Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
L 93
Offentligt
2710876_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 6299
Doknr.
698642
Dato
10-05-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 20. april 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 15
(L 93) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).
Spørgsmål nr. 15:
”Vil ministeren som teknisk bistand udarbejde et ændringsforslag, der ændrer
§54 stk. 2 fra en kan bestemmelse til en skal bestemmelse? Der henvises til
aftaleteksten om Børnene Først: ”Alle udsatte børn og unge anbragt på en
institution skal have ret til et tilbud om en venskabsfamilie, som de selv vælger,
enten i familien eller netværket, eller som findes i civilsamfundet. Kommunerne
får pligt til at sørge for dette tilbud til alle anbragte børn og unge på en
institution, der ønsker det og er i stand til at tage imod det.” ”
Svar:
Der er på baggrund af udvalgets ønske udarbejdet et ændringsforslag,
hvorefter § 54, stk. 2 i lovforslaget om Barnets Lov ændres fra en ”kan”
bestemmelse” til ”skal” bestemmelse.
Af vedlagte bilag 1 fremgår forslag til et ændringsforslag, hvorefter
formuleringen af § 54, stk. 2 ændres fra ”kan” til ”skal”.
Med lovforslaget om Barnets lov indføres som noget nyt i lovforslagets § 54
venskabsfamilier målrettet børn og unge, der er anbragt på børne- og
ungehjem, eget værelse eller på efterskoler, kostskoler mv., dvs. børn og unge,
der ikke er anbragt i familiemæssige rammer i en plejefamilie. Formålet med en
venskabsfamilie er at give børn og unge mulighed for at opleve at være en del
af en helt almindelig familie, som kan give dem familielignende bånd og trygge
og varige relationer, de kan tage med sig ind i ungdoms- og voksenlivet.
Kommunen skal efter lovforslagets § 54, stk. 1 så vidt muligt inden en
anbringelse af et barn eller ung på et børne- eller ungehjem hjælpe barnet eller
den unge med at finde en familie i barnets familie eller netværk, der kan
udpeges til at være venskabsfamilie.
Hvis det ikke er muligt at finde en venskabsfamilie i barnets eller den unges
familie eller netværk, kan kommunen efter § 54, stk. 2 i det fremsatte lovforslag
vælge at henvende sig til en civilsamfundsorganisation for at få deres bistand til
at matche barnet eller den unge med en venskabsfamilie. Efter den foreslåede
bestemmelse i det fremsatte lovforslag har kommunen dermed ikke pligt til at
henvende sig til en civilsamfundsorganisation i de tilfælde, hvor det ikke er
1
L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 84: Spm. om, at den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 54, stk. 2, ikke lever op til aftaleteksten
2710876_0002.png
muligt at finde en venskabsfamilie i familien eller netværket, men kan vælge at
gøre det.
Det vedlagte ændringsforslag vil betyde, at i de tilfælde, hvor det ikke er muligt
forud for anbringelsen af et barn på et børne- eller ungehjem, jf. § 43, stk. 5 –
7, at finde en støtteperson eller en familie i barnets eller den unges netværk,
som kan udpeges til at være dennes venskabsfamilie, så skal
kommunalbestyrelsen i samarbejde med en civilsamfundsorganisation hjælpe
barnet eller den unge med at finde en familie uden for barnets eller den unges
familie eller netværk, som kan udpeges til at være dennes venskabsfamilie
under anbringelsen.
Det vedlagte ændringsforslag vil dermed betyde, at kommunalbestyrelsen vil
have pligt til at samarbejde med en civilsamfundsorganisation med henblik på
at finde en venskabsfamilie, hvis det ikke muligt at finde en venskabsfamilie i
barnets familie eller netværk. Det vil være op til kommunalbestyrelsen i den
konkrete sag, at afgøre, hvilke civilsamfundsorganisationer som vil være
relevante at samarbejde med i forbindelse med at finde en venskabsfamilie til
et konkret barn eller en ung.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet skønner, at en justering af bestemmelsen i §
54, stk. 2 om inddragelse af civilsamfundsorganisationer vil medføre betydelige
merudgifter.
Jeg kan på den baggrund ikke bakke op om at ændre bestemmelsen i § 54,
stk. 2 om kommunernes inddragelse af civilsamfundsorganisationer fra ”kan” til
”skal” i regi af indeværende lovforslag.
Min indstilling er derfor, at fastholde bestemmelsen i § 54, stk. 2 i det
nuværende lovforslag.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
Bilag:
Bilag 1 – Udkast til ændringsforslag.
2