Det giver sig selv, at hvis en medarbejder i forsvaret er påvirket af narkotika, når man gør tjeneste, så er der en stor risiko for, at den medarbejder ikke udviser den nødvendige opmærksomhed over for sig selv og sine omgivelser. Det giver også sig selv, og jeg tror, vi alle sammen kan blive enige om det, at det selvfølgelig ville være fuldstændig uacceptabelt, hvis der er nogen, der kommer til skade i tjenesten, fordi der er narkotika indblandet, og derfor står vi så med det lovforslag, som er blevet genfremsat og behandlet i dag.
Det er et lovforslag, hvor det bliver foreslået, at vi kan styrke mulighederne for at pågribe tjenestegørende personel, der måtte være narkotikapåvirket, og som fører motordrevet køretøj eller varetager opgaver, hvor der er fastsat særlige promillegrænser. Problemet i dag er, at som reglerne er indrettet, kan Forsvarsministeriets Auditørkorps og andre militære myndigheder kun teste det pågældende personel for, om de er alkoholpåvirkede. Det er ikke muligt at teste for, om man er påvirket af euforiserende stoffer, og det er sagens kerne.
Med lovforslaget bliver det foreslået, at man skal kunne narkoteste personel, enten ved at besigtige deres øjne eller ved hjælp af en spyt- eller svedtest. Vi mener, det er en god idé, og vi mener, det giver god mening, at man kan teste personel for, om de måtte være påvirket af narkotika, for selvfølgelig skal vi kunne sikre os, at militært personel, der eksempelvis betjener et køretøj eller håndterer våben, hverken er påvirket af alkohol, men selvfølgelig heller ikke af euforiserende stoffer, fordi det er potentielt livsfarligt, både for dem selv, men også for deres kolleger og deres omgivelser, og det kan medføre særdeles alvorlige konsekvenser.
Så derfor er vi tilhængere af lovforslaget og vil vi selvfølgelig bakke det op.