Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 63:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Hurtigere og mere fleksibel hjælp og støtte til borgere med en hastigt fremadskridende sygdom).

Af social- og boligministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil).

(Fremsættelse 15.03.2023).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er fru Sara Emil Baaring fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet. I dag er jeg en rigtig glad handicapordfører for Socialdemokratiet. Det er der en virkelig god grund til. Men lad mig først starte med at sige, at livet er en gave – og en dyrebar en af slagsen endda, for vi har kun ét liv. Derfor er det vigtigt, at vi kan leve livet, som vi ønsker det, mens vi har det. Men lige så meget som livet kan føles som en gave, kan det også føles ubarmhjertigt; det kan være brutalt, og det kan tage en pludselig drejning, som vi i vores håb og drømme aldrig havde forestillet os. Der er jo desværre mennesker, der oplever, at deres verden pludselig ramler, fordi de bliver ramt af en uhelbredelig sygdom, der sætter voldsomme begrænsninger for, hvordan de kan leve deres liv. Det kan være funktionstab, hvor man pludselig ikke kan bevæge sig frit rundt længere og man pludselig ikke kan tale som tidligere. Man kan derfor ikke være det menneske, man var tidligere, og man kan ikke være den far eller mor, den partner, ægtefælle eller den ven, man engang var, og sådan vil resten af ens liv være. Det er forfærdeligt, men ikke desto mindre virkeligheden.

Vi er derfor i salen i dag, fordi vi skal behandle et lovforslag, der skal hjælpe de mennesker. Lovforslaget skal gøre, at mennesker med hastigt fremadskridende sygdomme kan få hjælp og støtte med det samme, når de bliver ramt af sygdomme, og at de kan bede om hjælp hos en kommune, en hjælp, som tidligere er blevet kaldt for en strakspakke til borgere med fremadskridende sygdomme. Og det er netop pointen med det hele, at når man bliver ramt af en invaliderende sygdom, som hurtigt fratager en ens selvstændighed og livsmuligheder, så er der ikke tid til at vente på lange sagsbehandlingstider, visitationer og ventetider. Der er desværre flere eksempler på, at mange mennesker har skullet vente for lang tid på den hjælp, de har brug for. Hjælpen og støtten skal komme straks, så man, så vidt som det kan lade sig gøre, stadig har muligheden for at leve det liv, som man ønsker, for som jeg nævnte før, har man kun ét liv. Derfor kan jeg virkelig godt forstå, at man med udsigten til et liv med funktionstab og markant ændrede livsvilkår føler håbløshed og frustration. Her er det altafgørende, at fællesskabet træder til og tilbyder den nødvendige hjælp, så en forfærdelig situation bliver en smule bedre.

Helt konkret giver lovforslaget kommunerne mulighed for at tilbyde hjælp til borgere med hastigt fremadskridende sygdomme efter en ny bestemmelse. Hjælpen, som kommunerne kan tilbyde, kan bestå af personlig hjælp og pleje, praktisk hjælp eller støtte, madservice, ledsagelse, udvalgte typer af hjælpemidler og mindre hjælp til indretning af boligen. Kommunen skal alene foretage en vurdering af, om borgeren er en del af den her personkreds, og det vil sige, at kommunen ikke skal visitere borgeren til hjælpen. Til gengæld er kommunen forpligtet til at hjælpe borgeren med at udvælge den hjælp, som borgeren skal modtage. Hjælpen og støtten kan tildeles én gang pr. sygdomsforløb og kan have en samlet maksimal værdi af 35.000 kr. Det er vigtigt at pointere, at lovforslaget her ikke sætter rammerne for al den hjælp, som en borger med en hastigt fremadskridende sygdom vil modtage. Det her er en hurtig midlertidig hjælp, som skal træde til, mens borgerens hjælpebehov bliver dækket via den eksisterende kommunale visitation og sagsbehandlingsproces på baggrund af en konkret og individuel vurdering, altså mens kommunen finder ud af, hvilken hjælp borgeren har brug for og skal have.

Det er derfor, jeg er en rigtig glad handicapordfører. For den her hurtige hjælp har manglet, og det gør vi noget ved i dag. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Muskelsvindfonden. Jeg ved, at I har kæmpet for at få det her gjort til virkelighed. Selv om det var før min tid som folketingsmedlem, ved jeg, at I både har fået foretræde for Socialudvalget og brugt jeres vågne timer på at råbe os politikere op, og det er jo lykkedes, og det kan I være rigtig stolte af. Jeg håber, at I vil blive ved med at gøre os klogere ved at vise, hvordan vi kan gøre det bedre.

Afslutningsvis vil jeg meddele, at vi i Socialdemokratiet selvfølgelig kan bakke op om lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi springer en lille smule i rækkefølgen – der er jo seks spørgsmål, der udgik af spørgetiden før, så vi gik ret hurtigt til L 63. Hvis fru Rosa Eriksen er klar, vil det være fint. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg vil gerne starte med at sætte ord på en fortælling, som jeg kender. En kvinde træder ind ad døren i et hjem. Hun er på arbejde som hjemmesygeplejerske. Hun møder en familie, der netop har modtaget en forfærdelig besked. En i familien har fået en sygdom, der medfører forkortet levetid. Det kunne f.eks. være ms. Der er en tydelig stemning af afmagt, sorg og forvirring, for hvad gør man som familie nu?

Heldigvis lever vi i et velfærdssamfund, hvor man både kan få behandling i sundhedsvæsenet og hjælp i hjemmet. Desværre er der nogle, for hvem det ikke går så let – hvor sygdommens omfang og hastighed udfordrer sundhedsvæsenets evne til at følge med. Det betyder, at hjælpen for nogle ikke kommer i tide, og i visse tilfælde betyder det endda, at hjælpen kommer for sent, at sygdommen har forandret sig eller udviklet sig, og nu skal borgeren så genansøge om ny hjælp.

Det er uacceptabelt, at nogle af de borgere, som rammes af de mest akutte sygdomme, ikke får den hjælp, de har brug for. For Moderaterne har det været en bunden opgave at gøre det meget bedre lige her, for vi kan ikke være bekendt, at borgere, der allerede er hårdt ramt af en hastigt fremadskridende sygdom, skal vikles ind i et kompliceret og langsommeligt bureaukrati. Derimod skal den særligt ramte borger mødes med hastighed og fleksibilitet. Og det er jo netop formålet med det her lovforslag – at sikre hjælp og støtte med det samme til borgere med hastigt fremadskridende sygdomme. Det vil medvirke til, at man får tid til det, som er vigtigt i den sidste tid – at leve efter eget ønske i stedet for at ansøge om hjælpeforanstaltninger.

Med dette lovforslag tager vi et stort skridt i retning af, at den familie, som hjemmesygeplejersken møder, familien, som netop har fået den frygtelige besked om et familiemedlem med en hastigt fremadskridende sygdom, får langt bedre muligheder for at få den støtte, som de har brug for. Det synes jeg personligt og det synes Moderaterne er utrolig vigtigt og sympatisk. Derfor stemmer Moderaterne for.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Næste ordfører på talerstolen er fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for det. Alle – og jeg mener alle – taler om, at vi skal gøre op med det omfattende bureaukrati i den offentlige sektor. Et rigtig godt sted at starte er at have lidt mere tillid til, at ingen borgere ønsker at modtage hjælp, som de ikke har behov for. Ingen har lyst til hjælp til at komme på toilettet, hjælp til at komme i bad, hjælp til at spise eller at få noget at drikke, hjælp til at deltage i børnenes aktiviteter eller skolegang eller hjælp til at passe et job. Ingen har lyst til at have fremmede hjælpere rendende i huset og få forstyrret familielivet. Vi vil helst klare os selv.

Derfor var det også utåleligt at følge Torbens kamp for at få den helt nødvendige hjælp, som fulgte med, i takt med at sygdommen als fratog ham flere og flere funktioner. Hjælpen kom ikke af sig selv. Absurde afslag måtte forbi Ankestyrelsen, og når hjælpen endelig var aftalt, kunne Torben desværre bare skrive en ny ansøgning om mere hjælp. For det gik stærkt, alt for stærkt.

Jeg er virkelig glad for det her forslag, og jeg vil også gerne takke Karina Adsbøl for det lange samarbejde om at komme i mål med det her forslag. Men jeg vil først og fremmest gerne dedikere det her forslag til Torben og til Muskelsvindfonden, som tog teten og foreslog en strakshjælpepakke til borgere med als og andre hurtigt fremadskridende sygdomme. Det er en ordning, som både kan være med til at forberede borgerne på den hjælp, som de desværre alt for hurtigt får brug for, men det er også en ordning, som skal sikre, at hjælpen er aftalt på forhånd, så den kan effektueres, når behovet opstår.

Forslaget er et vigtigt skridt på vejen til at lette hverdagen for borgere med alvorlige og progredierende sygdomme, og jeg vil gerne takke socialministeren for at tage mange af Muskelsvindfondens bemærkninger til efterretning. Det er nemlig de borgere, der lever med sygdommen, som ved, hvor skoen trykker. Men det betyder altså ikke, at vi er i mål.

Vi kan først og fremmest lære en masse af processen, for selv om alle netop er enige om, at vi skal rydde op i bureaukratiet, er forslaget stadig et eksempel på, hvor svært det kan være. Jeg forstår f.eks. stadig væk ikke, hvordan én samlet visitation kan øge de administrative omkostninger i forhold til de talrige visitationer, som gik forud for det her forslag, inklusive et utal af behandlinger af sager i Ankestyrelsen. Jeg er også ked af, at der fortsat er et forholdsvis lavt loft over omkostninger til hjælpemidler.

Det gjorde stort indtryk på mig, da Torben fortalte, at han blev ked af det den dag, da familien kunne parkere en stor handicapbil i indkørslen. For selv om han var glad for, at bilen gav ham mulighed for fortsat at kunne være aktiv på job og med familien, var den også et synligt bevis på, at sygdommen igen havde udviklet sig i den forkerte retning.

Vi ved også, at den teknologiske udvikling heldigvis hele tiden søger at forbedre mulighederne for patienter med handicap på en måde, der gør det lettere at leve et liv på egne betingelser. Både Torben, men altså også andre patienter med als har eksempelvis haft de tekniske kompetencer til at afprøve og vurdere talemaskiner, som kan styres med øjnene. Jeg kan vist godt hilse fra Torben og sige, at det bestemt ikke er alle maskiner, der er lige gode. Jeg ser også frem til de maskiner, som kan styres med hjernen, den dag patienterne måske ikke længere kan bruge øjnene til at styre maskinen, men det er en svær situation for nogle af os at forestille sig, at vi måske er låst inde i vores egen krop.

Det er ikke billige hjælpemidler, men muligheden for kommunikation med omverdenen er og bliver altså en afgørende faktor for, at man stadig kan leve med alvorlig sygdom. Derfor bør det næste skridt også være at få hævet loftet på 35.000 kr. og gerne at få det helt fjernet. Det er ikke godt, at man ikke kan få hjælp, når man har brug for det, men det er også en kæmpe belastning, når man er afhængig af hjælp. Derfor giver regelforenkling mening. Vi behøver ganske enkelt ikke at frygte, at borgerne bliver storforbrugere af unødvendig hjælp: Vi vil nemlig helst klare os selv. Kontrol er rigtig godt, tillid er og bliver bedre og billigere. Tak for ordet, og tak for, at vi endelig fik forslaget i hus.

Tak til ordføreren. Der er ingen kommentarer. Så er det fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand. Det er en stor dag i dag, og vejen hertil har været lang. Jeg tror, det var den 26. november 2020, hvor jeg fremsatte et beslutningsforslag om, at der skulle udarbejdes en model for hurtigere og mere fleksibel hjælp og pleje til alle patienter. Og baggrunden herfor var jo, at vi dengang i Socialudvalget havde haft besøg af Torben Mikkelsen og Muskelsvindfonden, som udtrykte et stort behov for, at der skulle findes løsninger. Og med sig havde de også en idé til, hvordan det her kunne løses. Torben og Muskelsvindfondens idé er nu flere år efter ved at være virkelighed. Jeg beklager, at vejen hertil har været lang, og jeg har ligesom jer været utrolig utålmodig og har syntes, at vejen hertil har været alt, alt for lang. Men nu er jeg bare utrolig glad for, at det endelig lykkes.

Sygdommen als og andre hastigt fremadskridende sygdomme rammer ekstremt hårdt. Man kan nærmest fra den ene dag til den anden opleve, at vigtige funktioner går tabt, og at det, man kunne i går, kan man pludselig ikke i dag. Står man i den situation, skal man ikke samtidig bruge kræfter på at slås med systemet for at få den hjælp, man har behov for. Desværre er der talrige eksempler på, at de her mennesker må kæmpe for at få den nødvendige støtte hurtigt, og jeg vil gerne læse et citat op fra en als-patient, som beskriver situationen rigtig godt:

Perioden, fra diagnosen stilles, til man dør, er en periode, hvor livet skal leves fuldt ud, og tiden skal bruges på det rigtige. Det rigtige i mine øjne er ikke, at man skal kæmpe for at blive hørt eller slås med kommunen om at få lov til at leve et værdigt liv. Det er heller ikke det rigtige at slide min familie op fysisk og psykisk, fordi de skal varetage det, som burde være en selvfølgelighed fra kommunens side. Det rigtige er, at jeg skal have lov til at tilbringe min sidste tid sammen med min familie og dem, jeg holder allermest af, og ressourcerne skal bruges de rigtige steder. Jeg nægter at finde mig i kommunens behandling, og jeg vil kæmpe, til jeg ikke kan mere, for, at andre ikke skal gå igennem det, som jeg har gjort. Det er uværdigt og grotesk. Citat slut.

Jeg kunne nævne mange andre eksempler; Simone, som ikke nåede at få en talemaskine, inden hun døde – noget, som har stor betydning for de mennesker, det handler om. Og det er derfor, at vi i dag står her og behandler det her forslag. Og jeg er utrolig glad for det samarbejde, vi har haft. Jeg vil sige en stor tak til bl.a. SF's fru Kirsten Normann Andersen. Vi har i fællesskab været med til i sin tid at fejre det her sammen med Torben og hans hustru hos Muskelsvindfonden.

Men vi har jo også en forpligtelse herinde til at rette op i forhold til de udfordringer, der er – det, at man ikke har kræfter til at kæmpe den her kamp. Det er jo kun de mennesker, der har ressourcer til det, der kan gøre det, og det er simpelt hen ubærligt. Og som tidligere social- og handicapordfører er jeg bare utrolig glad for, at vi – godt nok efter meget lang tid – er nået til enighed omkring det her, og jeg vil, ligesom fru Kirsten Normann Andersen gjorde i sin tale, sige tak til ministeren, som også har været lydhør over for nogle af de høringssvar og de bemærkninger, som er kommet.

Derudover er jeg meget enig i, at der er meget mere, der skal gøres på det her område. For rigtig mange snakker om det bureaukrati, der er ude i kommunerne, og trods det, at jeg selv i sin tid kæmpede for, at det skulle være obligatorisk at bruge tro og love-erklæringer, når man ikke havde forbedret sin funktionsevne, så bevillingen gik hurtigt og nemt igennem, så ser vi faktisk stadig væk, at det ikke er det, der sker – at man ikke bruger de værktøjer, der er.

Jeg er utrolig glad for, at vi i sin tid fik det med opsættende virkning igennem, servicelovens § 3 a, som kaldes varslingsordningen, og udvidelsen af den, for det er jo netop sådan noget, der betyder noget for dem, der står i de situationer. Så jeg vil også gerne sige tak til alle partierne og ministeren for, at vi er nået så langt, men ikke mindst vil jeg takke Torben og Muskelsvindfonden, som jo har stået i spidsen for det. Og det er jo her, hvor demokratiet er bedst, altså at dem, det handler om, kommer med nogle løsningsforslag, som vi så kan være med til at gennemføre. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Katrine Daugaard.

Tak. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har stået og snakket om proportioner og afbureaukratisering i valgkampen, men det er virkelig, virkelig mange gange. Og jeg mener, at det er ekstremt vigtigt at tænke over proportioner, hver eneste gang vi sidder i lovgivningsprocessen. Kontrolled koster, og det er ikke altid, der er proportioner i tingene, når man kigger ned i dem. Det er dyrt at have en medarbejder til at efterprøve, om fru Hansen nu også har brug for en rollator, eller om gigtplagede Bente virkelig skal have den her kartoffelskræller med stort håndtag. Selv forsikringsselskaberne har for længst fundet ud af, at det bedre kan betale sig at udbetale pengene for en stjålet cykel med det samme og så bruge ressourcerne på stikprøver eller på de lidt dyrere forsikringssager.

Antallet af akademikere i kommuner og regioner er fordoblet fra 16.000 til 32.000 siden 2007, og der er i dag en lønsum på ca. 20 mia. kr. om året. Kan man bringe akademikerniveauet ned til 2007-niveauet, frigør det 10 mia. lønkroner eller tre storebededagsprovenuer. LA finder det derfor nødvendigt, at vi begynder at kigge på proportionerne, og her mener vi, at det her forslag er et rigtig godt spadestik. Formålet med dette lovforslag er at sikre borgere med en hastigt fremadskridende sygdom hjælp og støtte med det samme, og der er rigtig mange diagnoser, hvor man kender sygdomsforløbet, og hvor man ved, at en hurtig indsats gør en kæmpe forskel for den sygdomsramte. Her er tiden ikke til at skulle vente på kommuners og regioners kontrolled. Vi ved, at hurtig og god faglig hjælp præger resten af ens sygdomsforløb, og det er derfor meget positivt, at borgere med en hastigt fremadskridende sygdom nu vil kunne få hurtigere hjælp. LA bakker op om lovforslaget.

Dermed tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Lovforslaget her tager udgangspunkt i den politiske aftale, som vi lavede i sidste folketingsperiode, og som Det Konservative Folkeparti er med i, og formålet med lovforslaget er at sikre, at borgere med hastigt fremadskridende sygdom får mulighed for at få tildelt hjælp og støtte med det samme, når de pågældende borgere søger herom. Med lovforslaget her løser vi den udfordring med, at sagsbehandlingstiden for de her borgere tidligere kunne vare op til omkring et år, hvilket jo i sig selv er ganske uhensigtsmæssigt i forhold til en hastigt fremadskridende sygdom. Derfor bakker vi fra Konservatives side op om det her lovforslag, der jo netop understreger den politiske aftale, som vi lavede i sidste folketingsperiode.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, formand. Jeg vil gerne tilslutte mig de positive kommentarer, der allerede er kommet heroppe fra talerstolen. Det er jo befriende, at man kan stå her og tale om, at der reelt sker en konkret forbedring på handicapområdet. Det er ikke noget, der normalt er en dagligdags begivenhed herinde i Folketinget, og derfor vil jeg da også gerne benytte lejligheden til at understrege, at det her jo er kommet, fordi det faktisk lykkedes at få etableret et pres, både fra Muskelsvindfonden og gennem en konkret person, der har turdet at stå frem, men selvfølgelig også qua at fru Karina Adsbøl dengang i Dansk Folkeparti fremsatte et beslutningsforslag, der førte til en fælles beretning, som betød, at vi nu står med det her lovforslag i dag.

Jeg synes, at det er positivt, fordi det netop også understreger, at det her er en vej, vi generelt skal se på at gå i forhold til hele handicapområdet, nemlig med spørgsmålet om, i hvor høj grad vi skal bruge tid og ressourcer på visitation. For som fru Kirsten Normann Andersen var inde på i sin ordførertale, er det jo ikke sådan, at vi bare helt automatisk går og hamstrer hjælp, hvis vi får muligheden for at gøre det. Vi vil faktisk helst klare os selv, og derfor behøver vi heller ikke at stille mange bureaukratiske barrierer op for, hvordan man kan få en hjælp, som man i øvrigt er berettiget til. Og det er jo klart det, der gør sig gældende med det her lovforslag, nemlig at det netop, når man har en hastigt fremadskridende sygdom som f.eks. als, kan have fatale konsekvenser, hvis man ikke får den berettigede hjælp i tide.

Så derfor vil jeg også bare sige, at vi fra Enhedslistens side bakker op om lovforslaget og sådan set også ser frem til, at det er et lovforslag, vi kan tage læring fra på andre områder, så vi kan fortsætte den kamp for, at vi kan sikre, at borgere får den hjælp, de er berettiget til, og at de får den i tide, så de også kan nå at få gavn af den. Men Enhedslisten støtter lovforslaget.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Katrine Robsøe.

Tak for ordet. Mine gode kollegaer her i salen har allerede rigtig fint gennemgået, hvad lovforslaget indeholder, så det vil jeg undlade at gentage. Jeg vil dog sige, at vi i Radikale Venstre også er rigtig glade for at førstebehandle det her lovforslag i dag, så der reelt kan komme noget hurtigere hjælp ud til borgere med hastigt fremadskridende sygdomme.

Jeg har også set historierne, hvor folk ikke har fået den hjælp, de rent faktiske burde have fået, hurtigt nok. Jeg tror, det gør ondt på os alle sammen, når vi ser det, og selv om jeg er ny på det her område, kan jeg fornemme, hvor flot og godt der er blevet arbejdet med det input, der på bedste vis er kommet udefra – fra dem, som har brug for det her lovforslag og den hjælp – og jeg er rigtig glad for, at det faktisk nu bliver til virkelighed herinde fra Folketingssalen.

Så tak til min gode kollegaer på området her. Jeg ved, der er nogle af jer, der har arbejdet hårdt for det her i mange år, og jeg er glad for at sige, at Radikale Venstre naturligvis også støtter lovforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det fru Mette Thiesen.

Det er en rigtig god dag i dag. Det er en god dag, fordi vi her i Folketingssalen netop behandler et forslag, som sikrer borgere med særlige behov, herunder folk med hastigt fremadskridende sygdomme, hurtigere hjælp og støtte. Og når lovforslaget så samtidig baserer sig på et beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti fremsatte i en tidligere samling, ja, så bliver dagen blot lidt bedre.

Danmark er og skal være et velfærdssamfund – et velfærdssamfund, hvor der altid bliver taget hånd om de mest udsatte, og hvor der bliver taget hånd om dem, der har særlig brug for det. Sådan skal Danmark altid kendes og opleves. Når man rammes af alvorlig sygdom, mister man sit grundlæggende fundament som menneske. Ens helbred er forudsætningen for så mange andre aspekter og elementer i ens liv. Derfor er det også bydende nødvendigt, at man så hurtigt som overhovedet muligt får den hjælp og støtte, som man kan få, så man kan komme videre, og så man kan fastholde en nogenlunde normal hverdag, selv om det hele kan være rigtig, rigtig svært som familie. Hvis hjælpen forsinkes – altså den hjælp, som man virkelig har behov for – risikerer man jo faktisk, at sygdomsforløbet bliver forværret, og også, at der er afledte konsekvenser af sygdommen. Det kunne være, at man mistede sociale relationer, at der var ting, der gik i stykker i ens familie, måske familien selv, og at ens muligheder for at være en god ægtefælle eller en god forælder blev besværliggjort – og så ville der opstå endnu flere uhensigtsmæssige afledte konsekvenser af den sygdom, som man i forvejen kæmper imod.

Så det handler groft sagt om, at man skal have det, man har behov for, hurtigere, når man har en fremadskridende sygdom. Som menneske er det at blive ramt af en alvorlig sygdom en rigelig svær situation, og når eller hvis det sker, skal man selvfølgelig have den nødvendige hjælp hurtigst muligt. Det skal ikke være en lang og sej kamp imod systemet, hvilket vi desværre har set rigtig mange eksempler på. Det er ikke rimeligt i et samfund som det danske. Og i Dansk Folkeparti vil vi altid arbejde for dem, der er mest udsatte, og kæmpe for deres ret til at få den rigtige hjælp.

Så på alle parametre er det en god dag i dag. På alle parametre giver det her forslag rigtig, rigtig god mening, og i Dansk Folkeparti stemmer vi selvfølgelig for.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige.

Tak for det. Mindre stat, mere menneske. Hvad er der ikke at kunne lide i sådan et forslag her? Alt er blevet sagt, og vi er alle sammen enige. I er alle sammen velkommen til at komme over, hvis I vil have flere lektioner i, hvordan mindre stat, mere menneske giver mening.

Men det vigtigste for mig lige nu er egentlig at rose fru Karina Adsbøl, som jeg har fulgt og kendt i mange år, og som har bragt det her i salen. Vi får vedtaget et forslag i dag, som er vigtigt for rigtig mange mennesker. Jeg vil også godt rose ministeren for at være så positiv over for at gøre en forskel for mennesker. Det er jeg sikker på at ministeren også mener i sit hjerte.

Selvfølgelig kommer Nye Borgerlige til at støtte et forslag, der er så fornuftigt sat sammen, at det betyder, at vi har fokus på mennesker i stedet for på staten. Det er faktisk en ret god dag. Vi har alle sammen været meget tunge og har fortalt tunge historier, men det er en god dag. Det her er en god dag, og det viser, at nogle gange giver det mening at bringe ting ind til mennesker, der brænder så meget for det, som de to ordførere, der sidder derovre, gør. Det giver mening. Så hvis der kommer flere af den slags, stemmer vi gladelig for i Nye Borgerlige.

Tak til ordføreren. De der spørgsmål, der forsvandt fra spørgerunden og blev droppet, var der jo altså to konsekvenser af. Den ene var en stakåndet ordfører, og den anden var så en ændring i rækkefølgen. Så nu er det fru Anni Matthiesen fra Venstre.

Tak. Jeg har fået pusten igen, så nu kan jeg holde min tale. Og tak, fordi jeg får lov til at komme ind her på det her tidspunkt.

Hurtigt fremadskridende sygdom adskiller sig jo fra andre forløb ved, at behovet for at få støtte også ændrer sig utrolig hurtigt. Jeg kender selv mennesker, som bl.a. har været ramt af als. Det er også en sygdom, hvor det desværre går meget hurtigt, og hvor man som syg risikerer ikke engang at nå frem til at få hjælpen.

Det er en kamp, som både de syge mennesker og for den sags skyld også deres pårørende bliver belastet af i en periode, hvor der er nok kampe at tage af i forvejen. Og vi har desværre set eksempler på sagsbehandlinger, der virkelig er trukket i langdrag, og hvor hjælpen dermed aldrig er nået frem til de her syge mennesker i tide.

Derfor er det også et lovforslag, som jeg helt klart bakker op om, og som vi i Venstre støtter, og jeg vil også gerne bruge lejligheden til at sige, at det er godt gået, både til fru Karina Adsbøl og for den sags skyld til SF, som også har været med til at trække et læs her. I hvert fald er der situationer i livet, hvor vi også er nødt til at stå sammen her i Folketingssalen og så få gjort noget ved tingene, og det mener jeg faktisk vi gør med det her lovforslag. Så Venstre støtter selvfølgelig også lovforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det social- og boligministeren.

Jeg var lige ved slet ikke at gå op, fordi jeg er så vant til, at Venstres ordfører er på noget tidligere i ordførerrækken end det her, så nu nåede jeg at blive helt forvirret alligevel her til sidst.

Men tusind tak for de mange tilkendegivelser, der har været i forbindelse med behandlingen af forslaget her i dag, og jeg vil også gerne bruge anledningen til at sige et kæmpe tillykke til de organisationer og de enkeltpersoner, som har kæmpet en brav kamp for at få det her igennem – godt gået – og dermed jo også tillykke til de ordførere, som var de første til at bringe det ind i Folketingssalen, og som har kæmpet for at få det her igennem.

Jeg er fuldstændig enig med Nye Borgerliges ordfører, der sagde, at indimellem har man den der følelse af, at det er meningsfuldt og det virker at bruge sin tid på politik, og det er jeg helt enig i at det her lovforslag er et udtryk for. Så det er supergodt kæmpet af alle dem, der har gjort det.

Jeg mener i øvrigt også, at det er rigtigt, hvad Liberal Alliances ordfører siger, nemlig at her får vi også gjort noget, som faktisk afbureaukratiserer; det her er jo den lavpraktiske afbureaukratisering. Altså, det er jo der, hvor man i stedet for at have sådan en nidkærhed i systemet har fundet ud af det, som forsikringsselskaberne har opdaget for hundred år og en madpakke siden, nemlig at det er meget dyrere at kontrollere, end det er at give folk det, de har brug for, og så lave en eller anden form for stikprøvekontrol. For langt de fleste mennesker beder eksempelvis ikke om at få en rollator, hvis ikke de har brug for den; hvorfor i alverden skulle de så have den til at stå og fylde i deres lejlighed?

På den måde kunne der jo være masser af ting, som vi kunne gå til på samme måde, som vi gør det med det her lovforslag i dag. Det er jo bl.a. derfor, at vi fra regeringens side har lagt op til, at vi skal ind at kigge på området for hjælpemidler, og at vi skal se på, hvordan vi i det hele taget kan organisere handicapområdet og i øvrigt ældreområdet bedre, end vi gør i dag, og det ser jeg rigtig meget frem til, jo ikke mindst efter at vi har haft så positivt et forløb omkring det lovforslag, vi behandler her. Så jeg ser mægtig meget frem til at komme videre med de næste ting, der står på programmet, men er selvfølgelig i særdeleshed glad for, at vi nu får vedtaget det her.

Bare for at ridse op vil jeg sige, at processen for ansøgning og tildeling af hjælp og støtte til borgere, der har hastigt fremadskridende sygdomme, foregår alt, alt for langsomt og alt for ufleksibelt, og præcis som Socialdemokratiets ordfører sagde indledningsvis, er der simpelt hen nogle, der jo desværre slet ikke når at få gavn af de hjælpemidler, simpelt hen fordi deres sygdom trækker dem så hurtigt ned ad bakke, at de ender med at gå bort, før de har fået hjælpemidlerne stillet til rådighed. Og det går ikke. For selvfølgelig er det sådan, at velfærdssamfundet også skal være tilgængeligt for dem, og at det, som fru Karina Adsbøl sagde, skal være muligt at leve den sidste del af sit liv på sådan en måde, at det er livet, det handler om, og ikke en kamp med systemet.

Det er præcis det, der er meningen med det her lovforslag, og det vil altså sige, at vi fremover kommer til at give en pose penge, hvilket gør, at man med det samme kan blive tilkendt den hjælp og støtte, man har et behov for ved hastigt fremadskridende sygdom. Ligesom Socialdemokratiets ordfører sagde, at det var en god dag at være handicapordfører, så er det også en rigtig god dag at være socialminister i dag. Så tusind tak for behandlingen, og tak for ordet.

Tak til ministeren. Fru Karina Adsbøl.

Tak for talen. Det er jo rigtigt, at det her lovforslag er rigtig godt. Jeg tænker, at vi kunne gøre rigtig meget godt her i Folketingssalen. Derfor vil jeg så høre ministeren om noget: Ministeren siger, at vi også skal i gang i forhold til hjælpemidler og andre ting – hvornår bliver det så? For den her proces har været rimelig lang, og mens den politiske proces er langsommelig, er der rigtig mange mennesker, der har behov for hjælp, og som ikke får den hjælp og skal kæmpe og klage sig til deres ret.

Så jeg kunne godt tænke mig at høre, om ministeren kunne sætte et par ord på i forhold til den kommende proces, altså hvornår ministeren inviterer til nogle forhandlinger, og hvornår vi så kommer til at handle yderligere på hele det her område. Tak.

Ministeren.

Tusind tak for det spørgsmål. Altså, den tidligere regering har indgået en aftale med Kommunernes Landsforening i forhold til at kigge på det specialiserede område i forbindelse med sidste års økonomiaftale. Det har vi selvfølgelig tænkt os at følge op på.

Så er det lidt svært at sætte en konkret dato på, men nu sagde ordføreren i sin ordførertale, at det oprindelige beslutningsforslag på det her område blev fremsat i 2020, og jeg tror godt, at jeg tør love ordføreren, at så lang tid kommer der ikke til at gå, før vi påbegynder forhandlinger i forhold til resten af det her område, og når jeg tør love det, er det, fordi det er skrevet ind i regeringsgrundlaget. Det vil sige, at der fra regeringspartiernes side er givet håndslag på, at vi skal videre med det her arbejde.

Fru Karina Adsbøl.

Tak. På en eller anden måde er det da meget betryggende, at der ikke sådan kommer til at gå ca. 3 år, men jeg kunne godt tænke mig, at ministeren kunne komme det lidt nærmere, og grunden til, at jeg godt kunne tænke mig det, er jo, at vi faktisk fortsat oplever, at mange mennesker kæmper for at få den hjælp, de har behov for, og som det er sagt tidligere her i debatten, er det jo ikke er det fedeste, at man skal have en toiletstol, at man skal have en kørestol, eller at man skal have en handicapbil. Det er jo noget, man søger, fordi man har behov for det. Så kunne ministeren ikke komme det lidt nærmere?

Ministeren.

Nej, og det er simpelt hen et spørgsmål om, at det ikke er kalendersat endnu. Vi har truffet en beslutning om det i regeringsgrundlaget, og jeg vil sige, at handicapområdet ikke mig bekendt nogen sinde har fyldt så meget i et regeringsgrundlag, som tilfældet er den her gang, og det er jeg utrolig glad for. For det betyder, at de første indledende beslutninger er truffet. Jeg er i øvrigt begyndt at drøfte det med de forskellige organisationer på handicapområdet. Det siger jeg bare til inspiration, for jeg regner ikke med, at der går så lang tid, og derfor er der behov for at få talt grundigt med handicaporganisationerne, men det bliver altså hurtigere end 3 år, men jeg vil ikke sætte en dato på.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er afsluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.