Det næste punkt på dagsordenen er:

26) 1. behandling af lovforslag nr. L 83:

Forslag til lov om inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier.

Af beskæftigelsesministeren (Ane Halsboe-Jørgensen).

(Fremsættelse 29.03.2023).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er Socialdemokratiets ordfører, hr. Jens Joel. Værsgo.

Tak for det formand. Det er rigtigt, at det er forslaget om inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier, og det er jo, kan man sige, både godt og skidt, at vi har stået her før. Det er jo et udtryk for, at der er for mange, som bliver ramt af de stigende priser, og som har svært ved at få enderne til at mødes, men det er jo også et udtryk for, at vi som Folketing, som flertal, nogle gange helt bredt, nogle gange ret bredt, som det her, nogle gange smallere, har valgt at gå ind og hjælpe nogle af de grupper i vores samfund, som er hårdest ramt af de stigende priser.

For vi ved jo, selv om inflationen nu er på vej ned, at prisstigningerne stadig er høje – også selv om de altså er mindre stigende, end de har været – og at det rigtig mange steder er svært at få enderne til at mødes. Derfor har vi lavet en aftale om en håndsrækning til pensionisterne, til nogle af forsørgerne på su, til børnefamilierne og til nogle af dem, der har varmekilder, som er steget meget i pris. Og det, som vi behandler her i dag, er lige præcis en håndsrækning til nogle af de mest udsatte børnefamilier, som jo eksempelvis er nogle af dem, der er i kontanthjælpssystemet. Med den aftale, som vi har lavet, udstrækker vi også hjælpen til, at man kan være berettiget til den, hvis man f.eks. er på ressourceforløbsydelse. Det er jo også en ydelse, som det kan være svært at leve for – al den stund at den er på kontanthjælpsniveau – når man er forsørger på ressourceforløbsydelse, og hvis man går og venter på at blive afklaret til et fleksjob eller måske en førtidspension eller noget andet.

I den aftale, som er lavet mellem regeringen, SF, Radikale Venstre og Alternativet, går vi så ind og siger, hvordan vi – om man så må sige – målrettet kan afbøde nogle af konsekvenserne for nogle af de familier. Det handler om i omegnen af 40.000 familier, og det handler om godt 60.000 børn, og der er også en stor del af de her familier, som er relativt nytilkomne ukrainere, og som selvfølgelig også har haft svært ved at håndtere de regninger, der er kommet. Og jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes os at lave en aftale, hvor vi giver en hjælp til de udsatte børnefamilier, og jeg er også glad for, at det er lykkedes at lave det bredere end bare i regeringen.

Men det er jo også klart, at det her har været en diskussion på tværs af Folketingssalen i lang tid, og nu landede vi på en aftale, hvor vi kan udbetale en hjælp til børnefamilierne, og vi landede også på en model, hvor vi kan udbetale hjælpen relativt snart. Det betød ret meget for de partier, der sad omkring bordet, at vi eksempelvis ikke skulle lave en meget lang ansøgningsproces, at vi ikke skulle ind og vurdere familierne individuelt, både fordi vi ved, at der er et længere tidsforløb, hvis man skal vente på, at familierne bliver vurderet individuelt, og fordi vi også ved, at der er nogle af de familier, som måske i virkeligheden har ret meget brug for det her, men som ikke ville få løftet opgaven med at få ansøgt, og som dermed ikke ville få den hjælp, hvis det var baseret på en ansøgningsrunde. Så Socialdemokratiet støtter forslaget her.

Mange tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra hr. Dennis Flydtkjær.

Vi så jo senest med sagen om varmechecken, hvordan støtten gik til familier, som den ikke helt var tiltænkt. Og ordføreren siger, at det her går til de mest udsatte og dem, der er hårdest ramt. Så jeg vil egentlig bare høre, om hr. Jens Joel ikke kan bekræfte, at der også er folk med en husstandsindtægt på over 1 mio. kr., som kommer til at få det her. Altså, det er kommet frem, at det meget konkret er 571 husstande, der har en indtægt på over 1 mio. kr., som får det her. Synes man ikke som socialdemokrat, at det måske lidt er en forkert målgruppe at give en støtte, når man kan have en indtægt på over 1 mio. kr. og så stadig væk få den her check?

Ordføreren.

Det er klart, at sigtet med det her jo er at hjælpe de børnefamilier, som har det sværest. Det er også rigtigt, at det jo er det, som støtten gør. Og så er der en lille gruppe, vil jeg sige – den findes, som hr. Dennis Flydtkjær rigtigt siger – hvor man, om man så må sige, risikerer, at der er nogle, der modtager den, f.eks. fordi de er på ressourceforløbsydelse, som jo ikke er høj, men som heller ikke er ægtefællemodregnet. Der kan man godt opleve familier, hvor man altså er på ressourceforløbsydelse, som er en lav ydelse, men hvor man måske er gift med en, der har en højere indtægt. Men hvis vi skulle have gjort det modsatte, nemlig at sikre, at der ikke var en eneste, der kunne risikere at få en hjælp, som de ikke havde så hårdt brug for, ville det have taget længere tid at udbetale støtten, og så ville de 99 pct. af modtagerne, som har meget brug for en håndsrækning nu, skulle vente længere tid på at få udbetalt støtten. Og det var baggrunden for, at man valgte den her model, og det er sådan set gjort, fordi det var vigtigt for os, at det også gik stærkt.

Hr. Dennis Flydtkjær.

Man kan jo godt synes, at man skal hjælpe dem, der er hårdest ramt af inflationen, men anerkender man ikke, at det måske også kan virke ret provokerende på dem, der så ikke får checken, men som stadig væk sidder svært i det? Og det er jo fair nok, at man ikke kan hjælpe dem alle sammen, men så er der nogle, der har en husstandsindtægt på over 1 mio. kr., som så skal have en check af staten. Altså, det er over 500 familier, der har over 1 mio. kr., og som er ret rige og godt polstret til at kunne stå inflationskrisen igennem, og de skal så have støtte af staten. Burde man ikke måske lige tænke sig lidt om, i forhold til om den her model rammer rigtigt?

Ordføreren.

Vi hjælper over 40.000 familier, og det, vi har sagt, er, at vi ønsker at hjælpe dem, der er i kontanthjælpssystemet, og så ønsker vi at hjælpe nogle af dem, der eksempelvis er på ressourceforløbsydelsen, som er kontanthjælpslignende, altså på samme niveau. Og det er det, man har valgt som udgangspunkt, fordi det alt andet lige er dem, der har de laveste indtægter. Men ja, man kan sagtens argumentere for, at man skulle ind og vurdere familierne individuelt; så ville det bare betyde, at de 99 pct., som har behov for at få støtten, ville skulle vente længere på, at man skulle have sorteret den ene procent fra. Og derfor vil jeg sige, at jeg anerkender fuldstændig, at det er en afvejning: Hvor meget bureaukrati vil man lave, hvor meget krudt vil man bruge på det, hvor lang tid må det tage, og hvor meget må det forsinke den hjælp, der er til de børnefamilier, som har brug for den? Og der valgte vi at bruge den her model, fordi den også hurtigt kan få hjælpen ud til de familier, hvor langt størstedelen af dem jo faktisk har meget brug for det.

Så er det hr. Pelle Dragsted.

Tak for det, og tak for ordførertalen. Vil ordføreren ikke godt lade være med at kalde det hjælp og håndsrækning, når man, som det jo er tilfældet her, for rigtig mange af de 40.000 familier, vi taler om, reelt har gjort dem fattigere, fordi man jo finansierer det her tiltag, bl.a. ved at regeringen ikke gennemførte den aftalte forlængelse af det midlertidige børnetilskud? For de familier, der sidder derude og måske følger med her, og som har oplevet nu siden marts ikke at modtage den her støtte, som, fordi det er nogle af Danmarks fattigste familier, er en meget, meget vigtig støtte, er det jo ikke en hjælp. Hvis jeg tager 1.000 kr. fra ordføreren og giver ordføreren 800 kr. tilbage, vil ordføreren så kalde det hjælp og håndsrækning?

Ordføreren.

Det, der er vigtigt for os i forhold til det midlertidige børnetilskud, er jo, at det har vi sådan set aftalt i regeringen ikke at videreføre. Vi har også sagt, at vi vil komme med et oplæg til, hvordan man så kan skrue ydelsessystemet sammen, jo også, om man så må sige, med hensyn til at der er forskel på at være forsørger og ikke være forsørger. Det er ligesom én diskussion, og den kommer vi til, kan man sige.

Det er rigtigt, at med den her ordning, som ikke har noget at gøre med det midlertidige børnetilskud, er der jo nogle af dem, som tidligere var berettigede til det midlertidige børnetilskud, som ikke længere findes, som også er omfattet af den her hjælp. Men der er også flere. Altså, det er en bredere base. Der er flere familier, der får del i den her check, den her håndsrækning, end dem, der fik det midlertidige børnetilskud.

Men når vi tidligere, også inden den her aftale, besluttede, at det midlertidige børnetilskud, som netop var midlertidigt, ikke skulle videreføres, og at vi i stedet for ville lave et nyt system, er det selvfølgelig rigtigt, at det også betyder, at der er nogle, som jo ikke længere får det midlertidige børnetilskud.

Hr. Pelle Dragsted.

Vi er stadig i Enhedslisten sådan rimelig fly forbandede over, at man løb fra en aftale, som skulle hjælpe nogle af de allerfattigste familier, men det er ligesom, hvad det er. Det har regeringen gjort, det har Socialdemokraterne gjort. Det synes jeg var et kæmpe svigt. Men jeg synes bare, at man så i hvert fald skylder ikke at stå og sige til de der familier, at de får hjælp, når de reelt er blevet fattigere.

Så er det rigtigt, at der er nogle, der har fået noget hjælp, som ikke fik det før. Og nogle af dem, har vi så også hørt, som det har været fremme i medierne, havde måske lidt mindre brug for det end de her allerfattigste familier. Så det er bare en opfordring til som minimum, når man nu har gjort folk fattigere, ikke at kalde det en hjælp.

Ordføreren.

Noget af det, der har haft mest effekt i forhold til at hjælpe familier, er jo i virkeligheden, at de mange forældre i de børnefamilier er kommet i arbejde over de seneste år. Det synes jeg at vi skal bidrage til fortsætter – for det er klart, at det jo er den bedste hjælp – men jeg synes også, vi skal anerkende, at det faktisk betyder, at der er en hel del af de familier, der tidligere har været henvist til et liv uden for arbejdsmarkedet, som har fået en fod indenfor. Det er rigtig gavnligt.

Det er også rigtigt, som hr. Dennis Flydtkjær og andre har sagt, og som hr. Pelle Dragsted også henviser til, at der er nogle her, der er på ressourceforløbsydelse. Jeg går ikke ud fra, at Enhedslisten ønsker, at vi gør den ægtefælleafhængig og på den måde begynder at sortere i, om man er berettiget til den, ud fra det.

Så er det hr. Karsten Hønge.

SF er med i den her aftale, fordi det var helt nødvendigt, at vi hurtigt fik noget hjælp ud til de her børnefamilier, som jo har mistet en masse andre tilskud i forbindelse med børnetilskuddet. Hr. Jens Joel nævnte selv, at regeringen arbejder på en ny model, så hvornår er det, at de her børnefamilier kan se frem til nogle noget mere stabile vilkår? For én ting er, at man har taget pengene fra de her familier, men det afføder ud over mangel på penge jo også usikkerhed og utryghed ved det.

Så hvornår forventer hr. Jens Joel at regeringen kan fremlægge et system, der mere permanent kan hjælpe de her børnefamilier?

Ordføreren.

Jeg er faktisk glad for hr. Karsten Hønges spørgsmål, for til lige præcis det der med, hvad man kan regne med, vil jeg sige, at hvis vi nu skal være ærlige over for hinanden i det her lokale, har de børnefamilier jo faktisk de sidste 10-15 år – måske i længere tid, men det er i den periode, jeg har været med i diskussionen – været udsat for ret store omskifteligheder. Det har haft ret store konsekvenser, uanset om det var den ene side af salen, der fik et flertal, eller det var den anden side, og derfor er der rigtig mange af de her familier, der har oplevet, at deres ydelser blev ændret hvert fjerde år, når der kom et regeringsskifte.

Det, vi har sagt i den nye regering, er, at vi ønsker at lave et kompromis, om man så må sige. Vi ønsker at række hen over midten for netop at sikre en stabilitet. Og det er klart, at der i forhold til det selvfølgelig også indgår en diskussion om, hvorvidt man er forsørger, eller man ikke er forsørger, for det er jo ikke det samme. Men der er også rigtig mange andre ting, som skal på plads i det ydelsessystem, som vi foreslår.

Til det sidste, som hr. Karsten Hønge siger, altså sådan lidt en indikation af, at det godt må gå stærkt, fordi der er nogle, der godt vil vide det, vil jeg sige, at det er jeg faktisk enig i.

Hr. Karsten Hønge.

Men det er jo godt, for vi havde før sommeren 2022 lavet en aftale mellem Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale om en permanent ordning, der tog udgangspunkt i det midlertidige børnetilskud. Og jeg vil da egentlig også være helt åben for, at man kan se på andre måder at skrue det sammen på. Det er jo ikke noget med, at vi havde fundet den sådan mest geniale løsning – selvfølgelig kan man altid sætte tingene sammen på andre måder. Men jeg synes bare, at udfordringen i dag for børnefamilierne er, at der nærmest er endnu mere usikkerhed, end der nogen sinde har været – arh, måske ikke nogen sinde, men i mange år i hvert fald, for man havde dog en forventning om en videreførelse.

Så hvad skal man egentlig gøre ude i børnefamilierne nu?

Ordføreren.

Jeg tror faktisk ikke, jeg deler analysen – altså, det er rigtigt, at vi havde lavet en aftale, men der var jo også tidligere en aftale om et kontanthjælpsloft, som så blev indført af en række partier. Så blev det fjernet af nogle andre partier, så blev det genindført, og så blev det fjernet igen. Derfor har vi jo haft en situation, hvor børnefamilierne har levet med, at det var det til enhver tid gældende politiske flertal, som lavede om på, hvordan ydelsessystemet var skruet sammen, og hvad der var af kontanthjælpsloft eller børnetilskud eller forskellige andre ting. Og det er det dødvande, vi på en eller anden måde skal hen over, hvis vi skal kunne sikre, at der for børnefamilierne er en eller anden troværdighed omkring, at der er noget langtidsholdbart.

Men jeg er enig i, at der både er balancerne, i forhold til at det skal kunne betale sig at arbejde, men der er så sandelig også balancerne, i forhold til at man skal tage vare på dem, der er forsørgere og har en ekstra opgave.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det. Jeg synes jo, det er irriterende, når jeg skal læse i en artikel, at vi giver 1.625 familier med en husstandsindkomst på over 800.000 kr. den her hjælp til deres børn. Lad os så, når man nu alligevel står på talerstolen og slynger om sig med tal og kalder det 1 pct., vil jeg sige, at det er ca. 4 pct., og nu tager jeg mig den frihed og siger, at de alle sammen har tre børn. Så er det 21 mio. kr. skattefrit, vi sender ud til nogen, fordi vi havde travlt med at få fat i nogen, som var i systemet. Der er godt nok mange enlige forældre rundtomkring i Nordjylland, som også sidder med tre børn, og jeg har fremført det her før, hvor jeg sagde, at det var vigtigt. De mest udsatte er ikke nødvendigvis dem, der er på kontanthjælp. Og nu kunne jeg så læse i avisen, at nogle af dem tjener over 1 mio. kr. Der er jeg godt nok glad for, at jeg sagde nej og gik ud på gaden, for det havde jeg ikke kunnet se mig selv i, når jeg skulle op og se de her mennesker, der arbejder hver dag, som har børn, og som så skal stå og høre på, at de ikke er de mest udsatte. De kan ikke engang betale for træpiller eller noget deroppe. Så synes ordføreren egentlig, det er i orden, at man havde så travlt, i stedet for at man gav pengene til dem, der havde mest brug for dem?

Ordføreren.

Man kan ikke være på kontanthjælp og så have en husstandsindkomst på over 1 mio. kr. Det, som er situationen her, er, at vi tog nogle med, som er på ressourceforløbsydelse, og ja, den er jo på kontanthjælpsniveau, men uden ægtefællemodregning. Nogle er så gift med en, der har et relativt vellønnet job, men der vil også være nogle, der er gift med en, der har et lavtlønsjob, og som har svært ved det. Jeg anerkender fuldt ud, at der jo altid er grænsedragninger, og vi diskuterede også forskellige muligheder for, om man kan få nogen med, som er på arbejdsmarkedet, altså, kan man lave nogle grænser, som får nogle af dem i de lavest lønnede grupper med? Problemet ved det er, at det også tager ret lang tid, fordi man er nødt til at verificere det på årsopgørelser efter perioden, om man så må sige. Og derfor bliver det forsinket. Men jeg anerkender jo fuldt ud, at det er en balance, og derfor har vi sagt, at kontanthjælpssystemet og ressourceforløbsydelserne er nogle af de ydelser, vi mente vi skulle give til.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Men ordføreren svarer jo bare ikke, for det var egentlig det med, om det var i orden. Spørgsmålet er, om det er i orden, at man ikke får hjælp, hvis man har et job. Og så ved jeg godt, at så starter man med sådan noget retorisk. Det var ikke ment som et personligt angreb. Det var bare en forklaring på, hvordan jeg skulle kunne se mine vælgere i øjnene, når man i forhold til ressourceforløb og kontanthjælpen står og siger, at det jo er på kontanthjælpsniveau. Så ordføreren var ikke i tvivl om, hvad jeg mente. Men mener ordføreren, at der så har været en ordentlig håndtering af skatteborgernes penge, hvis man er i ressourceforløb og der ikke er en ægtefælle? Vi giver muligvis næsten 21 mio. kr. skattefrit ud til mennesker, der har en indkomst på over 800.000 kr., og så sidder der mennesker med arbejde og tre børn, som ingenting får. Mener ordføreren, at det er i orden?

Ordføreren.

I alle de her ordninger, som vi har lavet, er der nogle, som bliver ramt, om man så må sige, på den positive måde, men der er jo nogle, der bliver omfattet af flere forskellige ordninger, og der er nogle, der bliver omfattet af enkeltordninger. Vi har prøvet at gå til det, sådan at vi, om man så må sige, har spændt det bedste sikkerhedsnet ud. Det er også rigtigt, at vi jo har lavet indsatser, i forhold til hvilke energikilder man har haft, altså om man haft særlig høje energiregninger. Vi har lavet indsatser og hjælp til nogle af de pensionister, som havde de laveste pensioner, altså nogle af dem, der er berettiget til ældrecheck. Nu har vi så også kigget på børnefamilierne her, nogle af dem, der får de laveste ydelser i vores sociale system. Vi har kigget på nogle af de su-modtagere, som var forsørgere, og som derfor havde sværest ved at tage arbejde, og, om man så må sige, selv arbejde sig ud af situationen. Og ja, der er jo altid grænser, men jeg synes, det er klogt, at vi som kollektiv og som fællesskab har brugt skattekroner på at prøve at hjælpe nogle af dem, der havde sværest ved at få enderne til at nå sammen.

Så er det fru Marlene Harpsøe.

Tak. I Danmarksdemokraterne har vi jo bl.a. bemærket, at regeringen i regeringsgrundlaget vil – det har man i hvert fald skrevet – indføre sådan en arbejdspligt for flygtninge og indvandrere, så flere kommer ud i arbejde. Samtidig styrker regeringen så åbenbart nu incitamentet til faktisk at blive i et ydelsessystem, et offentligt system, hvor det er, at man fortsat er gæst i jobcenteret, altså uden for arbejdsmarkedet.

Hvordan har ordføreren det med, at man med den ene hånd indfører en inflationshjælp til arbejdsløse indvandrere, men med den anden hånd faktisk gerne vil have dem ud i arbejde? Altså, de to ting stemmer jo ikke overens med hinanden.

Ordføreren.

Altså, det er ganske enkelt forkert, at man indfører et incitament til at blive uden for arbejdsmarkedet. Det her er jo en hjælp, rigtigt nok, men det er jo en engangshjælp, og det vil sige, at man sådan set kan tage et arbejde i morgen, og så bliver man belønnet for at tage det arbejde.

Til det andet spørgsmål, som fru Marlene Harpsøe rejser, nemlig om man skal arbejde for sin kontanthjælp, om det er klogt, at vi sikrer, at flere, også med anden etnisk baggrund, kommer ud og bliver en del af arbejdsfællesskabet – ret og pligt-tankegangen, hvorefter man skal yde for sine ydelser – vil jeg sige, at det er fuldstændig indiskutabelt rigtigt, at det er regeringens politik. Og det kommer vi også til at foreslå at man skal.

Fru Marlene Harpsøe.

Det er nemlig rigtigt, at man skal yde for at kunne nyde, og derfor undrer det mig også, at man fremsætter det her forslag. Det er en klar lempelse af udlændingepolitikken, men mere interessant er det jo, hvordan det er lykkedes Socialdemokratiet at få Venstre med på den her vogn – Venstre, som gik til valg på det og har været efter Socialdemokratiet i en lang periode for netop at hæve de her ydelser. Hvordan er det lykkedes Socialdemokratiet at få Venstre til at lempe udlændingepolitikken?

Ordføreren.

Men vi har jo ikke hævet ydelserne, og derfor er det jo heller ikke blevet mere attraktivt at komme hertil. Vi har udbetalt et engangsbeløb til nogle børnefamilier, som i morgen har præcis det samme incitament til at gå i arbejde, som de havde uden den her hjælp, fordi det her er en engangshjælp. Og ja, hvis man kommer til Danmark, mener vi faktisk, at man skal arbejde – det er det, der ligger i vores forslag om 37 timers arbejdspligt – for vi mener både, det er godt at stille krav, altså at det, når vi giver noget, også er godt at stille modkrav, men vi mener sådan set også, det er sundt at vænne sig til, at når man kommer til Danmark, så er det at være på arbejdsmarkedet, uanset om man er mand eller kvinde, og uanset hvor man kommer fra, og bidrage med det, man har, sådan set er en god værdi.

Så er det hr. Peter Kofod.

Tak for det. Næsten halvdelen af de familier, der ville få hjælp i den her pakke, er ikkevestlige indvandrere. Hvornår er det blevet Socialdemokratiets politik, at ikkevestlige indvandrere skal have delt gaver ud på den her måde, når man ikke er på arbejdsmarkedet?

Ordføreren.

Altså, den her hjælpepakke er jo skruet sammen efter, hvilke børnefamilier der har størst behov. Der er ikke skelet til, hvad de i øvrigt var, men det er jo rigtigt, som fru Marlene Harpsøe og andre har sagt i den her debat, at vi sådan set mener, at man skal stille krav. Og vi mener også, at det er ret vigtigt at fastholde, at det kan betale sig at arbejde, og endda at kræve, at det ikke bare kan betale sig at få et ordinært job, men også, at man yder noget for den ydelse, man får. Det er det, der er baggrunden for vores forslag, som jo også er regeringens politik, nemlig at vi skal have den her 37 timers arbejdspligt.

Hr. Peter Kofod.

Så jeg skal forstå det sådan, at der ikke er noget i ordføreren, der siger: Arh, det er alligevel galt, når halvdelen, næsten halvdelen, af de familier, der får inflationshjælp med den her pakke, er ikkevestlige indvandrere, som bare får flere penge? Er der ikke noget i den socialdemokratiske ordfører, der får ham til at tænke: Måske skal jeg lige have kalibreret mit ret og pligt-kompas her? Er det bare helt, som det skal være?

Ordføreren.

Det går mig ikke på, hvis man kan konstatere, at der er ukrainere blandt modtagerne. Det går mig ikke på, uanset hvordan det er. Det, der ville gå mig på, var, hvis man afmonterede ret og pligt-tankegangen, og der lægger vi jo faktisk op til at skrue op for pligtelementet, om man vil, altså ved at sige, at uanset hvad du har brug for beskyttelse fra, og uanset om du er kommet udefra i verden, så skal du også bidrage for din kontanthjælp. Det synes jeg er at skrue op for pligtelementet i ret og pligt-tankegangen, og det synes jeg er en god idé.

Så er det fru Sólbjørg Jakobsen.

Tak for det, og først og fremmest stor ros for at italesætte, at det bedste, vi kan gøre for folk, der er uden arbejde, nemlig er at få dem i job og blive selvforsørgende. Det er jeg fuldstændig enig i. Men kan ordføreren så ikke forstå den skepsis, der kommer fra den her side af salen?

Lad os nu antage, at man er en enlig forælder til tre, der har kæmpet sig ud til en dejlig arbejdsplads, og man forsørger sig selv og sine børn og tjener måske 350.000 kr. om året og betaler gladelig sin skat af det, men man er også økonomisk presset, som de fleste er i disse dage. Kan ordføreren så ikke forstå, at der er en skepsis over for, at den her enlige forælder, som passer sit job, forsørger sig selv og andre, skal betale skat til, at regeringen nu udbetaler checks til folk, der har en indkomst, der er over dobbelt så høj som vedkommendes, og hvor de er to om at dele den?

Ordføreren.

Men den her aftale er målrettet de familier i kontanthjælpssystemet, på ressourceforløb, de børnefamilier, som har allermindst. Jeg er så enig med fru Sólbjørg Jakobsen i, at der er nogle af dem, der – om man så må sige – bøvler med at få afleveret alle ungerne om morgenen og at komme ud og tage den rengøringstjans, eller hvad det nu er, man gør. Men det er jo sådan set også baggrunden for, at fire ud af fem af de kroner, vi bruger i forhold til at lette skatten, bruger vi i bunden, og at vi har et særligt fradrag for enlige forsørgere. For vi synes faktisk, det er nogle af de lønmodtagere på arbejdsmarkedet, som har mest brug for at få lettet skatten på arbejde. For det er nogle af dem, der har sværest ved at få det til at hænge sammen.

Så det står jeg sådan set fuldt ud på mål for, og jeg er også enig med fru Sólbjørg Jakobsen i, at nogle af de enlige forsørgere også har brug for, at vi anerkender, at de faktisk yder en indsats.

Fru Sólbjørg Jakobsen.

Tak for det. Jeg kan bare ikke helt forstå, hvordan det er målrettet til dem, der har mest brug for det, når betingelsen kun er, at én forælder skal være på offentlig forsørgelse. Det er jo ikke en betingelse, at begge forældre er på offentlig forsørgelse, eller at man er enlig. Men det er bare en betingelse, at du er på en offentlig forsørgelse. Du kan for så vidt have været sygemeldt og kun lige været blevet opsagt fra dit job og bare have været én måned på et jobafklaringsforløb, hvor du får ressourceforløbsydelse, som er kontanthjælpssatsen. Ja, det er et indviklet system, vi har lavet, men det er sådan, det hænger sammen. Altså, man får bare automatisk den her check, fordi det skal gå tjept. Jeg synes, det er underligt, at almindelige borgere skal betale til det her, og det er ikke ordentligt.

Ordføreren.

Men langt, langt de fleste, altså uanset om det så er 95 pct. eller 98 pct. af modtagerne, man vælger at lægge som grænsen, er i lavtlønsgruppen og har behov for det. Så den rammer ikke skævt. Men det er jo klart, at der altid vil være den risiko, at nogle af dem, der er på kontanthjælp i den pågældende måned, eksempelvis lige er blevet ledige. Det er jo også klart, at man, hvis man skulle tage højde for det og man skulle sige, at det kun er folk, der langvarigt har været på kontanthjælp eller noget andet, så ville skulle ind og lave et meget langt sagsbehandlingsforløb af de individuelle familier og deres ansættelsesforløb for at kunne vurdere det. Og så ender vi bare med, at de rigtig mange familier, som har brug for pengene nu, ville skulle vente på dem.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Venstres ordfører, og det er hr. Hans Andersen.

Tak for det. Selv om inflationsraten nu omsider er på vej ned, har vi jo gennem længere tid oplevet en tårnhøj inflationsrate. Det har vi på baggrund af bl.a. krigen i Ukraine og en hurtig genåbning af økonomien efter coronanedlukningerne, og her har højere energipriser og højere priser på dagligvarer i forskellig grad påvirket os alle, og det har udfordret rigtig mange danskere på pengepungen.

Det er et faktum, at dem, der har mindst, rammes hårdest, når priserne stiger, og derfor giver vi i dag en økonomisk håndsrækning til de mest udsatte børnefamilier, som har mærket de høje inflationsrater hårdest. Helt konkret får økonomisk udsatte børnefamilier med børn under 15 år udbetalt inflationshjælp som et ekstraordinært skattefrit beløb, hvis de i januar 2023 modtog hjælp i kontanthjælpssystemet eller ressourceforløbsydelse under enten et ressourceforløb eller et jobafklaringsforløb.

Vi kan jo alle sammen huske, hvordan vi i valgkampen ofte debatterede, hvordan vi skulle komme den høje inflation til livs, og hvordan vi skulle hjælpe de mange berørte danskere i en ekstraordinært svær situation. Siden da har vi haft et folketingsvalg, og vi har fået ny regering, og den er Venstre med i. Det forpligter, og det forpligter også at være med i de aftaler, og det forpligter også til at handle, når der er brug for det. Det gør vi nu, og det er vi stolte af. For der er én ting, man altid kan kende Venstre på, og det er, at vi tager ansvar for Danmark og for danskerne.

Med de ord vil jeg derfor sige, at vi støtter lovforslaget. Tak for det.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra hr. Pelle Dragsted.

Ordføreren siger, at man har givet de fattigste familier en håndsrækning. Hvis man er en fattig familie, har man oplevet, at regeringen først stoppede det midlertidige børnetilskud, og det vil sige, at man fik færre penge i marts, i april, i maj – vi ved ikke, hvornår det her bliver udbetalt, men det er sådan set ligegyldigt – og så er det beløb, man får, lavere. Man har altså oplevet en tilbagegang i sin mulighed for at gøre noget godt med børnene eller købe noget sund mad. Så mit spørgsmål er: Er det en håndsrækning? Er det en håndsrækning at tage 1.000 kr. fra folk og give 800 kr. tilbage?

Ordføreren.

Vi mener, det er en håndsrækning, for når vi taler om det midlertidige børnetilskud, så er det netop midlertidigt. Og det er jo rigtigt, som hr. Pelle Dragsted siger, at det stoppede her i foråret. Nu kommer der så en, mener jeg, mener Venstre, økonomisk håndsrækning til familier, der har det svært. Og så skal vi i gang med at kigge på, hvordan vi får lavet et kontanthjælpssystem, som der er ro omkring, ligesom vi for år tilbage også lavede et dagpengesystem, som der nu er ro omkring, og det ser vi frem til i Venstre.

Hr. Pelle Dragsted.

Kan ordføreren bekræfte, at for de fattigste familier i Danmark er summen af det, som er sket i det her forår, at man har valgt at stoppe det her børnetilskud? Og ja, det var midlertidigt, fordi vi var på vej med en aftale, som ville gøre systemet endnu bedre og tryggere for de her mennesker. Men summen af det, man som fattig familie har oplevet, er, at man har fået færre penge, og er det rimeligt at kalde det en håndsrækning?

Ordføreren.

Spørgeren forudsætter, at den aftale, som spørgeren var med i, fra i sommers ville fortsætte, men det var der jo ikke flertal for. Vi har haft et folketingsvalg; Folketinget er sammensat på en anden måde. Det midlertidige børnetilskud er jo ikke længere gældende, og nu har vi her lavet en aftale, der konkret hjælper mennesker, som har det svært, det medgiver jeg, også økonomisk, med den her mulighed, der nu bliver, for en økonomisk håndsrækning. Og det er derfor, vi kalder det det og står ved det i Venstre.

Så er det fru Sólbjørg Jakobsen.

Tak. Jeg skal ærligt indrømme, at det er lidt mere overbevisende at høre Socialdemokratiet plædere for det her, og det overrasker jo egentlig ikke, for det var også deres politik før valget. Er det virkelig blevet Venstres politik at dele checks ud til mennesker, der tjener langt mere end dem, der er med til at bidrage til at betale de her checks? Er det måden, man vælger at målrette hjælpen i forhold til inflation?

Det er ikke de takter, jeg hørte fra Venstre før valgkampen. Er det blevet helhjertet Venstrepolitik at fodre befolkningen med sin egen hale?

Ordføreren.

I Venstre er vi optaget af i den her situation, vi står i, med en stadig høj inflation at hjælpe mennesker, som har størst behov for det, og det er det, vi gør med den her aftale. Vi hjælper 40.000 familier, 60.000 børn med en økonomisk håndsrækning. Det står Venstre ved. Det er vi sådan set stolte af at kunne gøre sammen med de øvrige tiltag, vi har lavet for at hjælpe mennesker, der har det svært i en situation, hvor vi har høj inflation.

Fru Sólbjørg Jakobsen.

Som det er blevet nævnt flere gange, er der ingen krav om, hvor lang tid man skal have været ledig, hvad formuen er, om man er enlig, om man har mulighed for at få hjælp på anden vis. Det kan i princippet være en af os, der sidder herinde, der har børn derhjemme og får en ledig ægtefælle, som er ledig i en enkelt måned og får kontanthjælp og skal have den her check. Er det rimeligt, at danskerne skal betale til det?

Ordføreren.

Vi er optaget af, at vi sikrer, at den hjælp, vi forhåbentlig nu får vedtaget og får sendt af sted til økonomisk meget trængte familier, er målrettet, og at det går stærkt. For hvis ikke det skulle gå stærkt, er det rigtigt, at så kunne vi bruge meget administration og meget lang tid på at komme med en hjælp, der måske ville resultere i, at familierne fik hjælp ultimo dette år. Der har vi valgt anderledes. Vi har valgt, at det skal ske nu, at det skal ske hurtigt. Og ja, så er der også enkelte mennesker, som er på ressourceforløbsydelse, og som er bosiddende med en, der tjener meget – rigtig mange penge. Men vi har valgt, at det skal gå hurtigt, og dermed bliver det en anelse upræcist.

Så er det fru Marlene Harpsøe.

Mange tak. Venstre udtalte jo før valget, at der skal være en mærkbar gevinst for flygtninge og indvandrere ved at påtage sig et job og blive en del af samfundet. Og på Venstres hjemmeside står der: Nej tak til højere offentlige ydelser til især arbejdsløse indvandrere. Så derfor må Venstre selvfølgelig også svare på: Hvorfor er et nej tak nu blevet til et ja tak?

Ordføreren.

Et nej tak er sådan set fortsat gældende, for det, som det er lykkedes Venstre, er jo at sørge for, at den midlertidige børnetilskudsaftale, der blev lavet i sommers, og som der jo sådan set ville have været et flertal for efter valget, ikke længere er gældende. Så permanente højere ydelser til mennesker med indvandrerbaggrund er jo ikke længere gældende. Så er det rigtigt, at vi nu har aftalt et engangsbeløb til familier, der har det økonomisk svært, og ja, deriblandt er der ukrainske borgere flygtet fra krigen i Ukraine, og ja, også borgere med anden etnisk baggrund.

Fru Marlene Harpsøe.

Men i Danmarksdemokraterne siger vi det helt klart: Det her er jo en lempelse af udlændingepolitikken. Og derfor vil jeg også bare gerne høre: Er det noget, som Venstre også anerkender her, altså at det er en lempelse af udlændingepolitikken, og at det her reelt kan føre til, at det bliver mere attraktivt at komme til Danmark og søge asyl?

Ordføreren.

Jeg vurderer ikke, at et engangsbeløb på 13.500 kr. gør det mere attraktivt at søge til Danmark. I Venstre har vi sådan set den opfattelse, at hvis man forhøjede og permanentgjorde det midlertidige børnetilskud, ja, så var der jo tale om en permanent tilstand. Her er der tale om, at man får et engangsbeløb, fordi nogle priser på bl.a. fødevarer er steget. Og her gør vi det jo også således, at ukrainske flygtninge faktisk også får de her penge, og det er vi sådan set stolte af at kunne give dem.

Så er det hr. Dennis Flydtkjær.

Jeg synes nu ikke, der er så meget at være stolt af. Kan Venstres ordfører ikke bare bekræfte, at man gik til valg på, at der ikke skulle være højere ydelser til arbejdsløse indvandrere, og at der med det her netop kommer højere ydelser til arbejdsløse indvandrere? Kan man ikke bare bekræfte, at det er det, man er gået med til? Man har brudt et klart valgløfte, man har givet til vælgerne.

Ordføreren.

Nej, det kan jeg ikke bekræfte, bestemt ikke. Vi har sådan set med vores indtræden i regeringen sikret, at det midlertidige børnetilskud ikke længere er permanent, og så skal vi i gang med at lave et nyt kontantsystem. Men vi sikrer med den her aftale, at vi laver en målrettet hjælp til mennesker, familier, som har det økonomisk svært. Det er vi sådan set stadig væk stolte af.

Hr. Dennis Flydtkjær.

Jeg tror stadig, det står på Venstres hjemmeside: Nej tak til højere offentlige ydelser til især arbejdsløse indvandrere. Men det er jo præcis det, man gør her. Man går imod det, man har sagt til vælgerne før valget, altså det, der står på Venstres hjemmeside. I øvrigt er det ikke dem, der trænger mest til ydelserne, som får dem, for det fremgår jo af debatten, at næsten 600 familier, som har over 1 mio. kr. i husstandsindtægt, får den her ydelse. Så burde Venstre måske ikke lige genoverveje, om man er så stolt af den her ordning, man har lavet, når man gør det stikmodsatte af det, man har sagt til vælgerne man ville gøre?

Ordføreren.

Den her aftale sikrer, at 40.000 familier får en økonomisk håndsrækning, herunder 60.000 børn, i en tid, hvor bl.a. rigtig mange fødevarerpriser er steget. Det er en økonomisk håndsrækning. Så går vi i gang med at lave et økonomisk set nyt kontanthjælpssystem. Vi har sløjfet permanentgørelsen af det midlertidige børnetilskud, og det synes jeg sådan set Danmarksdemokraterne skulle anerkende, altså at det er det, vi har sikret. Og hvad angår kontanthjælpssystemet, baserer det sig også på en arbejdspligt. Så vi ser fremad, og vi er fortrøstningsfulde med at få sikret, at vi fremadrettet får et ordentligt og godt kontanthjælpssystem.

Så er det hr. Peter Kofod.

Skal jeg forstå det her sådan, at ordføreren faktisk mener, at det er en sejr for Venstre, at man nu er lykkedes med at give arbejdsløse indvandrere endnu flere penge?

Ordføreren.

Nej, det er ikke nogen sejr, men vi sikrer, at vi giver en økonomisk håndsrækning til samlet set 40.000 familier, herunder 60.000 børn, som kan have det svært og er i en økonomisk svær situation med høj inflation. Og vi giver den her hjælp, vi gør det hurtigt, og blandt dem er der også familier – det medgiver jeg – som har en høj indkomst. Det var det valg, vi traf. Alternativet ville være, at den hjælp først ville komme familierne til gode til efteråret, til sent og sidst på året, og det synes vi faktisk ville være en dårlig aftale.

Hr. Peter Kofod.

Jamen så forstår jeg slet ikke Venstre i den her sag. Venstre står her på talerstolen og støtter et forslag, som man ikke er stolt af, som man ikke betragter som nogen sejr, og som man sådan set nærmest ikke er glad for, og hvor næsten halvdelen af de familier, der får noget ud af det her, ikke er vestlige indvandrere. Hvorfor har Venstre så den holdning, hvis ikke det er en sejr? Det er jo helt ude i skoven!

Ordføreren.

Vi er gået ind i regeringen med den ambition om at lave ordentlig, redelig politik, der faktisk betyder noget for mennesker i den virkelige verden. Og det betyder noget, at vi kan give en økonomisk håndsrækning til familier, der har det svært. At vi så oven i det har sikret, at det midlertidige børnetilskud ikke bliver permanent, selv om det sådan set, når man tager mandaterne i betragtning, ville være sket, hvis ikke Venstre var gået i regering, er vi stolte af. Og nu skal vi sikre et kontanthjælpssystem fremadrettet, hvor det også kan betale sig at arbejde. Det ser jeg frem til.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Moderaternes ordfører, og det er hr. Jeppe Søe.

Tak for det, formand. Det er i sandhed udfordrende tider, og det har det i virkeligheden været længe. Vi mærker i høj grad, hvordan hele kloden hænger sammen. Vi er gensidigt forpligtet og påvirket af hinanden, og det gælder på klimaområdet, og det gælder, når en smitsom sygdom pludselig rammer, eller når Rusland rasler med sablen og starter en angrebskrig i vores nærhed.

Intet af det kan vi være upåvirkede af, og lige nu mærkes klodens mange forskellige udfordringer, når vi står ved køledisken, ved benzinstanderen, på caféen, er på fabrikken eller er på arbejde. Når noget uventet rammer, rammes nogle hårdere end andre. En del er ramt, men har dog en virkelighed, hvor de kan file lidt på det hele og stadig have brød på bordet, mens andre i forvejen lever et liv, hvor husholdningspungen alt for ofte er slunken. Man har i regeringen, også den tidligere regering og her i Folketinget derfor ad flere omgange hjulpet dem, der har trængt mest i tider som med inflationen her, og det var heldigvis også det, som vi nåede til bred enighed om i forhandlingerne her i Folketinget, nemlig et beløb til ramte børnefamilier. Nu bliver det lov, nu kommer hjælpen ud, og det er godt.

Da jeg var journalist, var der i virkeligheden to ting, der kunne gøre os helt vildt opstemte på en redaktion, ja, nærmest elektriske. Det var enten, hvis vi afslørede en minister i at køre for stærkt eller at kaste bilen et forkert sted eller et folketingsmedlem i en eller anden fejl, der kunne give lidt misundelsesjournalistik, men den største ting, som virkelig kunne få os op at køre, var, når et Folketing sendte penge efter nogen, der ikke burde have haft dem: Se, hvor dumme de er inde på Borgen, de har jo ikke styr på en dyt! Det forventede vi faktisk den her gang. I pressen har man ganske rigtigt fundet nogle hundrede mennesker, der slet ikke havde behov for hjælp, ligesom man har fundet folk, der er på nedslidningsydelser, og som både kan gå og danse en totur fra Vejle. Vi vidste det godt; alle i forhandlingslokalet vidste godt, at de kunne findes, og vi vedtog, at sådan måtte det være, og mit bud er, at vi må leve med det.

Det er nemlig sådan, når man skal sende checks ud, at det er vores systemer ikke umiddelbart lavet til. Det var jo ikke en tanke, man sådan havde, at noget ville opstå, hvor vi skulle sende checks ud til folk, og at vi derfor skal kunne sætte et flueben ved nogle, for at vi rammer de rigtige. Når man skal sætte flueben i et system og man sender checks ud, vil der altså være nogle, f.eks. på ressourceforløb, som måske er godt gift – det er jo heldigt for dem – vi tager det med, vi lever med det. Alternativet er nemlig en indskrænket gruppe, hvor historien så havde været, at nogle, der havde brug for hjælp, ikke havde fået det, eller at vi skulle ud at behandle det hele individuelt. Det ville tage et års tid, og det ville koste rigtig meget administration, og så har vi samtidig – kan jeg jo med glæde sige – hjulpet pressen med lidt bannervisninger på forsiden i den her sag.

Jeg tror, at det hele ender godt, og lad os håbe, at vi snart kan komme på den anden side af de her checks. For det er jo et symptom på, at noget er galt ude i verden, og at vi bliver ramt af noget ekstraordinært. Det vil vi nok blive igen, men jeg håber, at vi bliver bedre til at forberede os, selv på det ukendte. Moderaterne støtter forslaget.

Tak for det. Der er par korte bemærkninger, og den første er fra hr. Dennis Flydtkjær.

Tak for ordet. Nu er det jo velkendt for de fleste, at Moderaterne egentlig gerne vil lempe udlændingepolitikken, og jeg vil egentlig bare spørge hr. Jeppe Søe, om man også betragter det her som en lempelse af udlændingepolitikken – at man nu hæver ydelserne hovedsagelig for arbejdsløse indvandrere og altså dermed jo også gør Danmark mere attraktivt som land at søge til som asylansøger. Så mit spørgsmål er, om man også betragter det her som en lempelse af udlændingepolitikken.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, de fleste ved, at Moderaterne vil lempe udlændingepolitikken. Det vil vi ikke. Vi er ret glade for den stramme udlændingepolitik. Der er nogle tidsler, som skal ryddes op; jeg tror, det er sådan, vi har sagt flere gange. Det er nogle ting, som vi ikke synes gavner det danske samfund – at folk, som er kommet hertil og gør en stor indsats, lige pludselig står til udvisning, fordi de måske har søgt ind på et gymnasie forkert eller på et forkert tidspunkt eller lignende. Og så er det rigtigt, at vi også gerne vil gøre op med, at alle forslag, inklusive det at hjælpe 60.000 børn, bliver gjort til en sort-hvid politisk diskussion om udlændinge. Det er vi sådan set også en smule trætte af, men det kan vi så ikke altid slippe for.

Hr. Dennis Flydtkjær.

Skal det forstås sådan, at det her er en af de tidsler, man synes var der, og at ydelserne så var for lave før? For omkring halvdelen af de modtagere af den her ydelse, som vi behandler her i dag, er jo arbejdsløse indvandrere, og det er klart, at hvis man hæver ydelsen for arbejdsløse indvandrere og man kan se det rundtomkring i verden, bliver Danmark jo et mere attraktivt land at søge til. Så anerkender hr. Jeppe Søe, at det her er en lempelse af udlændingepolitikken, fordi det bliver mere attraktivt at søge til Danmark, når man kan få højere ydelser?

Ordføreren.

Det her er ikke en højere ydelse. Det her er en check, der bliver givet til nogle, der har haft ekstraordinære udgifter gennem lang, lang tid. Det har intet med en ekstraordinær ydelse at gøre. Hele ydelsesdiskussionen tager vi senere. Den glæder vi os til, den skal vi arbejde med. Det her er en check, der bliver givet i en inflationstid, og den bliver givet til 60.000 børn. Hvor de så kommer fra, er der nogen fra andre partier, der går mere op i end jeg.

Så er det fru Sólbjørg Jakobsen.

Tak for det, og tak for også at anerkende, at vi skal væk fra checks, at det er noget, vi ikke skal fortsætte i uendeligheder med. Vi gad godt, det overhovedet ikke var startet. Jeg er enig med ordføreren, når ordføreren nævner, at det kan være nemt at lave overskrifter, og at det nogle gange er meget tydeligt – helt enig. Men her har man så kaldt det her for målrettet inflationshjælp, selv om det rammer folk, som ikke nødvendigvis er enlige. De kan sagtens have en ægtefælle, der tjener kassen ved siden af; det har vi snakket om. Der er ingen betingelse om varighed, og det vil sige, at det sagtens kan være kortvarigt. Der er ingen betingelse vedrørende formue, hvis man er på ressourceforløbsydelse, eventuelt på jobafklaringsforløb.

Det er rigtigt, at man stadig væk rammer nogle, som er økonomisk pressede, men man hjælper dem og folk, der ikke er lige så presset, og dem, der betaler, er bl.a. enlige, der får under, det er samlevende, som begge to har lav indkomst, selvstændige, som ikke kun skaber værdi for sig selv, men også for hele samfundet, studerende, par og muligvis enlige. Det er altså mange mennesker, der skal betale for, at en målrettet hjælp delvis skal gå til dem, der har brug for det.

Ordføreren.

Men hver gang fru Sólbjørg Jakobsen talte på fingrene, er det jo et flueben, der skal findes. For hvis ikke det findes i systemerne, bliver vi nødt til at lave individuelle behandlinger, og så skulle vi have gået 40.000 familier igennem manuelt, og så var pengene gået til statsligt bureaukrati. Og så vidt jeg husker, er Moderaterne, Liberal Alliance og rigtig mange andre partier her i salen i hvert fald enige om, at det ikke er der, vi skal opruste vores arbejdsindsats.

Fru Sólbjørg Jakobsen.

Jeg er helt enig med hr. Jeppe Søe i, at vi ikke skal til at lave en masse flere flueben. Men er ordføreren ikke enig i, at vi ikke før har haft praksis for automatisk at lade gaveregn regne ud over landet og håbe, at det rammer nogenlunde der, hvor der er tørt, men at vi altid har haft en holdning til, at vi støtter op der, hvor der er allermest brug for det. Vi har nogle processer, der skal til, og bevares, der følger lidt bureaukrati med. Men automatisk at lade det regne tyndt ud over hele landet og håbe, det rammer noget tørt, er det en holdbar løsning?

Ordføreren.

Altså, Moderaterne er heller ikke vilde med checks, og jeg er da egentlig tilfreds med, at vi ikke rigtig mange gange har været i en situation, hvor det har været nødvendigt at hælde checks ud på den her måde. Jeg håber da, vi finder nogle mere varige løsninger, hvor vi alle sammen er lidt bedre rustet, også til, når noget uventet sker. Det er da det, vi skal arbejde på, og det kommer vi jo til snart, når vi skal kigge på bl.a. ydelser og kontanthjælp.

Fru Marlene Harpsøe.

Jeg har et helt konkret spørgsmål: Jeg vil gerne vide, hvad Moderaternes holdning til, at 575 familier med en årsindkomst på mere end 1 mio. kr. kommer til at modtage den her inflationshjælp, er.

Ordføreren.

Jeg tager lige min tale igen så:

Vi tager det med og lever med det. Alternativet er, at der er en indskrænket gruppe, hvor historien så havde været, at nogle, der havde brug for det, ikke fik, eller individuelle behandlinger, som ville tage et års tid og koste det hvide ud af øjnene i administration. Vi ser hellere, at en enkelt får penge, vedkommende ikke skulle have haft, end at nogle fortsat måtte mangle, og vi vil hellere bruge pengene på børnefamilier end på statslig administration. Det var det, jeg læste op lige før.

Fru Marlene Harpsøe.

Men tænker ordføreren ikke, at det er ret tankevækkende, at man laver sådan en check her, og så er der så mange med en meget, meget høj indkomst – jeg synes, at 1 mio. kr. som familieindtægt er en meget, meget høj indkomst – som reelt ikke har brug for det, men som rent faktisk får midler fra regeringens side?

Ordføreren.

Jeg synes, det er ganske få. Og jeg synes, det er flot, at dem, der var i lokalet, prioriterede at få de her penge ud ret hurtigt, og derfor også vidste, at der ville være en risiko for, at nogle enkelte ville blive målt på, at de var i ressourceforløb og muligvis godt gift, og at der ville være nogle enkelte, som så ville få uden måske at mangle. Vi vil hellere hjælpe 60.000 børn. Det synes jeg i virkeligheden er overskriften – og den er bedre end din.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen.

Jeg vil lige følge op på det. Jeg synes jo egentlig, det er imponerende, at ordføreren står og siger, at der tilsyneladende var en viden – det må jeg jo konkludere. De vidste godt, at der var nogle, der havde en husstandsindkomst på mere end 1 mio. kr. Det var ikke noget, der blev forelagt for mig, kan man sige. Men det er rart at vide, at regeringen vidste, at der var nogle, der havde en husstandsindkomst på over 1 mio. kr., som alligevel skulle have penge.

En af de ting, jeg lagde vægt på i den her forhandling, som jeg blev nødt til at gå fra, var jo, at der dybest set var folk med arbejdsindkomst, som også var trængende. Så står ordføreren nu og siger, at det var o.k., at det gik hurtigt, og at man godt vidste, at der var nogle, der tjente over 1 mio. kr., men at man ikke havde tid til at vente, fordi det skulle gå så hurtigt? Er det det, jeg hører ordføreren sige?

Ordføreren.

Det er meget tit sådan, når man handler akut og giver en akut check, at »akut« jo betyder, at det skal gå ret hurtigt. Og det var alle enige om. Ud over det startede forhandlingerne med, at der ikke var nogen, der vidste det, og der var ikke en tanke om 1 mio. kr. og meget andet. Men der har vi jo en dygtig presse. Det, vi vidste på det tidspunkt, var, at hvis det her skulle gå hurtigt, kunne vi ikke lave individuelle vurderinger af 40.000 familier. Så det, vi blev nødt til at gøre, var at bruge de flueben, der i virkeligheden er i de systemer, som ikke er skabt til det her, som vi bruger dem til i Danmark. Derfor vidste vi godt, at det kunne ske igen, og at der kunne være nogle som f.eks. med varmechecken – det var jo en fantastisk historie for nogle år siden – men at det ville være et fåtal. Og det er det jo altså også. Vi hjælper 60.000 børn.

Hr. Kim Edberg Andersen.

For mig er »akut« jo, hvis man står som enlig mor med job i Nordjylland og ikke kan betale sine regninger. Så har man akut brug for hjælp. Nu har ordføreren jo også brugt det her »lev med det«. Det er jo rart at se, at regeringen fuldstændig køber ind på både den her retorik og den præcedens, som den tidligere regering også fulgte, når vi delte penge ud. Så skulle vi bare dele dem ud hurtigt. Så fred være med, at det var nogle unge mennesker, der fik en check, som de ikke skulle tildeles. Fred være med, at man tjener over 1 mio. kr. – det er ligegyldigt. Det skal bare gå stærkt, og så må vi andre bare leve med det.

Men mener ordføreren, at det er at have respekt for de skatteborgere, som egentlig er dem, der betaler for den her fest til dem med over 1 mio. kr. i indtægt? For det er jo det, der er problemet. Det er den lønmodtager oppe i Nordjylland, der har tre børn, som betaler til dem med en indkomst på 1 mio. kr., som heldigvis er nogle af dem, der allerede får ressourceydelse i Danmark.

Ordføreren.

Jeg har ikke sagt ordene lev med det. Nej, jeg har sagt: vi tager det med. Jeg har ikke sagt: Lev med det. Jeg opfatter den sætning som noget, man ikke rigtig kan bruge mere.

Derimod vil jeg sige, at jeg godt mener, at man kan forsvare det her. Jeg mener så absolut, at det handler om at få det hurtigt ud. Og der har vi altså ikke systemerne til det. Det er derfor, vi skal væk fra checks.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til SF's ordfører, og det er hr. Karsten Hønge.

Der er skattelettelser til dem, som er heldige i forvejen, og nu et mindre tilskud til børnefamilierne, som jo i høj grad mærker inflationen gnave af husholdningen. Det tidligere børnetilskud skabte i den sidste 3-årige regeringsperiode lidt ekstra tryghed i mange familier på samfundets økonomiske bund. Hvordan i alverden har Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne fundet frem til, at netop de børnefamilier skal have ringere vilkår, ved at man fjernede det børnetilskud?

SF er med i den her aftale, og det er godt, at vi nu sender inflationshjælp af sted, men familierne har jo brug for den tryghed, som vished om fast børnetilskud giver.

Jamen, lyder indvendingen – og det har vi også hørt i dag – har en del af de her børn ikke en etnisk minoritetsbaggrund? Jo, det er rigtigt. Men jeg mener jo altså, at økonomisk hjælp skal beregnes efter tykkelsen på forældrenes pengepung og ikke farven på børnenes kinder.

Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale indgik før sommeren 2022 en aftale, som gjorde det midlertidige børnetilskud permanent. Med den nuværende regering er aftalen skrottet, bl.a. med argumentet om, at man i fremtiden vil udvikle et helt nyt system, som målretter pengene bedre til de familier, som trænger mest. Jeg synes, det er et lidt underligt argument, for det tidligere børnetilskud var jo præcis beregnet i alle ender og kanter på at lande hos børnefamilier, som netop trængte mest. Vi har set beregninger, som viser, at inflationshjælpen i enkelte tilfælde ender i familier med ret gode indkomster. Det er en åbenlys negativ sideeffekt af en proces, som skulle gå stærkt, hvis vi ville have pengene ud at hjælpe i de familier, hvor man virkelig havde brug for det.

Hvis det stod til SF, kunne vi jo bare bruge den tidligere model, som blev brugt ved beregning af børnetilskuddet. Regeringen fjerner rettigheder og skaber utryghed i udsatte familier. Den her inflationshjælp er bedre end ingenting, men det er jo langtfra løsningen på længere sigt. Der er altså bare en verden til forskel på trygheden ved retten til et fast tilskud og på den anden side frygten for, at man også i fremtiden kan få pengene til at slå til. Det er trist, at Socialdemokratiet har forladt den aftale, vi lavede i 2022, men værst er det selvfølgelig, at de har forladt de fattige børn.

Enhver, der har øjne i hovedet, kunne jo se her ved juletid sidste år, at køen efter hjælp var den længste i mange år, og flere hjælpeorganisationer, som på hver deres måde gør en kæmpe indsats for at lette bekymringerne hos familierne, meldte om op mod 50 pct. flere ansøgere. Vi kan bare konstatere, at fattigdommen fortsat rammer stenhårdt, og titusinder af børn har blå mærker efter mødet med den iskolde sociale virkelighed. Og nu er det jo snart sommer, hvor de samme familier får ondt i maven ved tanken om, hvordan børnene skal få en ferie, hvor de ikke falder fuldstændig igennem i forhold til deres skolekammerater.

»Fattigdom trækker spor ind i voksenlivet« er den meget sigende titel på en undersøgelse fra AE-rådet. Og det er præcis det, som sker. Børn fra fattigdom risikerer dårligere uddannelse, længere perioder som arbejdsløse, større sandsynlighed for at blive førtidspensionister og lavere lønindkomster som voksne. Jo flere år børn lever i fattigdom, des dårligere klarer de sig i skolen. Fattigdom er en tatovering, som er svær at vaske af senere i livet. For det sætter sig fast, når man starter livet bagud på point. Og jeg synes egentlig mest, at regeringspartierne ligner de her figurer af tre aber, hvor en holder sig for øjnene, en holder sig for ørerne, og en holder sig for munden. Men børnene i Danmark fortjener bedre.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi går videre til Danmarksdemokraternes ordfører, og det er fru Charlotte Munch.

Forslaget, vi skal behandle, har til formål at udmønte »Aftale om inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier«, der blev indgået mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet den 23. februar 2023. Dykker vi lidt ned i forslaget, fremgår det, at det indeholder bestemmelser om, at inflationshjælpens størrelse aftrappes for hvert barn under 15 år. Børnefamilier med et barn modtager 7.500 kr., børnefamilier med to børn modtager 3.750 kr. for det andet barn, og børnefamilier med tre børn modtager 2.250 kr. for det tredje barn.

Vi er alle helt med på, at inflationen har taget hårdt på mange danskeres økonomi. Jeg priser mig lykkelig for, at vi ser udviklingen gå den rigtige vej, selv om jeg ikke tør håbe alt for meget. Lad mig sige det ligeud: Denne såkaldte inflationshjælp til børnefamilier har ikke ret meget med hjælp at gøre. Dykker vi ned i de bagvedliggende tal, fremgår det klart og tydeligt, at en stor del af de borgere, som vil modtage disse penge, er arbejdsløse indvandrere. Det klinger lidt hult, at man vil belønne dem, som ikke vælger at tage et arbejde. Ved at uddele denne type af check er vi med til at fjerne incitamentet til at tage et arbejde i store dele af samfundet.

Jeg siger ikke, at der ikke er nogen børnefamilier, som er presset på økonomien, men måske skulle man se problematikken i et lidt større perspektiv. Vi skal ikke lang tid tilbage for at komme til et tidspunkt, hvor Venstre kritiserede den daværende regering for at hæve ydelserne til arbejdsløse indvandrere med 2.000 kr. om måneden, og det er desværre lidt det, man ser i forslaget her. I forlængelse deraf vil jeg gerne pointere, at selv om der er tale om et engangsbeløb, er der stadig tale om, at vi belønner dem, som ikke ønsker at bidrage til det danske arbejdsmarked. På den baggrund kan Danmarksdemokraterne ikke støtte forslaget.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning, og det er fra hr. Pelle Dragsted.

Det var den sidste bemærkning, som fik mig til at trykke mig ind, nemlig det med »dem, som ikke ønsker at bidrage«. Kunne det tænkes, at mennesker ufrivilligt er ramt af arbejdsløshed eller sygdom, som vi jo ved at mange på kontanthjælp er, dvs. faktisk ikke er i stand til at arbejde og slet ikke burde være på kontanthjælp?

Eller mener ordføreren, at alle mennesker, der er ramt af arbejdsløshed i det her land, er det, fordi de ikke ønsker at bidrage til det danske samfund?

Ordføreren.

Nej, det mener ordføreren ikke. Ordføreren mener, at rigtig mange af de her penge går til arbejdsløse indvandrere, og det mener vi ikke er det rigtige sted, at pengene skal havne.

Hr. Pelle Dragsted.

Er det bedre for et barn af indvandrere ikke at have råd til sund mad, vintertøj, vinterstøvler eller fødselsdagsgaver, end det er for et barn af gammeldanske forældre? Eller er det fuldstændig det samme for de to børn at opleve at vokse op i stort afsavn og fattigdom?

Ordføreren.

Det er bedre for børn at lære, at deres forældre går på arbejde og bidrager til det danske velfærdssystem.

Mange tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Vi går videre til Liberal Alliances ordfører, og det er fru Sólbjørg Jakobsen.

Tak for det. Med lovforslaget foreslås det at uddele inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier. Formålet med inflationshjælpen er selvfølgelig at hjælpe de økonomisk udsatte børnefamilier, som har været ramt af de stigende priser, som vi alle oplever. Det er et sympatisk forslag, at staten hjælper de udsatte, men lad os se på fakta. Beskæftigelsesministeriet vurderer, at 575 familier med en indkomst på over 1 mio. kr. kan se frem til at modtage denne inflationshjælp, og det samme gælder 1.625 familier med en årsindkomst på mere end 800.000 kr.

Derfor vil jeg gerne spørge regeringen: Er disse familier virkelig økonomisk udsatte, som staten bør uddele inflationshjælp til? I min optik er svaret nej. Dermed ikke sagt, at ingen af disse familier, som står til at skulle modtage denne inflationshjælp, ikke er presset økonomisk, og her vil jeg gerne vende tilbage til, hvad årsagen er til, at nogle familier kan have svært ved at få økonomien til at løbe rundt. Det skyldes ikke kun inflationen, det skyldes bl.a. vores høje skatte- og afgiftsniveau. Det er faktisk grotesk, at staten pålægger danskerne at betale så meget i skat, at staten også er nødt til at sende penge tilbage til nogle af dens borgere, altså så de bedre kan betale deres skat.

Frem for at uddele checks til højre og venstre vil vi i Liberal Alliance hellere hjælpe danskerne ved at lette vores skattetryk. Vi foreslår at sænke skattetrykket for alle borgere, så det ikke kun er udvalgte dele af befolkningen, der bliver hjulpet. Vi skal selvfølgelig sikre, at skattelettelserne er finansieret, så vi ikke puster til inflationen, og i denne sammenhæng ser vi gerne, at staten spænder livremmen ind. For kan man virkelig mærke ude på plejehjemmene, på sygehusene eller i daginstitutionerne, at der er kommet 40.000 flere offentligt ansatte siden 2020? Mit svar er nej.

Her til sidst vil jeg dvæle en smule ved historikken omkring statens udbetalinger af checks. For er det gået godt? Ikke i min optik. Bare se på rodet med varmechecken, som også er blevet nævnt i dag, hvor op mod 10.600 husstande fejlagtigt fik udbetalt en varmecheck. Lad os nu lytte til fornuften og stoppe med at fodre befolkningen med dens egen hale og dele checks ud til højre og venstre, som vi allerede ved der er bøvl med.

Liberal Alliance støtter ikke forslaget.

Mange tak for det. Der er en kort bemærkning, og det er fra hr. Pelle Dragsted.

Tak for det. Liberal Alliance ved man jo hvor man har. Det, som ordføreren jo glemmer at fortælle, er, hvordan Liberal Alliance vil finansiere de her skattelettelser, som jo så i parentes bemærket giver allermest, når det gælder de allerrigeste i befolkningen, dem, der betaler topskat og lignende. Det er jo bl.a. ved at forringe dagpengetrygheden, det er ved at fjerne efterlønnen, det er ved at skære i velfærden. Det er jo noget, som rammer de samme borgere i meget høj grad.

Så det, Liberal Alliance vil, er jo at skabe et samfund, der er mere ulige, mindre frit og trygt for den del af befolkningen, der lever af at arbejde. Det er jo virkeligheden.

Ordføreren.

Jeg kan takke for hr. Pelle Dragsteds udlægning af, hvad Liberal Alliance står for. Den savner selvfølgelig den grundlæggende menneskelige værdi, som vi så også har, og den tro, vi har på mennesker, og på, at et mindre skattetryk og flere folk i beskæftigelse selvfølgelig kommer til at hjælpe den enkelte borger. Det tror vi på. Men det er da klart, og det overrasker mig ikke, at hr. Pelle Dragsted ikke har samme udgangspunkt eller samme syn på sagen, som jeg har.

Hr. Pelle Dragsted.

Er det at tro på den enkelte borger at have den antagelse, at når folk er ramt af arbejdsløshed, så er det, fordi de ikke gider arbejde?

Ordføreren.

Der er mennesker, der er ramt af arbejdsløshed, som har brug for en understøttelse. Det har Liberal Alliance aldrig været imod. Vi går også ind for en værdig opkvalificering og støtte til dem, der har behov for det. Det er rigtigt, at vi ikke understøtter tanken om, at man skal kunne gå ledig på dagpenge i 2 år for andre folks penge; det gør vi ikke. Nogle mennesker gider ikke, det ved vi godt, men de fleste vil gerne, så jeg har aldrig sagt, at ingen gider arbejde – det ved jeg ikke hvor ordføreren har fra.

Mange tak for det. Så er der lige kommet en mere for en kort bemærkning. Det er hr. Torsten Gejl.

»Nogle mennesker gider ikke«. Det kunne jeg godt tænke mig at ordføreren var lidt mere specifik omkring, når nu ordføreren selv siger det fra talerstolen. Hvem er de, og hvor mange er de? Kan ordføreren komme med eksempler?

Ordføreren.

Heldigvis er det ikke mange. Langt de fleste mennesker, jeg har mødt, og jeg har arbejdet en del år i beskæftigelsessektoren, vil rigtig gerne. Mange mennesker har brug for noget hjælp for at komme dertil, men der er desværre nogen, der ikke gør en indsats og udtrykker blankt og ærligt, at de ingen hensigt har om at forsøge at tage et arbejde. Heldigvis er de ikke mange.

Hr. Torsten Gejl.

Men hvis nu, som ordføreren siger, folk gerne vil arbejde, hvad er så idéen med at sætte dagpengene ned eller sætte kontanthjælpen ned og altså jage folk, der gerne vil arbejde, ud efter arbejde ved at sænke deres indkomst, selv om de gerne vil arbejde? Ordfører, hvor er logikken?

Ordføreren.

Logikken ligger i rigtig mange undersøgelser, der viser menneskelig adfærd både bevidst og ubevidst, når incitamentet styrkes, og ellers ville der aldrig have været en dagpengeperiode, der blev sænket. Hvorfor gjorde man det? Det er, fordi man ved, at når der er incitament til at tage arbejde, går det hurtigere. Det er fakta, om man er enig eller ej. Det er så okay, vi ikke er det.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er fru Helle Bonnesen.

L 83 udmønter endnu en hjælpepakke, den her gang inflationshjælp, og den her gang er aftalen indgået den 23. februar af en række partier, og også den her gang er det, uden at Konservative har været medaktør.

Økonomiske hjælpepakker kan være en del af et kriseberedskab, som man kan anvende i helt særlige tilfælde, og det gjorde mit eget parti også tilbage i juni 2022, da vi i en tidligere pakke gav borgerne en check med baggrund i stigende energipriser. Der var vi med. Den samme pakke tog så også fat på nogle andre forhold dengang såsom en grøn fond, og elafgiften blev sat ned. Men siden hen er idéen om uddeling af hjælpepakker fortsat, bl.a. med L 71, som vi har behandlet for ikke så lang tid siden, og nu altså med L 83. L 83 handler om inflationshjælp i en tid med faldende inflation. Vi mener ikke, at staten skal uddele pakker til udvalgte grupper med jævne mellemrum, og tidligere på året var Konservative heller ikke med i aftalen. Så for os er det en naturlig fortsættelse, at vi heller ikke deltager den her gang. Vi stemmer imod forslaget.

Tak for det. Der ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Enhedslistens ordfører, og det er hr. Pelle Dragsted.

Mange tak. Som det har fremgået, er det her forslag jo en udmøntning af den aftale om inflationshjælp, som blev lavet for nogle måneder siden. Det er en aftale, som Enhedslisten står uden for, og det gør vi af flere årsager. Det gør vi bl.a., fordi vi mener, det er en meget utilstrækkelig aftale. Alt for mange borgere efterlades på perronen med stigende priser og regninger, og det gælder ikke mindst vores førtidspensionister, som står i en utrolig svær situation. Det gælder studerende, som ikke får hjælp, men det gælder sådan set også mange lavtlønnede og deltidsarbejdende, som kæmper med de høje priser og med at få økonomien til at hænge sammen i hverdagen. De fleste af de grupper må se langt efter hjælp fra regeringen.

Det er, ikke mindst fordi regeringen ikke har været parate til at finde pengene der, hvor de er, nemlig hos dem, der tjener tykt på inflationen, for det må vi ikke glemme. Vi snakker meget om dem, der bliver ramt af inflationen, men der er både vindere og tabere i den økonomiske situation, vi har nu. For mens borgere, særlig dem med de laveste indkomster, men sådan set os alle sammen, rammes på vores muligheder, på vores forbrug, så er der jo store selskaber i Danmark – energiselskaber, transportselskaber, fødevarevirksomheder – som lige nu tjener milliarder af kroner på de høje priser. Altså, de penge, som kommer op af lommen på borgerne, forsvinder jo ikke ud i den blå luft. De forsvinder ned i lommen på store selskaber, som spinder guld på inflationen, for at sige det, som det er.

Derfor har vi også i Enhedslisten allerede for et år siden foreslået at lægge en bred engangsskat på de her såkaldte inflationsbaroner og deres overnormale profitter. Og for dem, der er uklare på, hvad overnormal profit er, så er det et begreb, der dækker den del af overskuddet i en virksomhed, som ligger ud over normalforrentningen. En skat på bare en lille del af det her ekstraordinære overskud, som de her selskaber har høstet, ville have indbragt op til 25 mia. kr., som vi kunne have omfordelt tilbage i lommen på nogle af de borgere, som har lave eller almindelige indkomster, endda helt uden at puste til inflationen. På den måde kunne vi have omfordelt inflationens byrder på en mere rimelig måde. Det gør vi ikke, og når vi ikke gør det, er det også politik. Det er også politik at se til, hvis nogle bliver hovedrige på inflation, mens andre bliver fattige.

Men hovedårsagen til, at vi ikke er med i aftalen, er – og det er også det, jeg har været lidt inde på i mine spørgsmål – at den jo langt hen ad vejen også er finansieret ved at afskaffe det midlertidige børnetilskud til de allerfattigste familier i det her land. Der var jo ellers en aftale om forlængelse, som Socialdemokraterne, den daværende regering, havde indgået sidste sommer, og som der jo sådan set, som Venstres ordfører også var inde på, var flertal for efter et valg, og som selvfølgelig burde have været gennemført. Socialdemokraterne burde have stået ved aftalen, også hvis de inviterede andre partier med i regeringen. Det synes jeg ville være ordentlig forligsrespekt, men det gjorde man ikke.

Èn ting er – og det har jeg også gjort gældende – at man ligesom gør det her og snupper de her penge fra de fattigste familier. Men jeg synes, det er frækt, når man taler om inflationshjælp, for det er ikke hjælp, når man først kommer og tager 1.000 kr. fra folk og så bagefter giver dem 800 kr. tilbage. For de fattige familier, der oplever det, må det være lidt af en våd klud i ansigtet at høre, at folk står og snakker om hjælp og en håndsrækning, for realiteten er, at tusinder af fattige familier i det her land i de her måneder mister penge. De bliver fattigere, end de var før, så lad venligst være med at kalde det for hjælp.

Det er så også kommet frem, som vi har diskuteret her, at man med den her inflationshjælp, som tager fra de allerfattigste, altså så giver penge til nogle, som måske egentlig ikke har så meget brug for det. Vi har sådan set ikke ondt noget sted, heller ikke omme bagi, fordi nogle mennesker på ressourceforløbsydelse får en check. Men når man tager pengene fra de fattigste, synes vi ærlig talt ikke, at det er særlig gennemtænkt.

I Enhedslisten har vi været i tvivl om, hvorvidt vi skulle stemme for det her forslag, fordi der er den historik bag det, som der er, men det gør vi nok, fordi regeringen jo desværre endegyldigt er løbet fra den her aftale om en midlertidig børnecheck. Men lad venligst være med at kalde det for hjælp; det er det ikke. Regeringen og ikke mindst Socialdemokraterne er løbet fra en aftale og har dermed svigtet de fattigste familier i det her land. Og det er sådan set grundhistorien bag det her.

Mange tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Karsten Hønge.

Jeg tror vist, jeg er enig i hele hr. Pelle Dragsteds tale, lige på nær konklusionen, altså det der med om, hvorvidt man skulle være med i aftalen eller ej. Hvis nu alternativet var, at man i stedet for at få de her 300 mio. kr., havde fået 600 mio. kr., eller hvis man havde haft flere penge til rådighed ved ikke at gå med i aftalen, så kunne det give mening.

Jeg er jo helt enig, når hr. Pelle Dragsted siger, at aftalen er utilstrækkelig, men det er dog penge, som kommer ud til de her børnefamilier. Så alternativet ved ikke at være med i aftalen er bare, at de ikke får nogen penge. Og det kan vel ikke være Enhedslistens mål? Så ville det have været bedre ikke at have aftalen end at have aftalen? Det vil jeg spørge hr. Pelle Dragsted om. Altså, er det bedre, at den er der, eller skulle den slet ikke have været indgået?

Ordføreren.

Jeg synes, det kan være dilemmafyldt, hvordan man skal forholde sig i sådan en situation. Vi havde jo en aftale med regeringen om at gennemføre det her, vi var også hernede i salen sammen med ordføreren i november, hvor Enhedslisten havde fremsat forslaget, og der var efter valget stadig væk et flertal i Folketinget for at fortsætte den her midlertidige børnecheck, og der stod beskæftigelsesministeren og sagde, at det bare var Enhedslisten, der var hysteriske, og lovede, at man nok skulle nå at få hjulpet de her familier.

Så blev vi inviteret til forhandlinger, og der fik vi så at vide, at det havde man ikke tænkt sig at leve op til, altså at man ikke ville sikre, at de her familier – på trods af at statsministeren havde sagt det – derefter ville få den samme hjælp. Derfor stod vi uden for aftalen.

Min kritik af, at SF deltog, skyldtes sådan set ikke så meget, at man deltog, men mere det, at man stillede sig op og talte, eller at man i hvert fald på Twitter og andre steder skrev om hjælp til de fattigste. Der synes jeg måske, at man skulle have holdt sig for god til at understøtte den fortælling fra regeringen.

Hr. Karsten Hønge.

Jamen igen kan man spørge: Hvad hvis der var en anden vej ud af det? Jeg er jo lige så forarget, som hr. Pelle Dragsted er, over, at Socialdemokraterne ikke bare har forladt aftalen, men at de også har forladt de fattige børn, men det er jo realiteterne. Så set ud fra realiteternes verden, hr. Pelle Dragsted, var det jo ikke sådan, at vi kunne forvente at få dobbelt så mange penge eller at få et permanent børnetilskud, der kunne understøtte de her familier, men at vi risikerede at få nul.

Så derfor vil jeg igen spørge hr. Pelle Dragsted: Er det bedre, at den her aftale er der, eller at den ikke er der? For alternativet er ikke en endnu bedre aftale.

Ordføreren.

Hvad man kunne være nået frem til i forhandlingerne, hvis man havde stået fast, er det jo altid svært at sige. Der er også nogle andre problemer i den her aftale. Den rundbarberer nogle forbedringer på ældreområdet, som ikke er gennemført, og den snupper også nogle penge fra Landsbyggefonden.

Så der er mange problemer ved den inflationsaftale, som blev indgået. Men jeg respekterer, at man kan have forskellige synspunkter på det, og jeg synes, at hovedansvaret her ligger hos Socialdemokratiet, som desværre er løbet fra en aftale. Og dybest set handler det her jo ikke om politik og polemik. Jeg er bare dybt bekymret for de familier, som bliver efterladt på perronen, altså både lige nu, hvor de står uden den børnecheck, men sådan set også for, hvad der sker, når den hjælp om ganske få måneder er løbet ud.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten, og jeg byder velkommen til fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre.

Tak for ordet. For at starte et sted skal vi jo lige sige, at det er blevet sagt meget fint, hvad det her lovforslag indeholder, og jeg vil blive ved med at kalde det inflationshjælp, og det vil jeg, fordi vi jo rent faktisk hjælper nogle mennesker, som ikke ville have fået hjælp, hvis ikke vi havde indgået den her aftale.

Regeringen har taget det valg at afskaffe det midlertidige børnetilskud. Havde vi i Radikale Venstre gerne set, at man havde fortsat det? Ja, det havde vi, og det var også det, vi kæmpede for. Vi mener også, at man burde have haft en mere snæver målgruppe til det her, og jeg er meget enig med hr. Karsten Hønge i, at man kunne have brugt det system til udbetaling igen. Det var det, vi hellere havde set.

Men der er børn i Danmark, der er blevet enormt hårdt ramt af den inflation, vi har set det seneste års tid, det tager rigtig hårdt på dem derude, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi rent faktisk har lavet en aftale, der sender hjælp ud til de her børnefamilier, og som sørger for, at der kommer penge ud til 65.000 børn her i Danmark. Og jeg må også sige, at vi i Radikale Venstre ikke har kigget på, hvad for en hudfarve de børn har, men at vi der har kigget på, om de rent faktisk har brug for hjælp derude, og det er vi glade for at vi er med til at sikre.

Havde vi hellere set det blive gjort med en forlængelse af det midlertidige børnetilskud? Ja, det havde vi. Men er jeg også glad for, at vi rent faktisk får nogle penge ud? Ja, det er jeg. Radikale støtter lovforslaget.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Nu er det ikke bare ordføreren, men også regeringen og Socialdemokraterne, der kalder det her for inflationshjælp. Mener ordføreren, at det er rimeligt at kalde det hjælp? Nu kunne ordføreren prøve at sætte sig over på den anden side af det her, nemlig til de fattige familier, det handler om. Tror ordføreren, at de fattige familier, som i april ikke længere modtog – det er forskelligt fra familie til familie – flere tusind kroner om måneden, som de ellers havde haft, og som så om nogle måneder får et lavere beløb, oplever, at det er en hjælp?

Ordføreren.

Hvad deres oplevelse er, er jo altid svært at sige. Men hvis du havde sagt til dem, at deres virkelighed ellers havde været, at der jo ikke havde været noget ekstra, så tror jeg i den grad, at de bliver glad for, at der kommer det her engangsbeløb.

Så står vi samlet som Folketing også over for en stor opgave med rent faktisk at få sikret et bedre ydelsessystem helt generelt. Den opgave ser jeg frem til, og det håber jeg også at hr. Pelle Dragsted vil være med til.

Hr. Pelle Dragsted.

Jeg tror bare, at jeg generelt har det sådan, at der er for meget politisk newspeak. Jeg synes, at når man tager penge fra folk, skal man ikke kalde det hjælp. Og den materielle konsekvens for de her familier af det forløb, der har været siden jul og frem til nu, er, at de bliver fattigere. Det er bare virkeligheden.

Med hensyn til ydelsessystemet fremadrettet må jeg også sige, at jeg er bekymret. Det er jo bekymrende. Vi havde forhandlet en aftale på plads, og den var ikke perfekt, den var langtfra perfekt, men den var trods alt et løft, der havde gjort noget ved børnefattigdommen i Danmark, og det tror jeg ikke kommer til at ske nu.

Ordføreren.

Det kommer vi i hvert fald i Radikale Venstre til at kæmpe for at vi rent faktisk gør for børnene. Det skal vi sørge for at passe på, og vi skal sikre, at de har en ordentlig opvækst og ikke bliver efterladt i fattigdom. Jeg må bare sige, at den beslutning, regeringen har truffet, med ikke at videreføre det midlertidige børnetilskud er deres ansvar. Vi tager ansvar for, at vi rent faktisk sørger for at få noget hjælp ud til de her børnefamilier nu.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Katrine Robsøe. Jeg byder nu velkommen til hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Jeg skal gøre det ganske kort. Dansk Folkeparti er imod at give endnu flere penge til arbejdsløse indvandrere, og derfor stemmer Dansk Folkeparti imod lovforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tak for det. Enhedslisten og Dansk Folkeparti har uenigheder om det her. Jeg synes, det er mærkeligt at se på, hvilke forældre børn har og så tage det som udgangspunkt for, om man skal opleve fattigdom eller ej. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvad forskellen er. Men det, jeg undrer mig mest over, er, at man fra Dansk Folkepartis side angivelig har mere, må man gerne sige ondt bagi, eller er det på grænsen, formand? Det ved jeg ikke. Men man har mere af det, man ellers kalder det, over nogle familier, som får nogle håndører, end over de virksomheder, som lige nu spinder guld på, at vi alle sammen betaler høje energipriser, høje fødevarepriser, høje fragtpriser. Hvorfor sparker man altid nedad, hvis jeg må sige det på den måde?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, det er et problem, når 44 pct., som jeg mener Beskæftigelsesministeriet kunne oplyse, af de familier, der får penge her, er ikkevestlige indvandrere. Det viser jo, at Danmark desværre er blevet en magnet for mennesker fra fremmede kulturer, som ikke ønsker at tilpasse sig, som lever i parallelsamfund, og som ikke ønsker at være en aktiv del af Danmark. Det synes jeg er et enormt problem.

Til den sidste del af hr. Pelle Dragsteds spørgsmål, som jo handler om energiselskaber, mellemhandlere osv., som har haft en meget stor profit, særlig i 2022, vil jeg sige, at dem vil vi da gerne være med til at nappe nogle penge fra.

Hr. Pelle Dragsted.

Det kunne bare være skønt, hvis Dansk Folkeparti kunne snakke med samme indignation om dem, for der drejer det sig altså om milliarder og ikke om småpenge, som tages op af lommen på danskerne. I forhold til det her med folk med anden etnisk baggrund kan vi jo se, at rigtig, rigtig mange heldigvis er kommet i arbejde, og det skyldes, at vi har næsten fuld beskæftigelse, og det betyder, at arbejdsgiverne i højere grad efterspørger nogle af dem, der er lidt mere på kanten af arbejdsmarkedet. Det er jo glædeligt, men det viser også, at det altså ikke bare handler om, om der er nogen, der har lyst til at deltage, det handler også om, om der er et arbejdsmarked, der har lyst til at tage dem.

Ordføreren.

Jeg så gerne, at flere var en del af det arbejdende fællesskab – absolut. Men jeg synes altså, det er et skråplan, når næsten halvdelen af de familier, der får hjælp her, er ikkevestlige indvandrere. Det er et totalt skråplan, og det viser jo, at der er noget fuldstændig galt i Danmark.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så siger vi tak til hr. Peter Kofod. Jeg byder nu velkommen til hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak, formand. Alternativet er med i aftalen om inflationshjælp til økonomisk udsatte familier. Til gengæld stemte vi imod, da regeringen afskaffede det midlertidige børnetilskud i december, for det syntes vi faktisk var uansvarligt og en kæmpe rød klud i hovedet på mange, mange fattige danskere. Så kom vi til, at den her aftale om inflationshjælp til økonomisk udsatte familier skulle forhandles, og vi tænkte: Skal vi gå ind ad den dør, skal vi gå ind i det forhandlingslokale, eller skal vi blive ude, fordi vi er så sure på regeringen, når de afskaffer det midlertidige børnetilskud? Vi gik ind ad døren, fordi det lød, som om der var en del partier, der ville prøve at sikre, at inflationshjælpen til økonomisk udsatte familier gik uden om minoritetsdanskerne. Og det var der også. Og vi forhandlede, og heldigvis lykkedes det at forhandle dem ud af lokalet og sørge for, at der i det mindste gik nogle penge – ikke nok, men nogle – til danskere med minoritetsbaggrund, hvilket vi også har hørt klager over fra den borgerlige lejr i aften.

Så alt i alt kunne man egentlig både være blevet ude og være gået ind. Vi gik ind, og jeg synes, det lykkedes at være med til at skabe lidt værdi. Så jeg er egentlig glad for at stå her og være med i den her aftale.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning til hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Der er jo ingen tvivl om, at Alternativet og Dansk Folkeparti er meget uenige om det her. Jeg skal bare lige høre, om jeg forstår det her rigtigt. Alternativet er simpelt hen stolt over, at man har fået presset Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne og andre til at give flere penge til arbejdsløse indvandrere. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Nu er det jo ikke flere penge. Nu fik de faktisk flere penge med det midlertidige børnetilskud. Det, som visse borgerlige partier gerne ville, var egentlig, så vidt jeg kunne se, at forhandle minoritetsfamilier helt ud af inflationshjælpen til udsatte familier, og det er jeg glad for at jeg var med til at forhindre.

Ønsker hr. Peter Kofod en anden kort bemærkning?

Det er ikke tilfældet. Så siger vi tak til hr. Torsten Gejl fra Alternativet, og jeg byder nu velkommen til hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige.

Tak for det. Det er vel også en slags sejr, når Alternativet står og siger, at det vigtigste for dem var, at de fik forhandlet mig ud af lokalet. Men jeg bliver nødt til at skuffe hr. Torsten Gejl, for den primære grund til, at jeg blev nødt til at forlade lokalet, var jo egentlig, at det her ikke havde som præmis at hjælpe de mest udsatte, men at hjælpe nogle hurtigst muligt. Det ser vi resultatet af nu, når vi så kan se, at vi vel kaster omkring 21 mio. kr. skattefrit efter nogle mennesker, hvis eneste berettigelse var, at de allerede fik offentlige ydelser. Det kan jeg ikke se er en sejrsdans værdig, men hvert parti sin mening jo.

Jeg glædes over, at der forhåbentlig på et eller andet tidspunkt er noget læring i det her for den siddende regering, nemlig at man skal lade være med at kaste penge ud over samfundet og så bare håbe på, at man rammer rigtigt. For virkeligheden er jo, at man sendte checks ud – denne gang til nogle millionærer og nogle andre – fordi man havde travlt, i stedet for at man havde ro i maven og gav til dem, der trængte mest.

Jeg siger faktisk ikke, at der ikke er familier i det her, som ikke trængte; det siger jeg ikke. Jeg siger bare, at jeg havde en reel bekymring for, at der var andre, der trængte mere end dem, der fik, og det er jeg jo så blevet bekræftet i med de her 1.625 mennesker med en indkomst på over 800.000 kr. Det er ikke i orden. Det er simpelt hen ikke godt nok. Så er det gået for stærkt. Sket er sket, men det er gået for stærkt, hvis vi sender checks på op til 13.000 kr. ud til familier, der har en husstandsindkomst på 800.000 kr. Det er min holdning, og den kan jeg så risikere at stå alene med. Det tror jeg nu ikke. Jeg tror, at rigtig mange danskere ikke kan forstå den her del af det.

Jeg vil så helt klart også mene, at det er bekymrende, at 44 pct. af dem, vi sendte penge til, er ikkevestlige. Det er jo ingen nyhed, at Nye Borgerlige mener, at udlændinge skal forsørge sig selv og ikke ligge danskerne til last. Det mener vi også i den her sag. Der er intet nyt under solen der.

Nye Borgerlige kommer naturligvis ikke – hvis der var nogen, der sad og ventede i spænding – til at støtte forslaget. Vi gik ud ad døren den aften, og jeg er siden hen bare blevet bekræftet i, at det var det rigtige valg for Nye Borgerlige.

Tak for det, og der er ingen korte bemærkninger. Jeg siger tak til hr. Kim Edberg Andersen og giver nu ordet til beskæftigelsesministeren.

Tak for det, formand. Tak til ordførerne for bemærkningerne og en god behandling af lovforslaget, og ikke mindst selvfølgelig tak til SF, Radikale Venstre og Alternativet for at tage ansvar for at hjælpe den her gruppe udsatte børn i en tid, der kan være svær.

Inflationen er på vej ned, og det er godt, men der er stadig mange rundtomkring i landet, som de høje priser stadig rammer hårdt og især med en mekanisme, som er så uretfærdig, at det rammer dem, som i forvejen har mindst, mest. Derfor er jeg glad for, at det her lovforslag giver inflationshjælp til alle børn i Danmark, som har en mor eller en far på kontanthjælp eller i ressourceforløb. Der har været stemmer undervejs, der har sagt, at der ikke er brug for inflationshjælp, at det slet ikke nytter noget. Der er jeg af en anden holdning i den nuværende tid. Jeg bakker op om alle de ordførere, der har sagt, at det ikke skal være udgangspunktet for det, vi laver herinde, men det er en ekstraordinær tid, og der er mange, for hvem det her vil falde på et tørt sted. Det er jeg overbevist om, og dermed er jeg også overbevist om, at det vil gøre en reel forskel.

Det gør også, at tempo er en faktor, og det har været diskuteret frem og tilbage i salen i dag. Jeg bakker op om de stemmer fra repræsentanter for aftalepartierne, der siger, at det var vigtigt, at pengene ikke var et år undervejs og først ville lande ude i de her familiers lommer om mange måneder. Det er rigtigt, som man også har kunnet læse i aviserne, og som vi selv har været helt åbne omkring tallene for, at det betyder, at der vil være et mindre antal familier, som vil modtage inflationshjælp, og hvor den ene forælder tjener mange penge. Jeg er da helt med på, at man nok ikke har det store behov for inflationshjælp, i hvert fald ikke er blandt dem, der har mest behov, hvis man f.eks. har en indkomst på 800.000 kr. Men som det også blevet sagt undervejs, var det en pris, vi betalte med åbne øjne for at kunne sende pengene hurtigere ud. For hvis vi skulle gå det efter med tættekam og gennemundersøge hver eneste af de familier, vi ønskede at sende hjælp ud til, og frasortere enkelte af dem ud fra ægtefællens eller kærestens indkomst, ville der gå mange, mange måneder, før der var nogen som helst, der kunne mærke det her lovforslag. Så lang tid har vi ikke vurderet at familierne kunne vente, mens priserne fortsat er høje i supermarkederne.

Jeg har også lagt mærke til, at nogle stemmer undervejs har sammenlignet inflationshjælpen med det midlertidige børnetilskud, som nu er fortid. Der har vi også i aftalekredsen hele vejen igennem været meget klare på, at inflationshjælpen ikke er en erstatning for det midlertidige børnetilskud, for det midlertidige børnetilskud var, som navnet siger, midlertidigt. Det, vi gør nu, er at give en akut inflationshjælp på den korte bane. Og på den længere bane har vi i regeringen meget klart sagt, at vi synes, vi har brug for et nyt kontanthjælpssystem, der forhåbentlig kan skabe ro og tryghed om familiernes økonomi og ikke, som vi ellers har oplevet igennem en lang periode, gør kontanthjælpsmodtagere til kastebold mellem skiftende politiske flertal.

Alt i alt synes jeg, at der er blevet taget ansvar i den her sag i en svær tid for nogle mennesker, som har været meget udfordret af stigende priser og har haft meget lidt manøvrerum til at få enderne til at mødes. Det vil jeg godt endnu en gang takke de partier, der bakker op omkring det, for. Jeg vil takke for drøftelsen i dag og sige, at jeg ser frem til den videre behandling i udvalget. Tak.

Tak for det. Der er tre korte bemærkninger. Jeg giver først ordet til hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten.

Tak, formand. Er det hjælp til fattige familier, at man først tager 1.000 kr. fra dem og så måske, hvis de er heldige, giver dem 800 kr. tilbage? Tror ministeren, at det opleves som en hjælp for de familier, som faktisk lige nu i de her måneder, fordi de penge jo ikke er udbetalt endnu, har oplevet et markant indkomstfald? Når de så, forhåbentlig, i juni eller andet får en ydelse igen, vil den være lavere end den, de har været vant til gennem de sidste 3 år. Tror ministeren, at det opfattes som en hjælp, eller synes ministeren måske, man skulle lade være med at kalde det en hjælp, når der ikke er tale om en hjælp?

Ministeren.

Jamen jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, hvor Enhedslisten er i den her sag, og respekt for de klare meldinger og også spørgsmålet, der er gået igen igennem debatten.

Jeg synes som flere andre før mig, at vi er nødt til at holde de strukturelle ting, de faste ydelser, de varige beslutninger, vi tager, og så engangshjælpen ude fra hinanden. Der er jeg fuldstændig på linje med dem, der har svaret før mig. Det her er selvfølgelig en ekstraordinær situation. Det her er en hjælpende hånd til nogle, og for i hvert fald rigtig mange af dem vil det falde på et tørt sted, ligesom de øvrige inflationstiltag, vi har lavet til de fattigste studerende, de fattigste ældre osv. Så ja, det mener jeg det er.

Hr. Pelle Dragsted.

Forskellen i forhold til de andre inflationstiltag er faktisk, at der er tale om, at der er nogle grupper, der får flere penge, end de havde før. Det, der er tilfældet med en kontanthjælpsfamilie med f.eks. to børn, er jo, at de får færre penge, end de havde før. Det er derfor, jeg bliver lidt pikeret over, at man bruger ordet hjælp. Jeg synes ikke, det er rimeligt at kalde noget, som gør en familie fattigere, hjælp. Jeg kan anerkende, at der er hjælp til folkepensionister i regeringens forslag. Den burde være større. Jeg kan anerkende, at der er noget hjælp til studerende, som har nogle særlige udfordringer, så vidt jeg husker. Men det er altså ikke hjælp, når en familie har mindre måneden efter, end de havde før. Det er det altså bare ikke.

Ministeren.

I de måneder, hvor de her engangsbetalinger kommer ud, vil de så også have markant mere. Det mener jeg er en hjælp, og jeg er glad for forslaget og aftalen, vi står med her i dag.

Hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg spekulerer over, minister, når man hører Alternativets ordfører stå på talerstolen og glæde sig over, at man har fået omfattet en masse ikkevestlige indvandrere i sådan et lovforslag, om man så ikke som socialdemokrat, der er gået til valg på en stram udlændingepolitik og nogle klare krav – ret og pligt-diskussionen – godt kan stå og tænke: Gad vide, hvad vi har ladet os lokke til og forføre til af venstrefløjen? Altså, kan man ikke godt tænke, at man har ladet sig trække langt ud på venstrefløjen på den her bane?

Jeg må indrømme, at jeg virkelig ikke forstår Socialdemokratiet her. Jeg tror, der sidder rigtig mange – rigtig mange – frustrerede socialdemokrater og tænker: Hvorfor skal der være fest i ghettoen nu? Kan ministeren svare på det?

Ministeren.

Ved du hvad, det tror jeg simpelt hen slet ikke er tilfældet. Jeg tror faktisk slet ikke, det er tilfældet, at der sidder en hel masse socialdemokrater og har det dårligt over, at en række voksne mennesker, der enten er på kontanthjælp eller i ressourceforløb, får en engangsudbetaling som et bidrag, hvis de har børn under 15 år, til, at enderne er tættere på at mødes.

At en andel af dem har oprindelse i et andet land, tror jeg simpelt hen ikke der sidder mange socialdemokrater og har ondt over, når det handler om børneliv og det handler om de her menneskers situation. Det øger ikke tilstrømningen; det hæver ikke ydelserne permanent; det er ikke en lempelse af udlændingepolitikken. Det er en hjælp her og nu i en hård tid, som kan mærkes hos dem, der har mindst.

Hr. Peter Kofod.

Så det vil sige, at ministeren står fuldstændig på mål for og er hundrede procent tilfreds med, at 44 pct. af de familier, der modtager den her check, er ikkevestlige indvandrere – at det er helt fint?

Ministeren.

Til det er svaret ja. Men jeg synes, man skylder at sige, at mere end en tredjedel af de 44 pct. jo er nytilkomne fra Ukraine. Det ved jeg ikke om betyder noget for hr. Peter Kofod, men jeg synes i hvert fald, det er vigtigt at have nuancerne med, når man maler skræmmebilleder. Jeg deler simpelt hen ikke fortørnelsen, faktisk overhovedet ikke. Jeg er stolt af den her aftale.

Tak for det. Den næste korte bemærkning er fra fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Tak. Det er jo offentligt kendt, at partiet Venstre har stået meget stejlt på hele det her spørgsmål om at hæve ydelserne til arbejdsløse indvandrere, og at partiet Venstre også i den forrige regeringsperiode har været meget efter Socialdemokratiet på det her område. Derfor må man jo sige, i hvert fald som danmarksdemokrat, at det var noget af en overraskelse at se partiet Venstre som en del af regeringen og også være med til lige præcis det her punkt omkring at uddele checks til arbejdsløse indvandrere.

Derfor vil jeg høre, om ministeren deler den overraskelse, som vi har i Danmarksdemokraterne, over, at Venstre er gået med til det her stik modsat det, man har kæmpet for.

Ministeren.

Der må jeg igen sige, at svaret er nej. Det her er ikke højere ydelser til arbejdsløse indvandrere. Det er inflationshjælp til nogle af de mennesker i det her land, der har mindst. Vi har ikke permanent hævet nogen ydelser, og vi har slet ikke med det her lovforslag givet et incitament til enten at blive i kontanthjælpssystemet eller at komme til Danmark fra udlandet, al den stund det er med tilbagevirkende kraft og det er en engangsydelse. Det er i en tid, hvor jeg i hvert fald har et billede af, at rigtig mange af vores fattigste børnefamilier landet over kan mærke prisstigningerne markant mere, end nogle af os andre kan.

Fru Marlene Harpsøe.

Men, kære minister, hvordan hænger det sammen med, at Socialdemokratiets ordfører stod på talerstolen tidligere og sagde, at man skal yde, før man kan nyde? For når man giver den her check til arbejdsløse indvandrere, er det vel ikke et tegn på, at regeringen går ind for, at man skal yde, før man kan nyde. Det hænger jo ikke sammen.

Ministeren.

Jeg synes, det var et fremragende svar, som den socialdemokratiske ordfører, hr. Jens Joel, gav, altså at vi i Socialdemokratiet og i hele regeringen går ind for, at ret og pligt hersker, at hvis man kan arbejde, skal man, og at hvis der er arbejde at få, skal man tage det. Det gælder, uanset om man er indvandrer, eller om man er født og opvokset her. Det er også gældende praksis fremadrettet. Det er vores gældende politik, og det er det også, efter det her forslag bliver vedtaget.

Hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak for det – jeg skulle lige tjekke rækkefølgen, for det ene er et lidt kort spørgsmål, og det andet er lidt længere.

For at følge op på det, som Dansk Folkeparti kom med, vil jeg spørge, om ministeren tror, at der er nogen socialdemokratiske arbejderfamilier, eksempelvis i Nordjylland, der kan være lidt forargede over, at der er folk med en husstandsindkomst på over 800.000 kr., der har fået det her, når de har det så svært. De har ikke fået til piller eller træ eller noget som helst deroppe, men de sidder altså ude i de her små huse på landet og har ikke fået en krone, fordi de har et job. Men hvis de bare havde sat sig ned og sørget for at være på kontanthjælp og ingenting budt ind med, havde de fået penge nu. Tror ministeren, at der dér kan være nogen socialdemokratiske vælgere, som måske synes, det her ikke er den mest gennemtænkte og fedeste idé?

Ministeren.

Jamen hr. Kim Edberg Andersen har jo også stillet det her spørgsmål til den socialdemokratiske ordfører. Igen må jeg sige, at jeg synes, at ordføreren svarede rigtig godt: at det her er en hjælp, der kan komme hurtigt ud, og hvor vi bruger nogle af de mekanismer, vi har i forvejen. Men det er jo ikke det eneste inflationshjælpselement, og det ved spørgeren også godt, og derfor skal det selvfølgelig ses i sammenhæng med de øvrige tiltag, vi har lavet.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Det tager jeg, som om ministeren mener, at det var sådan semi-o.k., og det er så fint.

Det næste spørgsmål er: Hvornår vidste ministeren, at du ville ramle ind i det her med folk i ressourceforløb og ramle ind i det her med familier, der fik over 800.000 kr. eller over 600.000 kr. eller over 1 mio. kr.? Hvornår var ministeren bekendt med det her? For jeg håber da bestemt, at de folk, ministeren har omkring sig, har fanget det her, før to tilfældige journalister finder på det. Så hvornår var ministeren klar over, at det her blev konsekvensen af det, at der var mennesker med en husstandsindkomst på over 1 mio. kr., der ville få gavn af de her op til 13.000 kr.?

Ministeren.

Nu må ordføreren lige undskylde mig, hvis jeg udlægger processen anderledes, end den reelt er. Men sådan som jeg husker det, opfangede de journalister, at tallene var, som de var, fordi vi fortalte dem det. Så på den måde kan man sige, at det nok ikke er den anden vej rundt.

Men jeg kan da bekræfte det, der også er tidligere ordførere der har stået på talerstolen i dag og sagt, at vi jo godt har vidst, at når vi udvidede kredsen fra at være 17.000 familier på midlertidigt børnetilskud til at være nu 40.000 familier, ville der være nogle på ressourceforløb, hvor der ikke er ægtefællemodregning. Det vil sige, at vi stadig giver ydelsen til nogle mennesker, som er ramt af meget hårde livsvilkår, og som får meget lidt hver måned. At de så er gift og der ikke er ægtefællemodregning, har vi jo vidst i aftalekredsen.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til beskæftigelsesministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)