Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
L 93
Offentligt
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 3440
Doknr.
710722
Dato
22-05-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 16. maj 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 98
(L 93) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 98:
”Vil ministeren fremsætte et ændringsforslag, hvor den foreslåede § 101 udgår
af lovforslaget, og i benægtende fald vil ministeren da yde teknisk bistand til et
sådant ændringsforslag med tilknyttede bemærkninger?”
Svar:
Et udkast til det ønskede ændringsforslag er vedlagt som bilag 1.
Den foreslåede § 101 giver barnet en helt ny rettighed. Der er dermed ikke
efter de gældende regler i serviceloven hjemmel til, at pårørende eller andre
nærtstående til et barn, der ikke har særskilt partsstatus i en konkret sag, kan
anmode Ankestyrelsen om at foretage en vurdering af kommunalbestyrelsens
afgørelse om hjemgivelse af et barn under 10 år. Det foreslås med
bestemmelsen i § 101 i barnets lov, at barnets plejefamilie, støtteperson eller
venskabsfamilie kan anmode Ankestyrelsen om en vurdering af
kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 100, stk. 1, om hjemgivelse af et barn
under 10 år.
Formålet med den foreslåede § 101 i barnets lov er at styrke hensynet til
barnets behov for kontinuitet i opvæksten. Med den foreslåede bestemmelse
sikres flere øjne på sagen og en uvildig vurdering af forholdene i sagen i de
tilfælde, hvor barnet endnu ikke er fyldt 10 år, og barnet dermed ikke
selvstændigt kan udøve partsbeføjelser.
Forslaget skal desuden sikre, at børn, der er anbragt uden for hjemmet, ikke
bliver hjemgivet af årsager, som ikke er barnets bedste, f.eks. udelukkende på
grund af økonomiske hensyn, ligesom det vil kunne være relevant i sager, hvor
f.eks. plejefamilier oplever, at deres plejebarn hjemgives som følge af
samarbejdsproblemer med kommunen.
Det bemærkes, at ændringsforslaget vil være i strid med aftalen om Børnene
Først, hvor det fremgår, at det skal sikres, at skift i udgangspunktet altid skal
være til barnets bedste. Derfor var aftalepartierne enige om, at for børn under
10 år, der er anbragt uden for hjemmet, skal plejefamilien, støttepersonen eller
venskabsfamilien på barnets vegne kunne anmode Ankestyrelsen om en
second opinion ift. en afgørelse om hjemgivelse.
På den baggrund kan jeg ikke støtte ændringsforslaget.
1