Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af lovforslag nr. L 95:

Forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om social service og forskellige andre love. (Handlekommune for børn, der hjælpes tilbage til Danmark af danske myndigheder, og for børn, hvis forældre er i udlandet, ensretning af begrebsbrug, nødvendige ændringer i handlekommunereglerne som følge af barnets lov m.v.).

Af social- og boligministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil).

(Fremsættelse 29.03.2023).

Mødet er genoptaget.

Forhandlingen er åbnet, og første ordfører er fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for ordet. Den her fredag eftermiddag er en eftermiddag med stor alvor, og vi fortsætter nu med et lovforslag, som også rummer en stor grad af alvor. For med det her lovforslag giver vi muligheden for, at når børn af forældre fra uden for Danmark, som ikke har dansk statsborgerskab, og som f.eks. har været på genopdragelsesrejse eller andre forfærdelige ting, så kommer her, kan man lave direkte adresseringer af, hvor børnene skal hen, og hvordan de skal håndteres.

Jeg kan ikke andet end at sige, at det er et godt forslag, som er nødvendigt, og vi bakker selvfølgelig op om det fra Socialdemokratiets side.

Vi siger tak til ordføreren, og den næste ordfører er fru Anni Matthiesen fra Venstre.

Tak for det, formand. Det er et lovforslag, som i høj grad drejer sig om at gøre den eksisterende lovgivning mere smidig, og så handler det om at give Ankestyrelsen beføjelser til at kunne udpege en handlekommune for et barn og på den måde undgå, at børn kommer til at falde ned mellem to stole, sådan at man har helt styr på, hvilken kommune der har beføjelserne og dermed også ansvaret for barnet. Venstre støtter lovforslaget.

Vi siger tak til ordføreren, og den næste ordfører er fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. Velkommen.

Tak for ordet. Det her lovforslag er ret teknisk, men det har en helt grundlæggende betydning for udsatte børn og unge fra udlandet. For kommunerne er en central del i et børneliv. Helt fra barnet er ganske spæd, til barnet fylder 18 år, har kommunen et ansvar. Det gælder alle børn, men i særdeleshed for udsatte børn har kommunen en betydning. Derfor er det selvfølgelig helt afgørende, at alle børn har en kommune i ryggen, der tager ansvar og handler, når der er brug for det. Det gælder f.eks. de børn, der er i udlandet og hentes hjem til Danmark af de danske myndigheder. Når de træder ud af flyet i Kastrup Lufthavn, er der ikke nogen kommune til at gribe dem og tage deres sag.

Det skal vi selvfølgelig lave om på, for børnene skal mødes med tryghed, faglighed og ikke mindst en velforberedt kommune med en plan. Derfor er vi glade for, at forslaget her giver Ankestyrelsen mulighed for at udpege en kommune til børn, der opholder sig i udlandet og hentes hjem, så børnene gribes i lufthavnen og ikke skal efterlades med traumer. Derfor er jeg og Moderaterne virkelig glade for, at vi fremover giver Ankestyrelsen fuld kompetence til at udpege en handlekommune for et barn. Moderaterne bakker op om forslaget.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Theresa Berg Andersen fra SF. Velkommen.

Tak. Med lovforslaget her lægges der op til at ensrette begrebsbrugen og at justere lovgivningen på det sociale område i forhold til reglerne om handlekommuner. Så vidt jeg kan forstå, fremsættes lovforslaget, bl.a. fordi der er uklarheder omkring handlekommuner for de børn, som blev evakueret fra Syrien.

Uden at jeg skal give endnu en opsummering, kan jeg sige, at vi i SF er enige i, at der er behov for at få klare regler på området og for, at børn i helt særlige udsatte positioner kan få den fornødne støtte. Jeg har noteret mig, at høringssvarene også støtter op om de her modeller. Med lovforslaget lægges der desuden op til at rette op på reglerne omkring mellemkommunal refusion i enkelte tilfælde, så kommunerne får et bedre incitament til at give borgerne eller barnet det tilbud, som er passende, som eksempelvis et botilbud eller en plejefamilie, uanset om det ligger i en anden kommune.

Med lovforslaget her vil man desuden forsøge at udbedre manglerne i handlekommunereglerne. Det er en kendt problemstilling på hjemløseområdet, at det desværre kan være uklart, hvilken kommune der er borgerens handlekommune efter retssikkerhedsloven, hvilket desværre ofte betyder, at borgeren ikke får den fornødne hjælp. Lovforslaget her lægger op til, at den kommune, der er udpeget som midlertidig handlekommune under afklaringen af en mellemkommunal uenighed om handlekommuneansvaret, fortsætter som handlekommune i den periode, hvor der er uenighed, uanset om borgeren, inden handlekommunen er fastlagt, har flyttet sin folkeregisteradresse til en anden kommune og den midlertidige handlekommune efter afklaringen kan få refusion. Det er da vigtigt.

Som jeg har sagt tidligere, kan jeg se, at høringsparterne her generelt er positivt stemte over for forslaget. Jeg kan dog se, at der har været et høringssvar fra SAND, som muligvis kan give anledning til et par spørgsmål i udvalgsbehandlingen.

SF støtter forslaget. Det gør Radikale også, og det gør Konservative, Enhedslisten og Alternativet også. Tak for ordet.

Vi siger tak for det, og jeg byder velkommen til fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand, og tak for ordet. Jeg tror, at vi alle kan blive enige om, at det her er et ganske teknisk lovforslag og et sammensurium af initiativer på et kompliceret område. Lovforslaget indeholder en række initiativer, herunder en forenkling af handlekommunereglerne og en ensretning af sprogbrugen i forhold til begreberne handlekommune, opholdskommune og selvstændig opholdskommune, således at begrebet handlekommune fremover anvendes konsekvent i betydningen af det ansvar, som en kommune har over for en borger med hensyn til at træffe afgørelse om hjælp og støtte til afholdelse af udgifterne hertil. Ensretning af sprogbrugen er i sig selv meget fornuftigt, hvis det rent faktisk også forenkler den praksis, der foregår i forhold til at fortolke loven. Samtidig er det positivt, at det foreslås at lave en forenkling af reglerne, som kan være med til at afklare tvivl om, hvilken kommune der er handlekommune, når en borger f.eks. opholder sig i en anden kommune og modtager hjælp og støtte i form af f.eks. et ophold på et forsorgshjem, i en veteranbolig eller handicapbolig.

For Danmarksdemokraterne er det helt afgørende, at borgerne modtager det tilbud, der bedst imødekommer borgerens behov, også når det ligger uden for handlekommunen. Hvis det skal ske, er det afgørende, at der er klarhed over, hvornår kommunerne har ret til f.eks. mellemkommunal refusion, og hvilken kommune der har pligt til at iværksætte hjælp over for borgeren. Derfor er en forenkling af reglerne og en ensretning af sprogbrugen fornuftig, hvis det kan medvirke til at afklare kommunale tvister hurtigere og bidrage til at forebygge, at de opstår i første omgang. Kommunale tvister må aldrig ske på bekostning af borgerne, der alt for ofte ender i en bureaukratisk klemme, som de ikke har nogen chance for at komme ud af. Når det sker, rammer det de mest udsatte borgere særlig hårdt, netop fordi de ikke altid har ressourcerne til at tage kampen op. Det kan f.eks. være en udfordring for borgere, der lever i hjemløshed og bevæger sig mellem kommuner. I de tilfælde kan der også opstå tvivl om, hvem der bærer ansvaret for at iværksætte hjælpen. I de tilfælde, hvor en kommune er passiv, er det borgeren, der ender som taberen. I dag har kommuner ret til mellemkommunal refusion i passivitetstilfælde, altså i de tilfælde, hvor den kommune, som borgeren tidligere havde ophold i, burde have iværksat hjælp og støtte, eller hvor en kommune f.eks. hjemgiver et anbragt barn, uanset om beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Med forslaget her foreslås det, at det vil være handlekommunen, altså den kommune, der har pligt til at yde hjælp og støtte til borgeren, der har ret til mellemkommunal refusion i passivitetstilfælde. Det præciseres, at retten til refusion er uafhængig af, om borgeren visiteres til et tilbud beliggende i eller uden for handlekommunen.

Det er positivt, hvis forslaget her på den måde hjælper med at udrede og undgå kommunale tvister samt sikrer, at kommuner ikke forholder sig passivt, men yder borgerne den hjælp, de har brug for og ret til og desuden ikke undlader at iværksætte hjælp, hvis der foregår sager ved Ankestyrelsen, som vi også ser.

Af høringssvarene fremgår det dog, at der er en bekymring for, hvorvidt det vitterlig også får den rette effekt i forhold til den del, der vedrører mellemkommunal refusion i passivitetstilfælde, hvor borgeren har ophold uden for kommunen, og om det opfanger de udfordringer, der er. Det påpeger bl.a. SAND og Selveje Danmark, som har særlig indsigt på området.

Derudover ligger det i forslaget her, at Ankestyrelsen skal have kompetence til i helt særlige tilfælde, hvor et barn opholder sig uden for Danmark, men forventes med danske myndigheders medvirken at komme til Danmark, at træffe afgørelse om en handlekommune for barnet. Det vil ikke være et krav, at barnet har opholdt sig i Danmark før. Ligeledes vil det ikke være et krav, at barnet indrejser i Danmark uledsaget, dvs. uden forældre og familiemedlemmer eller andre pårørende. Forslaget omfatter desuden kun udpegning af handlekommune for barnet. Af lovforslaget kan jeg læse, at der i praksis hidtil har fungeret pragmatiske løsninger i sådanne tilfælde, men uklarheden om det lovgivningsmæssige grundlag og eventuelt deraf følgende uenigheder mellem kommunerne om handlekommuneansvaret skaber utryghed. For børn, der befinder sig i sårbare situationer, vil det i værste tilfælde medføre, at hjælpen til barnet forsinkes, når ingen i kommunen tager ansvaret.

Med lovforslaget skabes et klart lovgivningsmæssigt grundlag, der skal fjerne tvivl om handlekommuneansvaret, og det er som udgangspunkt positivt, at børn får den rette hjælp hurtigst muligt, når der er truffet beslutning om det. I den forbindelse har jeg stillet udvalgsspørgsmål om, hvordan børnene i Syrien er omfattet af det her lovforslag, og om handlekommune for børn, der hjælpes tilbage til Danmark af danske myndigheder, som vi også imødeser ministerens svar på.

Alt i alt er intentionen om at skabe klarhed meget positiv, og det fører mig til afslutningen af min tale. Vi ønsker at stille en række opklarende spørgsmål, før vi tager endelig stilling til lovforslaget og dets indhold, og derfor ser jeg frem til det videre konstruktive samarbejde. Tak for ordet.

Vi takker ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Næste ordfører er fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance. Velkommen.

Tak for det. Der er sager, hvor der under nuværende lovgivning bliver brugt for meget tid og bureaukrati på at slås om, hvem der skal betale – eller rettere sagt, hvem der er handlekommune. Det, at der omkring et sårbart, udsat barn, som har brug for hjælp, samtidig er usikkerhed om, hvem der skal iværksætte hjælpen, og hvor barnet sagsbehandlingsmæssigt hører til, er utrolig utryghedsskabende, når barnet er i en i forvejen sårbar situation.

Med det her lovforslag forsøger man nu at skabe større klarhed over, hvem der er handlekommune. Man giver også Ankestyrelsen bedre mulighed for at kunne træffe afgørelse herom. LA støtter op om forslaget.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så er det fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Der er blevet sagt en hel masse om teknikken i det her lovforslag heroppe, så det skal jeg spare tilhørerne for. Jeg har også og vi har i Dansk Folkeparti en lang række spørgsmål til det her lovforslag. Der skal ikke herske tvivl om, at vi i Dansk Folkeparti på ingen som helst tænkelig måde vil have, at de her syriensbørn kommer til Danmark – og slet, slet ikke deres forældre. De skal simpelt hen bare blive, hvor de er. Det er den ene ting.

Den anden ting er så, at jeg sad og tænkte på nu her, bare mens de forskellige ordførere var på, og også da jeg læste lovforslaget, at det jo er helt vildt, at vi står i en situation i Danmark, hvor der, fordi der har været ført en så ekstremt forfejlet indvandrings- og integrationspolitik igennem rigtig mange år, er mennesker i Danmark, som sender deres børn på såkaldt genopdragelsesrejse, altså at der er folk, der altså er så udanske, at de mener, at deres børn skal opdrages efter islamiske værdier i et andet land. Det er vi simpelt hen nødt til at slå langt hårdere ned på. Det er fuldstændig vanvittigt. De her forældre skal simpelt hen udvises fuldstændig konsekvent.

Det er ligesom ridset op. Vi har også en hel masse spørgsmål, i forhold til om vi kan støtte det her lovforslag, hvad angår den helt tekniske del af det. Men vi kommer simpelt hen ikke til at støtte noget, som på nogen som helst måde gør det muligt, at de her IS-terroristers børn kommer til Danmark. Tak for ordet.

Der er heller ingen korte bemærkninger. Jeg siger tak til ordføreren. Der er ikke flere ordførere, så nu er det social- og boligministeren. Velkommen.

Tak for det. Jeg vil gerne understrege, at det ikke er under Social-, Bolig- og Ældreministeriets ressort at beskæftige sig med, hvorvidt børn – eller nogen andre for den sags skyld – kommer til Danmark eller ej. Det ligger ikke under Social-, Bolig- og Ældreministeriets ressort. Det er selvfølgelig meget velkomment, at de to partier, der har nævnt det, ønsker at stille en stribe spørgsmål. Dem vil vi selvfølgelig svare på efter bedste evne. Så er det rigtigt, at det her lovforslag på lange stræk er teknik, og så er det det alligevel ikke. For det er jo ofte den der teknik, der bliver til snubletråde for den enkelte borger.

Væsentligt for mig er særlig et par dele af det her lovforslag. En af dem er det her med, at vi ikke lader et barn stå i en situation, hvor der ikke er en kommune, der har ansvaret for at tage sig af barnet. Det handler om at sikre grundlaget for, at en kommune faktisk står klar med socialfaglig hjælp og støtte til et barn, som kommer til Danmark fra udlandet. Børn, som er i udlandet, har pr. definition ikke en dansk handlekommune og falder derfor ned mellem to stole.

Derfor foreslår vi med lovforslaget, at Ankestyrelsen får mulighed for, i helt særlige tilfælde, at udpege en handlekommune for et barn, der opholder sig i udlandet, men som med danske myndigheders medvirken forventes at komme til Danmark. Lovforslaget skal bl.a. hjælpe den unge pige, der har været sendt på genopdragelsesrejse i Somalia af sine forældre. Hun skal ikke, når hun kommer tilbage til Danmark, stå fuldstændig alene med sine traumer i lufthavnen uden et sikkerhedsnet. Hun skal mødes af en velforberedt kommune, som er klar til at gribe hende og hjælpe hende, og det sikrer vi med det her lovforslag.

For det andet vil vi give Ankestyrelsen kompetence til at udpege en handlekommune for et barn, når ingen kommune mener, at det er deres ansvar at hjælpe barnet. Der har været tilfælde, bl.a. omtalt i pressen, hvor et barn har stået i en akut situation, og hvor ingen kommune har villet hjælpe, og det må i sagens natur aldrig nogen sinde ske. Den situation må et barn ikke blive sat i, og derfor foreslår jeg, at vi lukker hullet i loven, sådan at barnet og dem omkring barnet kan bede Ankestyrelsen om at udpege en handlekommune.

Hernæst er det ikke alle situationer, vi kan forudse, når vi vedtager lovgivning, og derfor kan der opstå behov for opdateringer. Det gælder bl.a. den del af lovforslaget, der skal følge op på en afgørelse fra Ankestyrelsen om, at en kommune kun har ret til mellemkommunal refusion i passivitetstilfælde, hvis borgeren får ophold i et botilbud i kommunen. Kommunen mister altså retten, hvis det rigtige tilbud for borgeren er beliggende uden for kommunen. Det er uholdbart og en mangel, som vi skal have udbedret.

Det samme gælder lovforslagets del om ret til hjælpemidler, der er nødvendige for hjemmehjælp under midlertidige ophold i en anden kommune. Det er sådan i dag, at man har ret til hjemmehjælp, hvis man f.eks. er i sommerhus. Men hvis der er behov for hjælpemidler, for at hjemmehjælpen kan udføres, f.eks. en lift, er det faktisk uklart i forbindelse med lovgivningen, om man har også ret til det, og hvilken kommune der i givet fald skal sørge for det. Det retter vi op på med det her lovforslag.

Endelig indeholder lovforslaget en såkaldt ensretning af begrebsbrugen. Det betyder med andre ord, at man begynder at bruge samme ord, så vi ved, at vi taler om det samme i lovgivningen. Det giver selvfølgelig mening, fordi det dermed bliver noget nemmere at afkode, hvad der egentlig står i lovgivningen, fordi der refereres til tingene med de samme ord.

Så det her er grundlæggende et oprydningsforslag, og så er der altså også noget i, at man faktisk får udpeget, hvem der er myndigheden, sådan at borgerne kan få den hjælp, de har ret til.

Der er indtil videre en enkelt indtegnet for spørgsmål, og det er fru Karina Adsbøl.

Jeg har bare brug for at stille et opklarende spørgsmål om, om det handler om, at regeringen har besluttet sig for nu at tage mødrene og børnene hjem fra Syrien, altså om det ligger i det her forslag. Vi har også stillet det i udvalgsbehandlingen nu her, men det kunne jeg godt tænke mig at høre ministerens svar på.

Jeg er ikke udlændingeordfører. Jeg er ordfører her i dag for det her med barnets lov, som jo også er en del af det, vi har behandlet i dag. Men det er vigtigt, om det her også drejer sig om udlændingepolitik, og derfor har jeg brug for, at ministeren svarer på, om det handler om mødrene og børnene i Syrien.

Ministeren.

Det kan man kun give sådan et ret uldent politikersvar på. For det, man kan sige – og det er så overhovedet ikke spor uldent – er, at det her forslag intet har at gøre med, hvem der kan komme til Danmark eller ej. Det bliver simpelt hen ikke styret i lovgivningen, jeg har med at gøre på socialområdet eller på boligområdet for den sags skyld, hvis vi skal tage den del af mit ressort med. Så det kan jeg svare ret skarpt på.

Det, man så til gengæld kan sige, er, hvis der er uklarhed om det, at hvis man nu skulle forestille sig at tage nogle børn til Danmark – det er jo gjort tidligere – skal der helst stå nogen klar til at tage imod de børn, og hvis et barn bliver sendt af sted på genopdragelsesrejse, vil jeg sætte utrolig stor pris på, at det ikke kommer tilbage fra en genopdragelsesrejse, uden at der er nogen, der kan tage imod det og hjælpe det med de traumer, der er blevet påført det, mens det har været på genopdragelsesrejse.

Så når jeg siger, det er uldent, er det, fordi det jo også er udlændingepolitik. Det er udlændingepolitik, at vi selvfølgelig skal stå klar, at en kommune skal stå klar, når et barn kommer hjem fra de her frygtelige genopdragelsesrejser.

Spørgeren.

Jamen det er nemlig lidt uldent, så derfor spørger jeg lige ministeren: Altså, handler det her om, at regeringen har besluttet sig for at tage de resterende mødre og børn hjem fra Syrien? Er det det, det i bund og grund også handler om i det her lovforslag, eller har regeringen ikke besluttet sig for det?

Ministeren.

Det skal ordføreren tale med den rigtige ressortminister om. Det er ikke mig, der er ressortminister, i forhold til hvem der kommer til Danmark og hvem der ikke kommer til Danmark, og det vil sige, at uanset hvilke beslutninger andre ressortministre træffer på det område, har jeg et ønske om at gennemføre det her lovforslag.

Vi siger tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.