Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
L 64 Spørgsmål 3
Offentligt
Marts 2023
Fælles input til lovforslag om omlægningen af indsatsen mod
hjemløshed
Det er med glæde, at vi finder, at lovforslaget om omlægningen af indsatsen mod
hjemløshed er fremsat i Folketinget.
I samlet flok bifalder vi, at ambitioner om en markant bekæmpelse af hjemløshed nu bliver
omsat til handling. For det er bestemt på tide, at vi sætter en stopper for hjemløshed i
Danmark. Og det er på tide, at mennesker i hjemløshed får den hjælp og støtte, de har
behov for – og som de har manglet alt, alt for længe.
Særligt er vi begejstrede for, at bekæmpelsen af hjemløshed sker ved udbredelse af
Housing First-tilgangen. Hvor mennesker i hjemløshed tilbydes egen bolig kombineret med
specialiseret bostøtte til at klare tilværelsen. Begejstringen bunder i, at tilgangen virker.
Viden og erfaring viser, at den hjælper rigtig mange mennesker ud af hjemløshed og over i
egen bolig - også på lang sigt.
Et af grundprincipperne i Housing First er, at der tages udgangspunkt i det enkelte
menneskes behov og selvbestemmelse. Et princip, der er afgørende for, at indsatsen lykkes.
Med det i mente peger vi i fællesskab på en ting, der er central at ændre i det lovforslag, der
netop er præsenteret:
Indfør en selvbestemmelsesordning, så mennesker i hjemløshed selv kan
vælge, hvem de ønsker at modtage bostøtte fra.
Som lovforslaget er i sin nuværende form, så har mennesker i hjemløshed ikke
selvbestemmelse, når det kommer til bostøtten. Det er problematisk, fordi det er det enkelte
menneske, der bedst kender egen situation og ved, hvem der er tillid til. Vi i civilsamfundet
har peget på det igen og igen. Hvor vigtigt det er, at vi giver mennesker i udsathed den
respekt og værdighed, at de selv kan tage beslutninger for eget liv.
Mennesker med ophold på et herberg udvikler ofte en god relation til medarbejderne på
stedet. En relation som det vil være værdifuldt og trygt at bygge videre på i eget hjem.
Omvendt kan der også være tilfælde, hvor det enkelte menneske i hjemløshed ikke ønsker
at bygge videre på relationen og i stedet vurderer, at det vil være bedst med en anden
bostøtte.
Som mennesker er vi forskellige. At tage højde for denne forskellighed betyder, at vi
behandler mennesker værdigt. Og det betyder, at de indsatser, vi tilbyder, i langt højere grad
vil rumme den enkelte – og at de har virkning.
Vi håber, at vores fælles opfordring om indførelse af selvbestemmelsesordning vil blive
positivt modtaget. At udgangspunktet i det enkelte menneske og grundprincippet om
selvbestemmelse bliver taget seriøst og skrevet ind i lovforslaget.
Så vi en gang for alle kan komme i mål med at reducere antallet i mennesker i hjemløshed
markant. Så vi en gang for alle kan sikre, at hjemløshed i Danmark bliver en historie fra
gamle dage.