L 13 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 39: Spm. om, hvilken forandring grundloven af 1849 og senere ændringer afstedkom i kirkens indre forhold

Beskæftigelsesudvalget 2022-23 (2. samling)
L 13
Offentligt

Folketingets Beskæftigelsesudvalg

[email protected]

Beskæftigelsesudvalget har ved brev af 3. februar 2023 (BEU L 13

–

spørgsmål

39) bedt om min besvarelse af spørgsmål:

”Vil

ministeren redegøre for, hvilken forandring grundloven af 1849 og senere

ændringer afstedkom i kirkens indre forhold?”

Svar:

Jeg kan henvise Kirkeministeriets og Justitsministeriets notat af 31. januar

2023, som den 31. januar 2023 blev oversendt til Kirkeudvalget som bilag 1 til

mit svar på KIU alm. del - spørgsmål 1.

Notatet er omdelt til Beskæftigelsesudvalget som bilag 6 til L 13.

Af notatets pkt. 4 fremgår følgende om fortolkningen af grundlovens § 4 og §

66:

”Højesteret

tog ved dom af 23. marts 2017 (optrykt i Ugeskrift for Retsvæ-

sen 2017, side 1795) stilling til et søgsmål om gyldigheden af den af kirke-

ministeren udstedte kgl. resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vi-

elsesritual for to personer af samme køn samt af lov nr. 532 af 12. juni 2012

om ændring af bl.a. ægteskabsloven (ægteskab mellem to personer af

samme køn).

Af Højesterets dom fremgår følgende om grundlovens § 4:

”Kompetencen til at regulere folkekirkens forhold tilkommer

lovgiv-

ningsmagten og regeringen, der har et betydeligt skøn med hensyn til,

hvilke grænser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag sætter for

en sådan regulering.

[…]

Lovgivningsmagten og regeringen har ikke pligt til forud for regulering af

folkekirkens forhold at høre nogen kirkelig instans. Uanset dette skete

der forud for den gennemførte ordning bl.a. inddragelse af landets bi-

skopper.”

Af Højesterets dom fremgår følgende om grundlovens § 66:

”Der følger ikke af grundlovens § 66 nogen begrænsning

i lovgivnings-

magtens kompetence, og der er ikke grundlag for at antage, at der skulle

foreligge en retssædvane, som begrænser lovgivningsmagtens og rege-

ringens kompetence til at regulere dele af folkekirkens forhold.”

Om reguleringen af folkekirkens indre anliggender og forholdet til grundlo-

vens bestemmelser om regulering af folkekirkens forhold fremgår det bl.a.

af betænkning 1544/2014 om Folkekirkens styre, side 215f.:

Frederiksholms Kanal 21

1220 København K

www.km.dk

Telefon 3392 3390

e-post

[email protected]

Akt nr.: 270976

Dette akt nr. bedes oplyst ved

henvendelse til Kirkeministeriet

Dato: 17. februar 2023

L 13 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 39: Spm. om, hvilken forandring grundloven af 1849 og senere ændringer afstedkom i kirkens indre forhold

”Traditionelt anses ritualer, gudstjenesteordningen, bibeloversættelse og

salmebøger for at høre til det, der ofte betegnes som folkekirkens indre

anliggender.

[…]

I gældende ret har der ikke traditionelt været sondret mellem folkekir-

kens indre og ydre anliggender. Det skal bl.a. forstås således, at det i al-

mindelighed har været antaget, at folkekirkens indre anliggender ikke er

unddraget lovgivningsmagtens kompetence. Folketinget og regeringen er

således folkekirkens øverste beslutningsorgan og fastlægger de retlige

rammer for folkekirkens virksomhed.

Folketingets adgang til at vedtage love om kirkelige anliggender er dog

begrænset af den udtrykkelige og normative bestemmelse i Grundlovens

§ 4.

[…]

Grundloven siger intet om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse,

dvs. om de skal udlægges bogstaveligt eller ud fra en friere fortolkning.

Henset til bekendelsesskrifternes historiske karakter sker den nærmere

fortolkning på baggrund af såvel en (rummelig) kirkelig og teologisk tra-

dition som den aktuelle kontekst.

Af grundlovens § 66 fremgår:

“§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.”

I sammenhæng med indførelsen af religionsfriheden var det under forbe-

redelserne af grundloven af 1849 tanken at indføre en vis frihed for fol-

kekirken i forhold til statsmyndighederne. Dette skulle ske ved en kirke-

forfatning, hvor folkekirken skulle etableres med et vist niveau af repræ-

sentativt selvstyre angående folkekirkens egne forhold.

Grundlovens § 66 er imidlertid ikke blevet udmøntet i en samlet forfat-

ning for folkekirken, men der er lovgivet på en række områder. I dag har

bestemmelsen næppe andet retligt indhold end et krav om, at folkekir-

kens styrelsesforhold skal reguleres ved lov.”

Der kan endvidere henvises til Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med

Kommentarer (2015), side 98, hvor følgende anføres om grundlovens § 4:

”Folkekirken må betragtes som en særlig forgrening af den offentlige for-

valtning bestemt ved sit genstandsområde. Folkekirken har længe hen-

hørt til Kirkeministeriets ressort og er reguleret ved en række forskellige

love og administrative bestemmelser. Lovgivningen har udstyret folke-

kirken med et vist selvstyre i forhold til den almindelige statsforvaltning,

jf. navnlig reglerne om

–

valg af

–

menighedsråd, provstiudvalg og bi-

skopper. Der kan ved lov indføres et øget selvstyre

–

og selveje

–

i forhold

til de almindelige forvaltningsmyndigheder, jf. herved grundlovens § 66

om en folkekirkelig forfatning. En udskillelse af folkekirken fra de stats-

lige myndigheder, der indebærer en begrænsning af lovgivningsmagtens

kompetence, kan dog kun gennemføres ved en grundlovsændring, jf. Poul

Andersen 1954 s. 631.”

Akt nr.: 270976

Side 2

L 13 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 39: Spm. om, hvilken forandring grundloven af 1849 og senere ændringer afstedkom i kirkens indre forhold

Om grundlovens § 66 anfører Jens Peter Christensen m.fl., a.st., side 406:

”Folkekirken, hvis forhold er reguleret ved en lang række love og admini-

strative bestemmelser, har som forvaltningsområde længe henhørt un-

der Kirkeministeriets ressort. Lovgivningen indeholder dog flere bestem-

melser, der sikrer folkekirken et vist repræsentativt selvstyre i forhold til

statsforvaltningen, jf. bl.a. reglerne om valg af menighedsråd, provstiud-

valg og biskopper. En lov om en forfatning for folkekirken kan etablere et

øget selvstyre og selveje i forhold til de almindelige forvaltningsmyndig-

heder. En begrænsning af lovgivningsmagtens kompetence kan dog kun

gennemføres ved en grundlovsændring, jf. Poul Andersen 1954 s. 631.””

I øvrigt kan jeg henvise til min besvarelse af dags dato på BEU L 13

–

spørgsmål

36 og 37.

Akt nr.: 270976

Side 3

Louise Schack Elholm

/ Marjun Egholm