Tak for det. Generelt er det her jo et rigtig godt lovforslag, vi behandler i dag. Det er nogle rigtig fine trepartsaftaler, man har fået igennem, og vi er også rigtig glade for, ligesom mine kollegaer tidligere har nævnt, at AUB-bidraget nu også omfatter refusion af pensionen. Så er det også rigtig positivt, at det udbetales med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar, så der ikke er nogen, der skal holde for, når vi var lidt lang tid om at starte op igen efter valget. Derfor bakker SF selvfølgelig op om det her forslag. Men jeg har også enkelte obs-punkter, som også fremgår af høringssvarene, og det vil jeg lige bruge et øjeblik på.
Jeg mener faktisk, at det er ærgerligt, at veu-bidraget formindskes som en konsekvens af et lavt forbrug i 2021 og dermed samtidig en forventning om en faldende aktivitet i 2023, og det er jo især i en tid, hvor regeringen taler så meget om opkvalificering og uddannelse gennem hele livet og ting, som vi er meget enige i SF. Og så bider jeg jo altså også mærke i, at det her er noget, FH kritiserer og sætter spørgsmålstegn ved, altså om det virkelig er en del af en trepartsaftale, eller om den er udløbet. Dog er vi jo også opmærksomme på den kritik, der har været fra Rigsrevisionen. Som sagt bakker vi op om lovforslaget, men jeg håber, at regeringen og ministeren vil holde et skarpt øje med det her område og sikre, at der er flere, der får mere uddannelse også senere i livet, og ikke færre, f.eks. på grund af et lavere veu-bidrag.
Derudover har jeg også en kommentar til lærepladstaxametertilskuddet, fordi reglerne nu bliver inkorporeret i loven. Jeg synes, det er sindssygt godt, at flere elever nu får lærepladser. Faktisk var der jo i 2022 rekordmange, der fik en læreplads, og det er rigtig dejligt, men jeg synes også, at det er vigtigt at nævne, at vi i SF er meget optagede af den bekymring, der er i forhold til skolerne omkring deres økonomi med ændringen til det her lærepladstaxameter, og det er også noget, DEG kommer ind på i høringssvarene. Det handler om, at skolerne ikke får tilskud for elever, som påbegynder grundforløbet med en læreplads, og at elever og lærlinge i en ny mesterlære ikke udløser tilskuddet og fremadrettet heller ikke vil få færdiggørelsestaxameter.
Så synes jeg også godt, man kan diskutere, om det er fordelagtigt, at skoler, der allerede har svært ved at finde lærepladser til de sidste elever, skal have færre penge. For jeg forestiller mig, det bliver sværere at løfte den indsats, hvis man får færre penge, og det står jo ret klart i høringssvaret fra ministeriet, at der vil blive færre midler til skoler, der skal yde en ekstra indsats for at skaffe lærepladser til elever, der nærmer sig afslutningen af grundforløbet. Så at skolerne har den her bekymring, synes jeg bare noget, man også skal være opmærksom på som minister.
Så vil jeg bare slutte af med en sidste pointe omkring færdiggørelsestaxameteret, som jo er fjernet herfra, men som jeg forventer måske kommer på et senere tidspunkt. Færdiggørelsestaxameteret blev indført ved at tage midler fra undervisningstaksterne, og hvis man så fjerner færdiggørelsestaxameteret til et lærepladstilskud, som ikke er noget, alle skoler får, så mener jeg, at det godt kunne se ud, som om man flytter midler fra undervisningen til det lærepladsopsøgende arbejde, og begge dele er jo megavigtigt. Især når ambitionen jo er at styrke erhvervsuddannelser, og det er en ambition, som jeg virkelig, virkelig deler, så synes jeg, det er afgørende, at vi både styrker det lærepladsopsøgende arbejde og mulighederne for at lave rigtig god undervisning. Jeg ved, at det er noget, ministeren går rigtig meget op i, men jeg håber, at man vil have øje for det, også når vi skal behandle det andet senere, og i implementeringen af den her lov, men jo også i det fremtidige arbejde om at styrke erhvervsuddannelserne, sådan at vi ikke risikerer at tage noget fra et sted for at flytte det til et andet sted i det samme system. Der skal flere penge til helt generelt.
Det var mine kommentarer, men som sagt bakker vi op om lovforslaget og synes, det er rigtig fine trepartsaftaler, man har lavet. Og så skulle jeg også hilse fra Alternativet og sige, at det gør de også.