Tak til ordførerne for kommentarerne og bemærkningerne til lovforslaget. Jeg bliver nødt til lige at fortælle en lille personlig ting: Jeg er helt vild med blandede bolsjer. Jeg kan lide poser, hvor der er lidt forskelligt i – og jeg mener det, når det gælder bolsjer, men jeg mener det sådan set også politisk. Så på den måde er der en rød tråd i forhold til den klima- og energipolitik, vi skal føre sammen. Jeg respekterer, når det kommer til lovgivning, at blandede bolsjer ikke er en favorit. Det er det heller ikke for mig, og jeg vil gøre mit yderste for at respektere de ord, der er faldet derom. Jeg er enig i, at det giver os alle sammen lidt pressede arbejdsvilkår. Men jeg takker for, at det høje Ting på trods af det har givet sin opbakning til, at vi kan hastebehandle lovforslaget.
Tilbage i marts blev der indgået en ambitiøs aftale om udvikling af fremme af brint og grønne brændstoffer. Nu skal vi sikre, at brinten kan transporteres i rør og lagres i undergrunden. Der er også lavet en aftale om de rammevilkår, der skal være i Danmark, for at lagre CO2 i undergrunden, så vi bevæger os fremad, og nu nærmer vi os altså tiden, hvor det er infrastrukturen, der er det næste, der skal på plads. Det er selvsagt nødvendigt, at vi kan gøre noget med den fangede CO2 – ultimativt transportere det i rør og føre det frem til et lager. Med det her lovforslag implementerer vi de aftaler, så det bliver til virkelighed. Lovforslaget lægger samtidig op til at sikre effektive og fremtidssikrede rammer for Energinet, som ejer og driver dele af den centrale energiinfrastruktur, herunder lagrene.
Som det fremgår af lovforslaget, har det for det første til formål at skabe rammer for etablering af en brintinfrastruktur, som kan understøtte den grønne omstilling og fremme udviklingen af power-to-x. Vi har ikke den rørbundne infrastruktur i dag, og lovforslaget skaber de overordnede rammer for, at det kan blive muligt i fremtiden. Idet vi læner os op ad den eksisterende logik i reguleringen af vores gassektor, føler jeg mig tryg ved, at lovforslaget bevæger sig inden for det, der også bliver den europæiske ramme for, hvordan arbejdsdelingen skal være på gasmarkedet mellem dem, der putter gas ind, dem, der skal tage noget ud, dem, der skal transportere det, og dem, der skal handle det.
Som aftalt med partierne bag aftalen om fremme af udviklingen af brint og grønne brændstoffer vil regeringen snart præsentere et oplæg, der er mere konkret, med hensyn hvordan ejerforholdene og brintinfrastrukturen skal være. Så til de spørgsmål, som hr. Søren Egge Rasmussen stillede, vil jeg sige: Det ligger sådan set i kortene og samarbejdets ånd, at det skal vi vende tilbage til, for det skal ikke hastes igennem, men først forhandles i forligskredsen, før vi kommer til at svare på de spørgsmål, der blev rejst. Jeg ser naturligvis frem til at drøfte det med Folketingets partier, lige så snart vi har haft mulighed for at fremsætte forslaget.
For det andet foreslås det, at førnævnte Energinet og derigennem dets datterselskab Gas Storage Denmark får hjemmel til at varetage lagring af CO2. Som flere ordførere har nævnt, har det sammenhæng med det lovforslag, vi drøftede lige før, om CCUS-puljen.
For det tredje skal lovforslaget sikre, at omorganiseringen af Energinets koncern indarbejdes i lov om gasforsyning, herunder at vi ændrer reglerne om den økonomiske regulering, så de kan rumme de organisatoriske ændringer, der skal gennemføres af Energinet. Heri ligger så også en udskydelse af de aftaler, der er omkring den justerede økonomiske regulering af Energinet.
Endelig indeholder lovforslaget en række mindre justeringer af væsentlige regler og bestemmelser. Det gælder bl.a. reglerne om kommunal modregning på gasområdet, som skal forlænges, for at de sidste kommuner, der skal have penge for salg af naturgasdistribution, bliver underlagt samme regler som alle de andre kommuner, og reglerne om justering af myndighedsbetaling på gasområdet. Derudover ændrer vi på udpegningsgrundlaget for Energinets interessentforum.
Lovforslaget har ikke en solnedgangsklausul. Det skal der jo normalt være, så det sikres, at Folketinget kan genbehandle lovforslagene, hvis der er saglige hensyn hertil. I dette tilfælde er det imidlertid det mest saglige at lade være, da lovforslaget har til formål at sikre de langsigtede rammevilkår for brintinfrastruktur og CO2-lagring og dermed give alle aktørerne på de felter robuste rammer for at udvikle de løsninger, vi fremadrettet får behov for i klimaarbejdet.
Jeg ser frem til at drøfte og behandle lovforslaget i udvalget, og med disse bemærkninger vil jeg anmode om velvillig behandling af lovforslaget. Tak for ordet.