Det næste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af lovforslag nr. L 76:

Forslag til lov om ændring af pensionsbeskatningsloven, ligningsloven og personskatteloven. (Ændring af fradragsretten for private lønforsikringer, forhøjelse af det maksimale fradrag for fagforeningskontingenter og nedsættelse af bundskatten som følge af kommunale skattestigninger).

Af skatteministeren (Jeppe Bruus).

(Fremsættelse 29.03.2023).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører er hr. Anders Kronborg fra Socialdemokratiet.

Tusind tak, formand. En af mine yndlingssange, som jeg gik og nynnede lidt for mig selv på vej op til talerstolen, er Stig Møllers »Sikke en dejlig dag«. Solen skinner, fuglene synger, og det her lovforslag har jeg glædet mig rigtig meget til. Det er en vigtig sag for Socialdemokratiet og er et lovforslag, der på flere måder gavner den danske model.

For det første foreslår regeringen bestående af Venstre, Moderaterne og Socialdemokratiet at forhøje det maksimale fradrag for fagforeningskontingenter fra 6.000 til 7.000 kr. Med det forslag øger vi incitamentet til at organisere sig og giver bedre muligheder for, at borgerne kan melde sig ind i en fagforening.

For det andet foreslår regeringen, at fradragsretten bliver betinget af, at der i indkomståret betales mindst 1.300 kr. til et medlemskab af en a-kasse. Ved at øge incitamentet til at melde sig ind i en a-kasse styrker vi den danske model og skaber sikkerhed for, at alle kan forsikre sig mod arbejdsløshed. Jeg synes, det er vigtigt, at vi herinde i Folketinget kan samles om at skabe den tryghed; og jeg vil jeg her på talerstolen gerne glæde mig over, at siden det daværende Folketing lavede den her aftale, er opbakningen og tilslutningen fra flere partier blevet endnu bredere, for det er også med til at cementere opbakningen til vores fagforeninger og til den danske model.

For det tredje foreslår regeringen at nedsætte den statslige bundskat. Initiativet er en tilbagevendende øvelse. Det har til formål at neutralisere det højere kommuneskatteniveau, så skatten samlet set bliver holdt i ro. Baggrunden for forslaget er, at kommuneskatten forventes at stige med ca. 400 mio. kr. fra 2023. Det er uden for de rammer, som er aftalt i forbindelse med udligningsreformen og aftalen om kommunernes økonomi. Regeringen foreslår derfor, helt ansvarligt, at nedsætte bundskatten med 0,03 procentpoint i 2023 og de efterfølgende indkomstår.

Med de bemærkninger tror jeg sådan set bare, at jeg har lyst til at nynne videre på Stig Møllers sang »Sikke en dejlig dag«, og med de ord kan jeg meddele, at Socialdemokratiet kan støtte det her lovforslag.

Første spørger er hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

Jeg tror ikke, at jeg lige kan huske, at jeg har set et klarere eksempel på nepotisme end det lovforslag, som vi behandler i dag. Her er tale om, at Socialdemokratiet giver en skattefordel til folk, der betaler medlemskab hos Socialdemokratiets sponsorer, fagforeningerne; fagforeningerne, som poster millioner af kroner i Socialdemokratiets valgkamp, yder al den støtte, de kan, for at Socialdemokratiet har regeringsmagten. Den regeringsmagt bruger Socialdemokratiet så til at sørge for at skattebegunstige, at man køber et medlemskab hos de her fagforeninger, og at der dermed bliver større mulighed for at give den her økonomiske støtte til Socialdemokratiet.

Kan Socialdemokratiet på nogen måde se, at det ser en lille smule uheldigt ud, at man på den måde bruger regeringsmagten så direkte til at tilgodese sine egne sponsorer?

Ordføreren.

Jeg synes, at debatten nu kommer ned på sådan et lidt lavt niveau, for det her handler jo om at styrke den danske model samlet set. Arbejdsgivere har interesse i, at der er en høj organisering på arbejdsmarkedet. Det har lønmodtagere også, og gennem kollektive overenskomster forbedrer man forholdene på arbejdsmarkedet. Det synes jeg sådan set både er en god værdi, men også noget, vi i Danmark har pralet af, når vi snakker med andre lande om, at vi i Danmark har en dansk model, hvor man kan samarbejde på arbejdsmarkedet. Det er den, vi styrker, med det her lovforslag.

Og til hr. Rasmus Jarlov vil jeg så sige, at jeg jo er utrolig glad for, at jeg, når han kommer med de påstande, så bare herfra kan sige: Det her lovforslag er der bred opbakning til, både i den venstre del af salen og i den højre del af salen. Jeg ved, at Dansk Folkeparti er en del af den oprindelige aftale, og også et parti som Venstre, Danmarks Liberale Parti, støtter op om det her lovforslag.

Spørgeren.

Det er jo nærmest komisk at stå og påstå, at Venstre støtter det her lovforslag. Venstre stemmer for, fordi de har fået nogle ministerposter som betaling for at stemme for. Det har jo ikke noget at gøre med, at Venstre går ind for forslaget. Hr. Anders Kronborg kan sige alt muligt, men jeg spurgte jo egentlig, om hr. Anders Kronborg kunne se, at der er et problem ved, at man giver en så direkte økonomisk begunstigelse til Socialdemokratiets sponsorer med lovforslaget her. Det kunne være rigtig lækkert, hvis hr. Anders Kronborg ville forholde sig til det spørgsmål og ikke tale udenom med alle mulige undskyldninger for, hvorfor man gør det.

Ordføreren.

Dem, vi giver en skattelettelse med det her lovforslag, er de personer på arbejdsmarkedet, som melder sig ind i en fagforening, og når man melder sig ind i en fagforening på det danske arbejdsmarked, synes jeg også, man bidrager til et stabilt arbejdsmarked i Danmark. Så det synes jeg, modsat ordføreren, er helt rimeligt.

Så er det hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet. Jeg håber naturligvis, at hr. Anders Kronborg er så musikalsk, at når han nu nærmest begynder at synge »Sikken dejlig dag det er i dag«, som i øvrigt er en ganske glimrende sang – den synger vi også selv tit derhjemme – så også kender sangen »Hvem skal nu betale, hvem har råd til mere?«. For det kan godt være, at det er en festdag, når man er rigtig, rigtig rød, men det er ikke en festdag, når man parkerer regningen ovre hos landbruget og alle mulige andre steder og hos de folk, som ikke ønsker at benytte sig af et fradrag for at have medlemskab af en rød fagforening.

Ordføreren.

Jeg skal skåne spørgeren for at høre mig synge. Jeg kan synge én stemme, og den er falsk, så jeg kan berolige spørgeren med, at det vil jeg ikke gøre her. Men jeg vil bare sige: Helt ærligt, så handler det her om at give nogle hårdtarbejdende danskere, der melder sig ind i et fællesskab på arbejdsmarkedet – som vi har haft siden septemberforliget – og bidrager til stabiliteten, en lille skattelettelse, for at de kan være medlem af det her fællesskab. Og det synes jeg faktisk, også med den prisudvikling, som vi ser, er ganske rimeligt.

Spørgeren.

Er ordføreren ikke enig i, at det her forslag handler om at ændre på afskrivningsreglerne for dansk landbrug og gartnerierhverv, så man lægger en yderligere regning hos dansk landbrug og danske fødevarevirksomheder og hos gartnerierne, som jo i forvejen har slåsset på grund af stigende energipriser og alt muligt? Der er virksomheder, der lukker. Og så siger ordføreren, at det her kun handler om arbejdsmarkedets parter og arbejdstagerrettigheder. Vil ordføreren ikke venligst anerkende, at det her også drejer sig om, hvor pengene kommer fra?

Ordføreren.

Jamen det gør det jo på alle områder, når vi laver skattelettelser – så skal skattelettelserne selvfølgelig fuldt finansieres. Så selvfølgelig er der også nogle finansieringskilder i forhold til det her forslag.

Jeg siger her fuldstændig klart og tydeligt, at vi synes, det her er godt for Danmark; vi synes, det er godt for organiseringen på det danske arbejdsmarked; vi synes, det styrker den danske model. Og det synes vi også er vigtigt at vi får bidraget til.

Dermed tak til ordføreren. Næste taler er hr. Torsten Schack Pedersen fra Venstre.

John Stuart Mills »On Liberty« er et meget citeret og omtalt værk i liberale kredse. Et af de mest anvendte argumenter fra værket handler om, at de individuelle frihedsrettigheder skal beskyttes. Mill anerkender imidlertid, at de kan komme i konflikt med hinanden. Det kunne jeg sådan set bruge al min taletid på i dag, men jeg vil nu hellere belyse en lidt mindre udtalt vinkel på Mills værk, nemlig pointen om kompromiser. For den individuelle frihed skal nogle gange også balanceres med hensynet til almenvellet. Derfor er kompromiser og samarbejde i samfundet vigtige for stabilitet og for en bæredygtig udvikling. Denne forståelse for politik er nødvendig at have for øje, når vi i dag behandler det her lovforslag, for her er der tale om kompromiser blandt regeringspartierne, og det har været afgørende for det lovforslag, vi står med i dag.

Første element er en ændring af fradragsretten for private lønforsikringer. Den skal i fremtiden betinges af, at der i indkomståret er indbetalt mindst 1.300 kr. i a-kassebidrag, og det svarer til mindst 3 måneders indbetaling af bidrag til det billigste medlemskab af en a-kasse for en person, der er fuldtidsforsikret.

En anden del af forslaget er en forhøjelse af det maksimale fradrag for fagforeningskontingent fra 6.000 kr. til 7.000 kr. Her vil jeg gerne minde om indledningen til min tale og John Stuart Mill. Det er nemlig ikke nogen hemmelighed, at Venstre jo ikke har været villig til at støtte denne del af lovforslaget før folketingsvalget sidste år. Vi var ikke enige, og det er heller ikke, fordi vi er begejstrede. Men vi har indgået kompromiser, for en regering hen over midten forudsætter som sagt, at man går på kompromis. Og det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at det at hæve fradraget for det faglige kontingent for fagforeningsmedlemmer ikke er et forslag, der er groet i Venstres baghave. Men som Venstres skatteordfører, hr. Jan E. Jørgensen, tidligere har sagt:

»... politik er det muliges kunst, og når vi laver en regering hen over midten, så vil der i sagens natur være tale om, at man laver nogle kompromiser«.

Omvendt kan man også sige, at så er det måske heller ikke værre end som så, for vi kan jo godt se, hvem det er, der får gavn af en skattelettelse; det er folk, der er medlemmer af en fagforening, og som går på arbejde. Og en skattelettelse er en skattelettelse.

Endelig behandler vi i dag en nedsættelse af bundskatten som følge af kommunale skattestigninger. Vi er i Venstre sammen med et meget bredt flertal i Folketinget en del af aftalen om en reform af det kommunale tilskuds- og udligningssystem, og dele af den aftale udmønter vi så med lovforslaget her. Det har været centralt for os i Venstre, siden vi indførte skattestoppet i 2001, at sikre, at bliver de kommunale skatter hævet, nedsætter vi den statslige bundskat for at neutralisere de kommunale skattestigninger.

Kompromiser er vigtige. Nogle gange er man glad for nogle ting, og andre gange er man mindre glad for noget, og sådan har jeg det sådan set også med forslaget her. Vi støtter forslaget. Lad mig bare lige for en god ordens skyld understrege, at de kompromiser, vi har indgået, jo også betyder, at vi har fået nogle markante indrømmelser på skatteområdet. Der kommer en kraftig stigning i beskæftigelsesfradraget. 250.000 danskere kan se frem til at få halveret deres topskatteprocent. Der er reserveret midler til at sikre en lavere beskatning i forbindelse med generationsskifte – en hjertesag og mærkesag for Venstre i en årrække. Og jo, når man forhandler, og når man skal nå hinanden, indgår man kompromiser. Der kan man jo tage den seneste aftale, der er indgået, nemlig finanslovsforhandlingerne. Der var nogle, der blev i forhandlingslokalet, og de opnåede bl.a. en skattelettelse for unge under 18 år og en forhøjelse af beløbet for aktiesparekonto.

Derfor må man sige, at kompromiser er en del af dansk politik. Vi synes, vi har lavet et regeringsgrundlag og også en finanslovsaftale, der er ganske fornuftige, og så er der som sagt noget, man er mere begejstret for end andet. Men Venstre støtter forslaget.

Hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne.

Tak. Det var jo ikke overraskende, at ordføreren brugte ordet kompromis 23 gange. Ej, jeg talte dem ikke; det kan være, at jeg overdriver lidt. Men jeg tror faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig – og det må ordføreren jo så selv retfærdiggøre og svare på – at det her var en af de rigtig svære taler for ordføreren og en svær ting at være ordfører på. Altså, det er jo ikke et kompromis, vi er ude i her. Det er et totalt nederlag for partiet Venstre. Man går ind og lægger en kæmperegning på og vil ændre på afskrivningsreglerne for dansk landbrug og dansk gartneri, og så giver man det hele til den røde fagbevægelse. Så kommer man godt nok og siger, at det her med generationsskifte, beskatning osv. er ting, der nok ville komme alligevel. Altså, det er jo ikke det, der er tilfældet her. Det vil jeg have ordføreren til ligesom at bekræfte. Det er jo ikke et kompromis, det er en falliterklæring.

Ordføreren.

Jeg trækker lige vejret lidt her, for ordføreren er en del af den aftale, der ligger bag det her. Det er mig helt ubegribeligt, at Danmarksdemokraternes ordfører kan stå og tage så skarpt afstand fra en aftale, han selv var med i. Nu har ordføreren skiftet parti, og så trækker han en fribillet. Helt ærligt synes jeg godt nok det fortjener lige at blive udstillet. Hr. Hans Kristian Skibby var medlem af Dansk Folkeparti, da Dansk Folkeparti indgik den her aftale, og det løber man fra nu. Jeg indrømmer gerne, at det her er jeg ikke begejstret for, men jeg nævner jo også, hvad jeg har fået i stedet for som en del af den samlede regeringspakke, og det vil jeg gerne måles på. Men der må være grænser for hykleriet.

Spørgeren.

Man skal jo altid have de historiske briller på, men mig bekendt har der været et folketingsvalg. Mig bekendt havde jeg været løsgænger her i Folketinget i over 6 måneder før valget, og mig bekendt er jeg valgt for et andet parti, ovenikøbet med flere stemmer end i forrige valgperiode. Så det, som ordføreren begiver sig ud i, synes jeg er sådan lige vidtløftigt nok. Jeg tager sådan set udgangspunkt i den her aftale, som i øvrigt er en aftale, som er baseret på tre forskellige aftaler. Det skal vi lige huske at have med. Det er også derfor, det hele rykkes et år kalendermæssigt. Det er jo, fordi noget af det var nogen med i og nogle ting var andre ikke med i. Men det ændrer ikke på, at partiet Venstre er fuldstændig, totalt galt afmarcheret i forhold til nu at gå ind og lave en model, hvor man tager pengene ud af dansk landbrug og dansk gartneri, og det må ordføreren forholde sig til.

Ordføreren.

Lovforslaget, vi behandler nu, handler om at sætte skatten ned. Jeg må bare sige, at den indignation, der kommer fra hr. Hans Kristian Skibby, var der ikke, da man indgik aftalen. Alt det, der nu er dårligt, var fantastisk dengang, og det synes jeg helt ærligt at man må stå ved. Det bliver altså en kende for let, hvis man kan glæde sig over en aftale den ene dag og man så 6 måneder senere kan synes, det er helt forfærdeligt. Det synes jeg er svært at se en sammenhæng i.

Så er det hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

Jeg synes, det er ærlig snak, at ordføreren erkender, at her stemmer Venstre for noget, som Venstre ikke går ind for, fordi det er prisen for, at Venstre har kunnet få ministerposter i regeringen. Det er jo, som det er. Det er en byttehandel, som vi ikke forstår hos De Konservative, altså at man vil sluge så mange kameler og få så lidt for det. Men vi må konstatere, at kameler i hvert fald ikke ser ud til at fede, for ordføreren holder sig jo stadig fint i forhold til alle de kameler, han har slugt.

Men når nu hr. Torsten Schack Pedersen siger, at det, Venstre har fået for det her ud over det primære, nemlig ministerposterne, er, at Venstre i regeringsgrundlaget har fået lovning på nogle skattelettelser, kunne jeg godt tænke mig at vide, hvornår de kommer, for det er der jo ikke blevet sat en dato på endnu, og det her bliver implementeret nu. Så har Venstre fået nogle fugle på taget, og risikerer skattelettelserne måske først at komme om mange år, eller hvornår kommer de skattelettelser?

Ordføreren.

Jeg er nødt til at anholde, at det er på grund af ministerposter, at Venstre er gået i regering. Jeg synes simpelt hen, at det er for lavt. Vi sad i ugevis og forhandlede, og Det Konservative Folkeparti sad med til forhandlingerne, så hvis det havde været så fuldstændig fraværende en mulighed for Det Konservative Folkeparti at se en regering hen over midten, hvad lavede man så i de forhandlinger? Det må da være, fordi man mente, at det kunne være en mulighed. Jeg indrømmer gerne, at min fantasi ikke rakte til det før valget. Jeg troede ikke på, at det var en mulighed, men jeg tog fejl, og det må man jo indrømme når man gør, for statsministeren mente det, da hun sagde, at hun ønskede en regering hen over midten. Det gjorde vi så op med os selv i Venstre, altså om vi så ville bruge vores mandater til at levere resultater, der trækker Danmark i den rigtige retning, eller om vi ville sætte os over i hjørnet, lægge armene over kors og så sige: Vi får i hvert fald ikke beskidte fingre, men så er det Enhedslistens hovedbestyrelse, der er de afgørende mandater for udviklingen i dansk politik. Det valg har jeg det sådan set godt med vi traf.

Hr. Rasmus Jarlov.

Lad mig lige minde om, at det er ordføreren, der er i gang med at fremlægge Venstres politik. Det handler ikke om Det Konservative Folkeparti lige nu. Jeg stillede nogle spørgsmål til Venstres position, og det ville være rigtig fint, hvis Venstre ville svare på dem. Det, jeg spurgte om, var: Hvornår kommer de her skattelettelser, som Venstre siger er det, der har gjort, at det har været værd at bryde alle løfter til vælgerne og gøre det stik modsatte af, hvad man lovede vælgerne at gøre før valget, for at få de her ministerposter? Hvornår kommer skattelettelserne?

Ordføreren.

Jeg synes, det er helt rimeligt, at man får lov at angribe en præmis for et spørgsmål, som jeg synes er underlødigt og ikke i overensstemmelse med virkeligheden. Det synes jeg ikke skal have lov at stå uimodsagt. Jeg synes, det er for plat at sige, at Venstre fik nogle ministerposter, og at så var alt godt. Nej, vi fik politiske indrømmelser, som jeg glæder mig til bliver ført ud i livet. Noget har vi allerede ført ud i livet, nemlig med ophævelsen af tvangsfordelingen af gymnasieelever. Og ja, så kommer der skattelettelser, og hr. Rasmus Jarlov må have lidt mere tålmodighed, i forhold til hvornår der kommer en dato på.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Torsten Schack Pedersen, Venstre. Den næste ordfører er hr. Mohammad Rona, Moderaterne.

Tak for det. I dag behandler vi L 76, som er en udmøntning af elementer i aftaler indgået i den foregående regeringsperiode mellem den daværende regering og en række partier i Folketinget. Helt konkret indebærer lovforslaget følgende tre elementer: en ændring af fradragsretten for private lønforsikringer, således at det er betinget, at man årligt indbetaler 1.300 kr. i a-kassebidrag, en forhøjelse af det maksimale fradrag for fagforeningskontingentet for 2024 fra 6.000 til 7.000 kr. og til sidst en nedsættelse af bundskatten med 0,03 procentpoint for at kompensere borgerne for de kommunale skattestigninger.

Jeg vil ikke gå i dybden med alle elementer. Jeg synes, det har været forklaret ret fint her i dag indtil videre, men jeg vil lægge særlig vægt på forslagets sidste element i forhold til en nedsættelse af bundskatten med de 0,03 procentpoint, som vi er glade for. Det skyldes, at den del af lovforslaget er med til at sikre, at det ikke skal være dyrere at være borger i Danmark, hvilket vi mener er vigtigt for konkurrenceevnen i Danmark. Derfor støtter vi op.

Der er ingen korte bemærkninger, så tak til hr. Mohammad Rona, Moderaterne. Den næste ordfører er hr. Sigurd Agersnap, SF.

Tak for ordet, formand. Det er jo først den 1. maj på mandag, men jeg har da tænkt, at noget af talen i dag kan genbruges, for det her lovforslag handler jo i høj grad om den danske model. Det danske arbejdsmarked og den danske model er helt afhængige af stærke fagforeninger og stærke arbejdsgiverorganisationer – organisationer, som forhandler overenskomster, deltager i trepartsforhandlinger og sikrer et organiseret arbejdsmarked. Det sikrer tryghed, og det sikrer fleksibilitet; det sikrer den flexicuritymodel, vi tit praler af ude i verden. Og det er ikke lang tid siden, at vi netop så arbejdsmarkedets parter levere i en ellers svær tid. Et flot overenskomstresultat blev stemt igennem med rekordhøje stemmeprocenter i en tid med ellers stor inflation. Det er jo den danske model, der leverer; det er jo den danske model, som også leverede under corona med mere end 18 trepartsaftaler.

Men modellen er udfordret af en stadig faldende organiseringsgrad, stadig færre medlemmer af en fagforening, og der er flere, der udnytter systemet, end der bidrager til det. Vi har et system, hvor man kan nyde godt af overenskomstresultater, også hvis man ikke har bidraget til det gennem en fagforening. Selv hvis man ikke er medlem af en fagforening, kan man stadig nyde godt af de forhandlede overenskomster og af, at vi har et organiseret arbejdsmarked. Men når organiseringsgraden falder, når vi får færre medlemmer af fagforeningerne, er det en trussel mod vores arbejdsmarked og vores samfundsmodel.

Derfor er jeg glad for, at vi med det her forslag forbedrer forholdene for dem, som er i en fagforening, og jeg er glad for, at vi øger incitamentet til også at melde sig ind i en a-kasse. Vi har som politikere et ansvar for at fastholde et trygt og fleksibelt arbejdsmarked. Det forudsætter stærke fagforeninger, og det er grundlæggende det, som lovforslaget her handler om. Det er vi meget glade for, og vi støtter fuldtonet op om det. Og jeg skulle hilse fra Alternativet og sige, at det gør de også.

Det andet element, der er i lovforslaget, handler om sænkelsen af bundskatten. Jeg vil sige med det samme, at vi ønsker en opsplitning af lovforslaget her. Vi synes, det er to meget forskellige elementer og to meget forskellige aftalekredse. Den anden halvdel handler om at sænke bundskatten, og det er for små 300 mio. kr. Vi mener grundlæggende ikke, at de penge er bedst brugt på skattelettelser lige nu. Når kommunerne har hævet skatten, skyldes det, at der mangler penge til velfærden. Det skyldes, at der mangler penge til børnehaverne, ældreplejen, skolen og til de mange specialtilbud, som flere og flere desværre får brug for. Det er kommuner med et borgerligt flertal, et socialdemokratisk flertal og i et enkelt tilfælde også et SF-flertal, som har hævet skatten. Det er bredt politisk, at man kan se ude i kommunerne, at der mangler penge, og at man derfor er nødt til at skrue på skatten.

De 300 mio. kr., vi her sænker bundskatten med, vil vi hellere bruge på at løfte velfærden, på at hjælpe kommunerne med at levere den service, som vi også forventer af dem, og som borgerne forventer af dem. Vi ser lige nu kommuner over hele landet, som genåbner deres budgetter, for allerede nu i starten af året er de nødt til at lave besparelser for næste år. Det er en ret akut situation, hvor alvoren ikke altid har nået Christiansborg og talerstolen her. Vi kan komme med mange flotte ord om det velfærdssamfund, vi ønsker os, men hvis man ikke har pengene ude i det første led i velfærdssamfundet, jamen så bliver det ikke til det.

I lovforslaget henvises der så til udligningsaftalen og aftalen om kommunernes økonomi. Der siges, at fordi man i udligningsaftalen forudsatte, at der i umiddelbar forlængelse af aftalen ikke skulle ske ændringer i skatteniveauet, så gælder det også for nu, hvor man ændrer på kommuneskatterne. Det synes jeg er en misrepræsentation af aftalen. Vi står her med et budgetforlig 3 år efter en aftale om udligning, og derfor mener jeg ikke, at man kan sige, at de umiddelbare ændringer i skattesatserne, som sker nu, er et resultat af udligningsaftalen; de er et resultat af et helt andet pres på den kommunale økonomi.

Vi er derfor i SF grundlæggende imod, at man sænker bundfradraget som et direkte resultat af kommunernes hævelse af skatten. Det er, fordi de mangler pengene. Regeringen kan meget vel føle sig forpligtet af den kommuneaftale, man lavede sidste år, men jeg mener og vi mener i SF ikke, at man kan forpligte partierne i aftalen om udligning. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak for en god ordførertale. Jeg har et spørgsmål, der handler om den danske model, som ordføreren jo roste i sin ordførertale, og det handler om det paradoks, som jeg synes det er, at SF jo på den ene side med næb og klør forsvarer den danske model – og ros for det – mens vi på den anden side samtidig ser en enorm udvikling af hele den her regulering på EU-niveau, hvor det, hvis EU får mere indflydelse, det vil mindske det rum, som arbejdsmarkedets parter har for at forhandle sig frem til forskellige ting og sager. Jeg er lidt bekymret for, at SF er mægtig optaget af det her i Danmark – og det er dejligt – men i virkeligheden støtter den regulering på EU-niveau.

Jeg ved godt, at det måske falder lidt væk fra emnet, vi diskuterer her, men hvis formanden vil tillade det, kunne jeg da godt tænke mig at få en refleksion fra ordføreren over det, jeg vil kalde et paradoks fra SF's side.

Det er jo rigtigt, at det ligger i kanten af dagsordenen, men jeg synes alligevel, at det ligger inden for selve det store emne, vi diskuterer.

Ordføreren.

Jeg vil også meget gerne svare. Altså, vi synes jo grundlæggende, at Danmark har en meget velfungerende arbejdsmarkedsmodel, også når man kigger på tværs af Europa. Der kan man sige, at den danske model står stærkt, og at de nordiske modeller står stærkt. Derfor har vi i SF også meget klart sagt, at EU ikke skal blande sig i den danske model, og at det er et nationalt anliggende. Når man går ind og laver mindstelønsdirektiver, skal vi sikre, at det ikke påvirker den danske model. Så for SF er det meget klart, at vi står der, hvor vi står vagt om den danske model, også i forhold til EU-systemet, og vi prøver jo også at inspirere andre lande og vores søsterpartier i andre lande til at styrke en tilsvarende model.

Spørgeren.

[Lydudfald] … handler om lønåbenhed eksempelvis, når det handler om andre ting, andre delelementer på hele arbejdsmarkedsområdet, hele den her dagsorden, så er det jo rigtigt, at SF mener det samme, som mange af os andre gør, når det kommer til minimumslønninger, som jo klart vil være en torpedo direkte ind i siden på den danske model. Jeg vil bare sådan i den korte spørgetid, jeg har her, opfordre ordføreren til at være opmærksom på de andre delelementer på det her område, som behandles i EU-systemet, for der synes jeg godt at man kunne tåle at SF var lige så principielle, som man er i forhold til minimumsløn.

Ordføreren.

Det tager jeg gerne til mig. Det ligger jo i udkanten af mine ordførerskaber, men vi vil gerne følge med, og det ved jeg at gode folk gør. Når det kommer til netop lønåbenhed, er det jo også noget, mange danske fagbevægelser synes er et godt initiativ, og derfor synes jeg også, det er fint, hvad der er forhandlet frem i EU-systemet, og det passer godt i overensstemmelse med den danske model.

Den næste korte bemærkning er til hr. Anders Kronborg, Socialdemokratiet.

En stærk økonomisk ansvarlighed er ligesom forudsætningen for at kunne lede Danmark og træde ind i en regering. Jeg forstår, at det, der giver ordføreren kvaler her, er, at vi går ind og nedsætter bundskatten, som følge af at kommuneskatten stiger.

Kommuneskatten ser ud til at stige med næsten 400 mio. kr. i 2023, og jeg forstår, at ordføreren for SF mener, at vi nu skal til at fjerne den her sikre hånd på rattet i forhold til dansk økonomi. Hvordan mener ordføreren det stemmer overens med en økonomisk ansvarlig politik?

Ordføreren.

Så er jeg blevet misforstået. Jeg mener bestemt, at vi skal have en sikker hånd på rattet i dansk økonomi. Det, jeg grundlæggende mener er udfordringen her, er, at man siger, at når kommunerne hæver skatten, skal der være en mekanisme i, at vi sænker bundskatten i Folketinget. Det mener jeg ikke er en sikker hånd på rattet i dansk økonomi.

Når man ser kommuner over hele landet hæve skatten, er det, fordi der er et meget, meget voldsomt velfærdspres ude i kommunerne, og det, man kunne vælge at gøre i stedet, er, at man kunne sige: Nu skal der snart forhandles kommuneaftaler, så vi tager de her penge med til kommunerne i stedet for at sænke bundskatten. Jeg er helt med på, at der har været en praksis, især fra Socialdemokratiets side, om, at der skulle være sådan en mekanisme, hvor man sænkede bundskatten, hvis kommunerne hævede skatten, men det mener jeg er et politisk valg, og det mener jeg godt vi kan diskutere, uden at man skal føle, at der bliver givet op i forhold til en sikker økonomisk politik.

Spørgeren.

Jeg er lige nødt til at gå tilbage i annalerne for at være hundrede procent sikker, men jeg synes at kunne huske, at den her praksis også blev udøvet, da SF havde et regeringsansvar. Men jeg skal selvfølgelig lige tjekke det for at være hundrede procent sikker.

Mener ordføreren så, hvis jeg forstår det rigtigt, at vi bare skulle ignorere, at kommunerne rent faktisk har et merforbrug på 400 mio. kr. i forhold til den aftale, som er lavet? Det er vi vel nødt til at kunne have en sikker hånd på rattet i forhold til.

Ordføreren.

Jeg mener, at der er to forskellige ting, som måske bliver blandet lidt sammen. Det ene er spørgsmålet om, hvorvidt der er et merforbrug i forhold til serviceloftet ude i kommunerne – det er jo noget, man aftaler mellem regeringen og KL, og det har jeg respekt for at regeringen mener man skal håndhæve. Det andet er spørgsmålet om, hvorvidt kommunerne må hæve skatterne, og det er jo ikke et merforbrug; det er en merindtægt, man har skabt ude kommunalt.

Jeg mener, at vi som minimum skal kunne diskutere, om det her er det rette politiske valg, og jeg mener ikke, at der skal være en automatik i, at bundskatten bare skal sænkes på samme måde.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Sigurd Agersnap, SF. Den næste ordfører er hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne.

Skatteministeren vil jo nok være enig med Danmarksdemokraterne i, at der var mere samklang ved det tidligere lovforslag, der blev behandlet. Det gik lidt lettere, selv om det indeholdt utrolig mange forskellige facetter. Det gør det her lovforslag sådan set ikke. Jeg er også helt med på, at når tingene skal gennemføres her i Folketinget, har forskellige ordførere jo altid interesse i at motivere de ting, som man synes bedst om, og jeg har også noteret mig, at Socialdemokraternes ordfører, hr. Anders Kronborg, brugte meget tid på at sige, at vi i dag skulle synge sangen »Sikke´n dejlig dag det er i dag«.

Den var der jo ikke ret mange der havde noget imod, men der, hvor vi i Danmarksdemokraterne i hvert fald har en anke, og det var også det, jeg var lidt inde på, da jeg stillede spørgsmål til ordføreren, er jo, at når vi tager den her debat om, at nogle får et fradrag og nogle får en ændret skat osv., så skal vi jo også, synes jeg, vise et skyldigt hensyn til de steder, hvor pengene kommer fra. Det er, som om ordførerne nogle gange glemmer, hvor pengene kommer fra, og det, vi i Danmarksdemokraterne mindeligt gerne vil gøre opmærksom på, er jo, at når man eksempelvis vil finansiere fradrag for fagforeningskontingenter osv., så kommer pengene et sted fra. Det er jo en aftale, som er både år og dag gammel, men man kan jo ikke sige, at det er blevet betydelig bedre at drive landbrug og gartneri i Danmark siden januar 2022. Lige 3 uger efter invaderede Putin Ukraine, og energipriserne eksploderede.

Så der er sket meget i løbet af den tid, og så har der ovenikøbet også været en lang periode, hvor man har diskuteret, og hvor vi stadig væk afventer Svarerudvalgets udmelding i forhold til en ny CO2-afgift på danskproducerede fødevarer. Vi ved heller ikke, hvor store regningerne bliver, og hvor de kommer til at ligge henne. Derfor er det jo, at vi i Danmarksdemokraterne er betænkelige ved det her og siger: Hvis man ændrer det, som det jo sker med vedtagelsen af det her lovforslag, gør man afskrivningsvilkårene dårligere for de landmænd og de gartnerier, som investerer i f.eks. vedvarende grønne løsninger til forbedring af både deres produktivitet og deres driftsøkonomi, men så sandelig også i forhold til naturhensyn og miljø, og det er der, hvor vi har en betydelig anke i Danmarksdemokraterne. Det er simpelt hen der, hvor pengene kommer fra, og derfor kan vi ikke støtte det her forslag, uanset hvor mange gode og fantastiske sange vi kan komme på. Vi er også nødt til at vise et skyldigt hensyn til, hvor pengene kommer fra.

Så er der den anden præmis i det, og det er jo, at vi heller ikke kan støtte forslaget, da forslaget vil medføre, at personer jo egentlig bliver tvunget til at betale til en a-kasse, hvis de ønsker at gøre nytte af deres fradrag for private lønforsikringer. Der synes vi jo, at det ville være helt på sin plads, at alle havde den samme adgang til de samme ligningsmæssige fradrag. Der skal man ikke gøre det fradrag afhængigt af, om man har betalt de her berømte 1.300 kr. til en a-kasse eller ej.

Så vi kan ikke støtte det her lovforslag. Vi mener, det er baseret på en forkert præmis. Sådan!

Der er en kort bemærkning til hr. Anders Kronborg, Socialdemokratiet.

Tak til ordføreren for at referere til undertegnede i sin tale, og det er jo rigtigt, at jeg havde lyst til at synge på talerstolen. Nu har jeg lyst til at referere til et eventyr af H.C. Andersen, der hedder »Kejserens nye klæder«. Der går kejseren rundt, og så er der et barn, der siger: Han har ikke noget tøj på. Jeg føler faktisk lidt, at ordføreren er fuldstændig afklædt i den her debat. Grunden til, at jeg går sådan lidt hårdt til værks her, er jo, at den her aftale er indgået den 21. januar 2022. På det tidspunkt var hr. Hans Kristian Skibby en meget stor profil i Dansk Folkeparti. Han var en indflydelsesrig herre, der både sad i Finansudvalget og i Skatteudvalget. Hvis det er forkert, beklager jeg, men det var i hvert fald det, jeg kunne slå op i arkiverne. I hvert fald var hr. Hans Kristian Skibby medlem af Dansk Folkeparti. Hvad har ændret sig så fundamentalt, fra at hr. Hans Kristian Skibby dengang støttede den her aftale, til at han nu er lodret imod den? Er det alene et partiskifte?

Ordføreren.

Jeg vil jo sige, at jeg ikke har skiftet parti. Jeg har sådan set været løsgænger i 6 måneder, og så bliver der stiftet et parti i juni måned – det er mig bekendt efter den 21. januar, i hvert fald ifølge min kalender i Jylland – og så melder jeg mig ind i det nye parti og bliver valgt til Folketinget for det. Så jeg kan ikke rigtig se, hvad det har med det at gøre. Hvis ordføreren mener, at jeg har været medlem af Finansudvalget dengang, så må ordføreren jo kigge lidt bedre efter i de der annaler.

Spørgeren.

Det skal jeg gøre. Så vil jeg bare spørge ordføreren, om ordføreren slet ikke anerkender, at det her faktisk kommer de danske lønmodtagere til gavn. Sådan som jeg har forstået det, var en af intentionerne hos Danmarksdemokraterne også, om jeg så må sige, at være et parti for den lille mand, lønmodtageren osv. Det her gavner da i høj grad pengepungen hos lønmodtageren, der melder sig ind i et fællesskab. Anerkender ordføreren slet ikke det?

Ordføreren.

Jeg anerkender i hvert fald, at det er vigtigt, og hvis man skal betale sin a-kasse, er det også dejligt at have et arbejde. Og jeg anerkender i hvert fald, at vi har 140.000 danske arbejdspladser enten direkte i eller tilknyttet den danske fødevareindustri og landbrug, og mange af de mennesker på de arbejdspladser er sikkert også medlem af en a-kasse og en fagforening. Jeg tror, at mange af dem har en stor interesse i, at deres arbejdsgiver og deres virksomhed har det godt. Det, der er sket efter den 21. januar sidste år, er jo, at der i februar bl.a. kom et angreb på Ukraine, som har gjort, at driftsregnskabet er blevet markant forværret i rigtig mange af de her virksomheder, både i gartneri- og landbrugserhvervet. Derfor er det en forkert prioritering nu at lægge en ekstra regning hos dem ved at ødelægge deres muligheder for at bruge deres fradrag.

Næste korte bemærkning er til hr. Torsten Schack Pedersen, Venstre.

Tak for det. Jeg skal også bare vide, hvad ordføreren mente om aftalen, da den blev indgået. Støttede ordføreren aftalen, da den blev indgået i januar 2022?

Ordføreren.

Jeg var jo ikke ordfører på sagen – altså, herreste gud. Og den blev behandlet på et gruppemøde i Dansk Folkeparti den dag, hvor jeg lå hjemme med corona. Så meget kan jeg da huske. Det var sådan set det sidste gruppemøde, vi havde, havde jeg nær sagt, inden jeg blev løsgænger her i Folketinget. Men det kan jeg egentlig ikke se hvad har med den her lovbehandling at gøre, er jeg nødt til at sige til ordføreren.

Jeg hæfter mig ved, at der er sket mange ting i Danmark, også siden januar sidste år, og man lægger altså her en regning over på dansk landbrug og gartneri, og den er bl.a. baseret på, at der jo kom en invasion af Ukraine i februar sidste år, altså efter at den her aftale omkring finansiering blev indgået.

Så er det jo altså også sådan, at jeg er valgt her til Folketinget for et parti, der hedder Danmarksdemokraterne, som først blev stiftet den 23. juni 2022. Så det er vel sådan set fair nok, at partiet har sin egen politik. Vi er ikke sådan en copy-paste af et parti. Det er Venstre jo åbenbart heller ikke, sådan som de har skiftet ham her efter valget.

Referencer til de eventuelt eksisterende højere magter ligger uden for Folketingets forretningsorden.

Spørgeren.

Jeg synes bare, man må stå ved, hvad man har gjort. Jeg indrømmer jo gerne, at det her ikke er et lovforslag, jeg er superbegejstret for. Det her lovforslag handler alene om at sætte skatten ned. Men jeg synes bare, at man også lige må vedstå sig arv og gæld. Altså, ordføreren var medlem af et parti, der indgik den her aftale i januar 2022, og jeg hørte ikke ordføreren sige, at han var uenig med sit parti i den beslutning, og det må man bare stå ved. Så er det jo sådan lidt belejligt, at man så synes, at nu har man skiftet parti, og at så kan man tillade sig at mene alt muligt andet. Men man må bare vedstå sig, hvad man har gjort.

Ordføreren.

Jeg synes trods alt, det er bedre at skifte parti og gå til valg på sin egen politik, end det er at skifte politik, efter at man er blevet valgt for et parti. Det er jo det, som ordføreren selv er et godt eksempel på. Det er jo nogen, der bliver valgt for én politisk tilgang til tingene, og når de så får præsenteret en række ministerstole og alt muligt andet godt, ja, så mener man lige pludselig noget helt andet om landbrug, om fiskeri og om alt muligt andet. Det må ordføreren og Venstre jo selv stå på mål for. Sådan må vilkårene jo være i politik.

Næste korte bemærkning er til hr. Sigurd Agersnap, SF.

Tak for det. Nu siger ordføreren jo, at krigen har haft konsekvenser for landbrug og gartneri. Men det har jo i høj grad også haft konsekvenser for danskere og danske lønmodtagere, som også har måttet spinke og spare. Så vil ordføreren ikke uddybe, hvorfor han ikke synes, det er i orden at give et lidt højere fradrag til alle dem, der betaler til en fagforening og dermed også er med til at understøtte den danske model, men at det åbenbart er vigtigere ikke at tage pengene fra dansk erhvervsliv?

Ordføreren.

Jamen jeg afviser sådan set ikke, at der kan være gode bevæggrunde for at give folk et større fradrag for at organisere sig. Jeg har bare lidt mere øje på, hvor pengene kommer fra, og det er måske lidt det, der er forskellen på en blå politiker og så en rød en af slagsen, som ordføreren selv er.

Spørgeren.

Det synes jeg måske lidt er at stramme den, altså at vi ikke skulle have øje på, hvor pengene kommer fra. Det har vi i høj grad, og jeg synes som sådan, det er retfærdigt. Et af spørgsmålene er jo også, om det er noget, man bare bliver ved med at tale om – at man gerne vil forbedre mulighederne for fradrag for folk, der har meldt sig ind i en fagforening – eller om man også gør noget ved det, og så skal det jo reelt finansieres. Så hvordan vil ordføreren ellers finansiere sådan et forhøjet fradrag?

Ordføreren.

Man kunne jo starte med at sørge for, at der blev en lidt mere ordentlig tilgang til, hvordan man gennemfører finanslovene her i kongeriget. De partier, som har skullet tilslutte sig finansloven, har fået en ramme hver på omkring 50 mio. kr. Med al respekt er det jo ikke ret meget at flytte i så stort et regnskab, som der er i vores samfundsøkonomi og på statsregnskaberne. Så der kunne man måske vælge at være lidt mere pragmatisk i forhold til at åbne dørene for de forskellige partier. Det var da et godt sted at starte.

Den næste korte bemærkning er til hr. Per Husted, Socialdemokratiet.

Tak. Nu er der kommet ret mange forklaringer på Danmarksdemokraternes holdning og holdningsskifte, og der kunne et spørgsmål selvfølgelig være, om man kunne vælge én af dem som forklaring. For ordføreren har jo ment noget andet på et tidspunkt.

Så må jeg også sige, at jeg er skuffet over Danmarksdemokraterne, som i valgkampen stillede sig op som den lille mands talerør, og så oplever vi, at når der så endelig er nogle forslag, der kommer den lille mand til gode, løber man fra ansvaret.

Det kunne jeg da godt tænke mig at høre mere om. Nu var der ikke så stort et valgprogram fra Danmarksdemokraterne, så det her var ikke uddybet, men jeg kunne da godt tænke mig at høre, om ordføreren ikke synes, det er at løbe fra noget, som faktisk kommer den lille mand til gode.

Ordføreren.

Jeg synes, det er lidt besynderligt, at vi skal beskyldes for at have begået et holdningsskifte i Danmarksdemokraterne, i og med at det har vi faktisk ikke. Det, vi er gået til valg på i forhold til landbrug osv., er nøjagtig det, som også bliver læst ud af den dagsorden, der er her.

Det er jo netop det, som hr. Per Husted også selv er inde på, altså at der jo er masser af mennesker i Danmark, som stadig væk har et arbejde, og det skal vi være glade for, men vi skal også forsvare vores jobs i Danmark, og det gør man altså ikke ved at lægge de her store ekstraregninger over på landbrug og gartneri.

Det er en forkert prioritering at lave nu, bl.a. efter at vi jo i februar kunne se, at energipriserne stak af i forbindelse med krigen i Ukraine osv. Det har jo haft store konsekvenser for dansk gartneri og dansk landbrug, og det synes jeg da også Socialdemokraterne burde reflektere over.

Spørgeren.

Jamen ud fra det kan jeg mærke, at gartneri og landbrug er det, Danmarksdemokraterne prioriterer frem for den lille mand, der får et lille fradrag her. Det må vi så konstatere.

Men det hænger jo ikke sammen. Det hænger jo ikke sammen, at man går til valg på at være den lille mands talerør, og når der så endelig er et eller andet, hvor man kan sige, at den lille mand får noget, så løber man fra sit ord.

Ordføreren.

Nu er der mange måder at definere en »lille mand«, som hr. Per Husted har nævnt et par gange, på. I det her tilfælde skal det jo så være en lille mand, der har valgt at betale og melde sig ind i en fagforening. Men der findes også mange små mænd, som måske gerne vil beholde deres penge selv. Der er også nogle, der ikke ønsker at være med i nogen af de her fagforeninger, som hr. Per Husted er stor fortaler for.

Jeg har sådan set respekt for begge dele. Men jeg køber ikke præmissen, som hr. Per Husted begynder at tale om, altså at det her så er et livtag med det. Den her lille mand er jo også en af dem, der nyder godt af, at vi stadig væk har danske arbejdspladser i Danmark, og det skal vi altså gøre noget ved i stedet for at ødelægge de her virksomheders konkurrencevilkår.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne. Den næste ordfører er hr. Lars-Christian Brask, Liberal Alliance.

Tak. Hold da op; der er her et relativt trivielt lovforslag, der virkelig får høj bølgegang, og som inspirerer til noget fra den danske sangskat, og tilmed blev hr. Hans Kristian Skibby afklædt. Det var nok meget godt, at det kun var verbalt og ikke fysisk.

Nu har jeg jo sagt, at det her er et relativt trivielt lovforslag, men det er dog en tidsel og et lovforslag, som vi i Liberal Alliance ser negativt på. Vi kan ikke lide, at man forhøjer fradraget for fagforeningskontingentet, og at man samtidig gør fradragsretten for privat lønforsikring betinget af, at der er indbetalt mindst 1.300 kr.

Så i Liberal Alliance siger vi pænt nej tak og ønsker ikke at være en del af det her lovforslag.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Lars-Christian Brask, Liberal Alliance. Den næste ordfører er fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak for det. L 76 er jo endnu et lovforslag, der indeholder elementer af ret forskellig karakter. I Enhedslisten er vi positive over for dele af det, mens vi ikke kan stemme for andre dele, og derfor vil vi, ligesom SF også gjorde det, bede om, at det her lovforslag bliver delt op.

Lad mig først sige lidt om de positive elementer i forslaget. I Enhedslisten er vi meget positive over for og modtager med positiv energi hævningen af det maksimale fradrag for fagforeningskontingenter fra 6.000 til 7.000 kr. om året. Det er, som det i høringssvarene også bliver bemærket fra fagbevægelsens side, supervigtigt, fordi det er med til at forbedre rammevilkårene, som kan styrke den faglige organisering, og det er vigtigt med en faglig organisering, fordi det sikrer gode vilkår bredt på arbejdsmarkedet. Et organiseret arbejdsmarked er noget af det, der har givet os et samfund, som mange udeomkring i verden kigger misundeligt til, og som de også gerne vil have, og det er en model, som vi fra Enhedslistens side ikke blot ønsker at bevare, men som vi faktisk også ønsker at styrke. Derfor er vi rigtig glade for det element i lovforslaget.

Det er så værd at notere sig, at fagbevægelsen – og nu citerer jeg – bemærker en ubalance, som ligger i, at arbejdsgivere kan få fuldt skattefradrag for hele deres kontingent til en arbejdsgiverforening, og derfor foreslår fagbevægelsen faktisk i høringssvarene, at man mindsker denne ubalance, og at man øger tilskyndelsen til organiseringen til gavn for den danske model og samfundet generelt, og de har et konkret forslag til, hvordan man ændrer på det. Det er noget, som vi godt kunne tænke os at ministeren kommenterer på, altså dels hvad der er holdningen til det her forslag, dels om man fra ministerens og regeringens side egentlig er enige i, at ubalancen eksisterer.

Det andet positive element i lovforslaget er, at fradragsretten for private lønforsikringer bliver betinget af, at der indbetales et a-kassebidrag. Men vi undrer os lidt over størrelsen på det her bidrag, og vi er nysgerrige på, om ministeren mener, at bidraget vil sikre en øget tilgang til a-kassesystemet, altså en tilgang med længerevarende medlemskaber. Foreligger der en analyse af, om den her beløbsgrænse vil føre til stabile tilhørsforhold til a-kasserne? Eller hvad er det for et grundlag, der gør, at det lige præcis er det her beløb, der bliver valgt? Det synes jo i virkeligheden at være ganske lavt.

Så er der den del af lovforslaget, som vi ikke er positive over for, og som er årsagen til, at vi gerne vil have det delt op. Vi er i Enhedslisten grundlæggende uenige i, at man notorisk skal nedsætte bundskatten ved ændringer i kommuneskatten, fordi det fastholder dele af det borgerlige skattestop, som vi grundlæggende er imod. De årlige nedsættelser af bundskatten, som bliver vedtaget for at kompensere for stigende kommuneskatter, er faktisk en relativt dyr affære for kommunekassen, hvis man ser på, hvad der er blevet besluttet de seneste par år. Fra Enhedslistens side har vi stillet spørgsmål til, hvad provenuvirkningerne af de nedsættelser i bundskatten er, og når man ser på de nedsættelser, der er blevet vedtaget i årene fra 2018 til 2021, så koster det statskassen samlet set ca. 1 mia. kr. om året, og det er altså vel at mærke uden provenuvirkningerne af dette lovforslag og uden nedsættelsen i 2022.

Så det er altså ca. 1 mia. kr. ved 4 års nedsættelser af bundskatten, og det synes vi simpelt hen er for mange penge for at fastholde resterne af et borgerligt skattestop, som vi jo grundlæggende mener er en fejlagtig præmis. Der er ved at droppe de her årlige nedsættelser af bundskatten altså på ingen måde tale om, at man vil komme til at brandbeskatte borgerne. En annullering af f.eks de 4 års nedsættelser fra 2018 til 2021 vil betyde, at den disponible indkomst vil falde et sted mellem 60 og 190 kr. om året for den fattigste del af befolkningen, mens den, ifølge Skatteministeriet, for de 10 pct. rigeste vil blive begrænset til et fald i den disponible indkomst på omkring 510 kr. Det er altså kort sagt en minimal skattestigning med en fordelingsprofil, der er fuldstændig neutral. Til gengæld vil man jo ved at fastholde den her del af skattestoppet afskrive sig et beløb på ca. 1 mia. kr. til fælleskassen, som kan bruges til den velfærd, som er så presset. Det er langt de fleste i den her Folketingssal jo faktisk enige om at den er, og vi har også en grøn omstilling, der skal finansieres. Så der er al mulig grund til at beholde de midler i fællesskabet, hvis det er muligt.

Desværre må man jo konstatere, at regeringen hellere vil afskaffe store bededag og give skattelettelser i toppen end bl.a. at afskaffe den her rituelle og marginale sænkning af bundskatten. Det mener vi fra Enhedslistens side ikke er fornuftigt. Det er et residual af et borgerligt skattestop, som vi er imod, og det er årsagen til, at vi gerne vil bede om, at lovforslaget bliver delt op. Tak.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Trine Pertou Mach. Så gik der altså lidt forvirring i ordførerlisten, for det var jo faktisk ordføreren for De Konservative, hr. Rasmus Jarlovs, tur, men til min overraskelse havde fru Trine Pertou Mach pludselig tilkæmpet sig talerstolen, og derfor gav jeg simpelt hen ordet videre, men det er rækkefølgen, at det nu er hr. Rasmus Jarlov.

Tak, og det kan jo være ligegyldigt, men tak for ordet. Vi stemmer imod lovforslaget. Der er et element, som vi er tilhængere af, og det er jo det, som drejer sig om at sænke bundskatten. Det er jo meget, meget lidt, men selvfølgelig vil vi gerne stemme for det, og derfor vil vi ligesom Enhedslisten og SF også gerne anmode om, at lovforslaget bliver delt op, så vi kan stemme for de elementer af det, som vi hver for sig går ind for.

Derudover er vi kraftige modstandere af, at man hæver fradraget for fagforeningskontigenter. For det er jo ud fra en fuldstændig åbenlys dagsorden om, at man ønsker at begunstige de fagforeninger, som har svært ved at tiltrække medlemmer, og som har en presset økonomi, men som er helt afgørende for, at venstrefløjen kan få de meget store tilskud og den hjælp til valgkamp, som gør, at de kan bevare magten i Danmark. Det er en uskøn måde at bruge sin magt på, at man på den måde laver et lovforslag, som så direkte favoriserer ens egne sponsorer, og det synes jeg egentlig man burde holde sig fra. Det er svært at se det som andet end en form for nepotisme. Det går vi selvfølgelig ikke ind for, og derfor stemmer vi imod den del.

Der er en kort bemærkning til hr. Per Husted, Socialdemokratiet.

Vi står her i Danmarks måske fornemste sal, og så kommer der sådan noget fra ordføreren for De Konservative. Jeg er faktisk chokeret. Jeg er chokeret over, at man, hvis man ikke har argumenter, så bruger et eller andet med at tale om nepotisme og lignende. Det kunne jo godt være, at det var, fordi vi mener det her alvorligt – at vi ser, at et velfærdssamfund som det, vi har, er betinget af, at vi har et velfungerende arbejdsmarked, hvor vi har fagforeningerne, der sikrer, at det fungerer.

Vi kunne godt begynde at tale om, hvem der er sponsor for De Konservative – det kunne jeg stille som spørgsmål her. Men takt og tone forbyder mig simpelt hen at synke så lavt.

Vil ordføreren acceptere, at det måske er, fordi vi ser det sådan, at fagforeninger og et velfungerende arbejdsmarked er en meget vigtig del af det danske samfund?

Ordføreren.

Jamen det nytter ikke noget at være chokeret, når man får udstillet en amoralsk adfærd som politisk parti. Man kan jo ikke regne med, at man så bare kan påberåbe sig at føle sig krænket over det, og at man så ikke får den kritik.

Jeg er helt med på, at Socialdemokratiet synes, at fagforeningerne er en meget vigtig del af det danske samfund, og en vigtig grund til, at Socialdemokraterne synes det, er jo, at man får den her kæmpestore økonomiske støtte fra fagforeningerne. Man synes det nok også i sig selv. Sådan helt grundlæggende går man også ind for, at vi har stærke fagforeninger, og det synes jeg også selv er positivt. Det er jo rigtig godt, hvis folk frivilligt organiserer sig i fagforeninger, fordi de synes, det er en god måde at præge det danske samfund på. Men det er ikke så pænt, når det bliver sådan, at det er drevet af, at man fra politisk side favoriserer det skattemæssigt og dermed sikrer, at nogle organisationer, som støtter Socialdemokratiet, får en bedre økonomi. Det kritiserer vi, uanset om man påberåber sig at være krænket over at få kritikken.

Spørgeren.

Det er et område, hvor ikke kan blive enige, og hvor vi åbenbart har forskellige opfattelser af, hvad god takt og tone er i den sal, vi er i i dag.

Men så kunne man jo føre det videre og stille spørgsmålet: Nu har arbejdsgivere mig bekendt fuld fradragsret for medlemskab af diverse brancheorganisationer og arbejdsgiverorganisationer, og er det så noget, man skal røre ved? For jeg har svært ved lige at se forskellen. Altså, den ene part har fuld fradragsret, men den anden har ikke. Det er jo et spørgsmål, man så med rette kan tillade sig at stille.

Ordføreren.

Takt og tone er ikke noget argument i forhold til substansen i at stemme for eller imod et lovforslag.

Det er lidt ærgerligt, at Socialdemokraterne har så dårlig en forståelse af skattesystemet, at man ikke forstår forskellen på et fradrag for et arbejdsgiverkontingent og et fradrag for et fagforeningskontingent. Forskellen er den ret simple, at det helt generelt i vores skattesystem er sådan, at virksomheder bliver beskattet af deres overskud, og derfor kan de trække omkostninger fra, og at personer bliver beskattet af deres indkomst, og derfor kan de ikke trække omkostninger fra. Så derfor er reglerne sådan, og de følger de helt generelle skatteprincipper, vi har i Danmark, og som man har i alle andre lande.

Næste korte bemærkning er til hr. Sigurd Agersnap for SF.

Jeg vil også spørge lidt til det her med fradragsretten. For hvis Det Konservative Folkeparti og hr. Rasmus Jarlov egentlig er enige i, at det er godt, at folk organiserer sig på arbejdsmarkedet – ligesom mange andre ting, der også er gode, er fradragsberettigede – hvorfor mener man så ikke, når det kommer til fagforeningskontingentet, at det er godt for samfundet, at man organiserer sig i en fagforening, og at derfor bør det også være fradragsberettiget?

Ordføreren.

Nej, det ville være meget vidtgående, hvis vi, hver gang vi fik øje på noget, der var godt for samfundet, skulle indføre en fradragsret. Der er rigtig mange ting, der er gode for samfundet: Det er godt, at man melder sig ind i en idrætsklub, og det er godt, man får børn og er i ægteskab og alt mulig andet. Noget af det er der faktisk fradragsret for. Det er godt, at man opfører sig ordentligt, og at man kører pænt i trafikken, og det er godt, at man engagerer sig i et politisk parti, men ingen af de dele er der fradragsret for. Så man kan ikke sige, at fordi noget er godt for samfundet, skal der være fradrag for det.

Spørgeren.

Jamen det er bare, fordi det jo nærmest lød som en principiel modstand mod, at man gav fradrag til fagforeningsindmeldelse, men der er jo en række andre områder, hvor vi har fradrag, fordi vi mener, det er godt for samfundet. I stedet sagde ordføreren jo, at det var en slags nepotisme. Kunne det ikke også bare være den overvejelse, at det er en grundforudsætning for vores arbejdsmarkedsmodel, at vi har medlemmer af fagforeninger, og at derfor synes vi også, at det er i orden med et fradrag, der giver et økonomisk incitament til at melde sig ind?

Ordføreren.

Altså, vi har ikke fradrag for en lang række ting. Vi har fradrag for nogle ganske få ting som personer. Virksomheder har fradrag for alle deres omkostninger, bortset fra hvis der er tale om nogle ulovligheder, de begår. Man kan f.eks. ikke trække parkeringsbøder fra – det ved jeg af bitter erfaring. Men personer har fradrag for nogle ganske få ting, og der er f.eks. kørselsfradrag og fagforeningsfradrag jo nogle af undtagelserne. Man har jo ikke fradrag for alt muligt andet. Man har ikke fradrag for udgifter til advokater, sportsforeninger og alle mulige andre udgifter.

Næste korte bemærkning er til hr. Anders Kronborg, Socialdemokratiet.

Det her handler om, at vi tror på den danske model, og at vi tror på et arbejdsmarked, der snakker sammen. Det har foregået i årtier. Det er noget, vi har pralet med over for andre lande, nemlig at vi har arbejdsgivere på den ene side og lønmodtagere på den anden side, at man kan forhandle kollektive overenskomster og løse udfordringer med social dumping, og at man kan være med til at styrke uddannelsesniveauet på arbejdsmarkedet. Hvorfor synes ordføreren ikke, at den danske model er værd at kæmpe for, så de lønmodtagere, der slider og slæber på de danske arbejdspladser, kan få et lille fradrag for at melde sig ind i en fagforening? Det vil jeg gerne spørge ordføreren om.

Ordføreren.

Det er selvfølgelig uklogt af mig at tage den her diskussion her den 27. april, hvor Socialdemokraterne samtidig sidder derhjemme og skriver på deres 1. maj-taler, så de har de der floskler i fuldstændig frisk erindring og kan angribe med dem. Men, altså, vi synes jo, at et organiseret arbejdsmarked er rigtig godt, og så længe det er frivilligt og man melder sig ind i de organisationer, som arbejder godt for medlemmerne, fordi de gør en god indsats for lønmodtagerne, så kan vi jo kun klappe i vores hænder over det. Men derfra og så til, at man ønsker at hæve fagforeningsfradraget og skattebegunstige fagforeningerne, er der langt, og man skal være helt blind og naiv, hvis man ikke kan få øje på, at det selvfølgelig handler om, at det er en måde for Socialdemokratiet at forsone sig med sit bagland, som støtter Socialdemokratiet økonomisk og på alle mulige andre måder.

Spørgeren.

Det her handler hverken om økonomisk støtte, nepotisme eller andre ting. Det handler om en styrkelse af den danske model, at vi tror på den danske model, og at vi faktisk også synes, at det er rimeligt, at de lønmodtagere, der bidrager til modellen, kan melde sig ind.

Så vil jeg gerne spørge ordføreren her til allersidst i de få sekunder, som jeg har tilbage: Ordføreren får det til at lyde, som om det er Socialdemokratiet med alene de 50 mandater, som vi har herinde, der kan gennemføre det, men vil ordføreren ikke anerkende, at der er en bred opbakning til det her lovforslag fra partier til højre, på midten og ude på venstrefløjen?

Ordføreren.

Nej, der er ikke nogen opbakning til det fra højre side. Der er Dansk Folkeparti, som er kommet til at begå en fejl her, men det er vel også nogenlunde det. Og så er der Venstre, som er blevet bestukket med ministerposter til at stemme for; men ellers er der ikke nogen opbakning fra højre side til det.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti. Næste ordfører er hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Så kom vi jo til højre. Sikke en dejlig dag, det er i dag, startede den socialdemokratiske ordfører sin ordførertale med. Hvis jeg skal vælge en sang til at beskrive min følelse med, ville det nok være »Danmark, dejligst vang og vænge«.

I min tid i Europa-Parlamentet fik jeg en del indsigt i den måde, arbejdsmarkedspolitikken tilrettelægges på i andre europæiske lande. Jeg kom frem til den konklusion, at der vel ikke findes noget sted, hvor det foregår bedre, end i Danmark. Det skyldes den danske model, ene og alene den danske model, og at lønmodtagere og arbejdsgivere tager ansvaret på sig og forhandler gode, fornuftige aftaler hjem, der gør det muligt at få arbejdsmarkedet til at glide. I andre europæiske lande, selv dem, der ligner os, vil arbejdsmarkedet være langt mindre succesfuldt, faktisk rigtig, rigtig skidt i nogle af de her lande. Derfor har vi en fælles interesse i at værne om vores danske model, og jeg ser primært to store udfordringer for modellen.

Den første er angreb fra EU-systemet, der ønsker at underminere vores nordiske model og vores tilgang til at styre arbejdsmarkedet, enten fordi man ikke forstår, hvordan det foregår i Danmark og i Norden, eller fordi man foretrækker en anden model.

Den anden udfordring er vigende opbakning til at være med i faglige fællesskaber eller til at melde sig ind og være fagligt aktiv.

Med lovforslaget her øger vi fradraget for fagforeningskontingenter fra 6.000 kr. til 7.000 kr. Det er et forsøg på at sørge for, at der fortsat vil være en meget stor opbakning til det faglige arbejde, der foregår, og det er et forsøg på at beskytte den danske model.

Jeg kunne godt stå her og gøre mig vittig over historikken i det her. Faktum er, at den her aftale, som lovforslaget jo udmønter, blev indgået, før min nuværende partiformand blev partiformand. Den blev indgået i en tid, hvor jeg ikke engang selv sad i Folketinget. Men jeg ville finde det rimeligt utroværdigt, hvis jeg skulle stå her og lægge afstand til, hvad mit eget parti eller det parti, man har været medlem af, havde gjort på et eller andet tidspunkt. Vi vedstår os fuldstændig arv og gæld, og derfor står vi også ved aftalen – og vi kommer til at støtte det her lovforslag. Tak, formand.

Der er ingen korte bemærkninger, så tak til hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Den næste ordfører er hr. Noah Sturis, Alternativet.

Mange tak. Så kunne jeg alligevel nå at sige et par ord om L 76. Alternativet støtter forslaget, som vil gøre fradragsretten for private lønforsikringer betinget af, at der i indkomståret er indbetalt mindst 1.300 kr. i a-kassebidrag, og støtter også, at man forhøjer fradraget for fagforeningskontingenter; det forhøjes fra 6.000 til 7.000 kr.

Endvidere foreslås det at nedsætte den statslige bundskat med 0,03 procentpoint, og den del støtter Alternativet også. Vi synes, det er fornuftigt generelt at sænke skatten i bunden og så forhøje den for nogle af de ting, der ikke er betinget af arbejde, såsom ejendom og kapitalbeskatning generelt.

Altså, helt grundlæggende vil Alternativet forenkle skattesystemet ved at samle de her forskellige fradrag i personskattefradraget, men indtil vi er der, støtter vi forslaget. Vi støtter sådan set også at dele forslaget op, som det også er blevet nævnt tidligere. Det tror jeg var det. Tak.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Noah Sturis fra Alternativet. Så giver vi ordet til skatteministeren.

»Når jeg ser et rødt flag smælde«, har man næsten helt lyst til at starte med i den her sangkavalkade, der er blevet gennemgået af flere ordførere. Den sang skrev Oskar Hansen tilbage i 1923, og den er ikonisk, i hvert fald når flere af os skal synge den her på mandag, den 1. maj, som et udtryk for ikke bare en fagbevægelsen, men en hel udvikling af det her fantastiske, dejlige velfærdssamfund. Og der er sådan set grund til at hylde fagforeningerne, ligesom der er grund til at hylde arbejdsgiverne, for sammenhængen mellem samarbejdet og kampene mellem lønmodtagere og arbejdsgivere har været en hjørnesten i udviklingen af det her velfærdssamfund. Det er jo et velfærdssamfund, som har vist sig utrolig robust; bare de seneste år, hvor der har været coronakrise, krigen i Ukraine, høj inflation og forhandling af overenskomster, har den danske model gang på gang vist sit værd, og hvad er kernen i det? Ja, kernen er jo, at vi har et velorganiseret arbejdsmarked, både på lønmodtagersiden og på arbejdsgiversiden. Hvad giver det os? Ja, det giver os jo en tryghed for, at man som arbejdsgiver kan hyre og fyre arbejdskraft nemmere, end man ellers ville have kunnet.

I går havde jeg møde på mit kontor med en stor virksomhed med tusindvis af ansatte, og jeg spørger dem: Hvordan er jeres udsigter i forhold til rekruttering osv.? De siger, at de sådan set er gode – de er en del af en stor international koncern. Men noget af det, der gør, at de træffer beslutning om at placere nye arbejdspladser i Danmark, er faktisk den fleksibilitet, der er, så man godt tør investere i at skabe arbejdspladser, for hvis udviklingen vender om 3 år, er muligheden for at afskedige nogle af de medarbejdere bedre, end den er i tilsvarende lande, hvor de ellers ville skulle træffe de beslutninger. Det er en del af kernen i den danske arbejdsmarkedsmodel. Hvad er det tredje ben i det? Ja, det er jo staten. En af de bedste erhvervsstøtteordninger, vi har, ikke bare i Danmark, men i hele verden, er vores dagpengesystem. Det er det, der gør, at man har en sikkerhed for, at hvis man bliver afskediget, skal man ikke gå fra hus og hjem. Det er også en forsikringsordning, måske den allerbedste forsikringsordning, man kan finde noget sted, fordi man forsikrer sig ind i at have en mulighed for at få en understøttelse i nogle år, indtil man kan finde et nyt arbejde. Det er jo det, der er kernen i, at man som lønmodtager accepterer, at man har en risiko for at miste sit arbejde uden en alt for lang belastning af den arbejdsgiver, der lader lønmodtagerne gå. Det glemmer vi ofte i debatten, men den fleksibilitet, det, der hedder flexicurity, er jo mere end noget andet det, der har været med til at forme det her fantastiske samfund.

Er det en naturgiven størrelse? Det er det jo ikke. Modellen er under pres; færre vælger at organisere sig på lønmodtagersiden, og hvad betyder det? Betyder det, at det er ligegyldigt? Nej, det betyder da ikke, at det er ligegyldigt. Hvis ikke der var fagforeninger, hvis ikke der var den sikkerhed og den tryghed, ville det betyde, at man som lønmodtager skulle stille større krav til sin arbejdsgiver: Jeg vil gerne indgå den her kontrakt, jeg vil gerne komme og arbejde for dig, men hvis du en dag fyrer mig og jeg ikke har et sikkerhedsnet under mig, vil jeg ikke acceptere, at der er et varsel på 3 måneder, så vil jeg gerne have et fyringsvarsel, der hedder et halvt år eller et helt år.

Grunden til, at man har en høj ungdomsarbejdsløshed, bl.a. i Frankrig, er lige præcis det scenarie. Det er, at de franske arbejdsgivere er forbeholdne over for at ansætte unge mennesker, for de er nervøse for, at hvis de på et tidspunkt skal lade dem gå, har de svært ved at slippe af med dem igen. Det er kernen i den danske flexicuritymodel. Det er det, der er på spil, og det er det, det her lovforslag også handler om, nemlig at understøtte den model.

Derfor vil jeg gerne sige tak for behandlingen, for det er nødvendigt at understøtte modellen, hvis vi også gerne vil bevare den og udvikle den. Og ud over at vi forhøjer fradragsretten for fagforeningskontingenter, giver vi med lovforslaget også en hjælpende hånd, en skattelettelse, til rigtig mange danskere, der i forvejen har svært ved at få betalt regningerne i takt med stigende energipriser og stigende inflation.

Forslaget er sådan set blevet gennemgået, men vi foreslår her at forhøje det maksimale fradrag for fagforeningskontingenter, konkret fra 6.000 kr. til 7.000 kr., og det vil sige, at vi øger incitamentet til at organisere sig og giver bedre mulighed for, at borgerne kan melde sig ind i en fagforening. Med ændringen af fradragsretten for private lønforsikringer foreslår vi også, at fradragsretten bliver betinget af, at der i indkomståret betales mindst 1.300 kr. til et medlemskab af en a-kasse, og hvorfor nu det? Hvorfor er det nu rimeligt, at det er bundet op på en a-kasse? Det går jo tilbage til den samme indledning om den forsikringsordning, der gør, at man melder sig ind i en a-kasse og bliver en del af et dagpengesystem og et flexicuritysystem. Det er jo en solidarisk forsikringsordning, og den betyder, at i tider med høj arbejdsløshed koster det staten penge at understøtte den forsikringsordning, fordi man betaler ud, og i tider, hvor der er meget, meget lav arbejdsløshed, kan det endda være, at det faktisk kan gå lidt den anden vej. Men det er jo også en af grundpillerne i den her sikkerhedsmodel.

Så vi øger incitamentet til at melde sig ind i en a-kasse, vi styrker den danske model, og dermed giver det også sikkerhed og tryghed i forbindelse med at forsikre sig imod arbejdsløshed, som både kommer lønmodtagere og arbejdsgivere til gavn, men som jo også kommer samfundskassen til gavn, for det at sikre, at folk har et eksistensgrundlag, og at de kan stå på benene og finde tilbage på arbejdsmarkedet, hvilket de fleste gør, er også en rigtig, rigtig god samfundsmæssig investering. Det så vi også under corona, hvor vi førte en helt markant anden krisepolitik, end man gjorde efter finanskrisen. Hvad var det, vi gjorde? Jo, vi sørgede for at investere i, at lønmodtagerne kunne blive i deres arbejde, og vi sørgede for at holde hånden under virksomhederne. Var det økonomisk uansvarligt, og var det forkert? Nej, det var det ikke, for det har vist sig, at vi er et af de lande i hele verden, der er kommet allerbedst igennem, når man kigger på økonomi, sundhed osv. Igen bygger det oven på det, der også er kernen i det her fantastiske samfund, nemlig kontrakten mellem lønmodtagere og arbejdsgivere og den fælles overenskomst mellem lønmodtagere, arbejdsgivere og staten, som jo også resulterede i mange af de aftaler, der blev lavet under corona.

Som et sidste element af den her aftale og som en helt naturlig konsekvens af at føre en ansvarlig økonomisk politik foreslår vi altså at nedsætte den statslige bundskat. Det er en tilbagevendende øvelse, som det også er blevet beskrevet, og som handler om at neutralisere det høje kommunebeskatningsniveau, så skatterne samlet set bliver holdt i ro. Hvorfor er det centralt? Det er centralt, fordi grunden til, at vi i Danmark har en utrolig robust økonomi, er, at vi siden 1980'erne har været fælles om at føre en ansvarlig økonomisk politik, der udjævner de udsving, der kommer. Hvorfor er det godt? Det er godt, både fordi det giver os en enormt stor kredittroværdighed, men det er også godt, fordi store udsving i økonomien altid rammer de indkomster, der er lavest. Det er altid dem med mindst, der taber. Når inflationen er høj og prisen stiger på mælk og smør i supermarkedet, fylder det jo en større del af den disponible indkomst, hvis man har få penge hver måned til sig selv, og det vil sige, at det bedste, vi kan gøre til gavn for det her samfund, er at sørge for at holde en stabil økonomisk udvikling, og der er den her mekanisme en del af det.

Så tusind tak for de gode bemærkninger. Jeg er både glad for og stolt over det her lovforslag, og så er jeg med på, og det hører så selvfølgelig også med, at hvad nu med det her, og hvor var Venstre og Moderaterne og alt muligt andet. Der må jeg bare sige, som min gode kollega hr. Torsten Schack Pedersen jo siger heroppefra, at selvfølgelig er det her en del af et kompromis. Der er vel ikke nogen, der ved deres fulde fem kan lægge Venstre det her til last, for selvfølgelig er man ikke gået til valg på det her, ligesom jeg ikke gik til valg på at sænke topskatten. Men prøv at høre her, er det ikke fantastisk, at vi har et samfund og vi har et parlament, hvor vi beslutter os for, at der er nogle udfordringer, vi gerne vil tage livtag med. Det, vi er fælles om, er jo faktisk, at den model, vi har, hvor lønmodtagere og arbejdsgivere i det store og hele finder ud af, hvordan vilkårene skal være på arbejdsmarkedet, er en rigtig, rigtig god model. Så er der masser af ting, vi kan være uenige om, men ved I hvad, der er også ting, vi kan finde sammen om og lave kompromiser for, og det er jeg faktisk også rimelig glad for og stolt over. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Sigurd Agersnap, SF.

Tak for det, og tak til ministeren for talen og gennemgangen. Nu siger ministeren jo, at det er ansvarligt at have en stabil skattesats, og at det er en del af at føre en ansvarlig økonomisk politik, at man kompenserer, hvis kommunerne har hævet skatten. Men som jeg har forstået regeringens planer, er det jo netop ikke at holde skatten neutral; det er jo at lave skattesænkninger næste år. Det lyder næsten på ministeren, som om det, der ville være ansvarligt, grundlæggende er ikke at ændre på skattesatserne. Er det synspunktet, at man ikke skal ændre på skattesatserne, og at det er mere ansvarligt?

Ministeren.

Nej, synspunktet er, at når man har lavet den kontrakt med kommunerne, sørger man for at kigge på det. Altså, det er jo i virkeligheden ret kedeligt som regering at have loft over f.eks. drift og anlæg, men det er jo, fordi man før den tid, hvor man havde de lofter, godt kunne sætte en retning fra Christiansborg, men kommunernes økonomi kunne udvikle sig i mange forskellige retninger. Vi har jo en samlet økonomi, uanset om det så er på det kommunale, på det regionale eller på det statslige niveau, og de her mekanismer er lagt ind, for at vi fører en samlet økonomisk politik.

Spørgeren.

Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår det helt, for kommunerne bliver sanktioneret, når de hæver skatten. De får jo ikke det skatteprovenu, og KL får en sanktion. Så det må være noget andet, der ligger til grund for, at man vil sænke skatten. Altså, den mekanisme er jo ikke lavet for at sanktionere kommunerne. Den mekanisme er jo lavet for måske at stille borgerne neutralt i forhold til skatteniveauet, men det synes jeg jo er et lidt andet argument, end at det er for at overholde budgetdisciplinen.

Ministeren.

Jo, men hvis vi skal have kritik her for, at vi nedsætter den statslige bundskat for at kompensere for nogle højere kommunale skatter, og at vi dermed altså i sidste ende giver borgerne nogle flere penge, så må vi jo leve med den kritik.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til skatteministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen afsluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Skatteudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.