Lige om et øjeblik skal vi stemme om det lovforslag, som er Danmarks implementering af en EU-aftale fra sidste efterår. Det er en aftale, som pålægger alle EU-lande at indføre en særskat på de energiselskaber, der har tjent milliarder på, at elpriserne er gået amok. Hele formålet med den her aftale var at indkræve en del af de unormale profitter gennem en midlertidig særskat og bruge dem på inflationshjælp til de mange tusinde borgere i Danmark og resten af EU, som kæmper for at få økonomien til at hænge sammen – deraf navnet solidaritetsbidrag.
Vi stemmer for i Enhedslisten, men vi vil også gerne benytte lejligheden til at rette en meget hård kritik mod regeringen for faktisk ikke at levere det, der er mulighed for, og det, der er brug for. Vi står med den her forordning med en mulighed for at beskatte de ekstreme overskud, som energispekulanter og store selskaber de seneste mange måneder har kunnet indkassere. Det er de såkaldte mellemhandlere, som spekulerer i at købe og sælge el og tjene kassen på krisen og få en fed forretning ud af det, mens andre mennesker må vælge, om de kan betale deres elregning eller deres medicinregning. Det er de selskaber, som også udbetaler store bonusser, selskaberne med de skyhøje profitter, som vi har kunnet læse om i pressen på det seneste. Men præcis de her mellemhandlere har regeringen ikke fundet vilje til at lade omfatte af loven. Man kunne gøre det, og man kunne sørge for, at de også betalte en del af de penge tilbage, som jo rettelig er borgernes penge. Hele formålet var, at brancher, som, ikke fordi de er blevet bedre til at drive virksomheder, men fordi de er på det rigtige sted i en krisetid, har tjent styrtende på andre menneskers krise, kunne være blevet pålagt en midlertidig særskat, penge, der så skulle omfordeles til dem, der kæmper for at klare sig igennem inflationskrisen.
Vi synes simpelt hen, at det nærmest er uanstændigt, at man nøjes med en lovgivning, som tilsyneladende kommer til at betyde ca. 1 mia. kr. i statskassen, når det, hvis man faktisk havde benyttet de muligheder, forordningen giver os mulighed for, ville have været muligt at hente op imod 17 mia. kr. tilbage til den danske statskasse – 17 mia. kr.! Det er milliarder, som kunne være blevet brugt på at hjælpe hårdt pressede børnefamilier, folkepensionister, de lavestlønnede, de studerende, alle de borgere, som de seneste mange måneder har kæmpet for at kunne betale deres varmeregninger, og som har måttet finde ud af, om de skulle betale for deres husleje, købe vinterstøvler til deres børn eller betale for deres medicin, som de har brug for. Alle de her ting er valg, mennesker har stået i, samtidig med at andre mennesker har tjent kassen. Hele det her lovforslag handlede faktisk om at sørge for bare en lillebitte smule omfordeling fra dem, der tjener, til dem, der har tabt.
Desværre taler det her lovforslag, L 69, sit eget tydelige sprog. Regeringen vælger at stille sig på samme side som energispekulanterne og inflationsbaronerne i stedet for at stå op for alle de mange tusinde danskere, som er så ekstremt pressede af inflationskrisen. Og jeg siger, at de stiller sig på samme side, for der var et valg. Vi kan se, når vi kigger rundtomkring i EU, at andre lande har valgt mere og har valgt mere seriøse tiltag, både for at pålægge skatten, ikke bare i 2023, som det her lovforslag gør, men også i 2022, som faktisk er det år, hvor de skyhøje profitter i særdeleshed kan ses. De har også valgt i andre EU-lande at indbefatte andre sektorer end blot energisektoren, og det er simpelt hen en falliterklæring, at vi ikke gør det bedre her i Danmark, når nu muligheden er der.
Jeg vil gerne sige tak til mine ordførerkolleger i SF og Alternativet for et supergodt samarbejde om at prøve at stille ændringsforslag, der skulle gøre det her lovforslag bedre på nogle af de ting, som jeg her har talt om. Vi har samarbejdet rigtig godt, for vi vil gerne vise, at der er en anden vej, at der er et politisk valg om at gøre noget på en anden måde. Vi har ovenikøbet også foreslået – fordi vi faktisk ikke mener, at alle muligheder er afsøgt – at stille et forslag om en revisionsklausul, så man på et tidspunkt kunne gå tilbage og lave et nyt lovforslag, som indeholder en beskatningsmodel, som gør det muligt at pålægge alle de sektorer, der har tjent styrtende, herunder også mellemhandlerne, solidaritetsbidrag. Desværre er alle de ændringsforslag blevet stemt ned af et flertal her i Folketinget, og lige om lidt, når vi trykker på stemmeknapperne, vil et flertal i Folketinget vælge at lade virksomheder skumme fløden på stigende priser frem for at vælge side med de forbrugere og de borgere, som kæmper mega hårdt for at få deres privatøkonomi til at hænge sammen. Det er simpelt hen elitepolitik, når det er allerværst.
Nogle vil grine og glædes over en velpolstret bankkonto, en stadig stærkere velpolstret bankkonto, netop fordi de kan holde den her profit for sig selv. De vil glæde sig over, at et flertal her stiller sig på deres side. Samtidig vil tusinder af danskere vide, at regeringen ikke har stillet sig på deres side og ikke har lavet politik, som i virkeligheden skal gavne dem og hjælpe med at holde hånden under dem, når de er presset allermest i de kriser, som vi står med. Og det her er et udtryk for et politisk valg, og i politik må man altid spørge sig selv, hvis side beslutningerne er på, og den beslutning, der lige om lidt er et flertal for at træffe, er at stille sig på spekulanternes side og ikke på borgernes. Tak for ordet.