Beskæftigelsesudvalget 2022-23 (2. samling)
L 128
Offentligt
Ændringsforslag
Til
Forslag til
Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
(Genindførelse af ret til uddannelsesløft med forhøjet dagpengesats på 110 pct. i 2023)
(L 128)
Af Victoria Velasquez (EL):
Til § 1
1)
Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»01.
Overskriften
før § 97 a affattes således:
»Ret for dagpengemodtagere til tilbud om en erhvervsuddannelse inden for områder, hvor der er
behov for arbejdskraft«.
[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]
2)
Nr. 1
affattes således:
1.
I
§ 97 a, stk. 1,
indsættes efter »den 31. december 2022«: »og fra og med den 1. juli 2023«, og
efter »ret til« indsættes: »at påbegynde«.
[Permanentgørelse af ordning fra 1. juli 2023 og fastholdelse af hidtidige positivliste]
L 128 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 13: Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, der sikrer, at ordningen gøres permanent
Bemærkninger
Til nr. 1
I den gældende lov om en aktiv beskæftigelsesindsats har overskriften før § 97 a følgende ordlyd:
Midlertidig ordning med ret for dagpengemodtagere til tilbud om en erhvervsuddannelse inden for
områder, hvor der er behov for arbejdskraft.
Det foreslås, at overskriften affattes således: Ret for dagpengemodtagere til tilbud om en erhvervs-
uddannelse inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft.
Med ændringsforslaget vil det fremgår af overskriften, at ordningen med uddannelsesløft i § 97 a i
loven fremover vil være en permanent ordning.
Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslaget til nr. 2, hvor det foreslås, at ordningen
permanentgøres fra og med den 1. juli 2023.
Til nr. 2
I lovforslagets § 1, nr. 1, er det foreslået, at den midlertidige ordning med uddannelsesløft i § 97 a i
lov om en aktiv beskæftigelsesindsats genindføres i 2023, så dagpengemodtagere, der er fyldt 30 år,
og som er ufaglærte eller faglærte med forældet uddannelse, i perioden fra og med den 1. juli 2023
til og med den 31. december 2023 har ret til at påbegynde et uddannelsesløft i form af tilbud om en
erhvervsuddannelse, som fremgår af positivlisten.
Det fremgår af endvidere af lovforslaget, at Beskæftigelsesministeriet – i lyset af finanslovs-
forslaget for 2023 – med inddragelse af arbejdsmarkedets parter vil revidere positivlisten, så den
dækker en tredjedel af aktiviteten på erhvervsuddannelserne inklusiv SOSU-assistent
grunduddannelsen og uddannelser, der understøtter grøn omstilling på arbejdsmarkedet.
Med ændringsforslaget foreslås det, at ordningen med uddannelsesløft i § 97 a i loven gøres
permanent fra og med den 1. juli 2023.
Dermed vil dagpengemodtagere, der er fyldt 30 år, og som er ufaglærte eller faglærte med forældet
uddannelse, fra og med den 1. juli 2023 og fremover have ret til at påbegynde et uddannelsesløft i
form af tilbud om en erhvervsuddannelse, som fremgår af positivlisten.
Det foreslås, at Beskæftigelsesministeriet ikke reviderer positivlisten, men at positivlisten i stedet
skal omfatte de uddannelser (trin og specialer), som var omfattet af den hidtidige positivliste, der
var gældende fra og med den 1. januar 2021 til og med den 31. december 2022.
Dermed vil positivlisten fremover omfatte SOSU-assistentuddannelse og erhvervsuddannelser inden
for grønne jobs, og vil omfatte uddannelser (trin og specialer), der tilsammen udgjorde op til 41 pct.
af den samlede uddannelsesaktivitet på erhvervsuddannelserne.
L 128 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 13: Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, der sikrer, at ordningen gøres permanent
Forslaget om at udvide positivlisten skønnes at medføre merudgifter (efter skat og tilbageløb) i
forhold til det fremsatte lovforslag på 19,6 mio. kr. i 2. halvår 2023, 26,8 mio. kr. i 2024 og 1,7 mio.
kr. i 2025 som følge af en øget tilgang til ordningen i 2. halvår 2023.
Forslaget om at permanentgøre ordningen skønnes at medføre yderligere merudgifter (efter skat og
tilbageløb) på 61,7 mio. kr. i 2024, 86,1 mio. kr. i 2025, 83,8 mio. kr. i 2026 og 81,5 mio. kr. i
2027.