Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af lovforslag nr. L 130:

Forslag til finanslov for finansåret 2024.

Af finansministeren (Nicolai Wammen).

(Fremsættelse 31.08.2023).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører er hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet.

Tak, formand. Vi står med et lovforslag, der i papirudgaven vejer lidt over 5 kg, og som med tusindvis af sider og paragraf for paragraf er en præcis oplistning af hver eneste udgiftskonto i det offentlige Danmark. Det gør det i sagens natur vanskeligt at beskrive forslaget til finanslov for 2024 med få ord. Jeg vil alligevel gøre forsøget, for der er jo tale om det første ordinære finanslovsforslag, som regeringen bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har fremsat.

Regeringens forslag til finanslov er først og fremmest en prioritering af velfærden og en prioritering af den grønne omstilling, og lad mig bare tage ét eksempel på det ud af de mange gode nye tiltag, der ligger i forslaget. Når vi i regeringspartierne med finansloven foreslår at investere massivt i erhvervsskolerne, så er det både for at sikre hænder til fremtidens nære velfærd og til den grønne omstilling. I en tid, hvor både private arbejdsgivere, kommuner og regioner gør sig bekymringer om, hvordan de skal kunne rekruttere medarbejdere i fremtiden, skal vi ikke bare satse på at få flere i arbejdsstyrken, men vi skal også sikre, at det er de rette kompetencer, der uddannes. Og derfor vil vi skabe bedre rammer for de unge, der vælger en faglært uddannelse, uanset om det er på en social- og sundhedsskole, en erhvervsskole, en landbrugsskole, en handelsskole eller en maritim uddannelse.

Så også dette forslag handler om velfærden og den grønne omstilling på en og samme tid. Fjernvarmerørene skal svejses, patienterne skal have pleje, vindmøllerne skal rejses, børnene skal passes, ladestanderne skal monteres, og det kræver uddannede smede, uddannet sundhedspersonale, montører, pædagoger og elektrikere. Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi Socialdemokrater er særlig stolte af det store og tiltrængte løft til erhvervsuddannelserne, som vi er blevet enige om med vores regeringspartnere. Ikke blot er vi stolte af, at der med finansloven kommer de nødvendige penge til at investere i uddannelsernes kvalitet, men også, at regeringen samtidig lægger op til, at svendebrev skal være adgangsgivende på lige fod med studentereksamen, den dag man måtte ønske at fortsætte sin uddannelse.

Jeg vil vende tilbage til de mange socialdemokratiske aftryk, der er i denne finanslov, for der er nok at fremhæve. Først vil jeg dog dvale en stund ved den del af finanslovsforslaget, vi nærmest aldrig taler om, altså alt rugbrødsarbejdet, den sikre drift. Finansloven er jo først og fremmest et udtryk for driften af den offentlige del af samfundet Danmark. Sådan i hele træskolængder er det ca. 1.350 mia. kr., der går til alt fra offentlige overførsler, driften af 98 kommuner, fem regioner, bloktilskud til Færøerne og Grønland, bidrag til det danske mindretal i Tyskland, grøn energi, forskning, forsvar, politi, retsvæsen og til meget, meget andet, og fra tid til anden dukker der derfor også det argument op i den offentlige debat, at man, når statens udgifter så udgør 1.350 mia. kr., da sagtens kan – og jeg citerer – finde penge til ... Og jeg er sikker på, at I selv kan afslutte den sætning, for den har vi alle hørt før.

Sandheden er, at takket være ansvarlige politikere i kommuner, i regioner og i Folketing og takket være dygtige og ansvarlige offentligt ansatte på alle niveauer er Danmark et samfund, hvor det generelle billede er, at borgernes penge i form af skatteindtægter forvaltes på en ansvarlig måde, hvor ansatte i alle dele af den offentlige sektor møder på arbejde hver dag for at løse de opgaver, de er blevet stillet, med stor faglighed. Derfor vil jeg gerne benytte lejligheden her i dag til at anerkende alt det i finansloven, der ikke handler om nye initiativer, men som slet og ret handler om at drive samfundet Danmark.

Når Danmark er et solidt samfund med en stærk sammenhængskraft, stor tillid borgerne imellem og ikke mindst en bundsolid økonomi, så skyldes det ikke alene et stærkt erhvervsliv, hvor især medicinalindustrien skiller sig ud som en værdiskaber, men det skyldes også en offentlig sektor, der er produktiv. Derfor er jeg også glad for, at finanslovsforslaget i sin indledning understreger, at der i dette efterår skal tages hul på en af de vigtigste politiske opgaver. Den offentlige sektor, dens institutioner og dens medarbejdere fortjener en større tillid, og det skal ske gennem en frisættelsesreform startende med ældreområdet med det formål at sikre mere kvalitet, mere tid og mere nærvær for borgerne.

Det vil ikke fjerne behovet for, at vi fortsat investerer mere i velfærden, efterhånden som flere har brug for en hånd fra fællesskabet. Med dette og med kommende finanslovsforslag er udgangspunktet som bekendt, som der står i regeringsgrundlaget, at pengene som minimum skal følge med den demografiske udvikling, og med det foreliggende finanslovsforslag ligger vi da også pænt over at dække demografien.

Som jeg indledte min ordførertale med, er regeringens finanslovsforslag især udtryk for en prioritering af velfærden og af den grønne omstilling. Ud fra hvad der er sagt i den offentlige debat om forslaget, vil jeg gætte på, at en del af debatten her i salen i dag vil komme til at handle om, at forhandlingsreserven er mindre, end oppositionen kunne ønske det. Det ændrer dog ikke på, at jeg omvendt ikke har hørt noget i den offentlige debat den seneste uge, der indikerer, at der er partier, der har konkrete forslag til, hvad de så i givet fald ønsker fjernet fra finanslovsforslaget, og det tager jeg som et udtryk for en regering, der klogt har formået at lægge øret til jorden og lytte til, hvad der efterspørges, og det gælder ikke mindst, når det handler om den ekstra milliard, der er tilført permanent til den nære velfærd i kommuner og regioner. Havde regeringen ikke indarbejdet disse ekstra midler, der for en del kommuners vedkommende virkelig falder på et meget tørt sted, så ville en finanslovsforhandling, der var nået til det samme resultat, tidligst havde resulteret i midler i slutningen af året, og det havde krævet, at kommunerne så skulle genåbne deres budgetter til den tid. Derfor bifalder jeg, at regeringen noget utraditionelt har tilført velfærden ekstra midler, efter at økonomiaftalerne med kommuner og regioner var afsluttet. For det er tydeligt, at viljen til at hjælpe kommuner og regioner er til stede bredt i Folketinget.

Jeg vil derudover gerne fremhæve en række elementer i dette års finanslovsforslag, som vi Socialdemokrater er særlig glade for, og listen er ikke udtømmende. Ud over det markante løft af erhvervsuddannelserne, jeg allerede har nævnt, så giver vi nu arbejdsløse ufaglærte og faglærte med en forældet uddannelse permanent mulighed for at kunne tage en erhvervsuddannelse inden for et mangelområde på en forhøjet dagpengesats. Det kunne f.eks. være sosu'er, industriteknikere, smede, elektrikere og vvs'ere.

Regeringen vil frem mod 2030 prioritere mere end 3 mia. kr. til et historisk løft af psykiatrien, og dermed er fundamentet for en 10-årsplan lagt. Planen følger Sundhedsstyrelsens 37 anbefalinger til psykiatrien, som blev udarbejdet i 2022. Vi afsætter godt 1 mia. kr. til det grønne område. Det bringer os ikke i mål, men det skal bringe os videre i den grønne omstilling. Pengene skal bl.a. gå til en grøn omstilling af den tunge transport, en hurtigere udbygning af vedvarende energi på land, og til at fordoble antallet af danske hjem, der kan få støtte til at skifte fra gas til mere grøn opvarmning. Når den nye folketingssamling går i gang, kommer vi til at skulle tage stilling til ikke bare udmøntningen af den grønne fond og reserven i forhold til tung transport, men også det meget væsentlige, nemlig en aftale om landbrugets reduktionsmål.

I dag tilbydes ufrivilligt barnløse tre forsøg til fertilitetsbehandling på det offentliges regning. Vi afsætter 45 mio. kr. til at udvide antallet af forsøg. Der er stadig for mange, der går ud af den danske folkeskole uden basale færdigheder i dansk og matematik, og derfor prioriterer vi 0,5 mia. kr. fuldt indfaset til intensive læringsforløb i små hold i folkeskolen for de elever, der i dag har svært ved at finde ud af undervisningen. Forslaget læner sig op ad Reformkommissionens anbefalinger.

Domstolene er udfordret af meget lange sagsbehandlingstider, og det har bl.a. den uheldige konsekvens, at sager om erstatning i forbindelse med færdselsuheld kan trække ud i årevis, og hvad værre er, har der i straffesager været sagsbehandlingstider på op til 6 år. Det er ganske enkelt for længe at vente på, at retfærdigheden sker fyldest, og derfor afsættes 1,8 mia. kr. til domstolene over de næste 4 år. Dansk økonomi er stærk, og selv om vi også næste år stadig skal holde lidt igen med det offentlige forbrug for at sikre, at vi kommer helt ud af perioden med høj inflation, så afspejler finanslovsforslaget tydeligt, at vi kan sætte ind der, hvor det er mest nødvendigt, nemlig i forhold til at styrke velfærden og i forhold til at styrke den grønne omstilling.

Derfor ser Socialdemokratiet også optimistisk frem til forhandlingerne med de ni partier i Folketinget, der står uden for regeringen, forhandlinger om en bred finanslovsaftale, ligesom vi også ser frem til forhandlingerne om den forhøjede nordatlantpulje med de fire folketingsmedlemmer, der repræsenterer Grønland og Færøerne. Tak for ordet.

Tak for det, og der er en lang række korte bemærkninger. Den første, der får ordet, er fru Lisbeth Bech-Nielsen fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Mette Frederiksen, som jo både er Socialdemokraternes formand og landets statsminister, har sagt – og jeg citerer – at der er masser af penge. Jeg tror, det virker uforståeligt med det udsagn i de her dage og uger, hvor rigtig mange kommuner ser ind i at skulle lave budgetter med store besparelser – omkring halvdelen af landets kommuner skal spare på kernevelfærden – og hvor man så også, som ordføreren var inde på, kan se frem til et efterår med skattelettelser.

Jeg vil gerne læse et citat op og understrege over for formanden, at der altså er et citat, jeg læser op. Det er af borgmesteren i Sønderborg Kommune, en socialdemokratisk borgmester:

»I Sønderborg har vi inden for det seneste halve år gennemført kæmpe besparelser på ældre, børn og handicap, fordi vi simpelthen ikke kan finde pengene andre steder. Så jeg synes faktisk, det er at tisse på os.«

Hvad synes ordføreren om, at socialdemokratiske borgmestre – og der er jo rigtig mange af dem derude – har den holdning, at i en tid med rigtig god økonomi er det simpelt hen at opføre sig fuldstændig uacceptabelt over for landets kommuner og borgerne?

Ordføreren.

Ja, for det første vil jeg sige, at efter det pågældende udsagn af latrinær karakter blev fremført, er der jo tilført en ekstra milliard til kommuner og regioner. For det andet vil jeg sige: Når fru Lisbeth Bech-Nielsen citerer statsministeren, ville det være klogt at gøre det i den rigtige kontekst.

For statsministeren har jo rigtigt påpeget, at når der i 2030 er et større råderum, end vi har i dag, og et større råderum end det, som vi havde forventet, så skal vi bare huske, at ud over at det så giver os nogle økonomiske muligheder, giver det os også den udfordring, som bl.a. kommunerne har talt om i en del år nu, nemlig at det kan være svært at rekruttere medarbejdere.

Jeg var også selv inde på det i min ordførertale, altså at vi også er nødt til at sikre, at vi uddanner til de rigtige kompetencer, for at sikre, at de nødvendige hænder også er til stede, bl.a. til at kunne klare velfærden, men også og ikke mindst for at kunne sikre, at vi er i stand til at komme i mål med den grønne omstilling.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen.

Det at kunne fastholde medarbejdere og rekruttere nye kræver jo investeringer; det kræver penge. Vi ser en medarbejderflugt fra landets hospitaler, daginstitutioner, folkeskoler, plejehjem. Det kræver investeringer. Det er det, medarbejderne selv siger. De siger: Vi vil have bedre løn- og arbejdsvilkår.

Så ja, penge kan gøre en del ved det her. Vi kommer ikke til at fastholde kernemedarbejdere i vores velfærdsinstitutioner, hvis vi ikke også investerer i velfærden.

Ordføreren.

Jeg er faktisk fuldstændig enig i, at det er nødvendigt at investere, også i fastholdelse og rekrutteringer. Det er også derfor, regeringen i det her efterår går i gang med arbejdet med at kunne sikre et lønløft. Det skal ske gennem en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter, og der er afsat en ramme på 3 mia. kr. til det.

Tak for det. Hr. Dennis Flydtkjær, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Først tak til hr. Benny Engelbrecht for talen. Ordføreren sagde i talen, at man havde lyttet til, hvad der bliver efterspurgt derude, og vi står med en utrolig god økonomi; det er jo ikke nogen hemmelighed. Men det, der undrer mig, er jo – bare for at sige det lidt firkantet – at de i Rødovre, tror jeg, diskuterer, om der er råd til skolemælk. Borgmestre rundtomkring i hele landet siger, at der er mangel på penge til at styrke kernevelfærden, men samtidig har regeringen, som Socialdemokratiet er med i, fundet 2.600 mio. kr. til udenrigstjenesten, til bl.a. flere ambassader i Afrika; dog over en 4-årig periode. Alene fra 2023 til 2024 stiger udviklingsbistanden med 2.870 mio. kr. Hvis man lytter til, hvad der er efterspurgt derude, er det så ikke en forkert prioritering, at regeringen kan give så mange milliarder til udenrigstjenesten og til udviklingsbistanden, mens de f.eks. i Rødovre Kommune skal sidde og diskutere, om der er råd til skolemælk?

Ordføreren.

Når vi snakker om den kommunale økonomi i 2024, taler vi jo om det, som er råderummet i 2024, og herunder også de muligheder, vi har for at kunne sikre, at vi samlet set ikke kommer til at puste til den inflation, som har ramt vores samfund ret hårdt.

I de kommende år frem mod 2030 bliver der gradvis år for år flere penge, og derfor kunne man lave det samme regnestykke som hr. Dennis Flydtkjær og se, hvor meget der som minimum egentlig kommer til at blive tilført kommunerne i de kommende år yderligere ud over de penge, de har i dag, og den almindelige pris- og lønfremskrivning, og det ville jo ligge i størrelsesordenen 20-21 mia. kr. alt andet lige, hvis man blot lægger til grund, at man følger demografien – og det vil sikkert også være mere end det. Så hvis man absolut vil regne i de der langsigtede mål, kan man godt det, men det, vi behandler nu, er jo, hvor mange penge der er i 2024, og der er vi nødt til at tage det hensyn også, at hvis vi fører for mange penge ud i samfundet, risikerer vi at puste til inflationen.

Hr. Dennis Flydtkjær.

Jeg er helt enig i, at vi skal passe på med at puste til inflationen, men jeg vil give nogle andre eksempler. Man halverer bredbåndspuljen. Man nedprioriterer den offentlige transport i landdistrikterne, så man kan se, at busruter lukker. Der lukker skoler derude rundtomkring. Altså, der er virkelig mange ting, man kan prioritere pengene på, som jeg tror der efterspørges rundtomkring i de lokale samfund. Men det, man kommer frem til i et finanslovsforslag, er at opprioritere udenrigstjenesten med 2,6 mia. kr. hen over den 4-årige periode. Udviklingsbistanden skal stige bare på et år med 2.870 mio. kr. Hvordan kan det være, at man ikke har råd til bare at sikre, at bredbåndspuljen kan fortsætte på det nuværende niveau, når man kan finde så mange penge til udviklingsbistand og til udenrigstjenesten?

Ordføreren.

Tidligere har det været sådan, at bredbåndspuljen har skullet forhandles år for år, og nu lægger regeringen op til, at der kommer en bredbåndspulje med et langsigtet perspektiv. Det tror jeg sådan set er rigtig udmærket for de dele af Danmark, som har et behov for at få lavet yderligere investeringer. Heldigvis er vi jo godt dækket på bredbånd. Der er også en pulje til kollektiv transport. Og så er det jo sådan generelt, at udviklingsbistanden er en procentsats af det, som er vores bnp, og det er jo den brede aftale, der er i Folketinget: Når bnp vokser, bliver der også afsat mere til udviklingsbistand, ligesom der også bliver afsat mere til eksempelvis forskning.

Hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Værsgo.

Det er svært for private arbejdsgivere og offentlige arbejdsgivere at få besat alle de stillinger, man opslår i disse år, og staten medvirker til at forstærke det problem ved hvert eneste år at bestemme i en finanslov, at der skal være endnu flere ansatte i den offentlige sektor, end der var året forinden. Socialdemokratiet gik til valg på, at der skulle være flere ansatte svarende til det såkaldte demografiske træk. Det var lidt en underdrivelse, når hr. Benny Engelbrecht siger, at det her forslag til finanslov rummer en anelse flere offentligt ansatte, end det demografiske træk kræver. Forslaget til finanslov rummer fem gange så mange flere offentligt ansatte, end det demografiske træk kræver, eller i hvert fald fem gange så høj en offentlig forbrugsvækst, end det demografiske træk kræver. Er det ikke for meget i en tid, hvor vi i forvejen har svært ved at besætte alle stillinger i det her samfund?

Ordføreren.

Jeg tror, at jeg kommer til at henvise til hr. Ole Birk Olesens indlæg senere i debatten, når vi sikkert fra andre steder i salen bliver beskyldt for at bruge for lidt på den offentlige sektor. Jeg synes, at der er en god balance. Den samlede indsats i forslaget til finanslov puster ikke yderligere til aktiviteten i samfundet. Aktiviteten er 0,0 pct., når man regner på det. Jeg er godt klar over, at forslaget til finanslov for 2023 faktisk tog lidt aktivitet ud af samfundet, men aktivitetsniveauet med dette forslag er 0,0 pct., fordi dansk økonomi har det så godt, som den trods alt har det, og vi skal selvfølgelig ikke højere op end det.

Når det er sagt, er vi selvfølgelig også nødt til at tage noget af vores egen medicin, for når vi har bedt bl.a. kommunerne om at blive mere effektive i forhold til administration, er vi også nødt til at lade noget følge med på Slotsholmen, og det sker så også i form af en rammebesparelse på 400 mio. kr. om året.

Hr. Ole Birk Olesen.

Det demografiske træk kræver, at det offentlige forbrug udvides med 0,4 pct. i 2024. Dette forslag til finanslov for 2024 rummer en udvidelse af det offentlige forbrug med 2,1 pct. – 2,1 pct.! Pengene fosser ud af statskassen, som en tidligere oppositionsleder sagde. Kunne man ikke opfordre til lidt mere ansvarlighed fra en regering, der siger, at den bekymrer sig om, at der er mangel på arbejdskraft til de opslåede stillinger, så denne regering ikke opslår et væld af nye stillinger i det offentlige med sit forslag til finanslov?

Ordføreren.

Vi er jo bredt i Folketinget bl.a. enige om, at der f.eks. skal bruges flere penge på forsvaret, og i sagens natur kommer det også til at påvirke det samlede forbrug; andet ville alt andet lige være mærkeligt. Der er ikke nogen i regeringen og heller ikke nogen i Socialdemokratiet, der ønsker, at der skal bruges færre penge på eksempelvis velfærd, fordi vi samtidig øger investeringerne i forsvaret, som er bydende nødvendige.

Tak for det. Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tusind tak for det, og tak for talen. Her til morgen vågnede jeg op og tændte for radioen, ligesom mange andre danskere gør, og der kunne man jo høre et veritabelt nødråb fra mange af landets borgmestre, ikke mindst mange socialdemokratiske borgmestre. De stillede nærmest med én stemme samme spørgsmål: Hvorfor prioriterer regeringen skattelettelser over velfærd? De fortalte om ældre, som nu kun skal have gjort rent hver tredje uge, om lokale skoler, der skal lukkes, og om mennesker, der er ramt af handicap og ikke får den hjælp, som de har krav på. Og så spurgte de: Hvorfor vælger en regering, særlig en socialdemokratisk ledet regering, at prioritere at sænke skatten for ejendomsinvestorer, for virksomhedsarvinger og for direktørfamilier og andre, altså store topskattelettelser, i en situation, hvor der simpelt hen er en krise ude i vores velfærdssamfund? Det spørgsmål vil jeg egentlig gerne sende videre. Hvad blev der af Socialdemokraternes tilgang om, at velfærden skulle komme før skattelettelser, når man hører det her fra landets kommuner derude?

Ordføreren.

Man kan jo godt forstå, hvis der er nogle, der sidder derude og undrer sig lidt. Lige før sagde hr. Ole Birk Olesen, at pengene fosser ud af statskassen. Han har også i den offentlige debat fremhævet, at vi kommer til at brandbeskatte de allermest velstillede i samfundet. Hr. Pelle Dragsted siger så nærmest det stik modsatte. Sandheden er jo, at med det finanslovsforslag, der ligger her, prioriterer vi velfærden og det grønne. Hr. Pelle Dragsted kan ryste på hovedet alt det, han vil. I dette forslag er der én skattelettelse, og det vedstår vi gerne. Det er, at vi øger befordringsfradraget for de personer, der bor længst væk fra de større byer og på øerne. Der er afsat en ramme på 100 mio. kr. til det, som skal forhandles. Det er rigtigt, at det indeholder det. Men i forhold til den samlede balance og i forhold til de ekstra midler, der bruges på velfærden og det grønne, er det en ret lille, men ikke desto mindre væsentlig håndsrækning til dem, der bor uden for de største byer.

Hr. Pelle Dragsted.

Nu er det jo ikke kun gennem finansloven, at der føres økonomisk politik. Borgmestrene kan jo ligesom jeg og alle andre læse regeringsgrundlaget og se, hvilke skattelettelser der er på vej. Det er jo derfor, de spørger sig selv: Hvorfor er det, at en socialdemokratisk ledet regering prioriterer de her skattelettelser? Så er det da rigtigt nok, at Liberal Alliance gerne vil have meget mindre velfærd. Det burde ikke komme som nogen overraskelse for ordføreren.

Man må jo spørge sig selv: Hvem lytter en socialdemokratisk ordfører mest til? Er det Ole Birk Olesen eller ordførerens egne kollegaer ude i kommunerne? Så hvad er det, der er sket i Socialdemokratiet? Hvorfor prioriterer man nu skattelettelser over velfærd, når vi står med den krise, vi gør, i vores velfærdssamfund?

Ordføreren.

Pelle Dragsted og andre kan gentage det, så meget de vil – jeg tænker, det står i Enhedslistens talemanuskript – men det ændrer ikke på, at med det finanslovsforslag, som vi faktisk behandler her og denne førstebehandling handler om, er der 100 mio. kr., som bliver brugt til et øget befordringsfradrag, og så er der nogle milliarder, som bliver prioriteret til velfærden og til det grønne. Så kan man være uenig i den prioritering. Så må man møde op til forhandlingerne med regeringen og foreslå noget andet. Det er man meget velkommen til. Men hvis det, man vil foreslå, er at tage nogle skattelettelser af bordet, så er der altså 100 mio. kr., som man kan foreslå til noget andet, hvorimod hvis man gerne vil fjerne nogle velfærdsinvesteringer, er der mange milliarder. Vi synes jo selvfølgelig, at det samlede katalog er det rette.

Hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for talen. Når jeg kigger de her 5 kg papirer igennem, er der én ting, jeg savner, og det er prioriteringer. Der sker en ret stor udvidelse af den offentlige sektor, der bliver brugt flere penge, bureaukratiet vokser. Vi har nu passeret 100.000 mennesker, der arbejder med administration i den offentlige sektor. For en regering, som har slået sig op på, at den var nødt til at blive dannet, for at den kunne lave de nødvendige reformer i Danmark, er det påfaldende, hvor få reformer der faktisk bliver lagt op til. Danmarks store økonomiske problemer, som først og fremmest er mangel på arbejdskraft, bliver ikke adresseret, hverken med finansloven eller andre dele af regeringens politik. Indtil videre er det eneste, der er sket, at man har afskaffet store bededag – et tiltag, som der nærmest er konsensus blandt økonomer om ikke har nogen effekt på arbejdsstyrkens størrelse på lang sigt, fordi folk bare vi tage fri på andre tidspunkter.

Hvornår kommer reformerne? Og meget specifikt vil jeg spørge: Hvorfor bliver der ikke taget et opgør med den her meget store stigning i bureaukratiet i den offentlige sektor?

Ordføreren.

I den forgangne uge har jeg skullet forsvare, hvorfor regeringen har foreslået en rammebesparelse på den statslige administration. Det er ikke noget, som er blevet taget utrolig vel imod af de offentligt ansattes fagforeninger, kan jeg godt afsløre. Så det, at der ikke skulle blive foretaget besparelser den vej igennem, kan jeg simpelt hen ikke genkende. Det er faktisk nogle meget sure mennesker, der er i de faglige organisationer. Men vi må bare sande, at vi også er nødt til at tage vores egen medicin, og vi har bl.a. bedt regioner og kommuner om at spare på administrationen, og så er staten selvfølgelig også nødt til at gøre det.

Vi har en målsætning om at forbedre arbejdsudbuddet med 45.000 i denne regeringsperiode, og i betragtning af at vi på 8 måneder allerede har nået en arbejdsudbudsforøgelse på 13.050 personer – altså en betydelig større forbedring af arbejdsudbuddet end både i den sidste og den forrige regeringstid bl.a. med en regering, hvor hr. Rasmus Jarlov selv var med – synes jeg ikke, det er rigtigt at klandre den her regering for ikke at reformere samfundet.

Hr. Rasmus Jarlov.

Det er jo så vel at mærke kun, hvis man i modsætning til de fleste økonomer, inklusive vismændene, tror på, at afskaffelsen af store bededag giver den store forøgelse af arbejdsudbuddet, som regeringen påstår. Det er nok tvivlsomt.

Grunden til, at der er modstand lokalt mod, at man bare sætter et mål om, at nu må der ikke være flere administrative medarbejdere, er, at det ikke nytter noget bare at fyre bureaukraterne, før man har afskaffet årsagen til bureaukratiet, som er en masse regler. Det er derfor, vi efterspørger, at regeringen gør noget seriøst for at sanere i mængden af regler, have mere simple regler, så det ikke er nødvendigt at have så mange bureaukrater ansat. Der er jo en grund til, de bliver ansat. Det er ikke, bare fordi man ønsker at bruge flere penge; det er, fordi der er så mange komplicerede regler. Så det projekt kunne vi virkelig godt tænke os at regeringen gik i gang med: mere simple regler.

Ordføreren.

Vi foretrækker jo at have en større tillid til de offentligt ansatte, at frisætte kommuner og institutioner og ansatte, så de i højere grad får et frirum til at udnytte deres egen faglighed. Det tror vi er et rigtig godt udgangspunkt.

Så er det jo spændende nok at citere de økonomiske vismænd, men jeg har ikke hørt de økonomiske vismænd sige, at der ikke skulle være den effekt, som regeringen har regnet sig frem til der vil være i 2030. Det, de har sat spørgsmålstegn ved, er effekten på længere sigt. Den diskussion kan man altid tage – en spændende akademisk diskussion – men det ændrer ikke på, at med den gængse måde at regne på, som Konservative i regeringssammenhæng også har anvendt, er det 13.050 personer, som vores arbejdsudbud er øget med.

Fru Samira Nawa, Radikale Venstre. Værsgo.

Mange tak, og tak til ordføreren for talen. Jeg bemærker, at der igen og igen bliver sat fokus på, at bl.a. velfærd, men jo også den grønne omstilling er omdrejningspunktet for dette års forslag til finanslov. Det er også flere gange blevet fremhævet, bl.a. i finanslovspjecen, at der er blevet afsat 1 mia. kr. til den grønne omstilling. Det er jo noget af det, jeg godt kunne tænke mig at dykke lidt ned i og høre ordføreren bekræfte, altså at der ikke er tale om 1 mia. kr. i såkaldte nye penge i 2024, men at noget af det stammer fra, dengang vi sammen lavede den grønne fond, dvs. den tidligere regerings penge.

Ordføreren.

Vi skal samlet tage stilling til grønne midler over de kommende år for 1 mia. kr. Det er måske det, som godt kan forvirre lidt. Hvis man summer op over årene – også overslagsårene – så er der 1 mia. kr. ekstra. Og det er jeg glad for, fordi det jo betyder, at vi har muligheden for at kunne prioritere noget af det her. Det er klart, at noget af det også er lagt oven i den grønne fond, og det er rigtig fint, for der har vi jo alle muligheden for på tværs af de partier, som er med i den grønne fond, at prioritere, hvad det så er, der skal tages med i forhold til den grønne omstilling.

Fru Samira Nawa.

Tak for svaret, for det synes jeg faktisk er mere ærlig snak end det, jeg fornemmer der er lagt frem hidtil. Det er nemlig hen over årene, at der er sat 1 mia. kr. af, og ikke alene i 2024. Noget af det, som jeg bl.a. er optaget af både i forhold til vores sikkerhedspolitiske interesser, men så sandelig også i forhold til den grønne omstilling, er fjernvarme og udrulning af fjernvarme, som jo går i stå, hvis ikke vi har en opfyldning af fjernvarmepuljen. Vil ordføreren ikke sætte et par ord på, hvorfor Socialdemokratiet ikke har prioriteret lige præcis fjernvarmepuljen med finanslovsforslaget?

Ordføreren.

De konkrete prioriteringer, der skal ske i udmøntningen af den grønne fond, er der jo ikke sat ord på. Der er en række puljer, som der skal forhandles om, og det er en af dem. Der er jo heller ikke lagt konkrete forslag på bordet for SSA-reserven, og der er heller ikke lagt konkrete forslag på bordet endnu, når det handler om forskningsreserven, for det vil typisk være noget, der kommer udspil om, når vi kommer til forhandlingerne. For SSA-reservens vedkommende og for forskningsreservens vedkommende sker det, når der kommer sættemøder i oktober. Jeg kender ikke tidsrammen endnu for den grønne fond, men det er jo oplagt, at det er et af de elementer, som kan tages ind der. Jeg ved, der også er mange andre ønsker, også ønsker, som ligger uden for energiområdet, altså f.eks. sådan noget som jordforurening og andet. Det kommer vi jo til at tage i det forhandlingsrum.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Jeg vil gerne vende tilbage til de voldsomme nedskæringer, vi ser i øjeblikket i velfærden, især på ældreområdet, hvor rigtig mange borgmestre og socialdemokratiske borgmestre jo råber vagt i gevær. Vi ser plejehjemspladser blive nedlagt og dagcentre, der bliver lukket ned. Vi ser folk, der bliver spist af med nærmest ingen rengøring, personlig pleje osv. Og det er jo så kombineret med, at der stadig er et kæmpestort efterslæb på folkepensionen. Jeg tror, at det er efter den inflation, vi har oplevet de seneste år; det er i hvert fald 5 pct., der mangler i forhold til en reallønsstigning, hvilket vel grundlæggende svarer til, at man som folkepensionist nu mangler penge i 20 ud af årets 365 dage, i hvert fald i forhold til den købekraft, der var for bare 5 år siden.

Der vil jeg bare høre: Hvad lægger regeringen egentlig op til på ældreområdet i det her forslag til finanslov? Jeg kan ikke se, at der er nogen korrektion i forhold til folkepensionen, selv om der er et kæmpe efterslæb og vi burde hæve folkepensionen bare for at løfte den op i forhold til det købekraftstab, der er sket de seneste år. Og jeg kan egentlig heller ikke se, at man gør ret meget for de ældre i forhold til de nedskæringer, der sker. Man kan godt finde milliarder til udlændingeområdet og udenrigsområdet osv., men hvad får de ældre egentlig, hr. Benny Engelbrecht?

Ordføreren.

Der er bl.a. lagt op til en pulje på ældreområdet til værdig ældrepleje på 100 mio. kr. i finanslovsforslaget, og derudover, som jeg også nævnte i min indledende tale, går vi på ældreområdet i gang med den store frisættelsesdagsorden. Og det er klart, at hvis vi for alvor skal kunne komme i mål med at sikre en mere værdig ældrepleje, er vi også nødt til at give den enkelte medarbejder i ældreplejen et langt større medansvar for sin egen arbejdstid, at have færre skemaer og at have en mindre rigid tilgang. Generelt blev den måde, vi regulerer pensionerne på, ændret under en tidligere regering, som bekendt med Dansk Folkepartis mellemkomst, med den daværende finansminister, hr. Kristian Jensen, og der kan man sige, at der så blev ændret på det princip, som havde været anvendt hidtil, herunder ved at der ikke længere går penge til andre områder end pensionerne, og det var jo en væsentlig ændring, som hele Folketinget stod bag.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jo, men jeg tror ikke, at det kommer som nogen overraskelse, at der er sket en del siden 2019. Bl.a. har vi haft en inflation her i landet, som især folkepensionisterne jo ikke kan gøre ret meget ved, fordi de ikke længere er på arbejdsmarkedet; de kan ikke bare tage et par timers ekstra arbejde for lige at kompensere; de kan ikke sætte sig ned og kræve mere i løn osv. over for deres arbejdsgiver. Og der er hr. Benny Engelbrechts og Socialdemokratiets svar altså ingenting. Det, han så peger på, er, at der er en pulje på 100 mio. kr., som man vil lave værdig ældrepleje for, samtidig med at man fjerner hele den milliard, som indtil i år har været øremærket til netop de ældre. Er det ikke rigtigt, at man fjerner værdighedsmilliarden og lader den gå ind i det almindelige bloktilskud, sådan at den fremover kan bruges på alle mulige andre områder end ældreområdet?

Ordføreren.

Det ville nok være en underlig antagelse at komme med, når kommunerne – for det er jeg enig i, hr. Morten Messerschmidt – påpeger, at de har et behov for bl.a. at kunne styrke ældreplejen, og når man har overladt det til kommunerne selv at have ansvaret for den milliard, at de så botaniserer svært i det. Det tror jeg simpelt hen ikke på; det har jeg altså svært ved at forestille mig. Og så tror jeg, at det, som hr. Morten Messerschmidt sigter på med sine spørgsmål om pensionen, handler om satsreguleringen, som jo netop blev ændret med det princip, vi havde, hvor vi afskaffede satspuljen for år tilbage.

Tak. Fru Christina Olumeko, Alternativet. Værsgo.

Hej, og tak for ordet, og tak til ordføreren for Socialdemokratiet for en fin tale. Jeg vil i længere vendinger kommentere på det, når jeg selv holder tale på vegne af Alternativet, men til gengæld vil jeg gerne stille ordføreren et mere konkret spørgsmål til prioriteringerne til erhvervsskolerne, som vi jo er enige med regeringen og Socialdemokratiet i. Jeg vil gerne spørge ordføreren, hvilke overvejelser Socialdemokratiet gør sig omkring at kigge på eksempelvis revidering af læreplaner og gøre andet for, at erhvervsskolerne bliver mere bæredygtige.

Ordføreren.

Konkret er den økonomi, der er lagt op til, afsat som en ramme, som skal udmøntes med forhandlinger i Folketinget, og jeg kan simpelt hen ikke huske, om Alternativet er en del af den forligskreds. Der bliver jeg lige svar skyldig, men det er klart, at den forligskreds, som er i forbindelse med universitetsreform og i forbindelse med erhvervsskolerne, jo bliver inddraget i, hvordan pengene skal udmøntes. Konkret kommer regeringen til at have et forslag, som der så bliver indkaldt til forhandlinger om hvordan konkret skal udmøntes, og i den forbindelse har jeg svært ved at forestille mig, at der ikke også er en naturlig interesse ude i skolerne i, at når der skal investeres i den sektor, vil man også se på en bæredygtighed, også fordi det er noget af det, som helt naturligt også indgår i rigtig mange af uddannelserne og de faglige uddannelser.

Fru Christina Olumeko for sin anden korte bemærkning.

Tak. Tak til ordføreren for svaret. Jeg er med på, at der er en forligskreds på uddannelsesreformen, hvor nogle af pengene kommer fra, men en del af pengene er jo også nogle, som regeringen har fundet andetstedsfra. Jeg tror, at det er omkring halvdelen, der er fundet andetstedsfra, og vil de penge også være forligsbelagt i den gamle forligskreds?

Ordføreren.

Det bliver jeg nødt til at studere nærmere. Jeg kan simpelt hen ikke huske præcis, hvilke forligsbelægninger der er på det område. Det beklager jeg at jeg ikke har forberedt mig grundigt på, men det er selvfølgelig noget, som vil blive afklaret, og som også vil kunne blive oplyst, hvis man spørger i Børne- og Undervisningsministeriet; det er klart. Det er ikke sådan, at vi på forhånd har tænkt os at udelukke nogen fra at være med i det, og jeg vil også gerne anerkende, at Alternativet er enig i, at der bliver prioriteret på det her område.

Hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Der er jo elementer i den her finanslov, som er rigtig gode. Det gælder løftet til erhvervsuddannelserne efter lærlingeoprøret, og det er rigtig godt for børnefamilierne, at man styrker fertilitetsbehandlingen, så det skal regeringen sådan set have ros for, synes jeg. Men det, som vi kritiserer i SF, er, at den samlede retning er skæv, og det er jo også det, de socialdemokratiske borgmestre er ude at sige: Mens man på Christiansborg, i hvert fald i regeringen, lader til at have en opfattelse af, at der er penge nok, sparer man på skolen, sparer man på ældreplejen, og sparer man på kernevelfærden. Og lige om lidt skal der så deles store skattelettelser ud til dem, der har mest, nærmest målrettet politikere, der tjener lige præcis det, vi tjener. Det er jo den retning, som vi synes er skæv.

Hvordan kan Socialdemokratiet mene, at det er rigtigt at lægge en finanslov frem, der samlet set vil føre til besparelser på den danske folkeskole, og som samlet set vil betyde, at f.eks. de forberedende grundtilbud for vores unge sårbare mennesker får færre penge, mens regeringen lige om lidt vil give store skattelettelser til dem, der har mest?

Ordføreren.

Det pågældende lovforslag – det, der ligger nu – indeholder ét forslag til en skattelettelse, og det er et forøget befordringsfradrag. Det er 100 mio. kr., der kan bruges til det. SF er meget velkommen til at komme ind til forhandlingerne og foreslå, at det bliver fjernet. Det er en prioritering, man er meget velkommen til at komme med. Derudover er der 0,5 mia. kr. til forhandlingsreserven, og som regeringen også skriver i regeringens finanslovsforslag, forestiller man sig, at de midler skal anvendes på to hovedområder, nemlig på velfærd og på det grønne. Det er klart, at det må de partier, som så kommer med ind til forhandlingerne, være med til at påvirke. Men det fremgår i hvert fald tydeligt, i hvilken retning regeringen ønsker at gå med det, og der håber jeg selvfølgelig, at også SF vil komme med ind og være med til at påvirke de prioriteringer med konkrete forslag.

Hr. Jacob Mark.

Men en retning er jo ikke bare, hvad der står i en finanslov. Altså, man kan jo ikke isolere det til, hvad der alene står i finanslovsudkastet, når vi ved, at der lige om lidt skal deles milliarder ud i skattelettelser. Så er det jo, det virker underligt, at regeringen accepterer massive besparelser på velfærden ude i kommunerne. Man kan jo ikke isolere det; det hænger jo sammen.

Derfor er mit spørgsmål: Med det regeringsgrundlag og med den udsigt, regeringen og Socialdemokratiet har lagt frem, til store skattelettelser til dem, der har mest, hvordan kan man så finde på at spare på CFU Danmark, Center for Undervisningsmidler, der leverer god undervisningsmateriale til folkeskolerne, og hvordan kan man finde på at spare på fgu'erne, så de får færre penge? Hvad er retningen i det?

Ordføreren.

Der er en række retninger, der handler om at styrke bl.a. folkeskolen og andet, i det foreliggende finanslovsforslag. Hvis man snakker om andre økonomiske prioriteringer, snakker vi om 2030-planen, og der er det velkendt, at en af de største poster, som kommer til at blive lagt ind fra regeringens side dér, bliver et løft af velfærden, som som minimum skal kunne følge med demografien. Det vil jo så sige et beløb i hvert fald i størrelsesordenen 20-21 mia. kr. frem mod 2030, hvis vi blot skal kunne følge med den demografiske udvikling.

Det er klart, at det kommer vi til at tage til den tid. Og så skal man altså også bare lige huske, at hvis man kigger på den skattereform, der er lagt op til i regeringsgrundlaget, er den, der relativt set får den største gevinst, den enlige forsørger.

Hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Jeg tror, noget af det, vi kan blive enige om, jo er, at der er prioriteringer hele vejen igennem en finanslov. Så langt, så godt. Det er nok noget, som socialdemokrater og danmarksdemokrater kan blive enige om.

Der, hvor kæden måske hopper af, er i forhold til nogle af de prioriteringer, der kommer, bl.a. i forhold til den økonomiaftale, som hr. Benny Engelbrechts parti jo også har været med til at lave, for både KL og Danske Regioner. Der er en række af de her kommuner, som er ledet af socialdemokrater, bl.a. Frederikshavn Kommune, hvor Birgit Stenbak Hansen jo har været ude og sige, at der kun er knoglerne tilbage.

Jeg synes egentlig, det er lidt trist, når vi har borgmestre, der er nødt til at konstatere det, i forhold til at der åbenbart godt kan prioriteres de her berømte 2,6 mia. kr. til at lave nye konsulater i Nordafrika og andre steder. Er det sådan en almindelig prioritering, man har i regeringen og også hos Socialdemokraterne i øvrigt, at det er bedre at bruge pengene så langt væk fra borgerne som overhovedet muligt – og så pyt med, at der kun er knogler tilbage i mange af vores landdistriktskommuner?

Ordføreren.

Hr. Hans Kristian Skibby indleder med at henvise til økonomiaftalen. Det er den, der tilfører kommunerne 2,4 mia. kr., og det er jo rigtigt, at det har givet udfordringer i kommunerne. Det er også derfor, jeg i min indledende tale påpegede, at jeg synes, det er fornuftigt, at man så, noget utraditionelt, efter den økonomiaftale har tilført ekstra midler til kommuner og regioner, samlet 1 mia. kr. og de 650 mio. kr. heraf til kommunerne. Det løser ikke alle udfordringer, men det løser i hvert fald nogle af de værste af udfordringerne i forhold til det, der ellers lå, og det synes jeg er klogt og fornuftigt.

Så må man bare sige, at det jo altså ikke er sådan, at der bruges det store milliardbeløb, som hr. Hans Kristian Skibby nævner, næste år på Udenrigsministeriets område. Altså, hvis man skal begynde sådan at opregne 1-årige udgifter over for noget, som er hen over de samlede overslagsår, bliver det nogle lidt underlige sammenstillinger. Så lad os prøve at holde os til at sammenligne år for år, og der gives markant mere til kommunerne og regionerne næste år, end der gives til Udenrigsministeriet.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jamen jeg ved udmærket, at det er over 4 år, man prioriterer de 2,6 mia. kr., men alene til næste år er det næsten 500 mio. kr., som bliver prioriteret ekstraordinært i forhold til det. Samtidig kan man f.eks. se i forhold til den aftale, som regeringen har lavet med Danske Regioner, at pengene forslår som en skrædder et vist sted.

Altså, senest kunne vi i går se, at i Region Midtjylland fjerner man fire ud af ti akutlægebiler, som jo primært servicerer folk, der kommer til skade eller bliver syge i landdistrikter. Fire ud af ti akutlægebiler er man nødt til at fjerne, fordi den økonomiaftale, man har lavet, simpelt hen ikke kan dække de udgifter, som stiger i regionerne. Og det er ikke, fordi regionerne ikke kan styre pengene. Det er simpelt hen, fordi demografi og alle mulige andre ting bevirker det. Altså, stigende medicinudgifter osv. gør, at budgettet skrider.

Ordføreren.

Det er rigtigt, at der er medicinudgifter, bl.a. til et enkelt præparat, som jeg kan forstå trækker medicinaludgifter for over 1 mia. kr. Det er meget voldsomt. Det er også noget, som sundhedsministeren helt konkret og meget forståeligt er gået ind i.

Men man skal altså også lige huske, at regeringen allerede har tilkendegivet, at der vil ske en meget markant forøgelse af investeringen på sundhedsområdet, i 2030-planen. Altså, det er 5 mia. kr., som skal udmøntes i de kommende år.

Tak for det. Jeg henstiller til, at både spørgere og ordførere overholder taletiden, idet færre ellers vil kunne få ordet.

Nu giver jeg ordet til fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Da statsministeren, fru Mette Frederiksen, var beskæftigelsesminister, lavede hun sammen med Venstre og hr. Lars Løkke Rasmussen en reform, som virkelig ramte nedslidte lønmodtagere hårdt. Det kom der rigtig, rigtig meget kritik af, og mange er stadig ramt af de reformer. Så lovede statsministeren, at hun ville stå i spidsen for at lave reformerne om. Men det er ikke det, vi har set. Tværtimod er vi vidne til, at statsministeren nu sammen med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne står i spidsen for igen at svigte nedslidte lønmodtagere. Jeg kan godt forstå, hvis der er rigtig mange ude på arbejdspladserne, som er ramt af en arbejdsskade, som er ramt af sygdom, der simpelt hen ikke forstår det. Hvorfor gør man ikke, som man lover, men i stedet for nu vil forringe seniorpensionen og tage penge ud og væk fra nedslidte lønmodtagere?

Ordføreren.

Det er jo ikke sådan, at man kommer til at fjerne en rettighed for nogen, som er på det område. Det er rigtigt, at der efter det seneste valg ikke længere er et politisk flertal i Folketinget for de ændringer, der var lagt op til, af seniorpensionen. Og der var flere andre forlig, hvor det var det samme. Der er nogle forlig, hvor regeringen, selv om der ikke længere var et flertal, gik ind og forhandlede – og i regeringsgrundlaget sikrede man, at det blev videreført. Det skete f.eks. med retten til 110 pct. dagpenge, men der var også ting, som det ikke lykkedes at få igennem, og der er seniorpensionen en af dem. Det betyder så, at der ikke sker en udvidelse af muligheden, og det er jo en naturlig konsekvens af valgets tale.

Fru Victoria Velasquez.

Men det er jo simpelt hen usandt. Der er jo et flertal for at forbedre seniorpensionen. Derudover ændrer det ikke på den ansvarsfralæggelse, vi nu hører fra Socialdemokratiets side. Vi har mulighed for tilbagetrækning, og der går man direkte ind og tager penge ud, og man er endda så fræk at tage kalde det en Arneplus, selv om det summeret op bliver til en Arneminus. Oven i det skaber man nu for de mennesker, der havde udsigt til at kunne få en seniorpension, en enorm utryghed. Forhandlingerne er ikke engang gået i gang, og så tager man flere hundrede millioner ud i forhold til nedslidtes tilbagetrækningsmuligheder. Hvordan kan man forsvare det?

Ordføreren.

Det er altså sådan, at flertallet bortfaldt. Fru Victoria Velasquez kan godt ryste på hovedet, men hvis man tager den oversigt, som Finansministeriet udarbejder efter folketingsvalg og oversender til Finansudvalget, fremgår det, hvad det er for nogle forlig og aftaler, der fortsat består. Og det er et af dem, der ikke har overlevet valget. Et andet eksempel på det er f.eks. »Bedre og billigere«-forligskredsen på transportområdet. Der er nogle ting, der bortfalder, og så forsøger man selvfølgelig efter bedste evne at arbejde videre inden for området. Men når der ikke længere er et flertal, bliver man også nødt til at handle derefter.

Fru Sofie Lippert, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Et område, som også oplever, at der skæres, er Familieretshuset. Her skal 100 af husets 828 medarbejdere afskediges. Efter flere år med lange ventelister var udviklingen ellers endelig vendt, så kriseramte familier kunne få deres sager afgjort hurtigere. Nu ser man så ind i, at det kan sættes over styr, og Mødrehjælpen frygter tilbageslag. Samtidig kom der også for nylig kritik fra tænketanken Justitia, der mener, det halter gevaldigt med sagsbehandlingen. Så mit spørgsmål er: Mener ordføreren, at vi kan tillade os at lade massefyringerne ske, eller er det et område, der kræver ekstra opmærksomhed på at sikre tryghed og retssikkerhed især for børnenes skyld?

Ordføreren.

Lige et øjeblik. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke arbejder med Familieretshuset til daglig, så jeg er lige nødt til at slå op i mine noter på dette område.

For så vidt angår de afskedigelser, som er sket i Familieretshuset, er jeg bange for, at jeg er nødt til at henvise til social- og boligministeren. Det kan jeg ikke redegøre nærmere for her.

Fru Sofie Lippert.

Jeg kan prøve at spørge i lidt mere generelle vendinger: Mener Socialdemokratiet ikke, at det er et stort problem, hvis vi oplever, at der igen vil være stigende ventetider på at få behandlet familieretslige sager, fordi man vælger at spare på bevillingen til Familieretshuset?

Ordføreren.

Også i den offentlige debat op mod denne første behandling har det jo været nævnt, at der er partier, som ønsker at diskutere området i finanslovsforhandlingerne. Det ser jeg selvfølgelig frem til.

Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren for talen. I Danmarksdemokraterne er vi jo selvfølgelig ret optaget af landdistrikterne og det her med, at det skal kunne hænge sammen i hele landet. Derfor har vi også et fokus på nogle af de her puljer, der ligger i finansloven. Jeg kunne godt tænke mig at spørge til en af de helt specifikke puljer, nemlig den her med det forhøjede udkantstilskud til almene gymnasier, som man vil beskære med 15 mio. kr. Det lyder jo ikke af særlig meget, når vi står herinde og diskuterer finanslov, men det betyder jo faktisk, at der er 31 almene gymnasier ude i landet, som kommer til at miste cirka ½ mio. kr. hver. Det er rigtig mange penge for de her små gymnasier i Nakskov, Vejen, Lemvig, Faaborg og alle mulige steder ude i yderområderne, fordi det rent faktisk handler om deres overlevelse. Så helt kort og konkret kunne jeg bare godt tænke mig at spørge ordføreren: Hvorfor har man dog gjort det?

Ordføreren.

Så skal man jo snakke med den ansvarlige ressortminister, men det er også klart, at hvis fru Susie Jessen og Danmarksdemokraterne ønsker det, er man jo velkommen til at tage et ønske med til finanslovsforhandlingerne.

Fru Susie Jessen.

Det vil vi selvfølgelig gøre sammen med en masse andre puljer, der også er blevet skåret i, altså bl.a. bredbåndspuljen, puljen til landsbyfornyelse og andre puljer. Og så kan man jo diskutere det her med forhandlingsreserven. Vi er jo ikke sådan helt vilde med at skulle gå ind og bare lappe løs på de ting, man har gjort dårligt for landdistrikterne. Her vil vi jo gerne videre. Så når man gerne vil være et parti, der vil have, at Danmark ikke knækker over, kunne jeg godt tænke mig at høre, hvorfor i alverden man så skærer i de her puljer i en finanslov, hvor der er masser af penge. Det giver ikke nogen mening for mig.

Ordføreren.

Der er en del af de puljer, som der bliver lagt op til, som har været puljer, der ofte har været 1-årige. De bliver nu sikret over en længere periode, hvilket alt andet lige giver en bedre mulighed for planlægning. Hvis vi f.eks. tager bredbåndspuljen, ved man, at der ikke blot er penge i 2024, men også er det de efterfølgende år, så den landsby, det område i Danmark, som måtte ønske at lave et projekt og samle tilslutning fra et tilstrækkeligt antal borgere, ved, at hvis de ikke når det i 2024, vil muligheden også være der i det efterfølgende år.

Hr. Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil prøve at spørge lidt ind til din socialdemokratiske kollega, som er borgmester i Næstved. Han fortæller i dag til TV 2 Nyhederne, at han er rigtig ked af det, og at han er rigtig skuffet over regeringen, for i Næstved kan de ældre nu ikke længere få støvsuget af hjemmehjælpen; de skal i stedet for selv investere med egne penge i en robotstøvsuger. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren, hvor ordføreren egentlig mener at værdigheden er blevet af ude i kommunerne. Er det her virkelig sådan, man forestiller sig at fremtiden skal være i flere kommuner end kun i Næstved Kommune, hvor man altså ikke længere kan få støvsuget, men hvor man i stedet for selv skal investere i en robotstøvsuger?

Ordføreren.

Jeg tror, at man kan sige mange ting, men at dette finanslovsforslag og den samlede ramme på sådan cirka 1.350 mia. kr., som vi forhandler i dag, skulle være et udtryk for, at regeringen har taget stilling til, hvilken slags støvsugning der skal foregå i Næstved, ville trods alt nok være at stramme den. Når det er sagt, er det klart, at vi også anerkender, at kommunerne er presset på deres økonomi, og det er også præcis derfor, at når hr. Nick Zimmermann og hr. Nick Zimmermanns parti møder op til forhandlingerne med regeringen, så vil forhandlingsreserven også være lidt mindre, end den måske traditionelt har været. Det er, bl.a. fordi regeringen på forhånd har besluttet sig for at tilføre ekstra midler til kommuner og regioner. Man kan altid diskutere, om man så skulle tilføre mere, men nu er det altså besluttet, og det er besluttet uden for rammen af økonomiaftalerne, som ellers er det, der sætter rammerne for kommunernes og regionernes økonomi.

Hr. Nick Zimmermann.

Okay, det er bare lige for at forstå det: Så i forhold til de ældre borgere i Næstved, der har betalt skat hele livet og bidraget til velfærdssamfundet igennem hele deres liv og nu har nået en alder, hvor fysikken ikke længere tillader, at de kan støvsuge i deres eget hjem, mener Socialdemokraternes ordfører så, at det er o.k., at de bare skal gå ud og investere i deres egen robotstøvsuger? Og hvad så med de ældre borgere i Næstved, der ikke nødvendigvis har råd til at købe deres egen robotstøvsuger? Der er jo nogle, som har rigtig svært ved at få enderne til at mødes. Hvad vil ordføreren gerne fortælle dem i dag? Hvad skal de forvente af regeringen, hvis de for det første står og ikke har råd til at købe en robotstøvsuger og for det andet rigtig godt kan lide at få den personlige hjælp, det er at få støvsuget i sit hjem?

Ordføreren.

Jeg kan også godt lide at få støvsuget i mit hjem. Men det er ikke dette Folketing, som bestemmer, hvordan ældreplejen håndteres i Næstved Kommune eller nogen andre kommuner. Det, vi sætter rammerne for, er økonomien i kommunerne, og der må jeg lige minde om, at hvis man skuer tilbage i tid og ser på de tidspunkter, hvor hr. Nick Zimmermanns parti har været ansvarlig for at levere de afgørende stemmer til finanslove, så er der jo ikke blevet tilført tilstrækkelige midler til kommunerne og regionerne i de år, i forhold til hvad der er sket i den tidligere regerings tid og i denne regerings tid, hvor vi sikrer, at der bliver investeret i velfærd.

Tak for det, og vi siger tak til ordfører hr. Benny Engelbrecht. Vi går videre i ordførerrækken. Den næste, der får ordet, er hr. Torsten Schack Pedersen fra Venstre.

Finanslovsforslaget er ansvarligt, det puster ikke til inflationen, og det er helt afgørende, for den høje inflation har presset os alle, den har presset familierne, og den har presset virksomhederne.

Det går godt for dansk økonomi. Beskæftigelsen er rekordhøj. Inflationen er som sagt dæmpet, og der er styr på de offentlige finanser. Derfor er det en flot fortælling, som Venstres formand og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen kunne præsentere i den økonomiske redegørelse for dansk økonomi forleden.

Det kunne han, fordi vi står på et grundlag af årtiers ansvarlige økonomiske politik og reformer – reformer, der har gjort, at det bedre kan betale sig at arbejde, senest også særlig for vores seniorer, hvor modregning af egen eller ægtefælles arbejdsindkomst er fortid, og hvor vi kan glæde os over, at aldrig har vi haft så meget international arbejdskraft i Danmark. De sidste 10 år er 150.000 med international baggrund kommet i arbejde i Danmark. Det skyldes ansvarlige regeringers beslutninger; det skyldes, at vi har sikret, at det bedre kan betale sig at arbejde. Det er ansvarlige og fornuftige beslutninger, som vi, når man har været med til det igennem mange år, jo ved ikke altid var lige populære, da vi gennemførte dem.

Men i dag, sjovt nok, er der jo ingen, der brokker sig over den stærke økonomi, som hviler på de reformer, der er gennemført. Det er derfor, at beskæftigelsen fortsætter med at sætte rekord; aldrig har så mange været i beskæftigelse. Og alt det har jo selvfølgelig også et udgangspunkt i, at vi har et stærkt dansk erhvervsliv, for det er rigtig godt for danskerne og dansk økonomi, når vi i Danmark har en enestående succes som Novo Nordisk, men også masser af dygtige små og mellemstore virksomheder, som hver dag leverer en fremragende indsats for at udvikle, for at innovere, for at forske, for at sikre konkurrenceevnen, for at sikre stabile arbejdspladser.

Novo Nordisk er, som vi alle kender, en hæderkronet virksomhed, hvis evne grundlæggende bygger på at forske og udvikle ny medicin til gavn for millioner af mennesker. Det er ikke en succes, der er kommet af sig selv, for det er en succes, der kræver, at vi er med til at sikre ordentlige konkurrencevilkår i det danske samfund, og derfor er det også, at det er regeringens mål, at vi skal sikre en permanent forhøjelse af forsknings- og udviklingsfradraget. Det er vigtigt for vores virksomheder, og finansloven indeholder også en markant styrkelse af indsatsen over for iværksætteri, for det er den måde, vi som politikere kan være med til at skabe rammerne for at sikre de næste store danske erhvervseventyr og dermed forudsætningen for dansk økonomi på.

Regeringen har præsenteret et stærkt finanslovsforslag. Der er mange vigtige resultater, som jeg særlig som Venstremand er stolt af. For vi får gennemført en lang række af de mærkesager, som vi har kæmpet for i lang tid. Nu får vi gjort noget ved det. Vi sikrer, at den kommende finanslov sikrer en bedre fordeling mellem land og by. Vi prioriterer vores landdistrikter, så det er mere attraktivt at bo og arbejde i vores landdistrikter.

Vi kommer også til at løfte domstolenes økonomi. Ventetiderne er for lange. Ambitionen er, at vi skal halvere ventetiderne, for det er urimeligt, at et offer kan vente årevis på, at gerningsmanden bliver dømt. Og vi har afsat markant flere midler til en ambitiøs iværksætterstrategi, for det skal være mere attraktivt for driftige borgere at skabe og udvikle nye virksomheder. Vi investerer i vores sundhedsvæsen. Kræftområdet skal løftes, og vi skal sikre kortere ventetider, og så leverer vi med finansloven et historisk løft af psykiatrien. Det har været forsømt i mange år, og de borgere, der har svære psykiske udfordringer, fortjener en langt, langt bedre behandling.

Samlet prioriterer vi 1 mia. kr. til nye grønne initiativer, der bl.a. skal give dobbelt så mange husstande mulighed for at koble gasfyret fra og skifte til et grønt alternativ. Vi løfter erhvervsskolerne. Vi har for stort et frafald. Vi skal sikre kvaliteten, og vi skal sikre, at unge mennesker får en attraktiv uddannelse, hvilket også er vigtigt for hele den grønne omstilling.

Der er mange, mange flere gode Venstreaftryk, som bliver realiseret med forslaget til finanslov, og det er alt sammen noget, der trækker i den rigtige retning. Men det løser naturligvis ikke alle problemer. En af de centrale udfordringer er, at der fortsat er stor mangel på arbejdskraft. Der er mangel på kollegaer, hvad enten det er i skurvognen på byggepladsen, om det er på sygehusgangene eller i ældreplejen. Det er en akut udfordring, som presser virksomhederne og den offentlige sektor. Det skal vi tage hånd om politisk.

Derfor synes jeg, at det er vigtigt at understrege, at den regering, der nu har siddet i ca. 9 måneder, i den periode har leveret dobbelt så meget i forhold til arbejdsudbud som de to foregående regeringer tilsammen. Det er nødvendigt. For det er en udfordring at sikre flere hænder. Så vi er ikke i mål. Vi er nødt til fortsat at tage fat strukturelt og sikre flere hænder på arbejdsmarkedet, og derfor er jeg stolt af, at Venstre har været med til at skabe en reformregering og sikre et ambitiøst mål om, at vi øger arbejdsudbuddet med 45.000 personer i 2030. For det er en reformregering i arbejdstøjet, der er brug for.

I løbet af efteråret vil regeringen præsentere den samlede 2030-plan, og der vil der blive rig lejlighed til at diskutere reformer, der øger arbejdsudbuddet og også sikrer skattelettelser. Jeg håber, at mine borgerlige kollegaer i forhandlingslokalet er klar til at tage ansvar i stedet for at melde sig ind i det råbekor, der desværre vinder mere og mere frem. For det nytter faktisk noget.

Liberal Alliance og Dansk Folkeparti beviste det i forårets forhandlinger om finansloven. LA kom med gode liberale forslag. Dem kvitterede vi i Venstre og regeringen for, og det betyder, at nu er der 100 unge i Struer, 200 unge i Thisted og 22.000 unge i hele landet, der får mere ud af at tage et fritidsjob, fordi man bed sig fast ved forhandlingsbordet og tog ansvar. Ja, det kommer tusindvis af danskere konkret til gavn.

Derfor ærgrer det mig, hvis vi nu igen skal tilbage til at tale om Dynamitanders og ultimative krav. Selv om det i mellemtiden er blevet hans lillebror, Dynamitalex, synes jeg, at man skulle koncentrere sig om danskernes hverdag og fokusere på at gøre en forskel for danskerne frem for at tænke på træklatring og ultimative krav. Kære hr. Alex Vanopslagh og resten af LA, kom nu ned fra træet, og kom ind i forhandlingslokalet, for så kan I være med til at gøre en konkret forskel for danskerne. Vi tror på jer. I kan godt.

Afslutningsvis vil jeg gerne tale om noget, der fylder rigtig meget og også diskuteres blandt landets topøkonomer. Danskerne bliver rigere og rigere – godt for det – men der er også nogle danskere, der ønsker at bruge mere tid sammen med deres nære og kære. Det forstår jeg godt. For nogle politikere er automatreaktionen, at man så må tvinge folk med tvangsarbejde og få dem til at bruge mere tid væk fra deres familier. Sådan ser jeg ikke på det.

Danskerne er først og fremmest til for sig selv. Vi er ikke til for staten: mennesker først. Men vi står som velfærdssamfund over for nogle store udfordringer. For forståelsen for fællesskabet, som vi har, og som er fundamentet under vores velfærdssamfund, kan smuldre. Det skal vi forholde os til, for vi kommer ikke uden om, at hvis en større del af danskerne tilvælger at arbejde mindre, ja, så kan det udfordre den fællesskabsforståelse, som vores velfærdssamfund bygger på.

Derfor er vi nødt til at sikre, at det bliver mere attraktivt at arbejde fuld tid. Det gik vi til valg på i Venstre. Det er stadig væk vores politik. Vi foreslog dengang et fuldtidsfradrag. Om det skal være et fuldtidsfradrag eller noget andet, kan vi altid diskutere. Det er ikke det afgørende. Det afgørende er, at det skal være attraktivt at vælge at arbejde fuld tid. Der skal være stærke incitamenter til at bidrage med flere timer, hvis det er det, man vil og kan, og omvendt skal det også være muligt og attraktivt for folk at vælge deltid, hvis det er det, der passer bedst ind i deres liv. Det betyder, at dem, der kan bidrage på arbejdsmarkedet, skal have mere ud af at bidrage, og samtidig kan det give mere fleksibilitet og mulighed for de enkelte børnefamilier, når behovet opstår. For danskerne er først og fremmest til for sig selv og sine og ikke for staten.

At tage ansvar ligger i Venstres dna. Vi søger indflydelse. Vi tager ansvar. Jeg engagerede mig ikke i politik, fordi jeg ville deltage i en råbekonkurrence. Jeg engagerede mig, fordi jeg ville gøre en konkret forskel for danskerne. Det er sådan et parti, Venstre er. Det viser det her finanslovsforslag også, og vi tager ansvar i Venstre.

Tak til ordføreren. Der er en lang række korte bemærkninger. Den første, der får ordet, er fru Lisbeth Bech-Nielsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Jeg synes jo, det var interessant at høre ordføreren tale om den forskellighed, som jeg opfattede at ordføreren selv påviste, mellem Venstre og Socialdemokratiet i forhold til diskussionen om, hvorvidt man skal arbejde, og om man skal moralisere over for folk, der måske gerne vil arbejde lidt mindre og være mere sammen med deres familier. Når Venstre har det udgangspunkt, at det er det enkelte individ først, som jeg jo hører ordføreren sige, mener man så også i Venstre, at man må acceptere, at velfærden ikke ser bedre ud, end den gør, hvis man f.eks. gerne vil arbejde 30 timer – det kan være, at man er en sygeplejerske med natarbejde eller en med et hårdt fysisk arbejde, og derfor vælger man at arbejde lidt mindre? Er det en samlet pakke, eller hvordan skal jeg forstå det?

Ordføreren.

Mit udgangspunkt er jo, at det er det enkelte individ, den enkelte familie, der skal indrette sig, som det giver bedst mening for dem. Vi har et ansvar, og når man ser på spørgeskemaundersøgelser hos bl.a. FOA's medlemmer, er der mange, der siger, at de faktisk godt kunne tænke sig at arbejde noget mere, men at det ikke er muligt. Derfor synes vi sådan set, at det skal være mere attraktivt at være i fuldtidsbeskæftigelse, når der er nogle, der ønsker det. Derfor synes vi helt generelt, at hårdtarbejdende danskere skal have lov til at beholde lidt flere af deres egne penge. Det giver dem en frihed. Vi har som samfund brug for, at vi øger beskæftigelsen. Det er derfor, vi skal lave ansvarlige reformer; det er derfor, vi har lavet reformer igennem mange, mange år, så det bedre kan betale sig at arbejde, så folk bliver længere tid på arbejdsmarkedet. Men for mig handler det også om, at man som individ og som familie har friheden til at tilrettelægge sin egen tilværelse bedst muligt.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen.

Det synes jeg faktisk er rart at høre, og jeg tillader mig så også at udlede af det, at man altså ikke skal acceptere en eller anden B-udgave af et velfærdssamfund, fordi man f.eks. arbejder 30 timer, fordi man har skæve vagter, eller hvad det nu kan være.

Mit opfølgende spørgsmål vil så være: Skal vi nu, hvor ny teknologi, kunstig intelligens og alt muligt andet øger produktiviteten – og det er jo så en gevinst, der kommer hele samfundet til gode – så også omfordele, så flere får noget ud af de produktivitetsgevinster, der sker ude i virksomhederne?

Ordføreren.

Forudsætningen for, at vi har et stærkt velfærdssamfund, er, at vi har en stærk økonomi, og at vi sørger for, at der er kvalificeret arbejdskraft til rådighed. Den største udfordring for mange virksomheder og jo også store dele af den offentlige sektor er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Så vi har brug for at gøre det mere attraktivt at arbejde i Danmark. Det er sådan set forudsætningen for hele vores velfærdssamfund, at vi har en stærk økonomi. Og så har vi jo nogle mekanismer, som gør, at arbejdsmarkedets parter forhandler lønstigninger, og vi har en regulering af vores overførselsindkomster, som gør, at det også smitter af på folk, der står uden for arbejdsmarkedet.

Hr. Dennis Flydtkjær, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg bed mærke i, at hr. Torsten Schack Pedersen i sin tale sagde, at man var kommet igennem med rigtig meget i finanslovsudspillet, specielt at man sikrer en bedre balance mellem land og by. Jeg har også set en artikel i Avisen Danmark om, at man nu sikrer en god balance mellem land og by. Der synes jeg bare, det lidt kræver, at man får påtalt det spin eller det bluffnummer, kan man nok bedre kalde det. For hvis man bare tager fem ting, der ligger i finanslovsforslaget, så er der bredbåndspuljen, der bliver beskåret med 50 pct.; puljen til landsbyfornyelse bliver beskåret for andet år i træk, denne gang ned til 80 mio. kr.; der bliver sagt, at man vil give 100 mio. kr. til kollektiv transport i landdistrikterne, men samtidig tager man 125 mio. kr. fra aftalen om bedre kollektiv transport, man skærer altså mere, end man giver; tilskuddet til almene boliger på øer og i økommunerne falder helt bort; og så er der udkantstilskuddet til almene gymnasier, som bliver beskåret, så det svarer til 500.000 kr. mindre pr. gymnasie, bl.a. to i hr. Torsten Schack Pedersens egen valgkreds. Så hvordan er det at stå på talerstolen og prøve at kalde det en sejr for landdistrikterne, når bluffet nu er blevet kaldt og man faktisk skærer på rigtig mange landdistriktsinitiativer?

Ordføreren.

Jeg synes, det er rart at stå her, for jeg synes, at forslaget til finanslov sikrer flerårige bevillinger, i stedet for – og det ved jeg også hr. Dennis Flydtkjær har været med til – at man år for år har skullet kæmpe en bredbåndspulje ind. Nu sikrer vi, at der er penge i 4 år. Vi sikrer, at landsbypuljen er finansieret i 4 år. Samlet er der årligt 250 mio. kr. Vi sikrer, at det landevejsprincip, som vi er mange der har været optaget af i mange år, nu bliver fuldt indfaset. Og vi sikrer, at det for pendlere i vores 22 eller 23 såkaldte yderkommuner bliver mere attraktivt at tage et arbejde lidt længere væk, og dermed bliver det mere attraktivt at være bosat i de 22 eller 23 kommuner. Det synes jeg sådan set ikke er noget bluffnummer.

I forhold til gymnasierne og taxameteret er der generelt en indsats for at sikre støtte til de mindre gymnasier, og så er der noget, som nok skal løses i en lidt større diskussion om taxameteret.

Hr. Dennis Flydtkjær.

Jeg ved ikke, om man kan kalde det bluff, men det var i hvert fald en smule sort snak, for hvordan kan det blive til en styrkelse af landdistrikterne, at man tager en bredbåndspulje og skærer ned først fra 100 mio. kr. til 50 mio. kr. og så endelig, jeg tror, det er i 2026, ned til 25 mio. kr.? Man skærer altså 75 pct. af puljen væk. Så kan det godt være, man kan sige til landdistrikterne: Nå, men nu ved I da trods alt, at I får penge om 4 år, men det er godt nok kun 25 pct. af det, I skulle have haft. Det er der altså ikke ret meget styrkelse i. Puljen til landsbyfornyelse var sidste år på 200 mio. kr. I år er den så sat ned til 100 mio. kr., og næste år bliver den på 80 mio. kr. Jeg tror, det er lidt svært ude i landdistrikterne at sige, at det er en styrkelse af landdistrikterne, når man på den måde markant barberer ned i tiltagene.

Ordføreren.

Jeg mener, at finansloven sikrer, at vi bedrer vilkårene i vores landdistrikter, for det er helt afgørende for os i Venstre. Som sagt har vi diskuteret landevejsprincippet i 10-12 år herinde, og vi har fået indført det i et ret stort omfang, men vi manglede det sidste. Det er 51 mio. kr., nye, friske penge. Og vi synes, at vi yderligere kan styrke den ordning, vi indførte for efterhånden en del år siden, som skulle fremme bosætningen i landdistrikterne ved at give et forhøjet befordringsfradrag. Så jeg synes, der er rigtig mange gode elementer for landdistrikterne i det her finanslovsforslag.

Hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Værsgo.

Nu synes jeg lige, at regeringen internt skal koordinere, om den her debat skal bruges til at tale om den forestående skattereform, eller om den ikke skal. Altså, vi har lige haft Socialdemokratiets ordfører på talerstolen, som til alle spørgere hernede, der spørger om det her med topskat og toptopskat, siger: Det skal vi ikke snakke om nu – det her handler om finanslov. Og så kommer så det næste regeringsparti på talerstolen og begynder straks at snakke om den forestående skattereform.

Men okay, så gør vi det. Der er en forside på Berlingske i dag, som fortæller, at af de 100 rigeste familier i Danmark vil de 98 ikke skulle betale en krone mere i skat som følge af toptopskatten, for sådan som den er strikket sammen, behøver de ikke at betale den, overhovedet. Så altså, af de 100 rigeste familier i Danmark kan de 98 slippe for at betale mere. Så det er bare almindelige lønmodtagere, der tjener mange penge, som skal betale mere i skat, men ikke rige familier. Er det en særlig hensigtsmæssig måde at gøre det her på?

Ordføreren.

At vi betoner vores tale forskelligt som finansordførere for henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre, betrygger mig sådan set. Der er jo selvfølgelig meget, der samler os, og vi har et stærkt regeringsgrundlag, men vi kommer selvfølgelig også med forskellige udgangspunkter. Det er jeg glad for, altså at det står tydeligt frem.

Det er jo også det, der gør sig gældende i hele diskussionen omkring den forestående skattereform, og der er jeg bare ked af det, hvis det bliver ultimative krav, der bliver det bærende, og der håber jeg – og sådan tolker jeg også det, som hr. Ole Birk Olesen siger – at man melder sig konstruktivt ind i koret, for det synes jeg der er brug for. Altså, det er jo ikke nogen hemmelighed for hr. Ole Birk Olesen, at toptopskatten ikke er noget, der er groet i Venstres baghave.

Hr. Ole Birk Olesen.

Det var ikke et svar på mit spørgsmål. Mit spørgsmål går på, at den her blomst, som er groet et eller andet sted, og som Venstre har tænkt sig at putte ind i sin have, kun beskatter lønmodtagere, som tjener over et vist beløb; folk, der får udbetalt meget større beløb via udbytte, bliver ikke beskattet som følge af den.

Jeg advokerer ikke for, at vi skal hæve udbytteskatten i Danmark, men hvorfor skal vi indføre en skat for højtlønnede lønmodtagere, når man som ejer af en virksomhed bare kan undslå sig den skat ved at få udbytte i stedet? Burde man ikke droppe den her ekstra skat for højtlønnede lønmodtagere?

Ordføreren.

Jeg tror faktisk, at det er sådan her – og nu bliver det sådan lidt kedeligt teknisk, men det er, fordi jeg også har en baggrund som økonom: Tidligere var det sådan, at man altid havde den her hovedaktionærproblematik, at uanset om man tog det som løn eller som udbytte, var skatten fuldstændig den samme. Det mener jeg faktisk blev fraveget en smule ved en af de seneste skattereformer, fordi det kunne give nogle uhensigtsmæssigheder i forhold til udbytteskatten, og jeg vil tro, det er det, der ligger bag her.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten, værsgo.

Tak for det. Nu nævnte ordføreren selv i sin tale, at der var blevet givet et markant løft til psykiatrien i finansloven, og det er jo også rigtigt, at der er afsat 400 mio. kr. til psykiatrien. Men samtidig er der jo ude i kommuner og regioner blevet indgået en økonomiaftale, hvor det, som både patienter, pårørende og ansatte konkret oplever, er, at der er et ansættelsesstop, og at der er patienter, som skal køre fra Esbjerg til Odense, hvis de skal have akut hjælp. Så de kommer jo ikke til at mærke midlerne derude, fordi der er indgået så stramme økonomiaftaler, hvor regionerne selv anslår, at de mangler 2,5 mia. kr. for bare at kunne leve op til den service, der tidligere har været.

Et af de elementer, der indgår i finansloven, er også, at man sparer på den grundbevilling, der er til Livslinien, en indsats, som faktisk er en del af den nationale handlingsplan for at forebygge selvmord, og som regeringen selv roser sig af. Hvordan hænger det sammen, altså at der er de meldinger om et markant løft, samtidig med at man skærer på Livslinien, og samtidig med at regionerne ikke får de midler, så de kan opretholde den service, som de har i dag?

Ordføreren.

Uden at det skal blive til en talkrig, tror jeg, sundhedsområdet næste år samlet bliver løftet med omkring 3 mia. kr. Og det betyder jo ikke, at så er alle problemer løst. Jeg anerkender, at det er vanskelige budgetprocesser, der foregår i øjeblikket, og det var jo også det, som regeringen tog bestik af, og som gjorde, at regeringen for snart 14 dage siden sagde, at der er brug for 1 mia. kr. ekstra til den borgernære velfærd, altså 650 mio. kr. hos kommunerne og 350 mio. kr. hos regionerne.

I forhold til Livslinien husker jeg det, som om det er en tidsmæssig bevilling, der er udløbet, og noget af det kan jeg jo så høre stadig væk er i spil i forhold til de ting, der ligger på psykiatriområdet. Så der tror jeg måske, at vi kan blive lidt mere beroliget i forhold til den frygt, som er rejst tidligere.

Hr. Peder Hvelplund.

Der er jo et problem. Det er rigtigt i forhold til Livsliniens budget, at der er en del af de midler, der ligger i SSA-reserven, men der er jo også en grundbevilling, som ligger på finansloven, som bl.a. er det, der sikrer, at der kan opretholdes to centre, altså et center i København og et i Aarhus. De får 215.000 opkald årligt, og de kan kun besvare knap 20.000 af dem. Alligevel bliver der en besparelse i grundbevillingen fra 2,9 mio. til 2,7 mio. kr., og det er jo noget, der konkret kan betyde, at man bliver nødt til at lukke et af de to centre.

Så det er jo bare ét eksempel på det, man konkret oplever, og selv om regeringen siger, at man vil give et markant løft til psykiatrien, så er det, der reelt sker, at det ikke opleves hos hverken brugere, patienter eller pårørende.

Ordføreren.

Jamen jeg håber, vi er enige om, at de meget, meget store beløb, der bliver tilført, gør en forskel. Vi er jo enige om de principper, der ligger bag 10-årsplanen, og jeg tror, der var et meget, meget bredt flertal i Folketinget bag det. Nu er det så regeringen, der sikrer, at økonomien også er til det for i hele perioden at sikre en forudsigelighed i, hvornår pengene kommer.

Så er der jo også den såkaldte SSA-reserve, hvor det ofte er mange af de her initiativer og ngo'er og andre gode aktører med rigtig vigtige projekter, som bliver tilgodeset, og det bliver der jo forhandlet om i løbet af de kommende uger.

Så er det fru Samira Nawa.

Mange tak, og tak for en god tale. Ordføreren havde et stort fokus på stærk økonomi, høj beskæftigelse og reformer gennem tiden, der har sikret, at vi er i en økonomisk gunstig situation i dag. Alligevel siger ordføreren også, at diskussionen om reformer kan vi måske parkere, til der kommer en 2030-plan. Men når nu ordføreren selv er så optaget af det, får jeg alligevel lyst til at dykke lidt ned i det. Vi har jo en stor mangel på arbejdskraft. Det tror jeg hurtigt vi kan blive enige om. Og en af de løsninger, som vi jo tidligere har fundet fælles fodslag om, er, at raske og rørige seniorer selvfølgelig ikke skal trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet. Så man kunne jo bl.a. se ind i en afskaffelse af efterlønnen. Hvordan stiller Venstre sig som parti til det spørgsmål og til den 2030-plan, som jeg jo regner med kommer fra regeringens side?

Ordføreren.

Jeg glæder mig meget til, at 2030-planen bliver lagt frem, for der er ingen tvivl om, at det bliver vigtigt, i forhold til hvordan vi leverer på den økonomiske politik i fremtiden og forholder os til den økonomiske ramme, der ude i årene heldigvis er blevet lidt større, end vi troede tidligere. Derfor synes jeg også, det er vigtigt, at vi sørger for at bruge 2030-planen til at være med til at sikre – og det ligger i regeringsgrundlaget, så det er ikke nogen overraskelse – det øgede arbejdsudbud. I forhold til tilbagetrækning er regeringsgrundlaget sådan set ganske klart i sin melding, og det er selvfølgelig det, som vi i Venstre henholder os til.

Spørgeren.

Jeg havde håbet, at ordføreren ville blive mere konkret på Venstres prioriteringer. Der er jo andre regeringspartier, som melder ud, hvad de som partier bærer ind i interne regeringsforhandlinger.

Noget andet, som ordføreren også kom ind på, var international arbejdskraft, og hvor stort et bidrag det har været til dansk økonomi. Kunne man udfritte ordføreren for nogle specifikke initiativer til, at vi kan tiltrække mere international arbejdskraft til den danske økonomi?

Ordføreren.

Jeg understregede i min tale, at beskæftigelsen er steget med 150.000 de sidste 10 år, når vi ser på international arbejdskraft og flere udlændinge i beskæftigelse. Det er faktisk en af årsagerne til, at dansk økonomi har det bedre, end vi tidligere troede. Det er med til at styrke den. Derfor var det også meget, meget vigtigt for os i Venstre, at vi fik sikret den her permanente beløbsgrænse, altså at den blev mere attraktiv. På samme måde er der nogle fasttrackordninger i forhold til bestemte uddannelser, og jeg synes, det er vigtigt, at vi sørger for, at det er attraktivt.

Så er det hr. Morten Messerschmidt.

Tak for det. Det er jo utroligt, at man skal så langt hen i en debat, før der overhovedet er nogen, der interesserer sig for dem, der virkelig har det hårdt, nemlig pensionisterne. Som jeg tidligere nævnte over for den socialdemokratiske ordfører, er det jo virkelig tankevækkende, at samtidig med at kommunerne derude over en bred kam skal skære ned, ja, så sløjfer man nu ældremilliarden, altså værdighedsmilliarden, og kaster den op i bloktilskuddet, så den kan bruges til hvad som helst. Samtidig fjerner man så den forbedring af seniorpensionen, som vi egentlig var blevet enige om. Man gør ikke noget for folkepensionisterne, hvis folkepension bare er blevet udhulet år efter år. Derfor vil jeg bare sådan høre helt åbent, hvad hr. Torsten Schack Pedersen egentlig tænker i forhold til de drakoniske nedskæringer, der sker på ældreområdet rundtomkring: ældrecentre, der lukker; plejehjem, der lukker ned; rengøring og den daglige service, der bliver beskåret, osv. osv. Alting bliver bare ringere. Er der nogen som helst håndsrækning til dem i det forslag til finanslov, som hr. Torsten Schack Pedersen forsvarer?

Ordføreren.

Altså, jeg synes lige, at det er på sin plads at sige, at den værdighedsmilliard, der tidligere er aftalt på ældreområdet, ikke forsvinder. Ordføreren kom også sådan lidt selv ind på det i en bibemærkning, nemlig at beløbet videreføres til kommunerne og så disponerer kommunerne over pengene. Det er ikke første gang, at vi har gjort det på den måde, hvor vi i en årrække har lavet forskellige målrettede initiativer til kommunerne, hvad enten det har været på ældreområdet eller folkeskoleområdet eller andet, og så overgår det efter nogle år til bloktilskuddet, og så disponerer kommunerne selv over det – også ud fra den betragtning, som jeg egentlig tror vi deler, nemlig at ofte er vores kommunalpolitikere tættere på de reelle problemer og de derfor er bedre til at lave de konkrete prioriteringer.

Som sagt kom regeringen for 14 dage siden med 1 mia. kr. ekstra til den borgernære velfærd. Der ligger i finanslovsforslaget også en ekstra pulje til udsatte ældre, og så følger folkepensionen jo den udvikling, som vi har aftalt i fællesskab, hvor den bliver reguleret, men lidt forsinket, i forhold til den konstaterede inflation.

Spørgeren.

Men den ekstra pulje, som hr. Torsten Schack Pedersen taler om, er på 100 mio. kr. Det forslår jo som en skrædder sydpå, når man kan se, at man rundtomkring i kommunerne i øjeblikket skal spare op til 2 mia. kr., ikke kun på de ældre, men også på andre områder. Det er sjovt nok et beløb, der nogenlunde rammer det, man så i regeringen har valgt at bruge på udlændinge og på udenrigstjenesten osv. osv. Og derfor kunne jeg egentlig tænke mig at spørge igen: Hvor er nettoforbedringen for de ældre derude, hr. Torsten Schack Pedersen? Altså, hvorfor vælger man f.eks. at fjerne øremærkningen af værdighedsmilliarden? Hvorfor ikke sige: De penge skal gå til de ældre, som jo ikke har mulighed for bare at gå ud og tage et ekstra job eller gøre noget for at forbedre deres situation? Det er formodentlig den hårdest ramte gruppe overhovedet i Danmark.

Ordføreren.

Samlet set sikrer den økonomiaftale, der blev indgået i maj, at kommunerne får økonomi til at dække det såkaldte demografiske træk. Der er også lagt ekstra penge oveni. Og jeg siger, at jeg godt ved, at det ikke er let at lægge et budget derude, og derfor får kommunerne 650 mio. kr. ekstra. For vi lytter til den bekymring, der er. Men samtidig kan man altså ikke bare tage penge, der bliver brugt på udenrigstjenesten eller ulandsbistanden, og bruge dem herhjemme, for så øger man den indenlandske efterspørgsel og øger inflationen. Det billede skal man også have med.

Tak. Så er det fru Christina Olumeko. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren fra Venstre for en fin tale. Ordføreren får sagt, at danskerne ikke er til for staten, og at det er staten, der er til for danskerne, og det er vi jo helt enige med ordføreren i. Men samtidig virker det også som en modsætning, at ordføreren så får sagt, at danskerne skal arbejde mere netop til gavn for staten, så staten får flere skatteindtægter. Jeg tror egentlig, at det markerer en skillelinje i dansk politik med hensyn til kampen om danskernes tid, hvor partier på den ene side mener, at danskerne er til for staten, skal arbejde mere og give flere skatteindtægter, mens partier på den anden side ser staten som noget, der er til for danskerne, og ikke omvendt. Derfor vil jeg gerne spørge ordføreren: Hvad tænker Venstre, Danmarks Liberale Parti, om, at danskerne af egen fri vilje tilvælger mere fritid frem for mere lønarbejde?

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt forstået, at mit udgangspunkt som liberal er det enkelte menneske. Det enkelte menneskes frihed til at skabe sin egen tilværelse er det, der driver mig som politiker, og derfor skal vi have en stat, der kan understøtte individets frihed og sikre vores grundlæggende sikkerhed og tryghed, og et fællesskab, hvor vi hjælper hinanden, når der er nogen, der ikke kan klare sig selv.

Og for at alt det skal kunne hænge sammen, skal der produceres, og derfor skal det være attraktivt at drive virksomhed i Danmark, og derfor skal det være attraktivt som menneske og som borger at gøre sig umage og yde en indsats, og det er derfor, jeg siger: For mig er det vigtigt, at det er attraktivt at yde en ekstra indsats, at det er attraktivt at gøre sig umage, og at danskere derfor skal have lov til at beholde lidt flere af deres egne penge. Det giver sådan set danskerne mere frihed, men vi er også i en situation, at hvis vores velfærdssamfund og vores fællesskab skal være finansieret, kræver det, at vi har en stærk økonomi.

Spørgeren.

Alternativet er enig med regeringen i, at det er vigtigt, at Danmark har en stærk økonomi, ligesom det er vigtigt, at vi overholder jordens balancer, ligesom det er vigtigt, at mennesker trives.

Jeg vil gerne spørge ordføreren til Venstres forståelse af Danmarks økonomiske situation. Der er meget få mennesker, der vil mene, at Danmark er blevet et rigt land, fordi vi har et meget, meget højt arbejdsudbud. Det, der har gjort Danmark til et velfærdssamfund, er, at vi har høj produktivitet, at vi har lige muligheder og vi har investeret i mennesker. Kan jeg bare få ordføreren til at svare simpelt på: Skyldes det produktivitet eller arbejdsudbud?

Ordføreren.

Ja, det er begge dele. Det er sådan set de to faktorer, der skaber væksten, og det er, hvor mange timer der arbejdes i et samfund, og hvor dygtigt, klogt og innovativt man arbejder. Så det er begge faktorer, der har afgørende betydning. Det er faktisk de to faktorer, der har betydning for et lands velstand. Man skal ikke stirre sig blind på hverken den ene eller den anden; vi skal bruge begge dele. Det er derfor, vi både er optagede af at sikre et højere arbejdsudbud, altså højere beskæftigelse, men jo samtidig også investerer, så det er attraktivt at forske og udvikle og gøre sådan, at produktiviteten stiger i virksomhederne.

Så er det fru Pernille Vermund. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne følge op, for statsministeren sagde for nylig, at vi har rigeligt med penge, og at arbejdskraft er den nye valuta i Danmark. Man kunne måske også sige, at tid er den nye valuta i Danmark, og det er jo et spørgsmål om, om man prioriterer tid med familien, tid med sine nære og kære eller tid, som man investerer i et socialdemokratisk velfærdshamsterhjul, som rigtig mange mennesker efterhånden bliver syge af. Vi er i Nye Borgerlige også optaget af at sikre, at der er et højt og et tilstrækkeligt arbejdsudbud, og sikre produktivitet, men vi synes også, det er ret relevant, at vi tager diskussionen om, hvordan vi bruger tiden bedst. Og vi kan jo se, at vi har en offentlig økonomi, hvor der spildes masser af penge, og samtidig er der kommuner og for den sags skyld også regioner derude, som siger, at de på kernevelfærden må skære ned. Hvad siger Venstre til, at vi har et offentligt budget, hvor vi tvinges til at arbejde mere, hvor der fråses med danskernes penge, og hvor den kernevelfærd, som vi i hvert fald i Nye Borgerlige gerne vil prioritere, lider?

Ordføreren.

Jeg er modstander af offentligt frås. Det tror og håber jeg alle herinde er. Det er også derfor, vi har en forpligtelse til – ikke til offentligt frås, for det er, når man bruger pengene helt tåbeligt og unødvendigt og ikke får noget ud af dem – at bruge skatteborgernes penge bedst muligt. Det er derfor, der eksempelvis i økonomiaftalerne med kommuner og regioner er stillet krav om besparelser på de administrative udgifter. Det er derfor, regeringen med regeringsprogrammet siger, at den medicin tager vi selv, og derfor skal der også laves rammebesparelser på ministerierne, så der bruges færre penge på administration. Det er derfor, regeringen vil lave en frisættelse af den offentlige sektor, så det er kernevelfærdens hovedopgave, der er i centrum, og ikke processer, bureaukrati og tidsskemaer. Det er vi grundlæggende enige om, og det er det arbejde, der ligger i regeringsprogrammet, og det skal vi levere på til gavn for danskerne.

Spørgeren.

Ordføreren og ordførerens parti, Venstre, er imod offentligt frås, men alligevel ligger her et forslag til en finanslov, hvor der bruges flere penge end før på ulandsbistand. Forskere har vist, at ulandsbistanden i bedste fald er spild af penge og i værste fald gør decideret skade. Det er til og med en forsker, som har fået en Nobelpris for sin forskning. Erkender ordføreren ikke, at de ulandsmidler, som vi sender af sted, og som nu også prioriteres her, måske i virkeligheden på bekostning af kernevelfærd for danskerne, er meget, meget svære at få øje på kvaliteten af?

Ordføreren.

Jeg tror, der er rigtig, rigtig mange steder rundtomkring i verden, hvor man er dybt taknemmelig for, at det danske samfund har givet en stor og hjælpende hånd. Der er også eksempler på, at der er ting, der ikke har fungeret. Det indrømmer jeg. Jeg synes, at vi som et rigt og velstående samfund skal levere vores til at sikre, at nogle af de mennesker i verdens fattigste egne kan få et bedre liv, og derfor holder vi fast i, at vi bruger 0,7 pct. af bni på at hjælpe nogle af verdens allerfattigste.

Så er det hr. Jacob Mark.

Jeg undrer mig over, at det her forslag til finanslov lægger op til besparelser på nogle af vores uddannelser, for det skaber ikke mere arbejdskraft, og endnu vigtigere skaber det ikke bedre uddannelsestilbud til vores unge mennesker. Nogle af de besparelser, som jeg undrer mig over, er faktisk på noget, som Venstre selv har slået sig meget op på, og som SF og Venstre har kæmpet sammen om. Man lægger til dels op til, at de forberedende grunduddannelser, fgu'erne, skal have færre penge. Det er nogle tilbud, der i forvejen har haft det svært, og som ligger i hele landet, men som risikerer at lukke, hvis ikke vi passer godt på dem. De gør et rigtig vigtigt stykke arbejde for vores sårbare unge. Noget andet, og det har også været oppe i debatten tidligere i dag, er nogle af de gymnasier, som ligger i yderområderne, og som har haft faldende elevtal, men som er så vigtige, både for de unge og for yderområderne, og som regeringen lægger op til at fjerne udkantstilskuddet til. Hvorfor gør man dog det, særlig når Venstre har ment præcis det modsatte sammen med SF?

Ordføreren.

Jeg tror faktisk, forklaringen er ligetil, nemlig at der har været tale om midlertidige bevillinger, altså en ekstra indsats i en periode. Med hensyn til det andet, og jeg bryder mig ikke så meget om det, når vi kalder det udkantsgymnasier, men lad os kalde det mindre gymnasier i vores landområder, og jeg har ganske rigtigt et par stykker meget, meget tæt på mig, både et i min valgkreds og et i nabokommunen, var det faktisk noget, vi lavede, fordi den justering, der blev lavet af taxameteret, ikke ramte ordentligt. Der var nogle, der faldt skævt ud. Og det, der ligger i forslaget til finanslov, er jo, at der også er nogle taxameterinitiativer.

Grundlæggende skal vi have fat i en større taxameterreform, og der skal vi have løst det problem. For vores politiske ambition om at sikre, at det er muligt at drive et ordentligt gymnasium, der kan give de unge en ordentlig uddannelse og også have en variation af tilbud og undervisningsmuligheder, har vi jo stadig væk i Venstre, og det skal vi nok sørge for at understøtte i det videre arbejde.

Spørgeren.

Nu har jeg jo siddet med uddannelsesområdet i en række år, og det var faktisk Venstre selv, da Venstre sidst havde regeringsmagten, som sørgede for at få sat nogle penge af til at lave en taxameterreform, og det var godt. Min bekymring ved det, man har lavet nu, er, at man fjerner tilskuddet, og at så skal vi igen vente på, at der kommer en taxameterreform. Indtil da hænger de her gymnasier, som ligger i yderområderne, og som har så meget brug for økonomien, med en vis legemsdel i vandskorpen, og der forstår jeg ikke, hvorfor man ikke bare har sagt, at de penge er der, indtil vi har en aftale.

Ordføreren.

Jeg tror, at det samlet set er 75 mio. kr., der er på finanslovsforslaget til at understøtte uddannelser i hele landet, både erhvervsskoler, vuc, hf og almene gymnasier, og den store pulje til det almene gymnasium fortsætter. Jeg tror, at hr. Jacob Mark husker det ganske rigtigt, nemlig at det var en tilføjelse, fordi der var nogle konkrete udfordringer. Min ambition er, at de problemer, der er, skal løses, og hvis ikke vi kan gøre det på den ene måde, må vi gøre det på den anden måde.

Så er det hr. Kristian Bøgsted.

Tak for det, og tak for en god tale. Ordføreren var selv inde på, at ordførerens formand, hr. Jakob Ellemann-Jensen, holdt en rigtig flot tale omkring finansloven her, og hr. Jakob Ellemann-Jensen talte det rigtig meget op og sagde, at vi nu styrker gymnasierne, og at vi nu skal gøre en masse for dem og ud at hjælpe dem. Men samtidig kunne jeg så forstå på rektorerne fra nogle af de her landdistriktsgymnasier, der har haft et møde, at de faktisk ikke helt kan forstå det her. For de hører det, som om hr. Jakob Ellemann-Jensen, ordføreren og resten af Venstre og regeringen vil styrke og hjælpe gymnasierne, men at man her alligevel fjerner nogle penge.

Så rektorerne på landdistriktsgymnasierne er faktisk overbevist om, at det her må være en fejl. Så er det en fejl i finansloven? Er det hr. Jakob Ellemann-Jensen, der har stået og fortalt noget, der ikke passede? Eller er det rektorerne, der ikke forstår det her?

Ordføreren.

Som jeg sagde i det tidligere svar, er der omkring 75 mio. kr. i den her finanslov, der sikrer en bedre økonomi til uddannelser i vores landdistrikter, hvor antallet af elever – kan man sige – er lavere end så mange andre steder. Det gælder både på erhvervsskoler, det gælder på vuc, og det gælder også på gymnasier. Så har der været en ekstra pulje, som kom, fordi der var en mangel i vores taxametersystem. Der ligger stadig væk midler i forhold til taxameterreformen, og mit ønske er, at vi laver en taxameterstruktur, som sikrer, at der er en grundlæggende fornuftig økonomi også for små gymnasier, altså hvor grundtilskuddet er højere og det elevafhængige tilskud er lavere. Det er jo den rigtige løsning, i stedet for at vi altid skal have særpuljer og ekstratilskud. Jeg synes, vi skal have lavet et taxametersystem, som sørger for, at der er en grundliggende bedre økonomi også til at drive mindre uddannelsesinstitutioner.

Spørgeren.

Jeg kan godt høre, at der bliver sejlet lidt rundt i det her med finansieringen af det. Men lad os blive ved uddannelserne, men også bare stikke lidt til søs. Mener ordføreren ikke, det er en smule småligt, at man ikke længere vil give en støtte til Skoleskibet Georg Stage, så de kan sejle to togter om året og få unge mennesker ud til en uddannelse, der virkelig bliver efterspurgt derude, ofte også unge mennesker, der måske har haft lidt problemer?

Er det ikke lidt småligt, at man ikke kan finde de penge, når man kan give så mange penge til de varme lande, ambassader og udviklingsbistand?

Ordføreren.

Der er op imod en lille milliard til vores erhvervsskoler. Der tror jeg måske, ordføreren sådan helt behændigt undlod at nævne, at der ligger en markant forbedring for vores erhvervsskoler både i forhold til bedre udstyr og at sikre kvalitet, noget, vi har talt om i rigtig, rigtig mange år, men leveret alt, alt for lidt til. Det er bare lige for at sætte det ind i en sammenhæng, i forhold til hvad der ligger. Jeg hører ikke nogen, der har noget dårligt at sige om de skoletogter; det er en 2-årig bevilling, der udløber.

Så er det hr. Carl Valentin.

Tak. Jeg kan se i regeringens finanslovsudspil, at der er afsat 760 mio. kr. til fødevareområdet, herunder – det skriver regeringen – til at understøtte arbejdet med at fremme dyrevelfærd. Men hvis man kigger på, hvad det reelt er, midlerne er afsat til, så er det f.eks. penge til Fødevarestyrelsen, det er penge til implementering af landbrugsaftalen, som man jo skal gøre, det er bekæmpelse af dyresygdomme, altså ligesom når vi skatteborgere betaler for, at man kompenserer landmænd, når der er fugleinfluenza, og det er penge til fiskeri. Men jeg kan ikke se, hvad for midler det konkret er, der er afsat til reelle forbedringer på dyrevelfærdsområdet.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren, hvor mange midler der konkret er tilbage til en forbedring af dyrevelfærden, og hvilke initiativer det er, regeringen har tænkt sig at tage for at forbedre dyrevelfærden i Danmark.

Ordføreren.

Det er rigtigt, at der er en ganske stor ramme på fødevareministerens område på de her 760 mio. kr., og det er rigtigt, at det er penge, der bl.a. skal bruges til et nyt fødevareforlig og et nyt veterinærforlig, som vi traditionelt laver hvert tredje-fjerde år meget, meget bredt i Folketinget, heldigvis. Og hvor meget der er tilbage, afhænger selvfølgelig helt konkret af, hvor meget der bliver udmøntet i de forhandlinger. Men jeg kan da berolige ordføreren med, at der også er plads til, at der kan sættes økonomi bag nogle af de ambitioner, der er, og som vel i øvrigt også er noget, som fødevareministeren forhandler i øjeblikket, eller som i hvert fald er lige på trapperne. Der er igangsat et stort arbejde med at sikre en bedre dyrevelfærd i Danmark.

Spørgeren.

Jeg må sige, at jeg ikke er helt beroliget. Jeg er lidt nervøs for, at vi står i en situation, hvor vi gerne vil forbedre dyrevelfærden, men at regeringen reelt ikke har prioriteret det i sin finanslov. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvilke initiativer det så er, regeringen har tænkt sig at tage på dyrevelfærdsområdet. For der er jo masser at tage fat på. 85 pct. af alle æglæggende høns har brud på deres brystben, vi har meget høje dødsrater på pattegrise i svineindustrien, og vi kan se, at færre og færre køer kommer på græs; det er faktisk efterhånden langt de færreste. Hvad er det, regeringen ønsker at gøre for at forbedre dyrevelfærden?

Ordføreren.

Jeg vil i forhold til økonomien bare lige berolige med, at der altså er plads til, at man kan køre videre på de eksisterende niveauer i forhold til de tidligere aftaler, der har været, og at der så derudover er frie penge. Det er bare for at sige, at der er økonomi til det arbejde, som fødevareministeren har sat i gang, og fødevareministeren har indledt en grundig drøftelse med en lang række aktører på det dyrevelfærdsmæssige område, og der ligger rigtig mange konkrete forslag på bordet. Men det bliver fødevareministeren, der lancerer den strategi.

Så er det fru Sólbjørg Jakobsen. Værsgo.

Tak. Jeg kan forstå, at regeringen har et ultimativt krav om at indføre en ny millionærskat, hvis man vil være med til at sænke skatten for andre. Og hvis ikke man er med i det, er man uansvarlig og søger ikke indflydelse.

Men mit spørgsmål går egentlig på, om det uansvarlige her ikke er at indføre den nye millionærskat. Vi ved jo, at de fleste af dem, som tjener allermest, ikke vil rammes af den; det vil være ganske almindelige danskfødte mennesker, som bare tjener meget, der rammes. Alle dem fra udlandet er på forskerordninger osv. Så er det ikke lidt underligt, hvis det er, at regeringen fastholder det her som et krav for at sænke skatten? Og er der overhovedet et forhandlingsrum? Og hvornår hører vi argumenterne for, hvorfor vi skal have den her millionærskat? For jeg har ikke hørt saglige argumenter for det.

Ordføreren.

Jeg føler mig sådan kaldt tilbage til 2016, 2017. Hvis ikke man kunne få topskattelettelser, lige præcis som man ville have det, så kunne det også være lige meget. Og det er fair nok. Altså, hvis man vil være ultimativ på det punkt, bliver det nok nogle rimelig korte forhandlinger.

Det, der har været vigtigt for os i Venstre, er at sikre, at 250.000 danskere får halveret deres topskat – 250.000 danskere. Og at vi diskuterer skattelettelser, er et resultat af, at vi har valgt at gå ind i regeringssamarbejdet. Og så synes jeg bare, det er ærgerligt, at hr. Alex Vanopslagh var relativt kategorisk i medierne forleden, hvor han sagde, at det kom Liberal Alliance aldrig nogen sinde til at medvirke til; så kunne det hele også være lige meget. Det lød grangivelig meget ultimativt.

Jeg vedstår, at det ikke er noget, der har groet i Venstres baghave, men det er en del af et kompromis, som sikrer, at vi kan give danskerne markante skattelettelser.

Spørgeren.

Ja, det kan nok sammenlignes med, at vi tænker at trække støtten til regeringen, ligesom Anders Samuelsen sagde, hvis det er, at vi ikke får det igennem. Det kan vi jo selvfølgelig ikke. Jeg synes igen, at det er et besynderligt kryds at lave – ligesom det med, at hvis ikke vi afskaffer store bededag, så har vi ikke råd til forsvaret; at hvis ikke vi indfører toptopskat, så har vi ikke råd til skattelettelser. Det hænger jo ikke sammen. Det kunne danskerne godt se dengang, og det kan vi godt se den her gang.

Hvorfor er det, at man ikke bare rent ud siger: Vi har i Venstre sovet i timen under regeringsforhandlingerne, vi glemte at få det af bordet, da vi ikke fik noget for det, og der er ikke saglige argumenter for det?

Ordføreren.

Men sådan er virkeligheden og politik jo: Hvis man vil have noget igennem, kan man også blive nødt til at acceptere noget, som man ikke har hede drømme om, tværtimod. Jeg tror, at min gode kollega hr. Morten Dahlin, politisk ordfører for Venstre, sagde, at det var sådan en skovsnegl, vi måtte indtage. Fordi den nemlig er med til at sikre, at 250.000 danskere får halveret deres topskat, og at vi får sænket skatten med over 5 mia. kr., så accepterer vi, at det er en del af prisen. Men det er ikke en, vi kommer til at stå og fejre; det er der ingen tvivl om.

Så er det fru Victoria Velasquez. Værsgo.

Jeg synes, at det er fuldstændig skævt at give flere milliarder til nogle af de allermest privilegerede og rige i vores samfund samtidig med at tage penge fra nogle af dem, som er syge, og som er nedslidte lønmodtagere. Jeg mener helt grundlæggende, at det er forkert at lukke døren til folk, som har brug for, at fællesskabet hjælper dem. Det mener jeg at man gør med det her forslag til finanslov, og det mener jeg at regeringen gør.

De tal, der er ovre i Finansministeriet i et excelark, er jo virkelige mennesker. Altså, jeg tænker på 61-årige Brian Olsen, der er murer og fik en tryghed i at kunne få en seniorpension; jeg tænker på 65-årige Gert, der har arbejdet som frisør, og som var helt slidt ned og kunne få en tryghed i at få en seniorpension; og så tænker jeg især også på 58-årige Karin Sørensen fra Vejle, som har haft et hårdt fysisk arbejde, siden hun var 17 år gammel, og nu ikke ved, om hun kan få en seniorpension. Det lovede Venstre inden valget, det lovede Socialdemokratiet inden valget, og det var vi flere partier der lovede. Der er et flertal, så hvorfor vil Venstre nu gå fra det flertal?

Ordføreren.

Vi har i regeringsgrundlaget aftalt, hvordan vi mener at fremtidens tilbagetrækningssystem skal se ud, og det står vi ved. Der har vi fundet et fornuftigt kompromis, som sikrer, at der er en forhåbentlig bred sikkerhed for, at danskerne har en tryghed for, at det tilbagetrækningssystem, som vi bliver enige om, kan stå i mange år. For det synes jeg er vigtigt. De aftalepartier, der indgik den aftale, havde ikke længere et flertal. Og så må man sige, at der jo ikke er noget, der bliver taget fra nogen med det her forslag til finanslov. Vi kører videre med de regler, der hidtil har været gældende, og det er jo faktisk regler, som har vist sig at betyde, at 11.000 flere end forventet, tror jeg det var, gør brug af seniorpensionen.

Spørgeren.

Det er jo ikke rigtigt. Venstre lovede, da folk gik ned og stemte i stemmeboksen, at man ville udvide seniorpensionen. Vi havde vedtaget det. Vi havde afsat penge til det herinde. Det er de penge, som regeringen nu fjerner. Så det er jo simpelt hen ikke rigtigt. Vi har trepartsforhandlinger lige om lidt om tilbagetrækning, og der starter regeringen de forhandlinger med at tage flere hundrede millioner kroner ud. Så det er overhovedet ikke det samme. Jeg mener helt ærligt, at man går direkte imod det, som man har lovet befolkningen. Hvorfor gør man det?

Ordføreren.

De partier, der lavede aftalen, havde ikke et flertal bag efter valget. Så har vi i regeringsgrundlaget aftalt, at vi skal lave en kombinationsmodel med Arnepensionen og seniorpensionen, og det håber jeg skaber en tryghed om, at der så er en bred politisk forankring om det, så der er en forudsigelighed om det. Og det er ganske rigtigt, som fru Victoria Velasquez sagde, at det så også bliver et spørgsmål, der skal drøftes med arbejdsmarkedets parter. Jeg tror sådan set, det er en ganske fornuftig tilgang, at vi også med arbejdsmarkedets parter kan drøfte, om vi har fået det indrettet helt rigtigt, eller om der er ting, der skal justeres.

Så er det fru Pia Kjærsgaard.

Tak for det. Jeg kan, vil jeg godt lige sige, bakke fuldstændig op om den tidligere spørger. Jeg er enig i argumenterne, og det syntes jeg bare jeg havde lyst til at sige.

Til det næste, som jo for mig også drejer sig om ældre, vil jeg sige, at jeg simpelt hen ikke forstår, at man i det her forslag til finanslov om den her værdighedsmilliard, som var en rigtig, rigtig god ting, siger, at den bare glider ud, og at den kan man bruge til, hvad man vil. For vi ved jo udmærket godt, hvad der så sker. Så bliver den brugt til alt muligt andet end lige præcis de ældre. Så er der nogle huller i økonomien, der skal fyldes ud, det kan også være, der er nogle huller i vejene, der skal fyldes ud, og det kan også være, der er noget kunst og kultur, man hellere vil have. Man bruger det til alt muligt andet. Det ved vi af meget, meget dårlig erfaring. Jeg fatter simpelt hen ikke, at når det endelig er lykkedes meget firkantet at få noget til de ældre, tager man det væk. Hvorfor gør man det?

Ordføreren.

Det korte svar er vel, at sådan er det som oftest. Jeg tror, det næsten altid er sådan, at når vi i en finanslovsaftale aftaler at lave en prioriteret indsats på et område, kan det være målrettet i en årrække til kommunerne, og over tid går det så ind på bloktilskuddet.

Jeg har stor tillid til, at vores kommunalpolitikere prioriterer klogest, og hvis de prioriterer forkert, skal de jo stå til ansvar hos vælgerne. Jeg vil også bare lige for en god ordens skyld sige, at selv hvis værdighedsmilliarden nu fortsat var kommet som et specifikt tilskud, er det jo ikke de eneste penge, kommunerne bruger på ældreområdet, og hvis kommunen så ønskede at spare på ældreområdet, kunne den jo spare nogle af de andre penge, den brugte på ældreområdet. Derfor bliver det måske illusorisk, at fordi vi sætter en helt specifik adresse på de penge, vi giver, er der også en sikkerhed for, at de præcis går til det formål, når pengene til ældreområdet kommer ad flere kanaler.

Spørgeren.

Det, som ordføreren sagde var et kort svar, blev meget langt, og det var også rigtig dumt og uklogt, synes jeg. Man kan simpelt hen ikke være det bekendt. Hvad er det for en søforklaring? Altså, vi ved af erfaring, at de bare ryger væk. Så siger ordføreren, at så er der taget penge andre steder, og at så kan de i øvrigt bare spare andre steder eller give et eller andet et andet sted. Er ordføreren slet ikke klar over, hvordan det ser ud i kommunerne i forhold til de ældre lige nu? Der er ingen rengøring, det med robotstøvsugere er sølle, og ikke engang alle kan få en robotstøvsuger; man kan selv betale for den. Man får ikke taget ordentlig hånd om hygiejnen. Det er så trist, som det kan være, og jeg må indrømme, at jeg godt nok synes, det var et virkelig dårligt akademikersvar, som ordføreren kom med her fra Folketingets talerstol.

Så er det ordføreren.

Jeg synes, det er helt legitimt at diskutere, om den økonomiske ramme er stor nok; det er altid helt fair. Men jeg synes bare, det blev en smule akademisk, om pengene kom på den ene eller på den anden måde, og det synes jeg bare er den virkelighed, man skal forholde sig til.

Som sagt tog regeringen bestik af situationen her for 14 dage siden og tilføjede kommuner og regioner 1 mia. kr. ekstra. Det er 650 mio. kr. til kommunerne og 350 mio. kr. til regionerne ud over det, der er aftalt i økonomiaftalerne med et løft af den kommunale serviceramme på 2,4 mia. kr. tidligere på året.

Så når vi desværre kun en mere, og det er fru Susie Jessen. Værsgo.

Jeg har et spørgsmål om det her forhøjede befordringsfradrag på 100 mio. kr., som man vil give til, jeg tror, det er 25 yderkommuner. Jyllands-Posten lavede forleden en beregning af det her, og det ville blive omkring 72 kr. om måneden i skattelettelse til de her personer, der bor i yderkommunerne. Jeg tror, det sådan er nogenlunde det, man kan få en caffe latte og et rundstykke for nede på Cirkle K, mens man holder i kø på motorvejen for at komme på arbejde. Vi har selv stillet et forslag om at sætte 1 mia. kr. af til de her yderkommuner og øge det her befordringsfradrag, simpelt hen fordi vi mener, at det skal kunne mærkes på pengepungen. Det er jo det, der er hele formålet med det her, at man ligesom skal skabe liv og vækst i de her landdistriktskommuner, og at man derfor skal gøre det attraktivt at pendle langt. Så jeg vil bare lige spørge ordføreren: Tror ordføreren, at det her vil komme til at skabe særlig meget, når det er 72 kr. om måneden svarende til en caffe latte og et rundstykke?

Ordføreren.

Uden at være ekspert i Jyllands-Postens beregninger så lad mig bare slå fast, at det her kan man jo gøre på mange forskellige måder. Og i det udspil, som regeringen har præsenteret med finanslovsforslaget, er der ikke en grydeklar model. Så det handler selvfølgelig om, hvor mange der er omfattet af det, hvilket kilometerkrav man skal bruge, og der er en masse hjul, man kan skrue på. Jeg ved i hvert fald bare, at den ordning, der har været gældende hidtil, hvor vi har sikret, at hvis man havde længere på arbejde, fastholdt man det høje fradrag, uanset hvor langt man havde, faktisk har været meget effektiv og haft en gunstig effekt. Men jeg ser da frem til, at Danmarksdemokraterne melder sig konstruktivt ind. Vi har jo det samme ønske, nemlig at vi skal bruge de her penge for at sørge for, at det er mere attraktivt at være bosat i vores landdistrikter, og så tror jeg, vi har en fælles ambition om at få mest muligt ud af pengene.

Spørgeren.

Vi har også en ambition om det her. De 72 kr. i skattelettelser om måneden i Jyllands-Postens beregninger er på baggrund af, at man kører 130 km om dagen til og fra arbejde. Så det er sådan et eksempel, de har bragt på banen. Og der mener vi bare, at man skal meget, meget højere op, for at man overhovedet kan mærke noget ved det her. Det er bare et af de problemer, der er ved de her små puljer, som også især Venstre sådan drysser ud over det hele. Det er jo ikke noget, der hjælper i det samlede billede. Og når man så med den anden hånd tager f.eks. bredbåndspuljen væk og puljen til landsbyfornyelse og gør det her med gymnasierne, så trækker tingene bare i den forkerte retning. Kan vi ikke blive enige om, at det ikke nytter noget at give, hvis man samtidig også bare tager helt vildt meget?

Ordføreren.

Jeg synes, finanslovsforslaget indeholder rigtig mange positive tiltag for vores landdistrikter. Det indeholder også en ramme for et samlet landdistriktsudspil, som der skal arbejdes med de kommende måneder. For nogle af udfordringerne for landdistrikterne er selvfølgelig bundet op på økonomi, men der er så sandelig også andre problemstillinger, der spænder ben for udviklingen i vores landdistrikter. Jeg har haft fornøjelsen af at forhandle planlov i 7-8 år, og der ligger virkelig mange benspænd. Det er ikke noget, der koster økonomi; det koster politisk velvilje, i forhold til at vi giver nogle flere udviklingsmuligheder. Og det er også et af de elementer, som et landdistriktsudspil i min optik skal adressere.

Så siger vi tusind tak til ordføreren. Næste ordfører er Moderaternes hr. Henrik Frandsen. Velkommen til.

Mange tak for ordet, hr. formand. Nu har jeg jo fået den fantastiske fornøjelse – og den har jeg, hver gang jeg er ordfører – at være nummer tre regeringsordfører, der kommer på talerstolen. Det indebærer jo en risiko for, at jeg kommer til at sige præcis det samme som de to andre, for vi er meget enige i den her regering. Vi er faktisk til tider blevet beskyldt for, at en af de store rationaliseringsgevinster, som vi havde høstet i den her regeringsdannelse, var, at vi havde den samme taleskriver. Jeg kan allerede nu sige, at det ikke kommer til at ske den her gang. Der var stor forskel på hr. Benny Engelbrechts og hr. Torsten Schack Pedersens tale, og jeg kommer med en helt tredje version af en positiv finanslovstale. Så I kan glæde jer. Det ved jeg også I har gjort.

Jeg vil starte med at dvæle ved, hvor godt det egentlig går i den danske økonomi. Det er jo meget nærliggende, når man har en finanslovsdebat. I forbindelse med regeringens forslag til finanslov for 2024 kom det frem, at råderummet igen blev opjusteret, nu med 4 mia. kr. Tidligere i år var det 16 mia. kr., og det er jo rigtig gode nyheder, for det giver os alle sammen nogle gode forudsætninger for at løse de udfordringer og de ting, vi gerne vil løse fremover, og de ting, vi skal have ordnet samfundsmæssigt. Vi har mange penge, men penge løser ikke alt, f.eks. i vores sundhedsvæsen. Men det hjælper til at kunne foretage nogle meget kloge investeringer; investeringer, som kan være med til at fremtidssikre vores sundhedsvæsen, men som også kan være med til at fremtidssikre vores velfærdssamfund. Derfor har vi også i år, når udsigterne for dansk økonomi ser lysere ud, kunnet foreslå at lave nogle prioriteringer, som vi i Moderaterne er rigtig glade for.

Hvis man lytter til debatten, kan man nogle gange godt få det indtryk, at de ekstra penge, der er dukket op her, sådan lige er kommet ud af det blå, at det er sket ved rent held. Det kan jeg også sige ikke er tilfældet. En meget stor del af de ekstra penge, der er fundet i det økonomiske råderum, skyldes vores tårnhøje beskæftigelse. Vi er næsten oppe på 3 millioner beskæftigede, altså folk, der går på arbejde hver dag. Jeg tænker næsten, at næste gang man laver en opgørelse, runder vi de 3 millioner. Vi slår rekorden for beskæftigelse igen og igen. Det er en tårnhøj beskæftigelse, som bygger på, at vi har en historisk lav ledighed – det giver lidt sig selv; vi har færre på overførselsindkomster, end vi har set i årtier, og sidst, men ikke mindst, har vi haft en meget stor tilgang af international arbejdskraft.

For nylig bekræftede Finansministeriet, at op mod 7 mia. af de 16 mia. kr., som opjusteringen var på ved fremlæggelsen af finanslovsforslaget, skyldes tilgangen af international arbejdskraft – 7 mia. ud af 16 mia. kr.! Og som flere af jer måske har bemærket – nej, det er jeg ret overbevist om at I har bemærket – har den dagsorden om international arbejdskraft fyldt rigtig meget hos Moderaterne hen over sommeren, og det håber vi virkelig bliver taget positivt ned af alle her i Folketinget. Pointen er, at vi står med en stærk dansk økonomi, der gør, at vi har mulighed for at investere i vores sundhedsvæsen, i psykiatrien; vi kan investere i vores fælles velfærd, i den grønne omstilling; vi kan investere i iværksætteri og meget, meget mere. Men en forudsætning for, at det lykkes, er altså, at vi har et åbent arbejdsmarked. Vores velfærd, erhvervsliv og dansk økonomi har ikke råd til det, hvis ikke vi fortsat rekrutterer international arbejdskraft.

Hvorfor siger jeg, at vi ikke har råd til det? Det er, fordi arbejdskraft er den nye valuta i dansk politik. Vi har ikke bare brug for flere penge, vi har også brug for mange flere medarbejdere for at løse vores udfordringer. Det skal vi tage nogle strukturelle og nogle langsigtede greb og beslutninger om.

I Moderaterne står vi i udgangspunktet på tre ben. Vi har tre ting, vi mener er væsentlige, hvis man sådan skal gøre det op overordnet set. Det er velfærd og hele vores velfærdssamfund, det er skattelettelser og den velstand, som det giver, og så er det at investere i klimaet fremover. Det er tre væsentlige områder. Det er tre ben, som er definerende for, hvordan vi gerne ser at vi fra politisk side prioriterer og investerer og bruger det ekstra råderum, vi har.

I Moderaterne mener vi kort sagt, at velfærden skal følge med og forbedres, når vi bliver flere og efterspørgslen stiger, at vi skal investere i et skattesystem, som på en og samme tid skaber vækst og bevarer sammenhængskraften, og at vi skal understøtte den grønne omstilling ved at nedbringe vores udledninger, opfylde de mål, der er sat, og gøre det nemmere for danskerne at tage de grønne valg. Disse tre overordnede prioriteringer er blevet væsentlig nemmere at føre ud i livet i kraft af det øgede råderum.

Derfor er vi i Moderaterne særdeles tilfredse med de aftryk, der er sat i regeringens finanslovsforslag for 2024. Og bare lige for en god ordens skyld – det er jo en finanslovstale, jeg holder – vil jeg nævne et par af dem: 1 mia. kr. til grønne initiativer, over 3 mia. kr. til psykiatrien, 1,5 mia. kr. til at gøre Danmark til et langt bedre iværksætterland, 900 mio. kr. til erhvervsuddannelserne og mange flere områder. Det er alt sammen forslag, der ruster os bedre til fremtiden.

I år er der i finanslovsforslaget afsat en forhandlingsreserve på 500 mio. kr., altså 0,5 mia. kr., og man kan jo altid diskutere, om det er lidt, eller om det er meget. Under alle omstændigheder er det i hvert fald mere, end da vi forhandlede i foråret. Men uanset hvad man måtte mene om det, vil jeg opfordre alle partier i salen til at komme med ind til forhandlingsbordet og få indflydelse på, hvordan de skal fordeles. Vi ser gerne, at så mange som muligt går ind i forhandlingerne med en fuldstændig åben tilgang til, hvordan forhandlingsreserven kan udmøntes. Her er der mulighed for at prioritere nogle af de emner, som man som politisk parti ikke mener er inkluderet i regeringens finanslovsforslag, og sætte et aftryk.

Derudover er jeg ikke tvivl om – jeg er faktisk overbevist om det – at mange af de tiltag, der allerede er prioriteret i finanslovsforslaget, trækker i den retning, altså i den rigtige retning for mange af jer. Det kunne være områder som flere penge til sundhed og psykiatri – det tænker jeg vi er ret enige om – flere investeringer i grøn omstilling og et markant økonomisk bidrag til en kommende iværksætterstrategi. Derudover er der også penge til styrkede erhvervsuddannelser. Det er ting, som jeg ved rigtig mange er meget optaget af. Og så har vi også en hjælpende hånd til landdistrikterne. Det er kort sagt alt sammen elementer, som jeg har hørt rigtig mange i den her sal og i debatten ytre at de meget gerne vil have bliver gennemført. Så det håber jeg at I alle sammen vil være med til at lægge navn til.

Her til slut vil jeg bare sige, at jeg ser frem til nogle rigtig gode forhandlinger, og jeg vil også sige, at skulle nogen være i tvivl, så har Moderaterne jo tænkt sig at stemme for finanslovsforslaget, når vi kommer så vidt. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række spørgere. Den første er fru Lisbeth Bech-Nielsen. Værsgo.

Tak. Tak for talen. Moderaterne er jo opstået, har vi fået at vide, for at være med til at løse nogle af de store problemer i vores samfund. Vi får at vide, at regeringen er dannet på den baggrund. Jeg tror, at vi fra oppositionens side godt nogle gange kan stille os det spørgsmål, hvilke store problemer det er, der bliver løst eller håndteret lige nu.

Hr. Henrik Frandsen siger, at penge ikke løser alt, men at de selvfølgelig skal til for at investere i vores sundhed og resten af vores velfærdssamfund. Men det her finanslovsforslag løser jo netop ikke det. Det løser ikke det, at vi har kernemedarbejdere, som flygter fra vores offentlige velfærdsinstitutioner, fra vores sygehuse, fra vores daginstitutioner. De råber på bedre arbejdsforhold, og de råber på bedre løn. Det er det, der skal til, og det er jo derfor, landets kommuner og borgmestre lige nu siger: Vi får at vide, at der er masser af penge, men de bliver ikke brugt ude hos os, for at vi kan fastholde vores medarbejdere.

Kan hr. Henrik Frandsen forstå den frustration?

Ordføreren.

Ja, det kan jeg rigtig godt. Og tak for et rigtig godt spørgsmål. Jeg vil sige, at vi jo sådan set er i fuld gang. Vi har på det grønne område – og det vil fru Lisbeth Bech-Nielsen også vide – lavet aftaler om udbud af grøn vind ude på havet. Det er jo en stor aftale, der er lavet, om lagring af CO2 i undergrunden.

Men også på hele velfærdsområdet er der nedsat en Sundhedsstrukturkommission, som har fået et meget præcist kommissorium, og som ret hurtigt, sådan inden for et år, skal aflevere, så vi kan komme videre ad den vej. For jeg er helt enig i, at vi har en kæmpe opgave med at sikre ordentlige arbejdsforhold, og for at få det skal vi også have reformeret den offentlige sektor. Vi har også hele ældreområdet og hele frisættelsesdagsordenen, og jeg kan godt røbe, at der bliver arbejdet på sagen. Men vi er kun et lillebitte år, knap nok, inde i regeringsperioden, så vi når det.

Spørgeren.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet en rapport, hvor de dokumenterer, at der siden 2015 har været et efterslæb på 23 mia. kr. i vores velfærd, hvis den skulle have fulgt med resten af udviklingen. De 23 mia. kr., som velfærden har været underfinansieret med de sidste 8 år, er jo det, der nu kan mærkes rigtig mange steder, hvor man siger: Jamen det lever simpelt hen ikke op til de forventninger, vi har.

Mange mennesker siger: Jeg betaler en høj skat af min løn, og det lever ikke op til de forventninger, jeg har for mig, min familie, vores børn. Kan hr. Henrik Frandsen forstå, at når der mangler 23 mia. kr. og halvdelen af landets kommuner skal spare, er det den frustration, der er det centrale?

Ja tak. Så er det ordføreren.

Jeg anerkender fuldt ud, at der er pressede budgetter både i kommunerne og også inden for sundhedsområdet. Den nuværende regering har allerede afsat betydelige midler til sundhedsområdet, og der er også ekstra midler i finanslovsforslaget. Men det understreger bare vigtigheden af, at vi får taget alvorligt fat på vores velfærdssamfund, får taget alvorligt fat på sundhedsområdet og ældreområdet og får lavet nogle gennemgribende reformer, så vi kommer op på omgangshøjde igen.

Så er det hr. Dennis Flydtkjær. Værsgo.

Først vil jeg sige tak for talen til Moderaternes ordfører. Jeg synes faktisk, den var god, forstået på den måde, at man både var lidt oppe i helikopteren, og at der også blev taget nogle nålestik ned i noget konkret. Så ros for det; det var faktisk godt at høre.

Ordføreren nævner, at klima er en af de ting, der er vigtige for partiet, og jeg vil gerne komme ind på det. For lige før sommerferien vedtog flertallet med regeringen, at der skulle være en kilometerafgift på lastbiler. Det var et meget udskældt indgreb, fordi der jo ikke rigtig var noget, branchen kunne gøre for at undgå afgiften. Altså, skulle man have ellastbiler, er der kun to ladestandere i landet osv., så man har ikke rigtig noget greb til at kunne gøre noget ved det.

Nu afsætter regeringen så 100 mio. kr. til at finde en løsning på, hvad en transportbranche så kan gøre, og mit spørgsmål er bare, om ordføreren ikke er enig i, at det jo er totalt omvendt af, hvordan man burde gribe det an. Burde man ikke sætte de 100 mio. kr. af først, finde noget teknologi, som man kan bruge derude, og så sige til branchen: Nu skal I så implementere de gode tiltag, der er lavet? Altså, er det ikke totalt omvendt, at man først giver dem en straf i form af en høj afgift, de ikke kan indrette sig på, og at man så efterfølgende siger, at nu skal vi nok hjælpe med at finde nogle teknologier, man kan bruge til at implementere det?

Ordføreren.

Nej, jeg synes jo, det er rigtig positivt, at vi adresserer, at der er et behov for at investere i ladeinfrastruktur og i hjælp til omstilling. Så det synes jeg er rigtig positivt i det her finanslovsforslag, som vi diskuterer i dag. Men jeg vil godt minde om, at lastbilafgiften – eller kilometerafgiften – jo løbende skulle evalueres, og man skulle forholde sig til, hvor langt man er med teknologi osv. i forhold til branchen, så man har også, dengang man indførte den, tænkt på, at det ikke bare lige var at knipse med fingrene, og at så var det gennemført.

Spørgeren.

Grunden til, at jeg bringer det ulogiske i kilometerafgiften på lastbiler på banen, er jo, at vi – eller nogen gør, men vi gør ikke i Danmarksdemokraterne – i efteråret står over for at skulle lave en afgift for landbruget, en CO2-afgift, og jo lidt har den samme problemstilling, nemlig at landbruget får rigtig svært ved at gøre noget ved det, fordi teknologien ikke er der endnu. Burde man trods alt ikke gribe det an på den rigtige måde dér, sådan at man først sætter nogle flere midler af til at finde ud af, hvad man kan gøre i landbruget for at nedbringe CO2-udslippet, altså øget forskning i fodersammensætning, mere biogas, pyrolyse og andre ting? Forskningsmidlerne til pyrolyse falder i øvrigt ud i det her finanslovsforslag.

Så burde man trods alt ikke gøre det i den rigtige rækkefølge for landbruget, så man satte midler af til at forske, før man kom med afgiften?

Ordføreren.

Jo, men det er man jo sådan set også i gang med, vil jeg sige. Der er jo nedsat et udvalg under Michael Svarer, som kommer med en rapport her i efteråret, hvor det lige præcis bliver undersøgt. Man kommer med nogle anbefalinger til, hvordan man skal indføre en CO2-afgift på landbrugsproduktionen, og man forholder sig til, om den også skal indføres på varerne efterfølgende. Og der vil jeg gerne sige, at det er mig magtpåliggende og det er også Moderaterne meget magtpåliggende, at vi afventer de anbefalinger, der kommer derfra. Jeg tænker, vi læner os meget op ad, hvad Michael Svarer-udvalget kommer med.

Så er det hr. Ole Birk Olesen. Værsgo.

Tak for det. Hr. Henrik Frandsen taler selv om skattereformer og ambitioner på det område, og derfor vil jeg også gerne spørge ind til det. Vi har mange gange fra forskellige Venstreordførere hørt, at det ikke er Venstre, der har fundet på, at man bliver nødt til at opkræve en toptopskat som betingelse for, at man sænker topskatten, og nu har vi også i dag kunnet læse i avisen, at det heller ikke er Socialdemokratiet, der har krævet indførelse af en toptopskat som betingelse for at sænke topskatten. Socialdemokratiets skatteordfører, hr. Anders Kronborg, siger: Der er heller ingen tvivl om, at jeg ville tage æren fra andre, hvis jeg sagde, at toptopskatten var groet i vores have. Den er altså ikke groet i Socialdemokratiets have, det er ikke Socialdemokratiet, der har stillet som betingelse, at der skal indføres en toptopskat for at sænke topskatten. Så det er Moderaterne, må vi kunne forstå. Kan hr. Henrik Frandsen bekræfte, at det er Moderaterne, der vil have en toptopskat?

Ordføreren.

Jeg kan i hvert fald bekræfte, at Moderaterne er en del af en regering, som har forholdt sig til skat, og som vil give nogle massive skattelettelser i kraft af det regeringsgrundlag, der er lagt. Det vil man både gøre i bunden, og det vil man, når man hæver topskattegrænsen, så rigtig mange af dem, der betaler topskat i dag, kommer til enten at betale en lavere eller slet ingen topskat. Så er det korrekt, at en del af det regeringsgrundlag også er en toptopskat, og jeg kan også bekræfte, at første gang jeg hørte ordet, var det også i sammenhæng med Moderaterne. Men det indgår jo i en større sammenhæng her i forbindelse med lettelser hele vejen op igennem skattesystemet.

Spørgeren.

Så det er ikke Venstre, der har krævet en toptopskat, det er ikke Socialdemokratiet, der har skrevet en toptopskat, det er Moderaterne i regeringsforhandlingerne, der har krævet, at vi skal have en toptopskat, før vi kan sænke topskatten. Under indtryk af al den kritik, der er af toptopskatten, og under indtryk af, at den savner substantielt grundlag at indføres på, kunne Moderaterne så være åbne over for at gå til Venstre og Socialdemokratiet i regeringssamarbejdet og sige: Vi vil ikke insistere på en toptopskat alligevel; vi kan godt lade være med at indføre en toptopskat?

Ordføreren.

Nu synes jeg, at hr. Ole Birk Olesen lægger ord i munden på mig, for jeg har ikke på noget tidspunkt sagt, at Moderaterne kræver noget i forhandlingerne. Det har jeg ikke sagt. Jeg har sagt, det er en del af det regeringsgrundlag, der er lavet, som er en vægtning mellem forskellige skattesatser osv. forskellige steder i indkomstgrupperne. I Moderaterne er vi meget stolte af det regeringsgrundlag, der er lavet, og vi har tænkt os at holde os til det regeringsgrundlag, der er lavet, så vi bakker fuldt op om regeringsgrundlaget.

Så er det hr. Peder Hvelplund. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Nu nævnte ordføreren selv, at der i årene fremover var behov for at styrke velfærden, og noget af det, vi i hvert fald ved, er, at vi i årene fremover får brug for flere velfærdsprofessionelle. Og hvis det skal lykkes, er det også nødvendigt at give en større anerkendelse til især de kvindedominerede velfærdsfag og sikre et konkret lønløft til det personale, vi kommer til at mangle i velfærden, i ældreplejen og i sundhedsvæsenet.

Regeringen har jo også afsat 3 mia. kr. til et konkret lønløft, men frem for at finansiere det med penge, man kommer og giver, siger man, at det er nogle penge, som kommuner og regioner selv skal finde gennem besparelser. Det betyder, at det lønløft, der så skal gives, skal findes ved at fyre kollegaer. Konkret er det 1.100 i kommunerne og 400 i regionerne. Kan ordføreren ikke forklare, hvordan det skaffer flere hænder i velfærden, at man skal ud og fyre flere ansatte for at kunne give et lønløft?

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, at vi adresserer, at der er behov for flere midler til lønløft i velfærden. Og vi er også meget optaget af, at man kan finde de medarbejdere. Findes de derude? Findes de ikke derude? Vi ved jo i dag, og det sagde jeg også i min tale, at den nye valuta i dansk politik er medarbejdere. Så jeg tænker, at det er en stor opgave, man har fået ude i regionerne.

Vi bakker gerne op, men det er også vigtigt, at vi kan skaffe medarbejdere. Vi har også i Moderaterne her hen over sommeren italesat, at vi gerne så, at man måske fik øgede muligheder for at hente medarbejdere i udlandet på velfærdsområderne, altså sygeplejersker, der er uddannet i et tredjeland osv. Så jeg tænker, der er mange greb i det her.

Spørgeren.

Nu har ordførerens formand jo tidligere excelleret i formuleringer om færre, flere, mindre og mere. Men ordføreren mangler ligesom at forklare, hvordan det skaffer flere hænder i velfærden, at man fyrer folk. Hvorfor aflyser man ikke nogle af de skattelettelser, man har tænkt sig at give, og bruger de midler til at kunne give til et konkret lønløft til det personale, vi mangler, så vi reelt kan få flere, frem for at man går ud og fyrer personale for at kunne give et lønløft, angiveligt for at kunne tiltrække flere? Altså, hvordan bliver fyret personale til flere ansatte, som vi har behov for?

Ordføreren.

Fyret personale i sig selv giver ikke flere ansatte. Det er fuldstændig korrekt, men det er også helt korrekt, at der er afsat midler til et lønløft på sundhedsområdet og på velfærdsområdet. Hvordan de skal fordeles kan jeg ikke stå her på talerstolen og sige. Det er jo noget, man skal fordele i en kommende trepartsforhandling.

Så er den næste fru Samira Nawa. Værsgo.

Tak. Ordføreren nævner investeringer i klima som et af de tre ben, som Moderaterne står på. Det må jeg så konstatere er et noget kortere ben end de andre, for jeg synes jo ikke rigtig, at finanslovsforslaget på den måde runger af investeringer i klima. Man kunne jo pege på dieselafgifter, man kunne pege på flyafgifter, men der har hr. Henrik Frandsen jo selv udtalt: Ting tager tid. Og så bliver jeg nødt til at spørge hr. Henrik Frandsen: Har klimaet tid til at vente? For det mener vi i hvert fald ikke i Radikale Venstre. Der mener vi, at vi bør skubbe på for den grønne omstilling og også afsætte penge til netop klimaet.

Ordføreren.

Jeg vil gerne sige, at klimaet ikke har tid til at vente, og i hvert fald slet ikke til efter 2025. Det er jo sådan, at der er aftalt et klimamål i 2025 og 2030, og det står også i regeringsgrundlaget, at vi rykker nul CO2-udledning frem til 2045. Så klimaet har ikke tid til at vente. Vi har også sagt , at vi er åbne over for at diskutere en dieselafgift, og en flyafgift er noget, der også står i regeringsgrundlaget. Det kan vi også være helt sikre på også kommer.

Det, jeg tænker er det allervæsentligste nu, er, at vi i fællesskab – og vi vil selvfølgelig også meget gerne have De Radikale med – finder ud af, hvordan vi når i mål med 2025-målet. For det er bydende nødvendigt, at vi når det. Der er taget initiativer omkring fortrængningskrav osv., men viser det sig, at der er yderligere behov, så tænker jeg, at det er meget, meget vigtigt, at vi sætter os sammen. Så jeg er enig med fru Samira Nawa i, at klimaet ikke kan vente. Der skal handling til, men vi skal også tænke os om undervejs.

Spørgeren.

Det glæder mig, at vi så er enige om, at klimaet ikke har tid til at vente. Det kan så bare undre mig, når nu ordføreren selv peger på et 2025-mål, at der er fuldstændige radiotavshed om de forhandlinger, og at det også er skrevet ind i pjecen til finansloven, at man når 2025-målet for klimaet i kraft af det her fortrængningskrav.

Derfor kan jeg jo godt stå undrende tilbage, når Moderaterne både siger, at man gerne vil have nogle dieselafgifter, men samtidig siger, at fortrængningskravet er rigeligt til at indfri et 2025-mål. Og når jeg tillader mig at stille det her spørgsmål, er det jo også, fordi det er Moderaterne, der sidder på Klimaministeriet, og fordi finansordføreren fra Moderaterne jo også er klimaordfører.

Ordføreren.

Ja, det er fuldstændig korrekt, at jeg er klimaordfører. Men jeg vil også sige, at der er truffet rigtig mange aftaler og rigtig mange beslutninger, og der er også skrevet rigtig meget ned i regeringsgrundlaget om vores opfyldelse af klimamålene. Og det behøver jo ikke at stå i finansloven, at vi vil komme med en CO2-afgift på landbruget f.eks. Det har vi aftalt. Det har vi skrevet i regeringsgrundlaget at vi vil. Der afventer vi Svarer-udvalget, og sådan kan vi tage en hel række andre punkter derhenad. Det, der kræves nu, er implementering og handling, tænker jeg.

Så er det hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Tak for det. Jeg har jo bemærket, at hr. Henrik Frandsens partiformand har nogle meget eksotiske tanker om, hvordan man skal løse problemet med manglende arbejdskraft, bl.a. ved at indhente meget, meget store mængder folk fra Afrika, kan jeg forstå.

Der kunne jeg godt tænke mig at høre, hvordan hr. Henrik Frandsen tror at den slags meldinger føles for f.eks. seniorer, som strukturelt bliver holdt ude af arbejdsmarkedet, fordi der er en enorm aldersdiskriminering, eller for de 40.000 handicappede, som står uden for arbejdsmarkedet imod deres vilje. Eller skulle man måske gribe ud efter de 40.000 unge, som hverken er under uddannelse eller i arbejde? Altså, hvorfor er det, at Moderaterne er så optaget af at få flere ind fra Afrika, kan jeg forstå, når vi faktisk har rigtig mange danskere, som gerne vil, men som i dag bliver holdt uden for arbejdsmarkedet?

Ordføreren.

Jeg er sådan set enig med hr. Morten Messerschmidt i, at det også er vigtigt, at seniorer kommer ind på arbejdsmarkedet. Det er også vigtigt at få så mange handicappede som muligt ind på arbejdsmarkedet. Det er også vigtigt, at vi får så mange af de unge, der i dag står uden for arbejdsmarkedet – jeg tror, det er 43.000 – ind på arbejdsmarkedet. Det er bare ikke nok. Vi har, så vidt jeg husker ud fra min hukommelse, frem til 2030 brug for 90.000 medarbejdere, og så er vi altså nødt til at kigge ud over landets grænser, og vi er også nødt til at kigge ud over EU's grænser.

Derfor foreslår vi jo i Moderaterne, at vi skal være åbne over for at importere kvalificeret arbejdskraft. Altså, vi skal jo ikke bare sætte en annonce i avisen og skrive: Nu kan I komme til Danmark. Det skal være folk, der kan løse nogle opgaver. Det er også derfor, at vi har foreslået, at man skulle starte en sundhedsuddannelse i et tredjeland – der er blevet nævnt Indien, der er blevet nævnt Filippinerne – netop for at være sikre på, at vi har alle de hænder, alle de medarbejdere, alle de hoveder, der skal bruges i den grønne omstilling og i velfærden fremover.

Spørgeren.

Jeg ved ikke helt, hvad det er for et regnekursus, hr. Henrik Frandsen har været på; det er i hvert fald ikke det samme, jeg har været på. Man siger, at vi mangler 90.000 fremadrettet, i de kommende år. Altså, hvis vi bare behandlede seniorerne i Danmark lige så godt, som man gør det i Norge, så har vi 66.000. Vi har 40.000, der er handicappede og parkeret uden for arbejdsmarkedet. Vi har 40.000 unge, som er uden for arbejdsmarkedet. Allerede nu er vi på pænt over 90.000, og derudover er der 66.000 i det register i EU, der hedder EURES, og fra mange andre EU-landes side har de sagt, at de sådan set gerne vil til Danmark og arbejde. Så nærmer vi os 200.000, og så er vi slet ikke begyndt at tale om alt det fuldstændig overflødige administrative personale, der er i den offentlige sektor, og som vi også kunne fyre en del af.

Ordføreren.

De sidste er nok regnet ind i de 90.000, tænker jeg. Men jeg kan bare gentage det, jeg har sagt én gang: at jeg også synes, det er væsentligt, at vi får så mange seniorer som muligt til at blive på arbejdsmarkedet, at vi får så mange handicappede som muligt ud på arbejdsmarkedet – der bliver gjort rigtig meget – og at vi får så mange som muligt af de unge, der i dag står uden for arbejdsmarkedet, ud på arbejdsmarkedet.

Men igen vil jeg sige, at hvis vi skal nå i mål med de medarbejdere, der skal bruges, med de hoveder, der skal bruges, med de kvalifikationer, der skal bruges, så er vi nødt til at kigge ud over landets grænser.

Så er det fru Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen. Værsgo.

Tak for ordet, og tak for talen. I regeringsgrundlaget beskriver regeringen, at klimakrisen er en af vor tids største kriser. Det glæder mig, at I tager det alvorligt. Men samtidig forstår jeg ikke helt sammenhængen med, at man vil bruge 5 mia. kr. på skattelettelser det næste år, hvilket er ti gange så meget, som man bruger af nye midler på klimahandling. Så vil ordføreren forklare, hvor sammenhængen mellem at bruge flere penge på skattelettelser end på klimahandling er, når I selv beskriver det som en af vor tids største kriser?

Ordføreren.

Jamen som jeg også sagde i min tale, er der for Moderaterne tre ben, der er vigtige at stå på: Det ene er velfærd, det andet er skat, som også er det samme, som vi oversætter til velstand, og det tredje er klima. Derfor skal der være det rigtige miks mellem de tre ting. Og hvis man læser regeringsgrundlaget, og det har jeg gjort, og det tænker jeg også at spørgeren har gjort, vil man også se, at man har vægtet tingene i forhold til hinanden, så vi samlet set får lavet den bedste løsning. Og der er sat rigtig mange initiativer i gang allerede. Der er lavet en klimafond, som også har meget, meget store midler, så der er jo mange penge i systemet i forvejen. Der kommer også en ekstra milliard kroner i forbindelse med finansloven her. Så der er et stort fokus på klima.

Spørgeren.

Så ordføreren mener konkret, at de 400 ekstra mio. kr. er nok til reel, ordentlig klimahandling?

Ordføreren.

Nej, det har jeg ikke sagt, for når jeg f.eks. siger det, har jeg jo ikke sagt, at der kommer en rapport fra Michael Svarer-udvalget senere i år, som vi jo på en eller anden måde skal have omsat til konkret politisk handling. Der skal man jo ikke tage fejl af, at vi jo er meget optaget af, at man så også får lavet de tiltag, der skal til for at nå i mål med landbrugs- og fødevareområdets udledninger. Omkring transport er vi heller ikke i mål. Vores personlige klimaaftryk skal vi også have forholdt os til, så der er rigtig mange steder, vi skal i gang med. Så 400 mio. kr. er jo slet ikke nok.

Så er det fru Pernille Vermund. Værsgo.

Tak for det. Penge har vi rigeligt af, arbejdskraft er vores nye valuta. Den naturlige konsekvens af sådan en udtalelse ville jo være at sikre, at flere penge kommer tilbage til danskerne, måske også ud til vores kernevelfærd, til regionerne og kommunerne, som lige nu får et lille plaster på såret til at afhjælpe de udfordringer, der er derude. Når vi taler om, at arbejdskraft er den nye valuta, burde det også være åbenlyst, at vi sagde: Hvad med at få de mennesker i Danmark, som altså er her i forvejen og ikke er på arbejdsmarkedet, i gang?

Ordførerens parti er meget optaget af, at vi nu skal hive en masse af afrikanere til Danmark – det lyder jo interessant, hvis man er til den slags. Men har ordførerens parti overhovedet tænkt over, at vi allerede i dag har folk fra Irak, fra Syrien, fra Somalia og Libanon, og fælles for de fire lande er, at når man ser på hele befolkningsgruppen, er det under halvdelen af dem, der er i beskæftigelse? Var det ikke en idé at starte der, frem for at vi går og giver passiv forsørgelse til folk, som er kommet hertil fra eksotiske egne, og som i virkeligheden ikke laver noget?

Ordføreren.

Noget af det farligste, man kan gøre, hvis man sådan skal kigge på sin egen privatøkonomi, er at begynde at skrue sit forbrug op, hvis man lige pludselig står i en situation, hvor man har fået ekstra penge, og så tænker, at sådan kan det gå ud i al fremtid. Vi ved jo reelt ikke, om den tilstand, vi har nu, er en, der varer ved. Derfor tænker jeg, at det er dyb økonomisk ansvarlighed ikke bare at sige, at vi skal bruge den sidste krone nu. Og det siger jeg om den udtalelse, hvor der bliver sagt, at vi har penge nok. Penge nok får man jo i øvrigt aldrig. Men vi er bare nødt til at adressere, at der er mange andre ting i det her end økonomien, der også er væsentlige, og det er arbejdskraft. Jeg ved også godt, at kommuner og regioner er pressede på deres økonomi. Jeg bilder mig selv ind, at jeg har en god indsigt i kommuners økonomi. Jeg er også nødt til at sige, at de gode tider, vi har i samfundet – det råderum, som det har givet i statens finanser – jo altså også er noget, man mærker ude i kommunerne.

Spørgeren.

Det var et fantastisk ikkesvar. Så lad mig stille et mere konkret spørgsmål, som måske bare kan udløse et ja- eller nejsvar: Er det at indføre en toptopskat et ultimativt krav for Moderaterne?

Ordføreren.

Toptopskatten er en del af regeringsgrundlaget, og de tre partier, der sidder i regering, har forpligtet hinanden på at gennemføre regeringsgrundlaget. Og det står Moderaterne fuldt ud ved.

Så er det hr. Jacob Mark. Værsgo.

Nu blev jeg faktisk lige inspireret – og det er jo skønt, når det sker under en debat – til at spørge: Hvordan mærker kommunerne de der gode tider, som ordføreren lige nævnte at kommunerne også oplever? For der, hvor ordføreren kommer fra, ser jeg store sparekataloger, og det er faktisk kendetegnende for en stor del af de danske kommuner lige nu, at de laver store spareøvelser på folkeskolen, at lokale folkeskoler lukker, at lærernes forberedelsestid bliver mindre, at plejecentre oplever at måtte skære ned på helt basale velfærdsydelser, og det er jo af forskellige årsager, fordi deres økonomi er under pres.

Så vil ordføreren ikke forklare mig: Hvad mener ordføreren, når han siger, at der også er gode tider ude i kommunerne? For det er ikke det, S-borgmestrene er ude at sige de oplever i dag.

Ordføreren.

Altså, hele vores samfund har gode tider, er jeg nødt til at sige. Jeg tror aldrig, det har gået bedre, end det gør lige nu. Vi har et fantastisk velfærdssamfund. Når man sidder ude i en kommune, betyder det også rigtig meget, hvor mange der er i beskæftigelse. Jo flere der er i beskæftigelse, og jo højere løn de får, jo højere skatteindtægter får kommunerne ind. Det er ganske simpel købmandsregning. Det mærker kommunerne f.eks.

Jeg siger jo ikke, at de kommunale budgetter ikke er pressede, for det er de. Jeg siger bare, at med til den fortælling hører også, at alle de, hvad skal man sige, positive ting, som gør, at vi har fået et ekstra råderum, og at det går godt med beskæftigelsen, overførselsindkomster osv., altså også drypper på kommunerne. Det er jeg bare nødt til at sige.

Spørgeren.

Der vil jeg nok bare sige, at det ikke helt er den oplevelse, jeg oplever at de kommunale folk har, og nu kender ordføreren jo også de kommunale folk. De oplever, at vi herindefra lægger store besparelser ned over jobcentrene, inden vi fjerner reglerne. De oplever, at vi beder dem om at afskaffe deres administrative personale, før vi selv skærer ned på vores eget. De oplever, at kommuneaftalerne er for stramme, og at man ikke finder penge til det specialiserede socialområde, som er stukket helt af, fordi man ikke har sørget for at forebygge.

Så jeg vil bare advare imod, at man siger, at der er alt for gode tider. For sparekatalogerne i landets kommuner vidner om noget andet.

Ordføreren.

Jamen jeg er jo ikke uenig. Jeg siger også, at den kommunale økonomi er under pres. Jeg siger bare også samtidig, at de ting, der virker gunstigt på statsøkonomien, altså også virker ude i kommunerne, i og med at skatteindtægter også betyder noget.

Men jeg ved godt, at i nogle kommuner – bl.a. der, hvor jeg kommer fra; jeg sidder jo selv i kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune – bliver man modregnet i udligning, hvis man har ekstra i skatteindtægter. Men der bliver altså også noget tilbage er jeg bare nødt til at sige.

Så er det fru Sólbjørg Jakobsen. Værsgo.

Tak, og tak til hr. Henrik Frandsen for at opklare noget, vi har ledt længe efter på det sidste. Det er Moderaterne, der står bag toptopskat. Det har vi fået bekræftet i dag, det er dér, det har groet, det er tydeligt. Det er ikke S, det er ikke V. Venstre kalder det direkte en skovsnegl. Så der er ikke så meget at rafle om længere dér. Jeg vil også takke for, at hr. Henrik Frandsen åbner op til hr. Ole Birk Olesen om, at det ikke er et krav som sådan. Vil det sige, at vi her i Folketingssalen i dag kan få åbnet idéen om, at Moderaterne måske er villige til at give slip på toptopskatten til de kommende forhandlinger? For medmindre forhandlingerne bare er en ceremoni, hvor vi alle skal skrive under på regeringsgrundlaget, hvis vi har lyst til at det, tror jeg, det er et sted, hvor man mødes og finder ud af, hvor man kan give og tage. Og vi tror da på vores 2035-plan, men vi kræver den ikke fuldt indført, for vi ved godt, vi ikke får det hele. Er Moderaterne villige til at give slip på deres aftryk i regeringsgrundlaget?

Ordføreren.

Jeg tror, at det, jeg har sagt, er, at toptopskatten er en del af regeringsgrundlaget, og vi føler os i Moderaterne, ligesom man gør i Venstre, ligesom man gør i Socialdemokratiet meget forpligtet af at gennemføre regeringsgrundlaget. Det tror jeg faktisk det danske samfund vil have stor gavn af. Vi har et fantastisk regeringsgrundlag. Toptopskatten er en del af regeringsgrundlaget, og derfor står vi selvfølgelig ved toptopskatten. Jeg tror, at det, jeg sagde, var, at første gang jeg hørte ordet nævnt, var i sammenhæng med Moderaterne. Så det er ikke noget, vi sådan absolut har krævet, men det indgår som et element i de skattetiltag, der er i regeringsgrundlaget.

Spørgeren.

Okay. Men nu er det sådan, at Moderaterne allerede har droppet en advokatvurdering i minksagen. De har allerede droppet en fridag for danskerne, og man har vist også lidt droppet ambitionerne om forringelse af seniorpensionen, i hvert fald i nogen grad, som ellers også er en del af regeringsgrundlaget. Så alt er ikke skrevet i sten, heller ikke for en moderat, kan vi jo lære af historien. At det er en del af regeringsgrundlaget, ved vi godt, men vi ved jo også godt, at det ikke er groet i S og V's baghave. Er det ultimativt for Moderaterne, at man er tro mod toptopskatten?

Ordføreren.

Nu er Moderaterne jo altså ikke et parti, der klatrer op i træer, det er der andre partier der har en vane med at gøre. Vi gør det ikke. Så vi har ikke ultimative krav, når vi går ind til forhandlinger, slet ikke, og det kommer vi aldrig til at have. Jeg tænker, at det er en måde at melde sig ud af en forhandling på, altså at starte med at komme med ultimative krav.

Så er det fru Susie Jessen, værsgo.

Tak. Jeg vil lige starte med at sige tillykke til hr. Henrik Frandsen med den meget vigtige post som landdistriktsordfører. Jeg glæder mig meget til samarbejdet. Så vil jeg også sige tillykke til Moderaterne med de her 2,6 mia. kr., som man har sikret til udenrigstjenesten. Der virker det måske lidt mærkeligt for mig – nu tager jeg lige min landdistriktsordførerhat på – at man så giver 2,6 mia. kr. til udenrigstjenesten, men samtidig har haft et behov for lige at finde sølle 15 mio. kr. ved at skære i de her gymnasier, der ligger i yderområderne, med ½ mio. kr. hver. Det er 31 gymnasier. Det ene gymnasie er nede i Tønder, hvor hr. Henrik Frandsen jo også tidligere har været borgmester. Og jeg håber også, at hr. Henrik Frandsen kan bekræfte mig i, hvor vigtigt det er, at vi har de her gymnasier i yderområderne, og forklare mig, hvordan man så i alverden kan finde på at skære i det her særlige tilskud, når vi ved, hvor vigtigt det er i forhold til at få hjulene til at dreje rundt. Og så lige i forhold til det her med, hvad ordføreren siger om, at hele vores samfund har gode tider, vil jeg sige, at jeg ikke er helt sikker på, at de er helt enige ude i landdistrikterne, når busserne bliver aflyst i øjeblikket.

Tak. Ordføreren.

Først vil jeg svare på det med de 2,6 mia. kr. til udenrigstjenesten. Vi lever i en usikker verden. Der er krig i Europa. Man har igennem en årrække skåret til, skåret til og skåret til. Jeg tænker, at det er vigtigt, at vi er til stede de steder ude i verden, hvor det er nødvendigt. De 2,6 mia. kr. er også over en årrække. Det er 4 år, så vidt jeg husker. Jeg kan ikke huske det helt præcist. Nu kigger jeg ned på finansministeren – ja, det er 4 år.

Jeg tror, at det giver rigtig god mening i verdenen, sådan som den har udviklet sig. Jeg er meget enig i, at gymnasier langt væk fra de store byer er væsentlige. Det er også derfor, det er vigtigt, at når der kommer forhandlinger om hele udkantstaxameteret, taxameterprincippet i det hele taget, får vi lavet en ordning, der sikrer, at vi har gode gymnasier overalt i landet.

Spørgeren.

Jeg er enig i, at der er krig i Ukraine. Det siger vi rigtig tit. Og jeg er fuldstændig enig i, at der skal prioriteres der. Men når det så er sagt, taler vi om en finanslov, hvor der er rigtig mange penge, så hvorfor i alverden skærer man i de her puljer til landdistrikterne? Det giver bare ikke mening i mit hoved, når man gerne vil sikre et Danmark i balance. Hvorfor skærer man så i de puljer her? Hvorfor skal vi sidde i forhandlingslokalet og prøve at få det her ind igen? Jeg synes simpelt hen, at det er en dårlig prioritering fra regeringens side, hvis man vil et Danmark i balance.

Ordføreren.

Vi vil et Danmark i balance. Jeg har det også lidt sådan, at jeg en gang imellem tænker: Mon ikke Danmarksdemokraterne skulle begynde at tale landdistrikterne op? Jeg synes, at I nogle gange taler dem lidt ned og lidt sætter dem over i en offerrolle, hvor de egentlig ikke hører hjemme. Der er rigtig meget energi ude i landdistrikterne. Hele den grønne omstilling, der kommer, giver vanvittig store muligheder ude i landdistrikterne. Rigtig meget af det kommer til at foregå derude, både når det gælder vedvarende energi, men også når det gælder hele fødevareområdet. Der er så mange muligheder. Lad os gribe dem.

Så er det hr. Søren Egge Rasmussen.

Ja, nu sagde ordføreren jo, at klimaet ikke har tid til at vente, og der var en bekræftelse af, at vi har et 2025-mål og et 2030-mål, og at vi skal sætte os sammen, og at der skal være mere handling, og at klimaet er det tredje ben. Ja, men det virker jo lidt, som om det er en trebenet skammel, hvor benene ikke er lige lange, og hvor klimabenet er så kort, at skamlen er ved at vælte. Altså, vi venter jo sådan set på regeringen, vi venter på, at Moderaternes klima- og energiminister genoptager de her 2025-forhandlinger. For vi jo var i gang med at forhandle, og regeringen havde kun ét bud, nemlig at putte mere biobrændstof i dieseltanken, og det er altså ikke nok.

Klimarådet siger, at vi skal komme med klimahandling på 2 mio. tons, og jeg har noteret mig, at Moderaternes Lars Løkke Rasmussen har været ude at lufte, at man sådan set er åben over for en dieselafgift. Og det ville gøre forhandlingerne meget nemmere, hvis det var sådan, at regeringen kunne blive enig med sig selv om, at en hævning af dieselafgiften på en afbalanceret måde var en del af løsningen. Går Moderaterne ind for, at vi skal hæve dieselafgiften?

Ordføreren.

Nej, vi er åbne over for, at man inddrager dieselafgiften i de overvejelser, der skal være omkring at nå 2025-målene med sikkerhed. For man skal overhovedet ikke være et sekund i tvivl om, at det ligger Moderaterne og at det også ligger regeringen meget på sinde, at vi når 2025-målene. Der skal de handlinger til.

Det er korrekt, at man har spillet ud med et fortrængningskrav, og jeg synes, det er ganske fornuftigt med den måde, man gør det på. Men viser det sig, at vi ikke når i mål med det, så skal vi handle, for i min verden og i Moderaternes verden og i regeringens verden står de mål ikke til diskussion.

Spørgeren.

Jamen jeg er da glad for at høre, at der er en åbenhed omkring, at man skal have flere virkemidler ind, og det må også være, fordi man så går efter et højere mål. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, om ordføreren er enig i Klimarådets opjustering af, at det sådan set er 2 mio. t, vi mangler, og når nu ordføreren også er blevet klimaordfører, vil jeg anbefale ham at læse notits 10 i de her forhandlinger, hvor der sådan set er gennemgået, hvad en forhøjelse af dieselafgiften kan give. Det kan faktisk også give flere penge i statskassen. Går Moderaterne ind for, at det er et 2-mio.-t-CO2-fortrængningsmål i 2025, vi skal forfølge?

Ordføreren.

Nej, det er sådan, at vi som regeringsparti – og vi har også ministerposten – læner os op ad de tal, vi får fra ministeriet. Det gør man altid, når man er i en regering, og de siger, at vi mangler 500.000 t lige nu. Så det er selvfølgelig det, vi går efter. Men det er jo ikke sikkert, at det hele når i mål, og hvis det viser sig, at der skal justeres, er vi også åbne over for at gøre det videre. Der skal ikke være tvivl om, at vi går efter at nå 2025-målet, og jeg er også rigtig glad for de indspil, der kommer fra Klimarådet. Det er også vigtigt, at vi tager dem med, og CONCITO kommer også med rigtig gode indspil.

Så er det hr. Kristian Bøgsted.

Tak, og tak til ordføreren for en tale med rigtig mange fine ord, og jeg bider mærke i, at der bliver nævnt, at vi skal styrke landdistrikterne, og at vi skal gøre noget for arbejdskraften og sammenhængskraften. Men er ordføreren egentlig klar over, hvad der vil ske ude i landdistrikterne, i hvert fald nogle af stederne, hvis gymnasierne lukker, når man fjerner det her? Det vil sige, at der er nogle unge mennesker, der får over 70 km til et alment gymnasie.

Hvad betyder det? Det betyder, at de flytter ind til de store byer, og det betyder, at vi ude i landdistrikterne mangler arbejdskraft til fritidsjobbene, at vi mangler uddannelsesmuligheder. Der er også en chance for, at de ikke flytter tilbage. Det vil så sige, at vi mangler bosættelse derude. Hvordan kan det styrke landdistrikterne, øge sammenhængskraften, og øge beskæftigelsen ude i landdistrikterne, hvis der sker det her?

Ordføreren.

Jeg er meget enig med hr. Kristian Bøgsted i, at gymnasierne er essentielle for udviklingen i landdistrikterne; jeg er meget enig. Derfor er det også meget vigtigt, når vi skal se på hele taxametersystemet, hele finansieringen af både de almene gymnasier, men også af erhvervsgymnasierne, at vi får skabt en model, der sikrer, at vi har et alment gymnasium og et ethvervsgymnasium i Tønder, men også i Lemvig og i andre byer, der ligger langt væk fra de store byer. Så der tænker jeg jo, at vi, når vi kommer til de forhandlinger, sagtens kunne finde ud af et eller andet i fællesskab, for det skal vi nå i mål med.

Spørgeren.

Så håber jeg, at de forhandlinger kommer snart, og inden det måske er for sent. Men der er et andet spørgsmål. Nu nævner ordføreren selv, at det værste, man kan gøre, er at øge sit forbrug, hvis man lige pludselig tjener flere penge, for de gode tider måske ikke bliver ved. Lad os tage som et eksempel, at de gode tider om 2 år er ovre. Er Moderaterne så indstillet på, at vi simpelt hen stopper det der øgede udenrigsbidrag, vi nu har givet over 4 år, og skærer ned der igen, for at bruge pengene herhjemme? Eller er det f.eks. på velfærden herhjemme, vi så skal spare?

Ordføreren.

Arh, nu begynder det jo at blive lidt hypotetisk, altså hvad der i øvrigt sker om 2 år, hvis der sker det og det i kraft af det og det. Det kan jeg ikke svare dig på. Men jeg kan sige til hr. Kristian Bøgsted, at Moderaterne altid vil stå på mål for, at vi sikrer, at vi har en bundsolid økonomi i Danmark. Det har vi i dag, og det skal vi også have i fremtiden, og derfor skal vi også, selv om vi lejlighedsvis får flere penge i kassen, være fornuftige, når de kommer.

Så er det fru Pia Kjærsgaard.

Tak for det. Jeg skal vende lidt tilbage til det der med udenlandsk arbejdskraft. For jeg tror, at det bliver et meget, meget stort emne og et meget, meget stort problem fremover, hvis Moderaterne og den øvrige regering får det gennemført, og det kan man jo gøre, hvis man har et flertal. Jeg har ikke hørt så meget om, hvad Socialdemokratiet mener om det, men det er jo helt klart, hvad Moderaterne mener, for det er formanden, udenrigsministeren, der har foreslået det.

Så må jeg bare henlede opmærksomheden på, at der sidst i 1960'erne og først i 1970'erne kom rigtig meget arbejdskraft ligesom den, man nu vil have, fra Jugoslavien, fra Pakistan og fra Tyrkiet. Det var dem, der på det tidspunkt blev kaldt for gæstearbejdere – fremmedarbejdere kaldte man dem også – og formålet var, at de skulle hjem igen. Det kom de bare aldrig nogen sinde, eller meget få af dem gjorde det, og de er her stadig væk i dag med de store, store problemer, det giver med familiesammenføringer, med folk, der har været her i så mange år, og som stadig væk ikke er integreret i det danske samfund, og jeg er meget bange for, at det er nøjagtig det samme, der kommer til at ske her, fordi det er en helt anden del af verden, man vil indføre arbejdskraft fra.

Ordføreren.

Så må jeg bare sige, at vi ikke deler den bekymring. Jeg vil også sige, at det jo er væsentligt, at vi, når/hvis vi kommer til at importere arbejdskraft på den måde, som vi foreslår – det er jo ikke noget, der er regeringspolitik – så sikrer, at man har sit opholdsgrundlag på baggrund af sit arbejde. Det vil sige, at den dag man ikke længere arbejder i Danmark, har man heller ikke længere et opholdsgrundlag i Danmark.

Spørgeren.

Ja, er det virksomhederne, der skal sørge for det? Altså, den holder jo ikke, og jeg må bare sige, at al erfaring siger det modsatte. Jeg har selv været med i så mange år, og jeg husker det meget, meget tydeligt, og jeg vil så bare sige, at jeg har advaret. Jeg synes, at det, man er ude i, er grotesk, og så hørte jeg, at ordføreren tidligere svarede på sådan lidt det samme spørgsmål, som jeg har stillet, i hvert fald i den her genre, altså at det jo skulle være folk, der var godt uddannet og alt muligt, og hvis ikke de var det, kunne man uddanne dem.

Mon ikke der er mere behov for dem i deres hjemlande, hvis de skal være så godt uddannet? Dem, vi mangler, er jo ikke de superuddannede, men det er i restaurationsbranchen, det er i rengøringsbranchen osv. Og dem, der kommer, er dem, der ikke kan sproget, og dem, der ikke kan integreres.

Tak. Så er det ordføreren.

Det er også håndværkere, det er folk, der kan rejse vindmøller, det er smede. Hele den grønne omstilling er fuldstændig afhængig af, at der er medarbejdere, kloge hoveder, som kan hjælpe til der. Og jeg tager selvfølgelig advarslen til efterretning, men jeg siger igen, at jeg ikke deler bekymringen.

Så er det fru Sascha Faxe. Værsgo.

Tak, og tak for ordet. Ordføreren siger, at hele samfundet aldrig har haft det bedre. Det er ikke sikkert, jeg citerer helt korrekt, men det var det, der var intentionen. Den analyse er jeg ikke helt sikker på vi deler i Alternativet. Vi står over for nogle kriser af en størrelse, som vi aldrig har set før, bl.a. klimakrisen og biodiversitetskrisen. Når ordføreren så går ind og taler om, at der skal være en balance mellem tre ting, nemlig skattelettelser, velfærd og klima, er jeg nødt til at spørge ordføreren: Mener ordføreren helt oprigtigt, at der med den 1 mia. kr., hvoraf det kun er de 450 mio. kr., der er nye, er en proportionelt rigtig balance i forhold til krisernes størrelse mellem de tre dele, som der bliver nævnt?

Ordføreren.

Ja. Det kan jeg svare ja til. Og så vil jeg gerne begrunde det. Begrundelsen er, at der jo er besluttet og aftalt rigtig mange andre initiativer samtidig, bl.a. på fødevareområdet. Der er også gennemført nogle ting omkring lagring af CO2 osv. Så der er jo mange ting, der er i gang. Vi har også klimaaftalerne. Vi ved, at vi skal i gang der. Så ja.

Men der er jo også, skal vi huske på, afsat mange midler i forvejen. Vi har en klimafond, som jo skal finansiere den grønne omstilling fremover. Så når det handler om balancerne, har jeg ikke på noget tidspunkt sagt, at der skulle afsættes lige mange penge til de tre spor, for så tror jeg nok, vi også fik nogle voldsomme skattelettelser, som vi ikke kunne stå på mål for. For velfærd er jo klart det, der skal have de fleste penge, men der skal være de rette balancer mellem de tre ben, ja.

Så er der i øvrigt nogen, der har sagt noget med en skammel med for korte ben. Det kommer jo også an på, hvor tykke benene er, tænker jeg.

Spørgeren.

Så hvis jeg skal forstå det rigtigt, mener ordføreren, at velfærdskrisen er markant meget større end bl.a. klimakrisen. Og når der så bliver henvist til, at der allerede er sat penge af til en grøn fond, vil jeg sige, at det jo er dem, der allerede indgår i den 1 mia. kr., der er sat af i finanslovsforslaget. Så jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan man definerer det her. For den her 1 mia. kr. bliver kaldt en grøn milliard, men dækker jo ikke kun over klima. Den dækker også over biodiversitet og alle mulige andre ting, bl.a. også ting, der i vores bog ikke står i den grønne ordbog, nemlig dyrevelfærd, som for os helt konkret er anstændig landbrugspolitik.

Tak. Ordføreren.

Nu vil jeg sige, at det er svært at sammenligne kriser, ligesom det er svært at sammenligne højden på et tordenskrald og på Rundetårn. Klimakrisen er meget alvorlig. Jeg mener også, vi tager den alvorligt. Jeg mener, der er truffet en masse beslutninger og lavet en masse aftaler, der gør, at vi også håndterer den del.

Men velfærdskrisen er også alvorlig, og når jeg siger, at vi aldrig har haft et bedre samfund, end vi har nu, er det netop velfærdssamfundet, jeg tænker på. Vi har aldrig haft så mange i beskæftigelse, aldrig haft så mange inde på arbejdsmarkedet. Sundheden har aldrig været bedre, end den er nu. Så vi har jo et fantastisk samfund. Det skal vi passe på.

Så er den næste fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Jeg vil egentlig bare følge lidt op på det spørgsmål, der er stillet tidligere. Jeg sad egentlig og hyggede mig lidt over, at de drøftelser, vi har hernede i Folketingssalen med Moderaternes ordfører, er om toptopskat og om det her fuldstændig vanvittige indvandringsforslag, også fra Moderaterne. Man kan jo næsten sætte spørgsmålstegn ved, om fru Mette Frederiksen egentlig ikke er statsminister i hr. Lars Løkke Rasmussens regering. Men lad det så være.

Jeg kunne egentlig bare godt tænke mig, at ordføreren uddybede det her med arbejdskraft. For det er jo fuldstændig rigtigt, som fru Pia Kjærsgaard sagde tidligere, at det her jo har været prøvet af. Det havde vanvittige konsekvenser for det danske samfund. Er det virkelig det, Moderaterne står for – den der fuldstændige historieløse tilgang til indvandring, fri indvandring, og en fuldstændig mangel på respekt i øvrigt for alle de andre tiltag, der er, for at løse de problemer med mangel på arbejdskraft?

Ordføreren.

Nej, Moderaterne står ikke for historieløshed og mangel på respekt. Det vil jeg gerne sige. Til gengæld vil jeg også sige, at vi har meget, meget stor respekt for det danske velfærdssamfund, for den danske model, for klimakrisen og for de ting, der skal sættes i værk der. For at vi når i mål med det, er vi bare nødt til at skulle have mere arbejdskraft, og der peger vi så på muligheden for at rekruttere udenlandsk arbejdskraft. Det synes jeg faktisk ikke er mangel på respekt. Jeg synes heller ikke, det er historieløshed. Jeg synes faktisk, det er et udtryk for, at vi tager tingene alvorligt, og at vi kommer med løsningsforslag.

Spørgeren.

Det er historieløst, for det her har været prøvet af, som fru Pia Kjærsgaard fuldstændig rigtigt sagde, i slutningen af 1960'erne og starten af 1970'erne med alle de gæstearbejdere, som man inviterede herop, og som blev her, som blev til indvandrere, som fik familiesammenføring, og som for manges vedkommende har fået efterkommere osv., og som er nogle af dem, som er overrepræsenteret i alle de forkerte statistikker, altså i forhold til beskæftigelse og i forhold til kriminalitet. Alt det her er viden. Vi ved det, og alligevel kommer man med det her forslag, vel vidende at der er rigtig mange eksempelvis seniorer, som står uden for arbejdsmarkedet. Det er da historieløst og mangel på respekt for danskerne.

Ordføreren.

Jeg må sige, at jeg faktisk står og bliver en lillebitte smule forarget – for ikke at sige meget forarget – over den måde, fru Mette Thiesen omtaler folk, der kommer fra udlandet, på, altså udenlandsk arbejdskraft i Danmark. Jeg blev faktisk lidt forarget. De klarer sig rigtig godt. Der er rigtig mange, og hvis ikke de var her, var vores velfærdssamfund meget, meget ilde stedt. Jeg synes faktisk, vi skylder alle i det danske samfund respekt, også dem, der måske har en anden hudfarve og måske stammer et andet sted fra.

Så er den sidste i den her omgang hr. Lars Boje Mathiesen. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren nævner gentagne gange behovet for mere arbejdskraft. Så undrer jeg mig da, når jeg kigger på det finanslovsforslag, som man har lavet, for når man kigger på 2030-planforløbet, stiger bruttoledigheden med 10,5 pct. næste år, og hvis vi kigger frem i 2030, med 35 pct. Så hvorfor fører regeringen en politik, som hæver bruttoledigheden, samtidig med at man siger, der mangler arbejdskraft?

Ordføreren.

Jeg må så indrømme, at jeg ikke lige har været inde og kigge på bruttoledigheden. Men jeg vil gerne sige, at der er mange tiltag i finanslovsforslaget, bl.a. omkring erhvervsuddannelsesområdet, som gør, at vi får skabt de rette kompetencer. Vi får satset massivt på nogle uddannelsesområder, som der er behov for. Der er lavet en reform af hele uddannelsesområdet, som også gør, at vi får flere folk ud på arbejdsmarkedet, og at vi også får vores uddannelser up to date.

Så jeg synes ikke, det er rigtigt at sige, at regeringen ikke gør noget for at fremme beskæftigelsen. Det gør vi i hvert fald. Afskaffelsen af store bededag gav 8.500 mere i beskæftigelse.

Spørgeren.

Der er forskel på arbejdsudbud og ledighed. Det her er jo ikke nogle tal, jeg finder på; det er regeringens egne tal, som siger, at bruttoledigheden stiger, og den stiger med 10,5 pct. næste år, og til 2030 stiger den med knap 35 pct. Det er jo regeringens egne tal, der siger, at der vil være flere danskere, der gerne vil have et arbejde, men ikke har et arbejde. Hvorfor fører man en politik, hvor det er tilfældet, samtidig med at man vil importere flere?

Ordføreren.

Som jeg sagde i starten af det sidste svar, har jeg ikke lige været nede at kigge på bruttoledighed, men jeg kan bare konstatere, at der også i regeringsgrundlaget arbejdes med, at der skal skabes et øget, og nu siger jeg arbejdsudbud, så jeg bruger det rigtige udtryk; det er jo ikke beskæftigelse. Store bededag gav 8.500 i arbejdsudbud, og i regeringsgrundlaget arbejder man med et ekstra arbejdsudbud på 45.000, så vi tager i den grad beskæftigelse alvorligt.

Vi når desværre ikke flere spørgere. Vi siger tak til ordføreren, og så er det tid til en pause. Vi genoptager mødet kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:01).

Klokken er 13, og mødet genoptages.

Næste ordfører på talerstolen er fru Lisbeth Bech-Nielsen fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Regeringens overskrift på årets forslag til finanslov er »Fremtidssikring af Danmark«, men det er det ikke. I bedste fald er det en driftsfinanslov, men selv det ville være et skønmaleri, for drift indikerer jo, at tingene fortsætter, som de plejer. Og det er ikke det, der kommer til at ske. Halvdelen af landets kommuner står til at spare, når de nu skal til at lave budgetter for næste år, og det er på kernevelfærden.

De skal spare på vores ældres pleje og omsorg, skære ned på vores børns daginstitutioner, så de allermindste ikke får de rammer, vi ønsker for dem, spare på vores folkeskoler og skære i hjælpen til mennesker med handicap og børn med særlige behov. Hvis der, som Socialdemokraternes formand og statsminister, Mette Frederiksen, har udtalt, jo er masser af penge, hvordan kan det så være, at borgmestre i hele landet råber op og advarer mod regeringens kurs og om, at velfærdens sikkerhedsnet er slidt i stykker?

Finansministeren annoncerede, at dette års finanslov ville blive – citat – sjovere. Men der er ikke meget at grine ad ude i landets kommuner, hvor der skal spares på velfærden. Penge er der jo masser af, lyder det, men som Arbejdernes Erhvervsråd har afdækket, mangler der er faktisk 23 mia. kr. i velfærden siden 2015, og det er det efterslæb, som man mærker ude på landets hospitaler, plejehjem og daginstitutioner.

Derfor er der brug for, at vi investerer i velfærden for at kunne fastholde og rekruttere medarbejdere, og det gør regeringen ikke. Man bruger i stedet for milliarder på skattelettelser, og det er fattigt. Der er skattelettelser for 7, 8, 9 mia. kr., men alligevel besparelser på velfærden, på folkeskolen, på stu'en, store besparelser på Familieretshuset, hvor børnefamilier i krise har brug for akut hjælp, og et kæmpe svigt af de mest nedslidte, hvor seniorpensionen alligevel ikke bliver forbedret som ellers lovet.

Min egen svigermor nåede akkurat på seniorpension efter et langt og slidsomt arbejdsliv med nedslidning og gigt til følge. Hun har arbejdet med rengøring, på fiskefabrik og som pædagogmedhjælper. Titusindvis af mennesker i det her land har arbejdet og arbejder stadig i fysisk og psykisk slidsomme jobs, og dem svigter regeringen. Regeringen lader med dette års finanslov, som om kommuner og regioner får en hjælpende hånd i form af en rund milliard. Men det er jo matadorpenge. Regionerne har brug for syv gange det beløb, de får tilkendt, for at kunne løfte de opgaver, de skal. Og de 650 mio. kr., som er kommunernes andel, er præcis det beløb, som regeringen har pålagt dem at spare.

Det at tage med den ene hånd og give med den anden er jo en opfindelse, som Moderaternes formand har perfektioneret i form af omprioriteringsbidraget, som resulterede i det milliardhul, som vi nu ser. Det, denne regering gør, ved at kræve besparelser og så bagefter sende det samme beløb ud til kommunerne og lade, som om at det er milde finanslovsgaver, er jo bare Lars Løkke Rasmussens gamle omprioriteringsbidrag i nye klæder.

Retfærdigvis er der også gode ting i finanslovsforslaget. Jeg vil gerne sige, at vi synes, det er rigtig flot, at der er fundet det samme millionbeløb – som vores ordfører har været med til at finde – så vi nu er oppe på 900 mio. kr. Domstolene får tilført 800 mio. kr. ekstra, og det er afgørende for at sikre retssikkerhed i et land som Danmark, hvor de er så udfordret. Udenrigstjenesten, der har været sparet i stykker igennem mange år, får tilført et meget stort beløb, og så er der også sat penge af til iværksætteri. Det vil jeg gerne anerkende. Det er fint, og det er godt.

Men det løser ikke de grundlæggende udfordringer, vi står med, nemlig at flere års underfinansiering af velfærden nu får kernemedarbejderne til at flygte. Der skal penge på bordet, og hold nu op med at tale om arbejdsudbud! Der har aldrig været flere i beskæftigelse. Finansministeriets egne modeller siger jo, at udbud skaber sin egen efterspørgsel. Det, vi har brug for, er kompetencer, det er penge til fastholdelse, til rekruttering og til bedre løn- og arbejdsvilkår.

Den her regering skulle jo dannes for at løse de store problemer, fik vi at vide. Men hvilke problemer er det, regeringen løser? Er det børn og unges mistrivsel? Er det stressepidemien? Er det et velfærdssamfund, der er ved at smuldre? Er det klimakrisen? Er det biodiversitetskrisen, eller er det at sikre, at vi også kan drikke vores drikkevand i fremtiden?

Jeg vil gerne komme med et konkret eksempel på, hvordan det står til ude i Velfærdsdanmark. I Rødovre betyder besparelser i børnehaven, at Alec, der er maler, ikke kan aflevere sit barn og nå på arbejde klokken 7, som han skal. Og hvis regeringen mener, at man skal gå på arbejde klokken 7, som vi får at vide, så må de sikre økonomi til, at man også kan aflevere sit barn i børnehave. Og Alec, jeg synes bare, du skal ringe til Mattias Tesfaye og fortælle ham det.

Som Alternativets ordfører pointerede, bruger regeringen i det her finanslovsforslag ti gange så mange penge på skattelettelser, som der er af nye penge til klimaet. Der er Alternativet endda venlige over for regeringen, for der er allerede annonceret flere skattelettelser end det, der oprindelig stod i regeringsgrundlaget. Penge er der jo masser af, hører vi. Regeringen skriver i sit finanslovsforslag, at 2025-delmålet nu kan nås. Men det er jo ikke rigtigt. Det er en lang række eksperter og Klimarådet enige om. »Fremtidssikring af Danmark« hedder regeringens forslag, men der er ingen fremtidssikring uden reel og radikal grøn omstilling.

Vi er mange, der er forældre til børn med særlige behov eller pårørende til mennesker med handicap, og jeg synes, at vi skal spørge os selv herinde i dag, om vi egentlig synes, at vi kan være vores velfærdssamfund bekendt. Siden 2015 har der været et efterslæb på 23 mia. kr. i velfærden, og det kan selvfølgelig mærkes. Det kan mærkes ude på landets fødegange, på hospitalerne, i vuggestuerne, i børnehaverne og i ældreplejen, og det kan mærkes på det specialiserede socialområde. En tredjedel af kommunernes afgørelser bliver underkendt, og for mange familier føles det som en kamp mod systemet. Det er ikke rimeligt.

Vi har brug for at skabe et samfund med mere ro på, hvor der er bedre plads til børn og unge med ondt i livet eller med en diagnose, og hvor den enkelte med et handicap mærker, at de som menneske og som borger har ret til at deltage i samfundslivet og ret til hjælp og støtte. Vi skal ikke have et samfund, hvor man skal komme med hatten i hånden og tigge om almisser. Ingen skal sige undskyld for at være her.

Det smukke ved velfærdssamfundet som ideal er jo netop, at det er de bredeste skuldre, der skal bære det tungeste læs, altså at vi hjælper hinanden og er solidariske. For ingen af os ved på forhånd, hvordan livet rammer os, og det rammer os helt tilfældigt. Velfærdssamfundet er et ideal, men det burde også være virkelighed, og det er det ikke helt i dag. Vi svigter for mange, specielt for mange børn og unge. Uligheden stiger, og i en tid, hvor der med statsministerens ord er masser af penge, er det et svigt af dimensioner at se kernevelfærden smuldre foran os. Det kan være anderledes. Det bør være anderledes. Det er et politisk valg, om det skal være anderledes, og regeringen vælger skattelettelser over velfærden og vores solidariske samfundsmodel. Tak.

Selv tak. Så går vi i gang med de korte bemærkninger, og den første er fra hr. Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Tak for ordførertalen. Jeg sad klar til at notere de konkrete forslag ned, som SF's finansordfører ville komme med i dag, i forhold til hvad man ønskede sig i forhold til finanslovsaftalen, og mit papir er lidt blankt nu. Så jeg gætter på, at SF på et tidspunkt vil komme med nogle mere konkrete forslag.

Jeg noterer mig naturligvis, at der var lidt ros og meget af det modsatte. En af de ting, der bliver spurgt ind til, er den kommunale økonomi, og der bliver gjort opmærksom på det. Det er jo et stort debatemne, men der er et spørgsmål, der faktisk presser sig på fra min side. Da man lavede kommuneaftalerne, som tilfører kommunerne 2,4 mia. kr., og som blev omsat til et aktstykke, som blev vedtaget af Finansudvalget den 29. juni i år, stemte SF for bloktilskudsaktstykket og i øvrigt uden bemærkninger, men siden er der jo sket noget, nemlig at der er tilført yderligere 650 mio. kr. Så jeg skal egentlig høre, om den ekstra tilførsel af midler til kommunerne er noget, SF kan lægge stemmer til.

Ordføreren.

Selvfølgelig vil vi det, for det eneste, der stod tilbage, er de besparelser, som kommunerne er blevet påtvunget under udenrigsministerens gamle omprioriteringsbidrag, som den her regering har taget til sig. Så hvis der ikke blev tilført de her penge, ville der jo være en endnu større udfordring for landets kommuner. Det er jo også derfor, jeg siger, at det er et skønmaleri, når regeringen siger, at der bliver tilført 1 mia. kr. til velfærden, for det er jo penge, som kommunerne allerede er blevet pålagt at spare, og så får de så det samme beløb tilbage igen, og det er der jo ikke meget udvikling i.

Jeg synes, det er afgørende, at vi også går op i helikopterperspektivet, og det var også det, jeg prøvede at gøre lidt i vores tale. Det er en udmærket finanslov. Der er også nogle gode elementer, og det prøvede jeg også at anerkende, men det er en driftsfinanslov. Den løser ikke vores store strukturelle udfordringer med at fastholde og rekruttere medarbejdere i vores velfærd, udvikle vores velfærd, sikre, at specielt børn og unge, der har udfordringer, får en ekstra hjælp. De ting løser den ikke.

Spørgeren.

Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen, der betvivler, at aktstykket, som udmøntede kommuneaftalen, tilfører kommunerne samlet set flere penge og på ingen måde kan sammenlignes med en tid, hvor der var et omprioriteringsbidrag og en de facto udhuling af kommunernes økonomi.

Det, som bl.a. udfordrer kommunerne, er det, som man lidt overordnet set kalder for det specialiserede socialområde, som altså ikke handler om nogle enkeltpersoner. Det siger jeg bare for en god ordens skyld, for at der ikke er nogen, der er i tvivl om det. Det handler om den samlede ramme. Men nu tilføres der jo så penge ud over det, som SF syntes var tilfredsstillende, da man stemte for aktstykket. Så det er faktisk lidt vigtigt for mig at få understreget, at det her er ekstra midler, der tilføres kommunerne.

Ordføreren.

Det, vi vil i SF, og nu bliver det lidt teknisk, er, at det ikke bare er det demografiske træk – altså, kommer der flere børn og ældre til, bliver det dækket – men det fulde demografiske træk, hvilket jo betyder, at når resten af samfundet bliver rigere, bliver vores velfærd også nødt til at følge med, for ellers vil den til sammenligning se mere og mere sølle ud, og rigtig mange vil fravælge den til fordel for private tilbud, og det kan vi jo se inden for vores sundhedsområde, hvor de presser den offentlige sundhed. Derfor er der et kæmpe efterslæb, som bliver nødt til at blive håndteret, og jeg vil meget gerne give SF's finanslovsforslag til hr. Benny Engelbrecht bagefter, så han kan se alle vores gode forslag.

Så er det hr. Torsten Schack Pedersen fra Venstre.

Tak for det, og tak for anerkendelsen af nogle af elementerne i finansloven: løftet af erhvervsskoler, domstole, udenrigstjeneste, og jeg tror også, at SF deler ønsket omkring psykiatrien. Men lidt ligesom hr. Benny Engelbrecht hæfter jeg mig også ved, at SF i sin tid stemte for det kommunale aktstykke og ikke kom med nogen påtegning om, at det var underfinansieret. Så vil jeg bare gerne bede SF's ordfører om at bekræfte, at de 700 mio. kr., som SF siger kommunerne skal spare, er på administration. Det har været en del af aftalen fra starten af. Så er der penge til det demografiske træk og til et serviceløft. Så kommunerne får flere penge med det kommunale aktstykke, de får mere end det demografiske træk, og samtidig får de 650 mio. kr. ekstra med det udspil, som regeringen kom med for 14 dage siden. Kan SF ikke bekræfte det?

Ordføreren.

Kommunernes opgaver er blevet mange flere, og nogle af de udfordringer, der er med, at der er mange, der har ondt i livet, er også blevet meget større. Jeg synes, at når vi har et velfærdssamfund, er det også for at tage sig af dem, der har det sværest, og jeg kan ikke forstå vores vækstfokus på, at vi skal blive rigere og rigere og rigere, hvis ikke det er, fordi vi kan løse nogle af de opgaver, der også følger med vores samfundsmodel. Bl.a. er der nogle, der er meget pressede og stressede og har ondt i livet, og hvis ikke det bliver forebygget, og hvis ikke der bliver taget hånd om det i tide, bliver det værre og koster også mere. I stedet for at have fokus på, hvad de her mennesker koster, burde vi have fokus på, hvordan vi løser det, og hvordan vi forebygger det. Der bliver nødt til at blive investeret mere i velfærden end det, som hr. Torsten Schack Pedersen lægger op til. Der er en underfinansiering på 23 mia. kr. siden 2015. Størstedelen af det kommer fra den tid, hvor I var i regering.

Spørgeren.

Nu bliver det nok ej heller ved denne debat, at jeg tager Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyser for den objektive sandhed. Jeg har endnu til gode at havne dér. Men jeg synes bare, at det ville være fair, hvis SF ville anerkende, at det her finanslovsforslag sætter flere penge af til velfærd, for det gør det, og det er der brug for. Og så kunne det jo være befriende at vide, hvor meget SF mener der mangler, og hvordan SF vil finansiere det.

Ordføreren.

Det er dagens bedste spørgsmål, og det er jeg så glad for. Vi står jo faktisk i den heldige situation, at vi godt kan løse den her kolossale opgave, vi står over for, men kun hvis vi bruger de penge, der skal til. Hvis vi skal dække det fulde demografiske træk, altså sikre, at vores velfærd udvikler sig i takt med resten af vores samfund, skal vi bruge råderummet til det. Når det grønne råderum er trukket fra, og når forsvar er trukket fra, er det, der er tilbage, det, vi skal bruge for at kunne dække det fulde demografiske træk, som jeg mener ligger i omegnen af 1,1 pct.

Så er det hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne.

Mange tak, og tak til fru Lisbeth Bech-Nielsen for en rigtig god ordførertale, og tak for de roser, der dog alligevel trods alt var i talen.

Det, jeg vil vende tilbage til, er, at ordføreren på et tidspunkt siger, at regeringen nu skal stoppe med at tale om arbejdsudbud. Der vil jeg så stille det spørgsmål, om ikke fru Lisbeth Bech-Nielsen også vil anerkende, at jo større arbejdsudbud vi har samlet set, jo flere folk der er i beskæftigelse, jo mere gavner det det danske samfund, og at det jo måske er derfor, at vi som regering taler om det, for det er med til at skabe velfærd og velstand.

Ordføreren.

Det synes jeg virkelig er en diskussion – det, som hr. Henrik Frandsen siger der – for i forhold til arbejdsudbud har det jo, som det har været praktiseret i mange år, handlet om at piske folk og tage rettigheder fra folk efter devisen, at de ligesom skal piskes i arbejde og det skal gøre rigtig ondt osv. Hvis man i stedet for havde det fokus på arbejdsudbud, at man så på, at der virkelig er mange mennesker, der er uden for arbejdsmarkedet eller på kanten af arbejdsmarkedet, fordi de er stressramte, fordi de er sygemeldte, eller fordi de har et handicap, der ikke kan rummes på det eksisterende arbejdsmarked – alt det, hvor man kunne hjælpe hundredtusindvis af mennesker til at få et bedre liv og også komme ind på og være en del af arbejdsmarkedet – ville det være rigtig godt. Men her er hemmeligheden: Det anerkender Finansministeriet ikke i deres modeller.

Spørgeren.

Jamen jeg tænker jo lige præcis, som ordføreren også siger, at der er mange måder at skabe arbejdsudbud på. Man kan bruge pisk, man kan bruge gulerod, og nu skulle jeg til at bruge et engelsk udtryk, men ved dagens afslutning er det, der betyder mest, at man får øget arbejdsudbuddet. Det kan man gøre ved at få flere uden for arbejdsmarkedet ind på arbejdsmarkedet, og man kan også gøre det med udenlandsk arbejdskraft. Hvordan forholder SF sig til at skaffe arbejdskraft fra udlandet?

Ordføreren.

Jeg er simpelt hen ikke enig med hr. Henrik Frandsen i, at det vigtigste i hele verden er arbejdsudbud. Jeg synes, det vigtigste i hele verden er, at vi definerer, hvad vi sætter pris på som samfund. Er det, at vi har nok sygeplejersker, pædagoger, lærere osv.? Det er et spørgsmål om kompetencer, at tiltrække arbejdskraft og at fastholde den, vi har. Hvis vi så også siger, at det er rigtig vigtigt, bl.a. for den grønne omstilling og for de mange virksomheder, der arbejder med det, at vi også har faglært arbejdskraft, skal vi, som regeringen helt rigtigt gør, for alvor sætte ind på tekniske uddannelser for at få flere faglærte.

Så er det fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak for en rigtig fin tale. Jeg er fuldstændig enig med ordføreren: Der er ikke nogen, der skal sige undskyld for at være her.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre ordføreren, hvordan SF's landspolitik hænger sammen med SF's byrådspolitik. Netop i Kolding, hvor jeg kommer fra, sidder der en SF'er, hr. Hans Holmer, som formand, og de vil lave store besparelser på børne- og ungeområdet. Bl.a. vil de lukke en børnehave ude i et landdistriktsområde. Det var en rigtig fin tale, men sommetider mangler jeg bare den røde tråd i SF's landspolitik ned til byrådspolitikken. Så måske ordføreren kan komme ind på, hvordan man vil sikre små børnehaver i landdistrikterne – og skoler. Vi har set massive skolelukninger i vores landdistriktsområder. Hvad vil SF gøre, også lokalt, for at kæmpe for dem?

Ordføreren.

Nu bliver det her klip jo nok klippet ud og lagt på Facebook eller sådan noget for at blive vist hjemme i kredsen. Jeg prøvede faktisk at sige her, at medmindre vi leverer den kommuneøkonomi, der skal til, så er det jo det svære valg, som alle kommuner står i. Et hav af socialdemokratiske borgmestre har i dag råbt vagt i gevær og sagt, at det her ikke hænger sammen, og at de ikke kan levere den lovpligtige service til deres borgere med den økonomi og de opgaver, de står over for.

Derfor bliver vi nødt til at have en helt anden investering i vores velfærd. Det var det, jeg sagde omkring det fulde demografiske træk. Det er lidt teknisk, men det betyder en helt anden økonomi til kommunerne end det, der har været praktiseret siden i hvert fald 2015, hvor ordførerens tidligere parti jo bakkede op om en regering, som i den grad har været skyld i, at der er et gigantisk efterslæb på den borgernære velfærd ude i kommunerne, fordi pengene ikke er fulgt med.

Spørgeren.

Der kom ikke rigtig et konkret svar på, hvad man præcis vil gøre lokalt. Et er, at der skal flere midler; det har jeg hørt. Men hvad vil man gøre konkret, for at skolerne ikke lukker? Vil SF være med til at afsætte midler til, at de små skoler ude i landdistrikterne ikke lukker, så der ikke sidder en SF-byrådspolitiker som formand for et udvalg og lukker skoler og børnehaver? Jeg er helt med på, at det også kræver midler. Men man kan også gøre meget for lokalt at løse, hvordan man sikrer bevarelse af de små skoler og børnehaver, altså noget, som SF kæmper hårdt for herinde.

Ordføreren.

Jamen jeg ved simpelt hen ikke, hvordan jeg skal sige det mere præcist. Den udfordring, som mange kommuner i landet står over for, er et resultat af et kæmpe finansieringsefterslæb. Der mangler penge, budgetterne hænger ikke sammen, og så skal man ud i de her sparerunder. Derfor er det enkle svar, at vi skal bruge det råderum, vi har. Vi står endda i den fantastiske situation, at vi rent faktisk har økonomien til at rette op på det her morads. Men det kræver, at der er flere, der støtter op om, at de penge så også skal bruges, og det håber jeg at Danmarksdemokraterne vil.

Så er det hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Tak. Jeg lyttede mig til, at ordføreren sagde, at man kunne forvente af en regering, at de skal løse de store problemer, og at man nu her i finanslovsforslaget kan se, at der kun er afsat 500 mio. kr. nye penge til klimakrisen.

Vi står jo med en opgave med at komme i mål med CO2-målsætningerne, både i forhold til 2025 og 2030, hvilket vi i Enhedslisten synes er umådelig vigtigt, og vi har et godt samarbejde med SF om at prioritere det. Men det er jo lidt svært at prioritere det, når forhandlinger går i stå. I det her finanslovsforslag er der jo ikke afsat midler til, at vi når 2025-målet. Der er ikke afsat penge til fjernvarmepuljen. Der er ikke taget tiltag, der ligesom gør, at vi kan nå i mål. Så jeg vil gerne høre ordføreren, om ikke det også er en prioritet for SF, at vi skal komme frem til, at vi finder nogle reduktioner, som kan være gældende i 2024, fra den 1. januar, og det kunne f.eks. være at modellere og hæve dieselafgiften. Er det noget, SF prioriterer?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig med hr. Søren Egge Rasmussen og specielt i det med fjernvarmen, som vi jo alle sammen, når vi taler om det, er enige om bare er en af hjørnestenene, og så er der ikke sat penge af til det – specielt i den energikrise, vi også har været i, og med hele diskussionen i forhold til Rusland og Ukraine osv. om, at energipolitik også er sikkerhedspolitik, og så var man da enige om, at man skulle sætte ind der, og så er der ingenting om det. Det vil vi rigtig gerne.

I vores finanslovsforslag, som også bliver offentligt, har vi sat penge af til et jordanvendelsesprogram, til PFAS-kortlægning, 250 mio. kr. ekstra til billigere kollektiv trafik, ladestandere og andre ting. Og det er jo netop, fordi vi kan se, at vi også på finansloven, ikke kun nu, hvor der skal forhandles landbrugsaftale, bliver nødt til at sætte de her ting i gang. Og så er det jo en kæmpe skandale, at alle de vindmøller, der er besluttet skal sættes op, endnu ikke er blevet sat op. Det bliver vi nødt til at finde en løsning på.

Spørgeren.

Ja, der er mange problemer på det grønne område, som ikke løses med dette finanslovsforslag. Det er helt korrekt. Jeg er sådan set enig i den oplistning, og man kan så tænke på, at lige om lidt vil regeringen komme og forholde sig til nogle potentielle skattelettelser på 5 mia. kr. i stedet for at løse de reelle problemer. Jeg synes, det er så sørgeligt at se et finanslovsforslag, der er så uambitiøst, især når man ved, hvad vi udrettede med de tre finanslove under den tidligere regering. Det var så kun måske 1,5-2 mia. kr. om året, vi fik lov til at disponere over, men vi fik faktisk lavet gode tiltag. Hvad er ordførerens refleksion over det?

Ordføreren.

For det, det koster at købe en flaske vand ude i lufthavnen: Det var det beløb, man sagde man ville lave en passagerafgift på, en flyafgift. Ikke engang det kan man. Efter den sommer, vi alle sammen har været vidne til, kan man ikke engang lave en flyafgift, hvilket jo gør, at vi bliver sådan en slags skattely i forhold til vores nabolande. Ikke engang det kan man sætte i gang. Jeg synes, det er ret vildt, og vi kommer jo ikke til at nå 2025-målet. Det er der jo alt der tyder på.

Tak. Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Fra Dansk Folkepartis side er vi sådan set enige i, at når statskassen bugner, er vi nødt til at sende nogle penge ud der, hvor man har brug for dem, og det er netop i kommunens kasse. Det vil vi meget gerne samarbejde om. Men det handler også grundlæggende om, og det tror jeg sådan set jeg bare vil høre ordførerens holdning til, at vi har et specialiseret socialområde, eller handicapområde, som i rigtig mange kommuner er udfordret forstået på den måde, at der er flere, der får den rigtige hjælp. Det er rigtig positivt, men det gør også, at udgifterne til det stiger rigtig meget. Det her er mennesker, der har brug for hjælp. Det er noget, man har krav på. Det er noget, man har ret til, og det er grundlæggende kernevelfærd. Er SF enige med Dansk Folkeparti i, at vi hurtigst muligt bør få sat os ned og forhandlet en løsning, i forhold til at vi får handicapområdet ud af kommunerne, sådan at vi sikrer alle de mennesker, som lever med handicap, retssikkerhed, retfærdighed og sådan set også en ordentlig behandling?