Det næste punkt på dagsordenen er:

18) 1. behandling af lovforslag nr. L 56:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Udvidelse af fristen for retten til udvidet frit sygehusvalg i forbindelse med somatisk behandling).

Af indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde).

(Fremsættelse 15.03.2023).

Forhandlingen er åbnet, og første ordfører er hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet.

Tak, formand. Det her lovforslag drejer sig om behandlingsgaranti – det er noget, der faktisk har mange ord. Det, der jo skete for 3 år siden, da Danmark og resten af verden blev ramt af corona, var virkelig noget, der satte aftryk. Det trak store veksler på ikke blot det danske sundhedsvæsen, men sundhedsvæsenerne rundtomkring i verden.

Siden da har det danske sundhedsvæsen som helhed været alvorligt udfordret. Der er lange ventelister; der er mange udskudte operationer; der er rigtig stor travlhed på mange afdelinger og i særdeleshed på akutmodtagelserne; og der er problemer med at finde nok kvalificeret personale. Det går hårdt ud over patienterne, som må vente længere tid på operation, end godt er, og det går ud over medarbejderne, som gennem meget lang tid har oplevet et rigtig stort arbejdspres på grund af pukler af patienter.

Fra regeringspartiernes side har vi indgået en aftale med Danske Regioner i sidste måned, en aftale om en akutpakke, hvor der er en hel række af konkrete elementer, som skal være med til at skabe mere aktivitet i sundhedsvæsenet de kommende år. Der er tale om midlertidige tillæg og honorering af ekstra vagter; der er bedre brug af personalegrupper; mere patientnært arbejde; der skal nedsættes en taskforce i forhold til udenlandsk arbejdskraft; og der er lavet en midlertidig afskaffelse af modregning i efterløn – og meget, meget mere. Målet er samlet set, at ventetiderne på de danske hospitaler inden udgangen af 2024 er tilbage på niveauet, som de var på, før coronaen ramte vores land.

Som en del af akutpakken indgår det også, at vi laver en midlertidig forlængelse af retten til frit sygehusvalg, når det gælder behandling af somatisk sygdom. Dermed er der altså ting, der er fritaget. Formålet er, at der skabes en bedre ramme, for at man lokalt kan prioritere de mest syge patienter først ud fra en lægefaglig vurdering. Det skal alt sammen være med til at understøtte en højere fleksibilitet i regionernes tilrettelæggelse af opgaverne i sygehusvæsenet, sådan at regionerne også får et nødvendigt rum til at lave de nødvendige prioriteringer. Kapacitetsudfordringerne på grund af behandlingsefterslæbet fra covid-19 er virkelig alvorligt for sundhedsvæsenet

Med lovforslaget her forlænges behandlingsretten fra de 30 dage, der er i dag, til 60 dage. Det vil ske fra 1. juni og frem til 31. december næste år, altså 2024. Ændringen vedrører som nævnt somatikken, og det vil sige, at behandlingsretten i psykiatrien fastholdes på de 30 dage. Det betyder også, at de helt særlige regler, der er, og som gør sig gældende i forhold til kræftbehandling og hjertesygdom, også fastholdes. Samtidig er det vigtigt at slå fast, at udredningsretten, altså den ramme, der er sat op, for at man får stillet sin diagnose, fastholdes på 30 dage, og det gælder både i psykiatri og i somatik.

Jeg vil gerne understrege fra socialdemokratisk side, at det her jo er et ekstraordinært skridt, og det tager vi, fordi vi nu laver en midlertidig forlængelse af behandlingsretten – men vi står også i en helt ekstraordinær situation. Det hører vi, det ser vi, og det får vi daglige vidnesbyrd om. Der er for lange ventelister, og der er et for stort pres på vores sundhedsvæsen. I den situation er det altså også rigtigt, at vi får understreget, at de mest syge patienter skal behandles først.

I en tid med begrænsede ressourcer må det også være sådan, at der må kunne prioriteres mellem ressourcerne, i forhold til hvor behovet er størst. Det er en ekstraordinær situation, men det er vigtigt at slå fast, at det her jo er lagt an som en midlertidig forlængelse. Socialdemokratiet synes, at det her er det rigtige at gøre, og derfor støtter vi naturligvis op om forslaget, som det ligger her. Tak, formand.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og jeg giver ordet til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til hr. Flemming Møller Mortensen for talen. Jeg synes, det er fornuftigt at høre, at Socialdemokraterne nu bakker op om at suspendere behandlingsgarantien, for det er jo fuldstændig rigtigt, at i et presset sundhedsvæsen – og i øvrigt i et sundhedsvæsen i det hele taget – er det afgørende, at den nødvendige prioritering, der foregår, sker ud fra sundhedsfaglige prioriteringer, frem for hvor der er kapacitet i det private, altså hvor det private finder det lukrativt at kunne levere ydelser.

Men jeg vil godt høre hr. Flemming Møller Mortensen om Socialdemokratiets holdning til behandlingsgarantien generelt, for behandlingsgaranti lyder som et dejligt udtryk og en dejlig rettighed, men patienter bliver jo ikke behandlet af garantier. De bliver jo konkret behandlet af personale.

Så jeg vil bare høre hr. Flemming Møller Mortensen, om det er Socialdemokratiets tilgang, at man permanent skal gøre behandlingsgarantien mere fleksibel, altså sikre, at man udvider den til 60 dage frem for 30 dage, som det har været tidligere.

Ordføreren.

Tak til hr. Peder Hvelplund. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvor ordføreren fik ordet suspendering fra. Det var i hvert fald ikke et, der fremgik af min ordførertale. Jeg udtrykte meget tydeligt, at det her var en midlertidig forlængelse, og jeg ridsede også tidsperioden op.

I Socialdemokratiet synes vi faktisk, at det er virkelig godt, at vi både har udredningsgarantien og behandlingsgarantien. Men som jeg har redegjort for her, bliver vi også nødt til at tage bestik af den situation, vi står i, og derfor er det helt rigtigt at lave den forlængelse, men en midlertidig forlængelse, som vi gør her.

Hr. Peder Hvelplund.

Nå, men jeg er jo helt enig i, at det er nødvendigt at have udredningsgarantien. Men når nu ordføreren selv gør opmærksom på, at det er vigtigt at behandle de mest behandlingskrævende patienter først, og det netop er det, vi sikrer ved at gøre behandlingsgarantien differentieret, som man gør med det her forslag, hvorfor så ikke gøre det permanent? Altså, det er vel altid tilfældet, at det vigtigste er at behandle de mest behandlingskrævende patienter først.

Ordføreren.

Vi har jo virkelig haft meget fine resultater, både af udredningsgarantien og behandlingsgarantien. Vi er i en situation, som i den grad må siges at være en situation, der er opstået på baggrund af coronapandemien. Man kan jo sige, det er force majeure. Vi lægger med vores akutpakke an til nu her at have mange initiativer, som er rettet mod at få puklen af patienter væk, så vi kommer tilbage på samme niveau, som vi var på før pandemien. Og der må jeg sige, at behandlingsgarantien er en fin ramme at sætte op, når kapaciteten modsvarer det, der er behovet; det er ikke tilfældet i dag.

Hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg har to spørgsmål. Det ene er, hvad det helt konkret er for nogle patienter, som man forhindres i at behandle i dag, i forhold til at vi har den 4-ugersbehandlingsgaranti. Er det dem, der er mest syge?

Det andet, jeg gerne vil spørge sundhedsordføreren om, er, om det her forslag skaber mere lighed i sundhed eller det skaber mere ulighed i sundhed.

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet, hr. Per Larsen. Hvilke patienter det er, beror jo fuldstændig på en lægefaglig vurdering af, hvilke patienter det er, man har, der står og venter på en operation derude. Så det bliver jo helt klart den lokale vurdering, og det er naturligvis helt afhængigt af, hvilke specialer man har med at gøre på sygehusene.

Med hensyn til spørgsmålet, om det her giver mere eller mindre lighed, er det den socialdemokratiske holdning, at begge garantierne, som jeg har nævnt her, bestemt er med til at sikre gode rammer og gode vilkår for patienterne. I Socialdemokratiet kæmper vi jo for en høj grad af lighed i vores sundhedsvæsen, og det er også derfor, vi går ind for et stærkt og et robust offentligt sundhedsvæsen. Men garantistillelsen er naturligvis en god ret at få for patienterne, og vi har set virkelig fine resultater med baggrund i den.

Hr. Per Larsen.

Det er fuldstændig rigtigt, at behandlingsgarantien har været et gode i forhold til at skabe lighed i sundhed. Der er det jo ikke bare et spørgsmål om, at man har pengepungen i orden, eller at man har en sundhedsforsikring og på den måde kan træde ud af køen, nej, der har alle fået ret til at kunne træde ud af køen og få finansieret deres behandling på et privathospital. Så derfor er det jo helt åbenlyst, at det her forslag tilgodeser dem, der har en sundhedsforsikring, og det er bl.a. noget af det, de praktiserende læger er ude at advare imod i dag, idet de siger, at det giver nogle forviklinger, som er uhensigtsmæssige, med hensyn til at man jo rent faktisk presser folk ud i absolut at skulle have en sundhedsforsikring eller måske betale det selv.

Ordføreren.

Jeg forstår ikke rigtig spørgsmålet, for vi ændrer jo intet i forhold til udredningsgarantien. Det, ordføreren lægger op til her, om, at dem med private sundhedsforsikringer kommer foran i køen, har jo også noget rigtigt over sig, men i kraft af at vores udredningsret i det offentlige sundhedsvæsen kan fastholdes, og at der ikke ændres noget ved den, så er der en lighed i forhold til retten til at blive udredt inden for 30 dage.

Fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Og tak for talen. I den seneste tid har vi jo lyttet til rigtig mange kedelige historier om akutafdelinger, som har svært ved at nå at tage de patienter ind, som har brug for behandling, og så sent som i går hørte vi om eksempler på kræftpatienter, som ikke bliver behandlet i tide, og som dermed faktisk risikerer ikke at kunne behandles. Mener ordføreren, at det her forslag, hvor vi forlænger behandlingsgarantien med 30 dage, er tilstrækkeligt til at løse de meget alvorlige problemer, som vi oplever i øjeblikket?

Ordføreren.

Mange tak til fru Kirsten Normann Andersen for et virkelig godt spørgsmål. Og jeg vil her gerne præcisere: Nej, det er det ikke, og det er også derfor, at regeringen jo har lagt op til, at der er mange elementer i akutpakken. Og akutpakken er kun akutpakken; der er jo også et langstrakt forløb. Jeg synes, det er en meget, meget ulykkelig situation, Danmark er kommet i, at vi mangler højt kvalificeret personale. Det kan være en enkelt faggruppe, som gør kæden svag, og som gør, at patienterne hobes op og står på ventelisterne. Her skal vi sætte alt ind.

Og det står også tydeligt i regeringsgrundlaget, at regeringen har et ekstremt stærkt fokus på det her. Og jeg plejer at bruge metaforen, at der er mange billeder, der går i stykker, hvis ikke vi formår lige nøjagtig at holde hånden under et stærkt og velfungerende offentligt sundhedsvæsen. Jeg er selv uddannet anæstesisygeplejerske, og den personalegruppe bliver fremhævet igen og igen. Det gjorde den desværre også i den meget ulykkelige situation, vi hørte om fra Aarhus Universitetshospital i forhold til de mest syge kræftpatienter. Og der må man blot sige, det er for sårbart, når man ikke har en bufferkapacitet inden for kernepersonale, eksempelvis i forhold til kræftbehandling. Det skal gøres anderledes og bedre.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for svaret. Det er nok lidt en lukket klub, hvad angår, hvad regeringen tænker i forhold til de mange gode initiativer, der skal løse det her. Det er i hvert fald meget lidt, der slipper ud, må man sige, til offentligheden. Det kan være, ordføreren kan løfte sløret for det. Når jeg kigger på de store initiativer, som vi har set, altså det, der er aftalt om, at privathospitaler eksempelvis skal varetage flere opgaver, så kan jeg da godt være bekymret for, om det i virkeligheden betyder, at vi flytter endnu flere af de anæstesisygeplejersker, som vi mangler, over i den private sektor og derfor kommer til at mangle dem til den akutte behandling på de offentlige sygehuse. Hvad tænker ordføreren er løsningen fremadrettet?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes, ordføreren skal læse hele akutpakkens mange, mange initiativer og delelementer, for der er virkelig mange. Men i forhold til det sidste spørgsmål, som ordføreren rejser, nemlig om der kan ske en kannibalisering af offentligt ansat personale fra privathospitalernes side, vil jeg sige, at det er jeg meget, meget opmærksom på, og at det er regeringen, meget, meget opmærksom på. Det er også skrevet ind i den aftale, som man har lavet med privathospitalerne, at man skal holde meget nøje øje med den eventuelle tendens, og at man skal sørge for at modvirke den. Den sætning er rigtig vigtig, også i forhold til at skabe tryghed og tillid hos både patienter, men naturligvis også de mange offentligt ansatte, som kæmper en kamp derude med lange ventelister og pukler af patienter.

Tak for det. Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Vi er jo fuldstændig enige om, at vi har et sundhedsvæsen, der er vældig, vældig presset, og at det er nødvendigt at tage mange tiltag derude for at sikre, at det kommer til at gå bedre. Det, der bekymrer mig ved lovforslaget, er, at der står, at man vurderer, at det vil indebære en mindreudgift. Er det lovforslag, vi behandler i dag, i virkeligheden en spareøvelse, med henblik på at regionerne skal spare penge?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Nej, det er ikke, fordi regionerne skal spare penge, men det er rigtigt, at der med den højere grad af fleksibilitet og den planlægningsmulighed, der er, når rammen bliver større, rent faktisk er en besparelse, om man så må sige. Men det er naturligvis regionernes besparelse, så den bliver holdt hjemme til gavn for patienterne.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak for svaret. Det, der så undrer mig lidt, er jo, at regionerne sådan set ikke mener, at der er nogen besparelse. Og jeg tænker, at det her forslag vel handler om at skabe rum og plads til at lave flere behandlinger. Ellers nedbringer man jo ikke nogen ventelister. Så hvordan kan det at lave flere behandlinger medføre en besparelse?

Ordføreren.

Kalkulationen er, at ved at man laver en ramme, hvor man forlænger det fra 30-60 dage, øger man fleksibiliteten og prioriteringsmuligheden så meget, at det giver en fordel. Det giver naturligvis en fordel i forhold til at kunne planlægge, så man kan få en højere produktion, og deri ligger der selvfølgelig også den besparelse, som spørgeren lægger op til her. Om Danske Regioner anerkender beløbene og de kalkulationer, der er lavet, ved jeg ikke, men det er dem, der kommer fra ministeriets side. Tak.

Hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Jeg vil godt prøve at følge lidt op på det her, for i Region Nordjylland tror jeg vi skal spare 250 mio. kr. næste år. Men mit spørgsmål går egentlig på den her midlertidighed, som nu bliver indført, når vi indfører dårligere patientrettigheder. Hvordan kommer regeringen frem til, at den kan afsluttes lige nøjagtig til den 1. januar 2025? Hvad er det, I ikke har fortalt os? I vil gerne løsne op for den her problematik, som har været i sygehusvæsenet længe. Der har været de her kæmpe køer længe. Nu kommer I med en påstand om, at 60 dage kan løse det. Men har I noget, der underbygger det, så det her ikke bare bliver en glidebane, som gør, at det i 2025 bare bliver 90 dage og så 120 dage, fordi I faktisk ikke griber om nældens rod? Måske skulle man privatisere lidt mere i stedet for at holde hånden under et system, som tydeligvis ikke har virket i mange år.

Ordføreren.

Jeg synes, det er helt forkert at sige, at systemet ikke har virket. For behandlingsgarantien, men også udredningsgarantien har virket. Det er rigtig godt for patienterne at have den rettighed med. Det, der ligger i det, og som er den faglige vurdering fra regionernes side, er jo, at den øgede fleksibilitet og den videre ramme giver en mulighed for i højere grad at højne produktiviteten og dermed afvikle den pukkel, der er. Og det er regeringens sigte, som jeg også gav udtryk for i min ordførertale, og som står højt og tydeligt både i regeringsgrundlaget og i det bilag, der udpensler akutpakkens indhold.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Nu er hr. Flemming Møller Mortensen jo selv fra Nordjylland, så han skal være velkommen til at komme ud, næste gang Per Larsen og jeg er til regionsrådsmøde. Så tager vi gerne en snak om det her med produktivitet, for jeg tror faktisk, vi aldrig har haft flere læger og mindre produktivitet. Så der er helt sikkert noget, vi måske sammen kan finde en løsning på der.

Men i forhold til udredningsgarantien er vi jo enige om, at man bliver udredt nu. Nu har man bare ikke længere en ret til også at blive helbredt. Man bliver udredt. Og så går jeg ind og går hr. Per Larsen lidt i bedene: Når man bliver udredt og står med sin udredningsgaranti, hvordan er det så, regeringen mener at det her ikke skaber ulighed i sundhed? For hvis man har en forsikring og er udredt, bliver man jo netop helbredt.

Ordføreren.

Det er jo et fantastisk godt princip, og det er også det, læger og alt andet sundhedsfagligt personale arbejder ud fra: at de mest syge skal behandles først. Ved at udvide behandlingsgarantien fra 30 til 60 dage får man en mere fleksibel ramme, og det er selvfølgelig det, man vil. Så jo, patienterne bliver helbredt, men der kommer til at ske en faglig vurdering. Vi har jo haft en behandlingsgaranti, som har kørt lidt op og ned i antallet af dage. Nu er der et bredt flertal, som synes, at 30 dage er godt, og jeg er spændt på og håber selvfølgelig også, at et bredt flertal vil synes, at en forlængelse til 60 dage vil være det rigtige at gøre nu. Og jeg er nordjyde, og jeg ved godt, hvor svære situationer Region Nordjylland og de andre fire regioner står i nu, selvfølgelig også fordi rigtig mange coronapenge løber ud.

Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Når vi nærmest dagligt i medierne kan læse om patienter, som ikke får den rigtige behandling, enten fordi de tilfældigvis er blevet syge i den forkerte region, eller fordi de simpelt hen oplever, at der er så lang ventetid på en operation, at de nok ender med at dø på den venteliste, så synes jeg, det er en rigtig sørgelig dag i dag med det her lovforslag, for her forringer man jo netop rettighederne for danskerne. Vi har et sundhedssystem, som virkelig har brug for en saltvandsindsprøjtning, og det er nok mildt sagt. Men det her er jo ikke et forslag, som netop sikrer lighed i sundhed, tværtimod.

Hvordan kan Socialdemokratiet forsvare det her lovforslag? Hvordan kan de forsvare, at man forringer patienternes rettigheder? Hvordan kan de forsvare, at de faktisk er med til at gøre uligheden i sundhed større og simpelt hen sætte dem, der har sværest ved at betale selv, allerbagest i køen?

Ordføreren.

Det er slet ikke sådan, tingene hænger sammen. Det her er jo ikke et spørgsmål om at ville forringe vilkår. Det her er et spørgsmål om af nød at lave en mere fleksibel ramme, for at regionerne får en større kapacitet og kan afvikle noget af den pukkel, der desværre har hobet sig op hen over coronapandemien. Og årsagen til, at vi har de helt store problemer, er selvfølgelig, at vi haft en lavere produktion i coronapandemien, men også, at vi faktisk mangler personale, og det har jo intet med behandlingsgarantien som sådan at gøre. Ved at vi forlænger den, er behandlingsgaranti ét element i at give en højere fleksibilitet og dermed også i en periode på godt halvandet år være med til at højne muligheden derude for at lægge produktionen og planlægningen anderledes an.

Fru Mette Thiesen.

Altså, det, vi behandler i dag med det her lovforslag, er, at behandlingsretten ændres fra 30 dage til 60 dage. Det er en forringelse – en klar forringelse – og det kan jeg sådan set ikke forstå at man fra Socialdemokratiets side kan stå og forsvare. For det gør jo netop, at dem, som har behov for hjælp, faktisk kan risikere at komme bagest i køen. Altså, hvordan kan Socialdemokratiet støtte det her?

Det er slet ikke sådan, min vurdering er – det der med at kalde det forringelser. Altså, det er jo et spørgsmål om, at regeringspartierne, og det har Socialdemokratiet stået på i årtier at vi skal, vil udnytte al den kapacitet, det danske sundhedsvæsen har, uanset om det er privat eller offentligt, og ved at forlænge behandlingsgarantien fra 30 til 60 dage, udvider vi rent faktisk kapaciteten.

Så det her er et spørgsmål om at gøre det rigtige, også for at de mest syge kan blive behandlet først. Der giver den mulighed og den planlægningsramme, der bliver sat op for regionerne nu, virkelig en fordel.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og så siger vi tak til hr. Flemming Møller Mortensen og byder velkommen til hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre.

Tak for det. Vores sundhedsvæsen står i en meget alvorlig situation, og det er afgørende, at vi får rettet op på problemerne hurtigst muligt. Et af de første tiltag, som den her regering tog, var den akutplan, som vi aftalte sammen med Danske Regioner og KL. Og i dag skal vi så vedtage et af de mange tiltag, som er en del af planen, som den foregående ordfører så glimrende har redegjort for. Det har været et ønske fra regionernes side, at de for en periode får større mulighed for at prioritere i forhold til behandlingsgarantien, så de får de her 60 dage i stedet for 30 dage og bedre kan prioritere patienterne for bedre at kunne afvikle de her ventelister.

Patientrettigheder er hjerteblod for Venstre, det er ingen hemmelighed, og vi er stolte af, at vi har været med til at indføre dem, og vi mener også, at de har gjort en kæmpestor forskel i at sikre rettidig behandling til flere danskere. Derfor er det også vigtigt for mig at understrege, at vi i dag udvider til 60 dage, og vi suspenderer ikke, som nogen tidligere har sagt i salen. Det er også vigtigt at sige, at på hjerteområdet og på kræftområdet er det stadig 30 dage, der gælder. Det er også vigtigt at sige, at den her midlertidige udvidelse udløber med udgangen af 2024, hvor vi har aftalt med regionerne at den her pukkel skal være nedbragt i lyset af de mange, mange forskellige initiativer, som vi har taget.

Det er ikke en ønskesituation, for vi mener grundlæggende ikke, at nogen skal vente længere end 30 dage på at blive behandlet, og vi mener, at vi som samfund bør tage ansvar for det og burde yde det tilbud, at man kan være sikker på, at der ikke skal gå længere end 30 dage. Men vi står i en virkelighed, hvor den her behandlingsgaranti ikke bliver overholdt i dag, og derfor bliver vi nødt til at tage alle de midler, vi overhovedet har i værktøjskassen, i brug for at komme tilbage til en situation, som vi kan være bekendt over for borgerne, og derfor er vi desværre nødt til at tage det her initiativ i en midlertidig periode.

Tak for det. Og der er en kort bemærkning. Hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg fristes næsten til at spørge, hvad det er, der er sket for Venstre. Vi stod i VK-regeringens tid last og brast, helt tilbage i 00'erne, og kæmpede i den grad for, at vi skulle have patientrettigheder, som netop kunne sikre patienterne rettigheder. Og nu udvander man det så, så det kun er dem, der har en sundhedsforsikring, eller som måske selv evner at betale for at blive behandlet, der kan træde ud af ventekøen. Og så lader man ellers bare resten blive på perronen. Altså, vi har jo bl.a. også set, at under corona, hvor man gav regionerne mulighed for at suspendere behandlingsgarantien, undlod man i Region Syddanmark, nede hos Stephanie Lose, som den eneste region at forringe patientrettighederne. Altså, jeg forstår bare slet ikke, hvad det er, der er sket. Har Venstre i det hele taget nogen indflydelse i den regering, I er med i?

Ordføreren.

Det har vi i den grad, og det har vi i den grad på sundhedsområdet. Og det er derfor, at noget af det første, regeringen gjorde, var at lave en meget omfattende akutplan med 16 initiativer. Og igen vil jeg sige, at hvis Konservative har gode idéer til, hvordan vi kan nedbringe ventelisterne, så hører vi meget, meget gerne om det. Men i virkelighedens verden var det billede, vi kom ind og så, at de her patientrettigheder – i virkelighedens verden – var sat ud af kraft. Og derfor har vi lagt en plan for, hvordan vi kan komme tilbage til en situation, hvor de også gælder i virkelighedens verden, så de ikke bare gælder på et stykke papir. Og et af de tiltag, som vi har aftalt med regionerne, er, at de så i den midlertidige periode får lidt større fleksibilitet. Vi synes ikke, det er rimeligt, at man skal vente 60 dage på en behandling. Men vi er også bare i en virkelighed, hvor det er sådan, at det ofte er meget længere end 60 dage, der gælder derude. Og derfor må man jo få kort og terræn til at passe sammen og få lagt en plan for, hvordan vi kan komme tilbage til en acceptabel situation for det danske sundhedsvæsen. Det håber jeg De Konservative vil være med til. Sammen har vi i fællesskab prioriteret rigtig, rigtig mange vigtige ting igennem årene her, og det håber jeg også vi fortsat kan samarbejde om.

Hr. Per Larsen.

Altså, helt eksakt er ventetiderne i omegnen af 45 dage. Så nu forringer man det sådan set i forhold til det, der rent faktisk er de reelle ventetider. Det forstår jeg slet ikke, og når man kigger tilbage i historikken, sagde den daværende sundheds- og ældreminister, fru Sophie Løhde, i 2016, da man f.eks. strammede op:

»For regeringen har det været afgørende at styrke patienternes rettigheder, så alle uanset pengepung og postnummer kan vælge at blive behandlet på et privathospital, hvis ventetiden i det offentlige er for lang.«

Jeg synes simpelt hen, at det er skammeligt, at man nu fraviger det princip og den gode ordning, som vi har haft igennem mange år.

Ordføreren.

Jeg kan bare sige, at der er mindst lige så mange, som med den her akutplan i fremtiden bliver behandlet på privathospitaler. Man vil udnytte al kapacitet, vi overhovedet har, fuldt ud, og på de områder, hvor der i dag ikke er en lang ventetid, vil regionerne selvfølgelig ikke øge den ventetid for at komme op på 60 dage. Det her gælder de områder, hvor der er allermest pres på. Der får man en bedre mulighed for at planlægge behandlingerne, så man kan få større produktivitet i gang på de offentlige sygehuse. Og det er i en midlertidig periode. Vi er helt enige i, at vi skal tilbage til en situation, hvor man altid kan være sikker på, at der maksimalt går 30 dage, inden man får en behandling.

Hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Jeg vil vende tilbage til det her med, hvad det egentlig betyder at udsætte med 30 dage. Det gør jo egentlig bare, at vi stiller patienterne i udsigt, at de tidligst dér har et krav på at kunne tage ud i det private betalt for skattepenge og så blive behandlet. Og jeg bliver bare nødt til at spørge ind til, hvordan Venstre kan være med til at fjerne en patientrettighed ud fra en gisning, som bliver noget midlertidigt. For virkeligheden er, at det, der redder patienter, er flere læger og flere sygeplejersker. Og hvis I ikke har fundet ud af, hvordan man uddanner dem på 18 måneder og får dem ansat og ind i en turnus på et offentligt hospital, så er det her bare en glidebane. Det her er at give køb på patientrettigheder for at dække, at man stadig væk ikke har fundet en løsning på at løfte et sundhedsvæsen, der halter, og det haltede også før corona, og det blev selvfølgelig helt slemt, lige efter at man uddelte honninghjerter i stedet for ordentlige arbejdsvilkår til vores sygeplejersker. Men virkeligheden er desværre, at man i Venstre giver køb på noget, jeg troede var dybt forankret i deres borgerlighed.

Ordføreren.

Vi afskaffer ikke nogen patientrettigheder. Den her rettighed bliver udvidet med 30 dage i en midlertidig periode. Sidste år stod kassen åben fra Finansministeriets side i forhold til regionerne og at de kunne bruge ekstra penge. Men ventetiderne steg alligevel. Derfor bliver vi nødt til at kigge hele vejen rundt og se på, om der er noget, vi kan gøre anderledes. Det her har været et bud fra regionerne på, hvordan de tror at de kan få flere patienter igennem og dermed sænke ventetiderne. Vi har en aftale med regionerne om, at de ventetider skal være nede igen i slutningen af 2024, og det tror vi på, altså at vi ved at samarbejde om de her ting kan få det til at fungere, samtidig med at vi jo selvfølgelig udnytter den private kapacitet alt det, vi overhovedet kan. Problemet er bare, at den også er ved at løbe tør, fordi vi står i den situation, vi står i.

Så det er her et bud på, hvordan vi kan nedbringe de her ventelister. Hvis Nye Borgerlige har nogen bedre bud, ser vi dem meget gerne. Vi har ikke set nogen akutplan eller andet fra Nye Borgerlige, som vi synes er et realistisk bud på, hvordan vi løser de her problemer. Det her er vores bud.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Hvordan Venstre kan komme frem til, at det, at man har en rettighed på 30 dage, som man så gør til en rettighed, der først gælder efter 60 dage, ikke er en forringelse af patientrettigheder, forstår man jo slet ikke.

Jeg har set det her katalog over, hvordan man skal blive mere effektive i regionerne, og jeg bliver bare nødt til at sige allerede nu, at noget af det kan være godt, og at noget af det kan være skidt, men at virkeligheden er, at vi render ind i, at vi kommer til at mangle fagprofessionelle. Der er ikke et ord om fagprofessionelle, og jeg vil gerne spørge ordføreren: Hvordan vil I skaffe fagprofessionelle inden udløbet af det her? For det er det, der skal til, og det er der ikke et ord om. Det eneste, der er noget om her, er dårligere rettigheder til danske patienter.

Ordføreren.

Det her er 1 ud af 16 initiativer i akutpakken, som også indeholder flere udenlandske læger og speed på processen med at få dem autoriseret. Den indeholder også øget lokale løntillæg til at få folk til at tage nogle flere timer, og der er en hel række andre ting. Så det her kan jo ikke tages isoleret ud af en akutpakke, der omfatter rigtig mange ting, i forhold til at man så siger, at det er det eneste, vi gør. Vi gør rigtig mange andre ting, og på den lange bane kigger vi hele vejen rundt. Vi kigger på arbejdsudbud, vi kigger på uddannelse, og vi kigger på rigtig, rigtig mange ting, der har været varme kartofler i mange år, og med den her regering bliver der for første gang i mange år, vil jeg sige, reelt taget ansvar for at løse de langsigtede problemer.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg bliver lidt nysgerrig på brugen af privathospitaler i den her sammenhæng. Ordføreren siger, at man vil bruge den kapacitet, der er på privathospitalerne, fuldt ud, og når jeg så hører, at der i dag er en venteliste nogle steder på 45 dage, betyder det så, at hvis man står på sådan en venteliste, skal man ikke vente, til der er gået 60 dage, og at de pladser, der er på et privathospital, rent faktisk kan bruges til samlet set at nedbringe ventetiden, så den måske bliver 40 eller 35 dage?

Ordføreren.

Aftalen med regionerne er, at de vil tage alle de muligheder, de har for overhovedet at få behandlet patienter, i brug, og det vil sige, at de også kommer til at lave aftaler med privathospitalerne. Ud over dem, der kan udnytte den private kapacitet ved at bruge sin adgang til det frie sygehusvalg, vil regionerne også lave et samarbejde med de her privathospitaler, så vi får udnyttet kapaciteten, vi har i det samlede sundhedsvæsen, bedst muligt.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Jamen det glæder mig jo at høre, at der så ikke kommer til at være senge på privathospitalerne, der ikke bliver brugt, under det her system. Så der bliver simpelt hen lavet aftaler, så man regner det ind som en del af den samlede kapacitet på de enkelte områder?

Ordføreren.

Udgangspunktet i den her aftale er, at der minimum bliver lavet det samme antal operationer på de private hospitaler som sidste år, hvor kassen som sagt stod åben, uden at det havde ret stor effekt på vores ventelister. Så ja, vi kommer til at udnytte den private kapacitet rigtig, rigtig meget. At der er en enkelt seng på et eller andet område, hvor ventelisterne ikke er ret lange, som ikke kommer til at stå tom, kan jeg ikke love dig, men jeg kan sige, at vi kommer til at bruge de private hospitaler historisk meget de kommende år.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Christoffer Aagaard Melson og byder velkommen til fru Monika Rubin fra Moderaterne.

Tak, formand. Som uddannet læge har jeg på egen krop oplevet de mange udfordringer og problematikker i sundhedsvæsenet, som cirkulerer i medierne og gang på gang diskuteres herinde i Folketingssalen. De negative historier vender desværre tilbage, fordi der har manglet politisk handling. Vi har befundet os i et politisk miljø, hvor man har måttet bytte en sundhedsreform for en udlændingestramning eller for alt i verden ikke har måttet samarbejde med de onde private. Derfor er det mig en stor ære nu at være en del af en regering, hvor en af hovedprioriteterne er at styrke hele sundhedsvæsenet, og jeg er stolt over, at vi holder, hvad vi lover. Vi har allerede fremlagt en akutplan, der tager hånd om nogle af de mest presserende udfordringer, sundhedsvæsenet står over for, og vi følger det snarest op med en sundhedsstrukturkommission.

Et af punkterne i den akutplan, vi har præsenteret, er det her lovudkast. Her foreslår vi at udvide patienternes ret til frit sygehusvalg i forbindelse med somatisk behandling, også kaldet fysisk behandling. Det betyder, at patienterne først automatisk får tilbudt udvidet frit sygehusvalg efter 60 dage i stedet for 30 dage til og med 2024. For helt ærligt kan behandlingsgarantien på 30 dage ikke overholdes i det sundhedsvæsen, vi har den dag i dag, og derfor skaber 30-dagesgarantien et administrativt pres, som vi med det her lovforslag vil mindske.

Snakken går ofte på, at der mangler handling i politik, men lad det her være endnu et eksempel på, at regeringen tager sit ansvar alvorligt og handler, ligesom vi har gjort med hele akutplanen, som også indeholder tiltag, der skal afhjælpe de store bemandingsproblemer i sygehusvæsenet. Men jeg anerkender samtidig, at akutplanen, inklusive lovudkastet, ikke er nok, og derfor er det Moderaternes og regeringens ambition, at vi skal finde løsninger, der styrker sundhedsvæsenet på den lange bane, hvorfor vi nu nedsætter en sundhedsstrukturkommission, der netop skal identificere, hvordan vi kan få et bedre sundhedsvæsen og komme med forslag til en sundhedsreform, hvor der skal ske fundamentale forandringer. For tiden, hvor vi kunne skrue lidt på en knap hist og pist, er for længst passeret. Vi skal i dybden med den sundhedsreform, der kommer, og ikke bare kradse i overfladen. Vi skal have nuancerne med, og det er Moderaternes dna.

Generelt ønsker Moderaterne et sundhedsvæsen, hvor ingen patienter skal vente unødig lang tid på behandling, men lige nu står vi desværre i en situation, hvor behandlingsgarantien ikke kan overholdes, og hvor det offentlige sundhedsvæsen skal prioritere deres ressourcer, og jeg har tillid til, at mine kollegaer godt kan prioritere ressourcerne og sende de såkaldt rigtige videre i privat regi og koncentrere sig om dem, der ikke kan sendes videre. Netop prioriteringen af patienter, så de mest alvorligt syge får behandling i tide, er en vigtig sag for Moderaterne, og derfor er jeg stolt over, at vi med det her lovforslag er med til at give de mest alvorligt syge patienter rettidig hjælp, og derfor støtter vi lovforslaget.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger. Først er det fra hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak til ordføreren for ordførerens tale. Jeg undrer mig en lille smule over, hvorfor man ikke har sluppet de praktiserende speciallæger mere løs. Det er jo sådan, at de i dag er underlagt nogle ret snævre økonomiske rammer, i forhold til hvor meget de må have lov til at producere. Er det ikke en fejl, at man ikke sørger for, at de snævre bånd, der er lagt om dem, bliver løsnet, og at de får lov til at producere løs? For vi ved jo, at der er rigtig mange af dem, som begynder at tage sig af andre ting end lige nøjagtig det, som er deres primære opgave, nemlig at tilse patienterne.

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Det er korrekt, at de privatpraktiserende speciallæger jo også er en del af hele sundhedsvæsenet, men de ventelister, der er længst lige nu, er i sygehusvæsenet, og det er dem, vi prøver at gøre noget ved med det her lovudkast. Men jeg er sikker på, at den sundhedsstrukturkommission, der bliver nedsat, kommer til at kigge på hele sundhedsvæsenet og også det her område.

Hr. Per Larsen.

Altså, jeg kan bare konstatere, at der er nogle ret lange ventelister i forhold til nogle af de opgaver, som de praktiserende speciallæger kan løse, f.eks. på øjenområdet, hvor vi ved, at der nogle steder går næsten et helt år, før folk kan blive opereret for grå stær. Der synes jeg, det ville være hensigtsmæssigt, at man sørger for at øge kapaciteten. De ældre mennesker, der sidder med grå stær og døjer med at se, ville jo have godt af at få deres øjne ordnet, sådan at de kunne få en mere værdig tilværelse.

Ordføreren.

Mange tak. Det har ordføreren helt ret i, men lige nu handler det her lovforslag om den konkrete behandlingsgaranti på sygehusene. Og hele akutplanen har også et stort fokus på sygehusene, men hele vores sundhedsstrukturkommission kommer til at kigge på hele sundhedsvæsenet.

Fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Ordføreren starter sin tale med at sige, at hun er stolt af, at man holder det, man lover, men Moderaterne sagde i valgkampen, at behandlingsgarantien helt skulle suspenderes.

Ordføreren.

Tak. Den analyse, vi havde i valgkampen, var, at fra den 1. januar til og med den 31. januar 2023 kunne et af forslagene være at suspendere behandlingsgarantien. Det her lovforslag bliver en forlængelse af behandlingsgarantien fra 30 til 60 dage i perioden fra juni måned 2023 til og med december måned 2024. Så det er et andet forslag, og det kan vi fuldt ud stå på mål for.

Fru Lotte Rod.

Den 14. oktober sagde Moderaternes formand, hr. Lars Løkke Rasmussen, om behandlingsgarantien og det her med at suspendere den: »Når jeg foreslår det her, så er det fordi, det er nødvendigt ...«.

Mener Moderaterne, at det er nødvendigt at suspendere behandlingsgarantien, eller mener Moderaterne det ikke?

Ordføreren.

Moderaterne mener, det er nødvendigt at skabe noget mere fleksibilitet i det sundhedsvæsen, vi har, og sænke det administrative pres. Som ordføreren også hørte De Konservative sige, er ventetiderne lige nu på omkring 45 dage. Det vil sige, at ved at strække det til 60 dage skaber vi den fleksibilitet i sundhedsvæsenet, som vi gerne vil have, og derfor kan vi fuldt ud stå på mål for det her.

Hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Jeg forstår det stadig væk ikke, når debatten er på den her måde med, at vi kan løse alle problemerne ved at udsætte patienters rettigheder til at blive behandlet i det private efter 15 dage. For de pukler, vi har, er jo ikke statiske størrelser. Der kommer hele tiden nye mennesker ind i det.

Så siger ordføreren, at ordføreren er tryg ved, at man sender de rigtige patienter videre alligevel. Var det så ikke en faktuelt mere korrekt måde at gøre det på at finde de patienter, som der var et privat marked for at kunne levere de ydelser til, og så fastholde de 30 dage dér, sådan at vi ikke får en øgning i puklen? For det, vi får nu, er jo, at man, hvis man først bliver sendt videre efter 60 dage, så først bliver sendt videre efter 60 dage. For hvis der er noget, jeg har oplevet i det regionale system, så er det, at man har en udpræget frygt for at få det private meget ind, og det er selvfølgelig også meget politisk motiveret.

Jeg er med på, at vi skal have løst tingene, men jeg er bare meget imod, at vi gør det ved at gøre alle danskernes rettigheder svagere.

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Jeg kan godt forstå, at ordføreren ikke forstår, at det her løser det hele, for det gør det heller ikke. Det her er ét punkt i en akutplan – ét punkt, som kan være med til at bedre det sundhedsvæsen, vi har lige nu. For det sundhedsvæsen, vi har lige nu, kan ikke opretholde behandlingsgarantien på 30 dage. Det sker ikke nu, og derfor bruger man en masse administrative ressourcer på at køre det system.

Så ved at forlænge den skaber vi noget fleksibilitet i et sundhedsvæsen. Og det betyder altså ikke, at regionerne ikke kan henvise patienterne før de 60 dage. Det betyder bare, at det skal ske automatisk efter de 60 dage.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Men nu bliver jeg jo så rigtig forvirret. For som vi har slået fast før, er det jo læger og sygeplejersker, der gør folk raske, og det er administrationen, der bliver presset af, at den her garanti bliver flyttet. Og jeg er meget for, at vi fjerner noget af det her administrative personale i regionerne – det er jeg bestemt – men jeg forstår ikke, hvordan vi får flere igennem systemet, hvis problematikken er, at administrationen bliver overbebyrdet af, at vi har en behandlingsgaranti, der ikke følges.

Jeg er klar over, at patienterne så bliver meget vokale og ringer ind, men jeg skal bare lige have slået fast: Hvordan vil det her rent faktisk løse problemet den 1. januar 2025, såfremt der ikke er en løsning, som gør, at der til den tid så er mere personale?

Ordføreren.

Men tingene hænger jo sammen. Når jeg som anæstesilæge sidder og taler med patienterne, inden de skal opereres, så skal jeg jo både tale med dem, der skal opereres inden for de 30 dage, og som ikke nødvendigvis fejler noget, der er akut, og med dem, som fejler noget, der er akut, eller som har flere følgesygdomme, og som ikke kan ses i det private. Hvis du kan måske skabe et system, hvor du kan skubbe det, for en patient, der skal opereres for flyveører, kan måske godt vente 45 dage, hvorimod en kræftpatient ikke kan vente lige så lang tid, så skaber du mere luft i systemet og kan bruge ressourcerne på de patienter, der har det største behov.

Fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg synes egentlig, der bliver brugt rigtig mange ord fra den her regering i forhold til alt det gode, vi skal gøre for at løse problemerne, men det kniber en lille smule med handling. Og alligevel synes jeg faktisk, at ordføreren rammer det spot on, når ordføreren siger, at kollegerne på de offentlige sygehuse faktisk er i stand til at vurdere, hvad det er for nogle patienter, man godt kan sende andre steder hen, så man selv kan koncentrere sig om de patienter, som kun kan behandles på de offentlige sygehuse, fordi det er for komplicerede sygdomme eksempelvis. Alligevel har vi de her meget rigide og bureaukratiske systemer, og der understreger ordføreren jo igen og igen, at det er noget administrativt bøvl, og at det tager rigtig mange ressourcer, så man gerne vil lette det administrative pres ved at forlænge den her behandlingsgaranti. Altså, er det i virkeligheden ikke systemet, vi skulle nedlægge i en periode, så vi kunne give sygehusene ro til at kunne tage sig af patienterne, for det er jo for deres skyld, vi er der?

Ordføreren.

I Moderaterne vil vi generelt rigtig gerne have en behandlingsgaranti og også meget gerne på de 30 dage. Vi vil gerne have et sundhedsvæsen, hvor der er den behandlingsgaranti, og hvor du som patient ved, at inden for 30 dage bliver du behandlet, at så bliver du opereret. Men det er bare ikke det system, vi har nu. Så derfor bliver vi nødt til at spille med de kort, vi har fået på hånden lige nu, og prøve at forbedre det sundhedsvæsen, vi har nu. Men vi vil jo netop gerne have et bedre sundhedsvæsen; vi vil gerne have et anderledes sundhedsvæsen, hvor der sker fundamentale forandringer til det bedre, og det er derfor, vi nedsætter en sundhedsstrukturkommission.

Så det er derfor, det er så sindssyg vigtigt, at man holder sig for øje, at ét er, at vi har præsenteret akutplanen og det her lovforslag, som er en del af akutplanen, men at vi jo også lige om lidt nedsætter en sundhedsstrukturkommission, som skal kigge på hele sundhedsvæsenet og på, hvordan vi får et bedre sundhedsvæsen. Så man skal kigge på det fra to sider.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. I SF synes vi, at patienterne skal udredes, straks de har symptomer. Vi synes også, de skal behandles med det samme. Det er bedst for patienten, og det er bedst for samfundsøkonomien. Men det er jo ikke helt nok at sige »skal« – man skal jo også kunne.

Jeg lytter mig til, at det er mangel på evner, der er årsagen til, at man hos Moderaterne har ændret holdning og gerne vil rykke grænsen fra 30 dage til 60 dage. Mener Moderaterne så, at det er muligt nu? Mener Moderaternes ordfører så, at det er muligt nu at sikre patienterne, at de bliver behandlet inden for 60 dage?

Ordføreren.

Jamen som vi jo også hørte hr. Per Larsen sige før, er ventetiderne i gennemsnit på omkring 45 dage, så ja, det bør være muligt inden for 60 dage. Men vi skal have behandlingsgarantien, vi skal ikke bare suspendere den, for så bliver de også automatisk sendt videre. Som jeg også sagde før, kan vi fuldt ud stå på mål for den her model. Det andet var vores analyse i valget, og nu har vi fundet ud af, hvordan vi kan løse det på en mere hensigtsmæssig måde. Tak.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg har lige to ting. Først er der det med den der sundhedsstrukturkommission. Selv om det ikke er det, vi diskuterer i debatten i salen i dag, kom ordføreren ind på det. Jeg kunne egentlig bare godt tænke mig at høre: Hvad er det præcis, den sundhedsstrukturkommission skal løse? Altså, hvad er det for nogen problemstillinger, den skal pege på, som vi ikke kender i forvejen? Den nuværende formand i ordførerens parti har jo tidligere haft en anden rolle, hvor der også blev lavet en analyse af hele sundhedsområdet, der jo egentlig pegede på mange af de rigtige problemstillinger, men hvor jeg bare syntes, at de løsninger, der blev peget på, var forkerte. Men analysen var jo sådan set rigtig nok. Så hvad er det præcis, der skal svares på nu?

Det andet spørgsmål er spørgsmålet omkring den differentierede behandlingsgaranti. Jeg er jo fuldstændig enig i, at de prioriteringer, der er i sundhedsvæsenet, skal foretages ud fra sundhedsfaglige kriterier, og det kan en differentieret behandlingsgaranti jo netop være med til at sikre. Men er Moderaterne så villige til, i fald vi stadig væk har kapacitetsudfordringer i sundhedsvæsenet om et halvt år, at forlænge den differentierede behandlingsgaranti ud over det ene år, som der er foreslået nu?

Ordføreren.

Jeg skal prøve at se, om jeg kan nå at svare på begge spørgsmål. I forhold til det første spørgsmål om sundhedsstrukturkommissionen, altså hvilke problemer den skal løse, vil jeg sige, at det tænker jeg efterhånden vi alle sammen er klar over. Men i forhold til hvordan de skal løses, hvilket sundhedsvæsen vi skal have, og hvordan det skal være bygget op, så er det det, den skal komme ind på. Præcis hvad der står i kommissoriet, altså hvad kommissionen skal lave, kommer ganske snart. Så ser du det der.

I forhold til differentieret behandlingsgaranti er det jo sådan, at vi i det sundhedsvæsen, vi har nu, jo netop har en behandlingsgaranti på 30 dage, hvilket vi gerne vil øge til 60 dage for at skabe fleksibilitet, men om, hvorvidt det skal forlænges om et halvt eller et helt år, vil jeg sige, at det håber jeg ikke. Jeg håber, at vi er tilbage til normale tilstande, når der er gået i hvert fald det der halvandet år, altså når vi er i slutningen af 2024, for det er jo derfor, vi er kommet med alle de her forslag i akutplanen til, netop hvordan vi skal forbedre vores sundhedsvæsen, særlig i forhold til ventelisterne.

Hr. Peder Hvelplund.

Set i forhold til alle de store udfordringer, vi står med i sundhedsvæsenet, er jeg da også spændt på at se, hvad det er for et kommissorium, man så får strikket sammen for den der sundhedsstrukturkommission. For umiddelbart synes jeg jo, at problemerne og udfordringerne er nogenlunde til at detektere, som det er nu, og det er jo et spørgsmål om politik. Det andet behøver vi sådan set ikke en kommission for at udrede.

Men lige i forhold til den differentierede behandlingsgaranti vil jeg spørge: Er ordføreren af den opfattelse, at de kapacitetsudfordringer, vi står med, er løst i løbet af et halvt til et helt år, og at vi dermed ikke står med de samme udfordringer dér, som vi står med nu?

Ordføreren.

Nej, det tror jeg desværre ikke. Det er ikke noget, der løses med et snuptag. Men nu har vi iværksat nogle forslag til, hvordan vi kan bedre det, hvordan vi kan – hvis man kan sige det sådan – stabilisere patienten, men patienten skal stadig væk op på operationsgangen og opereres, og det er det, sundhedsstrukturkommissionen skal komme frem til, altså hvordan vi opererer.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Monika Rubin og byder velkommen til fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Alt for lange ventelister er ikke et nyt problem, men det er et problem, som desværre kun bliver værre. For i takt med at vi bliver flere ældre og flere patienter lever med flere sygdomme, vil vi også få brug for mere sundhedsbehandling. En forudsætning for, at vi kan sikre patienterne den nødvendige behandling, er naturligvis, at der er personale nok til at varetage behandlingen. Er der ikke det, kommer vi til at prioritere, indtil vi igen har personale nok. Derfor bakker vi i SF også op om at forlænge behandlingsgarantien til 60 dage i en periode.

Til gengæld tillader jeg mig at tvivle på, at forslaget løser de alvorlige kapacitetsudfordringer, som vi oplever i sundhedsvæsenet i øjeblikket. I SF ser vi med stigende bekymring på beretninger fra akutafdelinger, hvor patienter venter for længe på livreddende og hurtig behandling. Og bekymringen bliver ikke mindre, når kræftlæger beretter om, hvordan patienter venter så længe på en operation, at den livreddende operation må opgives, fordi sygdommen har spredt sig. Det er dybt bekymrende og burde have den største politiske opmærksomhed.

Jeg mener, det hører med til det her forslag, at regeringen samtidig har krævet fornyede kontrakter med det private sundhedsvæsen, med henblik på at endnu flere patienter skal modtage behandling på private sygehuse. Det ville heller ikke være noget problem, hvis vi havde personale nok. Men sagen er, at hvis private sundhedsaktører skal udføre flere operationer, får de også brug for flere kirurger og flere anæstesisygeplejersker, og de kan kun rekrutteres fra de offentlige sygehuse, som så kommer til at mangle endnu mere personale til de akutte indsatser. I takt med at stort set alle planlagte og ukomplicerede operationer er udliciteret, kan de offentlige sygehuse desværre kun prioritere mellem det akutte, det komplicerede eller det livstruende – det akutte, det komplicerede eller det livstruende – for der er ikke længere buffere i forhold til lige præcis de opgaver. Det forudsætter selvsagt et endnu højere beredskab. Jeg synes egentlig ikke, at det er så svært at regne ud, og det levner jo desværre også plads til mistanken om, at regeringen har været mere optaget af ideologiske projekter end af regulær livredning til et megapresset sundhedsvæsen. Vil regeringen afvise sådan en myte, synes jeg altså, at vi snart skal se nogle langt mere målrettede tiltag for at afhjælpe et presset sundhedsvæsen, hvor ressourcerne reelt prioriteres til de mest syge, og hvor det bliver muligt at få øje på reelle incitamenter til forebyggelse.

Så selv om SF stemmer for en forlængelse af ventelistegarantien fra 30 til 60 dage – for det gør vi – sker det altså også med en advarsel om, at det langtfra er tilstrækkeligt til at løse de alvorlige problemer. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Kirsten Normann Andersen og byder nu velkommen til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. I Danmarksdemokraterne anerkender vi, at sygehusvæsenet er presset, efter at bl.a. sygeplejestrejken og covid-19 har medvirket til, at der er opstået et behandlingsefterslæb. Samtidig mener vi, at patientrettigheder som retten til frit sygehusvalg er en hjørnesten i det danske sundhedsvæsen, noget, som sikrer patienternes ret til god og hurtig behandling, ligesom garantien historisk set har bidraget til kortere ventetider. I høringssvarene peges der dog på, at den nuværende frist på 30 dage for frit sygehusvalg kan medføre, at mindre syge patienter prioriteres før alvorligt syge patienter, fordi sygehusvæsenet er presset og ofte ikke kan overholde garantien.

Det er vigtigt, at vi har en solid base i et stærkt offentligt sundhedsvæsen, der benytter den samlede kapacitet mest hensigtsmæssigt. Samtidig er det afgørende, at sygehusvæsenet indrettes efter borgeren, og at der derfor er fri og lige adgang til hurtig behandling. Det er helt afgørende, at vi får taget fat på at sikre kapaciteten til at overholde ventetidsgarantien. Forslaget betyder, at personalet i sygehusvæsenet får større frihedsgrader til at kunne prioritere behandling af de patienter, der har det største behov, eller som eventuelt ikke kan behandles i det private.

Hvis vi i Danmarksdemokraterne skulle kunne støtte forslaget, vil det være afgørende, at regeringen fremlægger en plan for, hvordan det sikres, at behandlingsgarantien på 30 dage hurtigst muligt genoprettes. Det skal være en plan, som omfatter optimeret brug af den kapacitet, som sygehusvæsenet har, inklusive kapaciteten på privathospitalerne.

I den forbindelse peger flere af de hørte parter på, at der bør følges op på erfaringerne med en forlænget frist. Det må også overvejes, om det er nødvendigt at vente til udgangen af 2024 med at komme tilbage til en ventetidsgaranti på 30 dage.

Baggrunden for forslaget er jo som nævnt et presset sundhedsvæsen, som har svært ved at leve op til kravene. Derfor er det vigtigt, at det ikke ses som en spareøvelse, hvor den øgede ventetid giver en besparelse. Øvelsen må være at udnytte den samlede kapacitet i både det offentlige og private sygehusvæsen, så man ikke oplever at vente på f.eks. ortopædkirurgisk operation, samtidig med at der er ledig kapacitet på de private sygehuse.

Der står i lovforslaget, at det vurderes at indebære en mindreudgift for det offentlige som følge af den forøgede fleksibilitet i regionernes tilrettelæggelse af opgaverne i sygehusvæsenet og regionernes rum for prioritering med deraf afledte produktivitetsgevinster. Danske Regioner har som kommentar i deres høringssvar, at lovforslaget som følge af de eksisterende ventelister ikke vil medføre en mindreudgift for regionerne. Men på trods af det fastholder ministeriet sin vurdering af, at lovforslaget vil indebære en mindreudgift som følge af forøget fleksibilitet i regionernes tilrettelæggelse af opgaverne osv.

Hvis det skulle give mening og give mere fleksibilitet, skulle det jo gå målrettet på at afvikle ventelister med alle til rådighed værende midler, samtidig med at der skabes rammer til igen at kunne overholde fristerne. Målet må ikke være besparelser.

Så konkluderende mener Danmarksdemokraterne grundlæggende, at sundhedsindsatsen skal indrettes efter borgeren. Det indebærer, at alle patienter har ret til hurtig behandling af høj kvalitet. Derfor er det centralt, at den forlængede frist i givet fald er midlertidig, ligesom det er afgørende, at der følges op på effekten af tiltag, og at ventetiden normaliseres, således at alle patienter får fri og lige adgang til hurtig behandling.

Nu vil vi se frem til udvalgsarbejdet. Men det er afgørende for Danmarksdemokraterne, at regeringen sikrer, at der gennemføres en opsamling af erfaringerne med den forlængede frist inden udgangen af 2023, herunder at regeringen indvilliger i, at fristen på 30 dage genindføres, hvis evalueringen ikke indikerer, at den forlængede frist for frit sygehusvalg bidrager til en optimal udnyttelse af kapaciteten i det samlede sygehusvæsen, dvs. både i det private og offentlige, så ventetiden samlet set nedbringes.

Så vi er spændte på udvalgsarbejdet, og så tager vi den derfra. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til fru Louise Brown fra Liberal Alliance.

Tak, formand. Når nu man som borger i et land med et af verdens højeste skattetryk, i et land, der kalder sig et velfærdsland, bliver syg og får brug for at komme på sygehuset, vil man naturligvis gerne behandles så hurtigt som muligt. Om det er en hofte, et knæ, en tarm eller et øje, der skal opereres, vil man gerne hjælpes så hurtigt som muligt. Og er det i grunden ikke også, hvad vi kan forvente, når nu vi netop betaler så meget i skat?

Jeg ved, at vores sundhedsvæsen er presset. Jeg ved, at der hver dag bliver knoklet rundtom på landets sygehuse. Jeg ved, at alle gør deres bedste for at få hverdagen på hospitalerne til at hænge sammen. Det er ikke personalet, jeg klandrer; det er systemet. Det er måden, hvorpå vi i Danmark driver vores sundhedsvæsen. Derfor er jeg meget glad for, at man fra regeringens side også tager ansvar for vores udfordringer og tager dem seriøst og med regeringsgrundlaget »Ansvar for Danmark« lagde op til at gennemføre en akutplan. Men at en af løsningerne på de lange ventetider og presset på hospitalsvæsenet generelt er at forlænge fristen for retten til frit sygehusvalg, finder jeg dybt mærkværdigt.

Vi har et privat hospitalsvæsen, der står parat til at hjælpe. Vi har et privat hospitalsvæsen, der ad flere omgange har bedt om mulighed for at udføre endnu flere forskellige behandlinger, end de allerede gør i dag. Hvorfor lader vi dem ikke komme til? Det er vel borgerne, det handler om. For mig at se er det ikke en god service for borgeren, at han nu skal vente i 60 dage i stedet for 30 dage på at kunne blive behandlet i det private.

Ideen om, at det skal kunne lette presset på det offentlige sygehusvæsen, har jeg også virkelig svært ved at se logikken i. Hvordan kan det presse lægerne, at de ved, at patienten frit kan vælge et privat alternativ, hvis ventetiderne bliver for lange? Det burde da tværtimod give lægerne noget ro at vide, at der bliver taget hånd om patienterne et andet sted.

I Liberal Alliance har vi foreslået at lade fristen for retten til frit sygehusvalg gælde allerede fra dag et. Hvis man fra dag et har mulighed for at vælge, om man vil vente, til der er plads på det lokale hospital, eller om man vil have det overstået hurtigst muligt, vel vidende at man måske skal fragte sig til et andet sted i landet, så kan man hurtigere få vished for og ro om sin situation. Det mener vi er at sætte borgeren i centrum.

Vi mener også, at det vil lette presset på sygehusvæsenet, fordi vi vil få flyttet en masse behandlinger over i det private sundhedsvæsen med det samme. Det er godt for lægerne, sygeplejerskerne, sosu'erne og alle de andre, der knokler for at bringe ventelisterne ned. Men vigtigst: Det er godt for patienterne. De kan hurtigt komme til, og der kan samtidig gives plads til, at de mere alvorligt syge patienter kan få den rette specialiserede behandling på sygehuset inden for en rimelig tid.

Så vi mener, at det her er den forkerte vej at gå. Man svækker patienternes rettigheder, uden at man bidrager til at lette presset på sygehusene. Der er desværre ingen, der får glæde af det her lovforslag, og derfor stemmer vi selvfølgelig også nej.

Tak for det, og der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Så vi siger tak til fru Louise Brown, Liberal Alliance, og byder nu velkommen til hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand. Forslaget, vi her behandler, er jo en direkte forringelse af patientrettighederne, som hundredtusindvis af patienter årligt benytter sig af, og det har jo været en kæmpesucces. Det var tilbage i VK-regeringens tid, at man gav patienterne det udvidede frie sygehusvalg i 00'erne. Patienterne fik mulighed for at vælge et privat sygehus og få betalt regningen, hvis ventetiden på de offentlige sygehuse var over 30 dage.

Det var, dengang patienterne ventede og ventede og var på sygedagpenge i rigtig lang tid – ja, nogle endda i flere år. Ja, syge borgere risikerede rent faktisk at stå så længe på venteliste, at de kom ud i social deroute eller mistede deres arbejde på grund af 120-dagesreglen. Nogle blev skilt, og deres familier gik i opløsning, og andre gik fra hus og hjem. Det blev der heldigvis gjort op med i 00'erne.

Senere kom der ret til hurtig udredning og behandling i 2016 og ret til hurtig genoptræning efter sygehusindlæggelser i 2018. Med opstramningen i 2016 sagde daværende sundheds- og ældreminister, Sophie Løhde:

Det er et af Venstres centrale valgløfter på sundhedsområdet, som vi i dag indfrier. Derfor er jeg selvfølgelig glad på patienternes vegne. For regeringen har det været afgørende at styrke patienternes rettigheder, så alle uanset pengepung og postnummer kan vælge at blive behandlet på et privathospital, hvis ventetiden i det offentlige er for lang.

Det var et stort flertal bestående af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Socialdemokratiet, der stemte for regeringens stramninger af udredningsretten i 2016.

Men der har jo så undertiden været anslag mod patientrettighederne flere gange, senest i vinteren 2020, og i 2021 fik regionerne mulighed for at suspendere patientrettighederne som følge af det store pres, der var skabt på grund af covid-19. Det var der så fire regioner der benyttede sig af, men et næsten enigt regionsråd i Region Syddanmark besluttede at holde fast i det udvidede frie sygehusvalg.

»Det har vi gjort for at sikre, at vi bruger alt offentlig og privat sygehuskapacitet. Det betyder, at flere får hjælp«, sagde Venstres Stephanie Lohse til TV 2, der på det tidspunkt ikke kun var regionsrådsformand i Region Syddanmark, men tillige også var formand for Danske Regioner.

De øvrige regioner, de fire med rødt flertal, valgte at ophæve patientrettighederne midlertidigt. Stephanie Lohse sagde dengang til TV 2, at selv om man har besluttet at bibeholde patientrettighederne i Region Syddanmark, vil der være patienter, som ikke kan få hjælp – simpelt hen jo fordi det var så presset. Stephanie Lohse håbede dog på, at man kunne hjælpe flere, end et historisk presset sundhedsvæsen kunne på det tidspunkt, fordi man i samarbejde med privathospitalerne kan udnytte al kapaciteten på dansk grund. Af samme grund var det i Stephanie Lohses optik en fejl, da det politiske flertal i Folketinget suspenderede det udvidede frie sygehusvalg.

»Det er vigtigt, at man ikke stikker befolkningen blår i øjnene. Der bliver prioriteret benhårdt på de offentlige sygehuse, men det er ærgerligt, at man suspenderer alle rettigheder og ikke forsøger at hjælpe så mange, som man overhovedet kan«, sagde hun til TV 2. Og bedre kunne det sådan set ikke siges.

Det, der kommer til at ske nu, er jo, at man forlænger ventelisterne og fratager patienterne mulighed for at træde ud af ventekøen, medmindre de selvfølgelig er omfattet af en sundhedsforsikring eller selv har midlerne til at kunne betale. Der er jo altså 2,3 millioner danskere, som har en sundhedsforsikring. Resten af befolkningen taber så på den her forringelse, som regeringen i dag foreslår. Så det bliver et klokkeklart nej herfra. Vi Konservative ønsker ikke at skabe mere ulighed i sundhed, hvor de mindre bemidlede kommer til at vente længst, og vi ønsker rent faktisk ikke at skabe større behov for, at befolkningen skal sikre sig mod sygdom ved at tegne en sundhedsforsikring – noget, som også de praktiserende læger bekymrer sig om i medierne i dag.

Hvis regeringen endelig ville afhjælpe presset på sundhedsvæsenet, kunne man jo se på, som jeg har foreslået flere gange, at lette de økonomiske rammer for de praktiserende speciallæger. Der er rent faktisk 38 forskellige specialer, og det kunne jo gøre, at f.eks. grå stær-operationer kunne blive håndteret, eller at folk med hudlidelser, springfingre og andre ting kunne blive behandlet.

Og så sådan helt grundlæggende kan jeg ikke helt forstå, at man har sendt store dele af sundhedsvæsenets problemer til hjørnespark. Der var jo rent faktisk op til 2019-valget udarbejdet en glimrende plan for, hvordan man kunne robustgøre det danske sundhedsvæsen, og det ærgrer mig, at regeringen ikke har kigget nærmere på det, for der var rent faktisk nogle rigtig gode forslag. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren – der er ikke nogen spørgsmål. Næste ordfører er hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak for det, formand. Der hersker jo ikke nogen tvivl om, at patienter skal behandles hurtigst muligt, men pointen er bare, at patienter ikke bliver behandlet af, at vi vedtager garantier herinde i Folketinget. Patienter bliver behandlet af, at der er sundhedsfagligt personale til at behandle dem, og det er helt naturligt, at den nødvendige prioritering, der skal foregå i sundhedsvæsenet, også sker ud fra en sundhedsfaglig vurdering og ikke efter, hvor privathospitaler finder det lukrativt at tilbyde ydelser.

Jeg synes, det er et fornuftigt forslag, regeringen fremsætter her. Der er noget, jeg så til gengæld savner, hvis man reelt vil gøre op med de helt urimelige ventelister, der er i dag. Vi hører jo dagligt, i hvert fald ugentligt, historier om folk, der står på venteliste, og hvilke dramatiske konsekvenser det har, uanset om det er på akutafdelinger, om det er i psykiatrien, eller om det som her senest er med tarmkræftpatienter. Det er jo en fuldstændig urimelig behandling, de bliver udsat for, og derfor er det nødvendigt at investere i vores sundhedsvæsen, for det er udtryk for et sundhedsvæsen, der er presset i knæ. Og det, der giver kapacitetsudfordringerne i sundhedsvæsenet, er jo manglen på personale.

Derfor synes jeg også, det er temmelig bekymrende at se, at det, regeringen lægger op til, er, at det foreslåede lønløft, der måtte være, skal finansieres af besparelser i kommuner og regioner, altså at man reelt set kommer til at fodre hunden med sin egen hale – at det lønløft, der så muligvis måtte komme, skal finansieres af, at man så kommer til at mangle kollegaer, fordi der skal gennemføres besparelser.

Derudover mangler jeg også at se de konkrete investeringer i sundhedsvæsenet, som reelt kan afhjælpe den her problematik. For problematikken er jo velkendt, efter at vi har investeret i kvalitetsfondsbyggerierne, altså supersygehusene; desuagtet alle de problemer, der måtte være med dem og med byggeriet af dem, er det en rigtig investering, at man skal forsøge at højne det faglige niveau gennem en øget specialisering og centralisering, men det efterlader jo også en lang række kapacitetsudfordringer, især i det nære sundhedsvæsen, som vi stadig væk mangler at få svar på hvordan regeringen vil sikre de tilstrækkelige investeringer i.

Derfor er det her jo ikke noget, der løser udfordringen, for det her kommer ikke til at øge kapaciteten, det kommer ikke til at fjerne ventelisterne. Men det kommer til at sikre, at den prioritering, der foregår i sundhedsvæsenet, kommer til at foregå ud fra nogle mere rimelige betragtninger, nemlig ud fra nogle sundhedsfaglige kriterier, som sikrer, at de patienter, der har størst behandlingsbehov, også er dem, der bliver behandlet først. Derfor kommer vi også til at bakke op omkring det her forslag. Det er ikke, fordi vi synes, det er fornuftigt at have så lange ventelister som muligt, men fordi det netop er afgørende, at vi også udnytter den begrænsede kapacitet, vi har, bedst muligt, og det gør vi altså ved at sikre, at det er ud fra en lægefaglig betragtning, prioriteringen foregår.

For virkeligheden med behandlingsgarantien er jo, at de mest lukrative opgaver, altså dem, som privathospitalerne finder det mest formålstjenligt at løse – dem, der også gavner på deres bundlinje – er de mindst komplicerede operationer. Og det betyder jo, at vi sender opgaver ud i det private, hvortil vi så skal afsætte personale til at løse de opgaver, og de kommer så til at mangle i det offentlige sundhedsvæsen, hvor man kan sige, at behovet for at løse opgaver prioriteret ud fra sundhedsfaglige kriterier netop er større.

Det er derfor, vi kommer til at bakke op om det her forslag, men samtidig også kommer med en stor bekymring for, at regeringen ikke endnu anviser nogle løsninger på, hvordan vi får løst de reelle problemer i vores sundhedsvæsen, nemlig manglen på kapacitet og det at kunne tiltrække og fastholde personale gennem bedre løn- og arbejdsvilkår og gennem investeringer i det nære sundhedsvæsen, altså der, hvor vi ved, at opgaverne nu bliver skubbet ud til både privatpraktiserende læger eller almenmedicinere og også ud til den forebyggende og rehabiliterende indsats ude i kommunerne.

Så vi kommer med en opbakning til det konkrete lovforslag, men samtidig også med en stor bekymring for, at regeringen reelt ikke har vist villighed til at løse de helt konkrete udfordringer, vi står med i et sundhedsvæsen, der er presset i knæ.

Der er indtil videre en enkelt indtegnet for en kort bemærkning, og det er hr. Kim Edberg Andersen. Værsgo.

Jeg bed mærke i, at ordføreren sagde, at behandlingen i det private gjorde, at færre patienter blev behandlet. Så påstanden fra ordføreren er, at hvis en offentligt ansat sygeplejerske pludselig bliver ansat i det private, bliver hun mindre effektiv. Men behandling er vel behandling, og så kan man have en ideologisk holdning til, om vi skal have en barnepigestat, eller om det skal udsættes for konkurrence, men er vi ikke enige om, at man ikke bliver mindre effektiv af at være ansat som privat læge eller sygeplejerske?

Ordføreren.

Jeg håber ikke, at ordføreren har hørt mig sige, at der er færre, der bliver behandlet, fordi man kan blive behandlet i det private. Der er jo præcis det samme antal personale til at behandle patienter, uanset om de er ansat i det private eller det offentlige. Det, der er pointen, er jo, hvem det er, vi prioriterer at behandle, og der er det jo sådan, at prioriteringen i det offentlige sundhedsvæsen vil foregå ud fra sundhedsfaglige kriterier, og at i det private vil det foregå efter, hvem der er lettest at behandle.

Vi kan jo se, at hvis der er to patienter med den samme lidelse, f.eks. en hoftedysplasi, så vil en patient, som har tilstødende sygdomme – det kan være sukkersyge, psykisk sygdom eller andet – samtidig med at vedkommende har hoftedysplasi, ikke blive tilbudt behandling i det private, fordi behandlingen så vil blive for kompleks. Dermed vil vedkommende komme til at vente i længere tid, hvorimod den, der har en forholdsvis ukompliceret lidelse, vil blive behandlet tidligere. Så det er et spørgsmål om, hvordan man prioriterer, og hvem man sikrer skal forrest i køen.

Spørgeren.

Som jeg forstår forslaget, snakker vi om, at det bliver udsat i 15 dage, og at så kan man blive behandlet i det private. Så siger ordføreren lige pludselig, at det er sådan, at hvis man kun har én sygdom, skal man bagest i køen nu, fordi man død og pine skal behandles i det offentlige.

Vil ordføreren ikke bare bekræfte, at man i Danmark ikke bliver behandlet, hverken i det private eller det offentlige, hvis ikke man har en sygdom, der er behandlingsværdig? Og så kommer jeg tilbage til, hvordan det så kan være, at ordføreren mener, at en patient med hoftedysplasi, som bliver behandlet i det private, bliver dårligere behandlet eller bliver nedprioriteret, hvis man kun har den sygdom, i forhold til hvordan man gør det i det offentlige. Jeg forstår ikke tanken, men jeg forstår godt, at ideologien er, at alt skal holdes i det offentlige.

Ordføreren.

Så tror jeg faktisk ikke, ordføreren forstår det, for det her er sådan set ikke særlig ideologisk. Det er et spørgsmål om, hvordan vi foretager prioriteringer. Jeg er af den opfattelse, at de patienter, der har størst behandlingsbehov, er dem, der skal behandles først, og ikke dem med de mest ukomplicerede lidelser. Det er jo det, vi gør, når vi har en behandlingsgaranti, og det, der er fordelen ved, at man forlænger behandlingsgarantien fra 30 til 60 dage, er, at man sikrer, at der er et større tidsrum, hvor man kan foretage de reelle sundhedsfaglige prioriteringer, så folk ikke automatisk bliver sendt ud i det private meget tidligt.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Næste ordfører, der skal herop på talerstolen, er fru Lotte Rod fra Radikale Venstre. Velkommen til.

Tak for det. Det her er godt nok en debat, der kan dele os efter anskuelse, og jeg tænker derfor, at jeg vil starte med at citere formanden for Lægeforeningen, nemlig Camilla Rathcke, som her i oktober skrev en ret god leder. Så den vil jeg lige starte med at citere fra. Hun skriver:

»Landets kirurger har med et gennemtrængende og velunderbygget opråb gjort opmærksom på, hvordan den nuværende behandlingsgaranti bidrager til et skævt sundhedsvæsen, fordi det reelt ikke er muligt at overholde den. Det er blevet til en garanti for nogen , men reelt skrift på papir for andre.

De mindst syge og »lette« patienter sendes til privathospitaler, mens patienter med f.eks. hjerte- eller lungesygdom, som er for komplicerede at behandle i privat regi, eller patienter, som har brug for højtspecialiseret behandling, må vente, fordi der ikke er relevante tilbud i det private. Patienter risikerer, at deres sygdom forværres ...«.

Hun fortsætter:

»Dertil kommer, at konkurrencen om de samme sygeplejersker og speciallæger skærpes. En vigtig del af udfordringen er nu, at der med en behandlingsgaranti, der ikke kan overholdes, opbygges offentligt betalte tilbud i privat regi, som ikke alle patienter kan få del i. Imens halter bemandingen i det offentlige sygehusvæsen, der burde kunne levere til alle. Det har også konsekvenser for opgaver, som det private område ikke tager sig af som f.eks. akutområdet og døgndækkende behandling, og på sigt også for kvaliteten af den uddannelse, der leveres til læger, sygeplejersker med flere.«

I Radikale Venstre går vi ind for, at alle skal udredes hurtigt. Vi har alle sammen brug for at få besked på, hvad der er galt. Til gengæld kunne vi godt tænke os at komme af med behandlingsgarantien som sådan en bureaukratisk regel og i stedet for lave en mere individuel behandlingsplan, sådan at vi kan komme hen til det, som flere ordførere også har talt for i dag, nemlig at vi kommer til at behandle dem, der har mest brug for det først, og ikke dem, der er lettest eller er nye i systemet.

Derfor vil jeg gerne i dag på Radikale Venstres vegne sige, at vi godt kan støtte det lovforslag, der ligger, men jeg vil kraftigt opfordre regeringen til at tage lederskabet på sig og kigge samlet på det her med behandlingsgarantien.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Næste ordfører er fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Tak for ordet. I Dansk Folkeparti mener vi, at patientrettigheder er en hjørnesten i det danske sundhedsvæsen; dem skal vi styrke, dem skal vi værne om, vi skal ikke forringe dem. Behandlingsgarantien, som regeringen her foreslår at forringe, har historisk været med til at nedbringe ventetiden på en operation betragteligt, og derfor mener vi ikke, at det er en særlig god idé at forringe den rettighed i en tid med alt for lange ventelister. Jeg anerkender fuldt ud, at regeringen gerne vil sikre, at de mest syge behandles først, i en tid med store kapacitetsudfordringer og lange ventelister, men vi skal bare lige huske på, at kirurgerne allerede i dag skal prioritere de akutte patienter og livstruende syge først.

I Dansk Folkeparti mener vi ikke, at løsningen på de nuværende udfordringer i sundhedsvæsenet er at forringe patienternes rettigheder, tværtimod. Det var Socialdemokratiet og Venstre sådan set også enige med os i under valgkampen. Den daværende sundhedsminister udtalte eksempelvis i Politiken, og nu citerer jeg:

»Garantierne er med til at sikre, at man bruger al kapacitet i sundhedsvæsenet, både offentligt og privat. Og det private er fordoblet til 10 procent fra 5 procent af det, der bliver produceret i vores sundhedsvæsen. Det er præcis den effekt, vi er ude efter: At bruge alt hvad vi kan af ressourcer, medarbejdere og hardware på at høvle ned på ventelisterne.«

Det mener man så åbenbart ikke længere, og sådan kan ting gå så hurtigt i politik.

En forringelse af behandlingsgarantien vil ikke betyde kortere ventelister for patienterne, nok tværtimod, og en del vil nok også komme til at vente endnu længere tid, end de gør i dag. Det kommer også til at ramme skævt. Man kommer til at øge uligheden i sundhed. Når man forsøger at stoppe strømmen af patienter fra det offentlige til privathospitalerne via behandlingsgarantien, som regeringen her forsøger, så vil flere jo bare gøre brug af deres private sundhedsforsikringer.

I Dansk Folkeparti har vi absolut ikke noget imod private sundhedsforsikringer, men det er altså forsikringer, som eksempelvis ældre og mennesker med alvorlige kroniske eller langvarige sygdomme i stort omfang ikke har. Hertil kommer jo, at den aftale, man indgik med privathospitalerne i februar måned, om, at de skal tage flere patienter på det offentliges regning, mod at det offentlige får en rabat, yderligere kan komme til at medvirke til, at patienter med sundhedsforsikringer kommer foran i køen hos privathospitalerne.

En direktør fra et privathospital udtalte i forbindelse med den aftale, at hans hospital kan komme til at nedprioritere patienter fra det offentlige for i stedet at behandle dem, som kommer med egne sundhedsforsikringer. Det kan simpelt hen bedre betale sig for dem. Tilbage står så, at en række patienter vil ende på en endnu længere venteliste i det offentlige. Regeringen kommer altså til at skabe yderligere ulighed i sundhed, selv om man i hvert fald påstår, at man vil det modsatte. Kort og godt risikerer regeringen at skabe flere udfordringer, end man reelt løser, med det her forslag.

I Dansk Folkeparti kan vi således – selvfølgelig – ikke støtte forslaget om at forringe en så central hjørnesten i sundhedsvæsenet, som behandlingsgarantien er. Tak for ordet.

Det er os, der takker ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Tak for det. Den næste ordfører er fru Franciska Rosenkilde fra Alternativet. Velkommen.

Tak, formand. Vi har et presset sundhedsvæsen – et ekstremt presset sundhedsvæsen. Det betyder, at alt for mange medarbejdere skal gå på arbejde med en vished om, at de ikke kan løse de opgaver, som de har fået stillet, på en optimal måde. Det betyder, at patienter i nogle tilfælde ikke får den omsorg, der kunne gøre, at de kommer sig hurtigere efter deres sygdomsforløb. Det betyder desværre også i nogle tilfælde, at patienter slet ikke får den behandling, de har brug for. Vi stiller som samfund nogle rammer til rådighed, som gør, at alt for mange ansatte i sundhedsvæsenet ikke kan levere det faglige niveau, de ønsker og er uddannet til. Det betyder selvfølgelig også en hel del for kvaliteten af den velfærd, som vi borgere får.

I Alternativet stemmer vi for L 56, og det gør vi, fordi der er nødt til at ske noget nu. Vi stemmer grønt til forslaget, fordi det kan hjælpe det pressede personale her og nu. De har brug for hjælp, og de har fortjent det. Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at i Alternativets øjne er det her en lappeløsning; det løser ikkeproblemerne. Det giver i bedste fald noget af sundhedspersonalet en lille smule luft, og det er ikke nok.

Både personalet i og alle brugerne af sundhedsvæsenet har fortjent, at vi som politikere ikke kun laver lappeløsninger, men at vi også formulerer nogle langsigtede visioner for sektoren. På den lange bane skal vi tale sundhedspolitiske visioner, og vi skal tale om prioriteringer, om livskvalitet, om lighed i sundhed og om en grundlæggende opprioritering af omsorgsarbejdet i vores samfund. Det er hjørnestenen i min politiske vision for sundhedsvæsenet. Dette forslag taler på ingen måde ind i de visioner, fordi det er en lappeløsning. Derfor er det vigtigt, at dette er en midlertidig løsning, hvilket sundhedsministeren også lægger op til – en midlertidig løsning på et meget akut problem.

I Alternativet glæder vi os til at blive indkaldt til reelle sundhedsforhandlinger, og jeg forventer et ambitiøst udspil, hvor man anerkender den underliggende krise, som sundhedsvæsenet står i. Jeg håber inderligt, at regeringen vil være med til at opprioritere forebyggelse i massiv grad, for alt andet er dyre lappeløsninger. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Næste ordfører er hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige. Velkommen.

Sådan lige for at I ikke skal sidde og falde i søvn og være i tvivl om, hvor Nye Borgerlige står, vil jeg sige det meget enkelt: Det er et dårligt forslag, og det kommer vi selvfølgelig ikke til at stemme for.

Virkeligheden er, at sundhedsvæsenet er presset. Det har sundhedsvæsenet været længe. Løsningen er ikke mere offentligt sundhedsvæsen. Det er meget mere konkurrenceudsættelse og gerne meget mere specialisering, sådan at private aktører også står for uddannelse og for de svære operationer, som ofte er dem, som vi får at vide ikke kan lade sig gøre, og det er underminerende for et offentligt væsen, der dybest set ikke virker. Det kommer heller ikke til at virke den 1. januar 2025. Men det er jo selvfølgelig en rigtig god mølpose at putte tingene i, når man er løbet tør for løsninger i forhold til at hjælpe danskerne.

Vi skal jo rose os selv herinde. Jeg har fundet ud af, at efter jeg er blevet folketingsmedlem, har jeg ikke en privat sundhedsforsikring længere. Det havde jeg, da jeg var privat ansat. Og der må jeg da håbe, at alle medlemmerne herinde ikke er dækket af en, for så er det jo ret uheldigt; vi bliver udredt, og så kan vi selv blive behandlet, men dem, der har det sværest, altså dem, der ikke er blandt de 2,3 millioner danskere, der har en privat sundhedsforsikring, stiller vi ringere. I Nye Borgerlige kommer vi ikke til at sørge for, at danskerne får dårligere rettigheder i forhold til at blive raske, tværtimod.

Jeg anerkender de velmenende ord fra mange ordførere heroppe om, at vi alle sammen måske et eller andet sted ønsker, at det her bliver løst. Men jeg håber også, at når vi er ved at ryste posen, når vi sætter os ned til forhandlingerne på et eller andet tidspunkt, smider ordførererne herinde måske de ideologiske kæpheste væk, og at de måske ser, at løsningen ikke er mere barnepigestat og mere offentligt sundhedsvæsen. Det er måske noget mere privatisering, noget mere konkurrenceudsættelse, sådan at vi kan få løst de grundlæggende problemstillinger med arbejdsmiljø, med løn og med mulighederne for, at en sygeplejerske kan komme hen at arbejde under et system og en praksis, hvor hun føler sig bedst muligt værdsat til den løn, hun finder er rimelig. For virkeligheden er, at det er mennesker, vi mangler. Det er mennesker på operationsgangene, og det løser den her udsættelse på 15 dage desværre ikke. Det lyder godt. Det er ikke et forslag, vi kommer til at støtte.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og så er det indenrigs- og sundhedsministeren. Velkommen.

Tak, formand, og tak for talerne og bemærkningerne fra ordførerne til lovforslaget, som jeg noterer mig at et meget bredt flertal i Folketinget bakker op omkring. Nogle lovforslag bunder i et politisk ønske om forandring og om at forandre til det bedre. Andre lovforslag bunder nogle gange i en ren nødvendighed, en mere brændende platform, om man vil, og det her lovforslag hører til i den sidste kategori.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg er dybt optaget af patienternes rettigheder i vores sundhedsvæsen. Venstre har selv i sin tid stået fadder til at få indført behandlingsretten og udredningsretten, og er der noget, vi ønsker, så er det, at vi nu forhåbentlig snart også kan begynde at se ind en fremtid, hvor ventelisterne kommer ned frem for at blive ved med at vokse. Behandlingsretten sikrer, at man uanset størrelsen på ens pengepung eller forsikringspolice har ret til at modtage behandling i privat regi, hvis ventetiden i det offentlige er for lang. Og lange er ventelisterne i sygehusvæsenet. Alt for mange patienter venter alt for længe.

For situationen er den, at sundhedsvæsenet er presset fra stort set alle sider. Ventetiderne stiger, produktiviteten daler, behandlingsefterslæbet er betydeligt, og situationen er hverken holdbar for patienterne eller for personalet. I Regeringen har vi fra dag et haft et velfungerende sundhedsvæsen som en hovedprioritet for os. På den korte bane betyder det, at vi skal få lettet presset på sygehusene og nedbragt ventetiderne til behandling. Det var derfor, at vi for en lille måneds tid siden indgik en aftale med Danske Regioner om en akutplan, og det er derfor, jeg står her i dag. Akutplanen indeholder 16 initiativer, som samlet skal være med til at robustgøre vores akutmodtagelser og nedbringe de alt for lange ventetider på sygehusene.

Et af initiativerne – og jeg understreger, at det er et af initiativerne – er det lovforslag, vi behandler her i dag. For selvfølgelig kan det her lovforslag på ingen måde stå alene, og det har vi heller ikke forsøgt at bilde nogen ind fra regeringens side. Akutplanen skal ses i sin helhed og i sin sammenhæng i forhold til indsatsen for nu forhåbentlig at kunne få nedbragt de alt for lange ventelister. Lovforslaget her betyder, at vi i en helt afgrænset tidsperiode foreslår at udvide behandlingsretten til somatisk behandling under det udvidede frie sygehusvalg. I dag kan en patient under visse omstændigheder vælge at tage sine penge med fra det offentlige til det private, hvis patientens region f.eks. ikke kan tilbyde behandling inden for 30 dage og det kan gøres hurtigere på et aftalesygehus, som Danske Regioner har indgået aftale med.

Med lovforslaget foreslår regeringen midlertidigt at udvide retten til udvidet frit sygehusvalg fra 30 dage til 60 dage for somatisk behandling. Det vil gælde for patienter, som er henvist til sygehusbehandling og udredt i perioden fra den 1. juni 2023 til og med den 31. december 2024.

Det er vigtigt for mig at understrege, at vi med lovforslaget her ikke suspenderer behandlingsretten, som nogle ordførere i dag har sagt. Det er ganske enkelt ikke korrekt, og hvis man ellers går op i at bekæmpe ulighed i sundhedsvæsenet, skal man også være optaget af at bekæmpe ventelister, og det er præcis, hvad akutplanen har til formål at sikre, og at vi dermed forhåbentlig kan se ind i en tid, hvor ventetiderne med akutplanen endelig kan begynde at komme ned, frem for som I de sidste par år, selv da pengekassen var fuldstændig åben, at blive ved med at stige. Jeg vil også gerne i dag benytte lejligheden til at slå fast, at lovændringen heller ikke har betydning for kræft- og hjertepatienter. Her gælder naturligvis fortsat de særlige bestemmelser om maksimale ventetider.

Der er ikke nogen tvivl om, at vi står i en ekstraordinær situation, og at vi er nødt til at bringe mange forskellige værktøjer i spil. Med lovforslaget her får regionerne en bedre mulighed for at kunne prioritere og planlægge. Det bliver muligt for hospitaler og læger at prioritere de mest behandlingskrævende patienter, og det er i øvrigt et initiativ, der bl.a. er efterspurgt af Lægeforeningen.

Til gengæld vil jeg gerne bringe nogle af Folketingets ordførere ud af vildfarelsen om, at vi nu ikke udnytter kapaciteten i såvel offentlig som privat regi bedst muligt. Det er jo præcis det modsatte, akutplanen skal sikre, nemlig at vi både bruger kapaciteten på de private sygehuse bedst muligt, og at vi udnytter kapaciteten på de offentlige sygehuse bedst muligt, og dermed at flest mulige patienter kan blive behandlet, så vi kan få nedbragt ventelisterne. Hvad hjælper flotte garantier for patienterne, hvis ikke de også omsættes til handling i praksis, og at man dermed kan modtage sin behandling? Der er det en afgørende prioritet for den her regering, at vi får bekæmpet ventelister på sygehusene.

Jeg synes, vi med lovforslaget her har fundet en balance. Vi giver midlertidigt regionerne nogle muligheder for at kunne prioritere, men vi holder samtidig hånden under patienternes behandlingsret i stedet for at suspendere den, og vi gør det kun midlertidigt og i en situation, hvor sundhedsvæsenet er ekstra presset. Akutplanen, som det her lovforslag altså kun er et enkelt lille element i, tjener alt i alt et enkelt formål: at vi skal have nedbragt de lange ventelister, der har ophobet sig over flere år.

Med de ord vil jeg sige tak for Folketingets opmærksomhed. Jeg ser frem til den videre udvalgsbehandling og står naturligvis til rådighed for besvarelse af de spørgsmål, som udvalget måtte have undervejs. Og endnu en gang også tak for den meget brede opbakning her i Folketinget til regeringens lovforslag.

Den første, der har ønsket en kort bemærkning, er hr. Kim Edberg Andersen. Værsgo.

Tak for det. Vil ministeren ikke prøve at forklare mig, for ministeren ved godt, at jeg ikke altid er den hurtigste, om ministeren har lavet en vurdering af situationen, hvis vi nu suspenderede de her 30 dage helt, sådan at du, fra første dag du er udredt, har mulighed for at komme på privathospital? Har ministeren lavet en beregning af, hvor meget det kunne hjælpe på ventelisterne, eller er det bare sådan, at man tænker, at jo længere tid folk skal være tvunget ind i det offentlige system, som ikke virker, jo bedre er det?

Jeg håber jo, at ministeren har medtaget Venstre-dna deri, for sådan som jeg hørte ministeren tidligere, er jeg slet ikke i tvivl om, at ministeren er enig i, at behandlingsgarantien flyttede et kæmpe bjerg i forhold til ventelister tidligere. Nu går man den anden vej, og så siger man, at det løser samme problem som tidligere, og det forstår jeg ikke helt.

Men har ministeren lavet en beregning af, hvad det ville betyde, hvis vi nu gav behandlingsgaranti fra dag et?

Ministeren.

Nej, det er ikke en beregning, jeg står med heroppe på talerstolen. Lad mig igen understrege, at regeringen ikke går ind for at suspendere behandlingsgarantien fuldstændig, som spørgeren er inde på.

Så synes jeg, det er meget fint, at man her i Folketingssalen laver forskellige historiske paralleller, men så skal man bare huske, hvad behandlingsretten var på, da den i sin tid blev indført i den ekstraordinære situation, hvor der dengang havde ophobet sig enorme ventelister. Den var på 60 dage. Hvorfor var den ikke på 30 dage med det samme? Det kunne man gøre senere, da man havde fået opbygget kapaciteten på en sådan måde, at man også kunne begynde at give en behandlingsgaranti med indhold for patienterne, så det ikke blot var flotte rettigheder på papiret, men også en ret til rent faktisk at få den hurtige behandling.

Der er vi optaget af at bruge kapaciteten i såvel det offentlige som det private sygehusvæsen bedst muligt, og det er jo også derfor, at vi med akutplanen nu bl.a. har lavet en delaftale sammen med regionerne og de private sygehuse og klinikker, som sikrer, at vi også fortsat anvender den private kapacitet på et fortsat højt niveau.

Spørgeren.

Det er altid godt at blive belært om historien, men er virkeligheden ikke også, at dengang var puklen heller ikke kun på 45 dage? Dengang var ventetiden noget længere. Det blev indført som en positiv pejlestok i forhold til at få den mindsket. Men nok om det.

Jeg har bare brug for at vide, om det, når ministeren siger, at man ikke suspenderer en behandlingsret, så ikke sådan lidt er et retorisk greb. For det er også, at man udvider en udvidet ordning og dybest set forringer en mulighed for danskere til at søge ud på det private sundhedsmarked.

Ministeren.

Nej, den her regering går ikke ind for at suspendere behandlingsgarantien, og derfor er det heller ikke en del af det her lovforslag. Og så vil jeg bare opfordre til, at vi ikke forsøger at gøre den her diskussion til en eller anden snak om, at der er nogle ventetider på 45 dage i vores sygehusvæsen. Det er et gennemsnitstal. Et gennemsnit dækker over nogle enorme forskelle. Jeg håber, at Folketingets partiers ordførere bl.a. også har set de eksempler med unge mennesker, der bliver bedt om at vente i op til 13 år på at komme i behandling – 13 år – og hvor der samtidig er ledig kapacitet i det private. Der er det da helt afgørende, at vi får lavet aftaler med de private sygehuse og klinikker, sådan at vi bruger de steder, hvor der er ledig kapacitet, bedst muligt, og at vi gør det på en sådan måde, at du ikke skal være afhængig af at have en sundhedsforsikring.

Tak. Så er den næste hr. Per Larsen. Værsgo.

Tak for det, og tak for ministerens tale. Jeg vil gerne spørge ministeren, om ministeren kan bekræfte, at der rent faktisk er færre penge, som regionerne kan bruge på at købe privat kapacitet, i 2023 i forhold til det, man havde mulighed for i 2022, altså at man faktuelt har reduceret muligheden for regionerne til at entrere med privathospitalerne i nødvendigt omfang.

Ministeren.

Nej, jeg kan ikke bekræfte, at regionerne nu skulle begynde at bruge de private sygehuse i mindre omfang. Det er sådan set heller ikke det, vi har aftalt med landets regioner i akutplanen.

Spørgeren.

Faktuelt er det i hvert fald sådan, kan jeg konstatere, at i den region, hvor jeg kommer fra, har man væsentlig færre midler til rådighed til at købe privat kapacitet i 2023 i forhold til i 2022.

Men jeg vil gerne spørge om noget andet: Ville det ikke være hensigtsmæssigt i den situation, vi står i, at man fjernede rammerne for, hvor meget de praktiserende speciallæger må have lov til at arbejde? Der er jo en økonomisk ramme, som stopper dem i deres aktivitet, og i den situation, vi er i, med lange ventelister ville det være hensigtsmæssigt, hvis det var sådan, at vi fik udnyttet den kapacitet, de har, maksimalt.

Ministeren.

Først og fremmest vil jeg gerne slå fast, at med akutplanen får regionerne 2 mia. kr. ekstra til at få nedbragt de alt for lange ventelister på vores sygehuse. Akutplanen består af en lang række af forskellige initiativer, hvor det her lovforslag som sagt kun er et enkelt lille element. I akutplanen – for at besvare ordførerens spørgsmål – indgår det også, at vi skal bruge kapaciteten bedst muligt, for så vidt angår de praktiserende speciallæger. For det er jo korrekt, at der er steder, hvor vi med fordel kan bruge de praktiserende speciallæger til at hjælpe os med at få nedbragt ventelisterne. Så det er et element i aftalen med Danske Regioner i akutplanen.

Den næste er fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. Jeg har jo allerede sagt, at vi også bakker op om forslaget, men at vi også er enormt bekymrede for, om det er alt, alt for lidt i forhold til de kæmpestore problemer, som vi står over for lige nu. Når ministeren nu selv står og fremhæver, at vi også havde lange ventelister før i tiden, og at vi løste det ved at lave ventelistegarantier, så minder jeg også bare om, at det jo dengang var noget strukturelt modsat i dag, hvor det jo er et spørgsmål om kapacitet. Hvis vi ikke har kapaciteten til at tage os af flere og flere kræftpatienter eller til at sørge for at have læger nok i akutmodtagelserne på landets sygehuse, løser den her aftale vel reelt ikke det kapacitetsproblem, som vel grundlæggende er det, der er årsagen til det problem, vi står med lige nu.

Mener ministeren, at en forlængelse af ventelistegarantien løser problemet for kræftpatienter og i forhold til presset på akutafdelingerne eksempelvis?

Ministeren.

Nej, det mener regeringen ikke, og det har vi heller ikke forsøgt at bilde nogen ind. Men jeg vil godt starte med at kvittere for SF's opbakning til lovforslaget. Hvis det her lovforslag var regeringens svar på, hvad vi vil gøre for at bekæmpe de alt for lange ventelister, så var det en bekymring, jeg til fulde ville dele. Det her er et enkelt lille element ud af en samlet akutplan, som vi har forhandlet på plads med Danske Regioner, og hvor i øvrigt også Kommunernes Landsforening indgår, fordi der er en række af initiativerne i akutplanen, som også vedrører kommunerne, eksempelvis når det handler om indsatsen med at forebygge unødvendige indlæggelser og genindlæggelser, hvor kommunerne spiller en central rolle.

Så er det korrekt, at vi har et kapacitetspres i vores sundhedsvæsen. Jeg mener også, vi har en strukturel udfordring i vores sundhedsvæsen, og det er jo også baggrunden for, hvad bl.a. Moderaternes ordfører har været inde på tidligere i sin ordførertale, at vi om kort tid nedsætter en sundhedsstrukturkommission, som skal se på den samlede organisering og finansiering af vores sundhedsvæsen, fordi der også er behov for strukturelle forandringer.

Spørgeren.

Tak. Altså, jeg har også noteret mig, at det ser ud, som om kommissoriet for den sundhedsstrukturkommission, man gerne vil nedsætte den her gang, er stort set identisk med den, man nedsatte tilbage i 00'erne. Jeg kan bare godt være bekymret for, om vi så også endnu en gang står med et resultat, som faktisk ikke løser problemet, men det er et andet spørgsmål, synes jeg.

Når ministeren selv fremhæver, at 13 års ventetid er uacceptabelt lang tid, så er jeg jo fuldstændig enig, men det handler vel stadig væk om at have kompetencer eller om specialeplaner. Løser den her aftale den form for problemer i den sidste ende?

Ministeren.

Akutplanen løser på ingen måde de mange og store problemer og udfordringer, vi har i vores sundhedsvæsen. Det er det, jeg flere gange nu også har prøvet at sige her fra talerstolen. Det har vi faktisk været ret ærlige omkring. Nogle gange bliver vi politikere beskyldt for at bruge meget store ord om tingene. Vi har sådan set været ærlige og sagt: Nej, det her er et element til at gøre noget på den helt korte bane for at komme i gang med at bekæmpe ventelister. For jeg synes da, det er dybt bekymrende at se, hvordan ventelisterne er vokset. Produktiviteten er raslet ned. Sidste år, hvor pengekassen stod åben, steg ventelisterne; de blev ikke engang mindre. Der er vi jo nødt til nu at lave nogle grundlæggende forandringer, samtidig med at vi selvfølgelig også skal have fokus på, hvordan vi skal indrette fremtidens sundhedsvæsen, hvor jeg i øvrigt kan afkræfte over for spørgeren, at kommissionen skulle være identisk med den, der blev nedsat tilbage i 00'erne.

Så siger vi tak til ministeren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.