Tak for det. I regeringsgrundlaget kunne vi læse, at regeringen vil tilbagerulle dele af den elevfordelingsaftale, vi i SF lavede sammen med den tidligere socialdemokratiske regering og en række andre partier. Vi står stadig ved den aftale, vi lavede sammen – det vil jeg komme ind på lidt senere – men først af alt vil jeg bare understrege, at jeg er rigtig glad for, at regeringen ligesom os i SF synes, at det er vigtigt, at gymnasier i de mindre byer ikke lukker, og at regeringen derfor trods alt holder fast i den meget stramme kapacitetsstyring, som er en vigtig del af aftalen, for at sikre, at nogle af de gymnasier, der ligger i mere tyndtbefolkede områder, er sikret ikke at lukke.
Men nu skal alle elever så igen fordeles på baggrund af afstand, som de blev, før vi lavede den her aftale, og altså ikke kun dem, der søger gymnasier uden for de store byer. For det var jo sådan, det var. Man fordelte også elever, inden vi lavede den her aftale, og cirka lige så mange ville have fået deres førsteprioritet opfyldt som med den gamle elevfordelingsmodel. Men jeg er spændt på, hvad regeringen har tænkt sig at foreslå af ny model, der skal modvirke skæv elevsammensætning. Der er ikke kommet nogen svar i dag, hverken fra Socialdemokratiet, Venstre eller Moderaterne, på, hvad man kan gøre i stedet for den model, vi lavede i sidste valgperiode.
Synes vi i SF, at modellen med fordeling efter forældreindkomst er en perfekt løsning? Nej, men det har helt fra start af stået klart, også efter ekspertgruppens bud, at den perfekte løsning ikke findes i den her situation. Der findes ikke en løsning, hvor alle hensyn bliver taget, og hvor alle bliver rigtig glade; men der findes måder, vi kan imødekomme noget af den skæve elevfordeling, der er, og det var det, vi forsøgte at få ud af de tidligere forhandlinger med den her aftale.
Men hvad gør vi så nu? SF vil i hvert fald ikke være med til bare at lukke skoler med lave søgningstal, som De Konservative tidligere har foreslået kunne være en løsning, for hvilken betydning vil det have for både de unge, som potentielt skulle gå i gymnasiet i det område, de jo nok bor i, men også for lokalsamfundet som helhed? Vi ved, hvor stor en betydning det har for en by eller et byområde, når der er børnehaver, skoler, ungdomsuddannelser og, ja, gymnasier tæt på. Jeg synes desværre, at regeringen efterlader rigtig mange ubesvarede spørgsmål, når man blot vil slette en del af aftalen uden at erstatte det med noget andet.
Jeg mener, at det mest rigtige ville have været at indkalde til nye forhandlinger for at se om vi i fællesskab kunne finde en løsning på fordelingen af gymnasieelever i stedet for at haste en ændring igennem og stille skolerne enten på samme måde, som de var stillet før den aftale, vi har lavet, eller dårligere. Et af de udeståender, regeringen har med den nye ændring af loven, er, hvad der skal ske med de seks gymnasier, der har haft stop for optag i indeværende skoleår.
I SF mener vi, at det er enormt vigtigt, at vi sikrer, at de ikke bare lukker. De skal sikres overlevelse med en hjælpende hånd; de skal sikres et rimeligt antal klasser; beholde deres taxameter ved skoleskift og regler om skoleskift; og afskaffelse af ventelister synes vi også skal fastholdes, så skolerne har miljø og økonomi til at sikre et godt fagligt og socialt miljø. Det sikrede vi med den gamle aftale, og det håber vi også at regeringen vil sørge for med den her ændring og de forhandlinger, der forhåbentlig kommer senere på året.
Selv om den her hastebehandling særligt drejer sig om afstandszoner, vil jeg også lige nævne nogle andre tiltag, som er enormt vigtige for, at den nye fordeling foregår på en ordentlig måde. Vi satte i aftalen om elevfordeling nogle ret klare rammer for, hvornår et gymnasium kunne godkendes som profilgymnasium, og jeg kan forstå, at der nu er tvivl om nygodkendte profilgymnasier inden for den ramme, som vi aftalte. Med den nye ændring af loven er der tvivl om, hvad det vil betyde både for disse gymnasier, men også for de gymnasier der ligger omkring de nye profilgymnasier. Derfor mener jeg, at vi bør sætte fremtidige godkendelser på pause, indtil en endelig model for elevfordeling er på plads. Det håber jeg ministeren vil overveje.
Derudover er der den stramme kapacitetsstyring, som vi mener er enorm vigtig for at sikre, at gymnasier i mindre byer ikke lukker. Jeg er også meget enig med den radikale ordfører i, at det er vigtigt, at det bliver brugt aktivt, men det betyder også, at nogle gymnasier vil opleve markante ændringer i elevtal, når skoler fra det ene år til det andet risikerer at skulle reducere med tre eller fire klasser. Det har en kæmpe betydning for skolens økonomi, ikke mindst i forhold til fyring af lærere. Derfor er der ingen tvivl om, at vi bør og skal hjælpe de gymnasier med en gradvis tilpasning, så der ikke er nogen, der får et voldsomt stød fra den ene dag til den anden.
Jeg glæder mig til at fortsætte drøftelser om et godt fordelingssystem, og jeg er glad for, at regeringen ikke vil sætte punktum ved bare at slette den her del. Men jeg synes, at det er ærgerligt, at vi skal hastebehandle det igennem med en enkelt ændring uden at sætte noget i stedet for i første omgang. Derfor er vi i SF også meget optaget af, hvordan vi kan sikre garantier for, at vi så får nogle forhandlinger senere på året. Det her med bare at slette det uden at sætte noget i stedet for synes vi ikke er en god idé.
Og så skulle jeg også hilse fra Alternativet og sige, at de mener det samme.