Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2022-23 (2. samling)
L 37 Bilag 7
Offentligt
14. marts 2023
Forslag til supplerende ændringer af Elforsyningsloven (L37)
Ulrik Jørgensen og Gunnar Olesen for grønne organisationer, der arbejder med energifællesskaber
De følgende forslag har til formål at fremme borgerinddragelsen i den grønne omstilling ved at give
et befordrende og klarere retsgrundlag i Elforsyningsloven for at borgere i fællesskaber kan benytte
deres ret til at egenproducere VE-baseret el og dele denne inden for fællesskaberne.
Forslagene skal fjerne de barrierer, der er påvist som en konsekvens af den aktuelt gældende
Elforsyningslov.
Barriererne har været koncentreret om tre hovedtemaer:
A. en manglende tydelighed i loven af de rettigheder som borgere og energifællesskaber har til at
etablere og dele m.v. egenproduceret el og at VE-fællesskaber med de særlige krav om nærhed
også gælder for fællesskaber på elområdet,
B. boligorganisationers mulighed for at optræde som elkunde og etablere fælles VE-anlæg (især
solceller og elbilladning i eksisterende byer og en bredere VE-baseret egenproduktion og i nye
bydele og boligfællesskaber at etablere fælles varme, og
C. lokale energifællesskabers mulighed for at udnytte det kollektive elnet til at dele fælles VE-
anlæg, varmeanlæg og elbilladning når medlemmerne er beliggende i nærheden af hinanden
med adgang til kostægte tarifering (hvilket især er relevant for landsbyer og nye såvel som ældre
bydele).
De administrative og økonomiske barrierer, der i dag findes i loven, er et resultat af en manglende
ajourføring i forbindelse med tilføjelsen af energifælleskaber til andre dele af Elforsyningsloven, så
den kom i overensstemmelse med de nye rettigheder, som borgere er tilskrevet individuelt og i
fællesskab som elkunder i det danske eldistributionsnet.
Vigtigheden af disse ændringer fremgår af, at det i EU-direktiverne eksplicit er pålagt
medlemsstaterne af fjerne administrative og økonomiske barrierer.
Det skal understreges, at vi med disse ændringsforslag har accepteret, at den danske implementering
af de nye rettigheder til etablering og deling m.v. af egenproduceret el har indplaceret disse i relation
til to kendte principper i opbygningen af den danske eldistribution, der har bygget på en skelnen
mellem bag-måleren løsninger og deling via det kollektive elnet.
Vigtigheden understreges også af, at
borgernes aktive inddragelse potentielt vil bidrage væsentligt
til etablering af landbaseret VE.
Boligorganisationer, kommuner og virksomheder kan ved
udnyttelse af egne tagflader bidrage med en væsentlig del af de politisk vedtagne planer for
udbygning med solceller på land. I tillæg hertil kan VE-fællesskaber (lokalt afgrænsede
borgerenergifællesskaber) bidrage med en betydelig udbygning med VE-anlæg i det åbne land.
Begge forhold findes uddybet i baggrundsnotatet ’Energifællesskaber og borgerinddragelse i
udbygningen med VE’ til høringen 1. marts på Christiansborg.
Forslagene omfatter de følgende
9 supplerende ændringer
til de i L37 fremlagte ændringsforslag til
Elforsyningsloven. Den samlede begrundelse for forslagene fremgår også af det baggrundsnotat:
’Energifællesskaber og borgerinddragelse i udbygningen med VE’, der var udarbejdet til høringen på
Christiansborg den 1. marts.
Forslagene er i det følgende begrundet ved deres sigte og i forhold til den ændring af eksisterende
regulering og praksis, de vil afstedkomme:
1