Brev til Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg
Vedr. lovmæssige uhensigtsmæssigheder ift. udbygningen af muligheden
for VE-produktion og energifællesskaber i private andelsboligforeninger
29. marts 2023
Som forening arbejder ABF for at understøtte og fremmefællesskabsorienterede og bæredygtige private
andelsboliger i Danmark. Udbygning af vedvarende energi og mulighed for energifællesskaber er en vigtig sag
for vores organisation, da vi ser det som en væsentlig del af en bæredygtig omstilling.
Vi skriver dette brev til udvalget, fordi vi undrer os over, at der fastholdes termer og syn i Elmarkedsdirektivet
og Elforsyningsloven, som vi ikke kan se samfundsgavnet af.
Vi ser en problematik i, at tilslutningen til VE-anlæg og etablering af energifællesskaber begrænses af, at
aftagere begrænses til at være indenfor en ”bygning”. Andelsboligforeninger
kan godt udgøres af flere
bygninger i et fælles ejerskab, altså foreningens ejendomme som en helhed. Dette gør sig gældende for
omkring halvdelen af landets andelsboligforeninger, som udenfor byerne ofte udgøres af flere selvstændige
række- eller kædehuse.
En restriktiv tolkning af afgrænsningen ”bygning” kan direkte forhindre, at en andelsboligforening opsætter
solceller på en bygning til dækning af forbrug på flere bygninger, da businesscasen for den enkelte forening kan
falde fra hinanden, hvis eksempelvis en bygning, som har et til solceller egnet tagareal, ikke kan dele med en
nabobygning, som ikke har det, men som måske har et større forbrug. Det giver i vores optik ingen mening, at
dette ikke må finde sted, hvis lovteksten tolkes restriktivt, da distributionen sker indenfor foreningens egne
rammer.
Derfor er vi af den opfattelse, at:
afgrænsningen af forbrugssted i §5 i Elforsyningsloven bør ændres til at gælde elkundens samlede
ejendom, så denne bestemmelse bliver tidssvarende og ikke udgør en barriere for retten til deling af
egenproduceret el.
I den gældende Elforsyningslov afgrænses et forbrugssted (§5) ved en matrikel eller bygninger på tværs af
matrikler, hvilket har givet anledning til meget forskellige fortolkninger hos forskellige netselskaber. Nogle har
set fx andelsboliger på linje med virksomheder og har givet dem adgang til at dele el ’bag måleren’, selvom
deres ejendom indeholdt flere matrikler. Andre har brugt en matrikelafgrænsning, mens nogle har
administreret med bygningsafgrænsningen som den vigtige. Dette giver ikke alle lige muligheder, hvorfor vi kan
være enige i, at der er behov for en ensretning. Dermed er vi på linje med Energistyrelsen, når de tidligere har
argumenteret for, at der er behov for en ’kodificering’ af den eksisterende
praksis. Men p.t. tages der i det
lovgivende arbejde udgangspunkt i den mest restriktive fortolkning.
Opdelingen af bygninger er, ligesom opdelingen i matrikler, et historisk og arkitektonisk betinget forhold, der
intet har med sikringen af et effektivt kollektivt elnet at gøre. Der er i vores optik ikke nogen reel effekt for
sikringen af det kollektive elnet, men netop denne bestemmelse har, som det er dokumenteret over for
Energistyrelsen af flere aktører, ført til væsentlige fordyrelser af bl.a. solcelleanlæg og delingen af
egenproduceret el.
Hvis der skulle findes samfundsmæssige fordele ved, at eneretsbevillingen udstrækkes til at gå helt hen til
sammenhængende bygninger, er vi ikke bekendt med det og oplyses gerne. Hvis ikke disse findes, må vi
opfordre til at ordlyden i det lovgivende arbejde ændres.