Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
L 93 Bilag 1
Offentligt
2683909_0001.png
Enhed
Udsatte Børn
Sagsbehandler
Marie-Louise
Linneballe Hansen og
Charlotte Aastrup
Poole
Koordineret med
Handicap, Familier
Sagsnr.
2022 – 6299
Doknr.
632072
Dato
17-3-2023
Kommenteret høringsnotat til forslag til barnets lov
1. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til forslag til barnets lov har været udsendt i høring i perioden fra den
25. maj til den 24. juni 2022 hos:
3F - Den Offentlige Gruppe, 6-Byerne, Aalborg Universitet (Juridisk Institut),
Aarhus Universitet (Juridisk Institut), Adoption & Samfund, Adoptionsnævnet,
Adoptionspolitisk Forum, Adoptionstrekanten, Advokatrådet,
Advokatsamfundet, Akademikerne, Amnesty International, Ankestyrelsen,
Barnets Tarv Nu, Baglandet København, Baglandet Ålborg, Baglandet Vejle,
Baglandet Århus, Bedsteforeningen, BUPL - Forbundet af Pædagoger og
Klubfolk, Børn og Familier, Byretterne, Børnehjælpsdagen, Børne- og
Kulturchefforeningen, Børnenes Bureau, Børneringen, Børnerådet,
Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Danmarks Lærerforening, Danner,
Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Handicapforbund,
Dansk Kvindesamfund, Dansk Psykologforening, Dansk Retspolitisk Forening,
Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske Familieadvokater,
Danske Handicaporganisationer (DH), Danske Regioner, Datatilsynet, De
Anbragtes Vilkår, Den Danske Dommerforening, Den Uvildige
Konsulentordning på Handicapområdet, Det Centrale Handicapråd, Det
Kriminalpræventive Råd, Departementet for Børn, Unge og Familie (Grønland),
Digitaliseringsstyrelsen, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolenes
Tjenestemandsforening, Domstolsstyrelsen, Fabu, FADD – Foreningen af
Døgn og Dagtilbud for udsatte børn og unge, Fagbevægelsens
Hovedorganisation, Fagligt selskab for Sundhedsplejersker, Familieretshuset,
FOA – Fag og Arbejde, FBU-ForældreLANDSforeningen, Forældre og Fødsel,
Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i
Danmark (FSD), Foreningen af ledere af sundhedsordninger for børn og unge,
Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre, Foreningen til støtte for Mødre
og Børn, Foreningen RIFT, Frivilligrådet, Godfar, HK Kommunal, HK
Landsklubben, Danmarks Domstole, Institut for Menneskerettigheder ,
Joannahuset, Jordemoderforeningen, Julemærkefonden, Justitia, Jysk
Børneforsorg, KFUM’s Sociale Arbejde, KL, Kristelig Fagbevægelse,
Kvinderådet, KVINFO, Københavns Universitet (Det Juridiske Fakultet),
Landsforeningen Børn og Samvær, Landsforbundet DUI-leg og virke,
Landsforeningen af ungdomsskoleledere, Landsorganisationen af
Kvindekrisecentre (LOKK), Landsorganisationen for sociale tilbud (LOS),
Landsforeningen for børn og forældre, Landsforeningen for Socialpædagoger,
Landsstyreområdet for Sociale Anliggender (Færøerne), Landsforeningen LEV,
Ledernes Hovedorganisation, Livsværk, Lev uden Vold, Lægeforeningen, Lær
for Livet, Mandecentret, Mentorbarn, Mødrehjælpen, Plejefamiliernes
Landsforening, Politiforbundet, Red Barnet, Red Barnet Ungdom, Retspolitisk
Forening, Rigsombudsmanden i Grønland , Rigsombudsmanden på Færøerne,
Rigsrevisionen, Rådet for etniske minoriteter, Røde Kors, Rådet for Socialt
Udsatte, Sand, Selveje Danmark, Sind, Sjældne Diagnoser, Skole og
Forældre, Socialpædagogernes Landsforbund, Socialtilsynene, Socialt
Lederforum, SUMH – Sammenslutningen af Unge med Handicap, Syddansk
Universitet (Juridisk Institut), TABUKA , Tuba, Tænketanken Adoption,
1
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0002.png
Udbetaling Danmark, ULF Udviklingshæmmedes Landsforbund , Ungdommens
Røde Kors , Ungdomskriminalitetsnævnet, Ungdomsringen, UNICEF Danmark,
Vestre Landsret, Østre Landsret.
Herudover har lovforslaget været tilgængeligt på Høringsportalen.
2. Modtagne høringssvar
Der er indkommet høringssvar inden for fristen fra følgende høringsparter (i
parentes er angivet den i høringsnotatet anvendte forkortelse):
Aalborg Kommune på vegne af 6-Byerne (6 Byerne), Aalborg Universitets
juridisk Institut (Aalborg Universitet), Adoption & Samfund, Adoptionstrekanten,
Adoptionsnævnet, Ankestyrelsen, Bedsteforeningen, BUPL - Forbundet af
Pædagoger og Klubfolk (BUPL), Børne- og Kulturchefforeningen (BKF),
Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Danner, Dansk Socialrådgiverforening
(DS), Danske Handicaporganisationer (DH), Danske Regioner, Datatilsynet, De
Anbragtes Vilkår (DAV), Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet
(DUKH), Fabu, FADD – Foreningen af Døgn og Dagtilbud for udsatte børn og
unge (FADD), Familieretshuset, FBU ForældreLANDSforeningen (FBU),
Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i
Danmark (FSD), Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre, Foreningen
RIFT (RIFT), Institut for Menneskerettigheder, Jordemoderforeningen, Justitia,
KFUM’s Sociale Arbejde, KL, Københavns Byret på vegne af byretterne,
Landsforbundet DUI-leg og virke, Landsorganisationen for sociale tilbud (LOS),
Livsværk, Lær for Livet, Mødrehjælpen, Plejefamiliernes Landsforening (PLF),
Politiforbundet, Red Barnet, Retten på Frederiksberg, Rigsrevisionen, Røde
Kors, Rådet for Socialt Udsatte, Selveje Danmark, Skole og Forældre,
Socialpædagogernes Landsforbund (SL), Socialtilsyn Hovedstaden,
Socialtilsyn Nord, Socialtilsyn Syd, Socialtilsyn Øst, Sundhedsministeriet,
Ungdommens Røde Kors Ungdomskriminalitetsnævnet, UNICEF Danmark
(UNICEF), Vestre Landsret, Østre Landsret.
Herunder er der inden for fristen modtaget høringssvar fra Bente Adolphsen og
Caroline Adolphsen fra Aarhus Universitets juridiske institut, Dansk Erhverv,
Dataproces, For Lige Vilkår, Forældrenes Landsorganisation (FOLA),
Hjernebarnet, Københavns Kommune, Landsforeningen Autisme, Mentor
Immanuel, Netværket af Ungdomsråd (NAU), Psykiatrifonden,
Pårørendeforeningen SAVN (SAVN), Simon Feldskov, Stop Vold mod Børn og
Viborg Kommune.
Efter udløbet af høringsfristen er der modtaget høringssvar fra: Dansk
Psykologforening, Det Kriminalpræventive Råd og Københavns
Professionshøjskole. Røde Kors har desuden fremsendt et supplerende
høringssvar efter fristen. Høringssvar modtaget efter fristen indgår ikke i
høringsnotatet.
Alle høringssvar offentliggøres på Høringsportalen.
I notatet er alene medtaget de væsentligste temaer fra høringssvarene.
Det skal bemærkes, at flere af høringssvarene indeholder bemærkninger til den
generelle behandling af sager om adoption, både med og uden samtykke. I det
omfang disse bemærkninger falder uden for lovforslaget, kommenteres de ikke
i høringsnotatet, men indgår i de løbende overvejelser om forbedring af
adoptionslovgivningen. Desuden vedrører en række bemærkninger de
ændringer af adoptionsloven, der er foreslået i det samtidigt fremsatte
følgelovforslag til barnets lov, forslag til lov om ændring af lov om social
service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og
forskellige andre love (Ændringer som følge af barnets lov, initiativret for
adopterede børn, adoption uden samtykke fra fødslen, samvær med børn på
kvindekrisecentre m.v., fast-track for godkendelse af plejefamilier m.v.). Disse
2
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0003.png
bemærkninger kommenteres heller ikke her, men der henvises til
høringsnotatet vedrørende følgelovforslaget.
3. Høringssvarene
Byretterne, bortset fra Retten på Frederiksberg, Familieretshuset,
Politiforbundet, Rigsrevisionen, Vestre Landsret og Østre Landsret har ikke haft
bemærkninger til høringen.
3.1. Større ændringer på baggrund af høringssvarene
Der er på baggrund af høringssvarene og den lovtekniske gennemgang
foretaget rettelser af fejl, tydeliggørelser, sproglige tilpasninger og lovtekniske
ændringer af både lovtekst og lovforslagets bemærkninger. Endvidere er en
række afsnit, som har gentagende karakter, udgået eller samlet under enkelte
bestemmelser i bemærkningerne til lovforslaget.
De væsentligste materielle ændringer på baggrund af høringen er:
Bestemmelsen om inddragelse af barnet og den unge i § 5 er
præciseret, så det fremgår, at barnets og den unges holdning og
synspunkter skal tilvejebringes og inddrages løbende ved samtaler og
anden direkte kontakt.
Bemærkningerne til lovforslagets bestemmelse i §§ 19 og 20 om
afdækning og børnefaglig undersøgelse, er tydeliggjort ift., om en
beslutning om iværksættelse heraf er afgørelse, der kan påklages af
parterne.
Barnet og den unges mulighed for ’omsorg’ og ’læring ’ er tilføjet i
formålsbestemmelsen i § 2, i bestemmelsen om barnets og den unges
rettigheder i § 5, og i § 44 om formålet med anbringelser. I § 80 om
hjælp og støtte til børn og unge med funktionsnedsættelser er ’læring’
ligeledes indsat.
’Børneudredning’ er erstattet af ’børnefaglig undersøgelse’ i
lovforslagets §§ 20-23 og 26-27 og i bestemmelser, der henviser hertil,
samt i bemærkningerne til hele lovforslaget.
Der er indsat krav i § 20 om, at den børnefaglige undersøgelse skal
afsluttes efter senest efter 4 måneder.
Det er tydeliggjort i § 49, at anbringelse uden for hjemmet af et ufødt
barn efter fødslen uden samtykke fra de kommende forældre kun kan
ske i helt særlige tilfælde.
Bestemmelserne om inddragelse af civilsamfundet i arbejdet med at
finde en støtteperson eller venskabsfamilie er ændret, så dette
fremover er en mulighed frem for en pligt for kommunerne. Ligesom
det er skrevet ind, at en støtteperson eller en venskabsfamilie er tænkt
som alternativer til hinanden.
Den periode, hvor det anbragte barn eller den anbragte unge kan bede
om at få suspenderet samvær med forældre og netværk er udvidet fra
op til en måned til op til otte uger i lovforslagets § 103. Perioden på op
til otte uger er tilføjet eksplicit i § 103, stk. 2.
Lovforslagets § 198 om statsrefusion i særligt dyre enkeltsager er
ændret, så at kommunerne kan sammenlægge udgifter til børne- og
ungeindsatser m.v. efter barnets lov til det enkelt barn eller den enkelte
unge eller samlet for flere børn og unge i husstanden med udgifter
efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og eventuelle udgifter
efter serviceloven.
Det er tilføjet i bemærkningerne til § 80, at en sundhedsfaglig diagnose
ikke er en forudsætning for at være del af målgruppen for de
handicapkompenserende bestemmelser i kapitel 8, ligesom en
3
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0004.png
diagnose ikke i sig selv vil være udslagsgivende for, om der vil kunne
ydes støtte efter bestemmelserne i kapitel 8.
Der er i lovforslaget desuden indarbejdet de ændringer af reglerne om
forældrepålæg (i § 38) og børne- og ungepålæg (i § 39), som Folketinget har
besluttet ved vedtagelsen af lov nr. 892 af 21. juni 2022 om ændring af
straffeloven, lov om social service og lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
3.2. Generelt om barnets lov
KL
er meget bekymret over den korte periode fra lovforslagets forventede
vedtagelse til lovforslaget træder i kraft, og understreger, at der ud over loven
også er behov for at kommunerne modtager alle de tilhørende
bekendtgørelser, håndbøger og vejledninger i god tid inden loven træder i kraft.
KL
understreger samtidig, at der er meget få måneder til at nå at
kompetenceudvikle ledere og medarbejdere både på myndighedsområdet og
anbringelsesområdet og anbefaler, at loven først træder i kraft seks måneder
efter lovens vedtagelse.
BKF
har desuden bemærkninger, som vedrører bekymring for de tekniske
forhold ift. dataoverførsler, kontogrundlag og muligt databrud i forbindelse med
overgangen fra serviceloven til barnets lov, særligt ift. lovforslaget træder i kraft
midt på året, da giver nogle særlige praktiske problemer for kommunerne bl.a.
ift. budget, kontering og regnskab.
BKF
er videre bekymret for, om overgangen
kan vanskeliggøre forskning og ønske om, at der skabes bedre muligheder for
af måle effekter af indsatserne.
Aalborg Universitet, Adoptionstrekanten, Bente Adolphsen og Caroline
Adolphsen
fra Aarhus Universitet,
DAV FADD, Foreningen Far, RIFT, KFUM,
Livsværk
og
Stop Vold mod Børn
finder, at lovforslaget generelt ikke i
tilstrækkelig grad har fokus på at styrke kommunernes sagsbehandling, og at
der er behov for en stærk implementeringsindsats, herunder gennem
kompetenceudvikling, efteruddannelse mv., der skal understøtte
gennemførelsen af intentioner og regler i barnets lov og sikre retssikkerheden
for børn, unge og forældre.
6 Byerne, FSD og KL
og gør opmærksom på, at der er en forventning om, at
IT-systemer som DUBU og ISC-metoden også fremadrettet kan benyttes ved
udarbejdelse af en børneudredning, og en forventning om, at IT-leverandører
og kommunernes fagsystemer inddrages i omsætningen af lovgivningen.
RIFT
rejser desuden en generel kritik af sagsbehandlingen på børneområdet
og i forlængelse heraf en kritik af prøvelsen af kommunernes sagsbehandling i
forbindelse med klager over afgørelser, der behandles af Ankestyrelsen.
Bedsteforeningen
mener overordnet ikke, at der er behov for en ny lov – men
ændringer af servicelovens regler om hjælp og støtte til børn og unge.
Social-, Bolig- og Ældreministeriets bemærkninger
Lovforslagets ikrafttrædelsestidspunkt afspejler aftalen om Børnene Først og
de politiske ønsker om at gennemførelse ændringer på børneområdet.
Ministeriet vil frem mod vedtagelse og ikrafttræden udarbejde de tilhørende
bekendtgørelser og vejledninger og sende disse i høring med henblik på
efterfølgende offentliggørelse. Det skal i forbindelse med bekendtgørelserne
oplyses, at der i hovedparten af de bekendtgørelser, der skal ændres, ikke vil
være tale om indholdsmæssige ændringer ud over de redaktionelle ændringer,
som vil følge af barnets lov.
4
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0005.png
Ministeriet skal til bemærkningerne om IT-understøttelse og bekymring over
mulige databrud i forbindelse med overgangen fra serviceloven til barnets lov
bemærke, at ministeriet er opmærksom på, at gennemførelsen af en ny
hovedlov og tidsperspektivet fra forventet vedtagelse til reglerne træder i kraft
skaber en række praktiske og meget konkrete udfordringer for kommunerne.
Ministeriet søger at understøtte en god overgang mellem reglerne, og er i
løbende dialog med forskellige parter herom.
Til bemærkningerne om styrkelse af kommunernes sagsbehandling og
manglende fokus på implementering i lovforslaget skal ministeriet bemærke, at
implementeringsaktiviteterne ikke er en del af lovforslaget.
Aftalen om Børnene Først indeholder imidlertid en række
implementeringsaktiviteter, herunder bl.a. om kompetenceudvikling og
efteruddannelse, der skal sikre viden om de nye regler, ligesom der vil blive
fulgt op på, om de ønskede forandringer for børnene sikres. Disse aktiviteter
gennemføres sideløbende med lovforslagets ikrafttræden. Ministeriet kan
videre oplyse, at der er nedsat en arbejdsgruppe om en ny børne- og
familierådgiveruddannelse, med fokus på specialiserede kompetencer i børns
rettigheder og samtaler med børn og udsatte familier som arbejder på
anbefalinger på dette område.
Der er desuden etableret et partnerskab, der overordnet har til formål at
bidrage til arbejdet med at sikre en bedre indsats på børneområdet i
kommunerne, og partnerskabet har i de kommende år særligt fokus på bl.a.
bedre sagsbehandling og implementering af barnets lov.
3.3. Lovens anvendelsesområde herunder kommunale pligter og opgaver
BKF, Skole og Forældre
samt
DS
er positive over for beskrivelsen af lovens
formålsbestemmelser, men
BKF
efterspørger en udfoldelse af bestemmelserne
og bemærkningerne og ønsker sammen med
6 Byerne, DAV
og
Lær for Livet
generelt et tydeligere fokus på sammenhængen til almenområdet (dagtilbud og
skole).
BKF
efterspørger mere forpligtende regler om samarbejde på tværs af
sektorområder og bestemmelser om kvalitet og krav til anbringelsen.
UNICEF,
DAV, DS
og
Lær for Livet
ønsker desuden et tydeligere fokus på læring, mens
DAV
ligeledes ønsker tydeligere fokus på omsorg og kærlighed i
formålsbestemmelserne og bestemmelserne om forhold under en anbringelse.
DH
og
Landsforeningen Autisme
finder generelt, at der er behov for at
tydeliggøre forskelle, som følger af funktionsnedsættelse og følger af udsathed
i lovforslagets bemærkninger.
BKF
er bekymret for, at funktionsnedsættelse bliver alt for meget en
“undskyldelig omstændighed”, og anfører at, når man læser lovforslaget og
dets bemærkninger fremstår det, som om at forældre, der har børn eller unge
med betydelige funktionsnedsættelser, kan fralægges et
forventeligt forældreansvar, såfremt forældrekompetencerne er til stede.
Dansk Erhverv
finder det uhensigtsmæssigt, at kommunerne fortsat skal føre
driftsorienteret tilsyn med egne tilbud.
Livsværk og FADD
anbefaler, at socialtilsynene får adgang til at fastsætte
kvalitetsstandarder for kommunerne til erstatning for reglerne om kommunale
serviceniveauer.
Mentor Immanuel
finder, at det er kritisk, at kommunen fører egenkontrol med
særligt anbringelsessager.
Socialtilsyn Hovedstaden og Socialtilsyn Øst
finder det positivt, at det fremgår
udtrykkeligt, at en kommune, der som led i det personrettede tilsyn på et
5
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0006.png
anbringelsessted bliver opmærksom på bekymrende forhold, skal underrette
den kommune, der fører driftsorienteret tilsyn med det pågældende tilbud.
BKF
finder, at der er behov for at fastsætte, at faglige og økonomiske hensyn
skal vægtes ligeligt i § 10, stk. 2 og finder desuden, at bestemmelsen om, at
afgørelser som udgangspunkt skal iværksættes straks, vil indebære et
udgiftspres på kommunerne, idet der i så fald altid vil skulle være ledig
kapacitet både ift. støttende indsatser og anbringelse.
Social-, Bolig- og Ældreministeriets bemærkninger
Social-, Bolig- og Ældreministeriet er enig i, at det er vigtigt at barnets eller den
unges ret til både læring og omsorg er væsentlige forhold af hensyn til barnets
eller den unges udvikling og trivsel. Barnets eller den unges ret til læring og
omsorg er derfor tydeliggjort i lovforslaget, herunder i formålsbestemmelse
samt bestemmelsen om børns rettigheder og formålet m.v. med indsatsen på
anbringelsesstedet, samt i § 80 og tilhørende bemærkninger.
I forhold til ønsker om bestemmelser, der fastsætter regler for sammenhængen
til almenområdet f.eks. ift. skole og dagtilbud skal det understreges, at barnets
lov omhandler særlig støtte på det sociale område til børn og unge, der har
behov herfor. Der er dog, i lighed med de gældende regler i serviceloven,
foreslået videreført regler i lovforslagets § 14 som fastsætter, at
kommunalbestyrelsen bl.a. skal tilrettelægge en indsats, der sikrer
sammenhæng mellem kommunens generelle og forebyggende arbejde og den
målrettede indsats for børn og unge med behov for særlig støtte, ligesom
reglerne om en sammenhængende børnepolitik foreslås videreført. Da aftalen
om Børnene Først ikke indeholder nye tiltag på dette område, foretages ikke
yderligere ændringer af forslaget til barnets lov. Det bemærkes, at ændringer
som følge af aftale på Børne- og Undervisningsministeriets område om bl.a.
ændringer ift. skolegang og interne skoler på anbringelsessteder, kombinerede
specialundervisnings- og behandlingstilbud og tilsyn ikke er udsendt i høring og
disse ændringer er på den baggrund ikke indarbejdet i det foreliggende
lovforslag.
Til bemærkningerne om tydeliggørelse af målgrupper, herunder at en række
bestemmelser både er rettet mod børn og unge, som har behov for særlig
støtte på grund af sociale forhold i barnets familie eller hos barnet eller den
unge og rettet mod børn og unge med en funktionsnedsættelse, skal det
bemærkes, at ministeriet har tydeliggjort målgruppen for barnets lov bl.a. i
formålsbestemmelserne og bemærkningerne hertil. Dette er ligeledes
tydeliggjort i bemærkningerne til en række af lovforslagets øvrige
bestemmelser.
I forhold til bemærkningerne om tilsyn skal ministeriet bemærke, at aftalen om
Børnene Først ikke indeholder ændringer i hvilke former for tilbud, der er
omfattet af socialtilsynet eller ændringer i reglerne om fastsættelse af
kommunale serviceniveauer, og disse regler er på den baggrund videreført
uændret med de sproglige tilpasninger, der følger af barnets lov. Ønskerne til
indholdsmæssige ændringer på disse områder er derfor ikke imødekommet.
I forhold til bemærkningen om ’kommunal egenkontrol’ på anbringelsesområdet
skal ministeriet bemærke, at det er Ankestyrelsen og i sidste instans
domstolene, der træffer endelig afgørelse i den enkelte anbringelsessag. Det er
på den baggrund ministeriet vurdering, at der ikke er tale om ’kommunal
egenkontrol’ på anbringelsesområdet. Ift. forholdene på de enkelte
anbringelsessteder er hovedparten af anbringelsesstederne omfattet af
socialtilsynets driftsorienteret tilsyn. Det skal videre bemærkes, at det
kommunale (og regionale tilsyn) varetages af Ankestyrelsen med Indenrigs- og
Boligministeriet som overordnet tilsynsmyndighed. Tilsynet kan se på, om en
kommune eller region har overholdt lovgivning, der særligt gælder for offentlige
myndigheder.
6
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0007.png
3.4. Børnesyn og inddragelse af barnet eller den unge
Et tidssvarende børnesyn og inddragelse af barnet og den unge
Adoption og Samfund, Børns Vilkår, BUPL, DH, FBU, FSD, LOS og UNICEF
er
generelt positive over for det tidssvarende børnesyn som grundlag for barnets
lov.
Børns Vilkår
anfører, at det er positivt, at barnet og den unge er til i egen ret,
og at der skal lægges afgørende vægt på barnets perspektiv. Endvidere er
BKF
og
BUPL
positive over for lovens store fokus på børn og unges stemme
og perspektiv, mens
Viborg Kommune
finder det positivt, at der lægges stor
vægt på barnets perspektiv og inddragelse af familie og netværk.
FABU
er positive over for lovforslagets fokus på et tidssvarende børnesyn samt
på, at barnet får flere rettigheder. Ligesom
FOLA
bakker op om lovforslagets
børnesyn, og bakker op om, at børnesynet afspejles i flere af lovens aspekter,
hvor man ser øget opmærksomhed på inddragelse af børn, unge og deres
familier.
Stop Vold mod Børn
bemærker, at der ikke er en national definition af ”barnets
tarv”, og det resulterer i en høj divergens i vurderingen af barnets bedste, som
for nuværende tolkes ud fra den enkelte myndighedsmedarbejders personlige
bias, forforståelse og uregulerede erfaringer om, hvad barnets eller den unges
bedste er. På den baggrund anbefales det, at loven indeholder en præcisering
af, hvad man opfatter som ”barnets bedste”.
Aalborg Universitet
anfører, at det bør fremhæves i loven, at i de tilfælde, hvor
barnets eller den unges holdning ikke følges, eller tillægges afgørende vægt,
skal det anføres i sagen og i afgørelsen.
Børns Vilkår
anfører, at det er vigtigt, at barnet eller den unges perspektiv altid
inddrages, også når barnet eller den unge ikke kan eller vil udtale sig f.eks.
pga. alder eller handicap. Sagsbehandleren bør således kende til forskellige
måder og metoder til at tilvejebringe børns perspektiver, når de ikke kan
udtrykke sig verbalt.
Børns Vilkår
anbefaler, at det præciseres i bemærkningerne til § 5, stk. 3, at
inddragelse i særlige tilfælde efter barnets ønske, og hvis det vurderes at være
til barnets bedste, kan foregå på anden vis f.eks. ved direkte kontakt via en
telefonsamtale eller videosamtale.
DH
mener, at det bør tydeliggøres i loven, at kommunerne har en særlig
forpligtelse til at sikre den nødvendige og tilpassede kommunikation om
barnets rettigheder herunder evt. med inddragelse af særlig faglig ekspertise,
idet denne indsats er en forudsætning for, at børn med handicap kan udnytte
deres rettigheder på linje med børn uden handicap. Der er således risiko for, at
børn med kognitive vanskeligheder ikke bliver inddraget, da dette stiller særlige
krav til både kommunikation med barnet og inddragelse af familie og
fagpersoner med særlig indsigt. Det anbefales, at det fremhæves i
lovbemærkningerne til § 5, stk. 4, at børn med psykiske handicaps som den
klare hovedregel også skal inddrages direkte, hvilket også anbefales af
Institut
for Menneskerettigheder.
Ift. bestemmelsen i § 5, stk. 4, bemærker
DAV
endvidere, at barnets ønske om ikke at medvirke i en samtale også kan være
anledning til at fravige forpligtelsen efter bestemmelsen.
6-Byerne
bemærker,
at der er behov for at ”særlige tilfælde” i § 5, stk. 4, udvides, så rådgiver ud fra
en konkret vurdering kan undlade inddragelse, når der er en saglig grund hertil.
FBU
støtter formuleringerne om barnets ret til inddragelse og medvirken i §§ 5
og 7, og mener at loven tilsvarende bør slå fast, at inddragelsen også skal
7
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0008.png
omfatte forældrene, og at arbejdet skal tilrettelægges, så også forældrene
aktivt kan medvirke.
RIFT
bemærker, at barnet påvirkes af mange – også plejefamilier m.fl. I
foreningens netværk af jurister og psykologer peges der på, at der skal
arbejdes på en anden måde generelt med inddragelse af barnet og den unge,
som reelt vil give barnet mulighed for at blive hørt.
RIFT
anfører også, at som
foreningen læser bemærkningerne til loven, så vil det fortsat være et krav, at
kommunen gør sig overvejelser om inddragelse af familie og netværk i sagen,
og spørger til, hvordan det sikres.
Landsforeningen Autisme
stiller sig positiv over inddragelse af barnet eller den
unge og ser positivt på, at børn og unge får rettigheder, men anfører at der er
visse uklarheder, herunder i hvilke forhold børn og unge skal inddrages.
KL
anfører, at det er besynderligt, at kravet om inddragelse i særlige tilfælde
kan fraviges, når kommunen samtidig forpligtes til at tilvejebringe barnets
perspektiver på anden vis. Der er dermed ikke tale om en fravigelse af
inddragelseskravet, men alene en anden måde at få barnets perspektiver frem
på. Endvidere bemærker
KL,
at det ikke fremgår, om lovforslagets §§ 5-6 om
barnets og den unges rettigheder også gælder, når kommunen træffer
afgørelse efter de i lovforslaget § 90 oplistede bestemmelser i serviceloven, og
opfordrer til, at det i lovforslagets bemærkninger tydeliggøres, om dette er
tilfældet.
NAU
er positive over, at barnets lov sikrer flere rettigheder og større mulighed
for at blive hørt i egen sag, men undrer sig over, at generel børneinddragelse
ikke fylder mere i barnets lov.
FSD
bakker op om intentionerne omkring den løbende inddragelse af barnet og
den unge, idet det giver bedre betingelser for at lave en meningsfuld
børneinddragelse. Samtidig bemærkes, at det indebærer en væsentlig
udvidelse af forpligtelsen til at inddrage børn ift. den nuværende lovgivning, og
at kommunerne bør kompenseres for det øgede ressourcetræk. Dette anføres
også af
6 Byerne.
Derudover bemærkes, at når reglerne om inddragelse på
bestemte tidspunkter fjernes, så bliver det sværere at føre kontrol med, at der
sker rettidig inddragelse af barnet.
Stop Vold mod Børn
imødeser barnets og den unges ret til i langt højere grad
at blive inddraget i egen sag.
UNICEF
er overordnet enig i ambitionen om at styrke inddragelsen, så børn og
unge får indflydelse på de forhold, der vedrører dem. Dog påpeges, at børn og
unge bør klædes på med viden om deres rettigheder, oplysninger om støtte
tilbud, og information om konsekvenser ved de enkelte beslutninger og bør
have tilbagemeldinger og begrundelser for, hvordan deres synspunkter er
blevet vægtet og brugt.
UNICEF
anfører, at der i loven skal stilles krav til, at al kommunikation bør
formuleres i et sprog, der er i overensstemmelse med barnets alder og
modenhed, så barnet oplever dialogen nærværende og vedkommende.
UNICEF
anbefaler også, at der stilles krav til sagsbehandlerens kompetencer
til at tilrettelægge en meningsfuld og respektfuld børneinddragelse og til at tale
med og kommunikere til børn for at sikre ensartet, høj kvaltiet i børns
inddragelsesforløb og medbestemmelse, uanset hvor i landet, barnet bor.
Justitia
bemærker, at reel inddragelse forudsætter en bredspektret tilgang, hvor
sagsbehandlerne i større omfang inddrager børnenes og de unges holdning
mv. i sagsbehandlingen, hvilket kræver kompetencer og uddannelse i samtaler
med børn.
8
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0009.png
Barnets ret til bisidder
Børns Vilkår
og
Justitia
finder det positivt, at kommunens pligt til at oplyse
barnet eller den unge om retten til bisidder eksplicit anføres.
Børns Vilkår
bemærker, at bisidderfunktionen efter § 6 ikke forudsætter særlige
kvalifikationer, og at det er erfaringen, at professionelle bisiddere kan bidrage til
at løfte og sikre barnets rettigheder.
Børns Vilkår
mener, at børn har brug for
støtte fra kompetente og uafhængige voksne, og anbefaler at der oprettes en
børnerådgiverfunktin i form af en børnerettighedsrådgiver. Dette forslag
tilslutter
Landsforbundet DUI Leg og Virke
og
Justitia
sig.
DH
mener ikke, at det skal være muligt at tilsidesætte børn og unge med
handicaps mulighed for at have en bisidder med til sin egen sagsbehandling i
kommunen. Derudover bør det være obligatorisk for kommunen at give barnet
oplysning om retten til at lade sig bistå.
Landsforeningen Autisme
finder, at lovforslagets § 6 bør uddybes ift. retten til
bisidder for bl.a. børn og unge med funktionsnedsættelser.
DAV
anfører, at der bør indføres et obligatorisk møde mellem en professionel
bisidder og barnet i forbindelse med en anbringelse, og når der indtræder nye
regler og rettigheder for barnet. Desuden bør retten til bisidder udvides,
således at bisidningen gøres obligatorisk på bestemte tidspunkter i
sagsforløbet.
LOS
anfører, at kommunen bør være opmærksom på, om bisidder og barn har
en relation der gør, at barnets interesser ikke varetages og anbefaler, at
bisidderen er uvildig og har en faglighed til at støtte barnet på bedste vis.
UNICEF
anbefaler, at loven forpligter kommunen til at sikre retten til en bisidder
i alle dialoger.
Børnesamtaler og fysiske møder
Aalborg Universitet ser
positivt på, at de hidtidige krav om afholdelse af
børnesamtaler på bestemte tidspunkter i sagsforløbet udgår til fordel for en
mere fleksibelt tilrettelagt løbende inddragelse af barnet eller den unge. Dog
anbefales det at skrive, at det forventes, at der jævnligt afholdes fysiske møder
med barnet eller den unge. Det begrundes med, at en telefonsamtale eller et
digitalt møde ikke skaber den opmærksomhed om andre forhold end det talte
ord, som kan være afgørende, når barnets eller den unge forhold skal
bedømmes.
DS
anfører, at det giver mening at lade reglen om faste børnesamtaler afløse
af en mere kontinuerlig inddragelse af børn og unge.
DAV
anbefaler, at det tydeliggøres, at der altid skal gennemføres en
børnesamtale i forbindelse med en afgørelse om anbringelse, da en sådan
afgørelse er en voldsom begivenhed i et barns liv. Ligeledes anbefaler
Børns
Vilkår,
at kommunen skal forpligtes til at afholde en fysisk samtale i forbindelse
med bestemte afgørelser efter loven, herunder bl.a. afgørelser om støttende
indsatser og anbringelser.
FBU
bakker op om en styrkelse af barnets rettigheder, men bemærker, at man
samtidig afskaffer den formelle børnesamtale og mener ikke, at de mere
uformelle formuleringer kan opveje dette.
Institut for Menneskerettigheder
anbefaler, at der fortsat stilles krav til, hvornår
en samtale med barnet som minimum skal afholdes med henvisning til, at
undersøgelser i dag viser, at der allerede i dag er betydelige problemer med at
sikre god børneinddragelse iht. lovens bestemmelser.
9
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0010.png
KFUM og SL
er bekymrede for, at lovens manglende rammesætning af,
hvornår og hvordan barnet inddrages, vil føre til barnet ikke bliver inddraget
mere end i dag.
FADD
og
Selveje DK
udtrykker ligeledes bekymring for, lovens
manglende rammesætning af, hvornår og hvordan barnet eller den unge
inddrages, når den formelle børnesamtale afskaffes.
Red Barnet
finder, at der er risiko for, at fleksibiliteten i loven bliver styrket på
bekostning af barnets eller den unges retssikkerhed, og foreslår, at der
indføres minimumskrav til, hvor ofte børnesamtaler skal afholdes, samt at
kommunen skal begrunde, hvorfor de fraviger børnesamtaler.
Færrest mulige fagprofessionelle voksne om barnet
Børns Vilkår
tilslutter sig intentionen om færrest mulige fagprofessionelle
voksne om barnet, men noterer sig, at kommunerne ikke forpligtes til et loft
over sagsbehandlere eller andre initiativer med henblik på at nedbringe antallet
af fagprofessionelle om barnet eller den unge. Det anbefales, at det i
bemærkningerne til lovforslaget præciseres, at kommunen skal etablere
systematiske procedurer ift. overdragelse af sager ved sagsbehandlerskift.
Socialtilsyn Hovedstaden
bemærker, at der modsætningsvist ses en række
tiltag, hvor flere personer introduceres til at være en del af barnets liv herunder
støttepersoner og venskabsfamilie.
Viborg Kommune
bemærker, at bestemmelsen potentielt kan være
kontraproduktiv, idet den kan betyde, at relevant fagprofessionel viden ikke
inkluderes, og foreslår i stedet at kommunen skal være ansvarlig for at sikre
relevant koordination mellem fagprofessionelle på en måde, hvor barnet og
familien oplever det relevant og koordineret.
Én børnevenlig indgang
BKF
finder, at det er uklart, hvilke forventninger der er til bestemmelsen i
lovforslagets § 14, stk. 4, hvorefter kommunen på deres hjemmeside skal have
en synlig og let tilgængelig indgang specifikt målrettet børn og unge.
DS
finder det positivt med kravet til kommunerne om at lave én børnevenlig
indgang, men de ser gerne, at forpligtelsen bliver mere omfattende dels via
fremskudte indsatser og dels en forpligtelse til døgnbemanding med
fagprofessionelle med kompetencer til at tale med børn.
Barnets ansvar for beslutninger
FADD
spørger til rationalet bag at befæste forskellige aldre til rettigheder som
partshøring og klagemuligheder mv., således at det er barnets alder, som
udløser, hvornår barnet bliver inddraget og i hvad, når man ved, at mange
anbragte børn og unge har sen-modning som en udfordring, og anfører at
ingen børn må få overdraget ansvaret for deres egen ulykke.
Justitia
bemærker
i forlængelse heraf, at lovfæstningen af adgangen til at fremsætte ønsker og
anmodninger om egne forhold ikke må betyde, at myndighederne ikke af sig
selv indhenter oplysninger.
KL
undrer sig over, at barnets lov alene bygger på forældrenes ansvar for
deres børn, idet den tidligere formålsbestemmelse i serviceloven lægger op til
at hjælpen også bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og på den enkeltes
ansvar for at udvikle sig og udnytte egne potentialer. På den baggrund
vurderes formålsbestemmelsen i servicelovens § 1 mere i tråd med barnets
lov, da ansvaret for at udvikle sig og udnytte egne potentialer bør gå hånd i
hånd med det perspektiv, der er på barnet, hvor barnets synspunkter, drømme
og ønsker skal mere i spil og tages alvorligt.
PLF
bemærker, at der skal opmærksomhed på, at børn ikke bringes i en
situation, hvor de skal træffe beslutninger, som de ikke kan overskue
konsekvenserne af.
10
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0011.png
Psykiatrifonden
imødeser, at der tegner sig et markant større fokus på barnet i
sin egen ret, tidlige indsatser og flere rettigheder, samtidig med at det
understreges, at det aldrig bliver barnets ansvar selv at løse udfordringerne.
KFUM og Selveje DK
støtter ligeledes op om retten til indflydelse, men gør
opmærksom på, at det nye rettighedsfokus ikke må gøre barnet eller den unge
ansvarlig for svære beslutninger.
FSD
anfører, at de mange nye rettigheder for barnet kan være i strid med det
foreslåede princip om, at det er de voksne, som har ansvaret.
SAVN
anfører, at der i forlængelse af § 7 om de voksnes ansvar bør tilføjes et
stk. 2, hvori det præciseres, at i de tilfælde, hvor den eller de voksne omkring
et barn er fraværende på grund af frihedsberøvelse, psykiatrisk indlæggelse
eller lignende påhviler dette ansvar kommunalbestyrelsen i samarbejde med
Kriminalforsorgen, psykiatrien eller lignende.
Barnets rettigheder
Børnesagens Fællesråd, Red Barnet og SL
er overordnet positive over at
tydeliggøre og styrke barnets stemme og rettigheder.
Socialtilsyn Hovedstaden
anser det for positivt, at der med lovforslaget ses en lang række relevante og
efterspurgte tiltag, der styrker barnets perspektiv. Ligesom
Danske Regioner
er
positiv ift. at anerkende børn i deres egen ret og som selvstændige individer
med egen stemme og bakker op om intentionerne med loven herunder et mere
helhedsorienteret perspektiv på familien, inddragelse samt den tidligere og
rette indsats.
Børnesagens Fællesråd
bemærker dog, at intentionen ikke
bakkes op af håndfaste proceskrav, der skal overholdes.
DS
anfører, at barnet i sin egen ret styrkes med barnets lov, men efterlyser
yderligere styrkelse ved, at barnet eller den unge får ret til opfølgning, kan bede
om en udredning og at rettighederne for børn og unge med
funktionsnedsættelse styrkes mere grundlæggende.
DUKH
bemærker, at barnets eller den unges brug af rettighederne vil afhænge
af, at barnet eller den unge har modtaget og forstået vejledning og information
herom, og det vurderes bekymrende ift. retssikkerheden, at vejledning og
kommunikation spiller en stor rolle ift. børns og unges muligheder for at benytte
sig af rettighederne.
FBU
anfører, at § 48 om barnets og den unges ret til at anmode om en
anbringelse uden for hjemmet også skal indeholde en ret til at anmode om at få
afbrudt en anbringelse. Ligesom børnenes ret til at påvirke samvær efter § 103
også bør omfatte en ret til at få udvidet deres samvær med forældrene.
RIFT
bemærker, at et barn eller en ung også i dag kan anmode om en
anbringelse og stiller sig uforstående over, at dette skal have sin egen
paragraf, og anfører at kvalitet i børne- og ungesamtaler og inddragelse mv.
kan sikre, at et sådan ønske kommer frem.
Justitia
finder det positivt, at børn får flere rettigheder og at barnets og den
unges stemme tillægges mere vægt, men finder det afgørende, at børnenes og
de unges retssikkerhed ikke derved forringes. Endvidere anfører
Justitia,
at
barnets ret til at fremsættes ønsker og anmodninger allerede indgår i
myndighedernes sagsbehandling i dag, og finder det derfor ikke helt
retvisende, når lovudkastet omtaler disse tiltag, som en måde hvorpå barnet
eller den unge opnår flere rettigheder.
Social-, Bolig- og Ældreministeriets bemærkninger
Ministeriet skal bemærke, at der med forslaget til barnets lov fastsættes en
række grundlæggende rettigheder for barnet og den unge, med behov for
særlig støtte og herunder et barn eller en ung med nedsat fysisk eller psykisk
11
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0012.png
funktionsevne, og som derfor kan have behov for særlig støtte og hjælp efter
lovens bestemmelser.
Disse grundlæggende rettigheder for børn og unge med behov for særlig støtte
skal afspejle et tidssvarende børnesyn, hvor barnet og den unge sættes i
centrum og anerkendes som selvstændige individer med egne holdninger,
ønsker og perspektiver på deres liv og forhold, og i kraft heraf skal have ret til
inddragelse og til at få indflydelse på de forhold, der vedrører dem.
Det tidssvarende børnesyn skal samtidig sikre, at børn og unge ses som
forskellige fra voksne og fra hinanden. I mødet og dialogen med myndigheder,
fagprofessionelle og andre voksne i sager om støtte efter denne lov skal barnet
eller den unge således kunne forvente, at disse grundlæggende rettigheder
iagttages og respekteres.
De foreslåede bestemmelser i § 5 om inddragelse skal afspejle dette
tidssvarende børnesyn og herunder styrke barnets inddragelse og indflydelse i
sager efter loven. Inddragelsesbestemmelserne vil gælde alle beslutninger og
afgørelser efter loven om barnets eller den unges forhold.
Bestemmelserne indeholder elementer af servicelovens § 46, stk. 1 og 3, om
formålet med støtten til børn og unge og retten til at blive inddraget og hørt i
egen sag, i en samlet og ny rammesætning af barnets eller den unges
overordnede ret til omsorg, beskyttelse og inddragelse og formålet hermed.
Med bestemmelserne fastlægges en ramme for kommunalbestyrelsens ansvar
for at sikre hjælp og støtte efter loven ved at fastsætte barnets eller den unges
grundlæggende ret efter loven til omsorg, tryghed, beskyttelse og inddragelse,
så barnet eller den unge sikres mulighed for udvikling, læring, sundhed og
trivsel og retten til at udvikle sig i gode sociale fællesskaber.
Det vil dermed være en grundlæggende rettighed for børn og unge med behov
for særlig støtte, herunder børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, at de skal have ret til indflydelse på de forhold, som vedrører
dem, hvilket også vil være i overensstemmelse med artikel 12 i FN’s
konvention om barnets rettigheder.
Retten til indflydelse vil betyde, at barnet og den unges egne holdninger og
synspunkter, herunder egne forslag og ønsker, vil skulle indgå, når der træffes
beslutninger om deres forhold.
Formålet er at sikre, at barnet og den unge sættes i centrum og anerkendes
som selvstændige individer med egne holdninger, ønsker og perspektiver på
deres liv og forhold, og i kraft heraf skal have ret til at få indflydelse på de
forhold, der vedrører dem.
Indflydelsen skal ske med respekt for børns og unges forskellighed, og skal ske
under hensyntagen til det enkelte barn eller den enkelte unges modenhed,
alder og ressourcer, herunder eventuelle kommunikationsvanskeligheder som
følge af funktionsnedsættelse. Kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med
inddragelsen af barnet eller den unge blandt andet skulle være opmærksom
på, at barnet eller den unge ikke altid kan vurdere implikationerne af deres
tilkendegivelser, samt på, at tilkendegivelserne kan være påvirkede heraf.
Ift. ønsket om et krav om, at det skal anføres i sagen og i afgørelsen, hvis
barnets eller den unges holdning ikke følges eller tillægges afgørende vægt, så
bemærker ministeriet, at det vurderes at ligge uden for rammerne af aftalen om
Børnene Først at stille yderligere krav til kommunernes notatpligt og
begrundelseskrav, udover hvad der gælder af krav i dag herunder i medfør af
de forvaltningsretlige regler om notatpligt, begrundelse mv.
12
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0013.png
I forhold til inddragelse af forældre bemærkes, at der fortsat vil gælde et krav
om inddragelse af forældrene i sager efter loven. Det fremgår således af § 2
stk. 4, at barnets eller den unges vanskeligheder så vidt muligt skal løses i
samarbejde med familien og med dennes medvirken. Derudover vil
kommunalbestyrelsen efter § 8, stk. 3, fortsat i alle sager i relevant omfang
skulle overveje, hvordan der kan ske systematisk inddragelse af barnets familie
og netværk. Derudover består forældrenes partsrettigheder uændrede med
loven.
Bestemmelserne om inddragelse af forældre afspejler, at barnet eller den unge
uanset udfordringer hos barnet eller i familien er en del af familien, og det
derfor er væsentligt at bevare familieenheden, hvis mulighederne herfor er til
stede.
På den anden side fastslås det, at forståelsen og samarbejdet med familien
kun vil række til en vis grænse, dvs. at hvis barnets eller den unges forhold
tilsiger et nødvendigt indgreb, som strider mod forældrenes vilje, så må dette
indgreb finde sted til trods for forældrenes manglende medvirken. Det er
væsentligt at sikre denne forpligtelse ud fra en erkendelse af, at selv om alle
forældre ønsker det bedste for deres børn, er det ikke alle forældre, som er i
stand til at give deres børn den tryghed og basale omsorg, som barnet eller
den unge har brug for.
Hensynet til, hvad der er bedst for barnet eller den unge, vil således skulle veje
tungest. Det er i denne forbindelse vigtigt ikke at se barnet eller den unge som
en adskilt del af familien, da hele barnets eller den unges situation vil skulle
vurderes, herunder bl.a. forholdene i familien og det nære miljø. Det vil også
være vigtigt at se barnets eller den unges situation i et langsigtet perspektiv.
Det er ministeriets opfattelse, at bestemmelserne om ret til indflydelse og
inddragelse af forældrene afspejler denne balance, og ministeriet finder på den
baggrund ikke anledning til ændringer i lovforslaget.
Til bemærkningerne om bisidder skal ministeriet bemærke, at barnet eller den
unge med loven fortsat vil have en uændret ret til en bisidder. Bestemmelsen i
§ 6 viderefører den eksisterende ret, hvorefter alle børn og unge, hvis sag
behandles efter loven, på ethvert tidspunkt af sagens behandling har ret til at
lade sig bistå af andre. Barnet eller den unge vil dermed altid kunne medtage
en bisidder til samtaler med kommunen i en sag, der behandles efter loven, og
til møder i kommunen eller Ankestyrelsen. Retten vil gælde på ethvert tidspunkt
af sagens behandling, og retten for barnet eller den unge kræver ikke samtykke
fra forældremyndighedsindehaveren.
Med bestemmelsen fremgår kommunalbestyrelsens forpligtelse til at oplyse
barnet eller den unge om retten til bisidder som noget nyt eksplicit. Kommunen
har en generel pligt til at rådgive alle børn og unge om deres rettigheder,
herunder også børn og unge med en funktionsnedsættelse, og med
bestemmelsen tydeliggøres dermed, at rådgivningen af barnet eller den unge
om rettigheder også omfatter pligt til at oplyse om retten til bisidder.
Det betyder bl.a., at en bisidder fortsat vil skulle være fyldt 15 år og vil have
tavshedspligt. Hvis der er bestemte grund til at antage, at bisidderen vil
varetage andre interesser end barnets eller den unges, vil kommunen fortsat
efter en konkret vurdering kunne træffe afgørelse om at tilsidesætte barnets
eller den unges valg af bisidder.
Til ønsket om at uddybe lovforslaget bestemmelse om bisidder for børn og
unge med funktionsnedsættelser, skal ministeriet bemærke, at lovforslaget om
barnets lov er udformet med afsæt den politiske aftale om Børnene Først, som
ikke indeholder andre nye tiltag i forhold til barnets ret til bisidder.
13
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0014.png
Ift. forslaget om at oprette en børnerådgiverfunktion i form af en
børnerettighedsrådgiver, bemærker ministeriet, at dette forslag ligger uden for
rammerne af aftalen om Børnene Først.
Til høringssvarene om børnesamtaler og fysiske møder skal ministeriet
bemærke, at der i de eksisterende regler i servicelovens § 48 og § 50, stk. 3, er
krav om afholdelse af børnesamtaler på bestemte tidspunkter i sagsforløbet;
under den børnefaglige undersøgelse, og før der træffes afgørelse om
foranstaltninger. Derudover fremgår det af servicelovens § 46, stk. 3, at støtte
skal bygge på barnets eller den unges egne ressourcer, og at barnets eller den
unges synspunkter altid skal inddrages medpassende vægt i
overensstemmelse med alder og modenhed. Det er ministeriets opfattelse, at
hvis barnet eller den unge reelt skal være inddraget i beslutninger og
afgørelser vedrørende barnets eller den unges eget liv, så skal inddragelsen
ske løbende frem for på de faste nedslagspunkter, som de gældende regler om
børnesamtale lægger op til.
De eksisterende regler om inddragelse og børnesamtaler erstattes derfor af
bestemmelsen i § 5, stk. 3, som fastslår, at barnet eller den unges holdning og
synspunkter skal tilvejebringes og inddrages løbende ved samtaler og anden
direkte kontakt, inden der træffes beslutninger eller afgørelser om barnets eller
den unges forhold. Der sker med bestemmelsen ikke en ophævelse af kravet
om at afholde samtaler med barnet eller den unge.
Formålet med den nye inddragelsesbestemmelse er at sikre, at der sker
løbende inddragelse af barnet eller den unge under hele forløbet ved at stille
krav om inddragelse gennem samtaler eller anden direkte kontakt med barnet
eller den unge, inden der træffes beslutninger og afgørelser om barnets eller
den unges forhold. Bestemmelsen vil således indebære, at der skal ske
inddragelse også ved løbende beslutninger om barnets forhold dvs. også i
tilfælde, hvor der ikke nødvendigvis skal træffes en afgørelse efter loven.
Samtidig giver bestemmelsen myndighederne mulighed for at tilrettelægge den
løbende inddragelse gennem direkte kontakt og samtaler med barnet eller den
unge efter en konkret vurdering af barnets eller den unges behov og forholdene
i sagen i øvrigt. Bestemmelsen indebærer dermed en ny tilgang til løbende
inddragelse ved samtaler og anden direkte kontakt med barnet eller den unge
og giver mulighed for, at inddragelse også kan ske på andre måder end ved
afholdelse af børnesamtaler med barnet eller den unge.
Ministeriet har på baggrund af bemærkningerne tydeliggjort bestemmelsen om
inddragelse i § 5 og bemærkningerne hertil, således at det fremgår eksplicit, at
inddragelse skal ske løbende ved samtaler og anden direkte kontakt.
I forlængelse heraf skal kommunalbestyrelsen med bestemmelsen i
lovforslagets § 8 om færrest mulige fagprofessionelle omkring barnet sørge for
at arbejdet med det enkelte barn eller unge og familie sker med færrest mulige
fagprofessionelle voksne om barnet.
Ministeriet bemærker, at bestemmelsen er ny og skal skabe de bedste
forudsætninger for, at barnet eller den unge kan opbygge tillidsfulde og trygge
relationer til de fagprofessionelle omkring barnet eller den unge. Det vil forsat
vil være op til kommunalbestyrelsen selv at beslutte den nærmere organisering
af arbejdet og tilrettelæggelsen af indsatsen efter en konkret vurdering af
barnets eller den unges behov.
Barnet eller den unge, som typisk befinder sig i en meget sårbar situation skal
således ikke forholde sig til unødigt mange fremmede og skiftende
fagprofessionelle, som kan være en barriere for at barnet eller den unge reelt
kan realisere og udøve sin grundlæggende ret til at blive inddraget og få
indflydelse.
14
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0015.png
Bestemmelsen vil ikke betyde, at kommunalbestyrelsen skal fastlægge et
specifikt loft for antallet af fagprofessionelle om det enkelte barn eller den
enkelte unge. Bestemmelsen betyder heller ikke, at kommunalbestyrelsen skal
undlade at indhente relevant fagprofessionel viden om barnet eller undlade at
arbejde for helhedsorienterede løsninger for barnet. Ministeriet finder, at
rammerne for bestemmelsen er beskrevet i bemærkningerne til bestemmelsen,
og er i overensstemmelse med aftalen om Børnene Først. Ministeriet finder på
den baggrund ikke anledning til ændringer i bestemmelsen, men har dog på
baggrund af høringssvarene tydeliggjort, hvad der forstås ved fagprofessionelle
i denne sammenhæng.
Til bemærkningerne til én børnevenlig indgang skal ministeriet bemærke, at
kommunerne med § 14, stk. 4, forpligtes til at sikre, at der på den enkelte
kommunes hjemmeside er en let tilgængelig indgang for børn og unge til de
kommunale myndigheder. Ved let tilgængelig forstås, at hjemmesiden skal
være synlig og at informationen er målrettet børn og unge og dermed udformet
i et børnevenligt og enkelt sprog og udtryk.
Formålet er at sikre, at børn og unge nemt kan få viden om, hvem de kan
kontakte, hvis de står i en situation med behov for hjælp og støtte – både i
akutte situationer og hvis de har spørgsmål, bekymringer mv. om deres
situation. Ministeriet skal bemærke, at der er derudover ikke fastsat krav til
formen eller indholdet. Det vil dermed være op til den enkelte kommune at
udforme og tilpasse den børnevenlige indgang på deres hjemmeside, så den
afspejler de lokale forhold og kommunen konkrete organisering og tilbud på
børneområdet. Bestemmelsen afspejler aftalen om Børnene Først, og
ministeriet finder på den baggrund ikke, at bemærkningerne giver anledning til
ændringer i bestemmelsen.
Til bemærkningerne om barnets ansvar skal ministeriet bemærke, at med
lovforslaget får børn og unge flere rettigheder. At barnet eller den unge får
rettigheder er imidlertid ikke ensbetydende med, at barnet eller den unge
dermed også får ansvaret for at løse eller afhjælpe de udfordringer, der måtte
være, på egen hånd.
Det er ministeriets vurdering, at med bestemmelsen i lovforslagets § 7 bliver
der skabt tydelighed omkring, at det aldrig må blive barnets eller den unges
ansvar selv at løse eller afhjælpe udfordringer, idet ansvaret også fremadrettet
påhviler de voksne omkring barnet eller den unge. Det vil dermed være de
voksne, som har ansvaret for at beskytte barnets eller den unges
grundlæggende rettigheder. På den baggrund finder ministeriet ikke anledning
til at justere bestemmelsen.
Til bemærkningerne om barnets rettigheder skal ministeriet bemærke, at
lovforslaget afspejler, at aftalepartierne har besluttet, at der med loven skal ske
en sanering i unødigt bureaukratiske proceskrav herunder f.eks. ift. hvornår et
barn eller en ung skal inddrages i sagen, og faste tidspunkter for opfølgning på
støttende indsatser.
Reglerne i lovforslaget er dermed gjort mere fleksible og afspejler i højere grad,
at der er stor forskel på tyngden og kompleksiteten i den enkelte sag og
barnets eller den unges behov. Saneringen i proceskrav betyder ikke, at der
slækkes på kommunernes forpligtelse til at arbejde forebyggende med
familierne, men at børne- og ungerådgiverens faglige skøn skal veje tungere,
og der skal i højere grad kunne tages udgangspunkt i det enkelte barns ønsker
og behov.
Der er ministeriets vurdering, at saneringen af proceskrav, hvorefter den
enkelte børne- og ungerådgiver kan tilpasse sagsbehandlingen, dialogen og
15
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0016.png
samarbejdet og ud fra barnets eller den unges og familiens forhold, vil styrke
sagsforløbet, når dette kan tilrettelægges ud fra det enkelte barns behov.
Ift. barnets ret til at anmode om en børnefaglig undersøgelse og opfølgning
fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget, at børn, unge og deres forældre
på et hvilket som helst tidspunkt i sagsforløbet vil kunne anmode om en sådan
undersøgelse, hvis de mener, at der er behov for det. Det vil herefter være
kommunen, som skal vurdere sagens og barnets forhold, og tage stilling til om
der skal træffes afgørelse om en børnefaglig undersøgelse. Denne ret gælder
også i forhold til opfølgning på iværksatte indsatser. Barnet eller den unge og
forældrene vil dermed altid kunne anmode kommunen om at ændre
tilrettelæggelsen af opfølgningen på støttende indsatser, anbringelsen eller
ungestøtten.
På samme vis vil et barn eller ung på et hvilket som helst tidspunkt kunne
anmode om at få mere samvær med familie eller netværk. Også her vil
kommunen skulle vurdere sagens og barnets forhold og tage stilling til, om der
er anledning til at øge samværet.
For så vidt angår en ret til at få afbrudt en anbringelse, så bemærkes, at
reglerne for ophør af en indsats eller anbringelse videreføres uændret i loven.
Det betyder, at en indsats skal ophøre, når formålet er nået, når indsatsen ikke
længere opfylder formålet eller når den unge fylder 18 år dog fraset de regler
der omhandler ungestøtte.
Barnet eller den unge vil på et hvilket som helst tidspunkt af anbringelsen
kunne anmode om at blive hjemgivet. Kommunen må herefter vurdere sagens
og barnets forhold, herunder om anmodningen giver anledning til at ændre
indsatsen, eller at denne måske helt skal ophøre. I visse tilfælde vil
kommunalbestyrelsen efter lovforslagets § 102 have pligt til at træffe afgørelse
om hjemgivelse eller forelægge sagen for børne- og ungeudvalget, hvis
forældremyndighedsindehaver eller den unge, der er fyldt 15 år, anmoder om
hjemgivelse. Ministeriet finder således ikke, at bemærkningerne giver
anledning til justeringer af bestemmelserne.
3.5. Partsrettigheder og klageadgang
Aalborg Universitet
bakker op om, at det med lovforslaget præciseres i en ny §
3, hvem afgørelsen træffes over for.
Ankestyrelsen
finder, at der er behov for at
tydeliggøre, hvem afgørelsen træffes over for, herunder særligt i forhold til
partsrettigheder og tydeliggørelse af klagebestemmelsen, således at der ikke
med ændringen sker udvidelse af, hvem særligt afgørelser om tabt
arbejdsfortjeneste og merudgiftsydelse træffes over for.
Børns Vilkår, DAV, DS, KFUM
og
Selveje Danmark
er generelt positive over
nedsættelse af aldersgrænsen for børn og unges klageadgang og dermed
partsrettigheder i lovforslaget.
KL
finder det derimod ikke hensigtsmæssigt, at
aldersgrænsen sænkes fra 12 til 10 år.
Ungdomskriminalitetsnævnet
finder det uhensigtsmæssigt, at der med
ændringen bliver forskellige aldersgrænser for klage i barnets lov ift. lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
En række høringsparter, herunder
BKF, DS, FADD, LOS, KL, Mødrehjælpen,
Selveje Danmark, FSD
og
SL
udtrykker dog bekymring for, om børn og unge
ned til 10 år vil være i stand til at varetage deres nye rettigheder, og hvordan
de kan støttes heri. Flere understreger samtidig, at barnet eller den unge ikke
må gøres ansvarlige for de afgørelser og beslutninger, der træffes.
I forbindelse med den foreslåede nedsættelse af aldersgrænsen gør
6 Byerne,
Aalborg Universitet, Adoption og Samfund, BKF, DS, FADD, Institut for
16
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0017.png
Menneskerettigheder, KL, Mødrehjælpen
og
UNICEF
opmærksom på, at
lovforslaget indeholder mange og forskellige aldersgrænser, og at de
forskellige aldersgrænser f.eks. for barnets partsrettigheder, regler om
samtykke i forbindelse med en anbringelse, ungeplan og regler om privat
familiepleje giver risiko for usikkerhed og uklarhed om aldersgrænserne. Det
kan gøre det vanskeligt at formidle regler og rettigheder til barnet eller den
unge og dermed gøre det vanskeligt for børn og unge at kende og varetage
deres rettigheder.
DH
mener, at der bør være samme partsrettigheder for børn og unge med en
funktionsnedsættelse, der efter lovforslaget har behov for
handicapkompenserende hjælp og støtte og mener derfor, at der bør
fastsættes klageadgang for børn og unge ift. afgørelser efter lovforslagets
kapitel 8 (handicapkompenserende hjælp og støtte).
Børns Vilkår, UNICEF
og
Justitia
finder, at der bør fastsættes klageadgang for
børn og unge i forbindelse med lovforslagets bestemmelser om anmodninger,
f.eks. hvor barnet eller den unge kan anmode om suspension af samvær.
Social-, Bolig- og Ældreministeriets bemærkninger
I forhold til bestemmelsen om, hvem afgørelsen træffes over for, og
bemærkningerne om, at man med bestemmelsen risikerer at udvide dette ift.
praksis i dag, skal ministeriet bemærke, at der ikke med bestemmelsen er
tiltænkt ændringer ift. gældende ret, men en tydeliggørelse heraf. På baggrund
af høringssvarene og lovtekniske bemærkninger er lovforslagets § 3 og
bemærkningerne til bestemmelsen blevet tilpasset og tydeliggjort.
I forhold til bemærkningerne om nedsættelse af aldersgrænsen for
partsbeføjelser fra 12 år til 10 år skal ministeriet bemærke, at lovforslaget
afspejler aftalen om Børnene Først, og aftalepartiernes ønske om at nedsætte
aldersgrænsen for barnets eller den unges selvstændige partsbeføjelser,
herunder til at klage over visse afgørelser fra 12 til 10 år.
Ministeriet bemærker i den forbindelse, at der er ikke med aftalen om Børnene
Først er besluttet ændringer i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og
ønsker om ændringer i denne lov er derfor ikke imødekommet.
Til bekymringen for, om børn på 10 års modenhed og mulighed for at udøve
deres rettigheder, og om de herved pålægges ansvar for de afgørelser og
beslutninger, der træffes, skal ministeriet videre bemærke, at det fastslås i
lovforslagets § 7, at det er de voksne omkring barnet eller den unge, der har
ansvaret for at give den støtte og hjælp, som barnet eller den unge har behov
for ud fra en vurdering af de årsagerne, der ligger bag støttebehovet. Det
understreges samtidig i bemærkningerne både til denne bestemmelse og til § 5
om inddragelse af barnet eller den unge i beslutninger og afgørelser, der
vedrører barnet eller den unge, at barnet eller den unge aldrig må være
ansvarlig for de beslutninger eller afgørelser, der træffes i den konkrete sag.
Ministeriet finder på den baggrund ikke anledning til at ændre bestemmelserne.
Endelig fremgår det udtrykkeligt af lovforslagets § 6, at børn og unge har ret til
at have en bisidder med til møder med kommunen og – som noget nyt – at
kommunen skal oplyse barnet eller den unge om denne ret. Bisidderen vil
kunne bistå barnet eller den unge med at forstå de afgørelser eller beslutninger
der træffes og vil også kunne hjælpe barnet eller den unge med at klage over
afgørelser, som barnet eller den unge ikke er enig i. Bisidderens rolle som
støtte for barnet eller den unge fremgår også udtrykkeligt af lovforslagets
bemærkninger. Der henvises i øvrigt til Social-, Bolig- og Ældreministeriets
bemærkninger til punkt 3.4.
Ift. bemærkningerne om mange aldersgrænser i lovforslagets forskellige
bestemmelser skal det bemærkes, at aftalen om Børnene Først ikke indeholder
17
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0018.png
andre initiativer om ændringer i aldersgrænser end nedsættelse af
aldersgrænsen for børn og unges partsstatus for de sager, hvor aldersgrænsen
i dag er 12 år. De øvrige gældende aldersgrænser fra serviceloven foreslås
derfor videreført uændret.
Tilsvarende indeholder aftalen ikke initiativer om indførelse af selvstændig
klageadgang mv. for børn og unge med en funktionsnedsættelse i forhold til
afgørelser om handicapkompenserende hjælp og støtte efter lovforslagets
kapitel 8, og der er dermed ikke afsat finansiering til ønsket herom. Forslaget
herom kan derfor ikke imødekommes.
Ift. ønsket om at fastsætte en klageadgang i forbindelse med lovforslagets
bestemmelser om barnets eller den unges ret til at anmode f.eks. om
anbringelse eller suspension af samvær skal det bemærkes, at
bestemmelserne indebærer en pligt for kommunen til at vurdere anmodningen,
herunder de konkrete forhold i sagen. Bestemmelserne indebærer en pligt for
kommunen til at træffe afgørelse i sagen, hvis det vurderes, at der er grundlag
for at imødekomme anmodningen.
Vurderer kommunen ikke, at der er grundlag for at træffe afgørelse i sagen, vil
der ikke være mulighed for at klage over dette. Barnet eller den unge vil, i
lighed med forældre eller andre, altid kunne underrette Ankestyrelsen, som
også efter de foreslåede bestemmelser i barnets lov vil kunne tage en sag op
af egen drift. Det vurderes, at lovforslaget i tilstrækkeligt omfang sikrer, at
barnets eller den unge får den fornødne hjælp og støtte.
3.6. Undersøgelse af barnets eller den unges forhold
Screening, afdækning og børneudredning (børnefaglig undersøgelse)
Livsværk og LOS
mener, at det stiller store krav til fagligheden i forbindelse
med afdækning og udredning, hvis barnet eller den unge skal opleve et
børnevenligt system, der tager afsæt i barnets perspektiv, hvilket
RIFT
også
støtter op.
RIFT
er samtidig bekymret for, at der med bestemmelserne i kapitel
3 lægges op til at udvide det faglige skøn, uden at der samtidigt er fokus på at
sikre de nødvendige kompetencer hos sagsbehandlerne eller indhentning af
specialviden.
DH
finder ønsket om hurtigere udredning og indsatser positivt, men bemærker,
at mange familier til børn med handicap desværre oplever lang
sagsbehandlingstid, og at de nye niveauer for udredning stiller store krav til
fagligheden hos socialrådgiveren/sagsbehandleren.
DH
finder i den
forbindelse, at behovet for inddragelse af specialviden bør fremhæves på alle
niveauer.
6 Byerne, BKF og FSD
finder ligeledes, at den nye arbejdsform og
børneudredningen kræver fokus på kompetenceudvikling og et nyt tilpasset
fagtilsyn i kommunerne.
Børns Vilkår
anbefaler, at der stilles krav til
sagsbehandlernes kvalifikationer ifm. behandling af sager om anbringelse uden
for hjemmet og anbefaler i forlængelse heraf både, at
socialrådgiveruddannelsen styrkes, og at der udvikles en specialiseret
børnerådgiveruddannelse som efteruddannelsestilbud.
FADD
ønsker en adgang til at foretage en generel lokal screening af børn i
vuggestuer, dagpleje og børnehaver, der er i risikogruppen for mistrivsel.
RIFT og Red Barnet
mener, at børn og forældre skal kunne bede om en
børneudredning, og
Red Barnet
finder i forlængelse heraf, at kommunen skal
begrunde et afslag, mens
RIFT
ønsker, at der skal træffes afgørelse og gives
klageadgang ved afslag på en børneudredning.
Aalborg Universitet
og
RIFT
mener videre, at kravet om risikovurdering ved screening ift. sager, hvor der
18
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0019.png
kan være tale om æresrelaterede konflikter eller negativ social kontrol bør
gælde alle sager, hvor der kan være tale om vold eller utilbørlig social kontrol,
mens
6 Byerne
ift. bestemmelsen om risikovurdering finder, at der er behov for
en tydelig fastsættelse af hjemmel til at udveksle oplysninger.
RIFT
ønsker desuden, at forældrekompetenceundersøgelser (FKU’er), som
indgår i en børneudredning skal styrkes ved, at krav til kvaliteten indskrives i
lovgivningen, mens
Aalborg Universitet
savner overvejelser ift., hvordan
myndigheden sikrer kvalitet i FKU’er i lovforslaget.
6 Byerne
gør opmærksom
på, at der er store udfordringer med at finde autoriserede psykologer, der kan
udføre FKU’er og ønsker en justering i kravene til sådanne undersøgelser,
ligesom der er ønske om, at undersøgelsen i form og indhold sidestilles med
de undersøgelser, der foretages af Familieretshuset.
RIFT
mener desuden at det bør fremgå af lovgivning eller som minimum
vejledning at der tages højde for sproglige og kulturelle forskelle ved
forældrekompetenceundersøgelser af forældre med anden etnisk baggrund.
Mentor Immanuel
kan tilslutte sig sidstnævnte forslag i forhold til børn, unge og
forældre med grønlandsk baggrund, for at sikre deres retssikkerhed ligesom
Mentor Immanuel finder, at der bør være dokumentationskrav og inddragelse
af grønlandsk personale til forældrekompetenceundersøgelser.
BKF, Danske Regioner, DH, DS, FADD, FBU, FSD og KL og Red Barnet
mener generelt, at den nye model med screening, afdækning og
børneudredning og færre proceskrav i den forbindelse har potentiale, især i
sammenhæng med bestemmelserne om at iværksætte støtten sideløbende
med afdækning og udredning.
BK, DS
og
KL
påpeger i forlængelse heraf, at
erfaringerne fra frikommuneforøg på børneområdet har vist gode erfaringer
med at arbejde mere dynamisk med børn, unge og familier, og at modellen for
sagsflowet generelt er velafbalanceret og gennemtænkt, da der ikke hermed
skal gøres mindre for barnet, den unge eller familien, men at der skal arbejdes
på en anden måde.
BKF
ønsker i forlængelse heraf, at der udvikles sikre og
validerbare screeningsværktøjer.
Justitia
finder, at de nuværende sagsbehandlingsregler, herunder fristerne bør
bevares.
Ankestyrelsen
finder behov for enkelte tydeliggørelser, herunder ift.
hvad der forstås ved ’alvorlig eller kompleks sag’ ifm. børneudredning.
Aalborg Universitet, DH, FADD, RIFT, FBU, Justitia, Mødrehjælpen
og
Selveje
Danmark
mener, at er der er behov for tydeligere krav til bestemmelserne,
herunder til indhold, tidsfrister og inddragelse i lighed med
Bente Adolphsen og
Caroline Adolphsen
fra Aarhus Universitet, som også finder, at lovforslagets
”undersøgelsesparagraffer” bør præciseres.
Viborg Kommune
kan tilslutte sig
sidstnævnte.
Børns Vilkår
finder, at der både bør fastsættes frister for screening, afdækning
og børneudredning, hvilket
Hjernebarnet
kan tilslutte sig ift. børneudredning.
FSD
gør opmærksom på, at det ikke altid er klart ved første øjekast, hvilken
tyngde eller kompleksitet, der kan være tale om.
6 Byerne
er i forlængelse
heraf bekymrede for, om de nye regler gør det besværligt og komplekst at
navigere mellem bestemmelserne og niveauerne i praksis, ligesom kravet om
at der skal gennemføres en screening, inden der kan iværksættes støtte, kan
medføre forsinkelser i indsatsen i forhold til de gældende regler.
Danske Regioner
bemærker ift. lovforslagets § 23, at der kan være behov for at
tydeliggøre, at modsætter et barn eller en ung sig indlæggelse på en
psykiatrisk afdeling, gælder særlige retssikkerhedsgarantier fastsat i
psykiatriloven. I disse tilfælde må kommunalbestyrelsen følge den
fremgangsmåde, der er fastsat i lov om tvang i psykiatrien.
19
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0020.png
Bente Adolphsen og Caroline Adolphsen
fra Aarhus Universitet,
DH og DAV
mener, at begreberne ’screening’ og ’udredning’ er uhensigtsmæssig, idet det
sociale område ikke – som sundhedsområdet – er kendetegnet af afprøvede
og vedtagne parametre. De finder det ligeledes uklart, om bestemmelserne
også skal anvendes ved ansøgninger om handicapkompenserende støtte.
DS
finder, at der er behov for at præcisere i lovforslaget, hvad der forstås ved
’vurdering’ ift. screening og afdækning.
Børns Vilkår
bifalder generelt ambitionerne i lovforslaget om tidligere og bedre
hjælp til børn og unge, men mener, at det forudsætter en gennemgribende
reform både juridisk, økonomisk og strukturelt, som lovforslaget ikke når i mål
med.
Børns Vilkår
bakker op om opgøret med stigmatiserende sprogbrug men
finder behov for, at den nye terminologi testes i en bredere kreds.
Børns Vilkår
mener, at lovudkastet ikke tager stilling til, på hvilket niveau
børnehandicapudredninger (BHU) skal være et arbejdsredskab, der udbredes
yderligere til sager omhandlende børn og unge med funktionsnedsættelser.
Ankestyrelsen, DUKH
og
Københavns Kommune
bemærker, at det i
bemærkningerne til screening og afdækning fremgår, at der er tale om
procesledende beslutninger og ikke en afgørelse.
DUKH
bemærker hertil, at
det kan være retssikkerhedsmæssigt problematisk, hvis der uden afgørelse og
dermed klageadgang iværksættes rådgivning eller tidlige, forebyggende
indsatser.
Københavns Kommune
bemærker, at det med fordel kan
tydeliggøres i lovbestemmelserne om udredning, at der her er tale om en
afgørelse.
Ankestyrelsen
finder, at der kan være behov for tydeliggørelse ift.
om et afslag på screening eller afdækning kan påklages.
DUKH
finder, at det er problematisk, at afdækningen kun skal dokumenteres i
rimeligt omfang, f.eks. i form af et kort afdækningsnotat, der beskriver relevante
forhold, oplysninger, der er indhentet, eller observationer, der er foretaget,
hvordan barnet eller den unge og familien har været inddraget og en
socialfaglig vurdering af støttebehovet. Det er
DUKH’s
erfaring, at det har stor
indflydelse på samarbejdet og tilliden til sagsbehandleren, hvis der ikke er
dokumenteret fuldstændigt i en sag.
6 Byerne
mener i forlængelse heraf, at
krav om notatpligt bør præciseres ift. screening og afdækning, mens
KL
bemærker, at dokumentationskravet bør tydeliggøres, da Ankestyrelsen ofte
stiller meget høje krav til dokumentation i forbindelse med behandling af klager
over kommunale afgørelser.
KL
finder af samme grund, at det formentligt vil
være meget få sager, hvor der fremover vil kunne træffes afgørelse om
handicapkompenserende støtte efter en screening eller afdækning.
Danner og Socialtilsyn Hovedstaden
foreslår, at § 20, stk. 1, nr. 3, udvides, så
der også i tilfælde, hvor et barn eller en ung får ophold på et herberg eller
krisecenter med en eller begge forældre, skal foretages en børneudredning,
eller at det bør tydeliggøres i bemærkningerne, at en underretning fra et
krisecenter som udgangspunkt bør føre til, at der igangsættes en
børneudredning.
Røde Kors
tilslutter sig behovet for generel opfølgning ift.
børn og unge, der får ophold på et krisecenter eller herberg, med henblik på et
tilbud om støtte, mens
BKF
er positiv over for den foreslåede formulering af
bestemmelsen.
Børns Vilkår, LOS og Red Barnet
er som udgangspunkt positive over for
bestemmelsen om deltagelse af to sagsbehandlere i de væsentligste møder
med barnet eller den unge som led i en børneudredning, men
Børns Vilkår
finder det skal være tydeligt for barnet eller den unge, at de kan sige nej til
deltagelse af to sagsbehandlere, ligesom kommunen forud for mødet skal
vejlede om retten til at have en bisidder med til møder med kommunen.
Flere høringsparter, herunder
BKF, DAV, KL
og
Red Barnet
foreslår desuden,
at ordet ’sagsbehandlere’ udskiftes, da ingen børn og unge ønsker at blive
20
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0021.png
opfattet som en sag.
BKF
påpeger i forbindelse hermed, at mange kommuner
har gode erfaringer med deltagelse af to personer, hvoraf den ene f.eks. kan
være en familieplejekonsulent eller en kontaktperson, som barnet eller den
unge ofte kender i forvejen.
RIFT
støtter ikke op om forslaget i denne form,
men finder at forslaget bør justeres, så det sikres at fagligheden løftes, f.eks.
ved at den ene person er psykolog eller jurist efter behov.
FADD
mener, at der
bør stilles krav om to socialrådgivere i alle sager om støtte til udsatte børn og
unge, mens
DAV
ønsker, at der knyttes to sagsbehandlere til barnet eller den
unge i alle forhold under anbringelsen, bl.a. for at sikre faglig sparring og sikre,
at flere har et indgående kendskab til barnets eller den unges forhold.
6
Byerne, KL og Viborg Kommune
mener, at bestemmelsen vil medføre et
betydeligt ressourcetræk, og at der skal afsættes de nødvendige midler hertil,
mens
LOS
er bekymret for, om de gode intentioner kan virkeliggøres, da der
generelt er mangel på sagsbehandlere med den nødvendige faglighed.
DAV, Justitia
og
KFUM
finder behov for, at 4-måneders fristen som gælder i
dag for afslutning af en børnefaglig undersøgelse i serviceloven, også
fastsættes for børneudredninger, så barnet eller den unge får den nødvendige
hjælp og støtte, og familierne ikke kommer til at leve i uvished gennem længere
tid.
Justitia
finder det dog positivt, hvis de foreslåede ændringer fører til en
bedre indsats for barnet eller den unge, men finder det afgørende, at
afbureaukratiseringen og ændringerne ikke sker på bekostning af
retssikkerheden for barnet, den unge og familie.
DS
mener, at afskaffelsen af fristen sikrer, at der tages højde for konkrete
forhold i sagen, herunder at der kan være ventetider ift.
psykologundersøgelser.
DS, Institut for Menneskerettigheder og Red Barnet
foreslår dog, at der fastsættes en bestemmelse om, at forældre og barnet eller
den unge skal have besked om den forventede varighed af udredningen i
forbindelse med en afgørelse om iværksættelse af en børneudredning, hvilket
Red Barnet
også finder, at der bør indføres ift. screening. Flere høringsparter,
herunder
DAV
og
DS
finder videre, at begrebet ’børnefaglig undersøgelse’ bør
fastholdes, da udredning giver associationer til sygdom og sundhedsområdet,
mens
DH
med samme begrundelse ønsker udredning erstattet af afdækning i
hele lovforslaget.
Børns Vilkår
og
Red Barnet
er positive over for bestemmelsen om
børneudredning af andre søskende i husstanden ved anbringelse af et barn
eller en ung uden for hjemmet på grund af utilstrækkelig omsorg for eller
behandling af barnet eller den unge eller overgreb, som barnet eller den unge
har været udsat for, mens
RIFT
ikke finder behov for denne særregel.
Børns
Vilkår
og
Livsværk
er uforstående over, at bestemmelsen kun omfatter
søskende under 15 år i husstanden, mens
6 Byerne
og
BKF
finder, at der
behov for præcisering i bemærkningerne til bestemmelsen – og lignende
bestemmelser om søskende – ift. hvordan bestemmelsen skal forstås i
sammenbragte familier, herunder i forhold til børn og unge, der ikke har fast
bopæl i husstanden.
Landsforeningen Autisme
finder, at der ved udredning af et barn bør laves en
360-graders vurdering af barnets omgivelser, at bestemmelsen om udredning i
psykiatrien bør præciseres, at lovforslagets §§ 20 og 22 bør uddybes, og at
lovforslagets § 22 bør udfoldes ift. handicap.
Simon Feldskov
er enig ift.
forslaget om tydeliggørelse af udredning i forhold til børn og unge, hvor der er
mistanke om autisme, og finder desuden generelt, at det bør indskrives i
barnets lov, at et hvert barn, hvor der er mistanke om en diagnose, har ret til
udredning i den regionale psykiatri og at enhver indsats eller vurdering skal
genvurderes, hvis barnet senere får en diagnose.
DH
ønsker, at der i lovforslagets § 22, stk. 3, tilføjes ’andre specialfunktioner
mv.’, og vurderer ikke, at det er tilstrækkeligt at nævne andre fagligheder i
bemærkningerne, mens
Hjernebarnet
ønsker at det fastsættes i §§ 20, 22 og
21
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0022.png
85 at der ikke ved ansøgning om hjemmetræning er tale om forældre i en udsat
position.
Udredning før fødslen
BKF
finder det positivt, at lovforslaget indeholder selvstændige bestemmelser
om udredning af kommende forældre, men finder, at der er behov for at det
tydeliggøres, at der skal viden fra fagpersoner omkring de kommende forældre
inddrages.
BKF, Foreningen Far, Københavns Kommune
og
RIFT
påpeger, at
det ift. udredning af kommende forældre i § 27, stk. 3, ikke alene er den
kommende mor, men de kommende forældre, kommunalbestyrelsen bør kunne
lade undersøge.
Landsforeningen Autisme
gør opmærksom på, at bestemmelserne om
kommende forældre ikke må indebære, at kommende forældre med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne altid skal have vurderet deres forældreevne.
Social-, Bolig- og Ældreministeriets bemærkninger
På baggrund af høringssvarene er ’sagsbehandler’ ændret til ’børne- og
ungerådgiver’ i §§ 21 og 156. Det er desuden tydeliggjort i bemærkningerne,
hvad der forstås ved væsentlige møder.
Ministeriet har videre ændret det foreslåede begreb ’børneudredning’ til
børnefaglig undersøgelse’, men i øvrigt er terminologien i
undersøgelseskapitlet fastholdt med screening, afdækning og børnefaglig
undersøgelse.
Til bemærkningerne til lovforslagets bestemmelser om screening, afdækning
og børnefaglig undersøgelse, skal ministeriet bemærke, at aftalen om Børnene
Først indebærer ønske om afbureaukratisering, færre proceskrav og større rum
for det socialfaglige skøn, med henblik på at styrke en hurtigere indsats over
for børn, unge og familier. Intentionen er dermed at skabe mere fleksible
bestemmelser om undersøgelse af forholdene i det enkelte barns eller den
enkelte unges og familiens sag. De foreslåede bestemmelser om screening,
afdækning og børnefaglig undersøgelse, skal dermed afspejle disse
intentioner, og at der er stor forskel på tyngden og kompleksiteten i den enkelte
sag. Samtidig skal reglerne understøtte en anden og mindre lineær måde at
arbejde med barnet eller den unge og familien på i forhold til undersøgelse og
igangsættelse af hjælp og støtte til barnet, den unge og familien, så dette sker
hurtigere end med de gældende regler.
Ministeriet finder, at lovforslagets kapitel om screening, afdækning og
børnefaglig undersøgelse afspejler intentionerne i aftalen om Børnene Først.
Samtidig har en række af de konkrete bemærkninger og ønsker om at uddybe,
præcisere eller angive konkrete eksempler i bemærkningerne givet anledning
til justeringer af såvel lovtekst som bemærkningerne hertil, med henblik på at
tydeliggøre anvendelsen af bestemmelserne i kapitlet.
Ministeriet har på den baggrund tydeliggjort enkelte forhold i bestemmelserne
og lovforslagets bemærkninger, herunder eksempelvis at der i sager, hvor der
er overvejelse om anbringelse, skal gennemføres en børnefaglig undersøgelse.
Derudover er det tydeliggjort, at afdækning og børnefaglig undersøgelse samt
undersøgelse af kommende forældre skal ske med inddragelse af fagpersoner
med viden om barnet, den unge, forældrene eller de kommende forældre.
Ligesom det er tydeliggjort, at den unge, der er fyldt 15 år, fortsat skal
samtykke til en anbringelse.
Ministeriet har desuden på baggrund af høringssvarene imødekommet ønsket
om at fastsætte en frist for afslutning af den børnefaglige undersøgelse.
Lovforslagets § 20 er således ændret, så der er fastsat en frist på fire måneder
for afslutningen af den børnefaglige undersøgelse i overensstemmelse med de
gældende regler for børnefaglige undersøgelser efter servicelovens § 50.
22
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0023.png
Formålet er at undgå, at undersøgelser i de alvorlige og komplekse sager ikke
tidsmæssigt udstrækkes over en meget lang periode, og at barnet eller den
unge og forældre vil kunne indrette sig herefter. Ønsket om at fastsætte en frist
omfatter alene den børnefaglige undersøgelse og dermed ikke screening eller
afdækning ud fra overvejelser om, at en fast frist – i modstrid med intentionen i
lovforslaget – kan medføre, at screening eller afdækning ikke sker hurtigst
muligt eller sideløbende med indsatsen, og at fristen i stedet kommer til at
fungere som normen for sagsbehandlingstiden. Dertil kommer, at intentionen
ift. screening er, at der som udgangspunkt tages stilling på det foreliggende
grundlag, og at afdækninger forventes at have et betydeligt mindre omfang end
en børnefaglig undersøgelse.
Til bemærkningerne om, at der er tale om en meget stor omlægning af
sagsbehandlernes arbejde, at der er behov for at sikre, at sagsbehandlerne på
området har den fornødne viden og kompetencer i forhold til at kunne omsætte
barnets lov i praksis, skal det bemærkes, at der som led i aftalen om Børnene
Først er igangsat et større implementeringsarbejde. Implementeringsarbejdet
omfatter bl.a. kompetenceudvikling og efteruddannelse mv. af sagsbehandlere
på børneområdet, samt initiativ vedrørende en mulig ny børne- og
familierådgiveruddannelse. Der henvises til Social-, Bolig- og Ældreministeriets
bemærkninger til punkt 3.2.
Til bemærkningerne om procesledende beslutninger eller afgørelser ift.
bestemmelserne om undersøgelse af barnets eller den unges forhold i §§ 18-
20 skal det bemærkes, at ministeriet har uddybet bemærkningerne til
bestemmelserne. Overvejelserne herom er udfoldet, og det er herunder
tydeliggjort, at procesledende beslutninger ikke kan påklages. I forlængelse
heraf er det også tydeliggjort, at beslutning om iværksættelse af en børnefaglig
undersøgelse er en afgørelse, som kan påklages. En kommunal beslutning om,
at der ikke er grundlag for at iværksætte en børnefaglig undersøgelse ikke
kunne påklages, i det omfang, der iværksættes en afdækning. Det skal i tillæg
hertil bemærkes, at alle, herunder også barnet, den unge eller forældrene vil
kunne underrette Ankestyrelsen, hvis de ikke finder, at kommunen foretager de
fornødne sagsbehandlingsskridt eller træffer de fornødne afgørelser i
overensstemmelse med barnets bedste. Ankestyrelsen vurderer på baggrund
af en sådan underretning, om de finder, at der er grundlag for at tage sagen op.
Ministeriet bemærker, at ift. undersøgelse af barnets eller den unges forhold er
der i høringssvarene anført en række forslag og ønsker til nye regler. Det
gælder bl.a. adgang til generel screening af børn og unge i risikogruppe for
mistrivsel, faste krav i lovgivningen til forældrekompetenceundersøgelser, om
at fjerne aldersgrænsen ift. undersøgelse af søskendes forhold i § 21, stk. 2,
om inddragelse af specialister, nye regler om samtykke, om støtte til børn af
forældre, der er frihedsberøvede, til særlige tilbud til børn og unge i psykisk
mistrivsel og til ændring af bestemmelsen om forældrepålæg. Ministeriet finder,
at forslagene og ønskerne ligger uden for rammerne af aftalen om Børnene
Først og økonomien bag aftalen. Ønskerne er derfor ikke imødekommet.
Ministeriet skal i forlængelse heraf bemærke, at en
forældrekompetenceundersøgelse indgår som et led i oplysningen af sagen, og
det er derfor kommunalbestyrelsens ansvar at sikre, at de rammer, der
fastsættes for denne undersøgelse, i tilstrækkelig grad tager højde for f.eks.
sproglige vanskeligheder mv.
Ift. ønskerne om tydeliggørelse af lovforslagets bemærkninger, herunder hvad
der forstås ved alvorlig eller kompleks sag i lovforslagets § 20 om børnefaglig
undersøgelse, skal ministeriet til det første bemærke, at der i bemærkningerne
til bestemmelsen er angivet en række eksempler på, hvornår der kan være tale
om en alvorlig eller kompleks sag, hvor der skal iværksættes en børnefaglige
undersøgelse. Disse eksempler omfatter bl.a. et meget højt konfliktniveau eller
vold i hjemmet, som efterspurgt af flere høringsparter. Ministeriet finder på den
23
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0024.png
baggrund ikke umiddelbart, at der er behov for at tydeliggøre bemærkningerne
yderligere.
Til bemærkningerne om dokumentationskrav i forbindelse med screening og
afdækning skal ministeriet bemærke, at det fremgår af bemærkningerne til
disse bestemmelser, at kravene til sagsoplysning og dokumentation af barnets,
den unges og familiens støttebehov vil skulle afpasses sagens karakter og
kompleksitet. I alle tilfælde gælder de forvaltningsretlige regler for kommunens
sagsbehandling, herunder notatpligten efter offentlighedslovens § 13.
Ministeriet finder på den baggrund ikke, at der er behov for ændringer i
bestemmelserne eller bemærkningerne hertil. Ministeriet har blevet tydeliggjort
reglerne om notatpligt i bemærkningerne til lovforslagets § 30.
Til bemærkningerne om forholdet mellem lovforslagets § 23 og psykiatrilovens
regler om retssikkerhedsgarantier skal det bemærkes, at der ikke med
lovforslaget foretages ændringer heri. Reglerne i psykiatriloven består således
uændret. Dette fremgår også af bemærkningerne til lovforslagets § 23.
Til bemærkningerne til bestemmelserne om kommende forældre skal
ministeriet bemærke, at fejlen i § 27, stk. 3, er rettet i overensstemmelse med
gældende ret, således at der nu står ’kommende forældre’. Dette er ligeledes
tydeliggjort i bemærkningerne.
Ift. bemærkningerne om undersøgelse af kommende forældres forhold, når der
er tale om forældre med nedsat funktionsevne skal det bemærkes, at
bestemmelserne om afdækning og udredning, herunder også af kommende
forældre, alene omfatter de tilfælde, hvor der er viden om eller grund til at
antage, at et barn efter fødslen har behov for støtte efter barnets lov.
Ift. bemærkningerne om, at det er uklart, om der skal foretages en børnefaglig
undersøgelse ved tildeling af handicapkompenserende støtte efter lovens
kapitel 8 bemærkes, at det fremgår af lovudkastet, at kommunalbestyrelsen
kan iværksætte en børnefaglig undersøgelse, når det vurderes nødvendigt af
hensyn til barnets eller den unges støtte behov. Der er således mulighed for at
foretage en børnefaglig undersøgelse, hvis det vurderes nødvendigt i de
enkelte tilfælde.
Ift. bemærkningen om børnehandicapudredning (BHU) bemærkes, at
kommunerne har metodefrihed, samt at der ikke i aftalen om Børnene Først
indgår en stillingtagen til BHU som arbejdsredskab.
Endelig skal ministeriet bemærke, at reglerne om, at afdækning eller
børnefaglig undersøgelse så vidt muligt skal gennemføres i samarbejde med
barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver er blevet tydeliggjort i
bemærkningerne.
3.7. Iværksættelse af hjælp og støtte, herunder anbringelse
Forebyggende og støttende indsatser
DS, FSD og Red Barnet
er positive over for et samlet kapitel 4 om indsatser
mv.
DS og BUPL
finder i forlængelse heraf, at der er stor forskel på de
nyformulerede bestemmelser, uanset at de indholdsmæssigt i vidt omfang
viderefører gældende regler fra serviceloven, og de bestemmelser, der er
overført helt uændret, herunder bestemmelserne om forældrepålæg og børne-
og ungepålæg og foreslår, at disse bestemmelser gøres kortere og at
betingelserne overføres til vejledningen.
Danner
er ligeledes positiv over for lovforslagets kapitel 4 om rådgivning,
forebyggende og støttende indsatser og finder, at bestemmelserne kan være
med til at sikre at voldsudsatte børn og unge modtager den nødvendige
behandling og støtte. Det anføres, at det i den forbindelse er afgørende, at
24
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0025.png
opgaverne varetages af personer med kompetencer og specialviden ift. disse
børn og unges behov.
FOLA og Landsforeningen Autisme mener, at reglerne om forældrepålæg er
uhensigtsmæssige, når det gælder børn og unge med en funktionsnedsættelse
og reglerne om skolefravær.
FBU
finder, at bestemmelserne om indsatser stort set svarer til serviceloven,
dog med den positive ændring, at det er tydeliggjort, at der kan iværksættes
indsatser sideløbende med afdækning eller børneudredning.
DH
finder det generelt problematisk, at der ikke i loven er en tydelig
afgrænsning mellem forløb for børn og unge med funktionsnedsættelser og
gruppen af udsatte børn og unge og finder det uklart, om kapitel 4 også
omfatter gruppen af børn og unge med funktionsnedsættelser eller kun udsatte
børn og unge.
DAV
finder, at der i forbindelse med alle støttende indsatser skal indføres et nyt
følg-eller-forklar-princip, hvis kommunen ikke følger barnets eller den unges
ønsker ift. indsatser, med mindre der er helt særlige hensyn, der overstiger
hensynet til barnets eller den unges ønske.
BKF
finder, at der er behov for en sammenskrivning af mulige indsatser i
lovforslagets § 32 med inspiration fra et af frikommuneforsøgene på
børneområdet inden for en ramme af ’familieorienteret støtte’, hvor de finder, at
der herved ikke skal træffes nye afgørelser, hvis der sker ændringer i indsatsen
på grund af udviklingen i barnets, den unges eller familiens forhold.
Børns Vilkår
ønsker, at der bliver fastsat en ny bestemmelse om samtykke fra
børn og unge, der er fyldt 10 år, til en støttende indsats efter § 32 eller en
anbringelse efter §§ 46 eller 47.
RIFT
finder, at der generelt er behov for udvikling af og et kvalitetsløft i de
familierettede indsatser, herunder at der ikke må være tale om ’frivillig tvang’
som alternativ til anbringelse af barnet eller den unge, ligesom foreningen
finder, at kendskabet til reglerne om økonomisk støtte til
forældremyndighedsindehaver bør udbredes.
Foreningen Far
mener generelt, at den hjælp og støtte, der ydes på
børneområdet, er træg og ikke-givende bl.a. pga. manglende kompetencer,
kassetænkning og økonomiske hensyn, og er videre bekymret for anvendelsen
af § 37 om støttende indsatser uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaver.
Foreningen Far
finder desuden, at der er behov
for fagpersoner med specialiseret viden frem for generalister både i forhold til
udredning, rådgivning og indsatser, og forskningsbaserede tilbud samt
forskningsbaseret overvågning og kontrol af børneområdet, og at politiet alene
skal kunne inddrages i en sag efter barnets lov ved dommerkendelse.
Landsforeningen Autisme
finder, at lovforslagets § 32 om støttende indsatser
bør præciseres ift., at hjælpen ved konstateret nedsat funktionsevne skal tage
udgangspunkt i specialet på området.
SAVN
finder, at der bør indføres en pligt for kommunen til at træffe afgørelser
om støttende indsatser til børn og unge, når en eller begge forældre er
frihedsberøvede.
Socialtilsyn Hovedstaden
ønsker, at det præciseres i bemærkningerne til
bestemmelsen om støtteophold, om der kan gives gentagne langvarige
støtteophold i umiddelbar forlængelse af hinanden.
25
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0026.png
PLF
bemærker, at der er behov for vejledning om, hvordan en plejefamilie skal
agere, når der iværksættes støtteophold i en plejefamilie, ligesom PLF mener,
at støtteophold er et alternativ til aflastning og at der også er behov for fokus
på, at det kan være en nødvendig indsats, når en plejefamilie i forbindelse med
en anbringelse har brug for en pause.
Danske Regioner
bemærker til bestemmelsen om forældrepålæg, at der er
behov for fokus på børn og unge med psykiatriske lidelser, som ikke er i stand
til at komme i skole eller modtage undervisning på anden måde, og at disse
børns forældre ikke bør stresses unødigt og udsættes for økonomiske
sanktioner.
Landsforeningen Autisme
ønsker, at samme bestemmelse uddybes
ift. børn med nedsat funktionsevne.
DH
finder, at det forud for et forældrepålæg
efter lovforslagets § 38 bør undersøges grundigt, hvad der ligger til grund for
barnets, den unges eller forældrenes adfærd, så familien ikke straffes, hvor
årsagen er begrundet i funktionsnedsættelse.
Psykiatrifonden
stiller spørgsmål til sammenhængen mellem det faglige oplæg
til 10-årsplan for psykiatrien og barnets lov særligt i forhold til anbefalingerne
om opbygning af et lettilgængeligt tilbud af ensartet høj kvalitet til børn og unge
med psykisk mistrivsel og bemærker videre, at kommunale indsatser på dette
område ofte er præget af tilfældigheder, midlertidige projekter og store lokale
forskelle, som ikke sikrer børn og unge i psykisk mistrivsel adgang til de
nødvendige tilbud om lettere behandling.
Anmodning og afgørelser om anbringelse
Justitia
ønsker, at der fastsættes en tydeligere pligt for kommunerne til at
vejlede om konsekvenserne af en anbringelse, ligesom
Justitia
generelt
savner, at afgørelser om anbringelser uden samtykke træffes af et organ, der
er uafhængigt af forvaltningen og med bredere kompetencer, herunder ift.
vægtning af de børnesagkyndige, og at der etableres et forenklet klagesystem,
og en beneficeringsordning for advokater, der repræsenterer børn og forældre i
disse sager.
KL
bemærker, at formuleringen i § 44 om at anbringelsesstederne kun ’så vidt
muligt’ skal arbejde med at understøtte børnenes og de unges udvikling mv.
må være en fejl.
FBU
mener, at lovforslagets bestemmelser om ’følg-eller-forklar’ ikke svarer til
aftaleteksten, da de mener, det både omfatter afgørelser med og uden
samtykke.
FSD
er positive over for den foreslåede § 51 om følg-eller-forklar i,
men finder, at det kan medføre konflikt mellem kommunen og børne- og
ungeudvalget, ligesom
6 Byerne, FSD og KL
også finder forslaget unødigt
bureaukratisk.
Børns Vilkår og FSD
finder, at forslaget om barnets eller den unges adgang til
at anmode om anbringelse må anses for en tydeliggørelse, som ikke reelt
medfører ændring af retstilstanden for barnet eller den unge, mens
Mødrehjælpen
og
Adoptionstrekanten
finder, at forslaget er et udtryk for
skævhed, idet der ikke er en tilsvarende udtrykkelig ret til anmodning om
hjemgivelse.
DAV
ønsker, at der stilles krav om gennemførelse af en
børneudredning, når et barn eller en ung anmoder om anbringelse, mens
6
Byerne
ønsker en uddybning af bemærkningerne særligt i forhold til
kommunens pligter, til samtykke, herunder til behandling af sagen, hvis barnet
eller den unge fortryder, efter en anbringelse efter egen anmodning er
iværksat.
Københavns Kommune
finder, at det bør tydeliggøres i reglerne om
anbringelse, at en afgørelse om anbringelse forudsætter, at der er gennemført
en børneudredning, og at mulighederne for at træffe foreløbig afgørelse
tydeliggøres både ved anbringelser med og uden samtykke.
Københavns
Kommune
mener desuden, at der mangler en henvisning til § 49 om
26
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0027.png
anbringelse af ufødte børn i reglerne om fortsat anbringelse/genbehandling af
afgørelser om anbringelse uden samtykke i lovforslagets § 50.
BKF
finder, at der er afgørende forskelle i lovforslagets bestemmelser om
støttende indsatser og anbringelse med samtykke ift. lovgivning og retorik, og
dermed tilliden til den socialfaglige vurdering og dømmekraft i afgørelser om
anbringelse uden samtykke.
6 Byerne
ønsker i forbindelse med indstillingen om
afgørelse om anbringelse uden samtykke, at kravene til begrundelse ift.
søskende uddybes i bemærkningerne, at man forholder sig til, om en
begrundelse for ikke at anbringe søskende kan få indflydelse på en beslutning
om anbringelse, hvis der på et senere tidspunkt opstår behov herfor og savner
videre klare regler for videregivelse af oplysninger om halv- og stedsøskende.
BKF
undrer sig over, at reglerne om frister for genbehandling af en afgørelse
om anbringelse uden samtykke ikke er afskaffede eller forenklede, mens
Ankestyrelsen
og
RIFT
finder, at der en faktuel fejl i § 50, stk. 3, idet
bestemmelsen alene gælder, hvis spørgsmålet om anbringelse er blevet
behandlet af Ankestyrelsen eller retten, og ikke, hvis retten alene har taget
stilling til spørgsmålet om genbehandling.
DAV
foreslår, at ’anbringelsessted’ erstattes med ’anbringelseshjem’, som led i
opgøret med stigmatiserende sprogbrug.
6 Byerne
gør opmærksom på, at der generelt er udfordringer ift. rekruttering af
plejefamilier og ønsker desuden tydeliggørelse af reglerne om dækning af
omkostninger for netværksplejefamilier.
Flere høringsparter, herunder
RIFT
ønsker, at anbringelsesstederne sikres
faglig kvalitet, herunder gennem mere forskning på området, og at der stilles
tydelig krav til anbringelsesstederne om samarbejdet med barnets eller den
unges biologiske forældre.
Socialtilsynene Øst og Nord
finder, at en familieanbringelse i en plejefamilie
både fordrer særlige kompetencer hos plejefamilien foruden særlige krav til de
fysiske rammer. Begge tilsyn gør opmærksom på, at de derfor som hovedregel
kun godkender forstærkede og specialiserede plejefamilier til denne type tilbud,
men at dette beror på en konkret vurdering baseret på kvalitetsmodellen.
Socialtilsyn Nord
foreslår i forlængelse heraf, at muligheden for
familieanbringelser i plejefamilier genovervejes.
Socialtilsyn Hovedstaden
gør
opmærksom på, at det kan være for sent at sætte ind med efteruddannelse,
supervision mv. til plejefamilier efter 6 måneder, hvis plejefamilien mangler
specifikke kompetencer ift. barnets eller den unges behov.
PLF
bemærker, at en familieanbringelse i en plejefamilie ved forebyggelse af
ungdomskriminalitet forudsætter en vurdering af, om anbringelse i en
plejefamilie er den rette indsats. Det forudsætter endvidere, at den konkrete
plejefamilie har særlige kompetencer og har en godkendelse som forstærket
eller specialiseret plejefamilie, og at plejefamilien får vejledning fra anbringende
myndighed i, hvordan den skal arbejde. Det skyldes, at det er en opgave, der
er krævende i en grad, der ikke almindeligvis kan forventes løftet i en
plejefamilie. Plejefamilien skal desuden have den rette supervision.
DAV
oplever en slagsside i professionaliseringen af anbringelsesindsatsen,
med fokus på metoder, faglighed og professionalisme, som står i modsætning
til et almindeligt børne- og ungeliv og betyder, at f.eks. behandling træder i
stedet frem for en socialpædagogisk indsats.
KFUM og Selveje Danmark
er bekymret for, at mulighederne for at blive
netværksplejefamilie udvides, og foreslår, at netværksplejefamilier fremover
godkendes af socialtilsynet.
27
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0028.png
Socialtilsyn Hovedstaden
mener, at brug af ’privat familiepleje’ i den foreslåede
§ 42 om privat familiepleje mv., som er en videreførelse af de gældende regler i
servicelovens § 78, uhensigtsmæssig, da den kan give anledning til forvirring
om, hvorvidt der er tale om en anbringelse og dermed et anbringelsessted efter
den foreslåede § 43.
Socialtilsyn Øst og Socialtilsyn Hovedstaden udtrykker generelt bekymring over
anbringelsestypen ’eget værelse, kollegier eller kollegielignende børne- og
ungehjem, idet denne anbringelsestype ikke godkendes af socialtilsynet, og der
dermed ikke føres et driftsorienteret tilsyn. Der efterspørges i forlængelse heraf
en klarere definition af et ’kollegielignende børne- og ungehjem’ og det
foreslås, at driftsherren pålægges at kontakte det lokale socialtilsyn, hvis der er
mere end en anbragt ung på det pågældende sted.
Afgørelser om anbringelse før fødslen
6 Byerne, BKF, DS og FSD
finder forslaget om, at der kan træffes afgørelse
om anbringelse op til tre måneder før fødslen af hensyn til barnet positiv. Det
anføres, at dette understøtter en god forberedelse af anbringelsen og finder, at
bestemmelsen kan medvirke til at få etableret et samarbejde om anbringelsen
med forældrene.
6 Byerne
ønsker dog en tydeliggørelse af bemærkningerne til
bestemmelsen i forhold til betingelserne for anvendelsen af bestemmelsen og
dokumentationskrav, samt om kommunens valg af anbringelsessted er
bindende. Desuden er6
Byerne
bekymrede for, om bestemmelsen i praksis
alene vil kunne anvendes ift. forældre med misbrugsproblematikker.
Københavns Kommune
finder, at det bør tydeliggøres i
anbringelsesbestemmelserne, herunder også i ift. anbringelse af et ufødt barn,
at en sådan afgørelse forudsætter, at der er gennemført en udredning.
FSD, Jordemoderforeningen
og
Stop Vold mod Børn
finder, at der mangler
overvejelser og bemærkninger om, hvorvidt det forhold, at der kan træffes
afgørelse om en anbringelse af ufødt barn, kan få betydning for det ufødte
barns udvikling og trivsel og for den gravide mors/de kommende forældres
ageren, herunder om man kan risikere, at hun/de vælger at føde barnet i skjul
eller evt. rejse til udlandet.
6 Byerne
spørger i forbindelse med sidstnævnte
problemstilling, om der vil blive fastsat regler i anden lovgivning om
fastholdelse af den gravide for at undgå sådanne situationer.
Stop Vold mod Børn
finder videre, at forslaget om at træffe afgørelse om
anbringelse før fødslen kan være i strid med retten til familieliv, og at forslaget
kan medvirke til, at økonomiske hensyn bliver afgørende for kommunen.
Stop
Vold mod Børn
finder desuden, at der mangler eksempler på, hvad der forstås
ved ’helt særlige tilfælde’.
Social-, Bolig- og Ældreministeriets bemærkninger
Ministeriet bemærker, at de anførte bemærkninger til reglerne om privat
familiepleje, om forældrepålæg, om anbringelse af kriminelle unge, herunder i
plejefamilie og reglerne om, hvilke anbringelsessteder der kan tilbyde
familieanbringelse (tidligere døgnophold for hele familien), om de indsatser, der
iværksættes, samt til ønskerne om ændringer i disse bestemmelser, vurderes
at ligge uden for rammerne af aftalen om Børnene Først, og kan derfor ikke
imødekommes.
Ministeriet skal videre generelt bemærke, at kommunen ved valg af det
konkrete tilbud altid skal vælge et tilbud, der er egnet til at hjælpe og støtte
barnet, den unge eller familien i forhold til de konkrete behov. Dette gælder
også i forbindelse med familieanbringelse, som også skal have de relevante
faglige og fysiske rammer i forhold til barnets, den unges eller familiens behov.
Til bemærkningerne om indsatsen i form af forældrepålæg bemærkes det
videre, at det – i overensstemmelse med gældende ret - er en forudsætning for
28
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0029.png
et give et forældrepålæg, at der er tale om, at forældremyndighedsindehaveren
ikke lever op til sit forældreansvar.
Om bemærkningen til den forslåede § 44 om formålet med indsatsen på
anbringelsesstederne, så er formuleringen af bestemmelsen på baggrund af
høringssvarene justeret. Det fremgår således af bestemmelsen, at
anbringelsesstederne skal arbejde målrettet med at understøtte udvikling i
gode sociale fællesskaber, læring, uddannelse, beskæftigelse og forebyggelse
af kriminalitet for de anbragte børn og unge.
I forhold til de mere generelle bemærkninger til plejefamilieområdet, herunder
ift. supervision mv. skal det bemærkes, at der som led i aftalen om Børnene
Først er nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med konkrete forslag til en
reform af plejefamilieområdet, hvor forslag og ønsker vil kunne drøftes.
For så vidt angår bemærkningen om, at lovforslagets § 50, stk. 3, ikke finder
anvendelse, når alene genbehandlingsfristen påklages, skal ministeriet
bemærke, at bemærkningerne til bestemmelsen i § 50, stk. 3, på baggrund af
høringssvarene er tydeliggjort i overensstemmelse med gældende praksis. Det
fremgår nu, at hvis alene genbehandlingsfristen påklages, så regnes fristen fra
afgørelsen i børn og unge-udvalget.
Ift. ændring af sprogbrug fra ’anbringelsessted’ til ’anbringelseshjem’ skal
ministeriet bemærke, at aftalepartierne i forlængelse af aftalen om Børnene
Først har besluttet en række ændringer af begreberne i barnets lov i forhold til
serviceloven som led i opgøret med stigmatiserende sprogbrug på
børneområdet. Det drejer sig bl.a. om ’foranstaltninger’, som er erstattet af
’støttende indsatser’, og ’aflastning ’ er erstattet af ’støtteophold ’. Forslaget
ligger uden for rammerne af denne beslutning og er derfor ikke imødekommet.
Til bemærkningerne om flere langvarige støtteophold i forlængelse af hinanden
skal det bemærkes, at bemærkningerne er tydeliggjort, således at det fremgår,
at det ikke er muligt at træffe afgørelse om flere langvarige støtteophold i
umiddelbar forlængelse af hinanden efter § 32, stk. 1, nr. 7.
Ift. brug af støtteophold under en anbringelse i en plejefamilie skal ministeriet
bemærke, at der ikke med barnets lov er sket ændringer i adgangen hertil, og
at det fremgår af § 45, at et støtteophold, der ydes under et døgnophold, indgår
som en ydelse under anbringelsen.
I forhold til bemærkningerne om følg-eller-forklar-princippet, som fremgår af
bestemmelsen i § 51, stk. 3, skal ministeriet bemærke, at bestemmelsen er
fastsat i overensstemmelse med aftalen om Børnene Først og gælder, når en
sag om anbringelse behandles i børne- og ungeudvalget, og dermed alene i
sager om anbringelse uden samtykke.
Til bemærkningen om at bestemmelsen om underretning til Ankestyrelsen i
forbindelse med følg-eller-forklar-princippet er unødigt bureaukratisk, skal
ministeriet bemærke, at forslaget skal medvirke til at sikre, at udsatte børn og
unge får den nødvendige hjælp. Det skal ske ved, at Ankestyrelsen i sager,
hvor der ikke er enighed i børne- og udvalget, foretager en konkret vurdering
af, om barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet, eller om
anbringelsen skal opretholdes. Forslaget er i overensstemmelse med aftalen
om Børnene Først, og der er på den baggrund ikke ændret i bestemmelsen.
Til ønskerne om et generelt princip om følg-eller-forklar ift. barnets ønsker til en
indsats, skal ministeriet bemærke, at valget af den konkrete indsats eller det
konkrete anbringelsessted generelt skal begrundes i afgørelsen, ligesom
barnets eller den unges holdninger og synspunkter altid skal tilvejebringes og
bør fremgå af afgørelsen. Ministeriet finder, at der herved sikres fokus på
barnets ønsker, uden at barnet eller den unge gøres ansvarlig for de konkrete
29
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0030.png
beslutninger eller indsatser. Samtidig må det antages at forudsætte et vist
kendskab til og overblik over mulighederne og konsekvenser af de valg, der
træffes, for at et sådant generelt princip for alle børn og unge vil være
meningsfuldt.
I forhold til høringssvarene om anbringelse før fødslen skal ministeriet
bemærke, at det er ministeriets opfattelse, at fremrykningen af afgørelsen ikke i
sig selv indebærer ændringer af de kommende forældres retsstilling, og at
fremrykkelsen sker af hensyn til at sikre barnets bedste, og herunder at barnet
oplever færrest mulige skift.
Ministeriet vil dog på baggrund af høringssvarene tydeliggøre i lovtekst og
bemærkninger, at bestemmelsen alene tiltænkes anvendt i helt særlige
tilfælde, ligesom det er tydeliggjort i bemærkningerne til bestemmelsen, at
afgørelse om anbringelse før fødslen alene kan træffes, når der foreligger et
klart grundlag herfor. I forhold til forholdet til Danmarks internationale
forpligtelser henvises i øvrigt til punkt 3.15.
Ift. bemærkningerne om, at det ikke er tydeligt, om kapitel 4 omfatter børn og
unge med en funktionsnedsættelse bemærkes, at kapitlet om støttende
indsatser også omfatter børn og unge, der har brug for hjælp efter dette kapitel
uanset årsagen hertil.
3.8. Opfølgning og barnets plan samt forhold under anbringelsen
Barnets plan
BKF, BUPL, Børns Vilkår, DS, FSD, KL
og
Red Barnet
er generelt positive over
for forslaget om en barnets plan og indholdet af planen.
DAV
ønsker, at der
indskrives krav til rammerne omkring det anbragte barn eller den anbragte
unge i barnets plan.
Børns Vilkår, Foreningen Far og Justitia
er bekymrede for, at der med
lovforslaget stilles færre formelle krav til barnets plan i forhold til de gældende
regler om handleplan i serviceloven.
Viborg Kommune
finder derimod, at der
med de foreslåede bestemmelser fastholdes for mange proceskrav, herunder
om tidsfrister og regler for oversendelse af dele af barnets plan til
anbringelsessteder m.fl.
DS og Red Barnet
ønsker, at muligheden for at udarbejde en samlet barnets
plan for flere børn i en familie afskaffes, da det ikke er hensigtsmæssigt, at
børn og unge involveres i deres søskendes forhold.
DAV, DH
og
Institut for Menneskerettigheder
ønsker, at kravene om
inddragelse af barnet eller den unge og forældrene i fastsættelse af
mål/barnets plan tydeliggøres i lovforslaget, mens
KL
ønsker en tydeliggørelse
af forholdet mellem den foreslåede § 92, stk. 2, om angivelse af støtte til
familien under og efter en anbringelse i barnets plan og den foreslåede § 77
om forældrehandleplaner til forældre til anbragte børn og unge.
BKF, Børns Vilkår, Stop Vold mod Børn
og
RIFT
ønsker, at der også i tilfælde,
hvor der iværksættes en støttende indsats over for et barn eller en ung, stilles
krav om udarbejdelse af en barnets plan.
Opfølgning
Med lovforslaget fastsættes, at opfølgning skal ske løbende.
6 Byerne
og
KL
er
positive over for, at dette fremover skal bero på en konkret socialfaglig
vurdering. Dog finder de det uklart, om bemærkningerne om, at kommunen
løbende skal dokumentere overvejelser og beslutninger på sagen i relevant
omfang, indebærer mere vidtgående forpligtelser til dokumentationen end de
gældende regler om notatpligt.
30
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0031.png
Børns Vilkår, DAV, FADD, Institut for Menneskerettigheder, Justitia, KFUM og
Selveje Danmark
er bekymrede over, at der i forlængelse heraf alene
fastsættes et lovfæstet tidsmæssigt krav om første opfølgning på en støttende
indsats eller en anbringelse og dermed for, om der reelt vil ske løbende
opfølgning, i sagen.
DS
og
RIFT
finder desuden, at barnet, den unge og forældrene skal kunne
anmode om en opfølgning, og
DS
finder i den sammenhæng, at kommunen
som udgangspunkt skal være forpligtet til at imødekomme anmodningen.
RIFT
finder, at der skal være klageadgang over kommunens beslutning om
opfølgningsfrekvens. Foreningen finder desuden, at samarbejdet med
forældrene skal tydeliggøres i reglerne om opfølgning, og at der i forbindelse
med opfølgningen så vidt muligt skal afholdes netværksmøder med deltagelse
af barnets forældre, barnet eller den unge og anbringelsesstedet.
DH
ønsker, at der er opmærksomhed på, at opfølgning på indsatser og støtte
til børn og unge med en funktionsnedsættelse og deres forældre alene bør ske
når det er nødvendigt, da gentagne opfølgninger kan stresse forældrene.
Børns Vilkår
finder, at der bør fastsættes specifikke intervaller for opfølgning,
mens
DAV
mener, at der bør stilles krav om minimum to opfølgningssamtaler i
hvert af de første to år efter iværksættelse af en anbringelse eller ændring af
anbringelsesstedet. Samtidig skal det tydeliggøres i lovforslaget, hvad der bør
give anledning til opfølgning, herunder skolefravær, selvskadende adfærd,
misbrug og kriminalitet.
BUPL
og
DAV
finder desuden, at der i forbindelse med
opfølgning skal være større fokus på barnets trivsel og udvikling, og at det skal
tydeliggøres, at der ved opfølgningen også skal lægges vægt på de rammer og
de sociale fællesskaber, barnet eller den unge indgår i, herunder også i dag-
og fritidstilbud og skoler.
Institut for Menneskerettigheder
anfører, at der med lovforslaget ikke længere
skal gennemføres to årlige tilsynsbesøg som fysiske besøg på
anbringelsesstedet.
Forhold under anbringelsen og herunder ændring af anbringelsessted og
permanent anbringelse
FSD
er positive over for bestemmelsen om forhold under anbringelsen, men
efterspørger generelt, at skolens betydning og uddannelse får et tydeligere
fokus i bestemmelserne om bl.a. valg af anbringelsessted og forhold under
anbringelsen.
KL
ønsker derimod, at det tydeliggøres i § 97, at kommunen
overtager forsørgelsesansvaret, og ønsker, at bemærkningerne til
bestemmelsen tydeliggøres ift. at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse
om vaccination, herunder mod Covid-19.
Ankestyrelsen
spørger ift. reglerne om ændring af anbringelsessted uden
samtykke i lovforslagets § 97, stk. 3, om de samme hensyn ikke gør sig
gældende ved ændring af anbringelsessted med samtykke.
Ift. adgangen til at anmode Ankestyrelsen om en vurdering i form af en ’second
opinion’ ved ændring af anbringelsessted er
SL
og
KFUM
positive over for
forslaget, mens
Selveje Danmark
kritiserer, at bestemmelsen alene omfatter
plejefamilier, støttepersoner og venskabsfamilier, idet personale på børne- og
ungehjem hermed ikke får adgang til at anmode Ankestyrelsen om en second
opinion.
BKF, Børns Vilkår
og
Socialtilsynene
finder, at det kan være problematisk at
tildele plejefamilier en sådan adgang, idet plejefamilien har en personlig og
økonomisk interesse, som ikke altid er i overensstemmelse med barnets
ønsker og interesser.
Børns Vilkår
foreslår i forlængelse heraf, at barnets
bisidder kan være en uvildig person, der er tæt på barnet, som kan tillægges
31
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0032.png
en sådan adgang til at anmode om en second opinion ved afgørelser om
ændring af anbringelse eller hjemgivelse.
6 Byerne og BKF
finder, at det er uklart, om plejefamilier, støttepersoner og
venskabsfamilier herved får partsstatus, mens
KFUM
ønsker, at den nævnte
personkreds tillægges partsstatus.
6 Byerne, BKF, FSD og KL
finder, at
forslaget er et udtryk for mistillid til kommunernes sagsbehandling og
afgørelser, og
FSD
finder i forlængelse heraf, at det er et eksempel på nye
unødige proceskrav i lovforslaget.
Ankestyrelsen
finder ikke, at der er gjort op med overvejelser om inhabilitet,
hvis Ankestyrelsen senere modtager en klage over kommunalbestyrelsens
afgørelse i sager, hvor Ankestyrelsen har foretaget en vurdering efter reglerne
om second opinion.
BKF, Børns Vilkår, DAV, Socialtilsyn Hovedstaden, Socialtilsyn Nord,
Socialtilsyn Syd og Socialtilsyn Øst
finder, at der er behov for at fastsætte
frister for Ankestyrelsens behandling af anmodninger om en vurdering i form af
en second opinion.
Ankestyrelsen og Socialtilsynene
gør videre opmærksom
på, at der kan være behov for tydeliggørelse af, hvilke regler der gælder, f.eks.
hvis et anbringelsessted lukkes af et socialtilsyn i forhold til det samtidige
forslag om opsættende virkning i retssikkerhedsloven i følgelovforslaget til
barnets lov.
DS
bemærker, hvis barnet anmoder om en permanent anbringelse, så skal
kommunalbestyrelsen i disse tilfælde forpligtes til at lave en børneudredning –
ikke blot forpligtes til at vurdere og tage stilling til, om en sådan børneudredning
skal laves.
DS
foreslår, at børn fra 10 år, som er anbragt i en permanent
anbringelse, får ret til at få deres sag revurderet, hvis de fortryder, at de har
anmodet om, og der er truffet afgørelse om en permanent anbringelse.
KFUM
anfører, at tilknytning til anbringelsesstedet skal være en forudsætning
for en permanent anbringelse, og bemærker, at det er positivt, at der indføres
krav om, at tilknytningsvurderingen skal foretages af en autoriseret psykolog.
Børns Vilkår
mener, at der bør fastsættes en klageadgang for barnet eller den
unge, hvis kommunen ikke efterkommer barnets eller den unges anmodning
om permanent anbringelse.
Selveje Danmark
finder i forhold til lovforslagets §
68 om barnets adgang til at bede om en permanent anbringelse, at en konkret
vurdering af forholdene i den enkelte sag bør tage forrang for alderskriteriet.
FADD og Selveje Danmark
er videre bekymret for, at hvis barnet eller den
unge får en sådan ret, skal der være stor sandsynlighed for, at det kan
efterkommes, så barnet eller den unge ikke oplever et dobbelt svigt ved afslag.
6 Byerne
er som udgangspunkt positive over for muligheden for at anmode om
permanent anbringelse, men finder, at børn og unge i alderen 10-15 år
efterlades i en usikker situation, hvis de efterfølgende fortryder.
6 Byerne
gør
opmærksom på, at det kræver høj faglighed at kunne vurdere og sikre, at
barnet eller den unge kan overskue konsekvenserne af en sådan anmodning
og afgørelse. Derudover finder de det vigtigt, at barnet får hjælp og støtte til at
oppebære bedst mulige relation til forældrene, og at barnet ikke er bundet af en
afgørelse om anbringelse barndommen ud, hvis barnet eller den unge ønsker
noget andet på et senere tidspunkt.
FBU
mener i forlængelse af sidstnævnte ikke, at børn på 10 år skal kunne
anmode om en permanent anbringelse, og finder, at det i alle afgørelser om en
permanent anbringelse bør forudsættes, at barnet eller den unge har 3 års
tilknytning til anbringelsesstedet.
Foreningen RIFT
bemærker i sammenhæng
hermed, at det er voldsomt for et barn, som bare er 10 år gammel, at skulle
forholde sig til permanent anbringelse. Barnet på 10 et halvt år vil efter kort tids
anbringelse kunne bede om en permanent anbringelse. Det anføres, at det er
32
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0033.png
fint, at man skal lytte til barnet, men ikke at barnet skal forholde sig til noget
uoverskueligt.
Selveje Danmark
stiller sig positiv ift., at den lovpligtige tilknytningsvurdering
efter lovforslagets § 67 i sager om permanent anbringelse fremover skal
foretages af en autoriseret psykolog.
Børns Vilkår
finder, at disse psykologer
også skal have en relevant specialistgodkendelse fra Dansk Psykolog
Forening, og at psykologerne skal benytte validerede test og metoder i
forbindelse med tilknytningsvurderingen.
Mentor Immanuel
er kritiske over for børne- og ungeudvalgets muligheder for
at videreføre/permanentgøre eksisterende anbringelser på baggrund af barnets
tilknytning til anbringelsesstedet.
Mentor Immanuel
finder, at en anbringelse
altid skal være en midlertidig foranstaltning, og at kommunens skal arbejde for
at bevare tilknytningen mellem barnet eller den unge og forældrene.
Social-, Bolig- og Ældreministeriets bemærkninger
Social-, Bolig- og Ældreministeriet skal i forhold til bemærkningerne til barnets
plan generelt bemærke, at udformningen af lovforslagets §§ 91-94 om barnets
plan afspejler ønskerne i aftalen om Børnene Først om afbureaukratisering og
færre procesregler, om at skabe bedre rammer for at gøre barnets plan til
barnets eller den unges, og om at styrke den socialfaglige vurdering i de
konkrete sager. Det vurderes på den baggrund ikke at være inden for
rammerne af aftalen at stille krav om udarbejdelse af barnets plan i alle sager
om støttende indsatser, at videreføre alle eksisterende proceskrav til
handleplaner fra serviceloven i barnets lov eller at fastsætte nye krav til det
konkrete indhold af barnets eller den unges plan.
Ministeriet har dog på baggrund af høringssvarene tydeliggjort i
bemærkningerne til lovforslaget, at kravet om inddragelse af barnet eller den
unge i egen sag efter den foreslåede § 5 også gælder i forbindelse med
udarbejdelse af barnets eller den unges plan, ligesom forholdet mellem barnets
plan og forældrehandleplanen for forældre til anbragte børn og unge er
tydeliggjort i lovforslagets bemærkninger. Samtidig er formuleringen af § 92
ændret, så ordlyden afspejler gældende ret. Det indebærer, at kravet om
samtykke til barnets plan fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der
er fyldt 15 år er erstattet af et krav om, at barnets plan så vidt muligt skal
udarbejdes i samarbejde med barnet eller den unge og
forældremyndighedsindehaver.
Til bemærkningerne og ønskerne til bestemmelserne om løbende opfølgning
på støttende indsatser og anbringelser finder ministeriet, at lovforslagets §§ 95
og 96 om løbende opfølgning på indsatser på samme måde afspejler de
forskellige ønsker og hensyn i aftalen om Børnene Først om
afbureaukratisering og styrkelse af den socialfaglige indsats i den enkelte sag.
Det bemærkes i forlængelse heraf, at det forhold, at opfølgning skal ske
løbende, ikke indebærer, at opfølgning skal ske i mindre omfang end efter de
gældende regler, men at det skal bero på en konkret vurdering, herunder om
barnets eller den unges trivsel og udvikling generelt er i ’i god gænge’. Det kan
indebære, at oplysninger om f.eks. højt skolefravær, kriminalitet eller andre
bekymrende forhold kan være en indikation på, at der kan være behov for
opfølgning og en vurdering af, om indsatsen over for barnet eller den unge og
familien skal ændres. Det er videre fastsat i reglerne om opfølgning, at
kommunen i forbindelse med den første opfølgning skal træffe beslutning om
den fremadrettede opfølgning. Herved sikres det, at der tages fagligt stilling til
det forventede behov for opfølgning, og dermed at barnet eller den unge og
familie får kendskab til, hvordan opfølgning fremadrettet forventes at forløbe.
Der vurderes på den baggrund ikke behov for at ændre reglerne om
opfølgning, men lovforslagets bemærkninger er blevet uddybet med eksempler
33
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0034.png
på forhold, der kan indgå i den konkrete vurdering af, om der er behov for
opfølgning.
I forhold til bemærkningen om, at der med lovforslaget ikke skulle være krav
om to årlige tilsynsbesøg på anbringelsesstedet, herunder krav om samtale
med barnet eller den unge, skal ministeriet bemærke, at der ikke foretages
ændringer i reglerne om det personrettede tilsyn med anbragte børn og unge.
Det fremgår udtrykkeligt af lovforslagets § 156, at der, i lighed med de
gældende regler, skal foretages to årlige tilsynsbesøg i forbindelse med
anbringelser, og at der i den forbindelse skal tales med barnet eller den unge.
Samtalen skal så vidt muligt foregå uden tilstedeværelse af plejeforældre eller
ansatte på anbringelsesstedet. Det er desuden som noget nyt fastsat, at der
som udgangspunkt skal deltage to børne- og ungerådgivere ved samtalen med
barnet eller den unge i forbindelse med det personrettede tilsynsbesøg.
Til høringssvarene om forhold under anbringelsen skal det bemærkes, at
aftalen om Børnene Først udtrykkeligt fastsætter, at plejefamilier,
støttepersoner og venskabsfamilier får mulighed for at anmode om ’second
opinion’, det vil sige Ankestyrelsens vurdering af afgørelsen, i sager om
hjemgivelse eller ændret anbringelsessted af et barn under 10 år. Ministeriet
skal i forlængelse heraf gøre opmærksom på, at børn og unge, der anbringes
på et børne- og ungehjem, med lovforslaget samtidig får ret til enten en
støtteperson eller en venskabsfamilie. Til bemærkningerne om, at personalet
på børne- og ungehjem ikke får samme muligheder for at anmode om en
sådan vurdering i form af en second opinion ved ændring af barnets eller den
unges anbringelsessted, skal det bemærkes, at alle – herunder personer på
anbringelsesstedet og barnets eventuelle bisidder –vil kunne underrette
Ankestyrelsen efter lovforslagets § 152, hvis de har grund til at antage, at
kommunen ikke har foretaget eller truffet de fornødne sagsbehandlingsskridt
eller afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste.
Forslaget om at udstrække personkredsen for ’second opinion’ ligger uden for
aftalen om Børnene Først, og ministeriet finder på den baggrund ikke
anledning til at ændre bestemmelserne.
Til bemærkningerne om opsættende virkning i forbindelse med Ankestyrelsens
behandling af en anmodning om vurdering i form af en second opinion,
herunder i sager, hvor anbringelsesstedets godkendelse efter socialtilsynets
afgørelse er ophørt, skal det bemærkes, at det er tydeliggjort i
bemærkningerne, at afgørelsen kan effektueres straks, hvis særlige forhold gør
sig gældende. Det gælder f.eks. hvor et socialtilsyn har truffet afgørelse om
ophør af en plejefamilies godkendelse. Der er desuden indsat en henvisning til
den foreslåede § 72, stk. 7, i følgelovforslaget, hvor dette fastsættes. I forhold
til bemærkningerne om habilitet skal det bemærkes, at det er ministeriets
vurdering, at ’second opinion’ ikke medfører, at Ankestyrelsen bliver inhabile ift.
en senere klagesag fra sagens parter om f.eks. ændring af anbringelsessted.
Ankestyrelsen kan således efter forslaget behandle en sag om en second
opinion i de tilfælde, hvor en plejefamilie, støtteperson eller en venskabsfamilie
på vegne af et barn under 10 år anmoder herom. Der vil således være tale om
sager, hvor parterne ikke påklager afgørelsen. I det omfang sagens parter
klager over afgørelsen, vil der ikke kunne anmodes om eller behandles en sag
om ’second opinion’ i Ankestyrelsen. I så fald får barnet igennem klagesagen
vurderet afgørelsen i Ankestyrelsen. På samme vis gælder i dag, at
Ankestyrelsen ikke – i de tilfælde, hvor Ankestyrelsen har behandlet og
afsluttet en underretningssag af egen drift uden møde – vurderes at være
inhabile, hvis en afgørelse om f.eks. ændring af anbringelsessted senere måtte
blive truffet og påklaget af sagens parter.
Ift. ønsket om tydeliggørelse af bemærkningerne om regulering af forhold
under anbringelsen skal det bemærkes, at bemærkningerne til bestemmelsen
er tydeliggjort på baggrund af høringssvarene. Desuden er læring, uddannelse
og udvikling i gode sociale fællesskaber, som det fremgår af ministeriets
34
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0035.png
bemærkninger til punkt 3.3, tydeliggjort i bestemmelsen om formål mv. og
bemærkningerne hertil.
Til bemærkningerne om permanent anbringelse og herunder den udtrykkelige
adgang for børn og unge, der er fyldt 10 år, til at bede om permanent
anbringelse skal ministeriet bemærke, at bestemmelsen er fastsat i
overensstemmelse med aftalen om Børnene Først. Kommunen vil i alle tilfælde
skulle foretage en konkret vurdering af, om der vurderes at være grundlag for
at gå videre med sagen og udarbejde indstilling til børne- og ungeudvalget
herom. Der indgår ikke i lovbestemmelsen eller i aftalen om Børnene Først en
ret til afgørelse og en adgang til at klage over kommunens beslutning, hvis
kommunen på baggrund af den indledende vurdering finder, at det ikke
vurderes at være til barnets eller den unges bedste at blive permanent anbragt.
Det skal videre bemærkes, at der i sager, hvor et barn eller en ung anmoder
om en permanent anbringelse, uanset at der ikke stilles krav om, at barnet eller
den unge skal have været anbragt i mindst tre år, vil gælde samme krav til den
indstilling, som kommunen skal udarbejde som grundlag for børne- og
ungeudvalgets beslutning. Ministeriet finder på den baggrund ikke, at der er
behov for at ændre bestemmelsen. Ministeriet har dog tydeliggjort i
bemærkningerne til bestemmelsen, at børne- og ungerådgiveren i forbindelse
med en sådan anmodning bør være opmærksom på, om barnet eller den unge
kan have behov for vejledning og støtte, f.eks. fra en bisidder.
Ift. bemærkningerne om partsstatus, tidsfrister for Ankestyrelsens behandling
af anmodninger efter § 98 og 101 og forholdet mellem socialtilsynsreglerne og
reglerne om opsættende virkning i disse sager skal det bemærkes, at
lovforslagets bestemmelser og bemærkninger er tydeliggjort på baggrund af
høringssvarene.
3.9. Samvær og kontakt – anbragte børn og unge
6 Byerne, DS og FSD
bemærker, at bestemmelserne om samvær og kontakt i
vidt omfang videreføres uændrede.
6 Byerne og FSD
efterspørger i
forlængelse heraf regelforenklinger ift. bestemmelsen om samvær ved
formodet overgreb, som opleves bureaukratisk for kommunerne, idet den
indebærer komplekse indstillinger til børne- og ungeudvalget.
Foreningen Far
kritiserer samme bestemmelse og finder, at falske anklager om overgreb
benyttes som ’våben’ i sager om forældremyndighed, samvær og bopæl.
Børns Vilkår
finder, at det er problematisk, at det i enkelte bestemmelser,
herunder reglerne om samvær og kontakt beskrives eksplicit, at barnet eller
den unge skal inddrages i beslutninger om samvær og kontakt, når
lovforslagets § 5 om løbende inddragelse i alle beslutninger vedrørende barnet
eller den unge gælder generelt.
Stop Vold mod Børn
mener, at negative reaktioner på samvær bør undersøges
i kontekst af adskillelsesproblematikker, traumer og sorg, og der bør være øget
fokus på, om der har været vold i familien, og hvem der er udøver og offer,
ligesom foreningen finder, at det er vigtigt, at barnet løbende høres og dets
holdninger og ønsker inddrages i beslutninger om samvær.
RIFT
finder, at rammer og vilkår for samvær og samarbejdet mellem barnets
forældre og anbringelsesstedet skal kvalitetssikres, at der skal forskes mere i
dette område og retten til familieliv understøttes. Foreningen finder desuden, at
der behov for at tydeliggøre forskellen mellem støtte i forbindelse med
samværet og overvåget samvær og for krav til kommunerne om at skabe gode
rammer for samvær og kontakt mellem barnet eller den unge og den biologiske
familie.
35
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0036.png
Mentor Immanuel
bemærker, at grønlandske forældre møder flere barrierer fra
systemet i forbindelse med samvær og kontakt til anbragte børn og unge, og at
børn og unge med grønlandske baggrund derfor mister kendskab til deres
grønlandske kultur og sprog.
Aalborg Universitet og Børnesagens Fællesråd
mener, at lovforslaget mangler
gennemsigtighed ift., om der er tale om bestemmelser, der videreføres
uændret, eller om der er tale om egentlige nye rettigheder.
Aalborg Universitet
foreslår, at der fastsættes tydeligere rettigheder f.eks. til at få den
kontaktperson, som barnet eller den unge ønsker, eller ret til at få forelagt en
anmodning om suspension ud over én måned for børne- og ungeudvalget.
Børnesagens Fællesråd
foreslår ift. bestemmelsen om suspension af samvær,
at barnet eller modtager støtte i forbindelse med en afgørelse herom, så barnet
eller den unge ikke oplever at stå alene i denne situation.
FABU
er positive over for lovforslagets §§ 103 og 104 om samvær og kontakt,
mens
FBU
finder, at der er behov for at fastsætte, at forældre også skal have
ret til indflydelse på bl.a. rammerne for samværet.
FBU, KFUM, Mentor Immanuel
og
Seleveje Danmark
finder, at børn og unge
også skal have en eksplicit ret til at bede om mere samvær og kontakt, mens
SAVN
finder, at det bør præciseres at barnets eller den unges ret til samvær
også omfatter samvær og kontakt med en frihedsberøvet forælder.
KL, FADD
og
FABU
er enige i den foreslåede nye bestemmelse om, at barnet
eller den unge skal kunne anmode om suspension af samværet, men finder, at
der skal være klarere rammer for suspensionen i loven.
KL
mener, at
suspension skal kunne ske for længere end én måned uden behandling i
børne- og ungeudvalget.
DAV
finder, at afgørelsen om suspension skal
genbesøges løbende og første gang efter tre måneder. Kommunerne skal
desuden forpligtes til at støttes op om barnet eller den unge, så forældre og
søskende kan spille en positiv og betydningsfuld rolle i barnets eller den unges
liv, et forslag, som også
FADD
støtter op om.
FABU
og
RIFT
finder, at
kommunen skal undersøge årsagen til anmodningen og evt. støtte op med
f.eks. konflikthåndtering.
DAV, Livsværk og Socialtilsyn Øst
finder ligeledes bestemmelsen om
suspension positiv, men finder, at der er behov for en ret for barnet, hvilket
Børns Vilkår
bakker op om. Såfremt bestemmelsen fastholdes som en adgang
til at anmode om suspension, mener
DAV,
der skal indføres en pligt for
kommunerne til at begrunde en afvisning, ligesom kommunen skal forpligtes til
at yde støtte til forældrene, når barnet anmoder om at få stoppet samvær.
6 Byerne og Ankestyrelsen
finder i sammenhæng hermed, at kommunens
beslutning om at afvise en anmodning om suspension må være en
forvaltningsretlig afgørelse, ligesom
Ankestyrelsen
har konkrete ønsker til
tydeliggørelse af lovforslagets bemærkninger.
Københavns Kommune
mener, at der er behov for at tydeliggøre
bemærkningerne ift. de situationer, hvor der efter afgørelse i børne- og
ungeudvalget de facto kun er samvær og kontakt mindre end én gang om
måneden.
Børns Vilkår
anbefaler, at aldersgrænsen for samtykket til overvåget samvær
eller deltagelse af en støtteperson sænkes fra 15 til 10 år.
Landsforeningen Autisme
finder, at der mangler fokus på, at børn og unge med
en funktionsnedsættelse kan have en anden mental alder end den fysiske, og
på at understøtte samvær mellem børn og forældre, når barnet eller den unge
er anbragt på grund af en funktionsnedsættelse.
36
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0037.png
Foreningen Far
finder, at samvær og kontakt skal vurderes af højt specialiseret
personale, ligesom det bør være en dommer, der tager stilling til samvær i
komplekse og konfliktfyldte sager.
Adoption og Samfund
finder, at reglerne om samvær og kontakt mangler
sammenhæng til reglerne om adoption, og de forskellige grader af åbenhed i
disse bestemmelser.
Social-, Bolig- og Ældreministeriets bemærkninger
Kapitlet om børn og unges ret til samvær og kontakt indeholder alene
ændringer i forhold til de gældende regler, i det omfang det følger af
initiativerne i aftalen om Børnene Først.
Ift. bemærkningerne om inddragelse i forbindelse med udarbejdelse af barnets
plan fremgår det eksplicit af lovforslagets § 92, at barnet eller den unge skal
inddrages. Hensigten hermed er at understrege, at der er tale om barnets eller
den unges ’egen’ plan – og at planen derfor ikke kan udarbejdes uden
inddragelse af barnet eller den unge i denne proces. Ift. ønskerne om
tydeliggørelse af lovtekst og bemærkninger om inddragelse er bestemmelserne
gennemgået med henblik på at sikre, at det fremstår ensartet og tydeligt.
Om ønskerne om en tydeliggørelse og udvidelse af suspensionsperioden på op
til én måned, der fremgår af lovforslagets bemærkninger, skal ministeriet
bemærke, at på baggrund af høringssvarene er perioden for suspension
justeret. Således kan suspensionsperioden fastsættes til op til otte uger.
Perioden fremgår nu også eksplicit i lovteksten. Formålet med at justere
perioden er sikre, at suspensionsperioden kan fastættes af en varighed, hvor
der kan opleves et reelt pusterum for barnet eller den unge.
Det er ministeriets vurdering at, at en suspensionsperiode på op til 8 uger
fortsat vil balancere barnets eller den unges behov for en pause fra samværet
og forældrenes ret til et familieliv. Det bemærkes, at såfremt kommunen, i
forbindelse med vurderingen af barnets eller den unges anmodning, vurderer,
at der er behov for en afbrydelse af samvær for en længere periode end de op
til otte uger, vil kommunen skulle indstille til børne- og ungeudvalget, at der
træffes afgørelse om afbrydelse af samværet for en bestemt periode, hvis
betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Til bemærkningerne om, at en beslutning om ikke at suspendere samværet
efter anmodning fra et barn eller en ung, ikke er en afgørelse skal ministeriet
bemærke, at kommunen skal foretage en konkret vurdering af en anmodning
fra barnet eller den unge. Vurderer kommunen ud fra forholdene i den enkelte
sag, at der ikke er grundlag for at gå videre med anmodningen, skal der ikke
træffes afgørelse om suspension. En beslutning om, at der ikke er grundlag for
en afgørelse, vil efter ministeriets vurdering ikke være en afgørelse, men en
beslutning, som kommunen kan træffe som led i deres faktiske
forvaltningsvirksomhed.
I forhold til bemærkningerne om særlige udfordringer ift. samvær og kontakt
mellem bestemte grupper af børn og unge og deres forældre skal ministeriet
bemærke, at det fremgår udtrykkeligt af bestemmelserne, at barnet eller den
unge har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk under en
anbringelse. Det fremgår også udtrykkeligt af lovforslaget, at kommunen skal
sørge for, at forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge holdes
ved lige, lige som det, som noget nyt, fremgår eksplicit af § 103, at kommunen,
under hensyntagen til barnets eller den unges bedste, skal understøtte at
forældrene kan spille en positiv rolle i barnets liv.
Det er ministeriets opfattelse, at bestemmelserne samlet set understreger, at
samvær og kontakt mellem det anbragte barn eller den anbragte unge og
forældrene er væsentligt også af hensyn til barnets og den unges relationer og
37
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0038.png
trivsel. Samtidig understreges det, at kommunen generelt og ikke kun i forhold
til f.eks. forældre med grønlandsk baggrund, en funktionsnedsættelse hos
barnet eller forældre, der er frihedsberøvede, er forpligtet til at støtte op om
samværet eller kontakten. Ministeriet finder på den baggrund ikke, at der er
behov for ændringer i forhold til bestemte gruppers særlige forhold.
Til ønsket om en eksplicit ret for barnet til at bede om mere samvær skal det
bemærkes, at barnet eller den unge altid vil kunne rejse et sådant ønske.
Kommunen vil altid skulle foretage en konkret vurdering af om ønsket giver
grundlag for at træffe en ny afgørelse om omfang mv. af samvær og kontakt.
I forhold til bemærkningerne om manglende sammenhæng til
adoptionsreglerne skal det bemærkes, at bestemmelserne om samvær og
kontakt i barnets lov alene vedrører anbragte børn og unge og deres forældre
og øvrige familie og netværk. Forslaget ligger derfor uden for rammerne af
lovforslaget og kan derfor ikke imødekommes. Tilsvarende gælder mere
generelle kritikpunkter i forhold til sagsbehandling i forbindelse med samvær,
bopæl mv. i det familieretlige system, herunder ift. samspil mellem
sagsbehandlingen i det familieretlige system og kommunernes sagsbehandling
i forbindelse med børn og unge og familier, der har behov for særlig støtte.
Til ønsket om ændring af aldersgrænsen for samtykke skal det bemærkes, at
aftalen om Børnene Først ikke indeholder ændringer af aldersgrænsen for
samtykke og dermed en økonomisk ramme hertil. På den baggrund kan ønsket
ikke imødekommes.
3.10. Forældrehandleplan og støtte m.v. til forældre, herunder til forældre
til anbragte børn og unge
Forældrehandleplan og støtte til forældre til anbragte børn og unge
DS, FSD, KL, Mødrehjælpen og Red Barnet
er generelt positive over for
kapitlet om støtte til forældre, herunder at reglerne samles.
Rådet for Socialt
Udsatte
finder det positivt, at kommunen forpligtes til at træffe afgørelse om
støtte til forældre til anbragte børn og unge.
Adoptionstrekanten, FBU, RIFT, Institut for Menneskerettigheder
og
SL
mener,
at der er behov for at styrke reglerne om forældrestøtte og rettigheder i barnets
lov.
DH, Landsforeningen Autisme
og
Simon Feldskov
finder i forlængelse
heraf, at lovforslagets bestemmelser om forældrestøtte og forældrerettigheder
mangler fokus på forældre til børn og unge med en funktionsnedsættelse og på
støtte til forældre med en funktionsnedsættelse.
FBU
finder, at forældreplanen skal være obligatorisk i alle anbringelsessager,
og at kommunen skal forpligtes på samme måde som med barnets plan og
ungeplanen til at udarbejde konkrete mål sammen med forældrene.
DAV, FBU, RIFT, FSD, Institut for Menneskerettigheder
og
Mødrehjælpen
foreslår, at tilbuddet om en støtteperson til forældre til anbragte børn og unge
skal gentages senere, hvis forældrene takker nej ved iværksættelse af en
anbringelse. Flere høringsparter og herunder
KL
stiller desuden spørgsmål, om
forældrene kan have samme støtteperson, ligesom
KL
foreslår, at der stilles
krav om, at støttepersoner skal gennemføre et kursus i at være støtteperson.
Flere høringsparter, herunder
6 Byerne,
finder, at der behov for sproglig
tydeliggørelse og udfoldelse af bestemmelserne om støtte til forældrene og
forældrehandleplan samt bemærkningerne hertil.
KL
finder, at der er behov for at tydeliggøre, om forældre, der bor sammen, kan
tilbydes samme støtteperson, eller om de skal have tilbudt en støtteperson
hver.
38
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0039.png
Social-, Bolig- og Ældreministeriets bemærkninger
Ift. ønskerne om udvidelse af reglerne om forældrestøtte og forældres
rettigheder skal ministeriet bemærke, at aftalen om Børnene Først ikke
indeholder yderligere regler om forældrestøtte eller –rettigheder. Forslagene er
derfor ikke imødekommet.
Tilsvarende gælder for de konkrete forslag om, at tilbuddet om en støtteperson
til forældre til anbragte børn skal gentages senere under barnets eller den
unges anbringelse og forslaget om, at støttepersonen skal gennemføre et
kursus i at være støtteperson. Det skal i forlængelse heraf bemærkes, at der
ikke er noget til hinder for, at kommunen senere gentager et tilbud om en
støtteperson til forældre til et anbragt barn eller en anbragt ung som et led i
støtte under en anbringelse, men kommunen er ikke efter reglerne forpligtet
hertil.
Ift. forældre, der bor sammen, er det tydeliggjort, at pligten til at tilbyde en
støtteperson efter den foreslåede § 75 gælder til hver af
forældremyndighedsindehaverne. Det betyder, at kommunen skal træffe
afgørelse om at tilbyde hver forældremyndighedsindehaver en støtteperson,
uanset at forældrene bor sammen eller ej. Reglerne er ikke til hinder for, at
opgaven som støtteperson for begge forældre varetages af den samme
støtteperson, hvis forældrene ønsker det.
I forhold til øvrige bemærkninger om tydeliggørelse af bestemmelserne i
kapitlet om forældrestøtte og bemærkningerne hertil skal ministeriet bemærke,
at der er foretaget sproglige justeringer og tydeliggørelse særligt af
bestemmelsen om forældrehandleplaner og bemærkningerne hertil på
baggrund af høringssvarene og den lovtekniske gennemgang, og at det
herunder er tydeliggjort, at kravene til en forældrehandleplan, når der
iværksættes støtte, er uændrede.
3.11. Handicapkompenserende støtte mv.
Generelle bemærkninger til lovforslagets kapitel 8
BKF, Børns Vilkår og FSD
bemærker, at det er positivt, at barnets lov får et
selvstændigt kapitel, som samler bestemmelser om rent
handicapkompenserende hjælp og støtte til børn og unge og deres familier.
Bente Adolphsen og Caroline Adolphsen fra Aarhus Universitet
bemærker i
forlængelse heraf, at placeringen af bestemmelserne vedr.
handicapkompenserende hjælp og støtte i lovforslagets kapitel 8 er
uhensigtsmæssig.
For Lige Vilkår
kritiserer, at lovforslaget sammenblander det at have nedsat
funktionsevne og det at være i en socialt udsat situation.
Landsforeningen Autisme
kritiserer generelt manglende forældrerettigheder i
lovforslaget og anbefaler, at der i lovforslaget laves et separat spor for
forældre, som har børn med handicap.
6-Byerne, BKF, DH, FSD, Hjernebarnet
og
KL
kritiserer, at der ikke foretages
forbedringer og forenklinger af de handicapkompenserende ydelser i
lovforslaget.
DS
mener, at der bør være en mere omfattende sammenskrivning af
bestemmelserne i lovforslaget, der vedrører handicap og socialt udsatte,
særligt ift. lovforslagets §§ 28 og 81 som begge omhandler forskelige former
for rådgivning.
DUKH
finder, at det kan give retssikkerhedsmæssige udfordringer, at barnets
lov både indeholder nye bestemmelser og bestemmelser, der er videreført fra
39
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0040.png
serviceloven med sproglige ændringer og indsat i ny kontekst, idet det kan give
anledning til forskellige fortolkninger af bestemmelserne i barnets lov.
Konkrete bemærkninger til ændringer i lovforslagets kapitel 8
Landsforeningen Autisme
ønsker, at der laves en sammenhængende
børnehandicappolitik, at begrebet ”funktionsevne” ændres til
”funktionsnedsættelse” i lovforslagets kapitel 8, og at det skal være et retskrav
at få udarbejdet en forældrehandleplan eller en helhedsorienteret plan ved
anbringelse af børn med nedsat funktionsevne.
DH og Institut for Menneskerettigheder
mener, at børn med handicap bør
tillægges retten til at klage til Ankestyrelsen vedr. handicapkompenserende
indsatser.
DS
mener, at børn og unge med handicap bør omfattes af
rettighederne i lovforslagets kapitel 9 (barnets plan), 10 (løbende opfølgning)
og § 145 (adgang til at klage over visse afgørelser for børn og unge, der er fyldt
10 år).
DS
finder, at servicelovens §§ 83, 84 (praktisk og personlig hjælp og træning)
112 (hjælpemidler) bør overføres til barnets lov.
FSD
kritiserer, at
retsgrundlaget for handicapkompenserende støtte spredes over flere love med
lovforslagets § 90.
DH, Danske Regioner, Børns Vilkår, BKF, Simon Felskov
og
Landsforeningen
Autisme
mener, at lovforslagets §§ 80-81 bør præciseres og uddybes med bl.a.
krav om inddragelse af specialviden og retskrav om midlertidig støtte, mens
KL
finder, at § 81, stk. 2, bør bibeholdes i serviceloven.
DH
og
KL
mener videre, at
lovforslagets § 86 bør præciseres ift. hhv. kriterier og målgruppe.
FOLA
bemærker, at den nuværende lovgivning, der videreføres i lovforslagets
§§ 83-8 (særlige dag- og klubtilbud) ikke bliver overholdt af kommunerne, mens
BKF opfordrer til at ændre §§ 83-84 ift. egenbetaling.
Ankestyrelsen
bemærker, at en omformulering af lovforslagets § 85, stk. 1, nr.
1, om hjemmetræning i forhold til de gældende regler kan føre til forvirring om
indholdet af bestemmelsen, mens DH finder, at § 85 bør præciseres.
DH
mener, at lovforslagets § 87 om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste
bør ændres ift. målgruppe og kriterier for modtagelse af dækning af tabt
arbejdsfortjeneste.
Hjernebarnet,
mener, at § 87 bør præciseres over for
kommunerne, mens
KL, BKF
og
Landsforeningen Autisme
mener, at § 87 bør
præciseres ift. målgruppen.
Ankestyrelsen
finder, at ændringen af ordlyden i
forhold til nuværende lovgivning i lovforslagets § 87, stk. 1 bør
konsekvensrettes.
DH
mener, at lovforslagets § 89 om ledsagelse til børn og unge mellem 12 og
18 år i højere grad bør være op til barnet eller den unge, mens
Viborg
Kommune
undrer sig over, at der er fastsat et fast timeantal til ledsagelse.
Social-, Bolig- og Ældreministeriets bemærkninger
Til kritikken af, at der med lovforslaget ikke er ændret i de
handicapkompenserende bestemmelser, herunder høringsparternes ønsker
om nye regler og retskrav i forhold til børn og unge med funktionsnedsættelse
og deres forældre, skal ministeriet bemærke, at udkastet til barnets lov er
udformet i overensstemmelse med aftalen om Børnene Først. Nye eller
skærpede bestemmelser på handicapområdet, herunder udvidelse af reglerne
om planer og klageadgang for børn og unge ned til 10 år i afgørelser efter
kapitel 8 vil indebære tiltag, herunder procesregulering, som ligger ud over den
politiske aftale og den økonomiske ramme hertil.
Til ønsket om ændring af ”funktionsevne” til ”funktionsnedsættelse” i
lovforslagets kapitel 8, bemærkes det, at begrebet nedsat funktionsevne er
40
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0041.png
gængs sprogbrug i omtalen af målgruppen, som der ikke ses grundlag for at
ændre.
Ift. ønsket om ændret placering af kapitlet om handicapkompenserende
bestemmelser skal ministeriet bemærke, at ministeriet ud fra en samlet
vurdering finder den nuværende placering hensigtsmæssig. De generelle
bestemmelser er således placeret først i loven, herefter bestemmelser om
afdækning og udredning som også gælder i alle sager, efterfulgt af
bestemmelser om de konkrete former for indsatser og støtte, der ydes efter en
konkret vurdering efter forslaget til barnets lov. Ministeriet har på den baggrund
ikke imødekommet ønsket om en ændret placering af kapitlet om
handicapkompenserende støtte. Det er i sammenhæng hermed ministeriets
vurdering, at de særlige regler om rådgivning ift. funktionsnedsættelse over for
børn eller unge og deres familier, herunder reglerne om familievejlederordning,
skal ses i sammenhæng med bestemmelserne om handicapkompenserende
støtte, og ministeriet har derfor ikke imødekommet ønsket om
sammenskrivning med rådgivningsbestemmelserne i lovforslagets § 28.
Det bemærkes i forlængelse heraf, at bestemmelserne om screening,
afdækning og børnefaglig undersøgelse er generelle, og også finder
anvendelse i forhold til afgørelser om støtte og hjælp efter de
handicapkompenserende bestemmelser i lovforslagets kapitel 8. Dette fremgår
også bl.a. af lovforslagets § 18, stk. 2, og § 19, stk. 4 og bemærkningerne til
bestemmelserne i kapitlet om screening, afdækning og børnefaglig
undersøgelse.
Til bemærkningerne om, at der er foretaget uhensigtsmæssige sproglige
ændringer i lovforslagets §§ 85 og 87, skal ministeriet bemærke, at der ikke er
tilsigtet ændringer i indholdet af bestemmelserne i kapitel 8 i forhold til de
gældende regler i serviceloven. Da de foreslåede sproglige ændringer kan
medføre en utilsigtet usikkerhed om retstilstanden, er bestemmelserne på
baggrund af høringssvarene ændret i overensstemmelse med gældende ret i
lovtekst og bemærkninger. Målgruppen for kapitlet er desuden tydeliggjort i
lovforslagets bemærkninger.
Til ønskerne om overførsel af forskellige bestemmelser til barnets lov og
kritikken af, at retsgrundlaget for handicapkompenserende støtte til børn og
unge spredes over flere love, skal ministeriet bemærke, at lovforslaget afspejler
ønsket med aftalen om Børnene Først om at samle bestemmelser om
rådgivning, hjælp og støtte til børn og unge med behov for særlig støtte i en ny
hovedlov.
Ministeriet skal videre bemærke, at afgørelser om f.eks. hjælpemidler eller
boligindretning, som kan ydes til både børn, unge og voksne, efter den
foreslåede bestemmelse i § 90 rent teknisk træffes efter barnets lov, jf. § 112 i
lov om social service, når afgørelsen vedrører et barn eller en ung under 18 år,
som har en funktionsnedsættelse, hvorfor kommunalbestyrelsens
rådgivningspligt ligeledes vil skulle placeres i barnets lov. Det er ministeriets
opfattelse, at det ikke er hensigtsmæssigt at kopiere de bestemmelser, der
omtalt i § 90 i barnets lov, og som både kan omfatte børn, unge og ældre ind i
barnets lov. Det skyldes, at der herved dels vil ske regulering af ensartede
forhold om bl.a. hjælpemidler eller bilstøtte i to forskellige love, og dels er risiko
for, at der vil kunne udvikle sig forskellig praksis på områderne for børn og
unge i forhold til voksne med en funktionsnedsættelse og ældre. Ministeriet
finder derfor ikke grundlag for at imødekomme ønsket om at indskrive – og
dermed kopiere – de bestemmelser fra serviceloven, der fremgår af
lovforslagets § 90, fuldt ud i barnets lov.
Til ønsket fra om at ændre reglerne om egenbetaling, som vil skulle fastsættes
efter den foreslåede bemyndigelse i lovforslagets §§ 83-84, skal det
bemærkes, at forslaget efter ministeriets opfattelse ligger uden for rammerne af
41
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0042.png
aftalen om Børnene Først, og at der ikke med de foreslåede bemyndigelser
lægges op til de foreslåede ændringer i reglerne om egenbetaling.
Til ønsket om, at ændre i lovforslagets § 89 ift. timeantallet til ledsagelse,
bemærkes det, at det fastsatte timeantal til ledsagelse er en videreførelse af
gældende ret. Til ønsket om at ændre i lovforslagets § 89 ift. barnets eller den
unges inddragelse bemærkes det, at specifikke lovkrav til barnets eller den
unges inddragelse vil indebære procesregulering, som ligger ud over den
politiske aftale om Børnene Først og økonomien bag, jf. også bemærkningerne
herover om udvidelse af rettigheder til børn og unge med en
funktionsnedsættelse.
3.12. Ungestøtte og planer til unge mellem 18 og 22 år
DS og KL
er positive ift. det selvstændige ungekapitel, men finder, at der er
behov for oprydning i bestemmelserne.
KL
finder desuden, at unges overgang
til voksenlivet skal styrkes, men mener ikke, at det kan ske inden for den
eksisterende økonomiske ramme.
Børns Vilkår, DAV, FADD, Livsværk, PLF, Rådet for Socialt Udsatte,
Socialtilsyn Øst
og
Ungdommens Røde Kors
ønsker – i en reform af
efterværns/ungestøttereglerne - forpligtende bestemmelser, som sikrer unge i
målgruppen ret til bl.a. bolig, uddannelse, job og netværk.
PLF
ønsker i
forlængelse heraf, at efterværn i form af døgnophold afskaffes – og at anbragte
unge i stedet får ret til at blive boende på anbringelsesstedet til de fylder 23. år,
eller selv ønsker og kan stå på egne ben.
Socialtilsyn Øst
og
Ungdommens Røde Kors
foreslår en ret til efterværn for
unge fra 15 til 25 år, mens
LOS
og
Rådet for Socialt Udsatte
mener, at der skal
indføres en udvidet støtteperiode for unge frem til den unge fylder 30 år
DAV, Rådet for Socialt Udsatte
og
Ungdommens Røde Kors
ønsker, at der
indføres en ret til psykologhjælp samt anden terapi eller specialiserede
indsatser, f.eks. ift. misbrug eller psykiske lidelser.
DAV
finder desuden, at
overvejelserne bør påbegyndes og afgørelsen om støtte bør træffes tidligere,
for at skabe ro og stabilitet for den anbragte unge.
Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet
finder, at lovforslagets §§
122-123 bør uddybes ift. at fremme incitamenter for at sikre en god overgang
fra barn til voksen.
DH
mener, at 18-års grænsen for overgangen til voksenlivet er
uhensigtsmæssig for unge med en funktionsnedsættelse, som ofte er meget
afhængige af forældrenes støtte og hjælp, og derfor ikke oplever samme
selvstændighedsproces som andre unge i teenageårene.
RIFT
finder, at der – også forud for efterværn - skal arbejdes med den unges
relationer til familien og tilbydes støtte til dette både til forældre og den unge.
BUPL, FSD, KL
og
Rådet for Socialt Udsatte
er positive over for lovforslagets
ungeplan.
FSD, KL, Rådet for Socialt Udsatte
og
Viborg Kommune
finder dog,
at der er behov for at styrke sammenhængen mellem uddannelsesplanen og
reglerne om den kommunale ungeindsats, som gælder fra det 15. år, og
ungeplanen. Samtidig ønskes en tydeliggørelse af, at der skal tages stilling til,
om den unge skal have en ungeplan, hvis der iværksættes støttende indsatser
efter lovforslagets § 32, efter den unge er fyldt 16 år.
6 Byerne og FSD
finder i forhold til ungeplanen, at der bør være fokus på
ungelivet og overgangen til et selvstændigt voksenliv i ungeplanen frem for
fokus på at støtte forældrene under eller efter anbringelsen, som i barnets plan,
42
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0043.png
mens
BUPL
finder, at det bør fremgå tydeligere, at barnets eller den unge skal
støttes i at indgå i positive sociale fællesskaber.
PLF
ønsker, at betydelige emotionelle og sociale skader som følge af
opvæksten skal anses som nedsat funktionsevne og omfattes af reglerne i §§
119 og 120 om opretholdt anbringelse i familiepleje.
KL
foreslår til §§ 122 og 123 om overgangen til voksenlivet for unge med varig
og betydeligt nedsat funktionsevne, at der med barnets lov skabes adgang til at
træffe afgørelse om botilbud, før den unge fylder 18 år, men med virkning fra
det 18. år og en tydeliggørelse af klagereglerne i den forbindelse.
BKF
finder, at der er behov for at tydeliggøre målgruppen og aldersgrænsen for
ungestøtte, og at det uhensigtsmæssigt, at beskrivelser af ungdomskriminalitet
frem for udsathed generelt fylder så meget i § 115 og i øvrigt generelt i loven.
Social-, Bolig- og Ældreministeriets bemærkninger
Social-, Bolig- og Ældreministeriet skal bemærke, at bestemmelserne om støtte
til unge mellem 18 og 23 år i meget vidt omfang er videreført uændret, dog
med den indholdsmæssige ændring, at der foreslås indført en ny ungeplan.
Desuden er de gældende regler i servicelovens §§ 76 og 76 a opdelt i en
række nye bestemmelser i kapitlet om ungestøtte med henblik på at sikre
overblik og lette forståelsen af bestemmelserne. Der er ikke herved tiltænkt
indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne, idet det indgår i aftalen om
Børnene Først, at nytænkning af efterværnsområdet skal ske på baggrund af
en grundig analyse og efterfølgende politiske forhandlinger. Ønskerne om
udvidelse af målgruppen, nye indsatser og rettigheder m.v. kan på den
baggrund ikke imødekommes.
I forhold til bemærkningerne til aldersgrænsen for overgangen til voksenlivet for
unge med en funktionsnedsættelse skal ministeriet bemærke, at der ikke
indgår initiativer herom eller midler hertil i aftalen om Børnene Først, og
forslaget kan på den baggrund ikke imødekommes.
Til bemærkningen om, at der også forud for ungestøtten (under en anbringelse)
skal arbejdes med den unges relationer til familien og tilbydes støtte hertil til
både forældrene og den unge, skal ministeriet henvise til bestemmelserne om
støtte til forældre til anbragte unge samt til lovforslagets § 103, stk. 4, hvor det
som noget nyt er fastsat, at kommunen under hensyntagen til barnets eller den
unges bedste skal understøtte, at forældrene kan spille en positiv rolle i barnets
eller den unges liv.
3.13. Underretninger, sager om overgreb og Ankestyrelsens
egendriftskompetence
Underretningsreglerne
DS og KL
er positive ift. videreførelse af de gældende regler om underretning
fra serviceloven i barnets lov med en mere enkel og kronologisk opbygning.
BKF
finder, at ’underretning’ er stigmatiserende og opfordrer til, at man i
barnets lov i stedet anvender ’opmærksomhed’ eller ’bekymring’.
Aalborg Universitet, RIFT, KL og Mødrehjælpen
finder, at
underretningsbestemmelserne er så centrale i sagsbehandlingen på
børneområdet, at de bør rykkes til starten af loven.
6 Byerne
finder, at der er behov for at tydeliggøre, hvad der forstås ved en
underretning, mens
Bente Adolphsen og Caroline Adolphsen
fra Aarhus
Universitet finder, at der er behov at tydeliggøre § 133, stk. 1, nr. 4, om
43
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0044.png
underretning, når et barn eller en ung har været udsat for overgreb, da
overgreb også kan omfatte voldstilfælde mellem børn eller unge, som de ikke
finder kan være intentionen med loven eller de tilsvarende gældende regler i
serviceloven.
BUPL
finder reglerne om underretning ved skolefravær og afgørelser om
standsning af børne- og ungeydelsen problematiske særligt for fattige familier.
BUPL
finder desuden, at der bør gennemføres en undersøgelse af effekten af
bestemmelsen og herunder negative bieffekter, ligesom
BUPL
finder, at der er
behov for sætte fokus på årsagerne til skolevægring.
Danner
gør opmærksom på, at sagsbehandlingen i underretningssager bør
styrkes, da det er foreningens erfaring, at underretninger fra krisecentre for
sjældent fører til vurdering af barnets behov for støtte, herunder
traumebehandling, før det lokale børnehus inddrages i sagsbehandlingen.
RIFT
finder, at der er behov for en generel gennemgang af
underretningsreglerne, herunder på, at manglende eller forkert behandling af
underretninger kan skade børn og familier.
RIFT
finder, at problemerne i den
forbindelse hænger sammen med øvrige sagsbehandlingsproblemer på
området. Der henvises til punkt 3.2.
Foreningen Far
efterspørger viden om sanktioner og straf ved
myndighedspersoners manglende opfyldelse af underretningspligten.
Landsforeningen Autisme
finder, at bestemmelsen om mellemkommunal
underretning bør ændres, så der i højere grad tages højde for, at nogle
kommuner – for at hjælpe familier med et barn med autisme, der flytter
kommune – foretager en mellemkommunal underretning, men at
tilflytterkommunen fejlvurderer underretningen og sætter ind med
tvangsforanstaltninger pba. underretningen.
Landsforeningen Autisme
foreslår
også, at lovforslagets § 133 om personer, der udøver offentligt tjeneste eller
hverv tilføjes et punkt om underretning, når et barn eller en ung har en
funktionsnedsættelse, som kræver vurdering af behovet for støtte. Yderligere
foreslås det, at der til reglerne underretning om skolefravær tilføjes, at
skolelederen skal oplyse, om der er foretaget en PPV ved skolefravær.
Børnehuse
Danner finder, at der er behov for at udvide hjemlen i lovforslagets § 126 om
udveksling af oplysninger mellem de myndigheder, der indgår i
børnehusarbejdet (politi, anklagemyndighed, sundhedsmyndigheder og
kommunale myndigheder, der løser opgaver på området for udsatte børn og
unge) til også at omfatte Familieretshuset, og at bestemmelsen fastsættes som
en forpligtelse frem for en adgang til at udveksle oplysninger.
Red Barnet
foreslår, at kommunerne forpligtes til at anvende børnehusene i
sager om digital vold og digitale overgreb, da det er
Red Barnets
opfattelse, at
børnehusenes kapacitet til at håndtere digitale krænkelser ikke benyttes i
tilstrækkeligt omfang.
Foreningen Far
understreger vigtigheden af, at det er højt specialiserede
fagpersoner, der indgår i arbejdet i børnehusene.
Ankestyrelsens egendriftskompetence
Aalborg Universitet
finder, at de i sager hvor Ankestyrelsen træffer afgørelse
som 1. instans er behov for overvejelser af de retssikkerhedsmæssige
konsekvenser heraf, og mener i forlængelse heraf, at der bør stilles samme
krav til sagsbehandlingen, som hos den instans, der efter barnets lov
almindeligvis træffer afgørelse i de pågældende sager.
44
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0045.png
Ankestyrelsen
bemærker, at der er behov for at tydeliggøre deres
egendriftsbeføjelser ift. anbringelse på delvist lukkede afdelinger og
døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, som
er fastslået ved dom i Vestre Landsret i 2019.
Social-, Bolig- og Ældreministeriets bemærkninger
I forhold til bemærkningerne om placeringen af underretningsreglerne er det
ministeriets opfattelse, at der er tale om pligter og sagsbehandlingsregler,
herunder om frister, registrering, som bedst placeres senere i lovforslaget.
Ministeriet finder derfor ikke anledning til at følge forslaget om at fremrykke
bestemmelserne.
I forhold til ønskerne om ændring af underretningsreglerne og bestemmelserne
om børnehuse skal det bemærkes, at bestemmelserne er videreført uændret
med enkelte sproglige tilpasninger. Dog er sundhedspersonalets pligt til at
videregive oplysninger når en sag behandles i børnehuset, tydeliggjort i § 126,
for at sikre overensstemmelse med sundhedslovens bestemmelser om
tavshedspligt og adgang til at videregive oplysninger. Det skal bemærkes, at
aftalen om Børnene Først ikke indeholder nye tiltag på disse områder, ud over
fastsættelse af udtrykkelige regler om, at samtalen med barnet eller den unge
ved underretninger kan ske uden forældremyndighedsindehaverens samtykke
og uden dennes tilstedeværelse, når der er bekymring for, at barnet eller den
unge kan være udsat for eller i risiko for negativ social kontrol eller en
æresrelateret konflikt. Denne ændring er i overensstemmelse med aftalen om
Børnene Først på udlændinge- og integrationsministerens område. Ønskerne
om bl.a. adgang og pligt til at udveksle oplysninger er på den baggrund ikke i
mødekommet.
I forhold til ønskerne til Ankestyrelsens sagsbehandling i sager, hvor
Ankestyrelsen selv kan træffe afgørelse om eksempelvis anbringelse uden for
hjemmet, skal der henvises til, at reglerne om Ankestyrelsens sagsbehandling
hører er fastsat i retssikkerhedsloven og forretningsordenen for Ankestyrelsen.
Det er i forlængelse heraf ministeriets opfattelse, at forslaget ligger uden for
rammerne af aftalen om Børnene Først.
I forhold til ønsket om at tydeliggøre Ankestyrelsens egendriftsbeføjelse i
forhold til anbringelse på bl.a. sikrede døgninstitutioner skal ministeriet
bemærke, at dette er tydeliggjort i § 151 og bemærkningerne hertil.
3.14. Adoptionsbestemmelserne
BKF
påpeger, at en afgørelse om adoption uden samtykke før fødsel i teorien
vil betyde, at barnet kan placeres hos adoptanterne allerede fra fødslen, og
dermed undgår barnet skiftet i omsorgspersoner fra plejefamilie til adoptanter.
Dette er dog ifølge foreningen ikke muligt, medmindre der foretages en række
ændringer i de nuværende regler i forhold til dokumentationskrav m.v. Det er
ifølge foreningen godt, at det nu gøres mere konkret, i hvilke sager
kommunerne skal overveje adoption, herunder at vurderingen bliver
obligatorisk i sager, hvor en søskende allerede er adopteret.
BKF
peger videre på, at en væsentlig del af dokumentationen og
kommunernes afklaring efter den foreslåede bestemmelse i § 69 i barnets lov
er de psykologiske undersøgelser, hvor der ofte er lang ventetid på opstart, og
som typisk strækker sig over en tre måneders periode. Intentionen om tidligere
adoptioner er bl.a. derfor svært forenelig med den nuværende praksis. Denne
intention betyder ligeledes, at det ikke er muligt at forsøge at afklare
forældrenes kompetencer nærmere gennem forebyggende indsatser relateret
til det konkrete barn, og det vil få konsekvenser for kvaliteten og grundigheden i
de faglige vurderinger. Foreningen finder, at understregningen i den foreslåede
bestemmelse i § 70 i barnets lov af, at kommunalbestyrelsen skal indstille
barnet til adoption, hvis kriterierne vurderes at være opfyldte, er positiv. Endelig
anfører foreningen, at det er en vigtig opmærksomhed, at VISO’s rådgivning
45
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0046.png
styrkes ved, at der tilføres socialfaglige konsulenter, som kan yde konkret
vejledning til rådgiverne, og at rådgivningen tilpasses kommunernes forskellige
udgangspunkter. Det kunne dog overvejes, at den foreslåede bestemmelse
herom (§ 71 i barnets lov) alene målrettes kommuner med ringe erfaring på
området. Det er vigtigt, at rådgivningen ikke fører til en unødvendig forsinkelse
af sagerne.
6-byerne
er grundlæggende enige i, at de åbne adoptioner og adoptioner, der
ligger i spændet mellem adoption og anbringelse, bør fremmes af hensyn til
børns og unges behov for kontinuitet og trivsel. Samtidig bør det præciseres, at
plejefamilier, som vælger at adoptere et plejebarn, kan fortsætte med
supervision. Det er positivt med øget fokus på VISO-rådgivning i sager om
adoption.
Institut for Menneskerettigheder
anfører, at den foreslåede bestemmelse i § 70,
stk. 2, nr. 5, i barnets lov hviler på den forkerte opfattelse af, at
Menneskerettighedsdomstolen kræver, at myndighederne til enhver tid og i alle
sager skal arbejde for at hjemgive barnet. Den foreslåede § 70, stk. 2, nr. 5,
bliver et formalistisk krav til myndighederne, fordi hjemgivelse ikke vil være
relevant i langt de fleste sager om adoption uden samtykke. Derimod er det
efter instituttets opfattelse nødvendigt for at beskytte retten til familieliv for både
børn og forældre, at myndighederne i en indstilling til adoption begrunder,
hvorfor mindre indgribende foranstaltninger vurderes til at være utilstrækkelige
for at sikre barnets bedste. Derfor anbefaler instituttet, at ministeriet ændrer
udkastet til § 70 sådan, at kommunen i sin indstilling til børne- og ungeudvalget
skal redegøre for sine overvejelser om at bruge mindre indgribende
foranstaltninger, såsom permanent anbringelse.
Mødrehjælpen
og
Red Barnet
har udtalt sig på linje hermed.
Mødrehjælpen
finder det bekymrende, at bestemmelserne om adoption uden
samtykke i lovforslagets §§ 69-73 ser ud til at bryde med den mangeårige
nordiske tradition for at tænke i ’child and family welfare’, idet bestemmelserne
har et øget fokus på beskyttelsen af barnet.
Mødrehjælpen
finder
bestemmelserne i §§ 69-73 for vidtgående og frygter, at bestemmelserne
skaber en ny praksis for adoption uden samtykke. Konkret mener
Mødrehjælpen
i relation til § 69, at ’forældreevne’ kan være en usikker
baggrund for en bortadoption uden samtykke af et nyfødt barn. Foreningen
mener, at bestemmelserne om adoption skal udformes, så det mindsker
risikoen for, at forældrenes frygt for adoption kan føre til, at der opstår
spændinger mellem forældre og myndigheder. Derfor mener foreningen, at
afgørelser om adoption uden samtykke skal indeholde en overvejelse om,
hvordan barnets relationer til f.eks. forældre, søskende, bedsteforældre eller
andre relevante relationer kan bevares. Endelig problematiserer foreningen, at
man med barnets lov åbner op for, at børn kan flyttes fra gode plejefamilier,
som ikke kan eller vil adoptere dem. Det synes i disse tilfælde ikke at være i
barnets interesse, at der sker et brud.
KL
finder det positivt, at kommunerne får en forpligtelse til at overveje, om et
barn skal bortadopteres, og at det bliver muligt at træffe afgørelse om adoption
allerede, inden barnet bliver født, herunder at adoption før fødslen skal
overvejes, når ældre søskende er blevet anbragt eller bortadopteret på grund
af manglende forældreevne.
KL
er dog bekymret for, om der er tilstrækkeligt
mange godkendte adoptanter, der ønsker at adoptere et udsat barn.
KL
stiller i
den forbindelse spørgsmålstegn ved, om det er fornuftigt, at et barn, som er
fyldt 12 år, får ret til at tage initiativ til at etablere kontakt med sine oprindelige
slægtninge. Hensigten er god, men
KL
ser en risiko for, at en eventuel
adoptivfamilie med denne viden alligevel ikke ønsker at være adoptivfamilie.
Endelig mener
KL,
at det er positivt, at VISO’s rådgivning i adoptionssager
styrkes, og at rådgivningen kan tilpasses kommunernes forskellige
udgangspunkter, så det bliver relevant.
KL
anbefaler dog, at VISO’s mulighed
for at pålægge kommunerne generel vejledning om adoption tages ud af § 71,
og at bestemmelsen ændres sådan, at VISO skal gå i dialog med de
kommuner, som ikke tidligere har modtaget rådgivning om adoption.
46
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0047.png
I relation til § 69 om pligten til at overveje adoption i en række situationer
advarer
Selveje Danmark
mod, at adoption uden samtykke bliver en almindelig
foranstaltning. I stedet burde man i højere grad koncentrere sig om at udvikle
bedre anbringelser med færre konflikter og sammenbrud, som sikrer at
anbragte børn får stabile og gode liv.
Livsværk
stiller sig kritisk over for forslaget om adoption uden samtykke inden
fødslen og bemærker, at det er et voldsomt indgreb at fjerne et barn uden at
have haft mulighed for at teste og udvikle forældrenes forældreevne, og
påpeger, at det er potentielt konventionsstridigt. Desuden vil forslaget tvinge et
stigende antal kommende forældre til at søge til udlandet. Foreningen stiller sig
ligeledes kritisk over for, at man med lovændringerne om adoption uden
samtykke fremover vil kunne flytte børn fra gode plejefamilier, som ikke kan/vil
adoptere dem, fordi det vil være billigere løsning. Det kan i mange tilfælde
være et urimeligt brud for barnet og være en trussel mod plejeforældre, som er
glade for barnet og arbejder godt med det, men som ikke vil adoptere det.
Foreningen savner i relation til adoption uden samtykke overvejelser om
børnenes behov for kontakt til familie.
Livsværk
forudser, at § 69 om
forpligtelse til at overveje, om et barn skal bortadopteres, fremover vil betyde
en stigning i antallet af adoptioner uden samtykke. Endelig henviser foreningen
til, at efter forligsteksten skal børn over 12 år skal have ”initiativret til at rejse en
sag om kontakt”, men forslag herom ses ikke i lovudkastet.
FBU
har udtalt sig
på linje hermed om dette sidste punkt.
Landsforeningen Autisme
er ikke positive over for øget adoption og foreslår, at
manglende forældreevner skal påvises gennem to
forældrekompetenceundersøgelser udført af to forskellige autoriserede
psykologer over en længere årrække, før der tages stilling til adoption.
DS
mener, at bestemmelserne om støtte til plejefamilier, der adopterer deres
plejebarn, bør anvendes mere omfattende end i dag, og at familien kan
modtage tabt arbejdsfortjeneste.
FBU
vurderer, at lovforslaget vil betyde en stigning i antallet af adoptioner uden
samtykke. Foreningen påpeger, at afgørelser om adoption uden samtykke
inden fødslen vil skulle træffes ud fra en mere usikker viden om forældrenes
samspil med barnet og forældrenes omsorgsevne. Ydermere vil en grundig
undersøgelse kunne være en belastning i graviditeten, og dermed gøre den
gravide kvinde urolig og meget presset samt øge risikoen for flytning til
udlandet. Foreningen peger på, at lovforslaget ikke ændrer traditionen med
lukkede adoptioner, og at det ikke indeholder overvejelse om børnenes behov
for at bevare eksisterende relationer til fx søskende eller bedsteforældre.
Efter lovforslaget inddrages børnene ikke i overvejelserne om tvangsadoption.
Indstillingen skal som hidtil indeholde ”barnets eller den unges holdning til
adoptionen”, men derudover er der kun adoptionslovens krav om samtykke til
den endelige beslutning, og den gælder kun børn på 12 år og derover.
FBU
mener, at børnene skal inddrages i hele processen og i overvejelserne om
tvangsadoption, afpasset efter deres alder og modenhed og herunder have
medbestemmelse på, hvad der sker med deres relation til nærtstående
familiemedlemmer. Foreningen mener, at der skal være ordentlig krisehjælp til
forældre, hvis børn bortadopteres uden samtykke. De skal have støtte til at
bearbejde sorgen over beslutningen, hvis de ønsker det, samt hjælp og støtte
til eventuel kontakt med barnet efter adoptionen.
FBU
mener, at man ikke skal
kunne afbryde velfungerende plejefamilier, fordi kommunen ønsker en
adoption, som plejefamilien ikke vil indgå i.
Efter lovudkastets § 70, stk. 2, skal en indstilling om tvangsadoption ”navnlig”
indeholde en række dokumenter, herunder barnets plan/ungeplanen. I dag skal
handleplanen vedlægges en indstilling, men fremover vil man kunne indstille til
tvangsadoption uden en handleplan. Den skal så laves efterfølgende.
FBU
mener, at indstillingen til adoption uden samtykke altid skal indeholde barnets
plan/ungeplanen og kommunens overvejelser om, hvorfor en mindre
47
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0048.png
indgribende indsats ikke er tilstrækkelig. Endelig frygter foreningen, at
ændringerne vedrørende adoption uden samtykke kan åbne for, at besparelser
i praksis vil få en vigtig rolle.
Børns Vilkår
er som udgangspunkt positivt indstillet over for forslaget om, at
kommunerne skal overveje adoption ved indstilling til børne- og ungeudvalget
om anbringelse af et barn uden for hjemmet efter lovudkastets § 49 om
anbringelse ved fødsel, men foreningen påpeger, at det er helt afgørende, at
sagsbehandlingen har en høj kvalitet. Foreningen foreslår derfor, at
sagsbehandlere, der behandler sager efter reglerne i § 69, skal have adgang til
relevant og praksisnær sparring og supervision og inddrage sundhedsfagligt
personale omkring familien i sagsbehandlingen.
KFUM’s Sociale Arbejde
bemærker, at der med lovudkastets § 69, stk. 2,
lægges op til en stigning i antallet af sager, hvor tvangsadoption skal overvejes.
Foreningen mener, at man i stedet bør have fokus på at udvikle bedre
anbringelser med færre konflikter og sammenbrud, som sikrer, at anbragte
børn får stabile og gode opvækstvilkår. Det er en voldsom beslutning at
bortadoptere et barn uden samtykke uden, at forældrene har haft mulighed for
at udvikle deres forældreevne. Der skal endvidere være fokus på at tilbyde
forældrene den nødvendige støtte og hjælp til at arbejde med deres
udfordringer, så de kan bevare relationen og samvær med barnet. Endvidere
savner foreningen overvejelser om barnets behov for kontakt og bevarelse af
vigtige relationer til forældre, søskende, bedsteforældre m.v., hvor barnet også
skal sikres medbestemmelse.
Adoption & Samfund
er bekymret for, at forslaget til § 69, stk. 2, om overvejelse
af adoption, når en søskende er blevet anbragt eller bortadopteret, vil bidrage
til en øget automatisering af børneudredninger på søskende. Foreningen
efterlyser præcisering af begreber ”forældreevne”. Foreningen er også
bekymret for de plejefamilier, som ønsker at adoptere deres plejebarn, da den
foreslåede støttemulighed ikke er tilstrækkelig. Samtidig hilser foreningen de
nye tiltag med VISO meget velkomne, da VISO er yderst kompetent på
adoptionsområdet og vil kunne kvalitetssikre kommunernes afgørelser på
adoptionsområdet.
Socialtilsyn Hovedstaden
har erfaringer med, at nogle plejefamilier oplever stor
usikkerhed, når de bliver spurgt, om de vil adoptere et plejebarn. De er ofte
usikre på, hvordan de fremadrettet skal varetage barnets særlige behov for
støtte. Tilsynet opfordrer på den baggrund til, at det tænkes ind i lovforslaget,
at en plejefamilie, der adopterer deres plejebarn, fortsat har ret til støtte.
DH
finder generelt, at adoption uden samtykke indebærer en alvorlig risiko for,
at børn af forældre med handicap unødigt adskilles fra deres forældre, ligesom
forslagets intense fokus på bortadoption er bekymrende. Sammenslutningen
ser en risiko for, at fordomme mod personer med handicap kan komme til at
spille en rolle ved adoption; en risiko der er særligt nærliggende i forbindelse
overvejelser om adoption uden samtykke inden barnets fødsel.
PLF
efterlyser i relation til lovforslagets § 74, stk. 2, konkretisering af, dels hvad
der forstås ved 'fornødne faglige støtte', dels om der er mulighed for støtte
barndommen ud.
Børnesagens Fællesråd
udtrykker en vis bekymring for, at bestemmelserne om
bortadoption i praksis – for kommuner med store sociale udgifter grundet et
højt antal udsatte borgere – kan udmønte sig i, at flere børn bliver
bortadopteret af økonomiske hensyn og uden tilstrækkelig hensynstagen til
barnets bedste, hvilket vil være i strid med Børnekonventionens artikel 21 og til
skade for de involverede børn og forældre.
Red Barnet
finder, at kommunen skal sikre, at der gives den tilstrækkelige
forebyggende støtte til forældrene under graviditeten eller en forudgående
anbringelse. Red Barnet foreslår, at kommunalbestyrelsens indstilling til
adoption uden samtykke også bør omfatte, at kommunalbestyrelsen beskriver,
48
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0049.png
hvordan kommunalbestyrelsen har givet den tilstrækkelige forebyggende støtte
til forældrene under en forudgående anbringelse, og at kommunalbestyrelsen
tager stilling til, om det var nødvendigt at afbryde al kontakt mellem barnet og
dets forældre.
Foreningen Far
noterer sig, at den nye § 25 f i adoptionsloven om barnets
initiativret, som foreslået med følgelovforslaget, fastslår, at Familieretshuset
kan afslutte processen, hvis det vil være bedst for barnet, at der ikke etableres
kontakt mellem barnet og de oprindelige slægtninge. Foreningen finder det
kritisabelt, at Familieretshuset kan trumfe barnets ønske uden mulighed for at
anke til højere administrativ myndighed. Afgørelsen burde i det mindste kunne
indbringes for Ankestyrelsen. At skulle pålægge et barn at føre sag ved
domstolene, hvilket dog altid er barnets ret, er ikke hensigtsmæssigt, idet
processen ved domstolene kræver mange ressourcer, ikke mindst tid.
RIFT
påpeger, at foreningen har mange eksempler på, at en sag har varet over
3 år, men at der ikke er udført den sagsbehandling, der kunne have enten
udviklet forældrene og/eller relationen mellem forældre og barnet.
FADD
peger i forhold til forslaget om adoption inden fødslen på, at det er et
voldsomt indgreb at fjerne et barn uden at have haft mulighed for at teste og
udvikle forældrenes forældreevne, og at dette må være i strid med
Børnekonventionen. Foreningen mener, at den foreslåede lovgivning vil
resultere i en stigning i antallet af sager, hvor adoption skal overvejes, hvilket
kan skabe utryghed og mistillid blandt forældre og i sidste ende resultere i, at
børnene ikke får den rette hjælp og støtte i tide, fordi forældre fx ikke ”tør”
spørge om hjælp mv.
Adoptionstrekanten
har i sit høringssvar vedrørende udkastet til barnets lov
gentaget sine bemærkninger til forslaget om adoption uden samtykke inden
fødslen og initiativretten for bortadopterede børn m.v.
Viborg Kommune
finder det positivt, at adoption er indarbejdet i barnets lov.
Aalborg Universitet
påpeger, at bestemmelsen om adoption uden samtykke
inden fødslen kan være i strid med artikel 8 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention om retten til respekt for familieliv.
Bente
Adolphsen og Caroline Adolphsen fra Aarhus Universitet, Børnesagens
Fællesråd, FBU, FADD, RIFT, Justitia,
har udtalt sig på linje hermed.
Justitia
påpeger herudover, at ministeriet bør evaluere ordningen efter en
passende periode, at der bør være opmærksomhed på myndigheders pligt til at
vurdere, om mindre indgribende tiltag er tilstrækkeligt, at der vil være risiko for,
at gravide kvinder går under jorden eller rejser til udlandet – til skade for
barnet, og at anvendelsen af reglerne må forventes at være yderst begrænset.
Social-, Bolig- og Ældreministeriets bemærkninger
I forhold til høringssvarene vedrørende lovforslagets § 69 skal ministeriet
bemærke, at ministeriet har forståelse for, at der kan være tilfælde, hvor
ventetider på gennemførelse af psykologiske undersøgelser kan gøre det
svært at opfylde lovforslagets intentioner i praksis. Ministeriet skal dog
understrege, at det er kommunalbestyrelsens ansvar at sikre oplysning af de
enkelte sager i tilstrækkeligt omfang, og det gælder også i forbindelse med
overvejelser efter den foreslåede § 69.
I forhold til lovforslagets § 69, stk. 2, og bemærkningerne om, at ’forældreevne’
kan udgøre en usikker baggrund for en bortadoption skal ministeriet bemærke,
at manglende forældreevne skal føre til overvejelse om, hvorvidt bortadoption
vil være til barnets bedste, i de tilfælde, hvor en forælder på grund af
manglende forældreevne allerede har fået bortadopteret eller anbragt et barn
uden for hjemmet. Ministeriet skal bemærke, at der altid skal foretages en
konkret vurdering i det enkelte tilfælde af barnets og de kommende forældres
forhold. Dette er tydeliggjort i bemærkningerne til bestemmelsen.
49
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0050.png
Til bemærkningerne om, at der med bl.a. § 69 sker et skift i fokus fra støtte til
barnet eller den unge og familien til adoption som en mere almindelig
foranstaltning skal ministeriet bemærke, at lovforslaget indeholder en række
forebyggende og støttende indsatser ud over reglerne om anbringelse og
adoption. Intentionen med lovforslaget og aftalen om Børnene Først er at sikre,
at børn eller unge og familier, som har behov for særlig støtte, får den rette
hjælp så hurtigt som muligt. Ministeriet skal yderligere bemærke, at aftalen om
Børnene Først ud over lovforslaget om barnets lov indeholder en række andre
tiltag og initiativer, som udmøntes sideløbende med gennemførelsen af barnets
lov. Det gælder også initiativet om understøttelse af udbredelsen af familiehuse
i hele landet for at styrke den forebyggende støtte og vejledning til sårbare
småbørnsforældre og kommende forældre.
I forhold til høringssvarene vedrørende den foreslåede § 70 bemærker
ministeriet, at der ud fra et hensyn til barnets eller den unges bedste og
retssikkerheden for alle involverede parter er sket en videreførelse af 68 e i
serviceloven om kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudvalget af
adoption uden samtykke. Det fremgår af bemærkningerne til denne
bestemmelse, at der i sager om adoption uden samtykke foretages en grundig
belysning af barnets eller den unges forhold og af forældrenes og de øvrige
involveredes forhold, samt at der foretages en grundig børnefaglig og juridisk
sagsbehandling. Det foreslås dog med § 70 at præcisere, at en indstilling om
adoption uden samtykke vil skulle være begrundet i, at kommunalbestyrelsen
vurderer, at adoptionen vil være bedst for barnet eller den unge, at
bestemmelsens opregning af de dokumenter m.v., som indstillingen vil skulle
indeholde, ikke er udtømmende, og at indstillingen vil skulle indeholde en
redegørelse for kommunalbestyrelsens arbejde med og overvejelser om at
hjemgive barnet eller den unge.
I forhold til forslaget om, at indstillingen skal indeholde beskrivelse af, hvilke
mindre indgribende alternativer der er overvejet, og hvorfor disse ikke er
tilstrækkelige, henvises til punkt 4.2. i høringsnotatet vedrørende
følgelovforslaget.
Endvidere bemærkes det for god ordens skyld, at det fremgår af
bestemmelsens stk. 2, nr. 2, at indstillingen skal indeholde barnets plan,
ungeplanen eller forbedringsforløbet, dvs. en plan svarende til servicelovens
handleplan. Hvis den ikke foreligger på tidspunktet for indstillingen, skal den
udarbejdes efterfølgende og eftersendes den til myndighed, der på det
tidspunkt har sagen under behandling, dvs. børne- eller ungeudvalget eller
Ankestyrelsen. Er Ankestyrelsens afgørelse indbragt for retten, sendes planen
til Ankestyrelsen, der fremlægger den i retssagen.
Ved vurderingen af om en adoption er bedst for barnet, vil der skulle ske en
afvejning i forhold til barnets aktuelle situation, herunder eksempelvis det
forhold at barnet er i et velfungerende plejeforhold.
I forhold til bekymringen om et eventuelt økonomisk incitament for
kommunerne til at søge anbragte børn bortadopteret bemærkes, at
adoptionsafgørelsen ikke træffes af kommunalbestyrelsen, men af
Ankestyrelsen, hvis afgørelse kan indbringes for domstolene. Afgørelserne
træffes således af uafhængige myndigheder.
Videre bemærkes, at med forslaget forpligtes alle kommunalbestyrelser til at
søge vejledende rådgivning hos VISO i alle sager, hvor det overvejes at
indstille et barn eller en ung til adoption uden samtykke efter § 9, stk. 3, i
adoptionsloven. Begrundelsen for det er, at det efter § 9, stk. 3, i
adoptionsloven er en betingelse for adoption uden samtykke, at forældrene
varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet eller den unge,
og at dokumentation herfor kræver særlige undersøgelser. I lyset af den
kompleksitet, der knytter sig til behandlingen af en sag om adoption uden
samtykke, foreslås det derfor også, at VISO skal pålægge de
kommunalbestyrelser, der ikke tidligere har fået VISOs hjælp til behandling af
50
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0051.png
en sag om adoption uden samtykke, eller som ikke tidligere har modtaget
generel rådgivning om adoption fra VISO, at modtage generel rådgivning om
adoption. Hensigten med forslaget er generelt at højne vidensniveauet i
kommunerne til barnets bedste.
I forhold til bemærkningerne om adgang til faglig støtte til adoptivfamilien efter
adoptionen, skal ministeriet bemærke, at § 74 i barnets lov i lighed med de
gældende regler i servicelovens § 66 d fastsætter en ret til faglig støtte for
familier, der adopterer et barn, de har haft i pleje. Ministeriet er enig i, at der er
behov for at udfolde bemærkningerne til bestemmelsen i overensstemmelse
med gældende ret. Bemærkningerne er derfor tydeliggjort. Det bemærkes
videre, at aftalen om Børnene Først ikke indeholder tiltag om ret til tabt
arbejdsfortjeneste til forældre, der adopterer et barn, de har haft i pleje.
Forslaget kan derfor ikke imødekommes.
Til bemærkningerne om støtte til adopterede børn, unge og deres familier efter
adoptionen skal ministeriet i øvrigt bemærke, at § 29 i barnets lov giver
kommunerne en generel pligt til at yde familieorienteret rådgivning til løsning af
vanskeligheder i familien. Med lovforslaget skal kommunerne desuden tilbyde
tidlige forebyggende indsatser efter § 30, som bl.a. kan omfatte familierettede
indsatser og netværks- eller samtalegrupper. Når det må anses for at være af
væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for
støtte, vil kommunen endeligt kunne træffe afgørelse om en eller flere
støttende indsatser, herunder eksempelvis pædagogisk eller anden støtte i
hjemmet, familiebehandling eller behandling af barnet eller den unge eller
anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og
pædagogisk støtte.
Til bemærkningerne om støtte f.eks. i form af psykologhjælp til de biologiske
forældre i forbindelse med afgørelser om adoption uden samtykke, skal
ministeriet bemærke, at når det må anses for at være af væsentlig betydning af
hensyn til barnets særlige behov for støtte efter fødslen, skal
kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om støttende indsatser på baggrund af
en afdækning eller en børnefaglig undersøgelse. Støttende indsatser kan også
omfatte psykologbehandling til forældrene, hvis det konkret vurderes, at
psykologbehandling til forældre må anses for at være af væsentlig betydning af
hensyn til barnets særlige behov for støtte efter fødslen.
Da der dermed er knyttet en betingelse til bestemmelsen om, at der skal være
en kobling til barnets behov for støtte, er det ministeriets opfattelse at en sådan
afgørelse om og iværksættelse af psykologbehandling tidsmæssigt kan være,
når barnet ikke er født endnu og frem til afgørelsen om adoption efter barnets
fødsel. Det bemærkes videre, at aftalen om Børnene Først ikke indeholder nye
tiltag om støtte, herunder psykologhjælp til biologiske forældre efter adoptionen
er gennemført. Forslaget kan derfor ikke imødekommes.
For så vidt angår bemærkningerne til forslaget om adoption uden samtykke
inden fødslen, herunder forslagets overensstemmelse med Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, og forslaget om initiativretten for
bortadopterede børn m.v. henvises til punkt 4.1., 4.2. og 4.5. i høringsnotatet
vedrørende følgelovforslaget.
3.15. Danmarks internationale forpligtelser - generelt
Aalborg Universitet (Juridisk Fakultet), SAVN, Simon Felskov
og
UNICEF
finder, at Danmarks forpligtelser efter både FN’s børnekonvention og
Handicapkonventionen bør fremgå tydeligere af lovforslagets bemærkninger til
de konkrete bestemmelser og i bemærkningerne i til forholdet til
konventionerne i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Foreningen Far
mener, at Danmark skal anerkende sine retslige forpligtelser
efter FN’s Børnekonvention og FN’s Handicapkonvention.
Red Barnet
finder, at
Danmark bør inkorporere FN’s Børnekonvention direkte i barnets lov.
51
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0052.png
Institut for Menneskerettigheder
finder generelt, at lovforslaget samlet set
indeholder forslag, som vil gøre det muligt at foretage flere og større indgreb i
retten til familieliv. Instituttet har ikke grundlag for at konkludere, at disse
forslag hver for sig, med undtagelse af forslaget om adoption uden samtykke
inden fødslen, som behandles i høringsnotatet til den samtidigt fremsatte
følgelov til barnets lov, er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, men
forslagene vurderes som helhed at sætte retten til familieliv under pres.
Børnedagens Fællesråd
og
Socialpædagogernes Landsforbund
finder, at det
er væsentligt at få afklaret, om lovforslagets nye bestemmelser om afgørelse
om anbringelse og adoption inden fødslen er konventionsstridige.
Social-, Bolig- og Ældreministeriets bemærkninger
Det er generelt Social-, Bolig- og Ældreministeriets opfattelse, at lovforslagets
bestemmelser, herunder også de nye bestemmelser om afgørelse om
anbringelse af et barn før fødslen og kommunalbestyrelsens forpligtelser ift. at
overveje adoption inden fødslen, er i overensstemmelse med Danmarks
internationale forpligtelser. Der henvises også til de uddybende bemærkninger
herom i høringsnotatet til følgelovforslaget til barnets lov jf. ministeriets
bemærkninger til punkt 3.14.
Til bemærkningerne om, at der kan være behov for at tydeliggøre forholdet til
konventionerne, skal ministeriets bemærke, at lovforslagets bemærkninger om
forholdet til Danmarks internationale forpligtelser er blevet gennemgået og
tydeliggjort, og at der i den forbindelse er tilføjet bemærkninger om FN’s
Handicapkonvention.
Til bemærkningerne om inkorporering af FN’s Børnekonvention direkte i
barnets lov skal ministeriet bemærke, at der ikke er tradition herfor i dansk ret.
Forslaget er på den baggrund ikke imødekommet.
3.16. Inddragelse af civilsamfundet
Røde Kors og Red Barnet
ønsker, at civilsamfundets rolle mere systematisk
indtænkes og beskrives i bl.a. det forebyggende arbejde, i børnebaser,
familiehuse og i relationen til anbragte børn og unge.
Børns Vilkår, Institut for Menneskerettigheder, Mødrehjælpen
og
Red Barnet
er
positive over for adgangen til psykologbehandling i civilsamfundsorganisationer
uden forældremyndighedsindehavers samtykke, men finder, at aldersgrænsen
bør fastsættes ved 10 år frem for 12 år ved psykologbehandling uden
samtykke.
Danske Regioner, DS og LOS
bakker ligeledes op om forslaget,
men
LOS
finder sammen med
Red Barnet,
at forslaget ikke alene bør omfatte
børn i misbrugsfamilier.
Danner
finder, at der mangler adgang i lovforslaget til at sikre
traumebehandling for børn, der har ophold på et krisecenter på grund af vold,
uden samtykke fra den forælder, der har udøvet volden.
KL
mener, at det af
hensyn den unge skal præciseres i lovforslaget, hvilke organisationer, der er
tale om, ligesom det bør fremgå af loven, hvad den unge skal gøre, hvis de
ikke kan finde en sådan organisation, eller der ikke er mulighed for at finde en
autoriseret psykolog.
BKF
undrer sig over, at det skal være muligt at modtage psykologbehandling i
civilsamfundsorganisationer uden samtykke, når dette ikke er muligt i
kommunalt eller regionalt regi.
DAV, DS, KFUM, Red Barnet og Viborg Kommune
finder det positivt, at der
med forslaget om venskabsfamilier kommer mere fokus på at understøtte
barnets eller den unges relationer og netværk, men gør opmærksom på, at det
52
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0053.png
er en stor og vanskelig opgave at finde og fastholde kontakten til
venskabsfamilier. Flere høringsparter, herunder
DS
og
6 Byerne
anfører, at der
skal afsættes de fornødne ressourcer hertil.
Børns Vilkår, FSD og Selveje
Danmark
er som udgangspunkt positive, men udtrykker bekymring for, om børn
og unge får stillet en venskabsfamilie i udsigt, som ikke kan findes eller
fastholdes.
DAV og DS
finder desuden, at der kan være behov for at
tydeliggøre, at der er tale om et tilbud for barnet eller den unge, som barnet
eller den unge kan takke nej til, uanset at det fremgår af bemærkningerne til §§
53 og 54.
DAV
og
KFUM
understreger, at tilbud i civilsamfundet skal være et
supplement til den sociale indsats og ikke må udgøre en erstatning f.eks. for
efterværn.
FADD og SL
er tvivlende over for, om det er muligt at finde nok
venskabsfamilier til børn og unge, der i dag er anbragt på et opholdssted eller
en døgninstitution og finder, at anbringelsesstedet er barnets eller den unges
hjem, og at det er her barnet eller den unge bør opleve, hvad det vil sige at
være i en familie og et fællesskabet.
SL
er bekymrede for, om forslaget om
venskabsfamilier er et symptom på at anbringelsesstedet mangler økonomiske
og faglige ressourcer, og at opgaven derfor flyttes til frivillige.
SL
finderligesom
FADD, FSD
og
Selveje Danmark,
at der bør indføres en godkendelsesproces
for og kontrol med både støttepersoner og venskabsfamilier, da de er
bekymrede for, at der ikke er et tilsyn på området.
Livsværk
tilslutter sig dette
og mener, at venskabs- og støtteordninger skal godkendes af socialtilsynet.
BKF og Socialtilsyn Hovedstaden
udtrykker bekymring for, at tilbuddet om
støtteperson eller venskabsfamilie, trods de gode intentioner, potentielt udvider
antallet af voksne, som barnet eller den unge skal forholde sig til under
anbringelsen, og at mange voksne omkring barnet eller den ung kan medføre,
at dennes grænser overskrides, og at barnet eller den ung derfor tager afstand
fra de voksne.
6 Byerne
og
Socialtilsyn Hovedstaden
efterspørger desuden beskrivelse af,
hvilken rolle og hvilket ansvar handlekommunen har i relation til at sikre
kvaliteten af støttepersonen eller venskabsfamilien.
6 Byerne
ønsker også
tydeligere rammer for støttepersonens rolle og dækning af udgifter til
støttepersoner og finder, at der skal fastsættes en adgang til at fjerne en
støtteperson eller venskabsfamilie fra barnet eller den unge, hvis
vedkommende modarbejder anbringelsen.
Lær for Livet
kvitterer for forslagene om inddragelse af civilsamfundet i
forbindelse med bestemmelserne om støtteperson og venskabsfamilie.
Lær for
Livet
foreslår, at lovforslaget uddybes i forhold til kommunernes forpligtelse til
at samarbejde med civilsamfundsorganisationer om støttepersoner og
venskabsfamilier, herunder i § 17 om kommunens pligt til at samarbejde med
frivillige sociale organisationer og foreninger på børne- og ungeområdet og yde
støtte til frivilligt socialt arbejde på børne- og ungeområdet.
Lær for Livet
foreslår i den forbindelse, at ’frivillige sociale organisationer’ ændres til ’frivillige
og læringsunderstøttende organisationer og foreninger, da det vil understøtte
kommunernes forpligtelse til at samarbejde om sociale indsatser med et
tydeligt læringsperspektiv som
Lær for Livet,
der støtter anbragte børn og
unges læselyst og muligheder eller Ungdommens Røde Kors, som tilbyder
lektiehjælp til udsatte børn og unge.
RIFT
ønsker, at det fastsættes i reglerne om støtteperson og venskabsfamilie
til anbragte børn og unge, at disse tilbud så vidt muligt skal etableres i
samarbejde med barnets forældre, at de skal kende hinanden og have møder
eller samvær, hvor det er muligt. Foreningen finder desuden, at tilbuddet til
barnet eller den unge om en venskabsfamilie bør formuleres som et ’kan’ – på
baggrund af en konkret vurdering – frem for et ’skal’.
53
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0054.png
Social-, Bolig- og Ældreministeriets bemærkninger
Til bemærkningerne om psykologhjælp i civilsamfundsorganisationer skal det
bemærkes, at bestemmelsen er blevet tydeliggjort, så det fremgår udtrykkeligt
at der er tale om civilsamfundsorganisationer, der yder psykologbehandling
som følge af forældres misbrugsproblemer i overensstemmelse med aftalen
om Børnene Først.
Til bemærkningerne om angivelse i lovteksten af hvilke organisationer, der er
tale om, skal det bemærkes, at der udbydes en pulje hvert 4. år til støtte og
behandling til børn og unge under 25 år af stof- eller alkoholmisbrugere. Da
puljemidlerne udbydes og uddeles for en 4-årig periode, vil der på sigt kunne
ske ændringer i, hvilke foreninger der findes på dette område og yder
psykologbehandling med autoriserede psykologer. Ønsket kan på den
baggrund ikke imødekommes. Det skal endelig bemærkes, at tilbud i
civilsamfundet i et vist omfang er et supplement til den hjælp og støtte, der i
øvrigt findes på det sociale område og i sundhedssystemet.
I forhold til den fastsatte aldersgrænse skal det bemærkes, at aldersgrænsen
afspejler overvejelser om, at der ikke er tale om en støttende indsats, som
kommunalbestyrelsen har ansvaret for, og at der dermed ikke er tilsyn eller
godkendelse af et sådant tilbud, og at det er ministeriets opfattelse, at det vil
forudsætte en vis alder og modenhed at opsøge og gennemføre denne form for
behandling uden forældrenes samtykke.
I forhold til bemærkningerne om, at hverken kommuner eller regioner kan yde
psykologbehandling uden forældremyndighedsindehavers samtykke skal det
bemærkes, at det både efter de gældende regler i servicelovens § 56 og den
foreslåede § 37 i barnets lov, vil være hjemmel til at træffe afgørelse om
behandling af barnet eller den unge, herunder psykologbehandling, uden
forældremyndighedsindehavers samtykke. Det vil være en forudsætning, at det
må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en
ungs særlige behov for støtte, og at formålet med indsatsen skønnes at kunne
opnås uanset det manglende samtykke. I forhold til behandling efter
sundhedsloven henvises til sundhedslovens regler om samtykke.
Ministeriet skal desuden bemærke, at lovforslagets elementer om inddragelse
af civilsamfundet i barnets lov i forhold til støttepersoner og venskabsfamilier
afspejler aftalen om Børnene Først, dog således at bestemmelserne er
justerede, så kommunerne kan , men ikke har pligt til at inddrage
civilsamfundsorganisationer i arbejdet med at finde enten en støtteperson eller
en venskabsfamilie til barnet eller den unge. Ligesom det er skrevet ind, at en
støtteperson og en venskabsfamilie er tænkt som alternativer til hinanden. Dvs.
kommunen skal ikke tilbyde både en støtteperson og en venskabsfamilie til
børn og unge anbragt på et børne- og ungehjem men alene en af delene.
Der er ikke med aftalen eller i lovforslaget fastsat særlige regler om rammerne
for opgaven, tilsyn, godkendelse eller tilsyn med støttepersoner eller
venskabsfamilier. Det forudsættes dog, at der skal indhentes børneattester for
støttepersonen eller personer over 15 år i venskabsfamilien, når barnet eller
den unge er under 15 år. Det er videre forudsat, at rammerne for
støttepersonens eller venskabsfamiliens kontakt med barnet eller den unge
netop sker ud fra anbragte barns eller unges ønsker og behov og ud fra
barnets eller den unges løbende dialog og kontakt med støttepersonen eller
venskabsfamilien.
3.17. Øvrige bemærkninger
Der er i høringssvarene påpeget fejl mv. i lovforslaget, herunder også fejl i
henvisninger og manglende konsekvensrettelser.
KL, Socialtilsyn Hovedstaden
og flere andre høringsparter har bl.a. gjort opmærksomme på en række fejl i
henvisninger og manglende konsekvens i den anvendte terminologi i lovtekst
54
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0055.png
og bemærkninger f.eks. ift. brug af ’hjælp’ og ’støtte’ eller ift. anvendelsen af
’kommunen’, ’kommunalbestyrelsen’ og ’myndigheden.
Desuden har
Dansk Erhverv,
KFUM
Livsværk, Selveje Danmark
og
Socialtilsyn
Hovedstaden
påpeget, at der er sket fejl i lovforslagets § 43, stk. 4, som
regulerer adgangen til at oprette børne- og ungehjem, således at reglerne ikke
er i overensstemmelse med gældende ret ift. hvem der kan oprette og drive
børne- og ungehjem, og herunder reglerne om driftsaftale.
Virksomheden
Dataproces, KL
og
Københavns Kommune
har videre påpeget
fejl i bestemmelserne om statsrefusion ift. sammenhængen mellem barnets lov,
serviceloven og lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og reglerne om
statsrefusion til udlændinge både i forslaget til barnets lov og den tilhørende
følgelov, som – hvis fejlen ikke rettes - vil begrænse kommunernes adgang til
statsrefusion ift. de gældende regler i serviceloven, herunder i forhold til
adgangen til at samle udgifter til flere børn i en husstand.
BKF og KL
ønsker i
forbindelse af reglerne om statsrefusion desuden en udvidelse adgangen til
statsrefusion ift. de gældende regler i serviceloven, så kommunerne i alle
tilfælde modtager refusion, når et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung
omfattet af § 203, stk. 1, anbringes uden for hjemmet.
Desuden har
Datatilsynet
bemærket, at der er behov for tydeliggørelse af den
databeskyttelsesretlige hjemmet til behandling af oplysninger i
bemærkningerne til en række af lovforslagets bestemmelser, herunder bl.a. ift.
underretning, og finder generelt, at der er behov for tydeliggørelse af, om der er
tale om fastsættelse af nationale særregler inden for rammerne af
databeskyttelsesforordningen, eller om der er tale om bestemmelser, hvor
behandling og videregivelse kan ske inden for rammerne af
databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.
Flere af
Socialtilsynene
har bemærkninger til de videreførte bestemmelser om
den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) i
Socialstyrelsens adgang til at udstede pålæg for at sikre det fornødne udbud af
højt specialiserede tilbud - og virkningen heraf ift. tilsyn og godkendelse.
En række høringsparter, herunder
Ankestyrelsen, Aalborg Universitet, BKF,
DAV, Domsstolsstyrelsen, Frederiksberg Byret, FSD, KFUM, KL, LOS, Selveje
Danmark
m.fl. har desuden fremsendt mere generelle bemærkninger om de
økonomiske konsekvenser af lovforslagets enkelte elementer eller generelle
bemærkninger bl.a. forskning, evaluering og opfølgning på virkningerne af
aftalen om Børnene Først og herunder også på barnets lov.
Endelig har bl.a.
Bedsteforeningen, BKF, Foreningen Far,
Jordemoderforeningen, Psykiatrifonden, Simon Feldskov
og
Socialtilsyn Øst
foreslået en række tiltag eller lovændringer, som vedrører anden lovgivning,
herunder på sundheds- og undervisningsområdet eller krav om f.eks.
certificering mv., som ikke er en del af aftalen om Børnene Først eller
omhandler regler i barnets lov.
DAV
har herunder bl.a. foreslået, at der gives
afgang til op til 48 timers anonym hjælp på et børnekrisecenter uden samtykke.
Social-, Bolig- og Ældreministeriets bemærkninger
Ministeriet har rettet op på de fejl, som høringsparterne har gjort opmærksom
på som led i høringen, herunder tilpasset sprogbrug og foretaget rettelser som
led i opgøret med stigmatiserende sprogbrug.
Ministeriet har herunder bl.a. rettet retten den påpegede fejl i § 43, stk. 3, så
retsstillingen er uændret i forhold til serviceloven i forhold til hvilke typer
anbringelsessteder, der skal indgå en driftsaftale med en kommunalbestyrelse
eller et regionsråd.
55
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra social- og boligministeren
2683909_0056.png
Ministeriet har desuden ændret bestemmelsen om takster, så der sikres en
udtrykkelig adgang til at videregive og behandle oplysninger til brug for
opkrævning af den kriminalpræventive takst i kommunerne i forbindelse med
unges ophold i institutioner under Kriminalforsorgen, Ministeriet har videre
rettet fejl i § 198 om statsrefusion, så det sikres, at udgifter der afholdes efter
serviceloven, lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet eller barnets lov kan
indgå i den samlede opgørelse af refusion for et barn eller en ung eller alle
børn i en husstand, og der herved ikke sker ændringer ift. gældende ret i
serviceloven ved den foreslåede § 198 i barnets lov om statsrefusion. Ud fra
samme hensyn om videreførelse af gældende ret er der ligeledes foretaget
rettelser i lovforslagets overgangsbestemmelse og i § 203 om statsrefusion for
udgifter til udlændinge. Der er i samme bestemmelse også foretaget
opdateringer i relation til henvisningerne til regler på udlændingeområdet.
Ift. bemærkningerne om forholdet mellem pålæg fra VISO ift. socialtilsynenes
tilsyn og godkendelse vil bemærkningerne skal det bemærkes, at indholdet i
bestemmelserne om pålæg viderefører gældende ret fra servicelovens §§ 13-
13 c, og at der ikke er tiltænkt indholdsmæssige ændringer som følge af
barnets lov og af den opdeling af bestemmelserne, der er foretaget i
lovforslagets kapitel 20. Ministeriet har gennemgået bemærkningerne til
bestemmelserne med henblik på at sikre, at der ikke er sket ændringer ift.
gældende ret.
Til forslaget om øvrige tiltag og lovændringer, der er fremsendt i forbindelse
med høringssvarene, og som ikke vedrører barnets lov eller er omfattet af
aftalen om Børnene Først, skal ministeriet bemærke, at barnets lov vedrører
rådgivning, hjælp og støtte til børn, unge og deres familier, der har behov for
særlig støtte, men omhandler ikke alle former for tilbud eller støtte til børn og
unge, f.eks. på undervisningsområdet. Barnets lov samler dermed
bestemmelser på det sociale område om særlig støtte til børn og unge,
herunder til børn og unge med en funktionsnedsættelse inden for rammerne af
aftalen om Børnene Først. Ønsker og tiltag, der ligger ud over aftalen om
Børnene Først, herunder den samlede økonomiske ramme for aftalen, eller
rammerne for barnets lov, er på den baggrund ikke imødekommet.
56