Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 3. behandling af lovforslag nr. L 13:

Forslag til lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag.

Af beskæftigelsesministeren (Ane Halsboe-Jørgensen).

(Fremsættelse 24.01.2023. 1. behandling 02.02.2023. Betænkning 21.02.2023. 2. behandling 23.02.2023. Tillægsbetænkning 24.02.2023. Omtrykt).

Ønsker nogen at udtale sig? Det gør hr. Karsten Hønge, SF.

Stop tyven! Stop tyven! Det råber lønmodtagere over hele landet, og her står jeg med næsten en halv million underskrifter, der dokumenterer, at regeringen er på koalitionskurs med befolkningen. I bogen med underskrifter siger Annette H.:

Da jeg er i rengøring, er det skønt at få en pause og få kroppen hvilet. Det er hårdt for kroppen at slæbe støvsugere, spande, klude og rengøringsmidler frem og tilbage, flytte mange ting både oppe og nede og mange dumme arbejdsstillinger.

Det er galt nok, at regeringen hugger en fridag i en tid med stress. Det er galt nok, at regeringen direkte tager løntillæggene fra privatansatte og putter dem ned i lommerne på private arbejdsgivere. Og det er galt nok, at offentligt ansatte mister helligdagstillæg for over 50 mio. kr. uden udsigt til at kunne få dem tilbage. Men det værste er dog alligevel, at regeringen hamrer en betonpæl igennem den danske model, som formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, formulerer det.

I dag rejser Folketinget en skamstøtte i beton ved at tromle hen over fagbevægelse, arbejdsgivere og det store mindretal af partier. Socialdemokratiet sidder i førersædet i damptromlen, og det både overrasker og skuffer mig. Stop, socialdemokrater, stop! I kender jo om nogen værdien af regulerede, organiserede og velfungerende forhold for lønmodtagerne.

I bogen fra FH er Mette – altså ikke den Mette, vel? – citeret for at sige:

Når der er råd til skattelettelser for de rigeste, er der også råd til at bevare en helligdag. Jeg kommer til at miste både en fridag og helligdagsbetaling, når jeg arbejder på store bededag.

Hvis vi ikke sætter hælene i nu, vil overenskomster blive alle fremtidige regeringers malkeko. Perspektivet er skræmmende, og det får konsekvenser langt ud over arbejdsmarkedet. Det rammer hele den måde, vi har organiseret vores velfærdssamfund på. Regeringen blander sig direkte og konkret i forhold, som aftales mellem fagbevægelse og arbejdsgivere. Det undergraver det tillidsfulde samarbejde på arbejdsmarkedet, og det kaster grus i maskineriet mellem parterne på arbejdsmarkedet og Folketinget.

Det er helt uansvarligt, og regeringen leger med den ild, som kan brænde Danmarks unikke, ja, nærmest sofistikerede model for arbejdsmarkedet ned. Det er den her helt særlige konstruktion, som giver os et dynamisk og fleksibelt arbejdsmarked både på det private og det offentlige område.

Beskæftigelsesministeren messer og messer konstant det samme budskab med et skuldertræk om, at regeringen jo bare har lavet en helligdag om til en almindelig arbejdsdag. Jeg er helt sikker på, at der er masser af højt kvalificerede medarbejdere i både Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet, men overenskomster aner de ikke en snus om. Og arrogancen driver ned ad væggene, når de bare på den måde affejer det med: Jamen vi laver da bare en helligdag om til en arbejdsdag.

Det er regeringen, der bærer hovedansvaret, hvis de aktuelle afstemninger om overenskomsterne ender i en storkonflikt, og regeringen har under alle omstændigheder lagt en kæmpestor vejsidebombe i forhold til næste års forhandlinger på det offentlige område. Regeringen giver de forhandlinger i 2024 den værst tænkelige start, når den insisterer på at have sugerøret i lommerne på sosu-assistenter og -hjælpere og sygeplejersker.

Tyveriet af store bededag er uigennemtænkt, det er hovsaagtigt, og der findes ikke et eneste argument for at presse sagen igennem lige her og nu. Trepartsaftaler har gang på gang vist deres styrke og strækker sig lige fra etableringen af arbejdsmarkedspensioner for 35 år siden til sådan helt aktuelle aftaler om at skaffe flere praktikpladser i virksomhederne. Trepartsaftaler indgået i samarbejde og respekt trak også hele samfundet igennem coronakrisen. Og der kommer intet som helst godt ud af at kommandere med lønmodtagere og arbejdsgivere.

Og må jeg så lige være fri for at høre om, at vi beder lønmodtagerne om at arbejde en dag mere. Nej, det gør regeringen ikke. Regeringen vil kommandere lønmodtagerne til at arbejde. Igen: Med store anstrengelser når man nye højder af arrogance med den sprogbrug.

Men vi har brug for pengene, hører vi hele tiden, vi har brug for pengene. Der er det interessant, at Finansministeriet og formanden for Det Økonomiske Råd, den såkaldte overvismand, Carl-Johan Dalgaard, er vildt uenige om den økonomiske gevinst. Professor Bo Sandemann Rasmussen siger i Berlingske, at Finansministeriet bruger hokuspokusberegninger, og til Ekstra Bladet siger han videre, at det er som at trække et eller andet op af en hat og sige, at det er så det, vi tror på i dag. Jeg vil så sige, at på en god dag er de her højst usikre beregninger et skud i tågen, og desværre rammer projektilet lønmodtagerne.

Regeringens argumenter er i øvrigt under alle omstændigheder fup og fidus. Hvis der skulle være en gevinst ved den her øvelse, kan den ekstra arbejdsdag lige så vel finansiere regeringens annoncerede lettelser i topskat eller lavere arveafgift. Tak.

Tak for det. Der er en række, der har meldt sig for korte bemærkninger, men det er også vigtigt for mig at understrege, at forhandlingen i første omgang drejer sig om de stillede ændringsforslag. Vi har god tid, og alle skal nok komme til orde, så derfor vil jeg selvfølgelig gemme dem, der har bemærkninger til hr. Karsten Hønge, og så spørge, om der er nogen, der har bemærkninger til de stillede ændringsforslag, inden vi fortsætter, for ellers vil jeg sætte dem til afstemning.

Er der nogen, der ønsker ordet til ændringsforslagene? Det gør hr. Morten Messerschmidt. Så vil jeg bede hr. Karsten Hønge om at forlade talerstolen for et kort øjeblik, og så vil jeg kalde hr. Karsten Hønge op igen. Nå, det vil hr. Morten Messerschmidt alligevel ikke.

Så går vi til afstemning.

Der stemmes om ændringsforslag nr. 1 af et mindretal (DF), tiltrådt af et mindretal (SF, DD, LA, EL og ALT), og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For stemte 68 (SF, DD, LA, KF, EL, DF, ALT og NB), imod stemte 94 (S, V, M og RV), hverken for eller imod stemte 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Ønskes afstemning om ændringsforslag nr. 2 af et mindretal (DF), tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af LA og ALT)?

Da det ikke er tilfældet, er ændringsforslag nr. 2 vedtaget.

Herefter drejer forhandlingen sig om lovforslaget som helhed. Vi har hørt hr. Karsten Hønge og går videre til de korte bemærkninger. Så hr. Karsten Hønge kan indtage stolen igen, og så får jeg forhåbentlig en liste over talere frem.

Der er en række korte bemærkninger, og vi starter ved hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten.

Tak for det. Og tak for en rigtig god tale, og også tak for det samarbejde, vi har haft mellem vores to partier i den seneste måned, hvor vi har stået sammen med lønmodtagerne og demonstreret, og hvor vi har bidraget til underskriftsindsamlingen og i det hele taget gjort alt, hvad vi kunne for at stoppe det her forrykte forslag. Det er også derfor, at vi er noget skuffede over, at SF sammen med Liberal Alliance i går meldte ud, at man ikke vil stille sine mandater bag en folkeafstemning efter grundlovens § 42. Når det her bliver vedtaget i dag, er det den sidste chance, vi har for faktisk at skærme danskerne, skærme lønmodtagerne og skærme den danske aftalemodel mod det her overgreb fra regeringens side.

Så spørgsmålet lyder: Hvorfor vil SF ikke være med til det?

Ordføreren.

Først og fremmest vil jeg sige, at det desværre er ret lige meget, hvad SF mener om den her sag, for vores mandater har ikke haft nogen som helst betydning. Jeg er til gengæld sikker på, at hvis det var lykkedes hr. Pelle Dragsted sammen med andre at gøre det sandsynligt, at vi kunne nå 60 mandater, ville det også have stillet diskussionen anderledes i det hele taget. Indtil nu er det jo en rent teoretisk øvelse – det vidste vi også i går, og vi ved det i dag – for der er 26 mandater, der ønsker en folkeafstemning. Derfor har det indtil videre kun været en rent teoretisk øvelse. Med 26 mandater, også selv om man lægger SF's oveni, som i dag desværre kun er 15, er vi jo ikke i nærheden af at have 60.

Hr. Pelle Dragsted.

Jeg synes, det er en mærkelig argumentation. For med samme argument kunne man jo lade være med at komme og stemme i dag, for der er jo alligevel flertal for noget andet. Det er det første. For det andet er det jo heller ikke rigtigt. Det er jo ikke rigtigt, at der ikke var mulighed for et flertal. Vi havde en andenbehandling i sidste uge, og der var tre, faktisk fire partier, der endnu ikke havde besluttet sig for, om de ville støtte en folkeafstemning. SF var et af dem, Liberal Alliance var et andet, og Danmarksdemokraterne og Konservative var de andre. Det vil sige, at der stadig væk var en mulighed, men den mulighed forsvandt i går, da SF som det første parti sammen med Liberal Alliance slukkede for håbet om det her ved at gå ud og sige, at man ikke ville støtte op om det her. Derfor er det jo ikke rigtigt, hvad ordføreren siger. Så hvad er så årsagen?

Ordføreren.

Det er jo simpelt hen ikke rigtigt. SF's melding i går kom på ryggen af, at De Konservative og Liberal Alliance havde sagt, at de ikke ville gå ind og støtte en folkeafstemning, og derfor kan vi ikke komme højere op; vi kan ikke komme højere op end 41 mandater for. Så er der selvfølgelig også en teoretisk mulighed for, at Danmarksdemokraterne vil gå ind for det, og så er vi oppe på 55. Vi er da ikke i nærheden af de 60 mandater.

Tak for det. Vi går videre til næste korte bemærkning. Hr. Nick Zimmermann.

De 500.000 underskrifter, som ordføreren startede med at nævne i sin tale, er jo 500.000 personer, der gerne vil have sendt det her til en folkeafstemning. Så er det ikke fuldstændig meningsløst at stå på talerstolen og buldre af sted omkring de 500.000 underskrifter, når man ikke tør sætte handling bag ordene og så rent faktisk være med til at sende det til en folkeafstemning?

Ordføreren.

Jeg tror simpelt hen, hr. Nick Zimmermann tager fejl. Der står ingen steder i det, de har skrevet under på, at det er for en folkeafstemning; det er for at bevare store bededag.

Hr. Nick Zimmermann.

Jeg kan i hvert fald fortælle, at det er en del af baggrunden for den underskrift, man sætter, altså at man ønsker at sende forslaget til en folkeafstemning, og det samme gælder eksempelvis for fagbevægelsen, som jo har sat den her underskriftindsamling i gang.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at hr. Karsten Hønge plejer at kalde folk for tøsedrenge og sige, at folk bare skal have med hammeren, hvis ikke de retter ind til højre, når der er store politiske konflikter. Men hvad skal vi så kalde SF i den her sammenhæng? Er det SF og hr. Karsten Hønge, der vælger at trykke på tøsedrengsknappen, i forhold til at det måske i virkeligheden er dem, der i denne omgang skal have en med hammeren for at bakke op om de 500.000 underskrifter?

Ordføreren.

Jeg må bare konstatere, at de her mennesker altså ikke har skrevet under på at ville have det til folkeafstemning. Og jeg gør lige opmærksom på, at det er det sorte, der er bogstaverne.

Tak for det. Vi går videre til hr. Kim Edberg Andersen.

Undskyld, jeg hørte ikke lige det sidste svar, men jeg tænkte, at det nok var et lidt forkvaklet forsvar.

Mit første spørgsmål er ret kort. Mener ordføreren, at Socialistisk Folkeparti er et arbejderfolkeparti?

Ordføreren.

Der er jo den her særlige krølle ved det, at man ikke kan være et folkeparti uden også at have arbejderne med. Så SF definerer sig som et folkeparti, men det giver ikke mening at være et folkeparti, uden at man også har lønmodtagerne med.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Så ligger det andet spørgsmål jo lige for, hr. Karsten Hønge. Hvordan kan et arbejder- og folkeparti være imod en folkeafstemning og dermed de facto være for at afskaffe store bededag?

Ordføreren.

Det med at afskaffe store bededag rammer nu mange andre end dem, vi traditionelt kalder arbejderklassen. I høj grad vil det jo ramme sygeplejersker, som er vant til at arbejde på store bededag og nu bliver frataget deres løntillæg. Så det er jo bredere end som så. Men jeg tror bare, at jeg vil referere til hele SF's indsats i den her sag. Den er jo entydigt for at bevare store bededag. Min ordførertale var et langt forsvar for at bevare store bededag.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg undrer mig stadig væk over begrundelsen fra hr. Karsten Hønge i relation til det med folkeafstemningen, for er det sådan den generelle arbejdsgang for SF, at man kun tilkendegiver opbakning til noget, hvis man er sikker på at få det igennem? Altså, jeg husker da endog ganske mange ændringsforslag og forslag generelt fra SF's side, som man må forvente ikke bliver mødt af et flertal her i Folketinget, bl.a. fordi regeringen har sit eget flertal, men hvor SF jo ikke står tilbage for at tilkendegive sympati.

Det er vel derfor ikke for meget at forstå det sådan, at når SF nu så eksplicit siger, at de ikke agter at lægge deres mandater i den skål, som vi andre har gjort det, i forhold til en folkeafstemning, så er der ikke bare tale om en overvejelse om, at der ikke nås de 60 underskrifter; så er det jo reelt, fordi man ikke ønsker en folkeafstemning, så vi kan få fejet det her forslag til side.

Ordføreren.

Jeg synes, hr. Morten Messerschmidt har fat i noget. Mit svar gik mest til hr. Pelle Dragsted, der var meget fokuseret på, om det ligesom kunne udløse en folkeafstemning. Det var derfor, jeg i den del af svaret holdt mig mest til antallet, for jeg mener ikke, at det argument holder.

Men jeg vil medgive hr. Morten Messerschmidt, at substansen i det da altid er til diskussion: Hvornår er det noget, man skal sende til folkeafstemning? Der kunne man godt sende det her til folkeafstemning også; jeg anerkender da – når vi nu er ovre i den her del af argumentationen – fuldstændig, at der er gode argumenter for at sende det til folkeafstemning. Det anerkender jeg da fuldstændig.

Men hver gang skal man jo gøre op, hvad der er af argumenter for, og der er da helt soleklart gode argumenter for. Det, der er argumentet, som gør, at vi har tænkt meget over det og diskuteret det meget i SF, er jo: Skal det ligesom være den nye ramme for, hvornår noget er omfattende nok til, at man sender det til folkeafstemning? Der vil komme en række andre områder, hvor vi så hele tiden vil blive testet på det, og der valgte vi så i den her situation at sige, at i forhold til andre ting synes vi ikke det her egner sig til det. Det er substansargumentet.

Hr. Morten Messerschmidt.

Må man så spørge: Hvornår så? Altså, vi har jo i Dansk Folkeparti faktisk sammen med Enhedslisten forsøgt at række ud i den forstand, at vi har forsøgt at inddæmme det her og sagt: Jamen vi vil godt give håndslag på, at der ikke er andre dele af det regeringsgrundlag, som vi skal trækkes med de næste par år her, hvor vi kommer til at bede om folkeafstemning. Vi har også forsøgt at sige, at vi sagtens kan lave en aftale om, at kun når de 60 underskrifter fordeler sig ligeligt mellem rød og blå blok, vil vi gå efter en folkeafstemning.

Altså, hvad skal der egentlig til, før SF synes, at man skal spørge befolkningen, hvis ikke det her er nok?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk egentlig også, at det var et godt forsøg fra Enhedslisten og Dansk Folkepartis side på at gøre det nuanceret, sådan at man har flere parametre inde over det, før man bringer det til at udløse en folkeafstemning. Det synes jeg faktisk var godt – sådan en god, lidt konstruktiv måde at gå til tingene på.

Sagen er bare stadig væk – nu kan jeg sige det i forhold til f.eks. Dansk Folkeparti, som jeg jo ved i hele sin historie har været meget optaget af seniorers og ældres forhold – at jeg tror, en hel del af de der 250.000 mennesker, der betaler til efterlønsordningen, og nogle af dem, fordi de håber på at have adgang til seniorjob, som vil forsvinde, også synes, dét skulle til folkeafstemning. Og hvor er det så, vi sætter grænsen?

Tak for det. Ordet går nu til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det, og tak til hr. Karsten Hønge for en glimrende tale. Hr. Karsten Hønge siger, at det her er en teoretisk diskussion, men det bliver jeg nødt til at anfægte. Det her er ikke teoretisk – det er et spørgsmål om, hvorvidt man mener, at et indgreb i gældende overenskomster, det at tage en fridag fra lønmodtagerne, er et spørgsmål af så afgørende og principiel karakter, at man også bør kunne sende det ud til en folkeafstemning. Det er så konkret, at hr. Karsten Hønge faktisk kan sætte sin signatur på et stykke papir her, og det kan være med til at sikre, at vi får en folkeafstemning.

Nu har jeg ikke været inde at undersøge, om hr. Karsten Hønges underskrift er mellem de 475.000 underskrifter, der er sat på kravet om at bevare store bededag, men jeg kan i hvert fald konstatere, at hvis ønsket er at få en folkeafstemning, vil det have langt større effekt, at hr. Karsten Hønge sætter sin underskrift på det her stykke papir.

Så det, jeg godt vil spørge hr. Karsten Hønge og SF om, er: Er SF og hr. Karsten Hønge enige i en samlet fagbevægelses krav om, at der skal være en folkeafstemning om afskaffelsen af store bededag, eller mener SF, at fagbevægelsen her tager grundlæggende fejl?

Ordføreren.

Som medlem af 3F har jeg selvfølgelig skrevet under, det er da klart. Men jeg vil egentlig starte et andet sted. Jeg er lidt imponeret over den måde, hvorpå det er lykkedes Enhedslisten og Dansk Folkeparti at få diskussionen og pressen til at cirkle rundt om, hvad 26 mandater måske kan gøre. Egentlig er jeg lidt imponeret over det. For vi har jo ikke på noget tidspunkt været i nærheden af at komme op på 60 mandater, men alligevel kan man få verden til at cirkle rundt om, hvorvidt vi skal have en folkeafstemning eller ej, når det aldrig nogen sinde i det her forløb har været inden for rækkevidde.

Jeg synes tværtimod, at substansdiskussionen skulle handle om det, det betyder for lønmodtagerne. Det er nok den dagsorden, jeg synes er den vigtigste: Hvad betyder det her for den enkelte lønmodtager, og hvad betyder det for vores arbejdsmarked? Nu kommer vi så ud på det der sidespor, som jeg godt kan forstå er vældig interessant for Enhedslisten og Dansk Folkeparti, men hvordan kunne man nogen sinde forestille sig, at det kunne blive til noget, når man ikke har opbakning fra flere end 26 mandater?

Hr. Peder Hvelplund.

Nu kunne hr. Karsten Hønge jo også vælge at have en lidt mere jordnær tilgang til tingene og læse, hvad der står på den erklæring og så overveje det med sig selv og sige: Er jeg enig i det, skriver jeg under, og er jeg ikke enig i det, lader jeg være med at skrive under. Man behøver ikke gøre sig overvejelser over, hvem der måske i øvrigt ellers kunne overveje at skrive under. Man kunne bare forholde sig til substansen.

Derfor vil jeg gerne spørge hr. Karsten Hønge en gang til: Når nu en samlet fagbevægelse, inklusive 3F, anbefaler en folkeafstemning om det her spørgsmål, mener hr. Karsten Hønge så, at 3F og resten af den danske fagbevægelse tager grundlæggende fejl i at rejse det krav?

Ordføreren.

Jeg er helt sikker på, at hr. Peder Hvelplund kender til fagbevægelsens henvendelse. Den går til regeringen. De opfordrer regeringen til at udskrive folkeafstemning. Det var det, man besluttede i FH's forretningsudvalg. Man sagde: Vi opfordrer regeringen til at udskrive folkeafstemning. Og det var for så vidt ikke møntet på partierne.

Tak for det. Fru Franciska Rosenkilde, Alternativet.

Tak for det. Jeg stiller mig i køen af nysgerrige ordførere, der er interesseret i at høre, hvorfor SF ikke ønsker en folkeafstemning på det her område. For det er jo svært ikke at blive grebet af ordførerens fine tale om, at SF også mener, at det her forslag er helt ude i skoven og på ingen måde er den vej, Danmark skal gå. Vi har flere økonomer, der stiller spørgsmålstegn ved det her forslag. Vi har syv ud af ti adspurgte danskere, der ifølge en Epinionundersøgelse ønsker, at det her ikke skal blive til noget. Vi har en samlet fagbevægelse osv. osv. Modstanden er massiv. Det kan jeg forstå at vi er enige med SF om.

Det, som vi igen og igen prøver at blive klogere på, er så, hvorfor SF ikke mener, at det her skal til en folkeafstemning. Jeg kan nu forstå på flere af ordførerens svar, at det så alligevel er, fordi SF vurderer, at det ikke er vigtigt nok, når det kommer til stykket. Men jeg vil nu give ordføreren mulighed for endnu en gang at gøre det klart, hvorfor SF ikke mener, at den her sag om at afskaffe store bededag er vigtig nok til en folkeafstemning.

Ordføreren.

Sagen er ekstremt vigtig, og jeg har lige holdt en tale om det. Det er den tredje tale, jeg holder om det. Vi har haft samråd om det. Jeg kan slå fast med syvtommerssøm, at det er en ekstremt vigtig sag for SF at forsvare lønmodtagernes rettigheder. Til efteråret kommer vi herinde i salen sandsynligvis til at diskutere, at regeringen har fået en helt håbløs idé om at fjerne retten til at få seniorjob. Der er 250.000 mennesker, der betaler deres bidrag til efterlønsordningen for at være omfattet af den garanti for at kunne få en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Så får vi den samme diskussion. Var det ikke rimeligt at sende det til folkeafstemning til efteråret? Det kan jeg så garantere for at der vil være mange af de 250.000 mennesker der vil synes.

Så hvor er det – det er det, der er vores udfordring – vi sætter grænsen for det? Det kunne godt have været her. Jeg synes, der er gode argumenter for en folkeafstemning. Det er ikke noget med, at jeg synes, det er hen i vejret. Lovforslaget er hen i vejret. Det er helt ude i skoven. Men det er idéen om at have en folkeafstemning da ikke. Det er bare, at det hele jo skal balancere til sidst. Hvornår er det så, man synes, at noget er så vigtigt, at man gør det? Det kunne f.eks. være seniorjob. Det kunne være, dengang man forringede efterlønsordningen i 1998, hvor Enhedslisten eller Dansk Folkeparti ikke ønskede folkeafstemning. Der kunne mange godt synes, at det også var der, man skulle gøre det. Så hvor er det præcis, vi sætter stregen?

Fru Franciska Rosenkilde.

Kan man så konkludere, at SF synes, den her sag er vigtig, men ikke vigtig nok til en folkeafstemning?

Ordføreren.

Den her sag er ekstremt vigtig, og den er højt prioriteret. Men det er den overregning, man skal ud i, medmindre man synes, alt muligt skal til afstemning. Altså, nu tænker jeg ikke, at det her er alt muligt. Det er en ekstremt vigtig ting, og det er en principiel sag. Det synes jeg måske egentlig også indgrebet i lærerkonflikten var dengang. Der hørte jeg heller ikke, at Enhedslisten ønskede det til folkeafstemning. Jeg hørte heller ikke, at Dansk Folkeparti ønskede det til afstemning.

Så jeg mener bare: Hvornår er noget vigtigt nok? Jeg synes egentlig, det indgreb over for lærerne dengang måske skulle have været til folkeafstemning – eller hvad? Eller hvad nu med de andre ting, der ligger foran os? Hvis vi hver gang tager målepinden ind og siger, at det skal til en folkeafstemning, tror jeg, vi ender et lidt svært sted.

Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tak. »Stop tyven!«, står ordføreren og siger oppe på talerstolen, men det vil SF jo ikke. SF vil jo ikke lægge handling bag ordene og stoppe tyven og stoppe det her, for det kunne SF meget nemt ved netop at være med til at få det her lagt ud til en folkeafstemning. Hvorfor er det, at Socialistisk Folkeparti siger alle de rigtige ting, men ikke tør at sætte handling bag ordene? Hvorfor?

Ordføreren.

Jamen altså, fru Mette Thiesen, det havde jo ikke gjort nogen forskel, desværre, fordi SF kun har 15 mandater. Så derfor er det jo ikke rigtigt, når fru Mette Thiesen siger, at når jeg råber »stop tyven«, kunne vi have forhindret tyven i at stjæle lønmodtagernes fridag ved at sige ja til en folkeafstemning. Det havde jo ikke ændret noget som helst. Det havde kun flyttet tallet fra 26 til 41 mandater. Det var, hvad det havde flyttet; andet havde det jo ikke flyttet. Det ændrer jo ikke noget.

Fru Mette Thiesen.

Det er fuldstændig rigtigt, at der er flere partier herinde, som ikke tør sætte handling bag de fine ord. SF er et af dem, og jeg kan godt høre, at ordføreren er i gang med en ordentlig gang rygsvømning i forhold til det her. Men derfor giver det stadig væk absolut ingen mening, at man ikke netop viser det, også klart og tydeligt til fagbevægelsen, som ordføreren ellers altid står og er meget hurtig til at forsvare. Her vil man simpelt hen ikke lægge handling bag ordene. Jeg synes, det er skammeligt, og man burde faktisk stå ved det og sige: Ja, Socialistisk Folkeparti er fuldstændig lige så ansvarlig for afskaffelsen af store bededag, som regeringen er, desværre.

Ordføreren.

Hvis bare det var så vel, at vi kunne have forhindret handlingen ved at gøre det, men det er der intet, der tyder på. Ved det næste spørgsmål, jeg får, er der så ikke en, der lige vil være så venlig over for mig at prøve bare nogenlunde antydningsvis at vise, hvad vejen hen til de 60 mandater skulle være? Er det for meget at bede om? Jeg mener bare, at så giver det da noget indhold i diskussionen. Indtil nu har det bare været noget med, at SF kunne have forhindret det. Nej, det kunne SF ikke – vi er langt fra at kunne have forhindret det. Men det er da rigtigt, som fru Mette Thiesen siger, at det da ville være nogle hurtige point for SF at tage over for fagbevægelsen at sige, at vi gik ind for det, men nu er vi altså ikke nogen, der bare går efter de nemme stemmer hver gang. Vi tager et, synes jeg selv, ansvarligt standpunkt her.

Hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.

Tak. Jeg føler mig sådan hensat til folkeskolen, hvor jeg var lærer for en 1.- og en 2.-klasse, når SF's ordfører står og siger det her – fordi lille Jonas derovre ikke gør sådan og sådan, kan jeg heller ikke opføre mig ordentligt. Det er ikke nogen undskyldning; det var det ikke i 1. klasse, og det er det heller ikke herinde i Folketingssalen. SF har ansvaret over for vælgerne og for, hvad der er SF's holdning.

Nu spørger vi så: Hvorfor er det, SF ikke mener, at det her er principielt nok til, at der skal være en folkeafstemning? Det har vi ikke fået noget svar på, så kunne ordføreren ikke forklare, hvorfor det specifikt er sådan, at SF ikke synes, at den her sag er principiel nok til, at vi skal have en folketingsafstemning om det?

Ordføreren.

Jeg ved, at det ville være en meget svær øvelse for hr. Lars Boje Mathiesen, men altså, det her handler faktisk om noget, der er lidt mere sammensat end som så. Det indeholder en masse nuancer. Vi kunne, som jeg sagde før, sagtens tage nogle nemme point ved at sige: Jamen så går vi da ind for en folkeafstemning; det bliver ikke til noget alligevel, og så kan vi score nogle point. Sådan tænker vi så ikke lige i SF.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Nej, men jeg går ud fra, hr. Karsten Hønge kender grundlovens § 42, stk. 6. Hvis han ikke gør det, kan jeg da lige nævne, at i den er der en lang række begrænsninger for, hvad man ikke kan sætte til folkeafstemning. Her kan jeg f.eks. nævne, at det drejer sig om finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove, normeringslove, lønnings- og pensionslove og love om direkte og indirekte skatter.

Så til det her argument om, at det bliver en glidebane, vil jeg sige, at der har vores forfædre sat det ind i grundloven, således det ikke sker. Så lad mig spørge igen: Hvad er det for en glidebane, hr. Karsten Hønge tror det bliver, hvis man ikke går ind og vil sige ja til at lave en folkeafstemning om det her? Hvad kunne der komme nede ad vejen, som man så også ville være bange for at sige ja til?

Ordføreren.

Jeg har slet ikke brugt ordet glidebane. Det, jeg beder til refleksion over, og her kan det godt være, at jeg så fisker forgæves, er bare det her: Hvis det her er den målepind, vi sætter ned, så vil jeg mene, at så er der kun frem til efteråret, hvor rigtig mange mennesker vil have en forhåbning om, at vi kan være med til at forhindre, at regeringen stjæler deres ret til seniorjobs – og det gælder en række andre sager. Og der er det bare sådan, at hvis vi hver gang herinde i salen sender noget til folkeafstemning for at udtrykke et synspunkt for et partis villighed, dybden af deres modstand eller for at udtrykke, at de er tilhængere af noget, så tror jeg bare, det bliver meget svært at arbejde i.

Hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne.

Tak, hr. formand. Jeg vil gerne spørge ordføreren lidt til det her med den danske model, arbejdsmarkedets tredeling osv., for noget af det, som måske kunne blive konsekvensen, hvis regeringen får flertal for det her tåbelige forslag med at fjerne store bededag, er jo, at vi om ganske få dage kan se frem til en storkonflikt i Danmark. Og der kunne jeg godt tænke mig at høre lidt om, hvordan SF ser på det.

Jeg er udmærket klar over, at de måske har den samme tilgang til nogle af de her dele, men er det ikke fuldstændig vanvittigt, at man ender i en situation, hvor man spiller politisk jeopardy med tredelingen i forhold til vores overenskomstforhandlinger, trepartsforhandlinger osv., men hvor det også ser ud til at ende i en stor konflikt, som kommer til at koste mange, mange penge for dansk erhvervsliv, danske arbejdspladser, danske eksportvirksomheder og alle mulige andre. Hvordan ser Socialistisk Folkeparti på det?

Ordføreren.

Det er helt åbenlyst, at hvis de her overenskomster ender med at blive stemt ned, ligger hovedansvaret ovre hos regeringen. Det er regeringen, der bærer hovedansvaret for en eventuelt kommende storkonflikt. Det er også derovre, hovedansvaret ligger for, at de overenskomstforhandlinger, der skal starte i 2024 på det offentlige område, får en utrolig svær start. Hvis man starter med at hugge 50 mio. kr. fra de offentlige ansattes løntillæg uden at ville fortælle, at det er nogle penge, der bliver tilbageført uden for den forhandlingsramme, der i øvrigt vil blive afsat, så er man også ansvarlig for de konflikter og de meget besværlige forhandlinger, der kommer på det offentlige område. Ansvaret ligger ovre hos regeringen.

Hans Kristian Skibby.

Tak for svaret. Det er jo rigtigt, at regeringen i blinde trasker direkte ind i en storkonflikt med nogle vidt uoverskuelige konsekvenser, som jeg synes burde få nogle lamper til at blinke ganske alvorligt. Men hvad er SF's vurdering af, hvor store konsekvenserne vil være? Når man nu siger, at man kan spare nogle milliarder, i de her fine beregninger, som der er mange der har sat spørgsmålstegn ved om overhovedet er korrekte beregninger, hvad er så SF's vurdering af, hvad det vil koste?

Ordføreren.

Det er klart, at en storkonflikt ville blive ekstremt dyr. Den ville blive ekstremt dyr for samfundet. Den ville blive ekstremt dyr for lønmodtagernes organisationer, der skal udbetale konfliktunderstøttelse. Jeg tror, at det ville slå skår ned igennem det tillidsfulde samarbejde, vi ellers har haft mellem arbejdsmarkedets parter og Folketinget, og som har givet Danmark så mange fordele og så mange fremskridt i forhold til andre lande. Man har kunnet blive enige om ting – arbejdsgivere, fagbevægelse og det politiske system i fællesskab – og her vælger regeringen at kaste en ordentlig håndfuld grus ned i det der velsmurte maskineri.

Fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det. Hr. Karsten Hønge citerer jo faktisk i sin tale Lizette Risgaard, formanden for danske lønmodtagere. Og hun mener jo og har jo sagt, at hvis ikke regeringen vil udskrive en folkeafstemning om store bededag, kan Folketinget gøre det. Det er faktisk det, hun beder os om. Så er det jo bare, vi i Enhedslisten tænker: Hvorfor vil SF ikke være med til det?

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at udmeldingerne fra Fagbevægelsens Hovedorganisation efter deres forretningsudvalgsmøde var en henvendelse til regeringen. Det var en opfordring til regeringen om at udskrive folkeafstemning; det står fast. Men det er da også klart, at der er fagforeninger og forbund, der også mener, at man skulle gøre det, uanset hvad regeringen ville gøre. Sagen er bare igen den, at jeg synes, fru Rosa Lund er med til at tale et scenarie, som ikke har nogen chancer, op. Det er da altid interessant at deltage i teoretiske diskussioner, men det her med sådan at lave frie teoretiske øvelser på gulv fører os ikke andre steder hen. Som sagt, og jeg har jo sagt det et par gange: Jeg vil da virkelig gerne opfordre folk til at give mig bare antydningen af, hvor resten af mandaterne skulle komme fra. Jeg kan kun komme til 26, og hvis SF kaster sine mandater ind, ender vi på 41, og der er ligesom et stykke op til 60.

Fru Rosa Lund.

Diskussionen bliver i hvert fald ved med at være teoretisk, hvis ikke SF vil sætte handling bag ordene. Altså, vi har jo muligheden her, hr. Karsten Hønge, for rent faktisk at lægge et endnu større pres på regeringen, hvis SF ville kaste sine mandater ind i puljen. Det vil SF af en eller anden mærkelig årsag ikke være med til. Man kan jo godt sige: Der er ikke nogen chance for, at det her nogen sinde kommer igennem. Men så vil jeg sige, at vi da lige så godt kan gå hjem. Der er en flertalsregering. Altså, det er da vores opgave som Folketing og ud fra det, vi er valgt på, at stå på mål for det. Og det undrer mig – det undrer mig!– at SF ikke tør at smide sine mandater ind i puljen for at få en folkeafstemning om det her.

Ordføreren.

Jeg er ret sikker på, at man skal være medlem af Enhedslisten for at kunne sige sætningen: Man sætter handling bag ordene ved at komme med en programerklæring. Det er det, det handler om. Det tror jeg er sådan Enhedslistens virkelighed, hvor man siger, at man virkelig sætter handling bag ordene, for nu har man besluttet noget, nu har man skrevet under på noget. Der er bare ikke flyttet noget i virkeligheden. Det med at sætte handling bag ordene betyder, at der flyttes noget i virkeligheden, og det flytter ikke noget i virkeligheden, at vi lægger vores 15 mandater oveni, ikke det mindste. Men jeg er sikker på, at det i Enhedslistens virkelighed virkelig er at gøre noget, altså når man har sagt noget, og når man har skrevet under på noget. Det flytter bare ikke noget ude i virkeligheden.

Fru Pia Kjærsgaard.

Tak for det. Det var jo noget af en brandtale, som hr. Karsten Hønge holdt som ordførertale; det må jeg sige – den var rigtig, rigtig god. Men siden er det faktisk ikke gået så godt, synes jeg. I de her mundtlige spørgsmål synes jeg ligesom man har glemt den der fremragende ordførertale. Og jeg er altså også dybt forundret over argumentationen og har i det hele taget været det i den her debat. For det har jo nærmest været, altså hvis vi ville have en folkeafstemning, drilleri; når vi har ophævet clearingaftalerne, har det været drilleri.

Det, vi gør, er egentlig bare at forholde os til det, som er det allerallerbedste, vi har: Danmarks Riges Grundlov. Det synes jeg også man skal gøre i forhold til en folkeafstemning, og derfor er jeg dybt forundret og oprigtig ærgerlig over, at oppositionen ikke kan holde sammen om det her. For det er jo også sådan, at hvis tampen begynder at brænde og regeringen kan mærke, at det peger mod en folkeafstemning, så kan regeringen trække forslaget. Og jeg må sige, at der altså er beslutninger, som er for vigtige for os at tage alene herinde, men som burde lægges ud til en folkeafstemning. Det her er et oplagt bud.

Jeg forstår ikke hr. Karsten Hønges argumentation, og det nytter ikke noget med en gentagelse, for der ville jo være et stort flertal, hvis hele oppositionen holdt sammen.

Ordføreren.

Tak til fru Pia Kjærsgaard for godt at kunne lide min tale, men den handlede jo også om substansen i, hvad det her lovforslag går ud på. Indholdsmæssigt er vi enige om at forsvare lønmodtagernes rettigheder. Så tak for støtten til det, som det her faktisk handler om.

Det, vi diskuterer i dag, er jo faktisk ikke, synes jeg da, en folkeafstemning, men det handler om, hvorvidt regeringen skal tilsidesætte et stort mindretal af partier, skal tilsidesætte op mod en halv million underskrifter, skal tilsidesætte alle de henvendelser fra fagbevægelsen og fortsat gribe ind over for lønmodtagerne; det er jo det, det handler om. Det handler om, at man nu tager penge fra lønmodtagerne og putter dem over i arbejdsgivernes lommer – at man tager løntillæg fra offentligt ansatte og beholder dem i stat, regioner og kommuner. Det er jo det, det handler om, og det var det, min tale handlede om. Det er vel også derfor, at fru Pia Kjærsgaard godt kunne lide den.

Det, vi diskuterer her, er relevant, men dog alligevel et sidespor. Men det er relevant at diskutere en folkeafstemning, selvfølgelig er det det. Jeg synes, som jeg har sagt nogle gange, at der er gode argumenter for en folkeafstemning, men altid og hver gang skal man jo gøre op med sig selv: Er det det her, vi skal måles på? Og der ved jeg da, at Dansk Folkeparti og fru Pia Kjærsgaard en gang for nogle år siden også opfordrede til en afstemning omkring udlændingepolitikken. Der spørger jeg bare: Hvornår er det så, vi gør det, og hvilke emner er det, vi sætter til folkeafstemning? Og der er vi så endt lige på den side, hvor vi ikke synes, at det her egner sig til det.

Fru Pia Kjærsgaard.

Det gør udlændingepolitikken så heller ikke, ifølge SF's holdning, men sådan er det jo. Den diskussion har vi taget, og vi kan godt tage den en gang til.

Men jeg må bare sige, at til sidst var det jo her Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Konservative, der sprang fra. Men igen: Hvis vi havde holdt sammen i oppositionen, havde der været et stort flertal for at fastholde de principper, som hr. Karsten Hønge jo netop lægger op til i sin ordførertale – en gentagelse af, hvor vigtigt det er i forhold til lønmodtagerne, fagbevægelsen osv. osv. Vi kunne være kommet hinanden i møde, for Dansk Folkeparti er også enige i de synspunkter, men har også det synspunkt, at det har med noget kulturelt at gøre, med sammenhængskraften at gøre osv. Det vil vi godt lægge til i den her debat plus alt det andet naturligvis. Men vi kunne være kommet langt videre, hvis oppositionen havde stået sammen, og hvis bl.a. SF havde stået fast.

Ordføreren.

Jamen jeg vil give fru Pia Kjærsgaard ret i, at hvis oppositionen samlet havde sagt, at vi sender det her til folkeafstemning, så havde diskussionen den sidste halvanden måned jo også været anderledes. Altså, vi har da også taget bestik af det. Vi brugte da mange uger på at overveje det, for der er gode argumenter for en folkeafstemning, og der er gode argumenter imod en folkeafstemning. Men da det jo ret hurtigt viste sig at være rene gymnastikøvelser på gulv, sådan teoretisk forstået, fordi Liberal Alliance og Konservative jo meldte ud, at de under ingen omstændigheder ville stemme for en folkeafstemning, så er den mulighed ikke til stede.

Fru Jette Gottlieb, Enhedslisten.

Det står stadig ikke fuldstændig klart, om SF efter at have vægtet og vejet det ender med at mene, at det kan give mening at give befolkningen en mulighed for at tage stilling til, om man ønsker at arbejde mere i den her periode. I stedet får vi bare at vide, at der jo ikke vil være stemmer nok til at gennemføre en sådan folkeafstemning. Men er det virkelig SF's måde at afgøre sin egen stillingtagen på, altså om der altid er stemmer nok til det, man ønsker? I så fald kan man jo bare sætte sig og vente hele tiden. Det er da klart, at hvis SF havde lagt frem, at det ville de gerne, ville presset måske ligge et andet sted, men der ville da stadig være et pres på den øvrige del af Folketinget til at bidrage til en sådan folkeafstemning. Så nu spørger jeg, om det afgørende for SF er, at de ender med at mene, at det er meningsløst at spørge befolkningen om det her spørgsmål.

Ordføreren.

Jeg synes, vores argumentation falder i to dele. Den ene del er det her med, hvorvidt det overhovedet er værd at bruge så meget krudt på – andet end at det selvfølgelig skaber en hel masse medietid for Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Men er der nogen grund til at bruge så meget tid på det? Det er det ene.

Den anden del er substansen i det: Hvornår er det så, vi siger ja eller nej til en folkeafstemning? Eksempelvis kan det i dag undre mig, hvorfor Enhedslisten ikke bad om at få det til folkeafstemning, da man greb ind over for lærerne, og da man i 1998 ødelagde efterlønnen. Det er en række andre situationer, som vi nu i fællesskab må reflektere over, for det peger også fremad. Jeg ved jo, at nedslidte seniorers forhold også betyder meget for Jette Gottlieb. Skal man kræve en folkeafstemning, når man nu vil fratage dem retten til at få en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet? Så det er den del af argumentationen, som er den mere indholdsmæssige, og som er lige så vigtig som det der med, at der ikke er nogen grund til at bruge så enormt meget krudt på det, når man aldrig på noget tidspunkt i de sidste måneder har været i nærheden af de 60 mandater.

Jeg er sikker på, at fru Jette Gottlieb godt kan se, at der er to typer argumenter. De er forskellige, men de er begge to en del af det, der gør, at vi ender der, hvor vi gør.

Fru Jette Gottlieb.

Men det er jo et spørgsmål om hønen og ægget. Hvis SF fra starten havde meldt ud, at man vejer for og imod, at man finder gode ting og dårlige ting, og at man ender med at konkludere, at det er vigtigt at spørge befolkningen, fordi det her er kommet som en tyv om natten, som SF flere gange sagt, så ville presset jo ligge et andet sted, fordi man jo så ville begynde at spørge Danmarksdemokraterne, om de, når nu SF var med, også ville være med. Og når man havde spurgt Danmarksdemokraterne og SF, kunne det så tænkes, at nogle af de konservative måske ville være med? Altså, det er jo en selvopfyldende profeti, når man meddeler, at det får vi ikke gjort. Okay, så kan der ikke blive et tilstrækkeligt antal stemmer, og så står man med en hønen og ægget-diskussion, som SF er med til at definere.

Ordføreren.

Jeg vil egentlig bare sige tak til fru Jette Gottlieb for at tro, at det er SF, der afgør, hvad de mener hos De Konservative og Liberal Alliance. Det er desværre ikke helt min oplevelse af det. Altså, jeg har ikke set noget, der skulle tyde på, at SF skulle kunne lægge så meget pres på de to partier, så de lige pludselig mener noget andet. Derfor har det ikke på noget tidspunkt været en reel diskussion om, hvorvidt det var en mulighed. Det har været en reel diskussion i Enhedslisten og Dansk Folkeparti, hvordan man får mest mulig medietaletid på det, og det har jeg da fuld forståelse for.

Hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Jeg må sige, at det er noget paradoksalt, at det på den ene side fyger med slagord fra SF's ordfører mod regeringen om, at det både er en skamstøtte, at arrogancen driver ned ad væggene, og at det er tyveri og alt muligt andet, og at SF på den anden side ikke er til noget. På den anden side vil SF ikkevære med til at banke regeringen på plads.

Hvordan kan man gøre det? Det kan man selvfølgelig gøre ved at følge den anbefaling, som kommer fra fagbevægelsen, og spørge danskerne. Det er det helt rigtige.

Jeg må konstatere, at ordføreren her er stoppet med at slå med den store mukkert og i stedet for vifter lidt med dunhammeren. For der er godt nok ikke meget handling bag ordene fra SF's ordfører. Så det, jeg vil vide, er: Hvad skal der egentlig til, for at SF vil tilslutte sig kravet om en folkeafstemning? Hvis tyveri, arrogance, der driver ned ad væggene, og en skamstøtte ikke er nok, hvad skal der så til?

Ordføreren.

Sagde hr. Peter Kofod ikke en »dunhammer«? Det var faktisk sjovt! Jeg synes, at det med hammeren, hvis det er det, vi skal holde os til, ligger i substansen, i forsvaret for lønmodtagernes rettigheder til at kunne holde fri og bevare de løntillæg, som de har forhandlet sig til. Det er deri, SF's stillingtagen står fuldstændig skåret og hamret ud i granit, om jeg så må sige. Og så har vi den her diskussion om, hvorvidt SF skulle sætte handling bag ordene. Hvis det dog bare var så vel! Men igen vil jeg sige, at der skal mere til end som så, for at SF er tilhængere af en folkeafstemning. Og det ville da også være dejlig nemt for SF bare at sige ja til det, for det var jo ikke blevet til noget alligevel, og så kunne vi have taget nogle billige point. Vi valgte så i den her afvejning at sige, at hvis det sætter standarden, vil vi godt nok få mange folkeafstemninger. Og så er vi endt med i overvejelserne frem og tilbage at synes, at det så ikke er det, der skal udløse det, for så vil vi få rigtig mange folkeafstemninger fremover. Det er vi ikke så begejstrede for. Det ved jeg godt man i højere grad er i Dansk Folkeparti, men det er vi så ikke i SF.

Hr. Peter Kofod.

Det kan godt være, hr. Karsten Hønge syntes, at billedet var sjovt, men det syntes jeg ikke. Jeg kunne bedre lide hr. Karsten Hønge, dengang hr. Karsten Hønge slog løs med sin store mukkert på folk, der laver fejl. Jeg kan ikke lide den Karsten Hønge, der er en dikkende lammehale for regeringen, særlig ikke når man på den måde slår et hul i den danske model, som man gør her. Det er tragisk, at hr. Karsten Hønge vil være med til det.

Men lad mig spørge om det her med inflation i folkeafstemninger. Hvor ser hr. Karsten Hønge sådan tendensen til det? For der har jo ikke været mange folkeafstemninger, som er udskrevet af et stort mindretal i Folketinget i tidens løb. Og er det ikke rigtigt, at SF jo i den situation vil kunne være garanten for, at det ikke sker, men at man i helt ekstraordinære tilfælde som f.eks. det her, lige præcis her, hvor man trumfer kirken, hvor man trumfer fagbevægelsen, og hvor man trumfer et meget stort mindretal i Folketinget, jo kunne bruge det?

Ordføreren.

Jamen man må bare konstatere, at hammeren skam stadig væk er her. Den her tale er én lang hyldest til den danske model, én lang hyldest til, at vi skal respektere, at vi både har uafhængige parter på arbejdsmarkedet, og at vi skal behandle samarbejdet mellem parterne og Folketinget på en ordentlig måde. Lønmodtagernes rettigheder er jo nu under angreb anført af en socialdemokratisk ledet regering. Det er fuldstændig katastrofalt. Pointen er bare, at hvis det var sådan, at hammeren var, at SF kunne lægge sine stemmer ind og udløse en folkeafstemning, så kunne vi da overveje det, men det er jo ikke det, vi er i nærheden af.

Hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Det er jo interessant at høre den her sammentømrede opposition, der står skulder ved skulder i den her sag – det var ironi. Jeg vil sådan set bare gerne takke hr. Karsten Hønge for ikke at hoppe med på det her folkeafstemningshalløj, men vil i samme sætning undre mig over, at SF er gået med på det her med at ophæve clearingaftalerne. For det kunne jo betyde, at et mindretal i Folketinget pludselig udgjorde et flertal, fordi der var flere medlemmer i den ene side af salen end i den anden side af salen, der havde forskellige grunde til ikke at være her, f.eks. sygdom og andet. Synes SF virkelig, at det er en fair måde at vinde en afstemning i Folketingssalen på, at man ophæver clearingaftalen, og at så handler det om, hvem der kan stille med flest folk i salen på en dag som i dag?

Ordføreren.

Det er da rigtigt, at man skal behandle sådan nogle aftaler, vi har her i Folketinget, med varsomhed. Men helt ærligt sætter man det op, som om det nærmest er en straf at passe sit arbejde og komme ind at stemme, men det synes jeg måske ikke er så forfærdeligt. Det er vel det, vi får vores gode hyre og skattefri omkostningstillæg for.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Det synes jeg måske så er en lidt plat måde at stille det op på. For selvfølgelig passer folk deres arbejde, men folketingsmedlemmer kan jo ligesom alle mulige andre mennesker blive syge. Folketingsmedlemmer kan have et barn syg og ikke anden pasningsmulighed. Folketingsmedlemmer kan være på forretningsrejse ligesom i alle andre virksomheder. Folketingsmedlemmer kan have vigtige møder ude i landet, ligesom man i en virksomhed kan have vigtige møder med klienter og andet. Så det er jo en lidt plat måde at stille det op på at sige, at man ikke passer sit arbejde, hvis man ikke sidder herinde i salen. Det var forhåbentlig ikke det, hr. Karsten Hønge mente, for jeg har ofte oplevet, at hr. Karsten Hønge ikke har været til stede i salen.

Ordføreren.

Selvfølgelig, for vi har en clearingaftale, og der er tidspunkter, hvor vi simpelt hen aftaler, hvem der stemmer. Altså, det er jo en god aftale, vi har i Folketinget.

Den her sag, er en sag, der har fyldt meget, og som berører rigtig mange mennesker ud over den halve million, der har skrevet under. Der er garanteret lige så mange, der ikke har skrevet under, men som føler sig berørt af det. Det var måske en god idé, at vi her viste det tydeligere, og jeg tror egentlig også, jeg vil glæde mig til at se nogle afstemninger herovrefra, altså fra flere af mine gode kollegaer, der ligesom jeg selv har en stærk baggrund i fagbevægelsen. Jeg glæder mig måske især til at se dem trykke på knappen, hvor man går ind og fjerner lønmodtagerrettigheder. Det tror jeg jeg vil holde meget præcis øje med, altså hvordan der bliver stemt. Så på den måde kan en ophævelse af clearingaftalerne nogle gange være en god idé.

Tak, og så er det hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Tak for den svulstige tale med de mange fyldord. Nu er vi så kommet lidt mere ned på jorden her under besvarelsen af diverse spørgsmål. Hvis vi bare går 2 dage tilbage, var der jo stadig væk uvished om, om man kunne samle 60 mandater. Det var jo der, at der kørte et eller andet spil, hvor det var sådan, at hvis et af de fire partier havde meldt først ud, havde de lagt et pres på de tre andre, og det lederskab viste SF jo så overhovedet ikke. SF er jo spild af venstrefløj på den her måde. Hvad er det, man har kæmpet for?

Man italesætter, at store bededag, den her forårsfridag, er noget så vigtig, og at man bakker op om fagbevægelsen osv., og når det så kommer til, at man faktisk kan være med til at sikre, at der kommer en folkeafstemning, og hvor det ser ud til, at 70 pct. af befolkningen er for at bevare store bededag, så vil SF alligevel ikke. Kan ordføreren ikke se, at det her simpelt hen er et eksempel på spild af venstrefløj, når man i SF bare nøler i de her sager?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, at det er rigtig interessant, når hr. Søren Egge Rasmussen, der er repræsentant for et parti, der ellers skulle være ideologisk baseret, nu siger, at den tale, som omhandler selve forsvaret for det, vi taler om, nemlig store bededag, er svulstige ord, men at jeg skulle blive svagere i mine svar, når vi kommer ind i substansen. Vi er jo netop ikke kommet ind i substansen. Hr. Søren Egge Rasmussen, det her er substansen! Det er, at man ønsker at stjæle lønmodtagernes fridag og tage deres løntillæg. Det er substansen. Hvad er det for noget snak med, at substansen skulle være en diskussion om folkeafstemning eller ej! Det siger lidt om begreberne, og det siger lidt om, hvad man i Enhedslisten synes er vigtigt, hvis det virkelig var det, jeg skulle forstå ved hr. Søren Egge Rasmussens indlæg. Nej, substansen er det, det handler om, altså at man tager store bededag og tager lønmodtagerrettigheder. Men for hr. Søren Egge Rasmussen er substansen øjensynlig den her diskussion om, hvorvidt man kan komme op over 26 mandater. Jeg skulle lige til at sige vorherre bevares.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Jamen politik er også at kæmpe og lave alliancer, og indimellem opstår der jo nye alliancer, og det har den her sag også vist, altså at der i begge sider af salen er repræsentanter for befolkningen, som er parate til at beskytte befolkningen mod regeringen, og der står SF så ikke skulder ved skulder med dem, der virkelig kæmper for, at vi skal bevare store bededag. Der svigter SF. Og det er derfor, jeg mener, at SF simpelt hen i den her sag er spild af venstrefløj, for man har bare snakket. Men har ikke kæmpet reelt for at få samlet de her 60 mandater. Kan ordføreren ikke se det?

Ordføreren.

Det, jeg ser for mig, er et møde i Enhedslisten. Jeg ser for mig et møde i Enhedslisten, hvor man beslutter sig for virkelig at kæmpe og sige: Nu skriver vi under på en erklæring. Så kæmper man rigtigt. Tænk sig, hvis nu SF bare havde skrevet under, så havde vi kæmpet. Det er da ikke det, det består af. Kamp består da ikke af en sådan teoretisk proklamation om, at nu vil vi være tilhængere af en folkeafstemning, som så hæver mandattallet fra 26 til 46. Det er da ikke der, den ligger. Jeg fornemmer lidt, at man i Enhedslistens verden virkelig kæmper, når man har været på en talerstol og sige noget eller har lavet en erklæring eller et nyt program. Sådan er det bare ikke ude i lønmodtagernes virkelighed.

Fru Mai Villadsen, Enhedslisten.

Jeg må trække vejret dybt, inden jeg begynder. Men jeg vil faktisk starte med at rose ordføreren for et stærkt samarbejde i den her sag og for en stærk ordførertale, der meget klart slår fast, at det, regeringen har gang i lige nu, er at ødelægge den danske model. Det er jeg fuldstændig enig med ordføreren i. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg synes, det er sølle, at ordføreren står deroppe og påstår, at alle os, som mener, der bør være en folkeafstemning, bare gør det for at være populære eller få medieomtale. Nej, vi gør det, fordi vi har forholdt os til grundloven, og fordi vi faktisk mener, at befolkningen bør spørges i den her dybt principielle sag.

Så er jeg sådan set fuldstændig enig med SF i, at der ikke bør gå glidebane i folkeafstemninger, og det er derfor, vi bl.a. sammen med Dansk Folkeparti har sagt, at når vi kigger på regeringsgrundlaget, er det sådan set kun i det her ene tilfælde, vi synes det er relevant.

Jeg hørte ordføreren sige i morges, at hvis SF kom til at være de udslagsgivende mandater, var man måske klar til at diskutere det igen. Det kan meget vel ske, når vi om lidt hører Danmarksdemokraterne og måske De Konservative, for det kan jo være, de ændrer holdning.

Og så vil jeg opfordre alle SF'ere – og andre for den sags skyld, for det står dem frit for – til at skrive under på den her, som er vores erklæring og begæring om folkeafstemning, for den vil vi indlevere. Jeg er i hvert fald sikker på, at Enhedslistens navn skal stå på den her, fordi det skal huskes, at vi faktisk forsøgte at forhindre det her.

Ordføreren.

Jamen jeg kan jo for tusinde gang nu sige, at jeg anerkender, at der er gode argumenter for en folkeafstemning. Det er der da. Men når nu fru Mai Villadsen siger, at det er sølle, at vi ikke er med, så vil jeg sige: Jeg synes også, det er sølle, at Enhedslisten kun kan finde det ene spor at gå ind i og diskutere i dag i stedet for at diskutere substansen, nemlig det, at regeringen er i gang med at angribe lønmodtagernes rettigheder. Gå ind i substansen af det, det her lovforslag handler om. Jeg synes, det er lidt sølle, at man ender med øjensynlig kun at kunne diskutere forslaget til folkeafstemning og uden over for mig overhovedet bare antydningsvis at vise, at der skulle være de nødvendige mandater.

Fru Mai Villadsen.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren faktisk komme med et argument imod en folkeafstemning, andet end at man ikke er de afgørende mandater. For det er ærlig talt et tomt argument. Altså, vi har med en flertalsregering at gøre, og hvis det her er SF's måde at føre politik på, kan partiet jo lige så godt bare sætte sig ned og lade være at lave noget i den her valgperiode, og det ved jeg da at SF's ordfører ikke har tænkt sig.

Så hvad er det ene og gode argument for ikke at lave en folkeafstemning i den her sag, som man jo kan høre på hr. Karsten Hønge er dybt principiel? Der er 3 dage til at få skrevet under, og jeg vil stadig opfordre SF til at gøre det. Vi kan godt nå at forhindre det her, og jeg er ret overbevist om, at der er andre i de andre partier, der overvejer det samme.

Ordføreren.

Jamen selv om Danmarksdemokraterne så skulle kaste deres mandater oveni, er vi stadig væk langt fra de 60 mandater. Altså, jeg vil sige til forskellige andre: Prøv nu at komme ind i kampen og prøv at vise SF, at der kunne være et perspektiv i det.

Jeg har jo prøvet at forklare, hvad der gør, at vi overvejer de her ting på den ene og på den anden side. For hvis nu Enhedslisten var så principfast, og hvis nu det virkelig var så vigtigt, som fru Mai Villadsen nu siger, synes jeg godt nok også, jeg på et tidspunkt skal have et svar på hvorfor man ikke udløste en folkeafstemning, da regeringen i 1998 smadrede efterlønsordningen, eller da regeringen greb ind i lærerkonflikten? Eller vil man kræve folkeafstemning her til efteråret, når regeringen sandsynligvis vil stjæle nedslidte seniorers adgang til seniorjob? Der skal jo være konsistens i ens placering.

Fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Tak for det. I Nye Borgerlige er vi ikke bange for folkeafstemninger; vi vil faktisk gerne have endnu flere folkeafstemninger. Jeg kan forstå, at SF har svært ved at give danskerne det sidste ord, og det synes jeg er ærgerligt. Noget af det, som jeg tidligere har beundret venstrefløjen for, ikke politisk, men i formen og den måde, man har ageret på, er det med at rykke Danmark i en mere venstreorienteret retning. Jeg er ikke enig, men venstrefløjen har virkelig stået fast og også rykket Danmark i en mere venstreorienteret retning. Det har I gjort, det har de venstreorienterede partier gjort, fordi man har stået fast, og fordi man har sagt, hvad man mente, og også gjort, hvad man sagde.

Nu ser vi det modsatte. Jeg har en fornemmelse af, at det er det her med, om man er regeringsparti, eller om man er oppositionsparti, der er afgørende. Men må jeg ikke bare spørge ordføreren om noget? Hvis ordføreren forestillede sig, at ordføreren bare en dag var en af de mange borgere, som var mødt op til demonstrationen for nylig, en af de mange borgere derude, der bliver ramt af det her, og den borger bare en dag fik muligheden for at tage ordførerens plads, tror ordføreren så, at den borger ville gribe chancen og skrive under som en af de 60 mandater på at få en folkeafstemning?

Ordføreren.

Det vil så være svært at udtale sig om. Jeg ved ikke, om fru Pernille Vermund har deltaget i demonstrationer. Jeg tror, at jeg har deltaget i samtlige af dem, der har været, også den, der var her til morgen, og folk, der deltager i de her demonstrationer, er da uenige om, hvorvidt det skal til folkeafstemning eller ej. Der er da mange, der synes, at det skal til folkeafstemning – selvfølgelig er der det, alt andet ville da være løgn at påstå; det er der da – men det er da ikke alle, der synes det.

Det, at man deltager i en demonstration, eller at man skriver under på det her, betyder jo ikke, at man nødvendigvis er tilhænger af en folkeafstemning. Jeg har da mødt mange ved de her demonstrationer, der godt kan se, at det er vigtigt at føre en benhård kamp for at forhindre forringelserne, men som ikke nødvendigvis ønsker det til folkeafstemning. Så der synes jeg altså ikke at man her skal tage nogle mennesker som gidsler, som fru Pernille Vermund er i gang med.

Så vil jeg også bare sige, at jeg da fuldstændig anerkender – det ved jeg – at Nye Borgerlige har et andet udgangspunkt i forhold til folkeafstemninger. Det har vi da set gennem årene, altså at man har et helt andet ønske om at lægge mange ting ud til folkeafstemninger, og det er da et fair politisk synspunkt. Jeg er så uenig i det.

Fru Pernille Vermund.

Jamen vi er ikke bange for at spørge danskerne, og hvis det her havde været et spørgsmål om, at der altid skulle være folkeafstemninger, så er det fair nok, hvis man er bange for dem; så kunne man bruge det som argument. Men som fru Mai Villadsen sagde tidligere, sidder vi med en flertalsregering, og vi stemmer i dag om et forslag, som danskerne aldrig har haft mulighed for at tage stilling til.

Der har lige været et folketingsvalg, og det var ikke oppe blandt nogen af regeringspartierne. Det er et forslag og en lov, som kommer til at bryde med den danske model, og som kommer til at blande sig i kirkens indre anliggender, og det er i en situation, hvor der er en regering, der har en mulighed for at udvikle sig til et flertalstyranni, hvis ikke vi benytter os af den mulighed, der er i grundloven.

Kan ordføreren ikke se, at det her er en særlig situation?

Ordføreren.

Jo, det synes jeg det er. Jeg giver da fru Pernille Vermund fuldstændig ret i, at det er en særlig situation, altså hvor man jo ikke nævner det med et ord i en valgkamp og man så bagefter slår til, når man har dannet en flertalsregering. Jeg synes, det er en usædvanlig situation, at man her uden så meget som at løfte røret til telefonen og snakke med fagbevægelsens ledere om, at man ønsker et større arbejdsudbud, alligevel bare tromler det igennem. Det er på mange måder en særlig situation.

Derfor er det bare, jeg igen synes, at der er argumenter for en afstemning, og at der er argumenter imod. Vi er så endt med, både af hensyn til substansen i det, men også af hensyn til, at det indtil videre alene er en teoretisk øvelse, at lande på, at vi ikke synes, at der skal være det.

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Man må forstå på hr. Karsten Hønges svar til fru Rosa Lund og siden til hr. Søren Egge Rasmussen, at det ikke giver mening at komme med politiske programerklæringer; med andre ord giver det ikke mening at komme med forslag, som der ikke er flertal for. Derfor er jeg nysgerrig på at høre hr. Karsten Hønge, om det er sket for sidste gang, at SF kommer til at fremsætte beslutningsforslag her i Folketingssalen, som de godt ved at der ikke er flertal for.

Ordføreren.

Nej.

Hr. Mikkel Bjørn.

Det undrer mig, for så synes jeg jo lidt, at budskaberne stikker lidt i hver sin retning. Hr. Søren Egge Rasmussen sagde også, at det her er at kæmpe – det er at kæmpe – og det er det, SF ikke gør ved ikke at sende det her til folkeafstemning. Der vil jeg sige, at Dansk Folkepartis holdning jo grundlæggende er, at hvis ikke du ligesom står på mål for de ting, du hævder at stå for, og hvis ikke du kæmper for de ting, du hævder at stå for, står du slet ikke for dem. Og det er lidt den grøft, jeg føler at SF falder i, når de ikke sender det her til en folkeafstemning.

Ordføreren.

Det kræver, at man definerer ordene at kæmpe på en helt særlig måde. Altså, det at kæmpe vil være at lægge 15 mandater oven i en pulje, som alligevel er langt fra nok til at nå resultatet. Den kamp består i at sætte en underskrift og ikke i, at der sker noget. Det er bare det, jeg anfægter. Man skal ikke lade, som om at hvis nu SF havde gjort det, ville verden have set anderledes ud. Desværre ville den ikke have set det mindste anderledes ud. Det er det, der er pointen.

Det var den sidste korte bemærkning, vi nåede til hr. Karsten Hønge. Vi siger tak til hr. Karsten Hønge og går videre i ordførerrækken, og jeg giver nu ordet til fru Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Så kom jo dagen, hvor regeringen vil afskaffe store bededag, og jeg må sige, at jeg synes, det er skuffende. I Danmarksdemokraterne har vi hele vejen igennem været modstandere af idéen om at afskaffe store bededag, og vi er også meget stærke modstandere af den magtfuldkomne fremgangsmåde, som regeringen har brugt. Jeg kan ærlig talt ikke forstå, at man fra regeringens side er så opsat på at få det her lovforslag hastet igennem.

Først og fremmest er der en enormt stor usikkerhed omkring effekten af afskaffelsen af store bededag, og som jeg også nævnte i min tale ved andenbehandlingen, så virker det for mig ærlig talt noget besynderligt, at der lige pludselig dukker et hidtil helt ukendt hemmeligt notat frem fra 2012, hvor Finansministeriet regner sig frem til en noget lavere effekt af afskaffelsen af store bededag, end man gør her i dag. Hvilke motiver har regeringen egentlig haft til at holde det her notat hemmeligt? Det kan man jo sådan set kun gisne lidt om. Jeg må bare konstatere, at sådan et notat som det her jo altså skaber usikkerhed, og det skaber også en mistillid til regeringen.

Jeg tror, at jeg om nogen kan skrive under på, at politik jo ikke altid er en popularitetskonkurrence, og nogle gange må man også lave nogle reformer, som ikke alle synes er lige geniale. Når det er sagt, må jeg altså også sige, at afskaffelsen af store bededag er inde at pille ved noget helt fuldstændig grundlæggende ved vort samfund, og det synes jeg man skal være varsom med. For det første griber forslaget jo grundlæggende ind i den danske model, og lad det stå tindrende klart: Jeg kan godt forstå, hvorfor fagbevægelsen har udtalt sig så skarpt omkring det her forslag, som den har. For det andet griber regeringen med det her forslag ind i folkekirkens indre anliggender, og hvis kirkeministeren i ramme alvor mener, at hun i december forsøgte at inddrage kirken i beslutningen om afskaffelsen af store bededag, ja, så kan jeg i hvert fald bare konstatere, at så er hun den eneste, der har den opfattelse.

Alt i alt må vi konstatere, at regeringen bruger deres smalle flertal til at tromle alt det her igennem og til at tromle hen over alt og alle på deres vej. Al kritik bliver fejet af banen, og alle modargumenter bliver druknet i regeringens evige svada om, at afskaffelsen af store bededag er den eneste måde, hvorpå man kan tilvejebringe godt 3 mia. kr., som regeringen om ikke andet mener forslaget vil have som provenu.

Jeg håbede oprindelig og oprigtigt, at regeringen i forbindelse med lovarbejdet ville lytte til den massive kritik, som regeringen er blevet mødt med, at regeringen havde stoppet op og havde lyttet. I stedet for må jeg jo bare konstatere, at ligegyldig hvor meget kritik regeringen mødes med, synes de at være så opsatte på at tromle det her lovforslag igennem med et smalt flertal. Jeg havde ellers håbet, at regeringen ville tage at lytte til de mange konstruktive og velmenende råd, der jo er kommet rundtomkring fra, også fra den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, som jo foreslog, at regeringen udskød ikrafttrædelsen af det her forslag til efter et folketingsvalg. Så kunne vælgerne jo tage det med i deres analyse af, hvilket parti man ville stemme på til næste folketingsvalg.

I Danmarksdemokraterne er vi stadig helt fuldstændig enige med Anders Fogh Rasmussen i den betragtning, og derfor stillede vi jo sammen med SF, Liberal Alliance, Konservative, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige et ændringsforslag, der jo netop fulgte op på det her forslag fra Anders Fogh Rasmussen – nemlig at ikrafttrædelsen af lovforslaget skulle skubbes til den anden side af næste valg. Men heller ikke her var regeringen hverken til at hugge eller stikke i.

Derfor afskaffer regeringen nu i dag store bededag, og det gør mig ærlig talt både ærgerlig og trist, at regeringen kan være så åndløs, at det her sker med et pennestrøg uden en ordentlig proces. Jeg håber virkelig, at befolkningen husker det her øjeblik, når de skal til stemmeurnerne næste gang, for det er ganske enkelt både beskæmmende og også en mangel på respekt over for befolkningen, når man gør det på den her måde.

Derfor kan Danmarksdemokraterne heller ikke på nogen måde støtte det her lovforslag. Vi har jo givet regeringen adskillige muligheder for at kravle ned fra træet i den her sag. Men vi må også bare konstatere, at regeringen fastholder en hidtil uset magtfuldkommenhed og tilsyneladende ikke har tænkt sig at bøje af. Diskussionen om folkeafstemning har fyldt meget op til i dag, og det har den også her i dag. Jeg har jo tidligere sagt, at vi ikke vil lukke nogen døre for en folkeafstemning, og det har jeg sagt, fordi vi i Danmarksdemokraterne ønskede, at regeringen skulle have mulighed for at justere kursen. Der må jeg bare sige: Det er jo ikke sket.

Derfor kan jeg også afslutningsvis sige, at vi fra Danmarksdemokraternes side – i lyset af regeringens manglende vilje til at søge kompromis og manglende vilje til at lytte, ikke bare til oppositionen, men jo til fagbevægelsen, kirken og økonomer – ikke vil stille os i vejen for en eventuel folkeafstemning, hvis der måtte manifestere sig et flertal her i Folketinget for det. Jeg må så også sige, at der umiddelbart ikke er noget, der tyder på, at der manifesterer sig et flertal for en folkeafstemning, men jeg må altså også bare på den anden side sige, at jeg synes, at vi har prøvet med alle konstruktive midler. Vi har i fællesskab samarbejdet bredt om det her i oppositionen. Vi har indkaldt til en høring, som var en fantastisk god høring, hvor vi kom bredt omkring. Vi har stillet ændringsforslag i fællesskab, der er blevet stillet spørgsmål, og der er blevet indkaldt til samråd. Men vi må bare konstatere, at regeringen jo nægter at tage imod den udstrakte hånd, som en meget bred opposition har rakt regeringen, også i form af ændringsforslag.

Derfor skal min afsluttende appel gå på, at regeringen, inden vi går til afstemning her senere i dag, skrotter forslaget og indleder en ordentlig dialog med både arbejdsmarkedets parter, kirken og Folketinget omkring det her. Det er jo reelt set endnu ikke for sent, at man gør det, selv om jeg må indrømme, at med den magtfuldkommenhed, som regeringen har lagt for dagen, så er det måske svært at se for sig. Men appellen skal alligevel fremføres, synes jeg. Og sker det ikke, så kommer vi selvfølgelig til at stemme imod det her lovforslag, ligesom vi har sagt det hele vejen igennem.

Tak for det. Der er en lang række korte bemærkninger, og vi starter med fru Lisbeth Bech-Nielsen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak for ordførerens indlæg. Der er jo rigtig mange ting, man kan kritisere regeringens forslag for, og det synes jeg også ordføreren – skråstreg – partiformanden har redegjort godt for, så jeg vil bare tage fat i ét hjørne af det. Er ordføreren ikke enig i, at det, der efterhånden er kommet frem under den her lange behandling af forslaget omkring regnemodellerne bagved eller de forudsætninger, som regnestykket skulle hvile på, efterhånden hænger i en utrolig tynd tråd – om nogen tråd overhovedet?

Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste anerkendt økonom i det her land, der har været ude at forsvare det og forklare, hvordan det skulle hænge sammen. Vi har stillet et hav af spørgsmål om, hvad beregningen af det her gennemslag på 75 pct. skulle hvile på, og til slut må man jo bare konstatere, at hverken overvismanden eller nogen som helst andre, der bliver spurgt af f.eks. medierne, kan finde noget bevis for, at Finansministeriets regnestykke skulle holde stik. Har ordføreren nogen tanker om det? For det betyder jo trods alt noget, om pengene kommer i kassen eller ej.

Ordføreren.

Ja, det er jeg fuldstændig enig med fru Lisbeth Bech-Nielsen i. F.eks. betyder det, at det oprindelige argument jo sådan set forsvinder, hvis pengene ikke kommer i kassen. Der er sået enorm tvivl om det her, og jeg må sige, at en af de ting, som jeg næsten synes er allerværst, er, at der i det gedulgte pludselig dukker et notat op fra 2012, der viser noget helt, helt andet end billedet i dag. Vi havde jo den her høring i sidste uge, hvor der også blev spurgt meget ind til det her, og man må bare sige, at på trods af at det var nogle af landets førende økonomer, der var der, blev der ikke kastet lys over det. Og jeg er i øvrigt fuldstændig enig med fru Lisbeth Bech-Nielsen i, at f.eks. overvismanden heller ikke kan legitimere de tal, der er kommet frem.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen? Der er ikke yderligere korte bemærkninger, så vi går videre. Hr. Pelle Dragsted.

Mange tak, og tak for talen, som indeholdt rigtig meget vigtig kritik både af indholdet, men også af regeringens adfærd i det her forløb. Også tak for tilkendegivelsen om en folkeafstemning. Det var vigtigt, for vi har jo lige hørt SF's ordfører stå og sige, at det er et rent teoretisk spørgsmål; at det var helt umuligt; at der ikke var nogen som helst mulighed for at få de 60 mandater bag det her. Det har undret mig, for vi havde jo en anden behandling, hvor der var tre, måske fire partier, der stadig væk sagde, at døren stod åben, og sådan var det, indtil SF lukkede den i går.

Så mit spørgsmål er, om jeg skal forstå ordførerens tale således, at hvis SF skifter mening og f.eks. Konservative og Liberal Alliance – vi mangler stadig væk at høre dem på talerstolen, og det ser jeg frem til – også vil stille sig bag en folkeafstemning, sådan at det kun er Danmarksdemokraternes stemmer, der mangler, for at vi kan samle 60 mandater, så vil man stille sig bag. Er det sådan, ordførerens svar skal forstås?

Ordføreren.

Ja, det er det.

Hr. Pelle Dragsted.

Tak for et meget klart svar. Jeg synes virkelig, det sætter SF's ordførers tale i et helt nyt lys (Karsten Hønge (SF): Vi er jo enige), og så vil jeg spørge: Tror ordføreren, at det vil have en betydning for nogle af de andre partiers endelige beslutning – jeg ved jo, at der måske har været nogle sonderinger mellem de her partier – hvordan SF har stillet sig til det her spørgsmål, og at det ligesom også handler lidt om, at man sidder og kigger lidt på hinanden?

Ordføreren.

Jeg vil først og fremmest gerne sige, at jeg synes, at det er et meget stort værktøj at tage i brug at udløse en folkeafstemning, og det er jo også derfor, vi hele vejen igennem har sagt, at vi synes, at regeringen ligesom skulle have mulighed for både at lytte til den kritik, der var rundtomkring, og komme med de oplysninger, som vi jo hver især har bedt om. Men der må man bare sige, at regeringen fuldstændig har overhørt de ønsker. Når det så er sagt, skal det også bare udtrykke en forståelse for, at det jo er nogle overvejelser, alle partier gør sig – altså at det er et meget stort værktøj. Men jeg synes så i øvrigt også, at det var en håndsrækning, da vi her i weekenden kunne se, at bl.a. Dansk Folkeparti og Enhedslisten jo beskrev, at det her ikke er noget, man regner med at udløse, hverken før eller siden, om man så må sige.

Hr. Christoffer Aagaard Melson, Venstre.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren deler vores analyse af, at der er behov for, at vi laver nogle reformer, der øger arbejdsudbuddet, hvis vi skal sikre en ordentlig ældrepleje, nok pædagoger i vores institutioner, nok personale til vores sygehuse og til vores private sektor for den sags skyld i fremtiden.

Ordføreren.

Ja.

Hr. Christoffer Aagaard Melson.

Det lyder godt. Så kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren, hvad Danmarksdemokraternes ambition er i forhold til antallet af hænder, som vi har behov for at skaffe, hvis vi skal sikre en ordentlig kvalitet på de her områder i fremtiden, og hvilke redskaber der skal bruges. Har Danmarksdemokraterne nogle konkrete forslag til, hvordan man kan nå det mål, som Danmarksdemokraterne så har for antallet af hænder, vi har behov for?

Ordføreren.

Jeg kan i hvert fald sige, at allerede i valgkampen diskuterede vi jo behovet for udenlandsk arbejdskraft. Og det er jo noget af det, vi har sagt vi ikke vil afvise, altså at vi kan få behov for mere udenlandsk arbejdskraft. Dermed ikke sagt, at porten bare skal stå åben. Altså, når man kommer til Danmark, kommer man hertil for at arbejde, og den dag der ikke er et arbejde længere, skal man selvfølgelig forlade landet igen. Det er ikke et socialkontor, vi har med at gøre. Så det er jo en af de ting, der i hvert fald ville øge arbejdsudbuddet.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg vil gerne vende tilbage til spørgsmålet om folkeafstemning, for vi har jo egentlig haft et godt samarbejde, fornemmer jeg, mellem Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne i forhold til selve afviklingen af store bededag og den måde, som regeringen har grebet det an på. Men det stod ikke fuldstændig klart for mig, hvad Danmarksdemokraternes position egentlig var i relation til det her med folkeafstemning. Altså, man vil ikke stille sig i vejen for det, men betyder det så, at vi kan se 14 underskrifter fra Danmarksdemokraterne på det dokument, som Enhedslisten har udarbejdet? Jeg kan sige, at jeg allerede har skrevet under, så jeg håber da også, at fru Inger Støjberg gør det.

Ordføreren.

Ja.

Hr. Morten Messerschmidt.

Hvad er bevæggrunden for, at det kommer så sent i debatten? Altså, det er jo i mere end en måned nu, at vi har forsøgt at få andre partier til at bakke op om ønsket om en folkeafstemning. Så hvad er det, der gør, at det først er nu, fru Inger Støjberg kommer med den her tilkendegivelse? For vi hørte jo tidligere, at det måske havde haft betydning for f.eks. SF's velvilje, hvis man lidt tidligere i processen havde meldt klart ud, at det var det, man ville.

Ordføreren.

Det er jo, præcis hvad jeg også har sagt tidligere og i de to ordførertaler, som jeg har holdt både ved første- og andenbehandlingen, nemlig at vi jo hele tiden har syntes, at regeringen ligesom skulle have en mulighed for både at ændre kurs, lytte til de argumenter, der kom, og deltage i høringen, som hr. Morten Messerschmidt jo i øvrigt også deltog meget aktivt i. Det synes jeg er sådan den rette vej, man går i den politiske proces og i beslutningsprocessen her i Folketinget. Der er jo flere værktøjer i værktøjskassen, og nu har vi taget værktøj efter værktøj op af kassen, og det har ligesom ikke hjulpet. Vi har hele tiden sagt, og det har jeg sagt hele vejen igennem, at det sidste værktøj, man kunne tage op, var en folkeafstemning.

Hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak for det. Tak til ordføreren for talen. Vi har jo tidligere haft en dialog om lukkede døre, og hvornår de blev lukket, og det var rart for mig personligt i dag at få at vide, at der nåede vi den sidste lukkede dør.

Er ordføreren enig i, at hvis man er imod en folkeafstemning, er man for afskaffelsen af store bededag? Og er ordføreren enig i, at enten er man gravid, eller også er man ikke?

Ordføreren.

Jeg er enig i, at enten er man gravid, eller også er man ikke. Men jeg er faktisk ikke enig i, at man går ind for en afskaffelse af store bededag, fordi man ikke går ind for en folkeafstemning.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Sådan som jeg har set debatten, har vi to partier, som gerne vil skrive under, hvis bare der er flertal, og så har vi Konservative, der kommer senere. Der ved jeg jo, at hr. Søren Pape Poulsen har sagt, at afskaffelsen af store bededag er en fejl, som bør stoppes hurtigst muligt. Er ordføreren uenig i, at hvis det er noget, der er meget vigtigt for et parti, der baserer sig på konservative værdier, så bør man tage skridtet og støtte op? Og så har vi jo et flertal. Vi mangler bare, at Konservative går op og giver en lignende tale som ordførerens. Så kan vi alle sammen skrive under – jeg ved, at fru Mai Villadsen sidder med papiret klart – og så har vi jo rent faktisk den her folkeafstemning.

Ordføreren.

Jeg synes jo ikke, at det er op til andre partier at beslutte, hvordan vennerne i andre partier skal stille sig. Altså, det er ikke min opgave – for at sige det, som det er – at rådgive eller noget som helst Konservative i den her sag. Og man kan altså sagtens være stor og arg modstander af at afskaffe store bededag og så ikke samtidig udløse en folkeafstemning. Det synes jeg er meget, meget vigtigt at få sagt, også så det ikke kan misforstås.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det. Og tak til ordføreren for talen. Fru Inger Støjberg plejer jo at karakterisere sig selv som en jordnær politiker, men ikke desto mindre synes jeg, at det svar, fru Inger Støjberg kom med, om, hvorvidt Danmarksdemokraterne støtter en folkeafstemning, var en lille smule flyvsk. Derfor vil jeg godt give fru Inger Støjberg muligheden for at give et lidt mere jordnært svar på, om Danmarksdemokraterne vil bakke op om kravet om at få en folkeafstemning. For hvis Danmarksdemokraterne vil det, og hvis SF også vil det, så er det jo et spørgsmål om, at Konservative og Liberal Alliance står med de afgørende mandater til at afgøre, om vi skal have en folkeafstemning eller ej.

Så kunne fru Inger Støjberg være lidt præcis i forhold til at sige, om Danmarksdemokraterne bakker op om en folkeafstemning om spørgsmålet om store bededag?

Ordføreren.

Først vil jeg sige, at det jo er svært at komme det ret meget nærmere, end når jeg nu til hr. Morten Messerschmidt siger, at vi vil skrive under på sedlen, hvis vi bliver bedt om det. Så det tror jeg rolig man kan sige at vi gør.

Når det er sagt, er der jo et stykke vej hen til et flertal – det må man bare sige. Og jeg kan godt forstå, at der også er andre partier, der har haft store overvejelser om det her spørgsmål, for det er en stor beslutning at træffe. Jeg må så bare sige, at jeg for mit eget vedkommende egentlig synes, det har været en fin håndsrækning fra flere partier her i Folketinget, bl.a. Enhedslisten, at de her i weekenden har sagt, at det her ikke er et redskab, som man vil udløse hver og hver anden dag, men at det er et helt særligt tilfælde. Det er jo også det, der får mig til at sige, at hvis der manifesterer sig et flertal, er det i hvert fald ikke os, der kommer til at stå i vejen for en folkeafstemning.

Hr. Peder Hvelplund.

Jamen tak for det, som jeg tolker som et jordnært svar, som betyder, at når fru Inger Støjberg om lidt går ned fra talerstolen, så kan jeg gå over med papiret her, og så vil fru Inger Støjberg også skrive under på det papir sammen med resten af medlemmerne af Danmarksdemokraternes folketingsgruppe. Det vil jo så også betyde, at hvis SF, som jeg ikke har hørt udtrykke en principiel modstand imod det, også skriver under, så er det reelt Konservative og Liberal Alliance, der i så fald skulle forhindre, at vi får en folkeafstemning.

Ordføreren.

Nu tror jeg ikke lige, det hører sig til, at man sidder og skriver under på den slags herinde i Folketingssalen, men ja, jeg skal nok skrive under på den seddel.

Fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg kan jo forstå, det hørte jeg fru Inger Støjberg sige, at når der ikke var flertal, var det ligesom ikke umagen værd. Altså, vi har jo begge to siddet her i nogle år – jeg har siddet her i masser af år – og der har godt nok været mange forslag, som Dansk Folkeparti har fremsat, uden at der på forhånd har været flertal for dem. Der vil også komme et senere i eftermiddag om et tørklædeforbud, som jeg desværre heller ikke tror der bliver flertal for. Men det skal jo aldrig nogen sinde ændre ens holdning til tingene eller til at fremsætte tingene.

Nu kan jeg så forstå her ved tredjebehandlingen, at fru Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne skriver under på det her om en folkeafstemning – bedre sent end aldrig. Men jeg kan bare sige, at sådan med lidt løs hovedregning hernede har vi faktisk regnet os frem til, at hvis alle uden om regeringen og uden om Radikale Venstre ville støtte en folkeafstemning, var vi 79 mandater. Det er da meget godt gået – altså, det er da meget godt gået – når vi egentlig kun behøver at være 60. Og de partier, som der ellers har været tale om, og som har trukket sig i sidste øjeblik, udgør, så vidt jeg ved, 55 – nu skal man ikke lige hænge mig op på tallene, for det er gået lidt stærkt, men det er da i hvert fald lige der i omegnen – så vi er et godt stykke hen ad vejen; det er vi altså. Derfor kan man endnu en gang bare appellere til, at vi i sidste omgang her ved tredjebehandlingen kan få en folkeafstemning eller en udsættelse af forslaget.

Ordføreren.

Jeg vil i høj grad sige, at fru Pia Kjærsgaard igennem årene har været bannerfører for forslag, der måske ikke i første omgang er kommet igennem, men som så med tiden har vundet indpas og dermed også er blevet vedtaget i Folketinget. Så det har fru Pia Kjærsgaard jo fuldstændig ret i.

Men det, jeg har forsøgt – i hvert fald – at sige, er, at det jo ikke ser ud til, at der lige nu manifesterer sig et flertal. Men hvis der gør, er det ikke os, der kommer til at stille os i vejen. Jeg synes vitterlig, vi har prøvet at gøre alt i fællesskab i øvrigt for at overbevise regeringen om, at det her er et rigtig dårligt forslag, og at det mindste, man kunne gøre, da var at få det regnet ordentligt igennem og bruge den tid, som der skal bruges på sådan noget som det her. Det har man ikke villet, og man har heller ikke engang villet lade danskerne tage stilling til det efter et folketingsvalg og dermed jo altså udskyde forslagets ikrafttrædelse til efter et folketingsvalg. Og så er det bare, jeg siger, at det er svært. Det levner os jo så ikke mange andre flere muligheder end en folkeafstemning, hvis det når dertil.

Fru Pia Kjærsgaard, værsgo.

Enhver regering fortjener en stærk opposition, og det vil mange gange være godt at samarbejde, uanset hvilket politisk synspunkt man har på højre- og venstrefløjen eller samlet, bl.a. om det her. Jeg kan bare sige til fru Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne, at når der bliver folketingsvalg igen og vi har en valgkamp, vil Dansk Folkeparti gå til valg på et af punkterne, og det er at genindføre store bededag. Jeg synes, det ville være fremragende, hvis vi kunne få en debat igen. Og jeg kan love, at hver evig eneste dag fremover til næste folketingsvalg og i valgkampen, hvor det ville have været store bededag, men ikke længere er store bededag, vil der være en kraftig markering fra Dansk Folkeparti. Vi ønsker ikke at slappe af på det her punkt. Jeg vil bare høre fru Inger Støjbergs holdning til det.

Værsgo.

Det kunne være, vi skulle spise varme hveder sammen den dag, når store bededag så er afskaffet, for det er der jo meget der tyder på at store bededag bliver nu her. Men vi kommer som sagt heller ikke til at glemme det her, og det håber jeg virkelig heller ikke at vælgerne gør. Det er derfor også igen en appel til regeringen om at omgøre det her og trække forslaget tilbage, og ellers skal vi nok huske vælgerne på, at regeringen afskaffede store bededag på den her magtfuldkomne måde, som det er sket.

Tak. Så vil jeg gerne give ordet til fru Mai Villadsen fra Enhedslisten. Værsgo.

Tusind tak. Tak for ordførertalen og også for tilkendegivelsen. I morges, da jeg kom ind på Enhedslistens gang, som jo ligger lige på etagen over Danmarksdemokraternes, blev jeg først en lille smule bekymret for mit eget velbefindende, fordi jeg syntes, at alt lige pludselig emmede af store bededag, men så gik det op for mig, at det simpelt hen var, fordi I i Danmarksdemokraterne næsten havde købt alle de hveder, der findes i Danmark. Jeg håber, I også deler ud til os andre. Der duftede simpelt hen så meget – jeg ved ikke, om det var af kardemomme – i hele Proviantpassagen, at man ikke kunne undgå at vide, at det var den her dag, vi skulle diskutere afskaffelsen af store bededag.

Vi deler jo til fulde Danmarksdemokraternes store forargelse over det her forslag, men i virkeligheden også over regeringens ageren. Og jeg vil egentlig bare gerne sige her i dag, at jeg har meget stor respekt for måden, Danmarksdemokraterne har angrebet det her på, og for, at man efter at have prøvet snart sagt alt med høringer, med samråd og med debatter så siger nu: Når vi har en regering, der simpelt hen agerer så magtfuldkomment, så er der ikke andet at gøre end at spørge befolkningen. Så jeg vil bare sige tak for det, og jeg håber, I giver en varm hvede senere.

Fru Inger Støjberg, værsgo.

Jeg kan faktisk sige, at det var en af de ansatte, der som en overraskelse i dag kom med en enorm mængde varme hveder, som hun havde brugt aftenen i går på at bage. Så det er rigtigt: Der duftede meget af varme hveder, og de smagte fantastisk godt, og jeg tror endda, hvis I er heldige, at der kan være lidt tilbage endnu.

Jeg vil altså også gerne benytte lejligheden til at sige tak for samarbejdet her bredt i oppositionen, for jeg synes, vi har haft et fantastisk samarbejde om det her. Og jeg synes, vi har lært nogle sider af hinanden at kende, som man måske ikke lige kendte før, og det lover jo godt for os. Det lover måske knap så godt for regeringen.

Værsgo.

Tak. Ja, man må jo sige, at hvis den her regering har formået én ting, så er det da at sammentømre oppositionen, og det er jo noget utroligt. Jeg vil bare sige, at jeg egentlig synes, at det ændringsforslag, vi har lavet i fællesskab, og som er ganske udmærket, og hvor vi nemlig foreslår at skyde ikrafttrædelsen af det her forslag til efter et valg, ligger i rigtig god forlængelse af, at vi nu i fællesskab så vælger at sige: Hvis regeringen ikke vil være med til det, som vi synes er helt fair, hvilket den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen endda også siger, jamen så må vi spørge befolkningen på anden vis. Det synes jeg ligger i god forlængelse af det. Så tak for den tilkendegivelse igen.

Værsgo, fru Inger Støjberg.

Selv tak. Jeg er da utrolig glad for, at Mai Villadsen også bliver inspireret af Anders Fogh Rasmussen. Det havde jeg i hvert fald nok ikke lige set komme.

Så vil jeg gerne give ordet til fru Mette Thiesen fra DF. Værsgo.

Tusind tak. Inden der helt går forbrødring i den, vil jeg sige, at jeg jo kritiserede fru Inger Støjberg sidste gang for ikke at komme ordentligt forberedt. Den kritik holder jeg sådan set fast i. Men jeg kan jo så høre, at fru Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne kommer forberedt i dag, så den ros skal fru Inger Støjberg i hvert fald have. Men kunne fru Inger Støjberg ikke komme med nogle udtalelser om en ting: Hvis fru Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne og flere af de andre partier tidligere havde støttet en folkeafstemning, tror fru Inger Støjberg så overhovedet, at vi havde stået her i dag med en regering, der fuldstændig magtfuldkomment tromler hen over folket og Folketinget og afskaffer store bededag, altså hvis de vidste, at beslutningen ville komme ud til en folkeafstemning?

Værsgo, fru Inger Støjberg.

Først vil jeg sige, at nu mindes jeg ikke lige, at fru Mette Thiesen sagde, at Danmarksdemokraterne og jeg ikke var godt forberedte sidste gang. Vi havde en meget lang debat sidste gang, og at vi så måske ikke er helt enige om alting, er jo ikke det samme, som at man ikke er godt forberedt. Det tror jeg lige man skal huske.

Når det er sagt, har der jo ikke manifesteret sig et flertal for en folkeafstemning endnu, og at lytte og dømme efter de taler, der har været indtil videre, er det jo heller ikke sikkert, at der gør det. Om det ville have ændret på noget, hvis man tidligere havde haft den her debat på den her måde, ved jeg simpelt hen ikke. Altså, vi har med en magtfuldkommen regering at gøre, som jo har tromlet hen over alle argumenter, og jeg synes faktisk, at vi i fællesskab har forsøgt at komme med alle gode argumenter, inden vi nåede hertil, og jeg synes også, at det er den måde, man skal gøre det på. Jeg synes ikke bare, at man skal udløse en folkeafstemning. Jeg synes netop, det er vigtigt også at bruge tiden op til det på høringer og tage alle de værktøjer, der ligger der, op af værktøjskassen først.

Fru Mette Thiesen, værsgo.

Det er jeg sådan set fuldstændig enig i. Jeg har tidligere kritiseret Danmarksdemokraterne og fru Inger Støjberg, hvor jeg sagde, at det var exceptionelt dårlig forberedelse, hvis man ikke allerede på daværende tidspunkt kunne sige, om man støttede en folkeafstemning, altså at sætte det ud til en folkeafstemning efter de her tre søgnedage, efter at det her forslag desværre nok bliver vedtaget. Og hvis regeringen allerede på det tidspunkt havde vidst, at der ville være et flertal for at få det ud til en folkeafstemning, hvis de stemte det igennem i dag, så er jeg i hvert fald i tvivl om, om det overhovedet ville blive gennemført, for så ville man vide, at der var 60 mandater. Men jeg kan høre, at Danmarksdemokraterne skriver under på det her nu. Det vil sige, at SF's argumentation falder totalt igennem, for så vidt jeg kan regne mig frem til, er vi oppe på omkring 55 mandater. Så vi er rigtig tæt på en folkeafstemning.

Fru Inger Støjberg, værsgo.

Ja, men vi må jo se, om der bliver 60 mandater bag det. Det ved jeg jo ikke om der gør. Men altså, vi har gjort vores stilling klar. Og som sagt – og det hører jeg så også at fru Mette Thiesen er enig i – er det også vigtigt at tage tingene i den rækkefølge, som de nu kommer i, og at man bruger alle de værktøjer, der nu ligger i værktøjskassen, først, altså før en folkeafstemning, som jo er det tungeste redskab.

Tak for det. Og så vil jeg gerne give ordet til hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak, og tak til fru Inger Støjberg. Jeg er fuldstændig enig i, at det der folkeafstemningsvåben virkelig er noget, man skal tage meget varsomt på. Altså, grundloven i sig selv giver jo en række begrænsninger, hvor man siger, at der kan man ikke have det. Og selv derudover synes jeg, man skal være varsom.

Men det her handlede vel også om at tage en magtfuldkommen regering i opløbet – altså at sige, at når man opfører sig på den måde, hvad kommer der så ikke efter, hvis ikke der bliver sagt stop? Der kunne jeg måske nok være en lille smule bange for, at vi kommer i en situation, hvor SF siger, at de ikke vil have en folkeafstemning, fordi Liberal Alliance og Konservative ikke vil, og Konservative siger, at de ikke vil have en folkeafstemning, fordi Liberal Alliance og SF ikke vil, og så fremdeles. Og så, selv om alle sådan set ikke for alvor er imod folkeafstemningen, får den magtfuldkomne regering lov til at fortsætte. Har fru Inger Støjberg et bud på, hvad vi kan gøre her i de næste dage for at undgå den situation?

Fru Inger Støjberg.

Først og fremmest kan jeg godt tørre sveden af panden, for jeg var ved at være helt bange for, at hr. Søren Søndergaard ville rejse sig op og sige, at han også var blevet inspireret af Anders Fogh Rasmussen. Men det skete dog ikke. Det var heller ikke helt det, fru Mai Villadsen sagde, men det var derhenad.

Nåh, men når det er sagt, er det jo rigtigt, at der er 3 dage – 3 søgnedage efter nu – dvs. fredag. Og i den tid kan enhver så gøre op med sig selv, hvor man står i forhold til spørgsmålet omkring en folkeafstemning. Og så må vi jo se. Men jeg tror da, at debatten sikkert vil blive livlig, ligesom den har været indtil nu.

Så er jeg i øvrigt enig i hr. Søren Søndergaards bekymring om, at regeringen på den her måde udviser magtfuldkommenhed nu efter så kort tid – og jeg troede i øvrigt, regeringen blev bredt sammensat netop for at imødegå magtfuldkommenhed. Fra at have en regering med ét parti, der var magtfuldkomment, har vi nu fået en regering med tre partier, der er magtfuldkomne. Så jeg er sådan set enig i hr. Søren Søndergaards bekymring om, hvad det næste så bliver.

Hr. Søren Søndergaard, værsgo.

Holdningen til hr. Anders Fogh Rasmussen er nok et generationsspørgsmål, tror jeg. Og jeg tilhører den ældre generation, som var her, imens det foregik. (Munterhed). Men bortset fra det vil jeg sige – det synes jeg også, og det sagde fru Inger Støjberg også – at det jo sådan set er i orden, hvis man siger: Jeg er imod folkeafstemninger, selv om det står i grundloven; jeg synes, det er en dum grundlov; jeg synes, den burde laves om; jeg synes ikke, det er rimeligt.

Altså, det er jo fair nok. Men det, der bare er det afgørende, er jo, at der ikke skal bruges den argumentation, at der ikke er flertal. Og derfor tog jeg det som et tilsagn om, at vi i de kommende dage prøver at tage nogle snakke, der gør, at vi kan få et flertal for en folkeafstemning.

Fru Inger Støjberg, værsgo.

Man kan i hvert fald sige, at der jo har været diskussioner på kryds og tværs indtil nu og på en helt anden måde, end vi tidligere har oplevet. Så mon ikke det også kommer til at foregå i de næste dage? Det vil jeg tro.

Tak for det. Jeg vil bare minde om, at der stadig væk er rigtig mange ordførere og rigtig mange, der vil spørge, så man skal helst overholde taletiden. Så når formanden rejser sig, er det ensbetydende med, at man har brugt sin taletid.

Nu vil jeg gerne give ordet til fru Pernille Vermund fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det, og tak for, at Danmarksdemokraterne nu endelig melder ud, at Danmarksdemokraterne er klar til at sætte underskrift på det papir, som fru Mai Villadsen har været rundt med i dag. Som det er nævnt tidligere, vil der, hvis ellers SF mener, hvad SF har sagt tidligere, nemlig at de vil skrive under, såfremt der er udsigt til et flertal, være 55 mandater ud af de 60, der er behov for. Jeg har for sjov prøvet at vende mig rundt til de nordatlantiske mandater, som jo plejer at holde sig ude af den form for diskussioner, men et af argumenterne fra Danmarksdemokraterne har jo været, at Danmarksdemokraterne ikke ville stille sig i vejen for en folkeafstemning, og det gør man jo, hvis ikke man skriver under.

Man behøver ikke stemme med sit parti; man stemmer ifølge grundloven efter egen overbevisning og kun efter egen overbevisning. Jeg er meget spændt på, om der er mandater, medlemmer af Folketinget fra andre partier, som har samme holdning som Danmarksdemokraterne: at vedkommende eller den enkelte person ikke vil stille sig i vejen for en folkeafstemning. Vil ordføreren hjælpe med at afsøge, om der er andre, der ikke vil stille sig i vejen for en folkeafstemning?

Fru Inger Støjberg, værsgo.

Som sagt må man jo sige, at der har været en livlig debat partierne imellem, og det tror jeg også vil fortsætte indtil på fredag, hvor udløbsdatoen ligger, og så må vi jo se. Men jeg synes i øvrigt igen, at vi har haft et fremragende samarbejde, også selv om vi måske kommer med lidt forskellige udgangspunkter – og nogle af os med meget forskellige udgangspunkter. Men det har været på sådan en meget respektfuld og åbenhjertig måde, og derfor tror som sagt også, at debatten vil blive ved med at fylde. Det kunne også være, at der var en enkelt socialdemokrat, der fik lyst til at skrive under. Så tror jeg da ikke mig bekendt, at det er sådan, at siden med de stiplede linjer er helt lukket for det, men det er jo nok ikke sådan, at jeg har den helt store forventning til det.

Fru Pernille Vermund. Værsgo for den anden korte bemærkning.

Det ville da være glimrende, og det er jo en af årsagerne til, at vi i sin tid sagde, at vi kommer ikke til at overholde clearingaftalen i dag. Vi synes, at det er helt rimeligt, at danskerne ser, at hvert enkelt folketingsmedlem tager stilling i den her sag, og derfor synes jeg også, det er en meget fin formulering, Danmarksdemokraterne bruger, nemlig at Danmarksdemokraterne ikke vil stille sig i vejen for en folkeafstemning, hvilket man jo gør, hvis man ikke skriver under. Så jeg er spændt på de næste 3 dage at se, om der er andre folketingsmedlemmer, som tilsvarende samvittighedsfuldt følger deres politik og siger, at de ikke vil stille sig i vejen for en folkeafstemning.

Fru Inger Støjberg, værsgo.

Jeg tror mest af alt, at det var en kommentar, og tak for det, og tak for samarbejdet.

Så er der lige et par korte bemærkninger til. Og den næste, jeg gerne vil give ordet til, er hr. Peter Kofod fra DF. Værsgo.

Tak for det, formand. Og tak til fru Inger Støjberg for ordførertalen. Jeg er sådan lidt splittet med hensyn til ordførertalen, for jeg er jo glad for, at Danmarksdemokraterne når frem til den konklusion, som jeg synes er den rigtige – jeg er lidt ærgerlig over, at det er sket så sent i forløbet. For nu hørte vi tidligere fra hr. Karsten Hønge, at SF jo havde udliciteret deres beslutningskompetence i det her spørgsmål til alle andre partier, så det havde måske været hjælpsomt, hvis Danmarksdemokraterne for en uge siden havde været ude med den her melding for også at skubbe partier som Socialistisk Folkeparti i den rigtige retning. Vi har jo til gode at høre fra f.eks. Det Konservative Folkeparti, når de går på talerstolen, hvor de lægger sig i det her spørgsmål.

Så jeg vil bare høre: Hvad er egentlig grunden til, at det er så sent, man kommer med den her melding – kan fru Inger Støjberg uddybe det?

Værsgo, fru Inger Støjberg.

Jamen som jeg jo allerede sagde både i min tale ved førstebehandlingen og også ved andenbehandlingen, har vi haft det sådan hele vejen igennem og har det stadig væk – og det synes jeg er helt legitimt, og det kan jo også være et temperamentsspørgsmål – at det at udløse en folkeafstemning er det tungeste redskab, og før man ligesom tager det allertungeste redskab i brug, må man tage alle andre redskaber i brug. Og det synes jeg vi samvittighedsfuldt har gjort, og det synes jeg faktisk vi samvittighedsfuldt har gjort sammen – alt fra spørgsmål til samråd til høringer og ændringsforslag. Nu er vi så ligesom nået derhen, hvor man skal træffe en beslutning om, om regeringen har lyttet efter, om de har været samarbejdsvillige, om de har imødekommet os, og der må man bare sige, at det har regeringen på ingen måder. De har tværtimod udvist en enorm magtfuldkommenhed over for en samlet opposition og en meget stor del af danskerne.

Derfor er vi kommet hertil i dag. Og som sagt gjorde jeg allerede opmærksom på både ved første- og andenbehandlingen, at vi ikke lukkede nogen døre, men at vi håbede på, at regeringen ville lytte, og at de ville være villige til at samarbejde med os i oppositionen, og det har de så vist sig ikke at være.

Hr. Peter Kofod, værsgo.

Så vil jeg gerne spørge: Vil Danmarksdemokraterne foretage sig noget for enten at huske SF på, at de kan lytte til fagbevægelsen, eller huske De Konservative på, at de kan lytte til kirken, for at sørge for, at der bliver rykket ved det her, inden fristen udløber, så man stadig væk måske kan nå at fremprovokere en folkeafstemning?

Ordføreren, værsgo.

Jamen nu bliver det en strid om ord, og nu virker det næsten, som om vi bare er debatlystne. Men altså, vi har jo ikke nogen intentioner om at fremprovokere en folkeafstemning. Jeg synes, hvert enkelt medlem samvittighedsfuldt må gøre op med sig selv, om man synes, der skal en folkeafstemning til eller ej. Vi er i Danmarksdemokraterne så bare nået dertil i samlet trop, at vi ligesom har forsøgt med alt det gode og alle de parlamentariske redskaber, som vi normalvis benytter os af herinde, og nu er vi nået til en skillevej.

Tak. Den sidste indtegnede til fru Inger Støjberg er hr. Mikkel Bjørn fra DF. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at spørge fru Inger Støjberg, om fru Inger Støjberg kan bekræfte eller er enig i, at det indimellem forholder sig sådan her i Folketinget, at partier er påvirket af, hvor andre partier stiller sig, altså, at partier også nogle gange lidt tilrettelægger deres egen holdning efter, hvor partiet ved siden af har placeret sig, af sådan, hvad skal man sige, strategiske årsager – ikke at Danmarksdemokraterne gør det, men at det er en tendens, vi nogle gange ser her i Folketinget.

Fru Inger Støjberg, værsgo.

Hm, ja, det kan da godt være, der er nogle partier, der indimellem gør det. Jeg skal da ikke kunne sige, om Dansk Folkeparti også nogle gange lader sig påvirke af, hvad Danmarksdemokraterne mener. Men jeg kan da i hvert fald sige, at jeg da synes, at vi har et godt samarbejde om mange ting, og at vi også har en meget stor fællesmængde i forhold til nogle ting.

Men jeg tænker faktisk slet ikke, at det var et spørgsmål om, om præcis Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti lader sig påvirke af hinanden. Jeg tænker, at det mere er rettet imod f.eks. Socialistisk Folkeparti. Det er blot et gæt, men det kan hr. Mikkel Bjørn jo nu uddybe.

Hr. Mikkel Bjørn, værsgo.

Jo, og så var det sådan set en nysgerrighed omkring, om man ikke anerkender, at det forhold, at Danmarksdemokraterne er kommet så sent ind i kampen i forhold til at bakke op om en folkeafstemning, kan have haft en indflydelse, i forhold til hvor eksempelvis Konservative, Liberal Alliance eller SF har placeret sig i spørgsmålet om, hvorvidt de bakkede op om en folkeafstemning.

Er der ikke en risiko for, at det, at I melder så sent ud om, at I bakker op, kan have været med til at gøre, at de andre har været tøvende og nu helt har trukket sig fra umiddelbart at ville bakke op om en folkeafstemning?

Fru Inger Støjberg.

Det tror jeg faktisk ikke, fordi vi jo netop hele vejen igennem har sagt, at vi ville bruge alle de parlamentariske redskaber, der er i værktøjskassen, først og prøve at se, om ikke man kunne påvirke regeringen med det gode, om man så må sige. Så det kan ikke komme som nogen overraskelse for nogen, synes jeg, at det her jo ligesom er det sidste store værktøj, der så kan tages i brug, og at vejen ligesom ender der nu, i og med at regeringen har udvist den her magtfuldkommenhed, som den nu engang har.

Så vil jeg gerne sige tak til fru Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste, vi skal byde velkommen til, er LA's ordfører; det er hr. Alex Vanopslagh. Værsgo.

Tak for det. Lad mig starte med kort at begrunde, hvorfor Liberal Alliance er imod, at vi herinde i Folketinget skal beslutte at afskaffe store bededag som en helligdag og som en fridag, og det skyldes det ganske enkle og principielle, at vi ikke mener, at det er os her i Folketinget, der skal bestemme, hvor meget danskerne arbejder, og hvilke dage de arbejder. Ligesom vi var imod »Fair Løsning« og forestillingen om, at vi bare kunne diktere, at danskerne skulle arbejde 12 minutter mere, er vi principielle modstandere af, at vi på den måde går ind og dikterer, hvordan ovenskomster skal ændres. Det er derfor, vi stemmer nej.

Men det er egentlig noget andet, jeg vil tale om. For jeg synes, at hele den diskussion, vi har haft de senere uger om store bededag, og den – hvad skal man sige – modstand, der har været mod det, og egentlig også regeringens sådan begrundelser for, at den skal afskaffes, afslører to interessante ting, som jeg tror kommer til at påvirke os resten af valgperioden. Den ene ting, det afslører noget om, er mere sådan en trend i det danske samfund, og det andet er jo en afsløring om regeringen, og man kunne måske også komme ind på en tredje afsløring om oppositionen, men lad det ligge. Og den første interessante ting, som står ret tydeligt frem med danskernes modstand mod en afskaffelse af store bededag, er, at de fleste danskere i udgangspunktet ikke har et ønske om at arbejde mere, uanset hvor meget kriseretorik man pakker begrundelsen for at sige til danskerne, at de skal arbejde mere, ind i det. Ja, i bund og grund kan man sige, at vi har fået den udfordring som samfund, at vi er blevet velstående, at vi er blevet rige, og fordi vi er blevet rige og velstående, er der en tendens til – ikke for alle danskere, men for en stor del af danskerne – at man hellere vil have fritid, end at man vil have flere penge ved at arbejde mere. Og det bliver jo en tendens, vi er nødt til at tage alvorligt her i Folketinget, fordi der er en enorm mangel på arbejdskraft. Alene frem til 2030 vurderes det, at vi kommer til at mangle 90.000 hænder på tværs af den offentlige og den private sektor, og det er ikke bare højt specialiseret arbejdskraft, vi mangler, men vi mangler også arbejdskraft i forhold til ældreplejen og i forhold til hele den private servicesektor.

Så vi har en udfordring i det her Folketing. Der er mangel på arbejdskraft, og vi kan ikke bare stå herinde i Folketinget og diktere, at nu skal danskerne arbejde noget mere, fordi de grundlæggende som en generel tendens, fordi vi er blevet rigere, ikke nødvendigvis bare har lyst at arbejde mere. Ja, man kan jo egentlig sige, at det på mange måder grundlæggende er vores velfærdssamfund, der er udfordret, fordi vi på sin vis er blevet for rige til velfærdsstaten, blevet for rige til bare at arbejde mere, fordi en socialdemokratisk statsminister kommanderer det, og fordi vi er blevet mere velstående, har vi også større og større og højere og højere forventninger til, hvad vi kan få ud af velfærden. Der er et enormt forventningspres, et enormt udgiftspres på, hvad det er, den offentlige sektor skal kunne levere, og hvad det er, velfærdsstaten skal kunne levere. Så vi har den dobbelte udfordring, at vi mangler arbejdskraft, at der er et udgiftspres i forhold til det offentlige, og at der er den tendens, at danskerne generelt set ikke bare vil tvinges til at arbejde mere og så få det ekstra i lønningsposen.

Men det er jo en udfordring, som kan løses. Den kan løses, hvis vi tør lave rigtige reformer, og det inkluderer bl.a. reformer i forhold til skat, så det for dem, der har lyst til at arbejde mere, bedre kan betale sig, så der måske er flere, der får lyst til at arbejde mere. Så skal vi jo have modet til at sænke skatterne, og vi skal også have modet til at sænke de skatter, der generelt kan gøre, at samfundskagen bliver større, at produktiviteten stiger, at flere har lyst til at investere i danske arbejdspladser. Det kræver mod at gennemføre den type skattereformer, og hvis vi anerkender, at vi har brug for mere arbejdskraft, men at vi ikke bare kan tvinge danskerne til at arbejde mere, så er der jo også brug for mere udenlandsk arbejdskraft, markant mere udenlandsk arbejdskraft. Det er der sådan set i alle europæiske lande – de har jo mangel på arbejdskraft i hele den vestlige verden – så der bliver en global konkurrence om at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, alt imens vi i Danmark gør alt, hvad vi kan, for at holde den ude. Og det tredje, der også er behov for, er jo i højere grad at prioritere i de offentlige udgifter, at insistere på at gennemføre reformer, der gør, at vi får mere for pengene i den offentlige sektor, i stedet for bevidstløst bare hele tiden at gøre den dyrere.

Så er vi jo egentlig fremme ved den anden afsløring, og det er, at der ikke sker noget som helst magisk på midten af dansk politik, at vi ikke har fået nogen reformregering. Vi har en regering, der ikke tør ændre grundlæggende på tingene i forhold til at få mere udenlandsk arbejdskraft, det er noget halløj med at rykke nogle kommaer og nogle certificeringsordninger og ændre beløbsgrænsen med nogle få tusind kroner. Man mangler reformmodet, det er en regering, der i bunden vil lette skatten med 200-300 kr. om året, og hvis man så lige ændrer lidt på topskatten, skal man lave en ny toptopskat, for uha, ellers er det jo noget værre noget. Så heller ikke på skatteområdet har man modet til at gøre det nødvendige, og man har heller ikke modet til at gøre det nødvendige i forhold til at sikre en offentlig sektor, der er mere effektiv og mere fokuseret på kerneopgaverne. Og når man har en regering, der ikke har modet eller idékraften til at gennemføre reformer, men erkender problemet med mangel på arbejdskraft og udgiftspresset, der er, så tyer man til sådan nogle forslag som at afskaffe store bededag. Man bruger endda argumentet om, at det beviser, at vi har brug for en regering over midten, der er handlekraftig, men det er jo et forslag, der er født i afmagt – i afmagt over, at man ikke kan komme på bedre reformforslag, må man ty til sådan noget halløj med at afskaffe store bededag.

Vi er mod en afskaffelse af store bededag. Men vi går varmt ind for reformer, der skal gøre, at vi har flere hænder til rådighed, at flere har lyst til at arbejde, og at vi bruger pengene klogere i den offentlige sektor. Og jeg håber, at jeg tager fejl, men indtil videre er der jo ikke noget, der tyder på, at det er noget, vi får med den her regering over midten. Så der er stadig væk et behov for, at vi i Danmark får et politisk flertal, der vil føre borgerlig reformpolitik. Det var ordene.

Tak for ordførertalen til hr. Alex Vanopslagh. Der er en række korte bemærkninger. Den første, jeg gerne vil give ordet til, er hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten. Værsgo.

Mange tak, og tak for talen. Der er selvfølgelig en del, jeg er uenig i, men tak for at gå ind i den substantielle debat. Ikke overraskende vil jeg så nok spørge ind til noget andet, nemlig det, som har præget debatten her i dag, altså spørgsmålet om en folkeafstemning.

Liberal Alliance har ligesom mange andre partier gennem perioden været lidt, synes jeg, uklar på hvordan og hvorledes, så mit spørgsmål er egentlig: Afviser Liberal Alliance entydigt at stille deres mandater bag en folkeafstemning? Det er mit første spørgsmål.

Værsgo til ordføreren.

Jeg er jo fristet til at sige, at jeg kunne forstå på hr. Karsten Hønge, at SF ikke stemmer for, så der er jo ikke flertal – så vi behøver ikke at stemme for. Det er jo en mageløs argumentation; vi stemmer også for eller imod de ting, vi er for eller imod, uanset om der er flertal eller ej. Men jeg er egentlig uenig i, at det har været uklart, hvor Liberal Alliance står. Altså, vi har været ret skarpe og præcise på fra start af, at vi er afvisende over for at gøre det her spørgsmål til et spørgsmål, der skal sendes til folkeafstemning. Og det skyldes den sådan lidt bredere bekymring, at vi ikke mener, det er noget, der skal gå hen og skabe præcedens.

Altså, lad os sige, at vi en dag får – gud forbyde det – et rødt flertal igen, og at det røde flertal beslutter sig for at hæve ydelserne til arbejdsløse indvandrere. Så er der et lille mindretal i oppositionen, der sender det til folkeafstemning, men så bliver det ikke gennemført – det ved vi jo godt. Og hver gang de borgerlige så vil gennemføre noget fornuftig reformpolitik, eller hvis den her regering skulle komme frem til noget fornuftig reformpolitik, så vil der altid kunne være 60 mandater, der saboterer det og er aktivistisk og sender det til folkeafstemning. Det synes vi bare ikke er hensigtsmæssigt.

Eller også skal vi have en generel diskussion om, hvorvidt vi skal ændre hele systemet, så mere bliver sendt til folkeafstemning i det hele taget.

Hr. Pelle Dragsted, værsgo.

Nu er der jo nogle meget klare afgrænsninger i grundlovens § 42 for, hvad der kan sendes til folkeafstemning; herunder er der en lang række økonomiske forhold, konventioner, udenrigspolitik og meget andet, der ikke kan. Og jeg synes jo heller ikke, at der sådan er præcedens for, at hvis der er én folkeafstemning, kommer der en hel lavine af dem. Sidste gang, vi havde sådan en folkeafstemning, var i 1963, og jeg tror i øvrigt, at Liberal Alliance dengang ville have bakket op om en folkeafstemning. Men lad den historiske lektion ligge.

Mit spørgsmål er: Jeg har kunnet forstå på SF's ordfører, at det var ligesom Liberal Alliances udmelding, der gjorde, at nu ville SF ikke længere stille sig bag det her, og nu var døren ligesom lukket. Men er det, ordføreren siger, at Liberal Alliance for længe siden har sagt, at det ville man ikke?

Værsgo.

Ja, det er det, jeg siger. Jeg er jo enig med SF i, at vi ikke bør sende det her til folkeafstemning, men jeg synes, det er en mærkelig argumentation, SF kommer med. Det svarer lidt til, at Liberal Alliance skulle stemme for højere skatter, fordi der ikke er flertal for lavere skatter. Så den argumentation fra SF har jeg lidt svært ved at forstå. Men nu skal jeg jo ikke bidrage yderligere til, at vi i en sag, hvor hele oppositionen er enig, så ender med at skændes med hinanden i stedet for. Det er jo noget mærkeligt noget at bruge tid på.

Tak for det. Den næste, jeg gerne vil give ordet til, er hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren er jo fra Liberal Alliance, og man kan sige, at Liberal Alliance i 2015 gik til valg på, at danskerne skulle bestemme meget mere, og at der skulle være langt flere folkeafstemninger – faktisk sammen med Enhedslisten og Dansk Folkeparti – så hvad har ændret sig?

Ordføreren.

Vi er ikke gået til valg på, at vi skal have markant flere folkeafstemninger, i det her valg. Altså, vi er jo sådan set med på at diskutere, om man skal se på sådan en mere fundamental ændring af det, altså om der er flere ting, der i det hele taget mere fast, mere systematisk skulle ud til folkeafstemninger. Men i forhold til det her med at bruge det som et aktivistisk redskab mener vi, at der skal være særlig tungtvejende grunde til at gøre det, når vi nu engang har valgt at have det repræsentative demokrati, som vi har, hvor et flertal legitimt kan beslutte ting. Og så er det jo en afvejning af, om vi mener, at indgrebet er så stort, at man skal bruge den her mindretalsbeskyttelse, og det mener vi jo så ikke i det her tilfælde.

Værsgo, hr. Kim Edberg Andersen.

Så I er gået fra at være Ny Alliance til Liberal Alliance, og nu er I så tilsyneladende regeringens alliance, for det er jo ikke voldsomt liberalt ikke at lade danskerne bestemme over deres fridag og ikke at sende det til en folkeafstemning. Det bliver jeg bare nødt til at sige. Det er jo ikke voldsomt liberalt. Vi skal huske på, at det her jo ikke er regeringens eller enevældets fridag; det er danskernes.

Hr. Alex Vanopslagh.

Jeg ved aldrig helt, hvordan jeg skal reagere, når folk – det er jo som regel nogen fra Enhedslisten, der gør sådan noget; nu er det så Nye Borgerlige – giver mig lektioner i, hvad der er liberalt, og hvad der ikke er liberalt. Jeg savner også lidt at høre argumentationen for det. Jeg kunne forstå, at konklusionen i hvert fald var, at det ikke var liberalt.

Jeg mener, det er en fin, fornuftig liberal tilgang at sige, at hvis en beslutning i udgangspunktet er legitim og er truffet af et flertal i Folketinget, må man acceptere det. Altså, jeg synes da bare, at danskerne skal lade være med at stemme på partier, der gennemfører sådan en politik. Stem på nogle borgerlige partier, der vil blande sig mindre i samfundet.

Tak for det. Så vil jeg gerne give ordet til hr. Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak, fru formand. Jeg tænker på det, som ordføreren var inde på, om det med, hvorvidt de her folkeafstemninger er et såkaldt aktivistisk redskab at bruge også i sådan en situation som den, vi oplever i Danmark så kort tid efter et valg. Der vil jeg bare spørge ordføreren, om ikke ordføreren er enig i, at det er et endnu mere aktivistisk redskab, hvis vi ender i en storkonflikt. Det kommer til at koste rigtig, rigtig mange penge for dansk erhvervsliv, hvis vi ender i en storkonflikt i Danmark. Og det er jo et redskab, som kan bruges, og som kan komme meget hurtigt oven på det tåbelige forslag om at afskaffe store bededag, som regeringen har barslet med, og som kommer til afstemning senere i dag. Hvordan er Liberal Alliances tilgang til det? Hvordan graduerer man de to aktivistiske forslag i forhold til hinanden, når man jo ved, at det sidste er det dyreste?

Ordføreren.

Nu beslutter vi jo ikke her i Folketinget, om der skal være en storkonflikt. Altså, det er jo fagbevægelsens medlemmer, der bestemmer, om de stemmer ja til overenskomsten. Jeg er ikke medlem af fagbevægelsen, så det har jeg ikke nogen holdninger til. Så jeg er lidt i tvivl om, hvad spørgsmålet går på her. Altså, det er heller ikke sådan, at hvis vi sender det til folkeafstemning, er vi garanteret et ja til overenskomsterne. Så måske er der noget, jeg ikke har forstået. Så har jeg i hvert fald ikke forstået det.

Er der en anden bemærkning? Ja, det er der. Værsgo til hr. Hans Kristian Skibby.

Tak. Der er altså noget, ordføreren har misforstået så. Ordføreren var inde på, at det var et aktivistisk redskab, hvis vi ender i en folkeafstemning. Derfor vil Liberal Alliance være meget kritisk over for at bruge det. Så jeg spørger bare: Hvad med det andet aktivistiske redskab, hvis vi i stedet ender i en situation, hvor der kommer en storkonflikt i Danmark på hele vores arbejdsmarked, som går ud over produktionen i danske virksomheder, vores vareeksport osv.? Det vil jo også få nogle konsekvenser, som måske er endnu mere vidtløftige, og det er det, jeg spørger til.

Ordføreren, værsgo.

Der er jo altid den risiko. Det hænder indimellem, at det er mig, der ikke er skarp, men jeg forstår simpelt hen ikke spørgsmålet. Jeg siger, at jeg ikke mener, at vi som Folketing i tide og utide skal bruge det her aktivistiske redskab – at nu er vi utilfredse, og så sender vi det til folkeafstemning. Meget af det handler også om, at i stedet for at stå sammen om vores uenighed med regeringen bliver det sådan noget med, at nu skal vi vise, hvem der mener det mest, og udstille de andre som sådan nogle politikere, der ikke rigtig mener det, og skabe noget forargelse på Facebook. Det er fint nok; det må partier gerne gøre. Men hvad i alverden har det at gøre med en storkonflikt, som vi jo ikke beslutter? Jeg forstår ikke spørgsmålet, jeg beklager.

Så er der et spørgsmål til. Og det er fra hr. Nick Zimmermann. Værsgo.

Liberal Alliance har nu muligheden for at give den her afgørelse omkring bevarelsen af store bededag til danskerne. Så jeg kunne godt tænke mig at prøve at spørge: Når nu det er lykkedes på tværs af partier, herunder alt fra SF til Dansk Folkeparti – vi er oppe på 55 mandater nu – at gå ind for, at der skal komme en folkeafstemning, er der så nogen som helst sandsynlighed for, at Liberal Alliance vil give de sidste afgørende mandater, så det her kan komme ud til danskerne?

Hr. Alex Vanopslagh, værsgo.

Nej, det er meget usandsynligt. Og igen: Altså, jeg er jo med på, at det ikke har skabt præcedens tidligere, men jeg er bange for, at det bliver sådan noget, vi jævnligt gør. Jeg kan allerede nu se for mig, hvis regeringen lykkes med et eller andet – lad os sige, at de skærer ned på nogle universitetsuddannelser, altså kandidatuddannelserne – ja, så står hr. Karsten Hønge heroppe igen og siger: Stop tyven, de har stjålet et år af jeres uddannelser, vi sender det til folkeafstemning! Altså, det kan jo blive skruen uden ende, og det synes jeg ikke er hensigtsmæssigt. Jeg mener ikke, at målet helliger midlet, heller ikke fordi fagbevægelsen råber op i den her sag.

Hr. Nick Zimmermann, værsgo.

Men det er jo fuldstændig meningsløst, at ordføreren siger, at der er gået inflation i det her med folkeafstemninger, og at vi så bare skal have folkeafstemninger om alting, lige så snart vi er uenige om noget som helst. Det her er en fuldstændig særlig situation, og der er jo netop ikke gået inflation i noget med folkeafstemninger. Her er der bare en situation, hvor de tre regeringspartier intet har meldt ud i en valgkamp, intet har fortalt danskerne om det her. Og netop derfor er det jo en fuldstændig særlig situation. Så at bruge argumentet, at der bare vil gå inflation i det her, giver jo absolut ingen mening.

Ordføreren.

Jamen der er jo gået inflation alene i antallet af gange, partierne her i Folketinget foreslår, at man skal sende noget til folkeafstemning. Det er jo sket adskillige gange i sidste valgperiode. I valgperioden før den er det stort set ikke sket. Det er jo noget, der er ved at blive et hyppigt værktøj allerede nu på forslagsplan. Hvis det så bliver sendt til folkeafstemning og bliver en succes, så dropper regeringen jo bare sit forslag. Den gider ikke have en folkeafstemning. Så bliver det da endnu hyppigere. Så jeg synes da allerede man kan se tendensen nu, og der har vi en uenighed med andre partier om det middel. Og vi vil insistere på, at vi mener lige så meget det er en dårlig idé, selv om vi ikke vil bruge det middel, de gerne vil bruge.

Tak. Den næste, jeg gerne vil give ordet til, er fru Lisbeth Bech-Nielsen fra SF. Værsgo.

Tak. Vi kan have forskellige holdninger til, hvorfor vi synes, at regeringens lovforslag er en dårlig idé, og ordføreren har jo fint redegjort for Liberal Alliances begrundelser. Jeg vil bare gerne – og det ved jeg også ordføreren tidligere har været inde på – tale lidt om de økonomiske forudsætninger for det her. For vi fik jo oprindelig at vide, at provenuet ville være 3,2 mia. kr. Så er der også en betaling i forhold til offentligt ansatte osv., og så er det nede på 2,5 mia. kr. Så har der været en offentlig diskussion om, hvorvidt det havde et gennemslag på 75 pct. eller kun det halve, afhængigt af om man går tilbage til 1980 eller 1990.

Vi har en lang række kendte økonomer, som siger, at de simpelt hen synes, forudsætningerne smuldrer, og at man i hvert fald ikke kan se noget bevis for en sådan langvarig effekt. Vi har en overvismand, der også har deltaget i debatten. Hvad mener ordføreren om de økonomiske forudsætninger, som det her regnestykke skulle være baseret på?

Værsgo, ordføreren.

Jeg tror ikke, jeg har den nødvendige økonomiske indsigt til at vælge side i den fagøkonomiske debat, der er mellem forskellige økonomer. Jeg er spændt på at se, hvad effekten bliver på den lange bane. For det, kritikerne antager, er, at hvis det nuværende antal feriedage er udtryk for arbejdstagernes præferencer, ja, så kan vi godt tage en feriedag fra dem, men så vil de jo bare løbende, altså over tid, kræve en ekstra feriedag. Og det bliver interessant at se, om det forholder sig sådan. Jeg er spændt på at se det.

Altså, på den korte bane vil det jo ikke være sådan, at alle danskere til næste år bare tager en ekstra fridag. Det tror jeg ikke. Men det bliver jo interessant at se. Og hvis det viser sig, at kritikerne har ret – altså, kritikerne er Finansministeriet i den her sag – så er det her jo egentlig også et wakeupcall til hele Folketinget om, at vi kan komme med nok så mange regler og påbud og krav, men hvis folk vil noget andet, prøver de at finde en vej uden om det. Og det er måske stof til eftertanke i den her side af salen.

Værsgo til fru Lisbeth Bech-Nielsen fra SF for den anden korte bemærkning.

Ja, og specielt når det vedrører noget, som vi ved i høj grad er defineret af arbejdsmarkedets parter, som jo kan finde alle mulige måder at komme rundt omkring det på. Og det er jo også sjældent, at vi diskuterer et lovforslag i salen, hvor det nærmest kun er Finansministeriet selv, der vil stå på mål for det regnestykke, der ligger bag. Det er alligevel ikke ofte, det sker.

Og derfor har jeg også gjort det tiltag at lave et beslutningsforslag om, at der skal være åbenhed i Finansministeriets regneprincipper og regnemodeller, for jeg synes ikke, vi kan være tjent med det her. Uanset om man er for eller imod et forslag, må man kunne have en ret stor grad af tiltro til de tal, vi bliver præsenteret for.

Værsgo, ordføreren.

Altså, jeg har sådan helt overordnet set ikke grund til generelt at betvivle, at de regnemetoder, Finansministeriets embedsmænd bruger, er de mest retvisende, der er mulighed for at anvende i det hele taget. Men det, at der er en åbenhed og en indsigt i, hvordan de beregner tingene, jamen det vil vi jo altid gerne være med til at se på. Det er jo kun en god ting, hvis der er åbenhed om den type ting. Og så kan man jo have en debat i de faglige miljøer, hvor den nu skal finde sted.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger endnu, og jeg vil gerne give ordet til fru Rosa Lund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Ligesom hr. Pelle Dragsted er jeg selvfølgelig uenig i nogle af ordførerens argumenter. Ikke desto mindre kender vi jo Liberal Alliance som et parti, som virkelig hader magtfuldkommenhed, og som virkelig godt kan lide demokrati, og noget af det, som jo er allersmukkest i et demokrati som vores, er, når man spørger befolkningen. Og derfor vil jeg gerne spørge ordføreren: Hvad er de tungtvejende grunde for Liberal Alliance for ikke at sende det her til folkeafstemning?

Hr. Alex Vanopslagh.

Det vil jeg mene at jeg svarede på tidligere. Altså, det er, at vi ikke mener, at indgrebet i borgernes frihed er stort nok til at bruge det værktøj, og at vi er bekymrede for, hvad det er, vi skubber på for, altså hvad er det for en tendens, vi skubber på for, og om det vil betyde, at vi generelt får et Folketing, der får sværere ved at gennemføre ting, fordi der hele tiden vil ligge en latent trussel om, at så sender man det bare til folkeafstemning, hvis det er noget, der på en eller anden måde er upopulært. Så det er begrundelsen for det. For debattens skyld vil jeg sige, at hvis der var noget, der skulle tale for, at vi skulle gøre det, så ville det netop være regeringens magtfuldkommenhed. Altså, én ting er, at vi er imod forslaget, men jeg synes også, at regeringen i den her sag har ageret, ja, magtfuldkomment, i mangel af et bedre ord. Tænk engang, at man gør det her uden nogen som helst inddragelse af biskopperne, uden nogen som helst inddragelse af arbejdsmarkedets parter. Man kunne jo tænke det ind i en trepartsaftale, hvis det var så vigtigt, hvor man også fik ordnet nogle andre ting. Man skyndte sig igennem med en hasteproces. Altså, der er en kritik af forslaget, men der er bestemt også en kritik af regeringens fremgangsmåde.

Fru Rosa Lund, værsgo.

Så lad mig omformulere mit spørgsmål: Hvad skulle der til, for at Liberal Alliance ville støtte en folkeafstemning her? Hvad hvis det f.eks. var Liberal Alliance, der sad på de afgørende mandater? Grunden til, at jeg spørger Liberal Alliance om det her, er jo, at vi i hvert fald i de sidste 2-3 år har hørt meget på, at det er et stort problem, når man har en magtfuldkommen regering, og jeg vil da sige, at det er en magtfuldkommen regering, der gennemfører det her, som der er så stor modstand mod, både her i Folketingssalen og i befolkningen. Der er jo ikke tale om her, at vi hver og hver anden dag foreslår, at der skal være folkeafstemninger om ting. Jeg tror, at ordføreren godt selv ved, at det argument er en lille smule søgt. Så hvad ville der skulle til, for at Liberal Alliance ville støtte en folkeafstemning?

Hr. Alex Vanopslagh.

Jeg mener ikke, det er et søgt argument, for så vil jeg ikke fremføre det. Og hvad ville der skulle til? Jamen der skulle det til, at jeg ville mene, at det er det rigtige; at det er det rigtige at gøre; at det er det proportionale at gøre; at det er det rimelige, det gode, det fornuftige, både på kort sigt og på lang sigt. Og det er ikke den vurdering, vi har, og fordi vi er imod, ja, så stemmer vi jo imod, altså går imod at sende det til folkeafstemning. Det er, fordi det er det, vi mener.

Tak for det. Så vil jeg gerne give ordet til hr. Morten Messerschmidt fra DF. Værsgo.

Tak, formand. Jeg vil gerne starte med kvittere for det gode samarbejde, vi har haft med Liberal Alliance i forhold til at forsvare og bevare store bededag.

Det er jo sådan, at der fra vores side har været et ønske om, når vi nu nærmede os en afklaring af, hvordan tingene stod her på Christiansborg, at lade den debat køre videre, og jeg har netop lige fået besked fra vores medlem i borgerrepræsentationen i København om, at der nu er opnået flertal i København for, at man lokalt fastholder store bededag, således at de kommunalt ansatte i København fortsat kan holde fri den dag, uanset hvad Folketinget i dag beslutter. Det er jeg rigtig, rigtig glad for. Det er jo, fordi der er et flertal for det bestående af Dansk Folkeparti, Enhedslisten, SF, Alternativet og Det Konservative Folkeparti, men jeg ved ærlig talt ikke, om Liberal Alliance også er blandt flertallet. Nu nikker hr. Ole Birk Olesen ivrigt. Det er dejligt at høre.

Jamen hvor er det skønt! Skal vi så ikke glæde os over, at det i hvert fald visse steder på trods af den her regering og den flertalskonstellation, vi trækkes med herinde, kan lykkes at lade fornuften råde?

Glæden må i hvert fald ikke bestå af en pingpong her i salen. Spørgeren og ordføreren har nemlig en taletid på først 1 minut hver og dernæst ½ minut hver.

Værsgo til ordføreren.

Det er modtaget. Jo, det er i sandhed en glædens dag på Københavns Rådhus. Jeg havde aldrig troet, at de ord skulle komme over mine læber.

Har hr. Morten Messerschmidt yderligere en kort bemærkning? Ja. Værsgo.

Jeg vil blot kort komme med en opfordring til, at de partier, der nu på Københavns Rådhus har fundet sammen, også gør det i andre sammenhænge. Jeg har lige talt sammen, at der blandt alle landets kommuner er 31, hvor der er flertal uden om Socialdemokratiet og Venstre – Moderaterne har vist ikke nogen byrådsmedlemmer – så det vil sige, at der er 31 kommuner, hvor der vil være den flertalsmulighed, og jeg vil da i hvert fald håbe, at man så også vil kunne finde sammen der. Det kan jo nærmest blive en helt vækstmagnet, hvor folk flytter til de kommuner for at kunne få lov til at holde store bededag. Så tak for samarbejdet, også i den henseende.

Ordføreren, værsgo.

Vi fik jo et jammerligt kommunalvalg sidst, så det er desværre alt for få kommuner, vi er repræsenteret i. Men jeg kan forstå, at vi gør det godt i dem, vi er repræsenteret i, og det er jo dejligt.

Tak for det. Og så vil jeg gerne give ordet til fru Mai Villadsen fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jamen det var jo dejlige nyheder. Og tak til ordføreren for talen, som jo i virkeligheden, synes jeg, meget glimrende illustrerer, at man sådan set godt kan gå ind for et øget arbejdsudbud, men det behøver altså ikke at betyde, at man tromler ind over aftaler og overenskomster. Respekt for det.

Jeg kunne godt tænke mig at fastholde diskussionen om, hvorvidt der er tungtvejende argumenter for en folkeafstemning, for det mener jeg sådan set der er. Jeg synes sådan set også, at den håndsrækning, vi fra Enhedslisten og Dansk Folkepartis side har givet, hvor vi jo har udtrykt, at vi ikke kan se andre sager i det regeringsgrundlag, der er, hvor vi ønsker folkeafstemning. Det kunne måske være betryggende for Liberal Alliance at vide, at der ikke kommer til at gå inflation i det her spørgsmål.

Men det var sådan set ikke min pointe. Min hovedpointe er, at grunden til, at det her overhovedet kom ind i grundloven, altså det her greb, som ordføreren kaldte aktivistisk, var Det Konservative Folkeparti, der, fordi man nedlagde Landstinget, ønskede en stopklods, hvis der var en regering, som havde et flertal og tromlede befolkningen. Så kan ordføreren ikke godt se, at netop den parlamentariske situation, vi står i nu, er unik, og at det faktisk er et godt argument for netop at bruge det her greb?

Hr. Alex Vanopslagh, værsgo.

Altså, bare så der ikke nogen tvivl om det. Det er ikke, fordi Liberal Alliance vil ændre eller fjerne den mindretalsbeskyttelse. Det er en god idé, at den er der. Når jeg har en bekymring for at det kan lede til noget mere aktivistisk, så er det jo på baggrund af den tendens, vi har set – også i løbet af sidste valgperiode – hvor det blev populært, at der med hyppige mellemrum blev lavet noget, der til dels mindede lidt om nogle stunts, med at samle underskrifter ind, som så blev brugt til at sige: Se de andre politikere; de mener ikke, hvad de siger.

Jeg synes bare ikke, at det er sundt for folkestyret, hvis vi bidrager til, at det er den måde, vi forsøger at afklare politiske uenigheder på. Jeg mener, at det er i helt særlige undtagelsestilfælde. Og jeg kan godt forstå, at der er nogle argumenter for det. Altså, man kan godt argumentere for, at det her er meget indgribende – og frem og tilbage – men når vi afvejer de forskellige ting i det samlede regnestykke, kommer vi frem til, at vi mener, at ulemperne er større end fordelene.

Fru Mai Villadsen, værsgo.

Mig bekendt var det nu kun Nye Borgerlige, der turnerede rundt i sidste valgperiode med § 42. Nuvel, vi vejer tingene anderledes. Jeg synes, det er rigtigt, at man skal overveje det grundigt, før man gør brug af den her paragraf, men vi synes, at det her er en så særlig situation, at man bør gøre det, al den stund at befolkningen jo intet har hørt om det her forslag, og det er kun nogle få måneder siden, der var folketingsvalgkamp. Men jeg kunne godt tænke mig at høre hr. Alex Vanopslagh: Hvis der nu er andre medlemmer af Liberal Alliance, som finder det anderledes, vil han så sætte sin gruppe fri til faktisk at skrive under og påkalde en folkeafstemning?

Værsgo til ordføreren.

Nej.

Så vil jeg gerne give ordet til fru Pernille Vermund fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil egentlig gerne følge op, hvor fru Mai Villadsen sluttede. Ordføreren siger, at det ikke er regeringen, der skal bestemme, om danskerne skal holde fri på store bededag eller ej; det er danskerne selv. Men nu er det jo sådan, at vi har en flertalsregering, og den flertalsregering har nu besluttet at vedtage at afskaffe store bededag. Det betyder, at for sådan nogle som ordføreren og mig selv i vores civile liv som selvstændige erhvervsdrivende og for de her akademikere, der sidder ved hæve-sænke-bordene, er det sådan, at vi har ret meget frihed i vores arbejdsliv. Det har man ikke, når man er almindelig arbejder nede på gulvet. Så møder man ind fra kl. 9.00 til kl. 17.00, eller hvornår man nu er blevet bedt om at møde ind på hverdage. Sådan er det, også på den dag, der før var store bededag.

Så faktum er, at regeringen kommer til at træffe den her beslutning, medmindre der er 60 mandater, der siger, at det her lader vi danskerne – ikke kun akademikerne i deres hverdag, men danskerne generelt – bestemme selv ved en folkeafstemning. Og lad mig følge op, hvor fru Mai Villadsen sluttede: Vil det være en eksklusiongrund i Liberal Alliance, hvis der er et medlem af Liberal Alliance, der skriver under på at sende det her til folkeafstemning?

Hr. Alex Vanopslagh, værsgo.

Nej.

Fru Pernille Vermund, værsgo.

Nå, men det er jeg da glad for, for så kunne det jo være, at der var medlemmer af Liberal Alliance eller andre partier i øvrigt, som ikke har udtalt sig endnu, som kunne have lyst til at skrive under og dermed ikke stille sig i vejen for, at det netop bliver danskerne og ikke regeringen, der bestemmer, om de skal arbejde på store bededag.

Værsgo, ordføreren.

Ja, det kunne godt være, men uden at skulle drage paralleller til ordførerens parti så lad mig sige om Liberal Alliance, at der er en god stemning. Vi har ikke behov for at ekskludere folk, og vi har det fint med de uenigheder, vi har internt. Vi står stadig væk sammen udadtil, og det er dejligt, så jeg er ikke bekymret. Men lad os se, hvad der sker.

Tak for det. Så vil jeg gerne give ordet til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til hr. Alex Vanopslagh for talen. Jeg vil gerne starte med at erklære mig fuldstændig enig i, at vi skal bakke op om det repræsentative demokrati. Jeg er også fuldstændig enig i, at det redskab at sende ting til folkeafstemning skal bruges med stor omtanke. Jeg er også glad for at høre, at Liberal Alliance bakker op omkring den mulighed, der ligger i § 42 i grundloven.

Men hr. Alex Vanopslagh bruger som argument, at man i LA er bekymret for en form for glidebane, hvis det er et redskab, der bliver brugt for tit. Men jeg vil godt vende argumentet om og sige: Jamen kan Liberal Alliance ikke være bekymret for, at det tværtimod kan blive til en glidebane, hvis ikke det her bliver sat til folkeafstemning? Vi står nu i en situation, hvor der sker et indgreb i en løbende overenskomst; hvor det er noget, der bliver hastet igennem umiddelbart efter et folketingsvalg; hvor der er en stor modstand i befolkningen; hvor det netop også er udtryk for magtfuldkommenhed, som ordføreren også tilkendegiver. Kan det ikke være udtryk for, at hvis ikke vi sætter foden ned her, kan det også bare føre til, at når vi næste gang oplever noget, der måske er en lille smule mere vidtgående, ja, så siger vi heller ikke fra dér? Altså, kan der ikke være den bekymring for en glidebane hen imod endnu mere magtfuldkommenhed?

Hr. Alex Vanopslagh, værsgo.

Nu begynder det egentlig at blive interessant. For det er jo ikke sådan, at jeg kan afvise, at Liberal Alliance på noget tidspunkt vil gøre brug af den her mindretalsbeskyttelse, enten fordi vi finder, at substansen i den sag, vi vil sende til folkeafstemning, kan oppebære det, eller selvfølgelig hvis vi kommer til at opleve gennem den her valgperiode, at regeringen igen og igen tromler hen over tingene og går imod eksempelvis den danske model, men også andre ting. Så kan det godt være, at man på et tidspunkt tænker, at så må vi tage den helt store hammer op. Det kan jeg ikke afvise. Vi er jo så nået frem til, at det ikke er der, vi er nu.

Hr. Peder Hvelplund, værsgo.

Jo, men man kan sige, at det jo bliver sværere, hvis det er sådan, vi er ude i små nuanceforskelle. Ved noget, der måske er en lille smule værre end det her, er det så virkelig tilstrækkeligt til, at man så skal bruge det? Vil det ikke være fornuftigt at sige: Vi accepterer ikke den her fremgangsmåde; vi accepterer ikke, at man laver indgreb i løbende overenskomster. Det er jo historisk, hvad vi oplever nu. Og er det derfor ikke anledning til, at vi så lige præcis i det her tilfælde benytter os af § 42 for at undgå, at vi får en glidebane mod, at det bare er noget, der sker igen og igen?

Ordføreren.

Man kan jo sige: Efter de sidste 3 år her i Folketinget er det jo dejligt at mærke, at Enhedslisten langt om længe igen er blevet bange for regeringens magtfuldkommenhed. Vi savnede jer i sidste valgperiode i forhold til at sige stop over for en grænseløs brug af den politiske magt.

Argumentet lød jo før, at hvis regeringen gør det igen og igen, vil det så ikke være godt at statuere et eksempel, og der svarer jeg jo: Jo. Og der har vi så en potentiel enighed.

Tak for det. Så vil jeg gerne give ordet til hr. Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Den mindretalsbeskyttelse er jo en beskyttelse af borgerne, i forhold til at vi har en magtfuldkommen regering, som tromler hen over, hvad der tydeligvis ikke er befolkningens vilje. Så er der den beskyttelse, at man kan sige: Det her er en stopklods, og nu sender vi det til afstemning, så de mennesker, som rent faktisk må leve med konsekvenserne af de beslutninger, rent faktisk får lov til at tage stilling til det. Jeg synes, det er et meget, meget sundt og vigtigt princip, vi har i vores folkestyre, at vi har den mulighed, at danskerne har den mulighed, at befolkningen har den mulighed. Nu kan jeg høre fra Liberal Alliances side, at man siger: Hvis regeringen gør det her én gang mere, kunne det godt være, men den her gang får de bare ligesom en advarsel; næste gang, kan vi måske godt være med til det.

I 2015 var det bankunionen, som man syntes var slem nok. Så jeg har svært ved at finde den her sammenhæng, i forhold til hvor ondt det må gøre på den almene dansker, som ikke har den fleksibilitet i sit arbejdsliv til at kunne tage fri, før de her principper om mindretalsbeskyttelse træder i kraft for LA.

Værsgo, ordføreren.

Bare lige for at tage det historiske med bankunionen vil jeg sige, at Danmark har en lang og rig historie og tradition for, at når der er tvivl, eller når der med sikkerhed er suverænitetsafgivelse til EU, så skal det til folkeafstemning. Derfor var vi jo også åbne over for, at hvis man ville tvinge en bankunion igennem, som vi mener er en rigtig, rigtig dårlig idé, og som på sigt vil betyde, at man afgiver sin suverænitet til EU, så skulle det til folkeafstemning, fordi det er helt i tråd med det, vi har gjort i flere årtier. Så det er jo argumentet for det i den konkrete sag.

Hr. Lars Boje Mathiesen, værsgo.

[Lydudfald] … suverænitetsafgivelse, skal det til folkeafstemning – i forhold til EU. Sådan er det jo. Men jeg er mere interesseret i at spørge: Hvad er det i den her sag, som man ikke synes er indgribende nok? Man griber ind i den danske model. Det er også en mangeårig lang tradition. Man har en kort høringsperiode, man inddrager ikke relevante parter, f.eks. kirken eller andre, i de her sager, men man gennemtrumfer alene sin vilje imod – det tror jeg også ordføreren er enig i – danskernes vilje. De ønsker ikke det her. Alligevel vil man ikke bruge den demokratiske stopklods, der er til at sige: Jamen så lad os da høre danskerne, lad os da høre, om de er enige med en magtfuldkommen flertalsregering.

Tak til hr. Lars Boje Mathiesen! Værsgo, ordføreren.

Jeg skal jo passe på, at jeg ikke bare gentager, hvad jeg tidligere har sagt, men man kan jo sige, at jeg har fået mange variationer af det samme spørgsmål. Men lad mig sige det på en anden måde: Hvis målet er, at vi får det bedst mulige demokrati, det mest velfungerende demokrati, hvad er så den bedste vej dertil? Er det, at man, hver gang der er noget, hvor vi mener, det her er ikke fair, at det ikke er rimeligt, og at danskerne skal blive hørt, så sender det til folkeafstemning og gør det hyppigt, eller er det, at man måske får opfordret danskerne til at lade være med at stemme på partier, der igen og igen skuffer dem? I det her tilfælde er der jo tre partier, som tydeligvis ikke respekterer den danske model. Der har vælgerne jo også et ansvar for at sige fra til det efterfølgende valg og danne et nyt flertal.

Den sidste indtegnede til hr. Alex Vanopslagh er hr. Søren Egge Rasmussen. Værsgo.

Man kan vel også blive skuffet over nogle partier, der ikke er i regering, f.eks. dem, som er imod at afskaffe store bededag, men ikke vil være blandt de 60, som ligesom presser regeringen. Jeg synes jo, at der er tale om et abekast her. Hvis vi bliver 60, der skriver under på, at det her skal til folkeafstemning, har regeringen jo ifølge grundloven en mulighed for så at besinde sig, komme frem til den konklusion, at vi her har en sag, der er blevet så dårlig, at man ikke gennemfører den vedtagne lov. Det er det, som grundloven sikrer. Så vi står jo ikke med, at vi har det fulde ansvar. Regeringen har jo sådan set et større ansvar, for de kan konkludere, at det her er blevet så upopulært, økonomien i det her forslag er blevet så forringet, at det ikke hænger sammen, så de kan sige: Lad os da droppe det, lad os da lade være med at blive så upopulære.

Kan ordføreren ikke se, at det sådan set er et ekstra pres på regeringen, vi er i færd med at samle sammen til?

Hr. Alex Vanopslagh.

Jeg skal ikke kunne tale på regeringens vegne, men jeg tror da ikke, at det er usandsynligt, at der er en minister eller to, der i dag har tænkt, at det faktisk – når oppositionen, som er enig i substansen, har brugt hele dagen på at diskutere med hinanden – er en fin dag på kontoret for dem. Det er en sag, som er rigtig dårlig for regeringen, hvor hele oppositionen er imod, men når vi så bruger tid på at diskutere metoder og midler, kan regeringen måske ånde lettet op.

Jeg må bare sige, at helt principielt er det jo ikke sådan, at jeg ikke ønsker politiske flertal, der tør træffe upopulære beslutninger, for det mener jeg da kan være nødvendigt indimellem, men jeg synes bare ikke, det her er et godt forslag, og så er det i øvrigt også upopulært. Men det, at noget er upopulært, er jo ikke et argument for, at man så skal lade være og sende det til folkeafstemning.

Hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Jeg appellerede mere til, at det jo ikke er et spørgsmål om, at 60 medlemmer ligesom dikterer, at der skal være en folkeafstemning. Regeringen har muligheden for at konstatere, at det her er blevet en dårlig sag, så det lovforslag, der eventuelt bliver vedtaget i dag, ønsker de ikke at gennemføre. Det er jo det, som grundloven giver mulighed for; det er det ekstra pres, som vi, hvis vi kommer op på at være 60 medlemmer, kan lægge på regeringen. Kan ordføreren ikke se, at det jo ikke bare er et spørgsmål om, om man som parti synes, det er rimeligt, at der skal være en folkeafstemning, men det mere er et spørgsmål om at lægge et ekstra pres på regeringen i den her sag, og det kan man være med til ved at skrive under på den seddel med de 60 mandater.

Ordføreren.

Jeg tror da helt bestemt, at det mest sandsynlige er, hvis der var 60 mandater bag at sende det til folkeafstemning, at det aldrig ville komme til folkeafstemning, at man altså bare ville droppe sagen. Men så er vi lidt tilbage ved, at det så bliver et, jeg ved ikke, om man kan kalde det et aktivistisk værktøj, men så bliver det et værktøj, man bruger til afpresning. Men der er jo et demokratisk valgt flertal, der ønsker at gøre det her. Jeg er rygende uenig, jeg synes, det er en dårlig idé, og jeg synes også, det er et indgreb i den danske model, men det er jo et demokratisk legitimt valgt flertal. Der mener jeg, at det er et sundt princip, at demokratisk valgte legitime flertal i udgangspunktet kan gennemføre den politik, de mener er den bedste for Danmark.

Tak. Så er der lige en ekstra indtegnet. Det er hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten. Værsgo.

Altså, jeg kan være enig med ordføreren i, at det er lidt underligt, at vi egentlig står og diskuterer, hvordan vi stopper det forslag, og ikke diskuterer det forslag, der er til behandling – og det var jo det samme, vi havde med hr. Karsten Hønge og med andre ordførere her. Men det skyldes jo alene, at den socialdemokratiske ordfører og Venstres ordfører ikke gik på talerstolen, at de ikke turde stå ved deres eget forslag, at de i en situation, hvor de har fået over 450.000 underskrifter fra fagbevægelsens medlemmer, ikke er villige til at gå op og forklare sig.

Måske, og det regner jeg da med, bliver ministeren sendt op til sidst, og så kan vi tage diskussionen der. Men Socialdemokratiet og Venstre – jo, jo, det kan godt være, de er til stede i salen, men de er da ligeglade. Og det er måske den magtfuldkommenhed, hr. Alex Vanopslagh, der er årsagen til, at det er værd at overveje en folkeafstemning.

Ordføreren.

Jeg er en til en enig i den kritik, ordføreren fremfører, af Venstre og Socialdemokratiet. Jeg fik lyst til at citere et af mine, jeg vil næsten kalde det personlige idoler, et tidligere folketingsmedlem, der på et tidspunkt kaldte nogle helt andre i en anden kontekst for »tøsedrenge«, men jeg ved ikke, om det er et argument for en folkeafstemning. Jeg synes bare mere, det er en krysteragtig adfærd, at man dukker nakken på den måde.

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ikke ville tage ordet, men jeg ved jo, der er kritik af, at Liberal Alliance ikke vil stemme for at sende det til folkeafstemning, så jeg tænkte: Jamen så går jeg op og tager ordet, for vi må jo stå på mål for det, vi mener. Og det mener jeg da også at Socialdemokratiet og Venstre burde gøre i den her sag.

Det der med tøsedrenge var et citat, så det var helt okay, at man bruger det sådan.

Værsgo, hr. Søren Søndergaard.

Det er jo netop den opførsel, der gør, at man bliver nødt til at have en diskussion af, hvordan man stopper det. Og der forstår jeg lidt på ordføreren, at LA's holdning er, at en gang er ingen gang. Men lad os nu sige, det nu gentager sig, og det kan jo komme til at gentage sig snart, ikke? Og det er derfor, jeg synes, at det, som vi så har kunnet bruge tiden til i mangel på Venstre og Socialdemokratiet, jo er at diskutere og få afklaret, hvornår den paragraf i grundloven egentlig kan bruges. Medmindre man har den opfattelse – og det er så spørgsmålet – at det egentlig er en rigtig dårlig paragraf, der ikke burde være der.

Ordføreren.

Jamen vi mener fortsat, at det er godt, at paragraffen og muligheden eksisterer. Og i sager som denne er der nogle argumenter i den ene skål, der taler for, at man skal gøre brug af den, og der er så nogle argumenter i den anden skål, der taler for, at man skal undlade at gøre brug af den. Argumenterne i den skål, der taler imod, vejer tungest. Så kan der godt ske ting, hvor regeringen igen og igen opfører sig magtfuldkomment, så det på et tidspunkt tipper, og så må vi jo tage det til den tid. Lad os finde ud af det til den tid, og lad os håbe, det ikke bliver aktuelt, og lad os bare i dag glæde os over, at Enhedslisten endelig er begyndt at tænke på, at der skal være grænser for brug af den politiske magt, efter at have været fuldstændig usynlig på den dagsorden de sidste 3 år.

Tak. Nu er der ikke flere korte bemærkninger, så jeg vil gerne sige tak til hr. Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance. Og så er det Enhedslistens tur. Værsgo til deres ordfører, hr. Pelle Dragsted.

Tak for det. Enhedslistens holdning til det her angreb på danskernes levevilkår og arbejdsforhold og, ja, frihed, er jo velkendt. Vi synes, det er forrykt, at regeringen sammen med De Radikale vil tvinge danskerne til at arbejde en dag mere, fjerne en forårsfridag, som mange mennesker værdsætter rigtig meget, og som giver lidt tid sammen med familien, når det bliver lidt lysere og grønnere. Vi synes, det er skadeligt og farligt, at regeringen sammen med De Radikale, med lovmagt, vil gribe ind i gældende overenskomster, og vi synes, det er en hån mod demokratiet og mod danskerne, at regeringen er kommet som en tyv om natten og har stjålet den her fridag uden at have sagt så meget som et ord om det under den valgkamp, som vi lige har været igennem.

Det er alt sammen velkendt, og derfor vil jeg i dag bruge noget af min taletid på at give nogle andre mennesker ordet, nemlig dem, det her angreb rammer hårdest: danske lønmodtagere. For Fagbevægelsens Hovedorganisation har som bekendt samlet næsten en halv million underskrifter ind imod fjernelse af store bededag, og mange af dem, der har skrevet under, har sat ord på, hvad den her fridag betyder for dem, og hvorfor den er vigtig for dem. Jeg vil gerne læse nogle af de ord op her i dag, og jeg håber, at særlig regeringspartierne og Radikale lytter godt efter.

Først Pernille L: Vi har i forvejen et hårdt psykisk arbejdsmiljø som pædagoger og har brug for vores fridag til at lade kræfterne op til de andre arbejdsdage, og fordi vi gerne vil se og bruge tid sammen med vores venner og familie.

Eller Thomas: Vi arbejder fra 7 til 16 i sne, regn, blæsevejr og alt derimellem. Vi har ingen afspadseringsdage, vi kan ikke arbejde hjemmefra, der er ingen fleksibilitet. Når vi endelig har en helligdag, så er den guld værd.

Eller Anette H., som skriver: Da jeg er i rengøringen, er det skønt at få en pause og få kroppen hvilet. Det er et hårdt job for kroppen at slæbe støvsugere, spande og klude og rengøringsmidler frem og tilbage og flytte mange ting både oppe og nede og i mange dumme arbejdsstillinger.

Eller Dorte P.: Jeg er gift med en lastbilchauffør, så den eneste mulighed, som vi har for at komme af sted med campingvognen, er de gange, hvor vi har en forlænget weekend. Jeg vil være utrolig ked af at miste den her dag.

Eller Michael Z: Med det hårde arbejde, som man står og laver som industritekniker, har vi brug for de her fridage, så vi kan passe på os selv, når vi nu skal slides ned så mange år på arbejdsmarkedet. De skulle selv prøve at stå op ved en maskine en hel dag og løfte og bære på tunge emner.

Det er blot et par eksempler på de mange tanker, der er formuleret af de mennesker, der har skrevet under. Jeg synes, man skal lægge særlig mærke til de sidste ord, jeg læste op: De skulle prøve selv at stå op ved en maskine hver dag. For jeg tror, det er den følelse, som mange mennesker har, når de ser på den her regering, nemlig at den er ude af trit med det liv, som almindelige hårdtarbejdende danskere har, at den ikke lytter til andre end sig selv, og at den faktisk er fløjtende ligeglad med, hvad andre mener, også de vælgere, som lige har stemt den til magten.

Alle de udsagn, jeg læste op, kommer jo fra de mennesker, der skaber værdierne i det her land, som knokler for at få hjulene til at dreje rundt, som møder på arbejde hver eneste dag, som betaler deres skat, og som betaler vores lønninger og polstringen i de fine stole, som vores privilegerede bagdele sidder på, når vi sidder her Folketingssalen. Det er dem, det er de millioner af lønmodtagere, som regeringen – og det er vel at mærke en socialdemokratisk ledet regering – nu vil tromle hen over. Det er dem, der ikke blev spurgt. Det er dem, der ikke har mulighed for at sige til eller fra, fordi ikke et af regeringspartierne havde modet til under valgkampen at fortælle, at man var parat til at stjæle en fridag. Jeg synes, det er en demokratisk skamplet, og jeg ser derfor også frem til, at ministeren kommer på talerstolen og forsvarer regeringens lovforslag. Og jeg håber også, at regeringspartierne vil tage talerstolen i løbet af debatten.

Men – og nu vender jeg mig mod de øvrige partier i Folketinget og ikke mindst mod vores venner i SF – der er jo en anden ting, der har fyldt meget i dag, og det er spørgsmålet om en folkeafstemning. For regeringen står jo ikke længere helt alene med ansvaret for, at det her lovforslag tromles igennem på den måde, det gør. For vi har jo i mindretallet en mulighed – vi har en grundlov i det her land, som giver et stort mindretal i Folketinget mulighed for at sende en lov til folkeafstemning, når den er vedtaget. 60 underskrifter fra folketingsmedlemmer inden på fredag kunne sikre, at befolkningen blev hørt ved en folkeafstemning.

Jeg kan prøve at gøre det helt konkret. Sådan en begæring om en folkeafstemning, ser sådan her ud (Pelle Dragsted viser begæringen), og den lyder: Undertegnede medlemmer af Folketinget begærer herved, at der afholdes en folkeafstemning om det den 28. februar vedtagne forslag til lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag. Hvis der er 60 underskrifter på den her erklæring – 60 – inden på fredag, er regeringen tvunget til enten at trække deres lovforslag, eller rettere sagt droppe det, så det ikke gennemføres, eller give danskerne en mulighed for at blive hørt. Så enkelt er det. Det er det, grundlovsfædrene sikrede. Det er den mulighed, vi har, hver og en af os, der sidder her i Folketinget.

Muligheden er der. Men desværre har nogle af de partier, der kunne have sikret sådan en folkeafstemning, også svigtet i den her sag – også svigtet lønmodtagerne. For i går eftermiddags meldte SF ud, at de ikke ville medvirke til en folkeafstemning. Konservative var lidt mere uklare; det var noget med, at under de gældende omstændigheder ville man ikke støtte en folkeafstemning. Det kunne være rigtig fint, hvis Konservative ville komme op på talerstolen og forklare, hvad deres synspunkt er, og hvad det er for nogle omstændigheder, der kunne ændre deres synspunkt. For vi har jo hørt, hvordan de her partier ligesom holder hinanden lidt i skak. SF siger, at det jo er, fordi Konservative sagde det, eller at Danmarksdemokraterne sagde det, og så går Danmarksdemokraterne op og siger, at nej, de støtter faktisk en folkeafstemning. Vi mangler stadig at høre, hvad det er for nogle betingelser, Konservative har for at støtte det her.

Men hvis det ender med, at vi ikke får den her folkeafstemning, så er det et svigt. Og det betyder, at regeringen og De Radikale ikke kommer til at stå helt alene med ansvaret for, at den her lov tromles igennem hen over befolkningen. For uanset hvordan man vender og drejer det, er det sådan, at når vi har muligheden for, rettigheden til at bruge vores mandat – det mandat, vælgerne har givet os til at sikre en folkeafstemning – så har man også et ansvar, hvis man vælger ikke at bruge det.

Det er vi i Enhedslisten skuffede over, for at sige det helt ærligt. Det gælder selvfølgelig – og sådan er det jo – at dem, der er tættest på, dem, der er de tætteste venner, er dem, man er mest skuffet over, og det er jo SF. Vi har været sammen, vi har støttet fagbevægelsens protester, men nu springer I i målet og slukker for håbet om at kunne stoppe regeringens angreb. Så en sidste appel herfra vil være: Tænk over det en gang til, få snakket om det her med jeres bagland, og sæt i det mindste jeres folketingsmedlemmer fri til at kunne bakke op om det her, hvis de ønsker det.

Til sidst vil jeg sige til alle jer, der har kæmpet, der har demonstreret, der har samlet underskrifter: Jeres indsats har ikke været forgæves uanset hvad. I har tilføjet den her regering det, der godt kunne ligne et banesår. Den har tabt massiv opbakning og mistet sit flertal i meningsmålingerne. I har vist, at det koster dyrt at angribe lønmodtagernes vilkår og rettigheder. Og jeg tror, at regeringen fremover vil tænke sig om en ekstra gang, før den igen griber ud efter vores rettigheder og vores frihed. Og jeg kan love jer, at Enhedslisten også i fremtiden kommer til at stå entydigt på jeres side hele vejen uden vaklen. Vi glemmer ikke det her svigt fra regeringens side. Vi glemmer ikke det angreb på lønmodtagernes rettigheder, på det danske aftalesystem, og vi vil gøre vores for, at det ikke bliver glemt før næste folketingsvalg, så straffen – den helt retfærdige straf – fra vælgerne vil falde benhårdt på de partier, der svigtede. Tak for ordet.

Tak til hr. Pelle Dragsted for ordførertalen. Der er en kort bemærkning fra fru Signe Munk fra SF. Værsgo.

I 2019 lavede SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og den daværende socialdemokratiske regering det midlertidige børnetilskud. Der sagde Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, at det mente de skulle sendes til folkeafstemning. Og ud fra Enhedslistens nye principper om, at der skal være folkeafstemninger, ville hr. Pelle Dragsted så egentlig mene, at det var et rimeligt krav, at det midlertidige børnetilskud skulle sendes til folkeafstemning?

Ordføreren.

Først vil jeg sige, som jeg har været inde på tidligere, at der er nogle klare begrænsninger for, hvad der kan sendes til folkeafstemning. Det gælder bl.a. ting, der er konventionsbestemte eller kunne komme i strid med konventionerne, det gælder skattepolitiske spørgsmål, det gælder pensionsforhold. Og om det her falder inden for det, er jeg ikke grundlovsekspert nok til at vide, men grundlæggende er det min holdning, at det ikke ville være et spørgsmål, jeg ville sende til folkeafstemning, og jeg tror heller ikke, det ville være et forslag, som der ville kunne samles 60 mandater om herinde. Men det er klart, at det jo er op til partierne selv. Det er jo en mulighed, som man har, og det er op til ens egen samvittighed, om man vil gøre det. Det er ikke noget, som er blevet gjort særlig ofte, og det synes jeg også er godt. Jeg deler også den bekymring, SF har. Jeg forstår godt nogle af de argumenter, som er blevet fremført fra SF's side.

Fru Signe Munk, værsgo.

Hr. Pelle Dragsted siger også i talen, at de partier, som ikke vælger at sende det her spørgsmål til folkeafstemning, har et medansvar. Så skal jeg bare forstå en ting. Når regeringen har tænkt sig at sænke topskattegrænsen, og når de har tænkt sig at svigte seniorpensionisterne ved at forringe seniorjobordningen og seniorpensionen, har Enhedslisten så tænkt sig at sende de spørgsmål til folkeafstemning? Og ifald ordføreren fortæller, at det har partiet ikke tænkt sig at sende til folkeafstemning, har Enhedslisten så også et medansvar for, at topskatten bliver sænket, og at seniorjobordningen bliver forringet?

Værsgo, ordføreren.

Ingen af de to eksempler, som ordføreren kommer med der, vil kunne sendes til folkeafstemning efter grundlovens § 42.

Så vil jeg gerne give ordet til hr. Karsten Hønge fra SF. Værsgo.

Jeg synes, en stor del af hr. Pelle Dragsteds tale var strålende, glimrende, og jeg er fuldstændig enig. Det er jo godt. Desværre var en stor del af den også grov manipulation – grov og let gennemskuelig manipulation. Når hr. Pelle Dragsted bl.a. siger, at man svigter lønmodtagerne ved ikke at gå ind for en folkeafstemning, er det, som om man kunne have forhindret en handling, for ellers er det vel ikke et svigt. Det er manipulation, som jeg håber alle derude kan gennemskue, for man stiller det op som en mulighed, at hvis bare SF gjorde sådan, undgik vi den her handling. Men det er der jo ikke noget der tyder på. Jeg kan høre, at hr. Pelle Dragsted selv er inde på det i svaret lige før, for en eller andens forslag ville jo ikke kunne samle 60 mandater. Så det er den samme skure, at man prøver at male et billede op af, at hvis bare SF gjorde noget, kunne man forhindre en handling. Det kunne man jo ikke.

Så vil jeg bede hr. Pelle Dragsted om måske i bagklogskabens lys at reflektere lidt over, om Enhedslisten skulle have forsøgt at få en folkeafstemning om forringelserne af efterlønnen i 1998, som var et klokkeklart brud med det, som regeringen var gået til valg på.

Tak. Værsgo til hr. Pelle Dragsted.

Nu er 1998 længe før min tid på de velpolstrede sæder herinde. Men heller ikke efterlønnen kan, så vidt jeg er orienteret, sendes til folkeafstemning efter grundlovens § 42, fordi det er pensionsforhold. Jeg har svært ved at forstå SF i det her – det her med, at det, jeg siger, skulle være manipulerende. Der har ikke været noget som helst taktisk eller strategisk fra Enhedslistens side. Vi har arbejdet for at forsøge at samle de 60 mandater. Vi har holdt møder med Danmarksdemokraterne, med SF, med alle de partier, som har vaklet, og vi har appelleret i offentligheden og, om jeg så må sige, bag om gardinerne. Vi har haft en oprigtig tro på, at det her kunne lykkes. Det, vi har oplevet, er, at partierne har holdt hinanden i skak. SF har sagt: Ahr, men De Konservative vil ikke, og så vil vi heller ikke. De Konservative har sagt: Ahr, SF vil ikke, og så vil vi heller ikke. Det er i hvert fald vores oplevelse. Jeg tror faktisk, at hvis SF var gået forrest, havde det kunnet gøre en afgørende forskel til at rykke nogle af de andre partier også.

Tak. Hr. Karsten Hønge, værsgo.

Det er og bliver grov manipulation, når hr. Pelle Dragsted siger, at SF svigter, og maler et billede op om, at hvis bare vi gjorde tingene anderledes, kunne vi forhindre den her lovgivning. Det er der jo ikke noget der tyder på. Vi kan være uenige om, hvorvidt vi skal have en folkeafstemning eller ej, og det er en fuldstændig i orden-diskussion, men at male et billede op om, at man svigter ved ikke at gå med i noget, der alligevel ikke kunne forhindret loven, er der ét ord for, og det er simpelt hen manipulation.

Jeg er helt sikker på, at man i 1998 kunne have bragt det omkring forringelsen af efterlønnen til folkeafstemning. Men lad os så kigge fremad. Lad os tage det, der sker til efteråret, når regeringen kommer med et forslag om at fjerne seniorordningen, som 250.000 mennesker betaler til for at få mulighed for seniorjob: Skal det til folkeafstemning?

Ordføreren.

Igen vil jeg sige, at det ikke er omfattet af grundlovens § 42. Det, der er manipulerende her, er SF's ordfører. Vi havde en andenbehandling i sidste uge, og der var der tre partier, som tilsammen har mandater nok, der stadig sagde, at døren ikke var lukket: Det var De Konservative, det var SF, og det var Danmarksdemokraterne. Indtil i går, da SF meldte ud, at døren var lukket, var der en mulighed. Det er virkeligheden! SF har været med til at lukke den dør. Vi har selv hørt Danmarksdemokraterne i dag, og vi savner at høre De Konservative.

Tak, Pelle Dragsted. Den sidste, der er indtegnet til en kort bemærkning i denne omgang, er hr. Peter Kofod, DF. Værsgo.

Tak til ordføreren. Og tak for en, synes jeg, rigtig god ordførertale. Jeg vil også gerne rose ordføreren – jeg synes, det er nogle gode svar, der bliver givet, på de spørgsmål, der bliver stillet. Jeg må sige, at mit indtryk, når jeg sidder og følger debatten, er, at nøglen til at få det her på gled for en stor dels vedkommende ligger ovre ved Socialistisk Folkeparti. Vi har jo til gode at høre, hvad De Konservative melder ud i dag, men den store fortælling i dag er jo, synes jeg, at SF har lurepasset med hensyn til den her mulighed.

Jeg vil gerne spørge ordføreren: Hvad søren synes ordføreren vi skal gøre for ligesom at få skubbet til, at der sker en udvikling hos SF? Nu kom fru Inger Støjberg jo og meddelte, at Danmarksdemokraterne nu pludselig var med, og det syntes jeg var en fantastisk god nyhed. Det ville jo være fantastisk, hvis SF også pludselig flyttede sig, og hvis De Konservative flyttede sig, for så begynder det pludselig at ligne noget. Så hvad synes ordføreren vi skal gøre?

Ordføreren.

Jeg noterede mig jo, da fru Inger Støjberg til at starte med stod heroppe og sagde, at hvis Danmarksdemokraterne var tungen på vægtskålen, så ville man være parat, at hr. Karsten Hønge råbte nede fra sin plads: Jamen det er jo også det, vi siger! Det syntes jeg var interessant, for hvis det kan tages for gode varer, så holder SF altså døren en lille smule på klem for at kunne være med her, hvis det er sådan, at de sidder med det afgørende mandat. Det er også derfor, det vil være så spændende at høre, hvor De Konservative står, og om de er helt enige i hr. Karsten Hønges udsagn om, at det var De Konservative, der fik SF til at melde fra, fordi der alligevel ikke var et flertal. Lige nu står det fuldstændig uklart.

Det, der står klart, er jo, at den bedste måde at skubbe bag på en folkeafstemning – hvis man ønsker det; hvis man ønsker, at befolkningen skal blive hørt – er selv at stille sig bag den og vende sig hen mod de partier, der mangler at melde ud, og spørge: Skal I ikke også være med her? Og der har SF svigtet.

Tak. Der er ingen anden kort bemærkning, så jeg vil gerne give ordet til hr. Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Det er ikke for at blande mig i drøftelsen om en folkeafstemning, men der har været en debat om ophævelsen af clearingaftaler, som jeg føler mig kaldet til at kommentere på. Det er jo sådan, at når man ophæver clearingaftalen, møder vi selvfølgelig op for at stemme – det siger sig selv – men vi har jo clearingaftalerne herinde i Folketinget af en årsag. Det har nemlig nogle konsekvenser, når man ophæver clearingaftalerne. Det betyder, at ministre ikke kan deltage i erhvervsfremstød; det betyder, at ministre ikke har mulighed for at foretage forhandlinger på vegne af os alle sammen med nogle parter eller et eller andet; det betyder, at folketingsmedlemmerne ikke har mulighed for komme ud i landet og møde vælgere og andet. Så det har nogle konsekvenser.

Der synes jeg bare det lige bliver en tand for morsomt, når Enhedslisten først står bag at ophæve clearingaftalen og så efterfølgende kalder det spin, når bl.a. den socialdemokratiske minister så efterlever Enhedslistens ophævelse af clearingaftalen og selvfølgelig møder frem for at stemme og så som en naturlig årsag heraf ikke kan deltage i almindeligt arbejde uden for det parlamentariske. Det må Enhedslisten simpelt hen tage ansvar for har en konsekvens, når man vælger det politiske drilleri over andre hensyn.

Værsgo til hr. Pelle Dragsted.

Først tak til et af regeringsmedlemmerne, havde jeg nær sagt, for at tage ordet. Det var da et fremskridt. Vi håber også, at nogen går herop på talerstolen, så vi også har mulighed for at stille spørgsmål den anden vej. Så tak for at blande sig i debatten.

Vi synes ikke, det er morsomt, og vi synes heller ikke, det er politisk drilleri, det her med clearingaftaler. Clearingaftalerne er et godt redskab, vi har her i Folketinget. Det gør, at vi under sædvanlige vilkår kan passe vores arbejde andre steder. Det støtter vi fuldt ud op om. Men det er jo en aftale, som man har mulighed for at ophæve. Det har Socialdemokraterne også været med til at gøre før. Hvis ikke jeg husker galt, var Socialdemokraterne bl.a. i forbindelse med vedtagelsen af deltagelsen i Irakkrigen også med til at ophæve den. Det er selvfølgelig ikke noget, vi skal gøre hver dag, men i det her tilfælde med den proces, Socialdemokraterne og regeringen har ført det her igennem med, synes jeg, det er helt på sin plads. Jeg stopper der.

Hr. Christian Rabjerg Madsen, værsgo.

Uagtet om man kalder det politisk drilleri eller ej, var det jo ikke substansen eller kernen i mit spørgsmål. Kernen i mit spørgsmål eller min kommentar var, at Enhedslisten selvfølgelig må tage ansvar for, at når man ophæver clearingaftalen her på Christiansborg, betyder det, at folketingsmedlemmer og ministre må undlade at deltage i andet vigtigt arbejde. Og så kan det jo ikke nytte noget, at man i dagspressen kalder det for spin, når det har konsekvenser, at man her på Christiansborg vælger at opsige clearingaftalen. Man må simpelt hen tage det politiske ansvar for, at der så er andre opgaver, som ikke kan gennemføres, parallelt med at man skal sidde her.

Ordføreren.

Vi tager det fulde ansvar for at ophæve clearingaftalen. Vi synes, det er det rigtige at gøre. Vi synes, at danskerne har krav på at se, hvem det er, der stemmer for, og hvem der stemmer imod, og at der ikke skal kunne sidde nogen og gemme sig, ikke mindst måske fra ordførerens gruppe. Men vi tager ikke ansvar for regeringens spin om, at en minister måtte blive hjemme fra en rejse, for regeringen havde jo alle de muligheder, som findes, for at flytte tredjebehandlingen til en anden dag. Det er jo ikke lønmodtagerne eller danskerne, der står og råber på, at det her skal gennemføres så hurtigt som muligt. Det er regeringen. Regeringen kunne bare have udskudt det til en dag, hvor det ikke forstyrrede ministrenes udlandsrejser.

Tak for det. Så vil jeg gerne sige tak til hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så skal vi sige velkommen til DF's ordfører, hvis han er i salen – det er han. Der er 10 minutters taletid. Hr. Nick Zimmermann, værsgo.

Tak for ordet. Så står vi her jo desværre efter en meget forhastet og uskøn proces, hvor et flertal i Folketinget, regeringen bakket op af et enkelt parti, om lidt vil stjæle en helligdag fra danskerne. Det er altså til trods for de massive protester, der har været både fra kirken, fagbevægelsen og ikke mindst befolkningen – en halv million underskrifter – og på trods af at det ikke er nødvendigt, for oppositionen har jo netop fremlagt et fuldstændigt og godt alternativ til finansiering af forsvaret. Og det er på trods af den massive usikkerhed, der har været om de reelle økonomiske effekter af forslaget.

Jeg synes godt nok, det er trist, og i Dansk Folkeparti har vi været med til at foreslå at udskyde tredjebehandlingen, så vi kunne få nogle bedre svar fra regeringen, og så loven ikke bare blev hastet igennem, men det har regeringen desværre ikke været med på. Regeringen har heller ikke været med på at indføre en solnedgangsklausul, altså at loven vil blive ophævet igen, hvis det viser sig, at afskaffelsen af store bededag ikke bidrager med de økonomiske effekter, som regeringen har påstået. Det her skal bare tromles igennem for enhver pris og helst så hurtigt som muligt, må man forstå.

Et lyspunkt i alt det her har dog været, at vi har haft et fint samarbejde i oppositionen, både om ændringsforslag, alternativ finansiering og ved på tværs af partier at nægte at anerkende, at adgangsbilletten til forhandlinger om et nyt forsvarsforlig skulle være at stjæle en fridag fra danskerne. Men jeg er ærgerlig over, at vi ikke har kunnet følge det her til dørs sammen. Jeg tror, der er rigtig mange danskere, der vil være skuffede over, at hverken SF, Konservative eller Liberal Alliance vil gå hele vejen og lade befolkningen tage stilling ved en folkeafstemning. Jeg tror også, der sidder rigtig mange, der er skuffede over, at Danmarksdemokraterne ikke har kunnet melde klart ud før i dag. Det kunne have været med til, at vi havde stået et andet sted.

Jeg må indrømme, at jeg også selv er noget skuffet, især fordi man fra tvivlere har hørt, at hvis man vil sende forslag til en folkeafstemning, risikerer man, at der går inflation i brugen af folkeafstemninger. Det er jo netop derfor, at vi sammen med Enhedslisten har været ude med et løfte om kun at kræve en folkeafstemning i forhold til regeringsgrundlaget den her ene gang. I forhold til tvivlerne vil jeg sige, at det her er den eneste gang vi vil bede om en folkeafstemning, altså i forbindelse med afskaffelsen af store bededag, men det har desværre ikke været nok. Jeg er faktisk rigtig trist på danskernes vegne og på vegne af alle dem, der mister en dag, de kunne bruge med deres nærmeste; dem, der mister et tiltrængt pusterum fra en travl hverdag; os alle sammen, der får frataget en rigtig god dansk tradition, som er rodfæstet i den danske kultur.

For det her kunne have været undgået, hvis regeringen havde lyttet til både befolkningen, økonomer, fagbevægelsen eller kirken, eller hvis oppositionen havde stået sammen og krævet en folkeafstemning. Der er rigtig meget at være trist over i dag, og jeg synes faktisk, det er direkte pinligt, hvis ikke der kommer nogen repræsentanter fra regeringen her op på talerstolen og står til ansvar for det, som de er i gang med at gennemføre. Om ikke andet må de komme op og forsvare deres eget forslag. Det mener jeg er et minimumskrav. Tak.

Tak til hr. Nick Zimmermann for ordførertalen. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Og så skal vi sige velkommen til Alternativets ordfører. Værsgo, hr. Torsten Gejl.

Tak, formand. I Alternativet mener vi, folk skal arbejde mindre, ikke mere. Vi skal ikke afskaffe store bededag; vi skal derimod holde store bededag hver uge. For mens regeringen begrænser vores frihed og tager vores helligdag fra os, så breder modellen med 4-dagesarbejdsuge sig med rigtig stor hastighed bredt i Danmark til kommuner, til virksomheder og til ngo'er. Mange af de virksomheder, der indfører 4-dagesarbejdsuge, sætter også arbejdstiden ned, og fælles for de virksomheder, der har indført 4-dagesarbejdsuge er, at det er en rigtig, rigtig stor succes. Medarbejderne bliver mere produktive, når de får forlænget weekend hver weekend – ikke fordi man lægger mere pres på dem i den yderligere arbejdstid, men fordi de trives bedre på arbejdspladsen.

Men i en tid, hvor der er 430.000 danskere, der hver dag oplever alvorlige symptomer på stress, går regeringen i den modsatte retning. Det er, som om regeringen tror, at stress skal arbejdes væk. Rent økonomisk har vi fået mange eksempler på, at det er fuldstændig unødvendigt at fjerne store bededag som helligdag. Sidst kunne vi her til morgen læse i medierne, at den danske økonomi er vokset med 3,6 pct. i 2022. Altså, det er jo endnu et – ja, og nærmest et endeligt – bevis på, at Danmark nok skal klare sig uden aflysning af store bededag

I Alternativet havde vi håbet på en folkeafstemning. Vi havde håbet på, man kunne samle mandater nok. Nøglen til det hele var hr. Søren Pape Poulsen, som på magisk vis forsvandt under debatten. Så det tager jeg som et udtryk for, at det ikke bliver til noget. Jeg havde ellers visualiseret det.

Jeg skal lige bede om ro i salen.

Jeg havde forestillet mig en folkeafstemning, hvor vi skulle til stemmeurnerne, og hvor danskerne sandsynligvis med 70 procents flertal ville sige til politikerne og til regeringen: I holder snitterne fra store bededag. Sådan skulle det ikke gå. Men det, som er allervigtigst efter Alternativets mening lige nu, er at rette kritikken det rigtige sted hen, nemlig mod regeringen.

Og jeg håber, der vil ske noget andet, som bliver antydet i medierne i dag, nemlig at danskerne husker det her og viser deres utilfredshed med afskaffelsen af store bededag til et folketingsvalg og sender regeringen derhen, hvor peberet gror. Til den tid vil Alternativet gerne være med til at genindføre store bededag og for den sags skyld sætte arbejdstiden yderligere ned. Vi oplever lønmodtagere fra næsten alle brancher sige: Vi kan næsten ikke klare det mere; vi er spændt for hårdt for, vi er for stressede. Løsningen er ikke at sætte tempoet op i hamsterhjulet. Løsningen er at give folk mere frihed. Tak, formand.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til den næste ordfører i rækken, som er hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Jeg skal lige bede om ro i salen.

Tak for det. Fedtspilleri er dybest set det, som jeg har oplevet herinde i dag. Mange ting kan man sige om regeringen, men de har jo ikke fedtspillet med den her sag. Den startede med, at to ministre kiggede mig dybt i øjnene og sagde, at enten skriver I under på det, vi mener, eller også kan I ikke være med i forsvarsforliget. Der er ikke tale om noget fedtspilleri, det var tvang og trusler fra dag et: »Velkommen til Folketinget, Kim, sådan spiller vi herinde.« Men det gjorde vi så ikke. De løb tør for mod på et tidspunkt og tænkte, at nu stiller vi det altså op på en måde, så vi i stedet for at tvinge det igennem gambler lidt og satser på, at der ikke sidder 60 mennesker i en Folketingssal og har mod og mandshjerte til at stå på det mandat, de er givet, ved at de er valgt herind. Det er fedtspilleri.

I dag har skuespillet nået helt nye højder, hvor nogle af de mennesker, som jeg den sidste måned har siddet i samråd og møder med, har fortalt mig, at de vil kæmpe til sidste blodsdråbe for, at store bededag blev bevaret. De løb tør for mod, de begyndte at fedtspille. Som jeg kan regne – jeg er ikke så god til at regne, så der er nok nogle, der kan hjælpe mig – har vi fået nogle af dem, måske, hvis bare de kunne få lov til at være det afgørende mandat, til at sige, at de godt vil være med til en folkeafstemning nu. Resten fedtspiller. Fedtspilleriet herinde bliver jeg ked af at se på, for det er ikke det, jeg forventede, inden jeg kom herind, men det er virkeligheden.

Jeg har ikke selv hørt De Konservative melde ud i dag, hvad de vil, men jeg har tidligere læst om, hvor meget de vil bevare store bededag, men vi kan så gå ud fra, at det kun er noget, der er vigtigt, når det bliver skrevet på sociale medier. Det er ikke vigtigt, når vi skal stemme inde i Folketingssalen om at give danskerne muligheden for at bevare den store bededag, som de rent faktisk har kæmpet sig til i en aftale mellem arbejdsmarkedets parter. Regeringen kunne godt have lavet det her. Jeg har nævnt for ministeren tidligere, at regeringen kunne have lavet det her på en god måde. De kunne have lavet en trepartsforhandling i forbindelse med de 8.500 mennesker, men det gjorde de ikke. Så den mulighed, danskerne havde, var dybest set at få et mindretal i Folketinget til at have deres ryg.

Når vi kigger ud over Folketingssalen i dag, ved vi, at vi har fået et enevælde med en ny regering, der i dag har fået testet Folketinget, om de havde mod og mandshjerte nok til at sige fra. Tillykke til regeringen, I har fundet ud af nu, at uanset hvad I finder på i fremtiden, er der ikke 60 mennesker herinde, der har mod og mandshjerte nok til at sige fra. Det bliver 4 nemme år for jer, det gør det. I skal selvfølgelig igennem hele skuespillet på 30 dage hver gang, indtil fedtspillerne holder op med at sige fra, opgiver parolerne og igen bare siger: Mette, hvis du siger, hvor højt jeg skal hoppe, så hopper jeg.

Vi kommer ikke til at fedtspille; vi i Nye Borgerlige kommer ikke til at kysse ringen; vi kommer simpelt hen ikke til at bøje os for, at en regering mener, at vi skal tage noget fra danskerne, som den ikke har fortalt dem om inden. Det kommer vi ikke til i Nye Borgerlige, for der siger vi det, vi tænker, og så gør vi det, vi siger. Det er vi stolte af, og det kommer vi til at blive ved med. Så når der nu her lige om lidt er 60 røde prikker oppe på tavlen, for jeg tror, der kommer 60 røde prikker heroppe, kommer vi til at bede samtlige 60 røde prikker om at bakke op ved at skrive under – de samme 60 røde prikker, der gerne vil ud på sociale medier lige om lidt og fortælle, de var imod fjernelsen af store bededag. Den eneste måde, vi kan sikre det her på, og det har vi vidst fra dag et, for det er en flertalsregering, er, ved at de 60 røde prikker bliver omdannet til en folkeafstemning. Og så må fedtspillerne forklare deres vælgere nu og til næste valg, hvordan det kan være, at de gør én ting, når de sidder herinde og skal virke, som om de har vælgernes ryg, men en anden ting, når vi nu stemmer. For vi kan hjælpe dem med grundloven i hånden og en mindretalsbeskyttelse, som er lavet for, at en flertalsregering ikke kan kanøfle et Folketing med noget, de lige finder på, bare fordi de kan finde et simpelt flertal.

I Nye Borgerlige kommer vi selvfølgelig til at stemme stort nej tak til afskaffelsen af store bededag, og vi kommer til sammen med Enhedslisten at gå rundt og bede om de sidste underskrifter fra de prikker heroppe, vi mangler på den meget, meget store liste. Tak for det.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg skal blot gøre opmærksom på, at når der står, at man har 5 minutter til at tale, betyder det ikke, at man skal tale i 5 minutter, når det, man har at sige, kan siges på 10 sekunder.

Man har 10 minutter til ordførertalen her. Værsgo til ordføreren.

Hvis det var det, hr. Ole Birk Olesen kunne finde på på 5 minutter, kan vi da godt få nogle længere ordførertaler, så ordføreren kan komme med et spørgsmål til mig, som var lidt mere galant end det, ordføreren kom med.

Ønskes en anden kort bemærkning? Nej. Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så skal jeg høre, om der er andre, der ønsker at udtale sig. Hr. Morten Messerschmidt som privatist. Værsgo.

Jeg synes, at det mindste problem, vi har haft i den her debat, har været folk, der dog har taget ordet for så måske ikke at sige så meget. Det største problem har været dem, der har været tavse, nemlig regeringspartiernes ordførere, som har været pinligt fraværende. Jeg nærer egentlig veneration og respekt for hr. Karsten Hønge og hr. Alex Vanopslagh, som vel vidende at vi er nogle, der vil gå til dem, stillede sig herop og tog imod de velfortjente øretæver, som vi så tildelte for den manglende opbakning til folkeafstemningen. Men I stod her, I havde mod og mandshjerte til at forsvare jeres upopulære standpunkt, og det kalder på respekt. Det samme kan ikke siges om Moderaternes, Socialdemokraternes og Venstres ordførere.

Når jeg tager ordet her som privatist, er det, hverken fordi der er noget, der er sagt af Dansk Folkepartis ordfører, som jeg er uenig i, eller fordi jeg unødigt skal forlænge debatten, men fordi der er noget, jeg godt vil sige til statsministeren. Både i valgkampen, men faktisk også efter havde vi, synes jeg, nogle rigtig gode drøftelser af, hvad det er, der kan være årsagen til, at især mange unge mennesker har svært ved at finde rod livet, at især mange unge mennesker endda kommer ud og bliver decideret syge i deres sjæl som følge af de strukturer, som samfundet er bygget op omkring. Jeg tror ikke, der er nogen, der bliver mere syge ved at afskaffe store bededag, men den tendens, at man som regering på så kort tid føler sig beføjet og bemægtiget til at rykke nogle af samfundets centrale institutioner op med rode, er en del af problemet.

Der er sagt meget om arbejdsudbud, og der er sagt meget om den danske model på arbejdsmarkedet osv., men der er ikke sagt så meget om, hvad det egentlig betyder at have traditioner, at have en historie, som strækker sig tilbage igennem generationerne, hvad det betyder både for den enkelte og for familien og for os alle sammen som et folk. For den enkelte handler det om at have en erindring om, hvordan man samledes i familiens skød, mor havde bagt hveder, man hyggede sig, man vidste, at foråret var nær; i morgen skulle nogle i kirke, andre skulle på skovtur, andre havde helt andre traditioner, men det var dog traditioner, som bandt familien sammen. Ovre i skolen talte man med andre om, hvad det betyder at have store bededag. Nogle lærte om, at det gik tilbage til biskop Bagger, og atter andre lærte, at det var Struensee, men det var dog alligevel en fortælling, som gav en fælles rod i tilværelsen, ligesom vores andres højtider gør det, ligesom vores institutioner gør det. Det at have noget, der binder sammen, som ikke er af materiel karakter, som ikke nødvendigvis kan sættes på faktura og sælges på det frie marked, men som er af åndelig karakter, en sjælelig karakter, er det, der gør, at vi som mennesker kan finde rod i tilværelsen, at vi ved, hvor vi hører til – herfra min verden går. Det fordrer dog, at man ved, hvor i verden det er, man hører til.

Nogle af de ting, der giver os som mennesker allermest værdi, er det, vi ikke selv har valgt, men som andre altså kan tage fra os. Der er masser af ting her i livet, som er styrende og definerende, men som vi ikke selv har valgt, hverken fra eller til: Vores navn får vi af vores forældre, vores modersmål får vi af generationerne før os. Der er masser af ting, som betyder mere end alt det, vi vælger selv, og i den gruppe er de traditioner, som igennem generationer, igennem århundreder er blevet overleveret. Og det er det, I fjerner en del af i dag.

At I så tilmed gør det uden nogen involvering af den væsentlige institution, nemlig i kirken, som endda har gjort gældende, at det her strider imod selve bekendelsesgrundlaget, gør ikke synden mindre, og det er det, der er baggrunden for, at vi i Dansk Folkeparti og heldigvis med andre partier også har insisteret på, at vi, men først og fremmest I skal være til stede i dag, altså fordi jeres navne skal lyse i danmarkshistorien for det svigt, det er at gribe ind i danske traditioner, i den danske kultur, i de minder, som om 10 år og 20 år vil gøre, at børn og unge vil sige: Hvad var store bededag for en størrelse?

Derfor vil jeg bare slutte af med at sige, at for mit parti, for Dansk Folkeparti, stopper kampen ikke her. Vi vil allerede nu annoncere, at det her bliver et tema ved næste folketingsvalg, og vi har en plan om, at store bededag kun skal udgå af danmarkshistorien i den tid, hvor det var fru Mette Frederiksen, der sad i den stol, hun sidder i. Tak, formand.

Tak til ordføreren. Og der er en kort bemærkning til hr. Jeppe Søe fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for det. Nu er hr. Morten Messerschmidt tredje eller fjerde ordfører, tror jeg, der får det til at lyde, som om det her er første gang, vi diskuterer store bededag, og dermed siger, at der er nogle, der ikke tager ordet. Jeg vil bare bede hr. Morten Messerschmidt om at bekræfte, at vi har haft en førstebehandling og en andenbehandling, at vi har haft samråd, at vi har haft høringer, at vi har haft udvalgsarbejde i både Beskæftigelsesministeriet og Kirkeministeriet, hvor vi har haft gode samtaler trods uenighed. Kan hr. Morten Messerschmidt bekræfte, at vi har haft rigtig mange gode samtaler?

Ordføreren.

Jeg vil meget gerne bekræfte, at på trods af regeringens ambition om det modsatte er det lykkedes at have rigtig mange gode debatter, ikke mindst med hr. Jeppe Søe. Men det ville have været dejligt, om også andre ordførere havde stået heroppe den dag i dag, når folk mobiliserer sig på Slotspladsen; når danskerne, ikke bare fagbevægelsen og kirken, men hele folket reagerer imod det her – altså om man havde haft samme mandsmod, som jeg vil tillade mig at sige at SF og Liberal Alliance havde, når man skal stå på mål for det her.

Hr. Jeppe Søe.

Jeg har virkelig siddet og ventet på, om der skulle komme noget nyt, som jeg kunne svare på. Jeg må konstatere efter hele dagen i dag, at det er der faktisk ikke rigtig kommet. Det meste er sagt før, besvaret før. Det er gode samtaler, vi har haft, synes jeg, og det glæder mig, at en række partier herinde har været ordentlige om uenighed. Der er andre, der måske er begyndt at finde på nogle tricks og forskellige ting og sager, som gør, at vi alle sammen skal være et lysende eksempel. Hvis hr. Morten Messerschmidt er i tvivl om, hvem der stemmer ja nu, vil jeg sige, at jeg tror, jeg kunne have leveret listen.

Ordføreren.

Jeg betragter ikke grundloven som et trick. Jeg håber også, hr. Jeppe Søe betragter den som den mest højtidelige lov, vi skal overholde. Og der er skam kommet nyt. Bl.a. er det under debatten her kommet frem, at der nu er et flertal på Københavns Rådhus, som uden Socialdemokratiet og Venstre holder fast i store bededag som fridag for de kommunalt ansatte i København; det er jeg rigtig glad for. Det er også kommet frem, at der er flere, end vi oprindelig antog, der skriver under på den § 42-anmodning. Så uanset hvor meget hr. Jeppe Søe sidder og ryster på hovedet, vil han ikke kunne komme uden om, at der er kommet nyt i debatten her.

Den næste for en kort bemærkning er fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Jeg er jo glad for, at Dansk Folkeparti både skriver under i dag og også er mødt talstærkt op i Folketingssalen. Men noget, der bekymrer mig, er, at Dansk Folkeparti sammen med Enhedslisten i weekenden gik ud og sagde, at det her er sidste gang i den her valgperiode, man kommer til at aktivere § 42. Det bekymrer mig, fordi vi har en statsminister, der var statsminister i 3½ år, hvor statsministeren blev kaldt magtfuldkommen, ikke mindst af Dansk Folkeparti. Det var en statsminister, der stadig sidder som statsminister, og som noget af det første gennemfører et forslag, som også af flere partiledere og ordførere er blevet kaldt magtfuldkomment. Og sandsynligheden for, at det vil fortsætte, er jo relativt stor.

Så at man allerede nu har bundet sig op på, at det her var sidste gang, man ville forsøge at aktivere § 42, synes jeg er bekymrende, ikke mindst fordi vi kan se, hvad der inden for udlændingepolitikken ligger i pipelinen for regeringen, nemlig at hæve ydelserne til udlændinge i Danmark, få flere kvoteflygtninge til Danmark, sige nej tak til asylcenter i Rwanda osv. osv. Er det ikke lidt et knæfald?

Ordføreren.

Nu har fru Pernille Vermund jo langt mere erfaring med at aktivere § 42 i grundloven, end jeg har. Jeg tror, at det – trods hendes korte tilstedeværelse i Folketinget – jo efterhånden er en lang række af sager, hun har ønsket at sende til folkeafstemning. Vi er gået ind i det her med vores fulde engagement, og som jeg lige tjekkede, er der nu 45 underskrifter på listen. Det når ikke op på de 60, men det kan være, at fru Pernille Vermund i anden runde vil bekendtgøre, hvor mange hun fik på sine anmodninger.

Fru Pernille Vermund for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Det vil jeg meget gerne. Det var os, der i sidste valgperiode begyndte at introducere det her med at forsøge at aktivere § 42, og det var også mig, der i midten af december første gang sagde, at vi også den her gang kommer til at forsøge at aktivere § 42. Nu har vi haft en debat, som har varet lidt mere end 3 timer, og jeg er glad for, at det ser ud til, at vi kommer så langt op den her gang. Det kunne jo være, at vi, næste gang regeringen opførte sig magtfuldkomment eller gjorde det stik modsatte af, hvad de lovede danskerne før valget, så kunne mønstre de 60 underskrifter. Men det bliver jo forhindret af, at Dansk Folkeparti nu har en anden holdning, end man havde i sidste valgperiode. Det er ærgerligt.

Ordføreren.

Jeg hørte ikke tallet, men jeg kan jo sige, at der var 20, der skrev under, sidst fru Pernille Vermund forsøgte at aktivere § 42, nemlig Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. Det vil sige, at med den indstilling, som Enhedslisten og Dansk Folkeparti her har lagt for dagen, er det dog alligevel blevet til mere end dobbelt så mange, som det nogen sinde er lykkedes fru Pernille Vermund at mønstre. Så mon ikke fru Pernille Vermund skal passe sit parti? Så skal jeg nok passe mit.

Så er det fru Pia Kjærsgaard for Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det er bare ganske kort: Jeg kunne også have haft lyst til at gå op som privatist, men det er der ingen grund til, for det gør hr. Morten Messerschmidt så fremragende. Men jeg må bare sige, at jeg er meget, meget rystet over, at der overhovedet ikke er nogen ovre fra regeringen, som har haft lyst til at kommentere det her. Det kan godt være, der ikke er noget nyt, som hr. Jeppe Søe siger, men man kunne i det mindste komme med et forsvar for hele det her morads.

Altså, når jeg tænker på, hvordan det er gået løs nede på Slotspladsen, i folkekirken, blandt befolkningen, herinde – og at man så ikke bare forsvarer eller forsøger at forsvare det. Men det er jo sådan, har jeg engang hørt hr. Anders Fogh Rasmussen sige til mig, da vi havde et utrolig godt samarbejde i 00'erne – og det tænker jeg tit tilbage på – at alt, hvad der kan forklares, det kan forsvares. Og det er jo i virkeligheden nok der, hunden ligger begravet.

Men jeg er faktisk meget, meget trist til mode over, at ordførerne for regeringspartierne og regeringen specielt ikke går op og lige slår en knude på det her. Det var bare det. Jeg kunne bare ikke lade være, og jeg tager ikke en anden kort bemærkning, men jeg synes bare lige, jeg ville kommentere det her.

Ordføreren.