Grønlandsudvalget 2022-23 (2. samling)
L 49 Bilag 2
Offentligt
24-06-2022
EM2022/119
Forslag til Inatsisartutbeslutning om, at Grønlands Selvstyre tilslutter sig Forslag til
Lov
om
ændring
af
kriminallov
for
Grønland
(Samtykkebaseret
voldtægtsbestemmelse)
(Naalakkersuisoq for Råstoffer og Justitsområdet)
Forelæggelsesnotat
(Naalakkersuisoq for Råstoffer og Justitsområdet)
1. behandling
Nærværende lovforslag fremsættes på baggrund af Naalakkersuisuts ønske om at højne
justitsområdet, så det er effektivt og tidssvarende, og således at det bedst muligt er i
overensstemmelse med befolkningens ønsker og retsfølelse.
Naalakkersuisut har derfor i maj sidste år rettet henvendelse til Justitsministeriet og
anmodet om, at der indføres en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse i kriminalloven,
der svarer til den bestemmelse, der trådte i kraft i den danske straffelov den 1. januar 2021.
Voldtægt er en af de mest alvorlige personfarlige forbrydelser, og det indebærer en grov
krænkelse af den seksuelle selvbestemmelsesret. Ethvert menneske har grundlæggende
frihed og ret til at bestemme over sin egen krop. Derfor er det afgørende ved indførelse af
denne bestemmelse at signalere, at alle seksuelle handlinger skal være baseret på begge
parters ønsker. De skal med andre ord være frivillige. I modsat fald er det voldtægt.
Indførelse af en bestemmelse, der kriminaliserer samleje uden samtykke som voldtægt, vil
derfor ikke kun have betydning for, hvordan voldtægtssager vurderes og håndteres af
politiet, anklagemyndigheden og domstolene. Det vil også bidrage til en holdningsændring
i samfundet, som forhåbentlig vil øge fokus på respekt for andre menneskers grænser og
føre til, at der på sigt vil være færre, der overskrider disse grænser.
Det er vigtigt at understrege, at det stadigvæk er anklagemyndigheden, der skal føre det
fornødne bevis for, at der ikke var samtykke. Dette skal ske ud fra en objektiv og samlet
afvejning af sagens konkrete omstændigheder. På denne måde balanceres hensynet til
beskyttelse af voldtægtsofre overfor retssikkerheden for de, der anklages for voldtægt.
Vi skal som samfund yde voldtægtsofre den retsbeskyttelse, de har krav på.
For at en ny lovgivning på området skal skabe forandring, er det imidlertid vigtigt med en
oplysningskampagne til borgerne om, hvad retten til seksuel selvbestemmelse betyder. I
Sverige har man haft stor succes med uddannelse og information til særligt de unge i
forbindelse med indførelse af en lignende bestemmelse. Naalakkersuisut vil derfor arbejde
for at iværksætte en oplysningskampagne om ændringerne, inden loven træder i kraft.
________________________
EM2022/119
AIAN Sagsnr. 2020 - 15349
1