Erhvervsudvalget 2022-23 (2. samling)
L 90
Offentligt
2702803_0001.png
Folketinget Erhvervsudvalg
ERHVERVSMINISTEREN
8. maj 2023
Besvarelse af spørgsmål 1 ad L 90 stillet af udvalget den 17. april 2023
efter ønske fra Lars-Christian Brask (LA).
Spørgsmål:
Flere online-rådgivere, som i dag foretager værdiansættelse via 3D-scan-
ninger af ejendomme og tilstandsrapporten, angiver, at formuleringen af §
49, stk. 2, vil umuliggøre deres forretning, fordi deres nuværende værdian-
sættelser nu kun vil betragtes som uforpligtende prisoverslag. Vil ministe-
ren oplyse, om denne ændring af tilsigtet?
Svar:
Efter de gældende regler gælder der ikke en generel og ubetinget pligt for
ejendomsmæglere til at foretage fysisk besigtigelse som led i værdiansæt-
telse af ejendommen.
Det følger af § 27, stk. 1, i lov om formidling af fast ejendom m.v., at ejen-
domsmæglere ved værdiansættelse af en ejendom med henblik på salg skal
angive hvilken kontantpris, ejendommen skønnes at kunne sælges til inden
for en bestemt periode. Ved værdiansættelsen af ejendommen skal ejen-
domsmægleren bl.a. tage hensyn til markedsforholdene, ejendommens be-
liggenhed og indretning samt bygningernes alder og stand. Derfor kræver
værdiansættelse uden fysisk besigtigelse, at ejendomsmægleren ad anden
vej er opmærksom på og bekendt med disse forhold. Det kan være i strid
med god ejendomsmæglerskik, såfremt en ejendomsmægler foretager vær-
diansættelse af en ejendom uden fysisk besigtigelse. Både Disciplinærnæv-
net for Ejendomsmæglere og Erhvervsstyrelsen har derudover udtalt, at for-
brugeren bør gøres opmærksom på, hvis der ikke foretages en fysisk besig-
tigelse af ejendommen i forbindelse med en værdiansættelse.
Lovforslaget medfører ingen ændring af disse regler.
I stedet foreslås det i lovforslaget, at der indføres lignende regler for vær-
diansættelse af en ejendom på vegne af en køber. For situationer, hvor kø-
ber ikke efterspørger en decideret vurdering af ejendommen, men alene et
pristjek af salgsprisen indføres desuden en oplysningspligt, hvis der foreta-
ges et uforpligtende prisoverslag uden en fysisk besigtigelse.
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf.
33 92 33 50
Fax.
33 12 37 78
CVR-nr. 10092485
EAN nr. 5798000026001
[email protected]
www.em.dk
L 90 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm., om ændringen er tilsigtet, til erhvervsministeren
2/2
På baggrund af debatten i forbindelse med 1. behandling af lovforslaget
erkender jeg, at der på baggrund af tilføjelsen kan opstå tvivl om, hvorvidt
en værdiansættelse kræver fysisk besigtigelse, og om oplysningsforpligtel-
sen også gælder ved værdiansættelse af en ejendom - både på køber- og
sælgerside.
Jeg vil derfor fremsætte et ændringsforslag, således at gældende praksis i
forhold til værdiansættelser i forbindelse med salg kommer til at fremgå
klart af lovgivningen og præciseres i forhold til køb. Dermed vil det fremgå,
at oplysningspligten også gælder ved værdiansættelse af en ejendom uden
en fysisk besigtigelse, og uanset om den sker på vegne af køber eller sælger.
Værdiansættelse uden fysisk besigtigelse er således fortsat mulig, men der
vil gælde en oplysningsforpligtigelse i overensstemmelse med gældende
praksis.
Med venlig hilsen
Morten Bødskov