Tak for ordet. Som ny socialdemokratisk kirkeordfører er det jo en fantastisk dag at få lov til at starte med et så positivt lovforslag, som vi har med at gøre i dag. Lovforslaget skal skabe bedre og friere rammer i forhold til de administrative rammer, som vores mange dygtige menighedsråd og provstier har rundtom i Danmark.
En af regeringens målsætninger er, at der skal skabes bedre og mere frie rammer for mange administrative områder i det danske samfund. Her ser vi i dag et eksempel på den opgave, hvor vi med dette forslag gør det lettere at arbejde sammen på tværs af menighedsråd og provstier om bl.a. økonomistyring, bygningsvedligeholdelse, skole-kirke-samarbejde og mange flere ting.
Dette lovforslag er en udløber og en konsekvens af et forsøg, der i samarbejde med folkekirkens aktører har kørt siden 2017 – og nu vedtages loven forhåbentlig her i 2023. Her gav man menighedsrådene og provstierne mere frie rammer til en række administrative opgaver, altså omkring bl.a. økonomi. De mange positive tilkendegivelser og erfaringer, dette har affødt, har vist, at der er en velvilje til, at det her gennemføres.
Kirkeministeriet har i hele processen været i tæt dialog med folkekirken og har drøftet og arbejdet på det her tiltag for at skabe de her enkle rammer. Vi har nemlig som politikere en bunden opgave i at hjælpe vores borgere, der påtager sig et frivilligt arbejde i foreninger, klubber og, som her, i menighedsrådene i Danmark. Vi skal gøre det administrative væsentlig lettere, end det er i dag. Vi har brug for, at så mange som muligt påtager sig en frivillig opgave i vores samfund og løser den, for det er en faktor i det Foreningsdanmark, som vi alle sammen er en del af. Det gør vi bl.a. ved at lette den her administrative byrde, som efterhånden har gjort det svært for mange at få rekrutteret frivillige.
Jeg er selv frivillig i det civile liv, og jeg ved derfor, hvor vigtig den her opgave, man skal varetage, er. Men det er også svært at få frivillige til at løfte opgaven, netop fordi der tit er de her administrative krav, der gør, at folk melder fra og ikke ønsker at arbejde i bestyrelser eller foreninger. Det skal vi gøre noget ved, og der er det her lovforslag en vigtig brik.
Vigtigt er det at fremhæve, at ønsker man i de forskellige menighedsråd og provstier at fortsætte som hidtil, gør man naturligvis det. Det er derfor vigtigt at understrege, at lovforslaget skal muliggøre nye tiltag, men at vi politisk respekterer den forskellighed, der er ude i de forskellige menighedsråd og provstier; vi skaber bare med lovforslaget større muligheder og muligheder for andre tiltag, som vi fremfører i dag.
Det er derfor med glæde, at Socialdemokratiet stemmer for lovforslaget, og vi ser frem til udvalgsforhandlingerne. Tak for ordet.