Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
L 93
Offentligt
2711070_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 3440
Doknr.
710722
Dato
22-05-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 16. maj 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 94
(L 93) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 94:
”Vil ministeren fremsætte et ændringsforslag om, at forældre, værge og barnet
selv skal kunne anmode om en børnefaglig undersøgelse, og at et afslag på en
sådan anmodningen skal betragtes som en forvaltningsretlig afgørelse, der kan
klages over, og i benægtende fald vil ministeren da yde teknisk bistand til et
sådant ændringsforslag med tilknyttede bemærkninger?”
Svar:
Et udkast til ændringsforslag med dette indhold er vedlagt. Det skal bemærkes,
at der ved ’forældre og værge’ i ændringsforslaget forstås
forældremyndighedsindehaveren, som er den eller de personer, der har
forældremyndigheden over barnet eller den unge.
Både børn, unge og forældremyndighedsindehaveren vil altid – både efter de
gældende regler og efter barnets lov – kunne anmode om hjælp og støtte, og
herunder om, at der gennemføres en børnefaglig undersøgelse af barnets eller
den unges og familiens forhold.
Modtager kommunen en sådan anmodning, skal kommunen indledningsvis
vurdere, om der er tale om en situation, hvor der efter den foreslåede § 20, stk.
1, i barnets lov, er pligt til at foretage en børnefaglig undersøgelse. Det gælder,
når der er grund til at antage, at det er en alvorlig eller kompleks sag, herunder
hvor der er overvejelser om anbringelse af et barn eller en ung uden for
hjemmet efter lovforslagets §§ 46 eller 47, når der er mistanke eller viden om,
at et barn har været udsat for overgreb, når et barn eller en ung har haft ophold
med en forælder på et krisecenter eller herberg på grund af vold i hjemmet, og
forælderen afbryder opholdet for at vende tilbage til et voldeligt miljø. Det
bemærkes, at der desuden skal gennemføres en børnefaglig undersøgelse
som grundlag for at iværksætte hjemmetræning efter den foreslåede § 85 i
barnets lov.
Ud over disse situationer kan kommunen altid iværksætte en børnefaglig
undersøgelse, på baggrund af en vurdering af, at det er nødvendigt at
gennemføre en børnefaglig undersøgelse af hensyn til barnets eller den unges
behov for støtte.
1
L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 94: Spm. om at stille et ændringsforslag om, at forældre, værge og barnet selv skal kunne anmode om en børnefaglig undersøgelse
2711070_0002.png
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 20, at en kommunes
beslutning om, at der ikke er behov for en børnefaglig undersøgelse, ikke kan
påklages. Desværre er den sidste del af sætningen, som skulle have været
indarbejdet som en tydeliggørelse af reglerne, ved en fejl udgået af
bemærkningerne. Det skal jeg beklage. Det skulle have fremgået udtrykkeligt,
at en beslutning om, at der ikke er behov for en børnefaglig undersøgelse ikke
kan påklages, i det omfang kommunen i stedet vælger at gennemføre en
afdækning af barnets eller den unges og familiens forhold.
Jeg vil derfor gerne understrege, at reglerne om børnefaglig undersøgelse i
den foreslåede § 20 i barnets lov skal forstås sådan, at i det omfang
kommunen på baggrund af en anmodning fra et barn eller en ung eller
forældremyndighedsindehaver om en børnefaglig undersøgelse vurderer, at
der hverken skal gennemføres en børnefaglig undersøgelse eller en
afdækning, kan der klages herover.
De foreslåede bestemmelser i det fremsatte forslag til barnets lov betyder -
som det også er tilfældet i dag – at børn, unge og
forældremyndighedsindehaver kan klage, hvis kommunen på baggrund af en
anmodning om støtte og hjælp vælger ikke at foretage sig noget. Jeg mener
samtidig, at forslaget til barnets lov både sikrer, at barnets eller den unges og
familiens forhold skal oplyses i det fornødne omfang før kommunen vælger,
hvad der skal ske.
Det bemærkes, at der ikke er anvist finansiering af ændringsforslaget, som vil
betyde, at der også skal være klageadgang, selvom kommunen vælger at
iværksætte en afdækning af barnets forhold men ikke en børnefaglig
undersøgelse.
Jeg kan på den baggrund ikke støtte ændringsforslaget.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
Bilag:
Bilag 1. Udkast til ændringsforslag til svar på pm. 94
2