L 114 Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven, lov om kommunal indkomstskat, ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love.

(Opkrævning og inddrivelse af grundskyld og dækningsafgift m.v., statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne, foreløbige vurderinger som midlertidigt beskatningsgrundlag i 2024 og 2025, forenkling af ejendomsvurderingerne for 2024 og 2025, udvidelse af antallet af dommere i Landsskatteretten m.v.).

Af: Skatteminister Jeppe Bruus (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 26-04-2023
1. behandlet / henvist til udvalg 04-05-2023
Betænkning afgivet 23-05-2023
2. behandlet/direkte til 3. behandling 25-05-2023
3. behandlet, vedtaget 30-05-2023
Ministerområde:
Skatteministeriet
Resumé:

Lovforslaget skal sammen med det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsskattelov (L 113) implementere de resterende dele af boligskatteforliget ”Tryghed om boligbeskatningen” fra 2017 indgået mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre og kompensationsaftalen ”Kompensation til boligejerne og fortsat tryghed om boligbeskatningen” fra 2020 indgået mellem forligspartierne bag boligskatteforliget.

Der foreslås regler om en afregningsordning som følge af statens overtagelse af opkrævningen af kommunale ejendomsskatter, regler, der skal understøtte, at opkrævning af grundskyld af ejerboliger ejet af fysiske personer fra 2024 skal ske via personskattesystemerne, og regler om, at staten hjemtager opgaven med at inddrive kommunale ejendomsskatter m.v.

Endvidere foreslås det, at der anvendes foreløbige vurderinger for ejendomsskatter i 2024 og 2025, indtil de endelige vurderinger udsendes. Ligeledes foreslås det at udmønte de aftalte neutraliseringsordninger for kommunerne i perioden 2021-2028, som sammen med de nye lofter for grundskyldspromiller skal imødegå byrdefordelingsmæssige konsekvenser for kommunerne. Reglerne om klageadgang m.v. vedrørende ansættelse af ejendomsværdiskat foreslås ændret til også at gælde for kommunale ejendomsskatter, ligesom der foreslås konsekvensrettelser i den øvrige lovgivning.

Der foreslås en forenkling af vurderingerne for 2024 og 2025 med henblik på at understøtte den samlede tidsplan for udsendelse af ejendomsvurderinger, samt at antallet af dommere i Landsskatteretten udvides med fire med henblik på at mindske risikoen for øgede sagsbehandlingstider.

Endelig foreslås reglerne om offentliggørelse af pristalsindeks justeret, og Skatteforvaltningens adgang til at rette fejlbehæftede vurderinger foreslås udvidet.

Det foreslås, at de fleste af ændringerne træder i kraft den 1. januar 2024. Forslagene om bl.a. foreløbige vurderinger foreslås dog at træde i kraft den 30. juni 2023.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 90 (S, V, M, DD, LA, KF, RV og DF), imod stemte 18 (SF, EL og ALT), hverken for eller imod stemte 0.
Sambehandlet med: