Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 26:

Forslag til lov om ændring af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. (Afstandszoner i skoleåret 2023/24).

Af børne- og undervisningsministeren (Mattias Tesfaye).

(Fremsættelse 26.01.2023).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er hr. Frederik Vad.

På Ørestad Gymnasium i København har 46 pct. af eleverne anden etnisk baggrund end dansk. 5 km derfra ligger Christianshavns Gymnasium. Her er det kun 2 pct. af eleverne, der har anden etnisk baggrund end dansk. Og udviklingen fortsætter. Er det et problem? Ja, et mere opsplittet land har stort set kun tabere. Der er en grund til, at elever, lærere og rektorer på en række gymnasier i årevis har råbt vagt i gevær over udviklingen på det her område. I de største byer i Danmark er vores uddannelsesinstitutioner ved at blive delt op i et vildt bekymrende tempo: rige og fattige, sorte og hvide, kulturelt udfordrede og kulturelt homogene. Derfor er det her en lidt mærkelig dag i Folketingssalen for Socialdemokratiet, for i dag førstebehandler vi en delvis afskaffelse af den elevfordelingsaftale, som vi vedtog sidste år for netop at ændre den her udvikling, inden det er helt og aldeles for sent.

Vi beholder den del af aftalen, der sikrer, at lokale ungdomsuddannelser ikke lukker rundtomkring i landet, ved at holde fast i muligheden for kapacitetsstyring. Det er godt, og det vil bidrage til at sikre, at man kan tage en ungdomsuddannelse i hele landet. Men forældreindkomst som kriterie for elevfordelingen fjernes og erstattes midlertidigt af et kriterie om transporttid. Det kan vi sagtens få gennem Folketingssalen den her vinter, men problemerne er der jo stadig væk. De er ikke forsvundet. Opsplitningen af vores land fortsætter.

Den elevfordelingsaftale, Socialdemokratiet sammen med andre gennemførte sidste år, var hverken udansk, ufri eller uigennemtænkt. Den ville tværtimod bidrage til at sikre det, som er en drivkraft i socialdemokratisk uddannelsespolitik: at vi går i skole sammen, at vi kender hinanden, at vi ikke lever i forskellige mærkværdige parallelsamfund, men lever i det samme land.

Danmark er blevet et af de mest harmoniske samfund i verden, fordi vi bl.a. mødes på kryds og tværs af sociale baggrunde i klasseværelset og på fodboldbanen. Kombinationen af stærke velfærdsinstitutioner og et stærkt foreningsliv er med til at gøre os myndige. Her spiller mødet med andre slags mennesker en stor rolle. Vi lærer liv at kende, som vi måske ikke møder til familiefødselsdage, juleaften eller i forældrenes vennekreds. Det skaber ikke kun sammenhængskraft, men kan løfte livsindkomsten, karaktererne i skolen og fremtidsperspektivet for en masse unge. Den klassekammerateffekt skaber frihed.

Et eksempel på, hvad alternativet til det her samfund er, kan man finde i dagbladet Politiken den 24. januar i år, hvor Danske Gymnasiers formand giver et eksempel på, hvordan et bestemt parallelsamfund kan se ud på et gymnasium, og jeg citerer:

»Ja, fordi søgningen til gymnasier med mange tosprogede generelt falder. Nogle skoler oplever parallelsamfundsproblematikker og i det hele taget integrationsproblemer.

Vi ser især, at gymnasier med mange tosprogede har svært ved at have et aktivt liv på skolen med sociale arrangementer, musicals og udvalgsarbejde. Vores erfaringer er, at kommer man over 30 procent med anden etnisk baggrund end dansk, begynder nogle af de her mekanismer at slå ind«.

Det kan vi da ikke have. Det er da ikke sådan et Danmark, vi skal styre imod. Vi skal ikke have gymnasier, hvor en bestemt islamisk kultur er den største fællesnævner for eleverne, ligesom vi ikke skal have gymnasier for bestemte indkomstgrupper, der lukker sig om sig selv. Derfor er det også glædeligt, at regeringen i sit regeringsgrundlag på side 22 skriver, at der skal laves en ny model, som forebygger skæv elevsammensætning i de store byer. Vi har altså givet hinanden håndslag på, at problemet skal løses, og den forpligtende ambition kommer Socialdemokratiet til at holde fast i.

For det værste, der kan ske i vores land, uanset om vi taler boligområder, folkeskoler eller ungdomsuddannelser, er, at vi går fra at ville bekæmpe parallelsamfund til at ville bevare parallelsamfund, hegne de sociale problemer ind, få unge fra lavindkomstgrupper og unge med anden etnisk baggrund ind på de samme uddannelser i de samme boligområder, så andre kan beskytte prisudviklingen i deres boligområder, karaktergennemsnittet på deres glansbilledeskole og slippe for nogle, der ikke ligner dem selv, i deres gymnasieklasse. Resultatet vil blive et land med flere virkeligheder, flere samfund, flere majoritetskulturer og flere folk. Det skal vi undgå, og derfor støtter Socialdemokratiet ikke det her lovforslag og det tilhørende ændringsforslag, fordi det er et punktum i kampen for, at vi skal gå i skole sammen; Socialdemokratiet støtter lovforslaget og ændringsforslaget, fordi det er et komma i kampen for, at vi skal gå i skole sammen. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en lang række medlemmer, der har tastet sig ind for at stille spørgsmål, og jeg vil gerne give ordet til fru Victoria Velasquez.

Tak for ordet, og tillykke til ordføreren med sin første tale herinde i Folketingssalen. Det er altid spændende og lidt med sommerfugle i maven, når man skal gøre det. Og så er det jo fantastisk, at det er til et emne og et forslag, der er så vigtigt som det her. Jeg vil gerne spørge lidt ind til noget af det, som ordføreren med reference til regeringsgrundlaget kom ind på i talen, nemlig det her med, at det ikke skal blive skævt, og der vil jeg gerne høre, hvad det er for nogle forslag konkret, som Socialdemokratiet vil tage med i den nye forhandling om en ny fordelingsaftale, så det netop ikke bliver skævt.

Ordføreren.

Tak for det. Socialdemokratiet er ikke blevet konkrete på, hvad for nogle forslag der alternativt skal erstatte den elevfordelingsmodel, som vi delvis afskaffer i dag, men der er et forpligtende mål i regeringsgrundlaget, som vi kommer til i Socialdemokratiets folketingsgruppe at holde fast i, fordi det er vigtigt for os, at vi kommer den der skæve elevsammensætning til livs.

Fru Victoria Velasquez.

Men det er jo tit, når det bliver konkret, at det også er der, det bliver svært. Når det f.eks. nu er sådan, at hr. Lars Løkke Rasmussen er en af dem, der har været med til at få uligheden til at vokse allermest i vores samfund – og det var, mens han var statsminister for Venstre – er ordføreren så ikke nervøs for, når det kommer til det konkrete, om dem, som vi ellers sammen plejer at kritisere for at få uligheden til at galoppere af sted, egentlig vil tage opgaven på sig? Det er den ene ting. Den anden ting er: Hvornår synes ordføreren den her aftale så skal være klar? Vi skylder jo lidt et svar til skolerne og eleverne.

Ordføreren.

Selvfølgelig er jeg da nervøs, for tiden går jo, og virkeligheden derude bliver jo kun mere og mere opsplittet, uanset hvad vi foretager os her i Folketingssalen, men der er en forpligtende ambition i regeringsgrundlaget, og den har alle tre regeringspartier forpligtet sig til at leve op til, og det er jo så det arbejde, der starter nu. Så vil jeg sige, at det er rigtigt, at vi har skabt stor usikkerhed, for der er jo et nyt system, der skal træde i kraft fra skoleåret 2024/25, og som det også fremgår af ministeriets svar til høringssvarene, kommer regeringen til at lave en proces, der er så skånsom som muligt i forhold til at tage hånd om de uddannelsesinstitutioner, som er pressede nu.

Tak for det. Fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre den socialdemokratiske ordfører – for Socialdemokratiet er jo i øvrigt ellers et parti, som ærligt har sagt, at den her forfejlede indvandringspolitik har haft ret stor og katastrofal betydning for det danske samfund – om ordføreren og Socialdemokratiet helt reelt set mener, at det er okay at efterlade regningen for årtiers forfejlede udlændingepolitik, for de voksnes fejl, på ungdomsværelset.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, at det at have blandede ungdomsuddannelser er at efterlade nogen som helst regning til nogen som helst, for vi ved jo, at hvis vi f.eks. holder antallet af unge med anden etnisk ikkevestlig baggrund på de her gymnasier på et sted mellem 15 og 30 pct., kan vi faktisk godt håndtere det, for så er der en klassekammerateffekt, der spiller ind, og så bliver rigtig, rigtig manges, især af de underprivilegeredes, liv løftet både økonomisk og frihedsmæssigt i forhold til det liv, der ligger foran dem osv. Så for mig at se smider vi ikke nogen regning på børneværelset.

Den regning, vi ville smide på børneværelset, ville være den regning, der ville opstå, hvis vi herindefra siger: Jamen vi kører bare en opsplitning, så hegner vi de sociale problemer ind, og så laver vi nogle ghettoiserede uddannelsesinstitutioner og boligområder, hvor vi så kan hegne de sociale problemer ind, så vi andre slipper for dem. Det ville være at svigte vores samfund og de værdier, Danmark bygger på.

Fru Mette Thiesen.

Nej, men det er politisk, man skal tage hånd om det her problem, og det er et massivt problem. Det kan man jo gøre på mange måder – man kan stoppe for asyl, man kan udvise kriminelle udlændinge konsekvent, man kan sikre, at dem, som har fået tildelt dansk statsborgerskab ved lov, får det frataget ved dom og bliver udvist. Der er rigtig mange ting, vi kan gøre for netop at sikre, at den sammenhængskraft, som vi gerne vil have fremadrettet i Danmark, bliver bevaret. Men at efterlade regningen hos de unge, som man gør med tvangsfordeling, hvor man ødelægger det for dem, mener jeg simpelt hen er dybt forfejlet, og jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvordan man i øvrigt mener, at det kan være den rigtige vej at gå. Men vi kan sagtens tale om at løse konkrete problemer på gymnasiet ved bl.a. at sætte snittet op. Er Socialdemokratiet indstillet på det?

Ordføreren.

Det sidste er noget af det, der står i regeringsgrundlaget at vi skal kigge på, altså hvordan fordelingen mellem ungdomsuddannelserne skal være. Men jeg vil bare sige til fru Mette Thiesen, at jeg og Socialdemokratiet står fuldstændig på mål for en stram udlændingepolitik, men det løser ikke det her problem. Altså, der er en masse boligområder i dag, der er store områder i de største byer, hvor den her skævhed er opstået, og det kan man ikke løse ved noget af det, fru Mette Thiesen taler om. Der skal andre midler til – de her mennesker er her nu.

Fru Karina Adsbøl.

Tak for en spændende tale, og tillykke med den første ordførertale. Det lød næsten, som om ordføreren for Socialdemokratiet fortrød det lovforslag, der behandles i dag. Altså, vil man gerne fastholde forældreindkomstkravet i forbindelse med fordelingen af elever, eller er man blevet trynet af de andre partier med hensyn til det her? For det er jo rigtigt nok – det ved vi jo alle – at der er store udfordringer i forhold til parallelsamfund, men også i forhold til islamisk kultur. Vi har også adskillige gange, før ordføreren blev valgt ind, diskuteret bederum her i Folketingssalen. Men er ordføreren ked af at rulle den lov om indkomstkriteriet tilbage?

Ordføreren.

Ja, selvfølgelig er jeg da ked af, at det her element forsvinder ud af den aftale, der blev lavet. Det var ikke det, Socialdemokratiet gik til valg på, så det er jeg selvfølgelig ked af. Jeg er dog glad for, at de tre partier – også nogle af dem, der gik til valg på at afskaffe det her system – nu har forpligtet sig til at finde en anden løsning. Men ja, det er da ikke en specielt nem første tale at skulle holde. Jeg har selv personligt brændt enormt meget for det her, fordi jeg synes, at vi står med et problem, som er enormt svært at håndtere, og som ødelægger livet for rigtig, rigtig mange unge mennesker og gør deres livsmuligheder virkelig dårlige.

Fru Karina Adsbøl.

Så hvis det havde stået til Socialdemokratiet, havde loven vedrørende forældres indkomst i forbindelse med elevfordelingen på gymnasierne stadig været gældende?

Ordføreren.

Altså, jeg er da helt sikker på, at hvis Socialdemokratiet havde fået 90 mandater selv, var det en anden type lovforslag, vi behandlede i dag, men det har Socialdemokratiet bare ikke fået. Og vi har fået en regering nu, som har forpligtet sig på at løse det problem. Vi er uenige om løsningen, og det afspejler det her lovforslag, men vi har fundet en fælles, fjerde løsning. Men jeg synes sådan set, at det vigtige er, at der blandt de tre regeringspartier er enighed om, at det her er et problem, der skal løses, og det synes jeg er det glædelige i dag.

Fru Lotte Rod.

Tak for talen. Vil Socialdemokratiet sikre, at vi bruger kapacitetsstyringen så stramt, at vi kommer til at holde hånden under hvert eneste af de gymnasier, som lige nu jo ikke har særlig mange elever, så der fortsat vil være gymnasier alle steder?

Ordføreren.

Ja, altså, det fremgår af lovforslaget, at den del bevarer vi sådan set. Nu skal jeg jo ligesom lære at stå heroppe, så jeg ved ikke, om det med garantien er et trickspørgsmål. Jeg kan bare henvise til, at det, der handler om kapacitetsstyring, bevarer vi. Og det er glædeligt, for det betyder, at vi kan have ungdomsuddannelser i hele landet.

Fru Lotte Rod.

Jeg har også godt læst forslaget, så det, jeg spørger til, er, om Socialdemokraterne også ønsker at bruge det, altså om man hermed, når man nu lige om lidt stemmer det her igennem, faktisk også vil lægge hånden på kogepladen og sige: Vi vil holde hånden under gymnasierne; vi vil altså bruge kapacitetsstyringen til at sikre, at der fortsat vil være gymnasier alle steder, så der ikke er et eneste af gymnasierne, der lukker.

Ordføreren.

Det der med at lægge hånden på kogepladen har jeg altid syntes var et mærkeligt udtryk, for det er jo enormt dumt at gøre, særlig hvis den er varm. Men Socialdemokratiet bakker op om den her kapacitetsstyringsmodel, og vi kommer til at bruge den, så svaret er ja.

Fru Astrid Carøe.

Tak for det. Endnu en gang tillykke til den socialdemokratiske ordfører med den første tale, og så vil jeg også gerne kvittere for den ærlighed, som ordføreren udviser. Vi har jo lavet den her aftale sammen, og jeg er også enormt ked af, at den nu ikke længere står til troende. Så tak for det.

En af de andre ting, vi også aftalte, var, at vi skulle have seks gymnasier, som skulle have et nuloptag i det skoleår, vi er i gang med lige nu, og som altså ikke har fået nye 1. g'ere ind. Og dem er jeg faktisk ret bekymret for, særlig med den her ændring, i forhold til at vi sikrer, at der kommer nye elever, der har lyst til at gå på skolen, ind til næste skoleår, så vi ikke taber de her skoler på gulvet. Hvad har ordføreren gjort sig af tanker omkring de seks skoler?

Ordføreren.

Først vil jeg sige, at de institutioner jo også er omfattet af de nye regler om kapacitetsfastsættelse, og så vil jeg sige, at det har været vigtigt for os, at de her skoler bliver kompenseret. Altså, som jeg forstår det, har ministeriet udbetalt ialt 132,2 mio. kr. til de her institutioner som kompensation.

Så der er selvfølgelig et fokus på at holde hånden under de her institutioner, som har det ekstra svært, og jeg kan også læse ud af høringssvarene, at der er meget, meget stor utilfredshed med, selvfølgelig, at de her skoler konstant er underlagt store ændringer, og at de har brug for noget ro og tryghed. Den ro og tryghed må vi jo så sørge for at det næste system kan give dem.

Fru Astrid Carøe.

Ja, lige præcis, for det, de var blevet stillet i udsigt, er jo ikke længere en realitet for dem, og så kan man jo godt forstå, at de bliver en smule bekymret. Og jeg er jo helt med på, at vi har sikret en kompensation i indeværende skoleår, men det har vi ikke i det kommende skoleår, hvis ikke vi sikrer, at der kommer nogle elever på skolen. For det er jo ligesom sådan, skolerne får penge.

Så er ordføreren med på, at vi holder et skarpt øje med de skoler, sådan at vi ikke risikerer, at de står til at lukke om ganske få år?

Ordføreren.

Ja, helt sikkert; det tilsagn vil vi gerne give.

Der er ikke flere spørgsmål til ordføreren. Vi siger tak til hr. Frederik Vad og byder velkommen til Venstres ordfører, fru Anni Matthiesen.

Tak for det, formand. Lige såvel som den tidligere ordfører udtrykte, at han var ked af det, kan jeg starte med at sige, at lovforslaget, som vi behandler her i Folketingssalen, vil jeg faktisk godt turde kalde for en af de store politiske sejre for Venstre. Venstre fik nemlig skrevet ind i regeringsgrundlaget, at aftalen om at fordele elever på gymnasierne ud fra deres forældres indkomst skulle rulles tilbage, og det er så det, vi tager fat på nu i dag.

Tilbage i juni måned sidste år indgik man en politisk flertalsaftale om at lave en elevfordeling på ungdomsuddannelserne på baggrund af forældrenes indkomst. Dette var vi i Venstre også dengang imod, og derfor var vi heller ikke en del af den aftale, som blev indgået. Vi mener nemlig, at det er ret udansk at dele folk op i rige og fattige, og derfor er det også meget vigtigt for os, at den her brik nu bliver fjernet, og derfor fik vi så også skrevet de her ting ind i forbindelse med regeringsforhandlingerne på Marienborg sidste år.

Med lovforslaget, som vi behandler nu, fjerner vi så den del. Nu er det så ikke længere fars eller mors lønseddel, som vil være afgørende for, hvor unge mennesker skal gå i gymnasiet. Med regeringsforhandlingerne nåede vi jo sammen med Socialdemokratiet og Moderaterne – og tak for det – til enighed om, at den her del i aftalen skulle rulles tilbage, så kriteriet om forældreindkomst nu ikke længere vil figurere.

Når det så er sagt, er det jo stadig væk sådan, at det med koncentrationen af elever med udenlandsk herkomst på gymnasierne ikke er løst, og jeg vil sige, at udfordringen ikke bliver mindre, måske tværtimod. Derfor står der jo heldigvis også i regeringsgrundlaget, at det er noget, vi skal tage fat på og få gjort noget ved. Det er et stort problem, og jeg må sige, at jeg ikke mener, at løsningen er at lade fars og mors pengepung afgøre, hvilket gymnasium man skal gå på. Derfor skal vi i arbejdstøjet i en fart, igen, og finde en anden model for at løse det her problem.

I dag vil jeg godt understrege, at jeg vil have lov til at glæde mig over det her lovforslag. Jeg vil sige tillykke til alle de unge mennesker rundtomkring, som nu kan sende deres ansøgning af sted til gymnasiet uden måske både at skulle spørge ind til, hvad forældrene tjener, og spekulere over, om det så kan få konsekvenser i forhold til optaget på det gymnasium, de ønsker.

I Venstre støtter vi det her lovforslag med rigtig stor glæde, men jeg vil også gerne understrege over for de andre partier, at vi lægger os i selen for, at vi får en model, som rent ud sagt kommer til at løse problemet, uden at vi behøver at bruge det her kriterie, der drejer sig om forældrenes indkomst. Med det vil jeg sige, at jeg ser frem til yderligere drøftelser og for den sags skyld forhåbentlig også forhandlinger, så vi kan få en bred aftale om det her, for det synes jeg faktisk også at vi skylder sektoren. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række spørgsmål. Først er det fra fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Ja, det er en glædens dag. Jeg var den allerallerførste, der tilbage i 2019 råbte vagt i gevær i forhold til de her planer om tvangsfordeling. Så kom der en masse midlertidig lovgivning, så kom der den her store aftale, og nu står vi heldigvis her i dag og kan afskaffe det.

Jeg kunne egentlig bare godt tænke mig at høre, om Venstre vil garantere, at når vi kommer til forhandlingerne, når vi sidder og forhandler, ender vi ikke det samme sted som udgangspunktet med netop tvangsfordeling og en regning, der bliver efterladt på ungdomsværelset.

Ordføreren.

Fru Mette Thiesen ved udmærket også godt – så mange år ved jeg at fru Mette Thiesen trods alt har været her i Folketinget – at det med at give garantier fra Folketingets talerstol er der ikke mange politikere, der tør. Og det gør jeg heller ikke. Men det, jeg kan love fru Mette Thiesen, er, at jeg kommer til at kaste mig ind i det her arbejde, så vi får sikret en model, hvor vi får løst det her problem. Jeg tror sådan set også, at fru Mette Thiesen i bund og grund er enig med mig i, at det er en fælles opgave at få løst problemet, for ellers kommer vi ikke videre. Jeg har siddet i Børne- og Undervisningsudvalget i rigtig mange år, og vi er desværre endnu ikke nået i mål med løsningen. Nu ruller vi den her del tilbage, som vi i Venstre i hvert fald ikke kunne se os selv i, men jeg kan også love ordføreren, at vi tager fat – vi tager hårdt fat – i forhold til at finde en ny model.

Fru Mette Thiesen.

Det ville være så meget nemmere, hvis man bare kunne sige tingene, som de var, også fra Folketingets talerstol. Jeg er selvfølgelig lidt ked af, at Venstre ikke kan komme med den her garanti, for ellers er vi jo lige vidt. Vi er jo lige vidt, hvis man alligevel ender med en model, der ligner den her. Men er ordføreren så egentlig ikke også enig i – ud over det, jeg sagde før om, at problemet jo er skabt, fordi der er ført en forfejlet udlændingepolitik – at der faktisk også er for mange, der går i gymnasiet? Kunne ordføreren og Venstre ikke være enige i, at hvis vi hæver barren for at komme i gymnasiet – vi kan se, at der omkring karakteren 7 sker et knæk, i forhold til hvor mange der falder fra – og måske også gør mere ud af sådan noget med samtaler i forhold til egnethed, samtidigmed at man i langt højere grad smider dem ud, som ikke kan opføre sig ordentligt, så kan vi komme nogle af de her problemer til livs?

Ordføreren.

Jeg vil i hvert fald sige, at jeg tror, at vi kan nå så langt, at jeg kan sige, at jeg er helt enig i, at vi har en kæmpe udfordring med, at for mange unge i dag vælger gymnasiet pr. automatik, måske fordi vennerne gør det, måske fordi de ikke er blevet vejledt nok om, hvad der findes af andre muligheder. En ting, som vi i hvert fald i Venstre har sat os i spidsen for, er at få sikret, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse. I og med at det er den samme gruppe, vi skal tage fra, vil det jo formentlig på en eller anden måde også smitte af på antallet af unge, som bliver optaget på gymnasierne.

Fru Astrid Carøe.

Tak for det. Jeg er megaglad for den sidste del af ordførerens tale, hvor ordføreren slår fast med syvtommersøm, at problematikken ikke slutter her, og at samtalen om, hvad vi skal gøre, ikke slutter her. Men vi har haft enormt svært ved at forstå på Venstre, hvad Venstre så ser som løsningen. Venstre sad jo både med ved forhandlingerne og hørte om ekspertudvalgets forslag, var med til en rigtig stor del af forhandlingerne, da vi lavede aftalen inden valget. Og det er rigtig svært at finde en god løsning, så jeg er spændt på, om Venstre har været i tænkeboks og nu har fundet en god måde, vi så kan fordele eleverne på, når det ikke kan være på den måde, vi fandt inden valget

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, at det her ikke er let, og det tror jeg egentlig vi alle sammen herinde godt kan skrive under på, for ellers havde vi nok allerede fundet en model, vi alle sammen kunne stemme for. Men når det så er sagt, vil jeg sige, at jeg jo ikke er i tvivl om – det var jeg heller ikke, da jeg sad i forhandlingslokalet – at grænsen for os var nået, da man sagde, at det nu var ud fra forældrenes indkomst. Det havde vi det vildt svært ved at se os selv i. Om det så er den nuværende model, man kan gøre noget ved, så vi kan se os selv i det igen, tør jeg ikke sige, eller om vi for den sags skyld skal skrotte det hele og starte med en ren tavle.

Jeg kan sige, at vi tænker – vi tænker meget – og jeg får også ude fra sektoren rigtig mange gode input til løsningsmodeller. Det er så de ting, vi forhåbentlig får samlet, så vi kan få lavet en model, som vi kan se os selv i.

Fru Astrid Carøe.

Det synes jeg er rigtig positivt. Det eneste, der kan bekymre mig, er, at lige siden jeg blev ordfører efter valget i 2019, har sektoren råbt og skreget på en løsning. Så forsøgte vi at lave en, som man nu ruller tilbage. Og problemet er jo ikke blevet mindre. Så hvad er svaret fra Venstre til de skoler, der nu står og virkelig har store problemer og skal vente endnu et år, før der kommer en løsning?

Ordføreren.

Svaret er, at den model, vi så kommer med, forhåbentlig er bedre end den, som man indgik en aftale om sidst.

Fru Lotte Rod.

Ordføreren sagde, at vi skal finde en ny model i en fart. Så har jeg jo lyst til at vide: Hvornår er i en fart?

Ordføreren.

Det er hurtigt.

Fru Lotte Rod.

Okay, så vil jeg måske spørge lidt mere ledende: Vil Venstre være med til at sikre, at vi har lavet en ny model eller i hvert fald er i gang med at forhandle en ny model, inden det nye folketingsår starter til oktober?

Ordføreren.

Som fru Lotte Rod også ved, er vi jo tre regeringspartier, og det betyder selvfølgelig, at vi alle tre skal være enige om, at det er noget af det, vi vil prioritere rigtig højt. Jeg vil sige, at det, der står i regeringsgrundlaget, er jeg egentlig tryg ved, for der er også skrevet forpligtelser ind. Derfor har vi også noget at presse med, og dermed finder vi forhåbentlig en løsning så hurtigt, at vi ikke står i den samme situation igen, nemlig at vi skal til at lave hastelovgivning for at sikre, at de unge mennesker også ved, hvad det er, de har med at gøre. Så det vil jeg gøre mit til.

Vi siger tak til fru Anni Matthiesen og byder velkommen til hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne.

Tak, hr. formand. Ungdommen har livet foran sig. Der er valg og beslutninger, der skal træffes, men i bund og grund ligger verden for deres fødder. Det er næsten kun fantasien og gåpåmodet, der sætter grænserne for, hvad de kan opnå i livet. De fleste unge mennesker står før eller siden konfronteret med valget om, hvilket arbejdsliv de vil forfølge, og i relation hertil, hvilken uddannelsesinstitution de finder interessant.

Selv valgte jeg at begynde på Nørre Gymnasium lidt nord for København, hvor jeg er vokset op. Det gjorde jeg, fordi det var tæt på min bopæl, og fordi jeg gerne ville gå på gymnasium med de folkeskolevenner, som jeg i nogle år havde været væk fra, fordi jeg i udskolingen var flyttet over på en privatskole. Vores venskaber blev så i gymnasietiden genskabt, og de samme mennesker er i dag – små 20 år senere – stadig mine bedste venner. Det var altså et gymnasievalg, som jeg ikke ville have været foruden, og som har haft en stor betydning for mig siden.

Desværre er det ikke alle unge, der er lige så heldige, som jeg var, i hvert fald ikke, hvis det stod til et flertal fra sidste regeringsperiode. Her indførte man en ordning, hvor unge ville blive inddelt i bestemte kategorier ud fra, hvad deres forældre tjener. Det ville dermed være størrelsen på deres forældres løncheck, der ville være med til at afgøre, hvor de måtte gå på gymnasium. Nogle ville risikere at blive sendt på et gymnasium 45 minutter væk fra, hvor de bor. Det er så det indkomstkriterium, vi i dag piller ud.

Nogle har påpeget, at det er en lidt mærkelig dag for dem, men for Moderaterne er det først og fremmest en glædens dag i dag. For politik handler om at afveje hensyn over for hinanden. I Moderaterne deler vi til fulde analysen af, at der er behov for at styrke sammenhængskraften i Danmark, men det hensyn må ikke trumfe hensynet til den enkelte unges trivsel – slet ikke i en situation, hvor undersøgelser viser, at op imod hver tredje unge mistrives. Som Niels Egelund og andre forskere har påpeget, vil en øget mistrivsel blandt unge netop være resultatet af elevfordelingsaftalen. Hver dag kunne de risikere at skulle med halvanden times transport og af staten blive busset væk fra deres nærmiljø og fra deres venner. Det siger sig selv, at det ikke vil gøre noget godt for trivslen. Med dette lovforslag fordeles der i stedet ud fra elevernes prioriteter og ud fra transporttid. Så det er altså ikke, hvor meget deres forældre tjener, men hvor tæt man bor på gymnasiet, der afgør, om man får en plads på det.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Venstre for at have påtaget sig regeringsansvaret, da der ellers i dag ville have været et flertal for den gamle elevfordelingsaftale. Moderaterne støtter forslaget. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren, og der er et spørgsmål fra fru Mette Thiesen. Værsgo.

Tusind tak til ordføreren for talen. Jeg kender ikke så meget til Moderaterne, skal jeg være ærlig at sige. Moderaterne er et ret nyt parti. Jeg kender ikke så meget til jeres partiprogram på det her område, men jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge Moderaterne om noget.

Nu siger ordføreren, at ordføreren anerkender, at der er de her ret massive problemer i Danmark på grund af den udlændingepolitik, der har været ført igennem mange år, og jeg hører også, at ordføreren glæder sig over, at man fjerner den her del, altså den her tvangsfordelingsdel. Så kunne jeg bare godt tænke mig at spørge om lidt det samme, jeg spurgte Venstre om, nemlig om Moderaterne så også vil love – også alle dem, der sidder derude og lytter med – og sikre, at man ikke ender ved det samme udgangspunkt, når vi skal ind i det her forhandlingslokale, altså at man ikke overgiver sig og siger: Ja, så ender vi nogenlunde samme sted i forhold til en tvangsfordeling af de her gymnasieelever.

Ordføreren.

I regeringsgrundlaget forpligter vi jo os på, at vi skal gøre op med den skæve elevsammensætning. Så hvor vi ender, kan vi jo ikke foruddiskontere her i dag, men jeg vil gerne love, at vi går ind til de forhandlinger med et håb om, at vi i videst muligt omfang kan sikre, at der er et frit valg i så høj grad som muligt, for det mener vi er ganske afgørende for netop det her hensyn til unges trivsel. Det vil helt klart være en vigtig parameter at sikre – så vidt muligt – et frit valg til de unge.

Fru Mette Thiesen.

Jeg er rigtig ærgerlig over, at to af de tre regeringspartier – det kommer ikke bag på mig, at Socialdemokratiet ikke vil det her – ikke vil love, at man, når man nu har fået afskaffet det her, så ikke ender ved det samme udgangspunkt. Jeg må indrømme, at det faktisk bekymrer mig ret meget. Nu må vi se, hvad der kommer ud af de her forhandlinger. Det, der bare er vigtigt for mig at sikre, er, at vi ikke ender ved samme udgangspunkt, og at man ikke tror, at man med et snuptag og overfladisk kan lave en løsning på nogle ret grundlæggende samfundsmæssige problemer og derved ender med at aflevere en kæmperegning til nogle unge mennesker, som intet har med det her at gøre. Det mener jeg simpelt hen ikke vil være ordentligt.

Ordføreren.

Som jeg også nævner i ordførertalen, er det jo ret afgørende for mig, at vi i særdeleshed tager hensynet til unges trivsel alvorligt i den her forbindelse, og derfor skal vi ikke ende det samme sted. Det vil jeg gerne give en garanti for. Vi kommer ikke til at ende det samme sted som den aftale.

Fru Victoria Velasquez.

Jamen nu kan jeg jo ikke lade være – jeg havde egentlig tænkt, jeg ikke skulle stille noget spørgsmål, men tak til ordføreren for talen, og det er lidt hyggeligt, når vi har gået på samme gymnasium. Det gør jo også, at jeg lige såvel som ordføreren ved, at den økonomiske baggrund, som mange tager med sig, når man træder ind over tærsklen til Avedøre Gymnasium – nu Hvidovre Gymnasium – er en anden, end hvis man suser nordpå til Rungsted Gymnasium eller andre steder.

Derfor er jeg lidt nysgerrig på, hvad ordføreren konkret foreslår for at leve op til det, vi talte om tidligere, med, at vi ikke skal have et skævt billede, at vi skal sikre lige uddannelsesmuligheder, og at vi skal have nogle stærke ungdomsuddannelser. Der handler det også om, at man ikke selekterer, på baggrund af at man kan vælge nogle gymnasier, der bliver mere ressourcestærke, fordi de ligger tæt på der, hvor folk med stærke økonomier og stærke ressourcer derhjemme er samlet boligmæssigt – og så det omvendte andre steder.

Så hvilke konkrete forslag har ordføreren?

Ordføreren.

Ja, det, jeg ikke lige fik nævnt i min tale, var, at jeg så efter 1 år på Nørre Gymnasium faktisk flyttede til Avedøre Gymnasium, som det hed dengang, og fik glæde af at gå på gymnasium med dig. Og en af grundene til, at jeg valgte det gymnasium, var, at de havde en særlig filmlinje, hvor man i 3 år – som det eneste sted i Danmark – kunne have film og tv som fag. Det var jo et eksempel på en lokal løsning, som måske kunne tiltrække nogle andre typer elever end dem, der lige var i det nærområde, Avedøre Gymnasium havde.

På den måde tror jeg også der er mulighed for lokale løsninger, der kan, bl.a. ved et tilbud om, at man kan få forskellige typer fag, tiltrække nogle andre typer elever. Så jeg tror egentlig, der er forskellige løsningsforslag i forhold til at sikre, at man ikke får en meget skæv elevsammensætning, og som ikke nødvendigvis skal være centralt styret.

Fru Victoria Velasquez.

Så hørte jeg ikke helt forkert – jeg tænkte: Var det Nørre, eller var det sådan en rigtig hurtig måde at sige Avedøre på? Okay, godt nok. Det her bliver nærmest sådan en hel reklame for Hvidovre Gymnasium.

Men der kunne jeg så godt tænke mig at høre, hvilke konkrete måder man så kan gøre det på. Er det ved at gå ind at understøtte, at man kan etablere det samarbejde? Eksempelvis var der jo folk fra Zentropa, der sad med i skolebestyrelsen. Men i forhold til det med at skulle lave B-film-festivaler og alle de andre ting, når man ikke har en større økonomi, vil jeg sige, at nogle gange var der jo nogle af de ting, der blev sløjfet, fordi økonomien simpelt hen ikke var til det. Så vil man konkret gå ind at understøtte det, eller er der nogle andre ting, man vil gøre?

Ordføreren.

Det er selvfølgelig noget, vi skal have drøftet i regeringen og derudover også med alle andre partier. Men jeg synes, der er rigtig god ræson i at tænke i, hvordan et gymnasium, der måske ligger et sted, hvor der i oplandet er en ret skæv elevsammensætning, alligevel kan sikre et alsidigt udbud af spændende fag, der måske kan tiltrække nogle andre, som faktisk vælger – som i mit tilfælde – at tage op til en halv time væk fra der, hvor man bor, for at komme på lige præcis det gymnasium, fordi lige præcis det gymnasium kan tilbyde en spændende fagportefølje, kan man sige, som Avedøre Gymnasium i det tilfælde gjorde for mig. Så ja, at det er en mulighed, vi vil være villige til at understøtte.

Der er ikke flere spørgsmål til ordføreren. Vi siger tak til hr. Rasmus Lund-Nielsen og byder velkommen til fru Astrid Carøe fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. I regeringsgrundlaget kunne vi læse, at regeringen vil tilbagerulle dele af den elevfordelingsaftale, vi i SF lavede sammen med den tidligere socialdemokratiske regering og en række andre partier. Vi står stadig ved den aftale, vi lavede sammen – det vil jeg komme ind på lidt senere – men først af alt vil jeg bare understrege, at jeg er rigtig glad for, at regeringen ligesom os i SF synes, at det er vigtigt, at gymnasier i de mindre byer ikke lukker, og at regeringen derfor trods alt holder fast i den meget stramme kapacitetsstyring, som er en vigtig del af aftalen, for at sikre, at nogle af de gymnasier, der ligger i mere tyndtbefolkede områder, er sikret ikke at lukke.

Men nu skal alle elever så igen fordeles på baggrund af afstand, som de blev, før vi lavede den her aftale, og altså ikke kun dem, der søger gymnasier uden for de store byer. For det var jo sådan, det var. Man fordelte også elever, inden vi lavede den her aftale, og cirka lige så mange ville have fået deres førsteprioritet opfyldt som med den gamle elevfordelingsmodel. Men jeg er spændt på, hvad regeringen har tænkt sig at foreslå af ny model, der skal modvirke skæv elevsammensætning. Der er ikke kommet nogen svar i dag, hverken fra Socialdemokratiet, Venstre eller Moderaterne, på, hvad man kan gøre i stedet for den model, vi lavede i sidste valgperiode.

Synes vi i SF, at modellen med fordeling efter forældreindkomst er en perfekt løsning? Nej, men det har helt fra start af stået klart, også efter ekspertgruppens bud, at den perfekte løsning ikke findes i den her situation. Der findes ikke en løsning, hvor alle hensyn bliver taget, og hvor alle bliver rigtig glade; men der findes måder, vi kan imødekomme noget af den skæve elevfordeling, der er, og det var det, vi forsøgte at få ud af de tidligere forhandlinger med den her aftale.

Men hvad gør vi så nu? SF vil i hvert fald ikke være med til bare at lukke skoler med lave søgningstal, som De Konservative tidligere har foreslået kunne være en løsning, for hvilken betydning vil det have for både de unge, som potentielt skulle gå i gymnasiet i det område, de jo nok bor i, men også for lokalsamfundet som helhed? Vi ved, hvor stor en betydning det har for en by eller et byområde, når der er børnehaver, skoler, ungdomsuddannelser og, ja, gymnasier tæt på. Jeg synes desværre, at regeringen efterlader rigtig mange ubesvarede spørgsmål, når man blot vil slette en del af aftalen uden at erstatte det med noget andet.

Jeg mener, at det mest rigtige ville have været at indkalde til nye forhandlinger for at se om vi i fællesskab kunne finde en løsning på fordelingen af gymnasieelever i stedet for at haste en ændring igennem og stille skolerne enten på samme måde, som de var stillet før den aftale, vi har lavet, eller dårligere. Et af de udeståender, regeringen har med den nye ændring af loven, er, hvad der skal ske med de seks gymnasier, der har haft stop for optag i indeværende skoleår.

I SF mener vi, at det er enormt vigtigt, at vi sikrer, at de ikke bare lukker. De skal sikres overlevelse med en hjælpende hånd; de skal sikres et rimeligt antal klasser; beholde deres taxameter ved skoleskift og regler om skoleskift; og afskaffelse af ventelister synes vi også skal fastholdes, så skolerne har miljø og økonomi til at sikre et godt fagligt og socialt miljø. Det sikrede vi med den gamle aftale, og det håber vi også at regeringen vil sørge for med den her ændring og de forhandlinger, der forhåbentlig kommer senere på året.

Selv om den her hastebehandling særligt drejer sig om afstandszoner, vil jeg også lige nævne nogle andre tiltag, som er enormt vigtige for, at den nye fordeling foregår på en ordentlig måde. Vi satte i aftalen om elevfordeling nogle ret klare rammer for, hvornår et gymnasium kunne godkendes som profilgymnasium, og jeg kan forstå, at der nu er tvivl om nygodkendte profilgymnasier inden for den ramme, som vi aftalte. Med den nye ændring af loven er der tvivl om, hvad det vil betyde både for disse gymnasier, men også for de gymnasier der ligger omkring de nye profilgymnasier. Derfor mener jeg, at vi bør sætte fremtidige godkendelser på pause, indtil en endelig model for elevfordeling er på plads. Det håber jeg ministeren vil overveje.

Derudover er der den stramme kapacitetsstyring, som vi mener er enorm vigtig for at sikre, at gymnasier i mindre byer ikke lukker. Jeg er også meget enig med den radikale ordfører i, at det er vigtigt, at det bliver brugt aktivt, men det betyder også, at nogle gymnasier vil opleve markante ændringer i elevtal, når skoler fra det ene år til det andet risikerer at skulle reducere med tre eller fire klasser. Det har en kæmpe betydning for skolens økonomi, ikke mindst i forhold til fyring af lærere. Derfor er der ingen tvivl om, at vi bør og skal hjælpe de gymnasier med en gradvis tilpasning, så der ikke er nogen, der får et voldsomt stød fra den ene dag til den anden.

Jeg glæder mig til at fortsætte drøftelser om et godt fordelingssystem, og jeg er glad for, at regeringen ikke vil sætte punktum ved bare at slette den her del. Men jeg synes, at det er ærgerligt, at vi skal hastebehandle det igennem med en enkelt ændring uden at sætte noget i stedet for i første omgang. Derfor er vi i SF også meget optaget af, hvordan vi kan sikre garantier for, at vi så får nogle forhandlinger senere på året. Det her med bare at slette det uden at sætte noget i stedet for synes vi ikke er en god idé.

Og så skulle jeg også hilse fra Alternativet og sige, at de mener det samme.

Tak til ordføreren. Fru Anni Matthiesen for en kort bemærkning.

Tak. Tak for ordførertalen. Noget af det, jeg ikke kan forstå, er, at SF ikke synes, at det her er et forkert kriterie at bruge, når man taler om at afgøre tingene ud fra forældreindkomsten. Normalt kender jeg egentlig SF på den måde, at det der med at stemple nogle unge mennesker ud fra forældreindkomst ikke er fair. Så jeg kunne godt tænke mig en kommentar til det. Altså, hvordan har SF's ordfører det med, hvis det var sådan, at vi skulle have videreført loven, som den nu er, hvor man som ung ud fra forældreindkomsten på en eller anden måde får en begrænset mulighed for at træffe valg selv?

Ordføreren.

Jeg synes, der har været en del misforståelser omkring den aftale, vi lavede, fordi det jo ikke er sådan, at der bare var frit valg på alle hylder, før vi lavede den her aftale. Da var man puttet ned i en kasse, alt efter hvor man boede, og med den aftale, vi lavede, var det efter forældreindkomsten. Ville jeg ønske, at vi bare kunne sikre, at alle elever i hele Danmark kunne få frit gymnasievalg? Ja, det ville da være fantastisk, men det er simpelt hen ikke muligt med det system, vi har i dag, og så syntes vi, at det her var en god måde at gøre det på. Alternativet er at fordele på baggrund af f.eks. karakterer, som jeg har hørt nogle foreslå. Det er vi ret kritiske over for, fordi vi er bange for, hvad det betyder for karakterpresset i grundskolen.

Fru Anni Matthiesen.

Nu er det sådan, at nogle af de partier, som også var med til at bakke den tidligere regering op i den her politiske aftale, her undervejs jo heldigvis, kan man sige, er blevet klogere og dermed nu også bakker op om forslaget – det kan jeg oplyse bl.a. er Radikale Venstre, og tak for det – og gerne vil være med til at rulle det her tilbage for forhåbentlig jo så at få lavet noget, der er bedre. Kunne SF ikke være med på den samme idé?

Ordføreren.

Vi vil rigtig gerne være med til at lave noget, der er bedre. Jeg går meget gerne ind i de forhandlinger igen. Det var nogle langstrakte forhandlinger, som ordføreren også var med til, men jeg håber da, at vi kan finde en ny løsning. Om det virkelig er sådan, at man skal stemme for den her hastelovgivning for at få lov at være med i forhandlingerne, vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved.

Fru Victoria Velasquez.

Jeg tror også, regeringen efterhånden har fundet ud af, at den der revolvermåde at lave politik på er rimelig åndssvag. Så det er jeg kun enig med ordføreren i, ligesom vi håber snart at kunne gå konstruktivt til forhandlingerne.

Jeg vil gerne gribe fat i det, som ordføreren spurgte Venstre om oppe på talerstolen, for jeg synes, at ordføreren har fat i noget rigtig klogt. Det er det her med, at regeringen jo egentlig ikke har noget reelt alternativ. Derfor klinger det også lidt hult, at man siger, at man nu vil lave en ny model, som løser udfordringerne med den skæve elevsammensætning, for realiteten er jo den, at Venstre har haft 4 år med magten uden at fremlægge en konkret model, og så blev det sparket til hjørne med ekspertudvalget, som ordføreren også kom ind på. Ekspertudvalget anbefalede jo den her distriktsmodel, som man kunne have vedtaget. Det skete så ikke, så det, vi sidder med her, er jo det politiske kompromis, som kunne landes. Så jeg vil egentlig høre ordføreren, om ordføreren er enig i, at vi selvfølgelig vil mase på, men at det også er lidt svært at se, hvad det er, de så reelt foreslår skulle være en bedre løsning.

Ordføreren.

Vi er meget åbne over for alle de løsninger, der kunne være. Men jeg har været med til både præsentation af ekspertgruppens bud og de langstrakte forhandlinger, vi har haft. Ekspertgruppens forslag var både en distriktsmodel og også en klyngemodel, men alle de modeller, de foreslog, var endnu mere indskrænkende for elevernes frie valg, og det, jeg syntes var fint med den her aftale, var jo, at 95 pct. faktisk stadig fik deres førsteprioritet opfyldt. Jeg var faktisk ret stolt af, at vi lykkedes med at lave en ny elevfordeling, som var mere rimelig og gjorde op med den skæve fordeling, men hvor der samtidig var rigtig mange, der stadig kom ind på deres førsteprioritet. Det vil de i hvert fald ikke kunne med de bud, ekspertgruppen havde.

Fru Victoria Velasquez.

Præcis! Tak for præciseringen, bl.a. af distriktsmodellen. Nå, der er rigtig mange bud på bordet. Det her er et, som ville tage fat i flere af de ting, som man jo også kan høre flere sige ville være vigtigt. Nu bliver det kastet ned i skraldespanden, og så må ordføreren og jeg og vores partier jo godt og konstruktivt gå til de nye forhandlinger og så presse på for, at de forhandlinger kommer hurtigst muligt. Tak.

Ordføreren.

Ja, det må vi jo, og bare for at understrege det: Det er ikke, fordi vi ser den model, vi lavede i fællesskab, som den eneste løsning, men vi så det som en fin løsning i forhandlingerne. Vi er meget åbne over for, om der kan være andre modeller, men jo gerne noget, hvor elevernes muligheder for at vælge gymnasiet frit er i højsæde, og at man ikke presser eleverne på f.eks. at skulle have meget høje karakterer i grundskolen.

Så er det hr. Frederik Vad.

Tak. Jeg vil bare starte med at rose ordføreren og ordførerens parti for det mod, man viste, dengang den her aftale blev indgået. Specielt i de store byer skabte det jo et rimelig stort ramaskrig, og når man i øvrigt tilhører et parti, som også har en vis styrke i de store byer, så er jeg ret overbevist om, at det krævede et ekstra mod, både fra ordførerens parti og fra fru Victoria Velasquez' parti, at deltage i det. Og så vil jeg bare opfordre ordføreren til, at man nu – det er sådan set ikke et spørgsmål – hvor vi har åbnet den her diskussion, så virkelig holder sig til, så vi kan få lavet en aftale, der løser det samme problem. Det tror jeg bliver vigtigt.

Ønsker ordføreren ordet?

Ikke for andet, end at jeg virkelig håber, at ordførerens parti og regeringen vil invitere bredt til de her forhandlinger. Det tror jeg er vigtigt, også for at sikre, at skolerne fremadrettet ved, at det er den her aftale, der kommer til at gælde. For der er skabt enormt meget usikkerhed, og det skal vi gerne have gjort op med.

Vi går videre til fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Jeg ved godt, at Socialistisk Folkeparti var med i aftalen. Jeg har også stillet nogenlunde det samme spørgsmål før, jeg tror ovenikøbet også til ordføreren. Men jeg er lidt nysgerrig på, hvordan SF, når man er så optaget af børn og unges trivsel – og det er rigtig godt, det er vi flere der er – så kunne gå så helhjertet ind for en model, som ret betragteligt ville ødelægge meget for rigtig mange, og hvordan SF kan mene, at det reelt er en god aftale, at man fratager de unge mennesker en ret stor del af det frie valg, de havde tidligere, og om SF ikke mener, at det selvfølgelig vil påvirke de unges trivsel.

Ordføreren.

Jamen det er her, jeg mener, at der har været en meget stor misforståelse omkring den her aftale. Den tæller jo ikke længere, så man kan sige, at vi skulle stoppe med at diskutere den. Men jeg synes, det er så ærgerligt, at man holder fast i, at vi gjorde valget mindre frit med den aftale, vi lavede. For det er præcis de samme, som ville få deres førsteprioritet opfyldt med den tidligere aftale, og eleverne ville i øvrigt få en lille smule kortere i skole i gennemsnit end med den gamle elevfordelingsmodel. Og det er meget tydeligt, at det, at man bliver fordelt, på baggrund af hvor man bor eller ens forældres indkomst, er der meget stærke holdninger omkring. Men det vigtige for os er, at eleverne trives, at så mange som muligt kommer ind på deres førsteprioritet, og at man ikke skal være meget, meget opmærksom hele tiden i grundskolen på, hvilken slags karakter man får, fordi detkan afgøre ens fremtidige uddannelsesvalg.

Fru Mette Thiesen.

Det sidstnævnte mener jeg sådan set er vigtigt. Men der var jo et ret specifikt punkt i den aftale, som vi drøfter nu, men som vi heldigvis afskaffer i dag, og det var jo netop det der med, at de unge, hvis de mistrives, faktisk ikke havde mulighed for at flytte gymnasie, hvis rektor ikke ville have det, og det mener jeg bestemt ikke er i de unges tarv, hvis man kan sige det sådan. Og så synes jeg jo også helt grundlæggende set, at der er den problematik, som jeg har anført her tidligere, at man faktisk efterlader en regning for de voksnes fejl på ungdomsværelset. Hvordan kan SF mene, at det er en god løsning, at børn skal betale for forældrenes fejl?

Ordføreren.

Der må jeg også bare sige, at jeg er direkte imod hele præmissen for spørgsmålet. For det, at der er flere indvandrerunge – eller unge med etnicitetsbaggrund – der går i gymnasiet, er jo ikke en forfejlet integrationsindsats, tværtimod. Men derfor skal vi selvfølgelig stadig væk løse de udfordringer, der er, så der ikke er så skæv en elevfordeling, for det er rigtig sundt at gå i gymnasiet med nogle, der ikke ligner en selv. Men at det skulle være en forfejlet integrationsindsats, at flere minoritetsetniske unge vil i gymnasiet, er jeg simpelt hen ikke enig i.

Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Vi siger tak til fru Astrid Carøe og byder velkommen til fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand. Ministeren starter sit virke med at fravige rammerne for Folketingets arbejde, og det må og skal være et opmærksomhedspunkt, som jeg er nødt til at påpege, uanset om vi er enige i, at forældres indkomst ikke skal være gældende som et fordelingskriterium for det kommende skoleår. Når man forhaster lovbehandlingen og vi som politikere ikke får en mulighed for at sætte os godt nok ind i tingene, og når ministeren sender et brev over om, at høringssvarene vil blive fremsendt dagen før førstebehandlingen i salen, risikerer vi jo, at der sker lovsjusk, som får uheldige konsekvenser. Men jeg er dog trods alt glad for, at vi så har fået høringssvarene løbende.

Når det er sagt, er der positive elementer, men der er samtidig også en række opmærksomhedspunkter i lovforslaget. Det er overordnet positivt, at kriteriet om forældrenes indkomst i forhold til elevfordelingen på gymnasier ikke længere vil være gældende fra det kommende skoleår, og at eleverne i stedet fordeles efter transporttid, hvis der er flere ansøgere til en institution, end institutionen har pladser til, ligesom det også er positivt – sådan som nogle også har været inde på her i salen i dag – at man bibeholder de elementer i aftalen, som har til formål at holde hånden under gymnasierne i landdistrikterne og i yderområderne. Dog undrer det os, at man ikke allerede nu afskaffer indkomstkriteriet permanent, men at man lægger op til at fremsætte et lovforslag senere, og der bliver det i forhold til den debat, vi har haft i dag, minister, også lidt interessant at se, om der vil blive indkaldt til drøftelser om en ny model. Der har været meget diskussion her i salen i dag omkring nogle forhandlinger, men det kan være, at ministeren vil svare på det, når ministeren kommer på talerstolen. Men man vil altså ikke afskaffe indkomstkriteriet permanent nu, selv om man i regeringsgrundlaget skriver, at man vil afskaffe det, og at man senere vil præsentere en ny model. Der kunne man så spørge ministeren, om det betyder, at forældrenes indkomst fortsat kan blive et element i forhold til kriterierne omkring en fremtidig fordeling af elever på de gymnasiale uddannelser.

Men vi imødeser i Danmarksdemokraterne gerne forslag fra regeringen, og vi vil også gerne deltage i drøftelser om, om man kan finde en bedre model, ligesom det er vores forhåbning, at en ny model for elevfordelingen vil holde hånden under de unges muligheder for at vælge den uddannelse, der passer bedst til den enkelte, og at den samtidig også vil tage et opgør med den skæve elevsammensætning, vi har set på nogle gymnasier. Herudover ønsker vi at gøre ministeren opmærksom på, at der fortsat er et stort behov for en politisk drøftelse af, hvordan taxametersystemet kan justeres, så det i højere grad tilgodeser unges uddannelsesmuligheder i hele landet. F.eks. er erhvervsgymnasierne ofte færre og har en større geografisk spredning end de almene gymnasier, men de bliver ikke sidestillet med de almene gymnasier i forhold til udkantstilskuddet, hvilket medfører, at potentialet for et større uddannelsesudbud i yderområderne svækkes. Derfor vil jeg gerne anerkende, at regeringen vil se på de økonomiske styringsmodeller, der er på de forskellige ungdomsuddannelser, med henblik på at skabe bedre og mere lige vilkår mellem f.eks. de almene gymnasier og erhvervsskolerne, og det arbejde vil vi også gerne deltage konstruktivt i.

I Danmarksdemokraterne kan vi godt bakke op om det, som vi debatterer i dag, netop i forhold til at forældrenes indkomst ikke skal være afgørende for, om deres børn ender på et gymnasium. Så er det selvfølgelig også positivt, at de her hastelovforslag – og sådan skal det være – indeholder en solnedgangsklausul, og da forslaget jo så har en midlertidig karakter, håber vi på, at der kommer en varig løsning, og jeg håber også på, at den varige løsning bliver så bred som mulig. For det er trods alt bedre med brede aftaler her i Folketinget, når det vedrører noget så vigtigt som vores børn og unges uddannelser. Tak for ordet.

Tak for det. Og der er en kort bemærkning fra hr. Frederik Vad.

Det kan være, at det var mig, der ikke hørte ordentligt efter, men hvis det er sådan, vil jeg bare ligesom have det slået fast med syvtommersøm: Ønsker Danmarksdemokraterne at lave en model, der betyder – hvis man tager Københavns Kommune som eksempel, som jeg gjorde i min ordførertale – at der er 46 pct. af eleverne på Ørestad Gymnasium, der har anden etnisk baggrund end dansk, og at det 5 km væk på Christianshavns Gymnasium er 2 pct.? Ønsker Danmarksdemokraterne egentlig, at vi laver en model, som ændrer det billede? Er det en prioritet i forhold til de forhandlinger, der skal komme? Det var i hvert fald lidt uklart for mig. Tak for ordet.

Ordføreren.

Det er faktisk utroligt, hvis det var så uklart, for jeg stillede netop også spørgeren et spørgsmål nede fra salen, i forhold til at der jo er store udfordringer på det her område. Det ved vi alle sammen. Vi har debatteret det mange gange i Folketingssalen, også i forhold til at nogle har ønsket bederum, og vi ved, at der er udfordringer i forhold til kønsopdelt svømning og alle de her ting. Så ja, vi skal have fundet en model, som tilgodeser, at vi ikke skal have parallelsamfund. Og udfordringen er jo også, kan man sige, om man tager Danmark og dansk kultur til sig – så kunne det jo være, at vi ikke så så store udfordringer på området.

Vi går videre i rækken til fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Og tak til ordføreren for talen. Jeg er lidt nysgerrig, i forhold til hvor Danmarksdemokraterne står med hensyn til det her med at hæve snittet for at komme i gymnasiet. For vi kan jo se, at nogle af de problemer, der er på de her såkaldte indvandrergymnasier, bl.a. er, at der er mange – hovedsagelig drenge – som slet ikke burde være der, som burde være et andet sted og i hvert fald ikke burde være der og ødelægge det for alle de andre. Vi kan også se, at kurven i forhold til frafald knækker lige omkring karakteren 7. Mener Danmarksdemokraterne, at det ville være hensigtsmæssigt, at man satte snittet for at kunne komme i gymnasiet op og i øvrigt gjorde det nemmere at smide eksempelvis uopdragne indvandrerdrenge ud, hvis de laver ballade?

Ordføreren.

Ja, det er da i hvert fald rimelig frustrerende, hvis der er nogle få elever, der ødelægger det for mange. I forhold til det med at sætte snittet for at kunne komme ind på gymnasiet op kan jeg forstå, at ministeren er i gang med en undersøgelse på det område, og den venter jeg egentlig lidt spændt på at se resultatet af. Det kan være, at ministeren selv vil komme ind på det i sin tale her. For jeg tror, det er en balancegang. Der kan være fordele ved det, men der kan måske også være nogle ulemper, i forhold til om vi så gør det mere attraktivt at søge ind på gymnasier, fordi man skal have et højere snit, når man går på gymnasiet, eller hvad sker der?

Jeg har jo selv aldrig nogen sinde gået på gymnasiet. Jeg har gået på hf i et år, men jeg har ikke taget en længere uddannelse på gymnasiet. Jeg har jo gået på en erhvervsskole, og derfor synes jeg også, jeg vil komme med en opfordring her og sige, at social- og sundhedsskolerne er rigtig gode. Men jeg tror ikke, at vi skal lægge os fast på det nu. Jeg vil godt lige afvente og se, hvad det betyder for dem, der går ud, altså om de så er kommet videre.

Fru Mette Thiesen.

Tak for svaret. Jeg vil følge en lille smule op på det, for det her med karaktergennemsnittet er én ting. Forhåbentlig er ordføreren enig med mig i – eller det må ordføreren jo selv svare på – at det jo ikke er en menneskeret at komme i gymnasiet. Ca. 80 pct. tager en gymnasial uddannelse, og vi er fuldstændig enige om, at det selvfølgelig ville være langt bedre, hvis langt flere tog en erhvervsuddannelse, og vi kan jo se, at det, at man hæver snittet for at komme ind på gymnasiet, betyder, at frafaldsprocenten falder. Det vil sige, at mange af dem, som vælger gymnasiet, men som alligevel hopper fra, fra starten kunne blive vejledt til at tage en anden uddannelse, eksempelvis en erhvervsuddannelse.

Så kan ordføreren ikke godt se, at det ville være hensigtsmæssigt, netop for også at sikre, at flere unge vælger en anden vej? Så kunne man i øvrigt kombinere det med nogle egnethedssamtaler på gymnasiet, hvor det ikke er en lærer, man har haft i mange år, man skal have den samtale med, men det foregår på gymnasiet. Kunne man lave sådan en form for model?

Ordføreren.

Jeg tror faktisk, det er vigtigt, at vi starter et helt andet sted, nemlig helt nede i folkeskolen, også i forhold til de praktiske fag, for ligesom også at støtte op om de unge og vise, at det altså er en mulighed at gå den vej. På den måde kan vi starte, når børnene er små, for at få dem til at interessere sig for det og se, at det altså er dejligt, at man kan blive tømrer eller andet.

Jeg vil bare ikke lige nu lægge mig fast på, at det skal være den ene eller den anden model. Det kan sagtens være, at vi skal gøre det – det vil jeg ikke udelukke. Det kan også sagtens være, at man skal gå nogle andre veje. I hvert fald synes jeg, det er vigtigt, at man starter allerede i folkeskolen med at få de praktiske fag ind.

Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Vi siger tak til fru Karina Adsbøl og siger velkommen til fru Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance.

En af de mere kontroversielle beslutninger, den tidligere regering og Folketinget tog i sidste valgperiode, var om tvangsfordeling af landets gymnasieelever på baggrund af deres forældres indkomst. Det fyldte enormt meget, da jeg var ude til debatter på gymnasierne – med god ret – både for forældrene og for eleverne. For indkomstfordelingen reducerer de unge til brikker i et politisk spil.

En af de store grunde til, at jeg valgte at stille op til Folketinget, var, at jeg var træt af politikere, især fra venstrefløjen, der har så foruroligende mange forslag til, hvordan man indskrænker friheden for en meget ansvarlig ungdomsgeneration. Indkomstfordelingen er et godt eksempel på socialdemokratisk ingeniørkunst og venstrefløjsingeniørkunst, der indskrænker de unges frie valg. Jeg husker stadig tydeligt den 7. juni sidste år, hvor der var mødt rigtig mange unge mennesker op for at demonstrere foran Christiansborg mod tvangsfordelingen. De havde bannere med. Der stod bl.a.: »Vi vil ikke være brikker i et socialt eksperiment!« og »Nej tak til tvang«, og jeg kan kun tilslutte mig disse synspunkter.

Lad mig lige slå én ting fast. Ja, der er gymnasier, der har problemer, fordi der er en meget høj andel af elever med anden etnisk herkomst. Der er skoler, der har enormt store sociale udfordringer. Der er et dårligt studiemiljø, hvor bestemte grupper af elever dikterer hverdagen, og hvor sammensætningen er for skæv. Men der findes en meget simpel løsning, hvor man ikke behøver at opdele landet i afstandszoner og indkomstzoner, og hvor man ikke behøver kapacitetslofter og tilskudslofter. Man kan jo lukke de gymnasier, hvor problemerne er størst. Så får man spredt de elever, der skaber problemerne, i stedet for at man som med den daværende aftale så at sige skyder gråspurve med kanoner.

Det kan selvfølgelig stadig væk være nødvendigt med en eller anden form for fordeling. Særlig i yderområderne risikerer vi, at dækningen bliver så tynd, at elever skal køre enormt langt for at gå på et gymnasie. Det vil vi i Liberal Alliance gerne være åbne over for at se på. I den ideelle verden havde unge mennesker fuld valgfrihed, og det skal også være udgangspunktet. Men vi må bare også erkende, at der er områder i Danmark, hvor der er så langt mellem gymnasierne, og hvor de unge bor, at det selvfølgelig kan være svært at få deres hverdag til at hænge sammen, hvis de skal bruge flere timer på transport hver dag. Så det er en balancegang. Om man kan finde den rette balance, ved jeg ikke, men vi vil meget gerne være med til at diskutere det.

Det bekymrer mig dog, når der i regeringsgrundlaget står, at man vil arbejde på en ny model, der skal løse skævheden i elevsammensætningen i især de større byer. Det lugter for mig lidt af mere tvang. Og vi kommer til at holde regeringen i ørerne, så vi ikke ender det samme sted, som vi gjorde før valget. Jeg havde ønsket, at der stod i regeringsgrundlaget, at man ville arbejde for at give flest mulige elever deres førsteprioritet og dermed tage et opgør med det politisk bestemte kapacitetsloft. Der er ca. 3.000 gymnasieelever hvert år, der ikke får deres førsteprioritet opfyldt. Det synes jeg godt at vi kan gøre bedre. Nu, hvor der heldigvis er så meget fokus på unges mistrivsel, synes jeg, at vi bør have i mente, at ekspertgruppens rapport peger på, at for de elever, der ikke får deres førsteprioritet opfyldt, lever deres uddannelsesforløb ikke op til deres forventninger angående det faglige, personlige og sociale udbytte i forhold til de elever, der får deres førsteprioritet opfyldt.

Når alt det er sagt, er vi i Liberal Alliance selvfølgelig rigtig glade for, at man nu skrotter forældreindkomst som fordelingskriterium, og vi kommer også til at stemme ja til lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Anni Matthiesen.

Tak for ordførertalen. Der er lige en enkelt ting, som jeg tænkte det kunne være rigtig fint lige at blive lidt klogere på, i forhold til hvor Liberal Alliance egentlig står. For den der frihed holder vi jo også rigtig meget af i Venstre, men når det gælder f.eks. yderområderne, ved vi jo godt, at man kan være nødt til måske at styre det i nogen grad i forhold til at sikre, at der så trods alt er uddannelsesmuligheder.

Hvor står Liberal Alliance dér, altså i yderområderne? Hvis jeg bare skal give et eksempel fra min egen kommune, har man et gymnasium i Grindsted, men der er jo nogle større gymnasier i Vejle. Hvad tænker Liberal Alliance dér i forhold til trods alt at fastholde nogle af de unge mennesker i Grindsted, frem for at alle rykker mod Vejle?

Ordføreren.

Jeg kan heller ikke komme med den perfekte løsning, hvilket jeg også gjorde klart i min ordførertale. Vi vil meget gerne være med til at holde hånden under de her små gymnasier, for det går ikke, hvis elever skal tage en bus 50 km væk – eller hvad ved jeg – hvis der er nogle af de her gymnasier, der kommer til at lukke. Det har også stor betydning for det sociale, for eleverne, og man ved, at hvis elever får over 50 km til deres gymnasie, er det altså 25 pct., der falder fra. Så det har kæmpe betydning, og derfor vil vi også gerne være med til, at vi holder hånden under de her små gymnasier.

Fru Anni Matthiesen.

Tak for det. Det betrygger mig egentlig lidt, for det er jo lidt det dilemma, vi står i nogle gange. Vi vil gerne have frit valg på alle hylder, men samtidig står vi jo også og siger her i Folketingssalen, at det er vigtigt, at der er uddannelsesmuligheder i hele landet. Og det er jo den konflikt, der også er i den her sag. Men tak, for jeg hører egentlig Liberal Alliance sige, at det også er vigtigt, at vi fortsat har uddannelsesmuligheder, også i yderområderne.

Ordføreren.

Ja, det er jeg meget enig i; det er meget vigtigt.

Der er en kort bemærkning fra hr. Frederik Vad.

Det var, fordi ordføreren sagde, at en løsning, man kunne ty til de steder, hvor der f.eks. er udfordringer, var, at man kunne lukke gymnasierne. Betyder det, at en løsning skulle være at lukke gymnasier som Høje-Taastrup Gymnasium og Hvidovre Gymnasium, hvor der er en elevsammensætning, der balancerer på de der 50 pct. med ikkevestlig baggrund?

Ordføreren.

Ikke nødvendigvis. Jeg tror ikke, det er lige præcis de gymnasier. Jeg har selv gået på et gymnasium, der også er et såkaldt brunt gymnasium, og jeg må bare sige, at på det gymnasium er der ikke de problemer. Jeg har ikke oplevet det. Tag derud, snak med eleverne, snak med lærerne, snak med rektoren – der er ikke de problemer. Jeg synes bare, at det er forkert, at man fra Folketingets side af ser et procenttal og så siger, at det ikke er så godt, og at det må vi hellere ruske lidt mere i, i stedet for at gå ud i den virkelige verden og prøve at høre dem lidt ad. Så det skal være de gymnasier, der har kæmpe udfordringer. Ministeriet har jo kun selv kunnet finde fire gymnasier, der måske har problemer med parallelsamfund.

Hr. Frederik Vad.

Hvis man så forestiller sig, at man lukker nogle gymnasier, hvor der virkelig er problemer, hvad så med friheden for de mennesker og de unge, der bor i de lokalområder? Mister de så ikke frihed til at kunne få en ungdomsuddannelse i umiddelbar nærhed af, hvor de bor, bare fordi de har været så – i gåseøjne – uheldige at bo et bestemt sted, hvor der er nogle bestemte problemer? Risikerer vi ikke at smadre deres frihed?

Ordføreren.

Nej, det synes jeg ikke vi gør, for de gymnasier, som der måske er de her store problemer på, er ikke nogen, der ligger i de mindre byer. Det er nogle, der ligger her i hovedstaden. Så nej, det synes jeg ikke.

Fru Astrid Carøe.

Jeg sad lige og lyttede til ordførerens svar her ovre fra siden af og blev ret overrasket over, at ordføreren siger, at det bare er noget, vi politikere har fundet på: at vi kigger på en procentsats på et excelark. Det er jo ikke rigtigt. Hele sektoren, rigtig mange skoler, gymnasielærernes fagforening og gymnasieeleverne selv siger, at der er behov for, at vi finder en løsning, at der er behov for, at folketingsmedlemmerne tager ansvar og sætter sig sammen og finder en langsigtet løsning for, hvordan vi skal fordele elever i fremtiden. Så jeg ville bare høre, om ordføreren var klar over, at der faktisk er rigtig mange ude i den virkelige verden, som er meget optaget af, at vi finder en løsning på det her problem.

Ordføreren.

Så har jeg udtrykt mig forkert, for det var bestemt ikke det, jeg mente. Jeg mente, at det på lige det gymnasium, jeg selv kommer fra, ville være tilfældet, hvis man gik ind og blandede sig.

Jeg må bare sige, at jeg også har beskeder fra gymnasierektorer osv. i min indbakke, der f.eks. er meget kede af, at vi har det her kapacitetsloft, fordi man i de større byer bare kommer til at jonglere rundt mellem de større gymnasier, og det er jo ikke det, der er meningen med det her. Det synes jeg er ærgerligt, så man kunne måske kigge på at fjerne kapacitetsloftet og samtidig holde hånden under de små gymnasier. Så ville der være flere elever, der ville få deres førsteprioritet opfyldt, og der ville være mere frit valg.

Fru Astrid Carøe.

Ja, heldigvis er det jo langt de fleste gymnasier, der fungerer rigtig godt. Så det skal vi selvfølgelig sikre at de fortsat gør i fremtiden. Jeg ved ikke, om ordføreren tænker, at man kan hjælpe skolerne økonomisk, så hvis de ikke får så mange elever, kan man hjælpe dem i højere grad.

Men noget af det, de jo også siger derude, er, at der også er et eller andet fagligt aspekt i, at der er et minimum af, hvor mange elever der kan være på en skole – på et tidspunkt giver det simpelt hen ikke mening længere – og de elever forsvinder, hvis man ikke sørger for, at der er nogle kapacitetslofter på nogle af de andre skoler. Jeg ved ikke, hvad ordføreren tænker om det. Man kan vel ikke kun understøtte økonomisk; man bliver vel simpelt hen også nødt til at have nogle elever til at gå på skolen.

Ordføreren.

Det er jeg enig i, men jeg må også sige, at man stadig væk godt kan fjerne kapacitetsloftet, men holde minimumskapaciteten. Jeg anerkender, at der skal gå nogle elever der, at der skal være et godt studiemiljø osv. Så man kunne eventuelt kigge på, at man måske kun fordelte til, at der var de 84 elever, som der er fastsat, og at man så ikke fordeler nogen andre.

Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren, og så siger vi tak til fru Helena Artmann Andresen og byder velkommen til fru Lise Bertelsen fra Det Konservative Folkeparti.

Mange tak. Jeg synes faktisk, det er en sejr for de kommende elever, at det i det mindste i år ikke bliver deres forældres indkomst, der skal være afgørende for, hvor de må gå i gymnasiet. Det er en sejr. Derfor stemmer vi også for det her forslag, da vi egentlig tænker, at det er det første skridt på vejen imod at give eleverne deres frie valg tilbage. Vi har dog en hel del bekymringer, da det kun er gældende for de kommende elever i år. Hvad med de elever, der kommer i årene efter? Kan de være sikre på deres frie valg? Det fremgår, at regeringen med en ny model vil fordele eleverne ud fra et politisk ønske om en mindre skæv elevsammensætning til næste år, men hvordan undgår vi nye indgreb i elevernes frihed, så ikke hensynet til excelark bliver det styrende for modellen?

Alle gode valg træffes, når det giver mening for den, der skal træffe valget. Vi ved, at de elever, der har fået deres førsteprioritet om gymnasium opfyldt, trives langt bedre både fagligt og socialt end dem, der ikke får deres ønsker opfyldt. Det fremgår af en analyse, der er bestilt af den tidligere ekspertgruppe for elevfordelingen. Det er vi simpelt hen nødt til at tage alvorligt. En række eksperter har også advaret imod, at det kan medføre både mistrivsel og frafald at tvangsfordele elever imod deres ønsker. Jeg synes derfor allerede nu, at regeringen burde garantere, at der ikke kommer et nyt fordelingsprincip, som bare minder om det her forældreindkomstfordelingsprincip.

Vi er også bekymrede over, hvad der skal ske med erhvervsgymnasierne, der tidligere styrede deres eget optag og løste problemerne frivilligt og i samarbejde med hinanden. Ifølge Danske Erhvervsskoler og -Gymnasiers høringssvar skal de være en del af den her bureaukratiske elevfordelingsmodel. Det kan endda blive endnu sværere at komme på et erhvervsgymnasium, end det var før, og eleverne kan risikere at komme ind på et stx-gymnasium, selv om de egentlig hellere vil ind på et lokalt erhvervsgymnasium, ifølge deres høringssvar. Regeringen taler om en historisk frisættelse af den offentlige sektor, men hvorfor kommer den så med de her hårde reguleringer på erhvervsgymnasierne?

En anden udfordring er, at regeringen ikke vil genindføre muligheden for at skifte gymnasium uden en dispensationsansøgning. Her skal eleverne over for rektor stadig dokumentere, at de mistrives, inden et skoleskift overhovedet kan komme på tale. Det stiller den unge dårligt. Hvis rektor kræver en udtalelse fra f.eks. en læge, presser det vores i forvejen pressede sundhedsvæsen med unødig dokumentation. Vi ønsker ikke dyre it-systemer, der tager økonomien fra undervisningen. Og ifølge et svar fra ministeren modtaget her i dag kl. 12.41 bliver den samlede merudgift til elevfordelingsaftalen forventeligt i perioden 2021-2028 370 mio. kr. Det er godt nok mange penge.

Vi er også bekymrede for, hvad den stramme kapacitetsstyring vil betyde for eleverne og deres trivsel. Vi synes faktisk ikke, at det er belyst tilstrækkeligt.

Så lad det nu være de unges frie valg, der kommer først, lad fordeling ske ud fra ønsker og ud fra afstand, lad os nu skabe tryghed for vores unge mennesker og vished for deres fremtid, både hos de unge, men også for deres familier. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Mette Thiesen.

Tak for talen, og tak for at have stillet rigtig mange gode spørgsmål. Jeg havde faktisk ikke set det sidste svar; det må være kommet i dag, nærmest lige inden vi gik i salen.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig – for det vil jeg i hvert fald gerne sige med det samme at jeg i så fald gerne vil støtte – at Det Konservative Folkeparti stiller ændringsforslag om nogle af de her bekymringer, så det vil jeg bare gerne høre om.

Ordføreren.

Tak. Der er i hvert fald en hel del af de spørgsmål, vi har fået svar på i dag, som vi rigtig gerne vil drøfte videre, for vi tænker, at det her er gået lidt hurtigt, og at vi også har fået svarene her lidt i sidste øjeblik. Vi tænker faktisk, at det er en alvorlig indgriben, så vi skal have tid til at tænke os om og behandle det her på ordentlig vis.

Fru Mette Thiesen.

Tak. Det er jeg sådan set helt enig i. Nu sidder jeg ikke selv i udvalget, men kan ordføreren så bekræfte mig i, at Det Konservative Folkeparti vil bære de her bekymringer og problematikker videre i udvalgsbehandlingen af det her lovforslag, sådan at vi forhåbentlig kan få rettet op på nogle af de meget berettigede bekymringer, som jeg kan høre ordføreren og Det Konservative Folkeparti har?

Værsgo.

Det er helt sikkert, at de svar, vi har fået i dag, er vi ikke færdige med at kigge på.

Hr. Frederik Vad.

Tak til ordføreren – og i øvrigt tillykke med den første tale. Ligesom jeg selv har ordføreren sikkert også været lidt nervøs. Det er bare den her snak om frit valg og frihed, som jeg synes er lidt interessant, for ordføreren siger, at hun er tilhænger af afstandskriteriet, men det er jo også en måde at regulere på. Langt, langt de fleste får deres førsteprioritet opfyldt, men når der er flere, der søger, end der er stole i klasselokalerne, så skal vi jo på en eller anden måde have fordelt folk; det ved vi jo.

Så anerkender ordføreren ikke, at selv med et afstandskriterie er der ikke fuldt ud frit valg, altså at der selv med et afstandskriterie ikke er 100 pct. frit valg for alle?

Ordføreren.

Det vil jeg gerne give dig ret i, for som det tidligere er nævnt her fra talerstolen, er det ikke alle, der kan få deres førstevalg, men vi skal godt nok stile mod det af hensyn til alle elevers trivsel og gennemførelsesrate. Og i øvrigt selv tak og i lige måde – tillykke med din første tale.

Hr. Frederik Vad.

Tak. Det er jeg glad for. Jeg deler fuldstændig ordførerens ambition om, at så mange som muligt skal have deres førsteprioritet opfyldt, men nogle gange kan man i den her diskussion godt lidt få den følelse, at i nogle dele af landet er det vigtigere, at førsteprioriteten bliver opfyldt, end i andre dele af landet. Og selv med et afstandskriterium vil der jo være folk derude, som ikke får deres førsteprioritet opfyldt. Det synes jeg bare er vigtigt på en eller anden måde at slå fast. Tak.

Ordføreren.

Selv tak.

Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Vi siger tak til fru Lise Bertelsen og byder velkommen til den næste ordfører, og det er fru Lotte Rod fra Det Radikale Venstre.

Tak for det, formand. Jeg brænder for, at vi skal have blandede gymnasier og blandede skoler. Jeg tror på, at vores demokrati og vores tillid til hinanden bygger på, at vi går i skole med hinanden, at vi går i klasse med hinanden, og at vi lærer hinanden at kende på kryds og tværs. Derfor har jeg et meget stort håb om, at det, vi gør i dag med den her aftale, i virkeligheden kan være en ny start. For jeg mener, vi har en fuldstændig bunden opgave i Folketinget med at sørge for, at vi har blandede skoler og blandede gymnasier i hele landet. Jeg håber, det kan blive en ny start, for i virkeligheden har vi jo især i både Socialdemokratiet, Venstre og Radikale Venstre i årevis arbejdet for at få en model. Jeg kan huske et sådan helt absurd samråd, hvor jeg sad sammen med fru Inger Støjberg og vi var fuldstændig enige – det tror jeg aldrig nogen sinde er sket. Det viser bare lidt om, at vi virkelig har en lang historik, hvor vi i fællesskab har forsøgt at gøre noget ved det, fordi det er så fuldstændig afgørende, set fra mange forskellige synspunkter, at vi har blandede gymnasier.

Derfor håber jeg lidt, at vi i virkeligheden kan have en fælles refleksion på den anden side af det her forløb. I hvert fald tænker jeg og vi i Radikale Venstre en del over, at de her politiske forhandlinger og den her aftale måske er blevet lavet lidt for lukket. I hvert fald har der jo været så utrolig mange misforståelser, som vi måske kunne undgå, hvis vi kunne lave en drøftelse, som var lidt bredere, og hvor de unge også følte sig hørt i det. Jeg synes også, at det her jo sætter på spidsen, hvorfor vi så tit taler om, at det giver god mening at lave brede aftaler. For det er jo ret uholdbart, at gymnasier, der er i fuld gang med at implementere en aftale, nu får trukket aftalen tilbage. Og det skal ikke være sådan, at uddannelsespolitik bliver lavet om, hver gang der kommer en ny regering. Derfor har jeg et meget stort håb om, at vi i fællesskab kan lave en model, som bliver bred, og som kan stå i årene fremover, så man ved, hvad man har at regne med.

Samtidig håber jeg også, at vi kan have en refleksion med hinanden over den politiske debat, der så har været. Jeg synes ikke, det har været nogen god debat. Jeg er rigtig ked af, at der er så mange unge og deres forældre, som har troet, at nu skulle de lige pludselig til at gå på et eller andet gymnasium helt vildt langt væk, hvilket jo aldrig nogen sinde har været tilfældet. Jeg synes, at de mange misforståelser og den megen snak om tvang har været helt ude i skoven. Derfor har jeg også lidt lyst til at sige noget om det her med forældreindkomst.

Jeg tror sådan set ikke, der er nogen, der synes, at det der med forældreindkomst i virkeligheden er det, der sådan er vigtigt i sig selv. Men det, der betyder noget for mig, er, at det har en værdi i sig selv, at vi har blandede gymnasier. Altså, det er ikke nogle bestemte børn og unge, som skal et andet sted hen. Det her handler ikke om, at der er nogle brune, der skal busses nogle andre steder hen, så der ikke er så mange brune, der er samlet – bare for at sige det ligeud. For mig har det en værdi i sig selv, at det er blandet, og det, som det med forældreindkomsten gjorde, var jo at sige, at vi blander gymnasierne ud fra elevernes sociale baggrund. Og det er jo trist, at det ligesom er forældrenes indkomst, der er et udtryk for det. Det ville have været endnu værre, hvis man havde gjort det med karakterer, tænker jeg. Altså, så var vi jo bare endt i en situation, hvor man så skulle begynde at spekulere i, om man så måske med vilje skulle lade være med at få så gode karakterer, for så kunne jeg ende et eller andet sted i midten og så måske få en af de pladser. Så den udfordring, vi står med, er, at vi skal lykkes med at lave blandede gymnasier, og at vi skal lykkes med at lave en model, som hviler på det princip, at det er godt for os alle sammen, at vi er blandede.

Derfor vil vi i Radikale Venstre også godt stemme for det her. Jeg synes sådan set egentlig, at det er rimelig dårligt politisk håndværk at fjerne noget, før man har lavet den anden aftale. Vi tager til efterretning, at det var den forhandling, regeringspartierne havde med hinanden, og derfor vil jeg gerne sige på Radikale Venstres vegne, at vi gerne vil støtte det her forslag, men vi vil gøre det med en forventning om, at regeringen påtager sig lederskabet for 1) at bruge kapacitetsstyringen til at sørge for at holde hånden under alle gymnasier, og 2) at vi i fællesskab – og jeg vil bruge Venstres ordførers ord – i en fart får lavet en fælles model, som så kan være den model, som sikrer blandede gymnasier, og som vi kan stå på i mange år fremover. Så med det vil jeg sige, at jeg gerne vil støtte forslaget, og så har jeg lovet at hilse fra Enhedslisten og sige, at de tilkendegiver, hvad de mener, ved andenbehandlingen.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Anni Matthiesen.

Tak til Radikales ordfører. Og igen tak for, at Radikale nu bakker op om det her lovforslag – det sætter jeg rigtig stor pris på. For jeg er også enig i det, som ordføreren siger, nemlig at det er vigtigt på det her område at forsøge at få nogle brede aftaler.

Kunne ordføreren på en eller anden måde sætte lidt flere ord på, hvad ordføreren og hvad Radikale Venstre tænker om kriterier? Vi har jo siddet i forhandlingslokalet sammen, så vi ved godt, at det her er en vanskelig opgave, men er der nogle kriterier, som Radikale Venstre faktisk synes kunne være oplagte at bringe i spil?

Ordføreren.

Jeg tror sådan set, at det mindst ringe kriterium egentlig var det med forældreindkomsten. Det var derfor, vi endte med at lave aftalen, som vi gjorde, selv om vores udgangspunkt i Radikale Venstre var at lave en lokal model, altså hvor man lokalt skulle sørge for, at gymnasierne var blandet. Nu mangler vi jo så at høre fra Venstre og fra regeringens side, hvad de tænker. En måde at komme videre på var jo at spørge ekspertgruppen igen og bede dem om at komme med et oplæg til os.

Jeg er ikke gift med en bestemt model – det er også det, jeg ligesom prøver at sige, og det er også derfor, jeg kan stemme for det her i dag. For mig skal det ikke se ud på en bestemt måde; men det, jeg vil have, er, at vi laver en model, for jeg vil have, at det lykkes os at lave et blandet gymnasium.

Fru Anni Matthiesen.

Tak for det. Apropos en blandet model tænker ordføreren da lidt på det, som man har gjort i Aarhus, hvor man jo også i en forsøgsperiode har arbejdet mere med at blande eleverne på en anden måde. Er det det, som ordføreren mener med, at man også godt kunne tænke i nogle mere lokale løsninger, eller hvad?

Ordføreren.

Det var vores oprindelige udgangspunkt, da vi gik ind til forhandlingerne, at vi ville have en lokal model. Så kiggede vi på de forskellige modeller og kunne godt se, at den model med forældreindkomst faktisk ville sikre en social fordeling. Og jeg synes, det vigtige er, som jeg også sagde i min ordførertale, at vi finder en model, der gør, at det ikke er nogle bestemte børn, som skal busses langt væk, men at det er i vores alle sammens interesse – og faktisk for vores alle sammens skyld – at vi skal være blandede og gå i skole med hinanden. Derfor håber jeg, at vi snart kommer i en proces, hvor vi kan komme ind og forhandle om en konkret model, for det skal vi gøre.

Fru Mette Thiesen for en kort bemærkning.

Tusind tak. Jeg spurgte egentlig også den radikale ordfører sidst, da vi drøftede det her i Folketingssalen, men da var det en anden ordfører end den ordfører, der står her nu. Jeg kunne bare godt tænke mig helt ærligt at høre den radikale ordfører, om Radikale Venstre helt ærligt og ind til benet mener, at Radikale Venstre bedre ved, hvilket gymnasie folk skal gå på, end de unge mennesker selv. Ja eller nej?

Ordføreren.

Jeg går ind for, at så mange som muligt selvfølgelig skal have deres førstevalg, men det kræver jo også, at der er et gymnasie tæt på, som man så faktisk har lyst til at vælge. Derfor skal vi jo lave en model, der gør, at alle gymnasier er gode gymnasier, og at alle lokale gymnasier er nogle, man har lyst til at gå på – at der er elever nok, og at man kan spejle sig i de elever, der er. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi har en model for, at alle gymnasier er blandede.

Spørgeren.

Tak. Ja, for vi står jo i den her situation, bl.a. fordi Radikale Venstre også har været bannerfører for en forfejlet udlændingepolitik. Og lige nu står vi så i en problematik, hvor der er de her gymnasier med en meget, meget stor andel af ikkevestlige elever, som hovedsagelig kommer fra de muslimske lande, og som vi har store problemer med. Det er sådan set også derfor, jeg synes, at det er lidt interessant at høre på Radikale Venstre, for nu vil Radikale Venstre lige pludselig efterlade regningen for deres egen forfejlede udlændingepolitik hos de unge. Hvorfor det?

Ordføreren.

Jeg har godt hørt før, at fru Mette Thiesen ligesom prøver at tegne et billede af, at det har været en forfejlet politik – jeg synes da, den er det helt modsatte. Jeg synes da, at det er en enorm styrke, at unge fra familier, der ikke har tradition for at tage en uddannelse, nu kommer på gymnasiet – mange som de første i deres familie. Det er da en fantastisk uddannelsessucces.

Så siger vi tak til fru Lotte Rod. Den næste på talerstolen er hr. Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige.

Hvor er det dejligt at være ordfører på uddannelsesområdet – det er noget, jeg har beskæftiget mig med professionelt i rigtig mange år, så jeg ser frem til samarbejdet.

I forhold til det her lovforslag, som vi skal behandle og stemme om, har det jo aldrig nogen sinde været Nye Borgerliges kop te, at man skal bestemme, hvor folk skal gå på gymnasiet, efter deres forældres indkomst. Det er noget pjat, og det er sådan en del af den der socialdemokratiske ingeniørkunst, hvor man føler sig berettiget til at bestemme alt ned i detaljen omkring folks tilværelse. Det bryder vi os i Nye Borgerlige ikke om. Vi er et borgerligt parti; vi elsker fritænkning, og vi mener ikke, at folk skal bedømmes på, hvad deres forældre ejer, eller hvad de tjener, men på deres kompetencer og i det her tilfælde, kan man sige, nogle helt objektive krav omkring, hvor man bor, og hvor man har den største tilknytning. Og ja, det er ikke sådan i tilværelsen i dag, at man altid kan komme på dét almene gymnasium, som man har lyst til; der kan det nogle gange være sådan, at man kommer på et andet. Men det må aldrig nogen sinde være baseret på ens forældres indkomst, og jeg er glad for, at det nu bliver lavet om, og at vi kan kigge ind i en anden løsning. Tak.

Jeg siger tak til hr. Lars Boje Mathiesen. Der er ikke yderligere. Så er vi klar til den næste, og det er fru Mette Thiesen, uden for grupperne, som privatist.

Med det her lovforslag afskaffer vi tvangsfordeling, og hurra for det. Jeg var den allerførste, der i 2019 råbte vagt i gevær om den daværende regerings planer om at tvangsfordele danske gymnasieelever. Helt grundlæggende mener jeg, at man som ungt menneske skal have et frit valg, også når man vælger gymnasium. Derfor er jeg også som udgangspunkt glad for det her lovforslag.

Der er ingen tvivl om, at aftalen om tvangsfordeling af gymnasieelever var helt katastrofal. Centralt stod det nemlig, at gymnasier fremover skulle optage elever på baggrund af deres forældres pengepung. Opfyldelsen af unge menneskers uddannelsesønsker blev således betinget af, hvilke jobs deres forældre havde. Den skævvridning fjerner man heldigvis med det her lovforslag. Samtidig fjerner man med ændringsforslaget tilskudsloftet på de private gymnasier. Det er også rigtig godt.

Der er også rejst en del bekymringer, bl.a. af Det Konservative Folkeparti, i forhold til det her med, at det ikke skal være rektor, der vurderer, om et ungt menneske må flytte fra gymnasiet. Det synes jeg er rigtig godt at se på, og det glæder jeg mig til at se hvad der kommer ud af, for det skal selvfølgelig også adresseres.

Men desværre har grundlaget for hele den her debat været ret forfejlet fra start af. At man på overfladen tror, at man med en eller anden form for ingeniørkunst kan løse nogle ret grundlæggende samfundsmæssige problemer skabt over årtier med et snuptag, og at man så ovenikøbet efterlader den regning på ungdomsværelset, synes jeg simpelt hen ikke er i orden, og sådan skal det ikke være.

Men den der problematik er jo tvedelt, for en ting er, at den forfejlede udlændingepolitik, der har været ført i årtier, er hovedårsagen til, at vi overhovedet står her i dag og drøfter det, vi gør. Derfor er det selvfølgelig også udlændingepolitikken, der skal adresseres – og det faktum, at der er kommet alt for mange hertil fra ikkevestlige og hovedsagelig muslimske lande, der ikke tilpasser sig Danmark, og som er overrepræsenterede i alle de forkerte statistikker.

Derudover har vi en reel bekymring og en meget stor problematik, i forhold til at der er alt for mange, der går på gymnasiet. Det adgangsgivende snit er simpelt hen for lavt. Hvis man kigger på frafald, ville det eneste rigtige sådan set være at lægge snittet for at komme i gymnasiet på omkring 6 eller 7, og herved ville man også sikre, at de, der ikke burde gå i gymnasiet, ikke gør det. Man ville også automatisk frasortere en hel del af de her uopdragne indvandrerdrenge, som desværre ødelægger det for rigtig mange andre. Dem, der fortsat kommer på gymnasiet, men ikke kan opføre sig ordentligt, skal selvfølgelig smides ud. Den er ikke længere.

Regeringen lægger op til forhandlinger og et lovforslag med henblik på at lave en ny fordelingsmodel. Det i sig selv giver også anledning til lidt bekymring, og det var egentlig også derfor, jeg stillede nogle spørgsmål fra min plads tidligere, for jeg er sådan set bekymret for, at vi ender med det samme udgangspunkt i de her forhandlinger. Jeg deltager meget gerne i de her forhandlinger. Jeg skal også senere hilse fra Dansk Folkeparti – det ved jeg at de også gør – men bekymringen er altså fortsat, at man på trods af forhandlinger ender ved det samme udgangspunkt, og det mener jeg simpelt hen ville være helt forfejlet, og derfor er jeg også glad for, at ordføreren for Moderaterne, en del af regeringen, bekræftede, at det ville de i hvert fald ikke være med på.

For mig er det frie valg meget vigtigt, og det, der er endnu mere vigtigt for mig, er, at man ikke efterlader regningen for årtiers forfejlede udlændingepolitik hos de unge mennesker, kort sagt på teenageværelset. Jeg støtter det her lovforslag. Jeg skulle hilse fra DF og sige, at de også støtter det, men at de også er meget optagede af, at de bekymringer, der er rejst i behandlingen fra Det Konservative Folkepartis side, og de spørgsmål, vi først lige har fået svar på nu, også bliver indarbejdet i udvalgsbehandlingen, sådan at vi kan sikre, at vi så at sige får fjernet alle de tidsler, der var i den tidligere aftale og det tidligere lovforslag. Tak for ordet.

Tak. Der er et spørgsmål fra hr. Frederik Vad. Værsgo.

Men det er jo fru Mette Thiesen, som siger, at man kan fjerne de her problemer med en snuptagsløsning; altså, det er jo fru Mette Thiesen, der siger, at hvis man bare ændrer udlændingepolitikken fuldstændig grundlæggende, vil det her problem være løst i morgen. Men det er ikke rigtigt – det er jo ikke rigtigt.

Derfor er mit spørgsmål til fru Mette Thiesen, som selv har været enormt meget på banen i den her debat: Hvis man bor i Hvidovre, hvis man bor i Høje-Taastrup eller hvis man bor i Ishøj og gerne vil på en gymnasial uddannelse i nogenlunde afstand fra, hvor man bor, og også gerne vil have, at der på det gymnasium hersker en majoritetskultur, som matcher den, der er i det øvrige Danmark, hvad er så fru Mette Thiesens svar til den elev – Jørgen eller Hans eller Karl, eller hvad vedkommende nu kunne hedde?

Ordføreren.

Det er, at Karl har mulighed for at vælge det gymnasium fra, hvis det er et dårligt gymnasium. Det er den ene ting. Og i øvrigt tillykke med ordførertalen – det fik jeg ikke nævnt før. Så er der nogle af de her ting, jeg har anført, altså at der jo også er meget blandede holdninger til, hvad den her klassekammerateffekt egentlig gør. Jeg er selv skolelærer, og jeg ved, at det er meget, meget forskelligt, og det er også det, undersøgelser viser. Så det her med, at man tror, at man med social ingeniørkunst så at sige bare kan blande det lidt rundt, stiller jeg mig meget tvivlende over for. Desuden – vil jeg sige – åbner man for den meget åbenlyse mulighed for, at man faktisk bare ender med at fordele problemerne rundt, sådan at man ødelægger det for endnu flere elever, end hvis de har mulighed for faktisk at vælge det gymnasium fra, hvor der er den her majoritetskultur.

I øvrigt tror jeg ikke, som jeg også har nævnt, at det her er en snuptagsløsning. Men vi kan starte med at hæve karaktergennemsnittet i gymnasiet, for mange af dem, som skaber de her problemer, er nok i bund og grund nogle, der slet ikke burde være der.

Spørgeren.

Jamen vi behøver slet ikke at diskutere, om vi skal have en stram udlændingepolitik; altså, det står Socialdemokratiet totalt på mål for. Men jeg kunne godt tænke mig at spørge fru Mette Thiesen, hvordan fru Mette Thiesen så vil forklare, at de lande i verden, der er mest harmoniske, hvor du har den største livskvalitet osv., også er de lande, der er mindst opsplittede, altså hvor man på tværs af indkomstgrupper, på tværs af social baggrund og på tværs af etniske skel møder hinanden, går i skole sammen og lever side om side. Hvordan vil fru Mette Thiesen så forklare det?

Ordføreren.

Jamen det er Danmark sådan set allerede. Og nu fristes jeg egentlig til at komme med et meget konkret eksempel – jeg ved ikke, om jeg har tid til det, men nu prøver jeg – i forhold til den her tro på, at man ved social ingeniørkunst kan gøre en hel masse ting. Jeg er selv skolelærer, og jeg var også lærer, da man eksempelvis implementerede inklusionsreformen, hvor man tog en hel masse børn med særlige behov – dengang var det en 96-procentsmålsætning – og bare proppede dem ind i den almene skole. Det var også ud fra en idé om, at hvis de var der, gik problemerne ligesom væk af sig selv, og ud over, at det var en kæmpe spareøvelse, har vi bare kunnet se, at det gik ud over nogle af de mest udsatte og mest skrøbelige børn, og det ser vi resultatet af nu. Så nej, jeg tror ikke på det.

Så siger vi tak til fru Mette Thiesen og velkommen til børne- og undervisningsministeren.

Tak skal du have, formand. Først og fremmest tak til de partier, der bakker op om lovforslaget, der indeholder en justering af den samlede elevfordelingsmodel. Som det fremgår af vores regeringsgrundlag, ønsker vi, at forældrenes indkomst ikkeindgår i fordelingen af gymnasieelever, og det er derfor, vi nu behandler det her lovforslag. Det er regeringens opfattelse, at der er et problem med opdelte gymnasier, men at vi har brug for at finde en anden løsning end den, der eksisterede hidtil – en løsning, der kan samle bredere politisk opbakning og støtte hos de familier, der er omfattet af reglerne.

Med lovforslaget foreslår vi, at alle ansøgere til de gymnasiale ungdomsuddannelser bliver fordelt efter reglerne for fordeling i afstandszoner. Hvis der er flere ansøgere til en institution, end institutionen har kapacitet til at optage, bliver de grundlæggende kriterier ansøgerens prioritet og transporttid, og det vil gøre sig gældende i hele Danmark. Der vil altså ikke være fordelingszoner, og dermed afskaffes forældres indkomst som kriterium i fordelingen.

Der er med lovforslaget tale om en midlertidig ordning, som kun gælder for fordeling af ansøgere for skoleåret 2023/24. Det er dem, der starter i skole til august. Der ændres i udgangspunktet ikke ved de øvrige elementer i elevfordelingsmodellen. Mulighederne for central kapacitetsstyring og minimumskapacitet fastholdes altså. De erhvervsgymnasiale uddannelser vil også fortsat være omfattet af reglerne om fordeling og kapacitetsfastsættelser. Dog er der i fredags oversendt et ændringsforslag til lovforslaget, hvori det foreslås, at vi afskaffer tilskudsloftet for elever på private gymnasier for optaget til skoleåret 2023/24.

Regeringen vil senere fremsætte et lovforslag, som varigt fjerner forældreindkomst som kriterium. Det er også regeringens hensigt, at vi skal se på en langsigtet model, der modvirker den skæve elevsammensætning. Der er som sagt fortsat et problem, der skal løses. I første omgang ønsker vi at fjerne forældreindkomst som et kriterium i elevfordelingen.

Til slut vil jeg bare sige tak for debatten og velvilligheden i forhold til at hastebehandle forslaget, som har en enorm betydning for de elever, der skal søge ind på gymnasiet her til sommer.

Tak for det. Der er et par enkelte spørgere. Den første er hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak, og tak til regeringen for at ændre holdning. Jeg er lidt nysgerrig på, om Socialdemokratiet har ændret holdning til det her, eller om det er, fordi man indgår i et arbejdsfællesskab og så skal gå på kompromis og finde en løsning, som alle kan se sig i. Det forstår jeg godt, det er fair, sådan fungerer det nogle gange. Men har Socialdemokratiet også ændret holdning til det? Ser man anderledes på det her problem nu? Er man blevet overbevist af gode argumenter, eller er det bare noget, man er nødsaget til at gå med i på grund af det regeringsfællesskab, man har lavet?

Ministeren.

Socialdemokratiet syntes, det var en god aftale, der lå før valget, og vi har indgået et kompromis her, men vi er også kommet frem til den erkendelse, at hvis vi skal have lovgivning, der regulerer fordelingen af gymnasieelever, og som er virkelig essentielle regler for tusindvis af familier i Danmark, så er det bedst, hvis de aftaler også er bredt politisk funderet og ikke vil blive ændret, fordi der har været et folketingsvalg. Så vi søger en bred politisk løsning, som har opbakning bredt i Folketingssalen, men som også kan forklares og forsvares over for de mange familier, der har unge, der skal søge ind på gymnasiet.

Spørgeren.

Tak. Jeg er fuldstændig enig i, at den tidligere aftale hverken kunne forklares eller forsvares over for familierne. Det er jeg fuldstændig enig i. Det, jeg spørger ind til, er så: Jamen hvad nu, hvis der kommer et andet flertal bagefter? Den sidste aftale var jo også, kan man sige, en smal aftale, den var ikke bredt funderet, så er det en ny erkendelse, der er kommet hos Socialdemokratiet, at det faktisk var en fejl at lave en smal aftale, som forsøgte at gå ned ad den vej, at man hele tiden skulle have gået efter den brede aftale, og at man derfor ikke skulle have haft det her med som et parameter?

Ministeren.

Det hører måske lige med til historien, at Dansk Folkeparti faktisk var med til at indgå aftalen, da den oprindelig blev indgået, og dermed var der også partier fra den side af Folketingssalen med i aftalen. Men man kan jo ikke læse regeringsgrundlaget anderledes, end at forældreindkomst som kriterie for fordelingen af gymnasieelever er en død sild. Det kommer vi ikke til at foreslå igen.

Så er næste spørger fru Astrid Carøe.

Tak for det. Jeg tror egentlig bare, jeg vil spørge ministeren, om ministeren har nogen bud på, hvad det er for et alternativ, vi kan sætte i stedet. For vi er jo rigtig glade for, at ministeren også anerkender, at vi står med et problem, som vi desværre har haft i rigtig mange år, og som ikke ser ud til at løse sig selv. Så hvad forestiller ministeren sig at man kan gøre i stedet for at fordele på baggrund af indkomst, som jo var det, vi aftalte sammen inden valget?

Ministeren.

Vi har ikke noget færdigt forslag. Vi har ikke engang et halvfærdigt forslag. Men selv om jeg ikke selv deltog i forhandlingerne, fulgte jeg dem lidt på sidelinjen som integrationsminister, fordi jeg faktisk betragtede det som en af de vigtigste integrationsudfordringer, vi havde i Danmark på det tidspunkt. Jeg ved derfor også, at der var alverdens forskellige modeller på bordet, og der var et ekspertudvalg, der havde arbejdet, synes jeg, rimelig grundigt og seriøst forinden. Nu må vi samle op på, hvad der ligger fra dengang og så prøve at være så kreative, som vi overhovedet kan være, i forhold til at få løst opgaven fremadrettet.

Jeg synes faktisk også, at der, hvis man lytter til debatten her i dag, så er nye tanker hist og pist. Jeg noterede mig f.eks. Moderaternes ordfører, som siger, at han jo selv valgte at søge mod et af Vestegnens gymnasier, fordi der var en speciel linje med nogle specielle fag, som tiltrak lige præcis ham, og det var han villig til at rejse efter, selv om han ikke boede i nærheden. Jeg tror i hvert fald, at det er vigtigt at fastholde gymnasier på Københavns Vestegn og i de områder af Aarhus og andre byer, hvor der har været udfordringer med elevsammensætningen. Vi kan ikke bare læne os tilbage og lade falde, hvad ikke kan stå.

Spørgeren.

Så fik ministeren næsten svaret på mit opfølgende spørgsmål, for jeg ville nemlig høre angående nogle af de løsninger, som vi jo har hørt nævnt af nogle af de andre partier i dag. Vi hørte fra Liberal Alliance, og tidligere har Konservative nævnt det, at løsningen også kunne være bare at lukke de gymnasier, der er problemer med, f.eks. på Vestegnen. Men skal jeg forstå det sådan, at det ser ministeren ikke som en løsning på problemet?

Ministeren.

Jeg har noteret mig, at når man har spurgt danske gymnasier, hvor meget de selv mener de har kapacitet til at optage fra næste skoleår, så er det tal 6.000 højere end det antal unge, vi regner med søger ind på et gymnasium. Så der er jo lidt overkapacitet i den almene gymnasiesektor i dag. Hvis du dertil lægger, at ungdomsårgangene også vil være faldende i størrelse, og at vi har en ambition om, at flere unge efter grundskolen skal søge en erhvervsuddannelse i stedet for en almen gymnasial uddannelse, så er vi nødt til at diskutere elevfordelingen i sammenhæng med, hvordan vi sikrer, at den samlede kapacitet på gymnasieområdet passer til det antal unge, der faktisk er.

Så er den næste fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Det er dejligt at høre, at ministeren ikke er helt så trist, som ministerens ordfører, hr. Frederik Vad, var, i forhold til det med, at man blev nødt til at skrotte den tidligere aftale om det her. Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre ministeren om den videre proces. Ministeren sagde, at man gerne vil have en bredere aftale, og jeg synes, det er godt, hvis man kan lande en bredere aftale, for det er også mere holdbart for dem, det handler om. Så med hensyn til den videre proces herfra vil jeg høre, om vi kan være sikre på, at optaget i skoleåret 2024/25 ikke vil tage udgangspunkt i netop fordelingszoner og i prioriteter i forældres indkomst, som der jo i første omgang stod i lovudkastet.

Ministeren.

Jeg ved ikke, om jeg er trist – jeg er lidt småsyg. Det er måske derfor, jeg ser lidt slatten ud. Jeg tror, at den videre proces først og fremmest vil være sådan, at vi under alle omstændigheder vil fjerne forældreindkomst som et kriterie permanent fra næste folketingssamling. Det er en større lovteknisk opgave, og derfor har vi ikke kunnet gøre det i det her lovforslag, som bare skulle gå stærkt, så eleverne havde et lovgrundlag at søge på baggrund af. Men det kommer ikke til at være sådan, at forældreindkomst kommer tilbage som et kriterie, fordi der er nogle forhandlinger, der trækker ud – sådan kommer det ikke til at være.

Så tror jeg også selv, det er vigtigt at sige, at 30 pct. har været sådan en gylden tommelfingerregel. Vi har altså forsøgt at ramme det, så ingen gymnasier skulle have mere end 30 pct. elever med anden etnisk baggrund, men der, hvor jeg selv bor, på Københavns Vestegn, begynder det at blive en umulighed, fordi der simpelt hen er så mange unge med anden etnisk baggrund, der er kvalificeret til at søge ind på gymnasiet og gør det, og det tror jeg vi skal passe på med at gøre til et problem. Om det så ligger på 35 pct. eller noget andet, vil jeg sige, at så længe det afspejler lokalsamfundets sammensætning, synes jeg ikke, at det er et stort problem i sig selv.

Spørgeren.

Jeg tænkte mere på, om der kommer en indbydelse i ens indbakke, og hvornår det vil være i det her forløb. Det er altid godt at være ude i god tid og reservere nogle tider i kalenderen, hvis invitationerne kommer, og det vil jeg se frem til at de gør. Danmarksdemokraterne vil gerne bidrage til at finde nogle løsninger på det her område, for det er der behov for. Der er udfordringer; det ved vi. Og så er det måske bare svært at finde den helt rigtige løsning.

Ministeren.

I morgen melder styrelsen ud, hvad de foreløbige kapaciteter på alle landets gymnasier skal være fra næste skoleår, og så begynder de unge at søge, og så vil de blive fordelt og få svar senere på foråret, og lige så snart vi har de svar, tror jeg, at vi har et langt mere sikkert grundlag at tage diskussionen på baggrund af. Så jeg forventer ikke, at det vil være i løbet af de kommende uger, at vi indleder et forhandlingsforløb. Jeg kunne godt lige tænke mig at se, hvordan den eksisterende lovgivning faktisk fordeler de unge, så vi har noget solidt at stå på, når vi skal diskutere.

Den næste spørger er fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge ministeren, når der nu er en ny minister på området i forhold til tidligere, og også fordi ministerens tale var en lille smule anderledes end ordførerens tale, om ministeren går ind til de her forhandlinger med et ønske om ikke at vende tilbage til det udgangspunkt, som vi skrotter med det her lovforslag, altså om ministeren går ind for at lave en aftale, som sikrer, at det frie valg ikke efterlader regningen på teenageværelset, og at det altså ikke ender ved det ulyksalige udgangspunkt, som den tidligere aftale gjorde.

Ministeren.

Jeg tror måske, min tale lød lidt anderledes, fordi jeg jo repræsenterer hele regeringen, hvorimod Socialdemokratiets ordfører repræsenterer Socialdemokratiet og – synes jeg også – på fremragende vis fremlagde vores partis holdninger. Det var både før valget og er fortsat vigtigt for regeringen, at det frie valg er omdrejningspunktet for unges søgning mod gymnasier, og derfor har det også været helt centralt både i de daværende forhandlinger og i de fremtidige, at vi sikrer, at folk så vidt muligt får opfyldt deres førsteprioritet. Og både den model, der lå før, og den model, der kommer til at være, når det her lovforslag forhåbentlig – syv-ni-tretten – er vedtaget, vil sikre over 90 pct. af ansøgerne deres førstevalg, førsteprioritet.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg ser også frem til det, og jeg deltager også meget gerne i de forhandlinger, hvis ministeren indkalder til dem. Der blev rejst nogle bekymringer af Det Konservative Folkeparti og stillet nogle spørgsmål, hvor svarene først lige er kommet i dag.

Deler ministeren de bekymringer? Og er ministeren åben over for at lave nogle yderligere ændringer i det her lovforslag i forbindelse med nogle af de svar, der er kommet til Det Konservative Folkeparti?

Ministeren.

Først må jeg nok sige, at jeg ikke tror, vi kommer til at indkalde løsgængere til forhandlinger. Det er bare for at være lige ud af posen. Men derudover skal man jo aldrig sige aldrig, og der er faktisk også et af de forslag, der er stillet af Det Konservative Folkeparti, som handler om de private gymnasier, som også var omfattet af et loft, og hvor vi fra regeringens side selv fremsætter et ændringsforslag, der ønsker at fjerne det loft fra de private gymnasier.

Men derudover er der ikke noget af det, der er fremlagt eller stillet spørgsmål til fra Det Konservative Folkepartis side, som vi ønsker at tilslutte os.

Så siger vi tak til børne- og undervisningsministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.