Tak for det. Jeg vil gerne på vegne af Radikale Venstre knytte to kommentarer til lovforslaget her. For det første vil jeg gerne sige tak til finansministeren for det meget klare svar, vi har fået, om, at de humanistiske og samfundsvidenskabelige universitetsuddannelser fortsætter på det høje niveau. Det er jo sådan set noget rod, at der overhovedet kunne have været tvivl om det. Derfor håber jeg jo selvfølgelig også, at regeringen vil tage det med, når der kommer en finanslov, og som i den bedste af alle verdener vil sørge for, at det bliver permanent, sådan at vi en gang for alle får den sikkerhed, der skal være om vores universitetsuddannelser.
Så er der den anden ting, og det er en lille smule mere besværligt. For der er jo en række organisationer, som er på finansloven i 2022, og som er i tvivl om, hvad deres skæbne nu er, og som derfor sidder derude og er i store problemer lige nu. Jeg vil gerne sige tak til regeringen for at give os den imødekommelse, at socialministeren er på vej med et aktstykke, hvoraf det vil fremgå, som jeg forstår det af svaret til os, at man vil holde hånden under nogle af de organisationer, der er. Men det er alle organisationer, der står med det her problem, og det er jo ikke kun på socialområdet. Vi har også en række kulturelle organisationer, som gør et vigtigt stykke arbejde, og som vi har brug for har den økonomiske sikkerhed.
Derfor vil jeg gerne opfordre regeringen til at fortsætte bevillingerne til alle de organisationer, som har fået penge i 2022. Og hvis ikke regeringen synes, at man skal fortsætte det for alle, så indgår vi i hvert fald fra Radikale Venstres side gerne i en dialog med regeringen om, at vi får flest mulige organisationer med, så det som sagt ikke kun er dem på socialområdet, men også på kulturområdet.