Tak for det, formand. Jeg vil godt starte med at sige, at vi i Enhedslisten kommer til at støtte det her lovforslag. Det gør vi alene af den grund, at ethvert tiltag, som er med til at mindske den urimelige egenbetaling, der er inden for sundhedsområdet – uanset om det handler om tandlæger, om det handler om receptpligtig medicin, eller om det handler om lægehenviste ydelser – bakker vi selvfølgelig op omkring, fordi det er med til at mindske uligheden i sundhed.
Når det ikke er sådan en fuldtonet opbakning, jeg kommer med, er det, fordi der følger et men med i forhold til den her aftale. For historikken har jo været, at der faktisk var indgået en aftale – en ydelsesaftale – mellem SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og den daværende socialdemokratiske regering, hvor man bl.a. var med til at sikre, at den egenbetaling, der var på receptpligtig medicin, helt blev fjernet for kontanthjælpsmodtagere, der havde været på kontanthjælp i 1 år, og selvfølgelig også for børn af kontanthjælpsmodtagere.
Det var jo, fordi vi ved, det har enorme konsekvenser, hvis det er sådan, at man ikke har råd til at købe medicin – altså lægeordineret medicin, medicin, som er afgørende for ens behandling – og det er der borgere som ikke gør i dag, fordi de ikke har råd til det, og der er ovenikøbet også borgere, som ikke gør det til deres børn, fordi de ikke har råd til at gøre det.
Med den aftale, der ligger her, er der jo fortsat en egenbetaling. Nu er det sådan, at hvis man er kontanthjælpsmodtager, er 3.075 kr. også en betydelig udgift, som man ikke altid har råd til at afholde, og det vil betyde, at der så stadig væk er kontanthjælpsmodtagere – også kontanthjælpsmodtagere med børn – som ikke vil have råd til at købe medicin.
Den her aftale sløjfede jo den aftale, som ellers var indgået, og som vi havde en forventning om at Socialdemokraterne fortsat ville stå ved, og det er derfor, vi ikke er en del af den her aftale. For jeg så gerne, at vi gradvis og i små bidder fik afskaffet den urimelige egenbetaling, der er – jeg så også gerne, at vi gjorde det på andre områder, altså ikke kun omkring receptpligtig medicin, men også tandlæge og lægehenviste ydelser – men jeg vil ikke acceptere, at det sker, på bekostning af at kontanthjælpsmodtagere og kontanthjælpsmodtageres børn skal friholdes for egenbetaling på medicin.
Det vil jeg ikke, fordi det har dramatiske konsekvenser, fordi det øger uligheden i sundhed, og fordi det er med til at skabe et skævere samfund. Derfor synes jeg, det er fuldstændig uacceptabelt, at Socialdemokraterne løb fra den aftale, vi havde indgået, og dermed fjernede de fremskridt, vi havde skaffet, for nogle af de fattigste og mest udsatte borgere her i samfundet.
Det gælder også andre elementer i forhold til den her aftale, bl.a. omkring finansiering, hvor bl.a. en del af finansieringen findes i midler, vi havde afsat på finansloven til ældreområdet. Jeg mener simpelt hen ikke, det er rimeligt, at en sådan aftale her skal finansieres af andre velfærdsbrugere, når vi ved, at der er bl.a. energiselskaber og andre, der har tjent kassen på den her inflationskrise. Vi synes, det var der, vi skulle finde pengene, og derfor er vi ikke med i den her aftale.
Men det ændrer ikke på, at det her element bakker vi selvfølgelig op omkring ud fra den betragtning, at ethvert tiltag, der er med til at mindske egenbetalingen på sundhedsområdet og dermed også mindske uligheden i sundhed, bakker vi naturligvis op omkring. Tak.