Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
L 93
Offentligt
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 6299
Doknr.
698642
Dato
10-05-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 20. april 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 21
(L 93) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).
Spørgsmål nr. 21:
”Vil ministeren sikre, at man skal afdække netværkets ressourcer inden en
tvangsanbringelse, tvangsbortadoption og anbringelse, jf. lovforslag L 93 –
Barnets lov?”
Svar:
Det fremgår af § 20 i forslaget til Barnets lov, at der skal gennemføres en
børnefaglig undersøgelse, når der er grund til at antage, at det er en alvorlig
eller kompleks sag, herunder hvor der er overvejelser om at anbringe et barn
eller en ung uden for hjemmet enten med eller uden samtykke efter
lovforslagets § 46 eller § 47.
Det er desuden fastsat i lovforslagets § 22 om den børnefaglige undersøgelse,
at en børnefaglig undersøgelse skal tilrettelægges ud fra en
helhedsbetragtning og skal afdække ressourcer hos barnet eller den unge,
familien og netværket.
Endelig er det fastsat i lovforslagets § 70, at hvis kommunen vurderer, at en
adoption af et barn eller en ung vil være bedst for barnet eller den unge, og
forældrene ikke samtykker hertil, skal kommunalbestyrelsen indstille til børne-
og ungeudvalget, at barnet eller den unge adopteres. Det fremgår af samme
bestemmelse, at indstillingen til børne- og ungeudvalget om adoption skal
indeholde den børnefaglige undersøgelse eller undersøgelsen efter
lovforslagets § 26, hvis indstillingen omhandler et ufødt barn.
Det er på den baggrund min klare opfattelse, at lovforslaget sikrer, at
netværkets ressourcer skal afdækkes, inden der træffes afgørelse om
anbringelse med samtykke eller anbringelse eller adoption uden samtykke.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
1