Tak for det. Jeg sad jo desperat på min plads og forsøgte at afgrænse, hvilken ideologisk ledestjerne jeg skulle trække op af hatten nu her. Jeg har et par stykker, men jeg fandt ud af, at den, der er min ledestjerne i den her diskussion, i virkeligheden er min far. For da jeg var barn, lærte han mig, at man altid skulle huske, når man traf en beslutning, hvem det var, man holdt med, og at de valg, man træffer, altid også er et fravalg af noget andet. Og det gælder i virkeligheden også i forhold til den holdning, vi har til den måde, som den her EU-forordning omkring indtægtsloftet bliver foreslået implementeret på i en dansk sammenhæng. For det er jo det, det er. Det er et lovforslag, som skal implementere en EU-forordning, og den danske regering har valgt at fremlægge en absolut minimumsversion af den implementering.
Vi er i en helt ekstraordinær tid. Uligheden er ved at stikke af, og det er den bl.a., fordi man ikke vælger at træffe de rigtige politiske beslutninger. Der er en række selskaber, som har kunnet øge deres indtjening fuldstændig vanvittigt, ikke fordi de er blevet bedre til at drive forretning, men fordi de er heldige at stå i nogle gunstige omstændigheder lige præcis for deres erhverv. På den anden side står der tusinder af ganske almindelige borgere i Danmark, i Europa og i resten af verden og må konstatere, at de har virkelig svært ved at betale deres regninger. Der er lejere, som er nødt til at flygte fra deres lejligheder i løbet af natten, fordi de simpelt hen ikke har råd til at betale deres husleje. De aner ikke, hvordan de skal finde pengene, og så stikker de af. Der er borgere, som er afhængige af medicin, og som ikke længere har råd til at betale deres medicinregninger, i hvert fald ikke hvis de også skal kunne købe mad til deres børn, betale deres varmeregninger eller betale deres husleje. Og så er der atter andre, som ikke har råd til mad eller ikke har råd til ordentlig mad, og for nogle borgere er der rent faktisk et sammenfald mellem alle de her ting. Og ingen af de her borgere er ansvarlige for årsagen til, at de står i så stram en økonomisk situation.
I forbindelse med finanslovsdebatten må vi også konstatere, at der er truffet et politisk valg, der drejer sig om, at man fra regeringens side ikke ønsker at hjælpe de virkelig trængte kommuner, som også står og overvejer, om de skal lave velfærdsnedskæringer – ja, faktisk overvejer de det nok ikke; de er tvunget til det på grund af den måde, som økonomien ser ud på.
Så vi er helt klart i en helt ekstraordinær tid, hvor uligheden vil stikke af, hvis ikke man handler politisk på det. Derfor er det fair og derfor er det nødvendigt med politisk handling, også når det gælder de høje prisstigninger på energi. Og det mener regeringspartierne jo heldigvis også, både før valget, men også i dag. Desværre er forslaget, der ligger foran os, og som er det, vi diskuterer, en meget vag udgave af, hvad man rent faktisk ville kunne politisk, hvis man havde den politiske vilje til det. Det er rigtig ærgerligt, at regeringen ikke vælger at gå længere for at beskatte de meget store overskud, som er tilvejebragt i hele energisektoren i 2022. Og det er jo bedst eksemplificeret ved det, som vi har diskuteret så meget indtil nu, nemlig mellemhandlerne, som har tjent styrtende. Nogle har ovenikøbet haft nogle virkelig høje bonusser. Men de er ikke omfattet af det lovforslag, vi diskuterer lige nu, altså mellemhandlerne – faktisk heller ikke bonusserne, som min kollega hr. Sigurd Agersnap har været inde på.
Det er absurd. Og det er meget svært at forstå, hvorfor det ikke har været muligt for ministeriet at finde en model, som kan afgrænse mellemhandlerne. Og når man dykker ned i høringssvarene – det har jeg nemlig også gjort – vil man bl.a. kunne se, at fagbevægelsen præcis påpeger, at det er forunderligt, at man ikke også er i stand til at fange mellemhandlerne med det her lovforslag. Fagbevægelsen påpeger også, at de overskud, der er i elsektoren, må forventes at være markant usædvanlige og ekstraordinære, og at det derfor også kan retfærdiggøres, at man laver lovgivning, som er anderledes end det, vi gør i almindelig tid, hvor vi kan forudsige, hvordan udviklingen ser ud. Så derfor er det nødvendigt med et indgreb i en begrænset periode, også noget, der kan være det, man normalvis ville kalde med tilbagevirkende kraft.
Hvis man kigger på, hvad andre lande har gjort, må man konstatere, at mange andre lande i Europa har valgt at gå længere i deres implementering af indtægtsloftet. Så det er altså et politisk valg, at man fra dansk side vælger at gå til det, man gør, med det konkrete lovforslag.
Vi kommer i Enhedslisten til at støtte det her forslag. Vi synes, det er rigtig vigtigt. Ud over at vi er tvunget til det, fordi det er en EU-forordning, synes vi også, det er rigtigt at gøre det, og vi kommer til at bakke op om det forslag, der ligger. Men det er et politisk valg at gøre det i en minimal version, og vi kommer til at bruge kræfterne i udvalgsarbejdet på at få strammet forslaget op, så det politiske valg kommer til at favne noget mere af det, der reelt er mulighed for med den forordning, der ligger. Tak.