Forslaget er jo blevet beskrevet, og vi er rigtig glade for, at der også fra Socialdemokratiets side er helhjertet opbakning til medieaftalen. Det håber vi gør sig gældende for hele medieaftalen, for det er jo sådan, at når man indgår en aftale, er det klart, at man står ved den, også efter et valg. Især når der er flertal for den efter et valg, står man selvfølgelig ved den. Derfor glæder vi os selvfølgelig over, at Socialdemokratiets tilslutning til den aftale, vi har lavet på det her område, også gælder på de andre områder i den medieaftale, vi aftalte, f.eks. når det gælder kulturbidraget.
Det er jo rigtigt, at det her står i medieaftalen. Det, der ikke er blevet sagt, er jo, at det var udtryk for et kompromis i medieaftalen, fordi der var meget forskellige holdninger til, hvordan DR's bestyrelse skulle se ud. Jeg vil sige, at regeringen lidt som en tyv i natten kom med det forslag, at det skulle være en såkaldt professionel bestyrelse. Det er måske lidt en fornærmelse mod en række af de mennesker, der sidder der allerede i dag. Men det var i hvert fald meget svært for nogle af os at få opklaret, hvad det var, der skulle være det positive ved en ændret sammensætning af DR's bestyrelse.
Vi har den opfattelse, modsat Liberal Alliance – vi kan allerede høre, at der er ideologiske forskelle, og det er jo godt – at når de danske skatteydere putter mange, mange hundrede millioner, faktisk milliarder i DR, skal der også være en eller anden forbindelse til befolkningen. Vi har ikke sagt, at det nødvendigvis skal være politikere; vi er åbne for idrætsforeninger, lytterorganisationer, hvis man vil det, pensionistorganisationer, fagbevægelsen, arbejdsgiverforening eller hvad som helst. Men det skal være noget, der kan give DR en eller anden form for folkelig forankring. Det synes vi er en vigtig ting. Derimod synes vi måske, at det der med at afkoble det helt fra en folkelig forankring ikke er nogen særlig god ting.
Så blev kompromiset jo, som det blev: Vi undersøger det nærmere. Og det tager noget tid, og derfor genbeskikker vi den bestyrelse, der er, og så kommer vi tilbage til det. Det er så det forslag, vi behandler i dag. Og så kommer vi jo netop tilbage til den diskussion, og den vil jeg da se frem til at vi får mulighed for at føre. Og det gør vi så med den nye kulturminister, som jeg vil byde velkommen. Vi ser selvfølgelig frem til at tage den diskussion med den nye kulturminister. Tak.