Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
L 93
Offentligt
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 3440
Doknr.
702400
Dato
10-05-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 27. april 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 43
(L 93) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Theresa Berg Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 43:
”Vil ministeren redegøre for, hvorledes det sikres, at loven tolkes som
intenderet, også i første omgang og af praktikere og fagprofessionelle, såfremt
præciseringer af loven fremgår som besvarelser til spørgsmål og ikke direkte af
loven eller bemærkningerne til loven?”
Svar:
Jeg er meget optaget af at sikre, at Barnets Lov kommer godt fra start, og at
dem, der skal arbejde med de nye regler, er klædt godt på til opgaven. Derfor
er der som en del af Barnets Lov aftalt flere forskellige elementer, der skal sikre
en tæt og løbende opfølgning på implementeringen.
Det er først og fremmest aftalt, at sagsbehandlerne skal tilbydes
efteruddannelse i Barnets lov, så de er klædt på til at navigere i lovgivningen
og dens intentioner.
Der er nedsat et partnerskab, der skal hjælpe med at sikre lovimplementering
hos de aktører, der skal arbejde med den nye lov i praksis. Det skal blandt
andet munde ud i nationale retningslinjer, som viser de bedste faglige løsninger
på området.
Der vil derudover blive udarbejdet en håndbog, som er en hjælp til at blive
klædt på til at læse og forstå både formål og intentioner, men med særligt fokus
på en praktisk forståelse af de nye regler.
Endvidere udarbejdes der vejledninger, som ligeledes skal understøtte en
lettere forståelse af de enkelte dele af Barnets lov.
Både vejledningerne og håndbogen vil tage afsæt i det skriftlige materiale, der
er udarbejdet i forbindelse med Barnets lov, herunder både lovforslag og
bemærkning samt de besvarelser, som er oversendt til Socialudvalget som led
i behandlingen af Barnets lov.
Der er slutteligt aftalt syv målsætninger for reformen, og der vil løbende blive
foretaget en opfølgning på, om de politiske målsætninger og intentioner med
reformen er realiseret.
1