Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
L 93
Offentligt
2711092_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 3440
Doknr.
710722
Dato
22-05-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 16. maj 2023 stillet følgende spørgsmål nr.
101 (L 93) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 101:
”Vil ministeren fremsætte et ændringsforslag, der pålægger kommunen at
begrunde sin beslutning, hvis den træffer afgørelse om ikke at inddrage de
kommende forældre efter den foreslåede § 27, stk. 2, samt at afgørelsen kan
påklages, og i benægtende fald vil ministeren da yde teknisk bistand til et
sådant ændringsforslag med tilknyttede bemærkninger?”
Svar:
Efter § 26 i barnets lov skal kommunalbestyrelsen iværksætte en undersøgelse
af de kommende forældre, når kommunalbestyrelsen har grund til at antage, at
der kan opstå behov for hjælp og støtte til et barn umiddelbart efter fødslen, og
der er tale om en alvorlig eller kompleks sag.
Kommunalbestyrelsens beslutning om at iværksætte en sådan undersøgelse
vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand, der kan påklages af de
kommende forældre efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område. Dette fremgår udtrykkeligt af
bemærkningerne til bestemmelsen.
De kommende forældre skal i forbindelse med afgørelsen have vejledning om
adgangen til at klage over kommunalbestyrelsens afgørelse.
Efter den foreslåede § 27, stk. 2, i barnets lov skal en undersøgelse af de
kommende forældres forhold så vidt muligt gennemføres i samarbejde med de
kommende forældre. Den foreslåede bestemmelse svarer til de gældende
regler i servicelovens § 50 om børnefaglig undersøgelse af de vordende
forældres forhold.
Kommunalbestyrelsen træffer ikke afgørelse om, at der ikke skal samarbejdes
med de kommende forældre om undersøgelsen. En beslutning herom sker
derimod som et led i kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed.
Det kan i forlængelse heraf oplyses, at det fremgår af bemærkningerne til
bestemmelsen, at udgangspunktet for gennemførelsen af undersøgelsen er, at
kommunalbestyrelsen aktivt vil skulle søge at opnå dialog og samarbejde med
de kommende forældre om undersøgelsen. Det fremgår videre af
bestemmelsen, at det er vigtigt, at kommunalbestyrelsen så vidt muligt sørger
1
L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 101: Spm. om at stille et ændringsforslag om, at kommunen skal begrunde sin beslutning, hvis den træffer afgørelse om ikke at inddrage de kommende forældre
2711092_0002.png
for en god inddragelse af de kommende forældre i undersøgelse både af
hensyn til at sikre, at de kommende forældres viden og holdninger til sagen er
afspejlet og for at understøtte medejerskab til undersøgelse og indsatser.
Endeligt fremgår det, at kommunalbestyrelsen i den forbindelse skal være
særligt opmærksom på at tilrettelægge en hensyntagende og inddragende
proces, hvis de kommende forældre har en psykisk funktionsnedsættelse.
Det fremgår videre af bemærkningerne til bestemmelsen, at
kommunalbestyrelsen, på samme måde som det gælder ved en undersøgelse
efter servicelovens § 50 i dag, vil have mulighed for at gennemføre
undersøgelsen i de særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at indlede et positivt
samarbejde med de kommende forældre samt i de tilfælde, hvor dette vil være
særligt besværligt eller tidskrævende f.eks. hvis den ene af de kommende
forældres bopæl ikke er kendt af myndighederne, eller hvis den pågældende
afviser eller ikke besvarer kommunalbestyrelsens forsøg på dialog.
Da der ikke er tale om, at der træffes en afgørelse efter den omtalte
bestemmelse, og da det klare udgangspunkt for en undersøgelse er, at den
skal gennemføres i samarbejde med de kommende forældre, finder jeg ikke
grundlag for at fremsætte ændringsforslag med det ønskede indhold, ligesom
jeg ikke kan imødekomme spørgerens ønske om teknisk bistand til et sådant
ændringsforslag.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
2