spørgsmål nr. 837 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren redegøre for grundlovens § 4 set i forhold til
en mulig afskaffelse eller flytning af en eller flere helligdage?”
Svar:
1.
Justitsministeriet har indhentet en udtalelse fra Ministeriet for Ligestil-
ling og Kirke, der har oplyst følgende:
”Hvilke dage, der er helligdage, følger af danske lov 2-4-5 og af kgl. re-
skript af 27. marts 1686, for så vidt angår Store Bededag, samt af kongelig
forordning af 26. oktober 1770.
Reglerne om helligdag i folkekirken er senest ændret i 1770. Ved den kon-
gelige forordning af 26. oktober 1770 blev et større antal fest og helligdage
enten afskaffet eller henlagt til de næstfølgende søndage. Ændringen betød,
at den tredje helligdag i forbindelse med jul, påske og pinse blev afskaffet.
Højtideligholdelsen af Hellig tre kongers dag, Mariæ renselsesdag og Marie
besøgelsesdag bortfaldt, mens Maria bebudelsesdag blev henlagt til den
femte søndag i fasten. Ligeledes blev helligholdelsen af Skt. Hansdag, Skt.
Mikkelsdag og Allehelgensdag afskaffet – dog skulle Allehelgensdags tek-
ster og bønner for reformationen forklares og læses næste søndag efter 1.
november.
Siden 1770 har folkekirkens helligdage været følgende:
Alle almindelige søndag
Og følgende særlige helligdage:
o
1. juledag (kan være en søndag)
o
2. juledag (kan være en søndag)
o
Nytårsdag (kan være en søndag)
o
Skærtorsdag
o
Langfredag
o
1. påskedag (er en søndag)
o
2. påskedag
o
Store bededag
o
Kr. Himmelfartsdag
o
1. pinsedag (er en søndag)
o
2. pinsedag”
Justitsministeriet kan endvidere oplyse, at det følger af helligdagslovens §
1, at der på folkekirkens helligdage ikke må foretages noget, hvorved
gudstjenesten forstyrres.
2.
Grundlovens § 4 har følgende ordlyd:
Ӥ 4.
Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøt-
tes som sådan af staten.”
2
 L 13 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 46: MFU spm., om hvilke forpligtelser til understøttelse af folkekirken ud over økonomisk grundlovens § 4 omfatter
Bestemmelsen, der har indgået uændret i grundloven siden 1849, består af
to led. Første led angiver, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske
folkekirke, og andet led pålægger staten at understøtte folkekirken.
3.
Som nævnt fremgår det af grundlovens § 4, 1. led, at den evangelisk-
lutherske kirke er den danske folkekirke. Det indebærer, at lovgivnings-
magten skal respektere den evangelisk-luthersk lære, således at der blandt
andet ikke lovgives eller administreres i modstrid hermed, jf. bl.a. Hans
Gammeltoft-Hansen, Danmarks Riges Grundlov med kommentarer, red. af
Henrik Zahle, 2. udgave (2006), side 137.
Efter Justitsministeriets opfattelse må det antages, at en eller flere af folke-
kirkens helligdage kan afskaffes eller flyttes, hvis en sådan afskaffelse el-
ler flytning ikke strider mod den evangelisk-lutherske lære. Det tilkommer
ikke Justitsministeriet at vurdere, om en afskaffelse eller flytning af en el-
ler flere helligdage strider mod den evangelisk-lutherske lære. En sådan
vurdering henhører under Ministeriet for Ligestilling og Kirke.
4.
Grundlovens § 4, 2. led, der som nævnt angår statens pligt til at under-
støtte folkekirken, er nærmere omtalt i forarbejderne til grundloven. I rege-
ringens udkast til 1849-grundloven var bestemmelsen i grundlovens § 4
angivet som lovens § 2 (men blev vedtaget som § 3). Et udvalg nedsat af
den grundlovsgivende rigsforsamling anførte i sin betænkning, jf. Beret-
ning om Forhandlingerne paa Rigsdagen 1848-1849, sp. 1481, bl.a. føl-
gende:
”Udvalget tilføier den Bemærkning, at Paragraphen ved at befale Folkekir-
kens Understøttelse af Staten, - Bestemmelsen af Understøttelsens Art og
Omfang overlades Fremtidens Lovgivning, - naturligviis ikke forbyder, at
andre af Staten anerkjendte Religionssamfund ligeledes understøttes af Sta-
ten, forsaavidt Saadant maatte findes rigtigt.”
Det synes at være almindeligt antaget ved forhandlingerne på Rigsdagen
1848-1849, at den understøttelse, som staten har pligt til at yde folkekir-
ken, både omfatter økonomisk og ikke-økonomisk støtte. Der kan i den
forbindelse henvises til Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen
1848-1849, bl.a. sp. 2509, 2515, 2531, 3044 og 3362.
Det kan endvidere fremhæves, at Cultusminister Madvig ifølge Beretning
om Forhandlingerne paa Rigsdagen 1848-1849, sp. 2530 f., bl.a. anførte
følgende betragtninger:
3
 L 13 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 46: MFU spm., om hvilke forpligtelser til understøttelse af folkekirken ud over økonomisk grundlovens § 4 omfatter
”Naar der nu siges, at denne Kirke ifølge det større Antal af Bekjendere
skal betragtes som Folkekirke, saa er derved ikke sagt — thi det vilde jo
være en reen Tautologi —, at den skulde være de Flestes Kirke, men
der er, troer jeg, omtrent meent Følgende: Staten erkjender Religionens Be-
tydning for sit eget Liv, den ønsker altsaa Religionen befordret, men den
kan, forsaavidt der ikke finder nogen Overeensstemmelse Sted mellem Be-
folkningen i denne Henseende, ikke let positivt gribe ind; forsaavidt der-
imod det lykkelige Forhold finder Sted, at næsten hele Befolkningen bek-
jender sig til een og samme Kirke, er det naturligt, at Staten befordrer det
religiøse Liv, som den i Almindelighed ønsker at maatte komme til Udfold-
ning og igjen at afpræge sig i hvad der ligger Staten ganske umiddelbar
nær, i den hele sædelige Tilstand; det er naturligt, siger jeg, at Staten befor-
drer dette religiøse Liv i den Kirke, hvortil et saa overveiende Antal af Fol-
ket bekjender sig, at Staten ved at befordre just denne Kirkes Liv, uden
paa nogen Maade at stræbe at udvide dens Omfang, derved ikke kan
udsætte sig for at komme i Modstrid med hvad der er det almindelige
Folkeønske. Den vil altsaa ikke stræbe at gjøre denne Kirke alminde-
ligere, end den allerede er, men den ønsker og vil stræbe derhen, at
denne kirke, forresten overladt i aandelig Henseende til egne Midler
og Kræfter, dog nyder al den ydre Understøttelse, som behøves til at
den kan udfolde det meest kraftige Liv. Denne Understøttelse er nu
deels en virkelig pecuniair og materiel Understøttelse, som deels ligger
i at conservere for Kirken de Eiendomme, der hidtil ere henlagte til
den, deels de specielle Tilskud, som Staten overhovedet yder til kirke-
lige Formaal, blandt hvilke der er nogle, som maaske ikke Alle tænke
paa ved dette Spørgsmaals Behandling, og i hvilken Henseende jeg
t. Ex. kunde fremhæve, at naar det theologiske Facultet ved Universi-
retet lønnes af Staten, da er det en Ydelse af Staten til Kirken;
men fremdeles bestaaer denne Understøttelse deri, at Staten, uden at
tvinge Nogen ind i Kirken, tilveiebringer i det ydre Liv al den Sik-
kerhed for Kirken, som den behøver, at den freder om Kirken, freder
om Gudsdyrkelsen, yder Gudsdyrkelsen Respect og sikkrer den mod
enhver Forstyrrelse. Dette gjør den vistnok med Hensyn til alle
Troessamfund, men den gjør det med en større og bestemtere Interesse
med Hensyn til Landets almindelige Religion, ved hvilken det træder
klarere frem for Staten, hvad der i det Hele kan tjene til at rydde de
ydre Hindringer afveien, for at Kirken med sine egne Kræfter kan yttre
en velgjørende Indflydelse paa hele Folket. Det er dette, jeg troer,
at Grundlovsudkastet har tænkt sig ved Begrebet Folkekirke, og det er
i denne Betydning, jeg holder paa dette Begreb.”
Det kan endvidere fremhæves, at geheimeconferentsraad A. S. Ørsted iføl-
ge Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen 1848-1849, sp. 2528,
bl.a. anførte følgende betragtninger:
”Men jeg anseer den som et Supplement til § 2; jeg
troer, det hører væsentlig til § 2, at Kirken skal beholdee sine Eiendomme.
Jeg ønsker ikke, at Bestemmelsen skal indlemmes i en særskilt
Paragraph, men at den skal nævnes i § 2, som Noget, der charak-
teriserer den offentlige Kirke; der gives flere saadanne Bestemmelser,
der have Hjemmel i denne Kirkes Charakteer, f. Ex. at Kirkens
Helligdage have Betydning for det hele Samfund, ikke blot for dem,
som høre til Kirken, men ogsaa for alle Andre, det vil sige, de skulle
ikke nødes til at tage Deel i nogen Gudstjeneste, men de skulle af-
holde sig fra Alt, som virker forstyrrende derpaa. I ethvert Land,
hvor stor Religionsfrihed der end er, maa den almindelige Folkereli-
gions Fest- og Helligdage respecteres af Alle; Ingen maa foretage
Handlinger, som det kirkelige Politi finder fornødent at forbyde, fordi
4
 L 13 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 46: MFU spm., om hvilke forpligtelser til understøttelse af folkekirken ud over økonomisk grundlovens § 4 omfatter
de forstyrre den Stemning, som paa saadanne Dage skal finde Sted;”
Herudover kan der peges på, at biskop Tage Müller ifølge Beretning om
Forhandlingerne paa Rigsdagen 1848-1849, sp. 3037, bl.a. anførte følgen-
de betragtninger:
”…
maa
jeg
ogsaa
her
være
enig
med
den ærede Ordfører i, at denne Paragraph vilde ikke være af nogen
Betydning, naar det ikke deri laa antydet, at den Kirkes Lærebegreb,
der i Grundloven erklæres for Folkekirke, maa ogsaa hævdes i de
offentlige Underviisningsanstalter, fra hvilke dog ikke christelig Religi-
onsunderviisning, efter Folkekirkens Lærebegreb, bør udelukkes. Denne
Kirke maa ogsaa forsaavidt respecteres af de andre Troessamfund,
at de maae holde sig de Love efterrettelige, der forbyde hvad
der ansees upassende i det borgerlige Liv paa Søn- og Hellig-
dage o. dsl.”
Grundlovens § 4, 2. led, er endvidere omtalt i den stats- og kirkeretlige lit-
teratur. Carl Georg Holck sondrer ved sin gennemgang af grundlovens § 4
mellem tre typer understøttelse, C.G. Holck, ”Den danske Statsforfatnings-
ret”, 2. del, ved C. Goos og J. Nellermann (1869), s. 262 f:
”a) Ved Penge eller Penges Værd. Nærmest skulle de til Kirken henlagte el-
ler skjænkede Midler anvendes til at virke for dens Formaal, og kun, hvor
disse vise sig utilstrækkelige, skal det Manglende tilskydes Statskassen.
Dette tilskud er i Øvrigt ikke betydeligt, s. de aarlige Finanslove.
…
b) Af større Vigtighed end den omhandlede Pengeunderstøttelse er den Un-
derstøttelse, som ydes Folkekirken derved, at dens Lærdomme efter Statens
Foranstaltning og paa offentlig Bekostning foredrages ikke blot i Kirkerne,
men ogsaa i de offentlige Skoler…og at Staten underholder særegne Dan-
nelsesanstalter for dens Geistlige, saasom det theologiske Fakultet og det is-
landske Pastoralseminarium.
c) Endelig beskytter Staten Folkekirkens Helligdage, som derfor ogsaa
maae respekteres af Dissenterne, naturligvis ikke ved positiv Deltagelse i
Gudsdyrkelsen, men ved afholdelse fra enhver handling, der kan forstyrre
Helligdagens Fred og andægtige stemning… Kun undtagelsesvis tager Sta-
ten Hensyn til andre Religionssamfunds Helligdage…”
I sin fremstilling af den danske statsforfatningsret fremstiller Matzen ind-
holdet af understøttelsespligten nærmere. Af Henning Matzen, ”Den dan-
ske Statsforfatningsret”, 4. udgave (1909), s. 314, fremgår bl.a. følgende:
”I den først nævnte retning understøttes saaledes Folkekirken ved, at den
evangelisk-lutherske Lære foredrages i Kirke og Skole…at Staten har
grundlagt særlige Dannelsesanstalter for Folkekirkens Gejstlige, saasom det
teologiske Fakultet ved Universitetet og Pastoralseminariet, og at der er gi-
vet særlige Bestemmelser for at værne om den offentlige Fred paa Folke-
kirkens Helligdage…Materielt støttes Folkekirken foruden ved en Række
5
 L 13 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 46: MFU spm., om hvilke forpligtelser til understøttelse af folkekirken ud over økonomisk grundlovens § 4 omfatter
Bevillinger paa Finanslovens § 21; men iøvrigt ved det Indbegreb af Ejen-
dele og Indtægter, der ogsaa efter Reformationen ere forblevne henliggende
til de kirkelige Embedsmænds og Anstalters Underhold, hvoriblandt
Præstegaarde og Præstetiender samt Kirketienden, for saa vidt som det til
Kirkens Vedligeholdelse fornødne Beløb angaar, der ved Kirkers Afhæn-
delse regelmæssig er bleven forbeholdt…og iøvrigt ved Paalæg paa Kirke-
samfundets Medlemmer.”
E.F. Larsen omtaler bestemmelsen i grundlovens § 4 i tredje bog af ”Den
danske Kirkeret” (1912). Han nævner i den forbindelse understøttelses-
pligten og anfører følgende s. 33:
”Den Understøttelse, Kirken nyder, er ikke alene af materiel Art, som Til-
skud til kirkelige Øjemed af Statens Midler; men ogsaa ad andre Veje un-
derstøtter Staten Kirken, saaledes derved at den evangelisk-lutherske Lære
danner Grundlaget for Religionsundervisningen i Landets offentlige Skoler
og foredrages ved det theologiske Fakultet ved Kjøbenhavns Universitet,
Kirkens Vielse anerkjendes som borgerlig gyldig Ægteskabsstiftelse, og
Statsmagten freder om Kirkens Helligdage som almindelige borgerlige Hvi-
ledage og knytter dens Gudstjeneste til de betydningsfuldeste Begivenheder
i Samfundslivet og Nationens Liv.”
H.J.H. Glædemark beskriver i sin disputats om ”Kirkeforfatningsspørgs-
målet i Danmark indtil 1874” (1948), s. 265, understøttelsespligten i
grundlovens § 4 på følgende vis:
”Endelig skal omtales Statens forfatningsmæssige Pligt – iflg. Grl.s § 3 – til
at
understøtte
den evangelisk-lutherske Folkekirke. Da Understøttelsens
Karakter og Omfang ikke angives i Grundloven, maatte det efter 5. Juni
1849 blive Lovgivningsmagtens Opgave at træffe Afgørelse herom, hvad
Grundlovskomiteen for øvrigt ogsaa udtaler i sin Betænkning. Der kan dog
ingen Tvivl være om, at der ved Grundlovens Bestemmelse skal forstaas en
Understøttelse af baade materiel og ideel Natur. Dette fremgaar ogsaa af en
Række Udtalelser i den grundlovgivende Rigsforsamling, først og fremmest
af Kultusminister Madvig, der udtalte, at Understøttelsen dels skulde være
pekuniær og materiel, dels skulde bestaae deri, ’at Staten, uden at tvinge
Nogen ind i Kirken, tilveiebringer i det ydre Liv al den Sikkerhed for Kir-
ken, som den behøver, at den freder om Kirken, freder om Gudsdyrkelsen,
yder Gudsdyrkelsen Respect og sikkrer den mod enhver Forstyrrelse’. Dette
har da ogsaa været Tilfældet i Tiden efter Grundlovens Udstedelse. I ideel
Henseende er Folkekirken blevet understøttet derved, at Staten har draget
Omsorg for, ikke blot at den evangelisk-lutherske Lære er foredraget i selve
Kirken, det teologiske Fakultet ved Universitetet, Pastoralseminariet og
Skolen, men ogsaa at Helligdagslovgivningen er opretholdt i Overens-
stemmelse med Kirkens Lære og Krav. I materiel Henseende er Folkekir-
ken blevet understøttet dels ved Bevillinger paa Finansloven, dels ved Ind-
begrebet af de siden Reformationen til Kirkevæsenet henlagte Ejendomme
og Indtægter.”
Hans Gammeltoft-Hansen beskriver i 1999 i en artikel i ”Folketingets fest-
skrift i anledning af grundlovens 150-års-jubilæum” (1999), s. 447, under-
støttelsespligten på følgende vis:
”I
§ 4, 2. led,
fastslås det, at Folkekirken skal ’understøttes som sådan af
staten’. Hvori statens understøttelse af Folkekirken nærmere skal bestå, om-
6
 L 13 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 46: MFU spm., om hvilke forpligtelser til understøttelse af folkekirken ud over økonomisk grundlovens § 4 omfatter
tales ikke i grundloven, men er overladt til lovgiver. To bindinger kan dog
under alle omstændigheder udledes af grundlovsbestemmelsen og dens for-
arbejder. Den ene består i, at en fuldstændig adskillelse mellem staten og
Folkekirken er udelukket, så længe det nuværende forfatningsgrundlag er
gældende. Den anden er, at statens ’understøttelse’ af Folkekirken indbefat-
ter såvel økonomisk som anden støtte. Hvori denne ikke-økonomiske un-
derstøttelse nærmere består, endsige dens omfang, kan derimod ikke udle-
des af § 4 og dens forarbejder. Som eksempel på dens nuværende karakter
og udformning kan nævnes helligdagsloven, folkeskolens undervisning i
kristendomskundskab samt den civilretlige retsvirkning af kirkelig vielse og
navngivning ved dåb.”
Hans Gammeltoft-Hansen anfører i Danmarks Riges Grundlov med kom-
mentarer, red. af Henrik Zahle, 2. udgave (2006), side 137, bl.a. følgende:
”Den understøttelse, som staten er pligtig at yde Folkekirken, er af såvel
økonomisk som anden art.
…
Også den ikke-økonomiske støtte må fastlægges nærmere ved lov; af § 4
og dens forarbejder kan nok udledes en pligt til (også) anden støtte end den
økonomiske, men næppe noget om dens nærmere karakter og omfang. Som
eksempler på sådan støtte kan nævnes helligdagsloven (lbkg. nr. 279 af 17.
juni 1983, ændret ved lov nr. 277 af 8. maj 1991), folkeskolens undervis-
ning i kristendomskundskab (jf. lbkg. nr. 393 af 26. maj 2005, § 5, stk. 2,
1c), driften af de teologiske fakulteter og Pastoralseminariet samt den civil-
retlige retsvirkning af kirkelig vielse og navngivning ved dåb.”
Der er i øvrigt redegjort for indholdet af understøttelsespligten i grundlo-
vens § 4, 2. led, i pkt. 2 i Justitsministeriets notat af 10. august 2009 om
forholdet mellem understøttelsespligten i grundlovens § 4 og en omlæg-
ning af statens økonomiske støtte til folkekirken til et bloktilskud. Notatet
er optaget som bilag til betænkning nr. 1511/2009 om omlægning af sta-
tens tilskud til folkekirken til bloktilskud.
5.
Som det fremgår af det ovenfor anførte, har grundlovens § 4, 2. led,
gennem tiden givet anledning til nogen tvivl, men den gængse opfattelse i
statsretlig og kirkeretlig litteratur er dog, at udtrykket ”understøttelse” skal
forstås i vid forstand, dvs. som en forpligtelse for staten til at yde både
økonomisk og moralsk støtte. Bestemmelsen er også blevet forstået sådan i
praksis.
Efter Justitsministeriets opfattelse må bestemmelsen i grundlovens § 4, 2.
led, antages at indebære en forpligtelse for staten til at yde en vis ikke-
økonomisk støtte til folkekirken. Efter Justitsministeriets opfattelse må det
samtidig antages, at understøttelsens art og omfang er overladt til lovgiver.
7
 L 13 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 46: MFU spm., om hvilke forpligtelser til understøttelse af folkekirken ud over økonomisk grundlovens § 4 omfatter
Det er derfor Justitsministeriets opfattelse, at en mulig afskaffelse eller
flytning af en eller flere helligdage ikke i sig selv kan rejse spørgsmål i
forhold til grundlovens § 4, 2. led. Det er i den forbindelse Justitsministe-
riets opfattelse, at en ordning, der ikke som sådan indebærer en afskaffelse
eller flytning af helligdage, men f.eks. at en eller flere af folkekirkens hel-
ligdage medregnes i den almindelige arbejdstid, heller ikke kan antages at
rejse spørgsmål i forhold til grundlovens § 4, 2. led.
8