Tusind tak for det, formand. Det er jo en fornøjelse at få lov til at behandle to lovforslag. Det er jo sådan to tredjedele af et kinderæg heroppe fra Folketingets talerstol og endda med udvidet taletid på hele 10 minutter. Jeg vil allerede afsløre nu, at jeg ikke tror, at jeg kommer til at bruge alle 10 minutter, men det skal ikke være udtryk for, at det her lovforslag ikke er spændende, interessant og vigtigt.
Det, som lovforslaget har til formål, er at indføre lovgivning på straffuldbyrdelsesområdet på Færøerne. Det har hidtil været reguleret af administrative forskrifter, og eftersom der er tale om retsområdet, kan det være indgribende for de berørte borgere, og så er det fornuftigt, at det bliver reguleret i forhold til fastsat lov.
I Socialdemokratiet har vi den ambition, at vi ønsker at sikre et ligeværdigt og styrket partnerskab med Færøerne, hvor vi altid i fællesskab med Færøerne udvikler det sammen, når vi snakker ansvarsområder. Det her anser vi som en opdateret lovgivning, og vi sikrer også en tidssvarende myndighedsstruktur.
Lovforslaget er udarbejdet sammen med de færøske myndigheder og i tæt samarbejde med det færøske landsstyre. For undertegnede som færøordfører har det været vigtigt, at den dialog har været til stede, også i forhold til et ligeværdigt partnerskab med Færøerne. Jeg forstår efter en samtale med en af Færøernes repræsentanter her i Tinget, at vi skal være særlig opmærksom på noget af det, der står om den opdaterede, om man så må sige, udarbejdelse af undersøgelserne i selve lovforslaget. Så det er bare en kvittering for, at skulle det blive nævnt her på talerstolen, vil vi være meget opmærksom på det i forbindelse med det kommende udvalgsarbejde. Og jeg tænker også, at Socialdemokratiet selv lige vil sikre, at vi er helt skarpe på opdateringen i forhold til det i udvalgsarbejdet.
I det hele taget anser jeg det som yderst vigtigt, at både de danske og de færøske parlamentsmedlemmer er til stede, og at de bidrager rigtig konstruktivt til en tæt dialog om det her lovforslag, for som der er nogle kloge folk, der har sagt til mig: Sig, hvad du mener, og gør det, du siger. Det er også derfor, jeg har nærstuderet det og set, at det understreges, at dialogen med det færøske hjemmestyre og myndighederne har været til stede. Med lovforslaget bliver der f.eks. hjemmel til at indføre forsøgsordninger om udgang til deltagelse i f.eks. uddannelse eller beskæftigelse, som vi jo også kender det i Danmark. Det er meget fornuftigt. Eksempelvis bliver reglerne, som jeg læser lovforslaget, generelt også ligestillet med reglerne i Danmark, hvilket jo også er fornuftigt, i forhold til at vi er i et rigsfællesskab sammen.
Med alle de her ord kan jeg kun meddele, at vi i Socialdemokratiet støtter lovforslaget, og at vi også glæder os til dialogen med både retsordførerne og i særdeleshed mine kollegaer i Færøudvalget. Tak for ordet.