Tak. Tak for ordet, formand. Jeg ved, at det handler om lovforslag nr. L 38, men jeg håber ikke, I har noget imod, at jeg lige bruger nogle ord på noget andet i min første ordførertale her fra talerstolen. Den er ikke lang, for her står jeg for første gang på talerstolen – en fra det virkelige liv, som mange danskere har efterspurgt på Christiansborg; en ung fyr fra Køge, som havde en mening om og en holdning til det meste, som de fleste; en, der mente, der var brug for forandring og nye friske øjne for den næste generation; en, som mener noget om noget, meget om noget mere og ikke mindst har en holdning til det meste.
Jeg har vovet at stå frem med mine brede skuldre og blev tildelt tillid og ansvar, som jeg nu vil bære. Det er jeg evigt taknemlig for. Og med en baggrund som sygeplejerske og brandmand er jeg vant til at være presset. Med ro og overblik kan jeg slå til ved hjertestop eller et traume. Jeg er også vant til at have ild om ørerne, men måske kan det gavne mig, at jeg kan slukke en brand eller to – det må tiden vise. Jeg håber dog ikke, at det kommer på tale i dag, mens jeg står heroppe. Men lige netop at stå her på landets fineste talerstol i landets flotte Folketingssal er noget, jeg gør med en vis ærefrygt og en hjertebanken. Lad mig sige det sådan: Jeg kan i hvert fald godt mærke, at jeg er i live.
For at skabe forandring skal der tænkes anderledes. Og jeg er anderledes. Derfor vil jeg i min første ordførertale også lige tillade mig at komme med en kort appel. Den er kort, men den er vigtig. Det er en appel, som jeg gerne vil huskes for at have bragt her første gang på talerstolen: Som I ved, er vi folketingsmedlemmer politikere, og vi citeres for alt, hvad vi siger, og alt, hvad vi gør. Det ved I. Vi lever i en verden, hvor forandringerne ikke står stille, for det brænder flere steder i vores samfund. Det brænder faktisk også steder i verden. Alt det dårlige er som røg, der skærmer; vi glemmer ofte at se alt det gode, tale om alt det gode. Det glemmer vi, og det gør jeg også ofte selv.
Men jeg er stolt over at være dansker; jeg er stolt over at bo i Danmark, hvor man ikke bare er et cpr-nummer. Og dem, som kender mig, ved, at jeg ønsker at redde hele verden. Jeg vil gerne hjælpe alle mennesker, og jeg vil alle mennesker det bedste, men en dag indser jeg måske, at det kan jeg nok ikke. Men brokkekulturen er noget, der generer mig, og perfekthedskulturen i vores samfund generer mig rigtig meget. Lad os i stedet for bruge vores energi på at passe på hinanden. Lad os bruge vores energi anderledes, trække vejret en ekstra gang, tale ting op, ikke ned, tage ansvar og gøre noget.
Vi skal ikke være enige, overhovedet ikke, for vi er alle forskellige, men vi er alle mennesker, også alle folketingsmedlemmer. Vi har også et hjerte, vi har også en hjerne, vi har blod i vores kroppe og vores årer. Mennesker har følelser. Lad os i stedet for få en samtale på en god og ordentlig måde i hele vores samfund. Talt pænt, skriv pænt, vær ordentlig. Jeg vil undskylde for at bruge lidt tid i min første ordførertale. Jeg tog en chance for at blive hørt om noget, som er meget vigtigt for mig. Jeg taler meget, men det er svært at undlade det, når man har meget på hjerte og meget ligger en på sinde.
Jeg vil nu gå over til lovforslag nr. L 38 om kommunernes kontrol af bopælsregistrering i CPR. Forslaget skal sikre, at kommunerne bedre kan tale sammen. Det er essentielt for at skabe et bedre samfund, som er velfungerende og hænger sammen. Det sker, ved at kommunerne i fremtiden kan få adgang til oplysninger i indkomstregisteret. Jeg fornemmer en bred politisk opbakning til det her lovforslag, så jeg forventer heller ikke den store konflikt, da det er en god løsning. Og det er bl.a. også efterspurgt i landets kommuner.
Moderaterne og jeg som partiets indenrigsordfører bakker derfor op om forslaget, da det giver en bedre sammenhængskraft mellem kommunerne, og det gør det nemmere for dem at tale sammen og indhente relevante oplysninger om de pågældende personer. Tak for at bruge tid på min tale og tak for ordet.