Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
L 64 Bilag 5
Offentligt
Bemærkning til svar på spørgsmål 6 i behandlingen af L64 vedr. udvidelse af ordning om
udslusningsboliger
I det svar, der gives på spørgsmål 6 i behandlingen af L64, peges der på, at hjemlen til at etablere
udslusningsboliger i private udlejningsboliger, ikke er blevet anvendt i frikommuneforsøget. Svaret kommer
imidlertid ikke med forklaringer på, hvorfor hjemlen ikke er blevet anvendt i højere grad, hvilket vi med denne
henvendelse vil bidrage med.
Som det fremgår af
Evaluering af frikommunenetværk om flere billige boliger og fleksible boligløsninger
(https://im.dk/media/7066/billige-boliger-og-fleksible-boligloesninger-evaluering-af-frikommunenetvaerk-om-
flere-billige-boliger-og-fleksible-boligloesninger.pdf)
blev udslusningsparagraffen ikke anvendt pga. den
såkaldte modregningsproblematik, der blev afdækket af forsøgskommunerne, og som betød, at
huslejetilskuddet for udslusningsboliger blev modregnet i borgerens forsørgelsesydelser.
Som det fremgår af afsnit 8.1.9 i evalueringen var det først ca. et halvt år før frikommuneforsøgets udløb, at
der blev fundet en løsning på modregningsproblemetikken, og på den korte tid lykkedes det kun
Københavns Kommune at nå at anvende ordningen i et enkelt samarbejde med en privat boligaktør.
Som det fremgår af evalueringen (side 24-25), har der i København været stor interesse for at indgå aftaler
med private boligaktører, men også en klar erkendelse af, at det svært lader sig gøre uden
udslusningsparagraffen:
Københavns Kommune har gennem hele perioden forsøgt at etablere et samarbejde med private udlejere.
Da private boliger ofte har en højere leje end almene boliger, har det ikke været muligt at etablere et sådant
samarbejde uden samtidig brug af udslusningsboligbestemmelsen og muligheden for at etablere
udslusningsboliger i privat udlejningsbyggeri. Imidlertid er også udslusningsboliger i privat regi ramt af
modregningsproblematikken (se afsnit 8.1.9). Det har derfor ikke været muligt at anvise borgere. Flere aftaler
er undervejs, og det er forhåbningen, at de kan indgås for en periode på 12 år, jf. frikommunelovens § 26 k.
Det er i den forbindelse forhåbningen, at der indføres fritagelse for modregning i foråret 2021, som varslet i
regeringens lovkatalog for 2020-21.
I Hjem til Alle alliancen er vi i dialog med en lang række private boligaktører, der udviser stor interesse for og
vilje til at øge udbuddet af betalbare boliger til mennesker i hjemløshed. Og med den nye reform i vente, er
interessen fra især de større kommuner i at indgå samarbejder med private boligaktører stigende. Vi kan
derfor ikke genkende den del af svaret på spørgsmål 6, der handler om manglende interesse fra
kommunalbestyrelser og private udlejere.
Gennem dialogen med de private boligaktører er det blevet tydeligt, at der er et udtalt behov for
regelforenklinger og lovgivning, der kan understøtte, at private boligaktører kan føle sig trygge i samarbejdet
med kommunerne. Udslusningsparagraffen udgør her en oplagt ramme omkring samarbejdet mellem
kommunerne og de private boligaktører, idet ordningen både indeholder midlertidighed og mulighed for at
fravige en række gængse regler, som bl.a. omhandler opsigelsesvarsler, ret til fremleje, bytte, overdragelse
af brugsret, mv., hvilket modsvarer en lang række af de behov, som de private boligaktører efterspørger, og
som er vigtige elementer i at skabe tryghed og tillid i aftalegrundlaget mellem private boligaktører og
kommuner. Det er derfor helt oplagt, at ordningen om udslusningsboliger også kommer til at omfatte private
boligudlejere, så vi kan få øget udbuddet af betalbare boliger til mennesker i hjemløshed.
De bedste hilsner,
Kira West
Direktør, Hjem til Alle alliancen