Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af lovforslag nr. L 13:

Forslag til lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag.

Af beskæftigelsesministeren (Ane Halsboe-Jørgensen).

(Fremsættelse 24.01.2023).

Inden jeg giver ordet til den første ordfører, vil jeg sige, at jeg har i sinde at følge praksis om, at ordføreren maks. er på talerstolen i 60 minutter.

Jeg giver nu ordet til hr. Jens Joel, ordfører for Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Danmark er et lille land, et af de bedste og rigeste og et af de tryggeste, og sådan skal det også blive ved med at være. Vi har ikke bygget vores rige og trygge samfund på enorme naturressourcer eller på en uomgængelig strategisk placering. Vi har bygget vores stærke fællesskab på uddannelse til alle og på vores arbejde. Det er vores dygtige lønmodtagere, vores virksomheder og vores stærke offentlige sektor, der hver dag skaber den værdi, som sikrer velfærdssamfundet. Vi har bygget vores velstand og velfærdssamfund på at arbejde.

Nu står vi, som vi har gjort før i historien, med nye udfordringer, der truer. Helt konkret og først og fremmest står vi med en krig på europæisk jord. Vi er nødt til at afvise Putins invasion af Ukraine. Der er ikke noget alternativ til, at Ukraine vinder den krig. Det er deres liv og frihed, der er på spil, men det er også vores krig, de kæmper. Og prisen for den nødvendige støtte er høj og kan blive højere. Vi skal selvfølgelig yde vores til Ukraine, men også til vores stærke alliance i NATO, der mere end noget andet garanterer vores sikkerhed. Derfor styrker vi vores forsvar hurtigere og mere, end vi hidtil har regnet med, men hvem ved, om det, vi regner med i dag, er nok.

Samtidig ved vi, at ingen af vores hjemlige opgaver går væk, mens der kæmpes på slagmarken i Ukraine. Vi kan ikke svigte klimakampen. Vi skal ikke slække på ambitionerne; tværtimod skruer den her regering op for de grønne ambitioner. Vi ved, at vi i de kommende år står med store udfordringer i velfærdssamfundet. Flere ældre medborgere – dem, der har bygget det her velfærdssamfund – skal have værdig behandling, og det kræver flere ansatte på plejehjemmene. Faktisk er ambitionen vel ikke bare at gøre det som i dag, for rigtig mange oplever en pleje og en hverdag med for lidt værdighed.

Flere børn kommer der også. De har alle krav på nærvær og dygtige voksne. Vi har et sundhedsvæsen, der skriger på både investeringer og dygtige medarbejdere. Vi har en folkeskole, hvor der stadig er alt for mange – ja, faktisk tusindvis af børn – der går ud efter 10 års skolegang uden at kunne det, de skal, for at kunne komme videre på ungdomsuddannelser, så de er sikret stabile arbejdsliv. Vi har en psykiatri, der lider efter mange års efterslæb, og som kræver en massiv og vedvarende milliardindsprøjtning, så vi kan tage os bedre af nogle af dem, der har mest brug for det.

Det er egentlig vildt, når vi tænker over det: Alle nøgletallene står godt. Der er rekordhøj beskæftigelse, lav arbejdsløshed, vi har ikke gældsat os under corona, vi har overskud på betalingsbalancen, men vi har stadig ikke råd til det, vi gerne vil. Det så berømte råderum er ombejlet og mere end fyldt, og samtidig får vi i de kommende år større udfordringer på arbejdsmarkedet. Mange steder kan man mærke det allerede i dag. Stillinger på sygehuse og plejehjem eller i virksomheder bliver ikke besat, og udfordringen bliver kun værre, når der bliver 125.000 flere over 70 år og 50.000 flere børn under 7 år – når vi bliver færre voksne i den erhvervsaktive alder.

Vi foreslår at løse den opgave i fællesskab, bl.a. ved at vi alle arbejder en dag mere om året. Det vil sikre milliarder til investeringer i forsvar og sikkerhed, velfærd og tryghed, og det vil også sikre, at de grønne virksomheder kan få de medarbejdere, de mangler, eller at vi nemmere kan få sosu'er nok til vores ældre og sygeplejersker på hospitalerne. Jeg ved godt, at vi i samfundet oftere har sat arbejdstiden ned end op, og jeg forstår godt, at der er modstand mod at opgive en helligdag. Selvfølgelig betyder det meget for folk, og selvfølgelig er det ikke noget, vi gør, bare fordi vi gerne vil. Vi gør det, fordi vi mener, at det er det rigtige at gøre, altså at løfte i flok og bede alle om at arbejde en dag mere frem for at betale regningen med nedskæringer i den velfærd, som vi alle forventer os mere af, eller at sende regningen til mindre grupper uden for arbejdsmarkedet, hvilket man desværre tidligere har gjort.

Ja, der er også andre ting, man kan gøre, og jeg tror, at der i debatten i dag vil være mange, der siger, at der er alternativer, f.eks.: Vi kan sikre, at flere går fra deltid til fuldtid; vi kan sikre, at flere – ikke mindst kvinder med minoritetsbaggrund – bliver en del af arbejdsfællesskabet; vi kan med en uddannelsesindsats sikre, at vi skaffer flere faglærte og dem, vi kommer til at mangle; vi kan ændre på modregningsregler og andre ting, så flere seniorer giver et ekstra nap på arbejdsmarkedet. Jeg har hørt mange sige, at det kan vi bare gøre i stedet for, men sandheden er, at det er vi nødt til at gøre samtidig med. Vi er nødt til at gøre det hele, og derfor er det ikke alternativer til vores forslag i dag, men et supplement. Den hårde virkelighed er, at vi er nødt til at gøre det hele.

Det konkrete lovforslag handler om at afskaffe store bededag som en helligdag og gøre det til en almindelig arbejdsdag – og i den forbindelse selvfølgelig også sikre, at medarbejderne får løn for den ekstra arbejdstid. Vi ved godt, at det er meget at bede om, men vi mener også, at der er meget på spil – for vores sikkerhed og frihed er afgørende, og vi ikke vil acceptere et velfærdssamfund, der gradvis bliver ringere og langsomt, men sikkert, fører til, at dem, der kan betale selv, vælger at forlade fællesskabet og sikrer sig selv. Vi vil insistere på stadig at have en fælles velfærd, som er attraktiv nok, til at flertallet vil bruge den. Alternativet er et A- og et B-hold. Og bliver de fælles løsninger ringere, ved vi godt, hvem der betaler prisen. Det er dem med de færreste penge og ressourcer, ofte dem, der har mest brug for netop stærke institutioner og fællesskaber.

Socialdemokratiet støtter forslaget.

Vi siger tak til ordføreren.

Og inden vi går til de korte bemærkninger, kan jeg oplyse, at der foreløbig er 19 skrevet op, og det er helt sikkert, at vi ikke når 19 – bare til venlig orientering.

Den første korte bemærkning er fra hr. Karsten Hønge.

Trepartsaftaler er jo noget, der understøtter både arbejdsmarkedet og vores velfærdssamfund. Regeringen lægger jo også op til at bruge trepartsaftaler, i hvert fald sådan på skrift og i regeringsgrundlaget. Men hvorfor vælger regeringen så at starte med arrogant at tromle hen over arbejdsmarkedet ved den førstgivne lejlighed? Hvorfor vælger regeringen med Socialdemokraterne i spidsen at indlede det her frontalangreb mod lønmodtagernes rettigheder og mod den samlede fagbevægelse? Hvorfor er det, at Socialdemokraterne vælger at starte regeringsperioden med at stjæle lønmodtagernes rettigheder?

Ordføreren.

Det, vi starter regeringsperioden med, er vel i virkeligheden at sige, at vi er nødt til at blive rigere som samfund, og at vi er nødt til at gøre noget for at styrke vores muligheder for at kunne tage hånd om den velfærd, som vi alle kerer os om. Ja, som jeg sagde i min tale, er det meget at bede folk om at arbejde en dag ekstra. Men jeg synes – også som socialdemokrat – at det er meget bedre at løfte i flok og bede alle om at arbejde en dag mere end at bruge de løsninger, man i andre situationer har brugt for at betale en kriseregning, hvor det er blevet dagpengemodtagerne eller efterlønsmodtagerne eller nogle andre, som har båret regningen alene. Det er baggrunden for, at det her – når vi kan se ind i en situation, hvor det jo er vores ansvar på Christiansborg at sikre balance i økonomien – er vores forslag til en løsning på udfordringen.

Hr. Karsten Hønge.

Ja, det lyder nærmest sødt, når ordføreren siger, at man beder lønmodtagerne om at arbejde en dag mere. Er det det, man gør? Lægger man op til en forhandling? Er det her et forslag?

Så vidt jeg har forstået, har man sat bulldozeren i første gear og tromler hen over det store mindretal af partier her i Folketinget og tromler hen over arbejdsmarkedet. Hvis man virkelig mente, man ville bede om noget, kunne man jo passende indkalde til en trepartsforhandling, hvor man kunne spørge fagbevægelsen og arbejdsgiverne, hvordan de kan bidrage med yderligere arbejdsudbud, i stedet for at gøre det på den her måde. Hvad er det, man åbenbart som ordføreren – der mig bekendt aldrig har forhandlet en overenskomst – har forstået, men som ingen i fagbevægelsen har fattet? Det her er et frontalangreb på den danske model.

Ordføreren.

Det er rigtigt, at vi med det her forslag siger, at store bededag ikke skal være en helligdag, og at der dermed jo skal være en ekstra arbejdsdag. Det har betydning for lønmodtagere, fordi der vil være en dag mere, som er en helt almindelig arbejdsdag. Det synes jeg ikke man skal forklejne. Men vi er da også nødt til at stå ved, at vi synes, at det at arbejde en dag mere og løfte i flok er bedre end nogle af de andre ting, som man også diskuterer, og som har været diskuteret, og som i øvrigt også har været prøvet før. Så det er ikke et forsøg på hverken at tromle eller bruge kulørt sprog; det er en nøgtern konstatering af, at vi mener, at det her er den bedste og mest solidariske vej til at sikre, at vi bliver bedre i stand til at løse de opgaver, vi står over for de kommende år.

Hr. Carl Valentin.

Tak. Vi står jo midt i det, som mange kalder en stressepidemi – en situation, hvor rigtig mange mennesker knækker nakken, fordi der er så stort et pres i hverdagen. I den forgangne periode har vi i SF brugt meget tid på at tale om gratis psykologhjælp. Det blev i lang tid latterliggjort af mange. Man sagde, at det var vigtigt, at vi i stedet fokuserede på kernen af problemet og sikrede, at folk ikke kom i den situation, hvor de fik brug for hjælp. Det syntes vi var rigtigt, og derfor har vi også brugt meget energi på at tale for, at vi skulle have mere ro på i vores samfund, og at vi generelt skulle sikre, at der ikke ligger så stort et pres på folks skuldre, altså sikre, at de ikke knækker.

Men mange føler jo, at presset er højt, fordi der er så meget arbejde. Hvordan kan det være, at Socialdemokratiets svar midt i en stressepidemi er, at vi nu alle sammen skal til at arbejde mere? Tror Socialdemokratiet virkelig, at det, at vi arbejder mere, kommer til at have en positiv indvirkning på den voldsomme situation, vi står i, med så mange, der er stressede?

Ordføreren.

Først og fremmest vil jeg i hvert fald afvise selv nogen sinde at skulle have latterliggjort diskussionen om psykologhjælp. Det synes jeg ikke er klædeligt, for der er rigtig mange, ikke mindst unge mennesker, som har brug for det. Men jeg tror også – og det tror jeg også hr. Carl Valentin er enig med mig i – at det at forebygge det jo i meget høj grad handler om, hvad det er for nogle rammer, vi har i hverdagen. Jeg kan godt høre, der bliver sagt, at man synes, det er meget afgørende med den her ene dag, og jeg kan godt forstå argumentet, men det vigtigste er jo hverdagen. Jeg tror, at for vores børn og unge er det mest afgørende, at man faktisk har kompetente og nok voksne omkring sig i daginstitutionerne og på skolerne og også i ældreplejen for de ældre, som er ensomme.

Så vi gør jo også det her for at sikre, at vi faktisk kan forbedre de fællesskaber, som kan være med til at forebygge det, altså sikre, at vi ikke ender i de mistrivselsproblemer. Men nej, selvfølgelig er der ikke et selvstændigt positivt bidrag fra en arbejdsdag, men der er et selvstændigt positivt bidrag fra de investeringer, vi kan lave i det fællesskab, der skal sikre løsningen.

Hr. Carl Valentin.

Nej, det er nok ikke et positivt bidrag til stressepidemien; det tror jeg ordføreren har ret i. Han hæfter sig så ved, at vi synes, det er meget afgørende med den her ene dag. Det synes jeg sådan set også det er, men det, der jo også er afgørende, er retningen.

Retningen er forkert, og derfor vil jeg egentlig også gerne høre Socialdemokratiet: Er det her retningen? Altså, er tanken, at vi skal blive ved med at arbejde mere, næste gang man f.eks. mangler penge til at dele topskattelettelser ud – penge, som man jo har manglet i den her regering? Skal man så tage en fridag mere? Er det virkelig den måde, vi skal løse fremtidens problemer på?

Ordføreren.

Først og fremmest er jeg nødt til at afvise den der sammenkædning. Altså, der er jo ikke nogen sammenhæng mellem provenuet i forhold til den diskussion om topskatten, som hr. Carl Valentin henviser til, og det, bededagen leverer; det er der jo ikke en til en. Og derfor er det måske også en lidt for hurtig måde at stille det op på.

Men jeg tror, det er rigtigt, at vi er nødt til at investere i et stærkere velfærdssamfund, hvis vi skal gøre noget ved den trivselskrise, som jeg mener vi har. Derfor tror jeg faktisk også, det er afgørende, at vi bringer os i stand til at investere mere. Og ja, vi gør det jo, præcis fordi vi mener, det er rigtigt. Jeg sagde også i min ordførertale, at der kommer til at være mange andre ting, som ikke er at inddrage en fridag, og alle de ting skal vi også gøre: muligheden for fuld tid, bedre integration på arbejdsmarkedet i forhold til nogle af dem, der står uden for det i dag, flere timer for nogle af de seniorer, der kan lægge en ekstra indsats. Alle de ting skal vi også gøre for at styrke det fællesskab.

Fru Inger Støjberg.

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ville spørge ind til den danske model, men nu hørte jeg lige hr. Jens Joels svar til hr. Carl Valentin om, at det jo var rigtig vigtigt, at børnene havde voksne omkring sig. Ja, det skal jeg sandelig da lige love for at det er, for jeg kan se, at hvis man nu kommer i mål med at afskaffe store bededag, skal lærerne arbejde en dag ekstra, men børnene er der så ikke i skolen.

Det er jo ligesom at være med i et afsnit af »Yes Minister« – jeg ved ikke, om hr. Jens Joel har set det – hvor de på et tidspunkt er ude at bygge et sygehus, hvor der ingen ventelister er og alting bare er, som det skal være; der er masser af læger, men der er bare ingen patienter. Det her er jo et nyt afsnit af »Yes Minister«, man er ved at skrive. Hvad er det egentlig, det er? Har man overhovedet regnet alt det her igennem? Altså, det er da en underlig sideeffekt af det her; skolelærerne skal i skole, men eleverne er der ikke. Altså, undskyld mig.

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, at alle lønmodtagere får, om man så må sige, en årsnorm, der er én dag højere. Altså, alle bliver bedt om at arbejde en dag mere. Der er også teknisk set grupper på arbejdsmarkedet, som ikke er omfattet af det, fordi de ikke har store bededag som helligdag, men det er en sidehistorie. Langt de fleste lønmodtagere vil skulle arbejde mere. Men nej, vi har ikke udvidet undervisningspligten eller skoleåret i den her forbindelse.

Men fru Inger Støjberg er vel ikke af den overbevisning, at den eneste måde, en lærer arbejder på, er i undervisningstiden? Der er vel også andre læreropgaver, som kan varetages? Er det ikke korrekt, eller hvad?

Fru Inger Støjberg.

Jo, men hr. Jens Joel må simpelt hen bare undskylde. Er man kommet dertil, hvor man ikke engang kan se det absurde i, at lærerne skal være i skole en dag, hvor eleverne ikke er der, og samtidig argumenterer hr. Jens Joel med, at det er rigtig vigtigt, at der er mange voksne omkring børnene? Hallo, hr. lærer, havde jeg nær sagt. Det viser bare, hvor absurd det her forslag egentlig er, og hvor uigennemtænkt det her forslag er.

Hver eneste dag pibler det frem med nye sideeffekter af at afskaffe store bededag, som ingen overhovedet havde tænkt over. I dag er det så det her. Måske ville det være på sin plads, at man sagde, at nu stemmer I det her igennem – det kan jeg så forstå at regeringen gør; det bliver ikke med vores stemmer; vi kommer til at stemme imod det – men at man så i det mindste sagde til danskerne, at det så kan indgå i ligningen efter et folketingsvalg, og at man så venter med at gennemføre det. Så jeg vil fastholde, at det her er som at være med i et nyt afsnit af »Yes Minister«.

Ordføreren.

Jeg er egentlig ikke så optaget af, hvad det er for et afsnit, fru Inger Støjberg er med i, men det er da indlysende, hvad der er en lærers opgave. Jeg tror faktisk, at der er mange lærere, som har sagt, at de har for lidt tid til nogle af de ting, de skal gøre rundt om undervisningen, bl.a. for at sikre nogle af de fællesskaber eller faktisk at få lagt en plan for nogle af de elever, som har det svært, eller få taget hånd om, at man får forberedt forældresamtalen med nogle af dem, hvor det er allervanskeligst. Så at sige, at det ikke giver nogen mening, er en fordrejning af det synspunkt, som jeg egentlig fremførte, nemlig at når vi kan investere i vores fælles velfærd, som både handler om, at børnene har voksne nok, og om, at de ældre, som fru Inger Støjberg også plejer at være optaget af, får en værdig ældrepleje, så gør vi jo det her med de flere midler, som er i samfundsøkonomien.

Fru Victoria Velasquez.

Tak for det. Det er lidt spøjst, hvordan vi nu nærmest skal være taknemlige for, at der bliver ryddet op efter folkeskolereformen – for nu får lærerne mere forberedelsestid – eller at det ikke er efterlønnen eller dagpengene, som pludselig ryger. Det er lidt spøjst at høre det fra en socialdemokrat, samtidig med at vi ser, at der bliver lagt op til skattelettelser. Mit spørgsmål er egentlig helt enkelt: Hvorfor må befolkningen ikke blive spurgt?

Ordføreren.

Altså, befolkningen bliver jo faktisk spurgt. Vi går til valg. Vi sammensætter et Folketing. Der vil jo i alle regeringer være, tror jeg, et væld af beslutninger, der træffes undervejs, og ja, det skal man vurdere. Når man kommer frem til næste valg, skal man vurdere det samlet, i øvrigt fuldstændig ligesom når man andre steder i samfundet vurderer, om der er den rigtige balance. Vi skal også vurderes på, om den her regering har ramt den rigtige balance, om det, vi har investeret i, altså de forsvarsinvesteringer og de velfærdsinvesteringer, matcher det, vi har bedt danskerne om at gøre – det, vi i fællesskab har løftet yderligere.

Fru Victoria Velasquez.

Men befolkningen er jo netop ikke blevet spurgt. Ingen af partierne bag det her forslag har fortalt om, at man ville stjæle en fridag, og at man ville afskaffe store bededag. Ingen sagde det under valgkampen. Det her er kommet som en tyv om natten, som et lyn fra en klar himmel. Men lad os lave en åbning for ordføreren: Betyder det, at det skal kunne vurderes til næste valg, at så ordføreren vil stemme for ændringsforslaget?

Ordføreren.

Nej, vi skal som regering vurderes på den politik, vi har ført, ved næste valg. Det er ikke sådan big news, var jeg lige ved at sige, at vi bliver det – at vi alle sammen bliver det. Det bliver alle partier. Dem, der står uden for regering, bliver det jo også. De vurderes på, hvad det er, de har forfulgt i den periode, de har været igennem. Det synes jeg sådan set er, fuldstændig som det skal være.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Tak for det. Jeg tror egentlig, at uanset hvilket politisk ståsted vi kommer fra, er de fleste, både her i salen og i samfundet, meget glade og taknemlige for den danske model – det, at vi politikere sådan set blander os uden om, hvordan man forhandler arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet.

Så jeg kunne egentlig godt tænke mig lige at spørge ind til, hvad man nærmere har tænkt over i Socialdemokratiet, da man sagde: Lad os midt i overenskomstforhandlingerne blande os i arbejdsmarkedets model. Lad os fjerne en fridag – eller en helligdag; det håber jeg også vi kunne diskutere, men regeringen har besluttet, at vi her i Folketinget ikke kommer til at diskutere spørgsmålet om at fjerne en helligdag, men nu er det så fridagen, vi diskuterer.

Hvad har man egentlig tænkt på? Har man tænkt: Det var nok en supergod idé, at vi lige oven i overenskomstforhandlingerne fjerner en helligdag? Hvad nu, hvis man ved de her overenskomstforhandlinger eller senere på arbejdstagers side får tilkæmpet sig en ny fridag på grund af det her? Så er der 0 kr. i det, vi diskuterer lige nu. Jeg kunne bare godt tænke mig at høre den socialdemokratiske version af det her.

Ordføreren.

Det er klart, at når vi med regeringsgrundlaget præsenterer en samlet økonomisk politik, hvor en del af det er det her med at afskaffe en helligdag og sikre en arbejdsdag mere – med de ekstra hænder, det giver til de steder, der mangler dem på arbejdsmarkedet, og med de milliarder, det giver i statskassen – er trolden jo ude af æsken, kan man sige, forstået på den måde, at så bliver det en debat. Det er faktisk derfor, at vi har sagt: Den debat er vi jo nødt til på en eller anden måde at konkludere på i Folketinget, også inden de overenskomstforhandlinger, som er vanskelige, men som vi jo ikke sidder med i, går ind i den afgørende fase. Det er baggrunden for, at vi gør det nu og ikke om en måned eller på et andet tidspunkt.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Jeg håber i hvert fald, at Socialdemokratiet er sig bevidst om, hvilket ansvar man har påtaget sig her i forhold til risikoen for en eventuel storkonflikt på arbejdsmarkedet, der jo hurtigt kan koste langt, langt flere penge, end vi taler om her.

Har man gjort sig nogen overvejelser om, at når man tager den her fridag fra folk, kunne det være, at man på arbejdsmarkedet, på arbejdstagers side, tænker, at den skal vi have kæmpet tilbage – og så har man fået intet ud af alt det her – eller at man i stedet for kunne tage nogle andre redskaber i brug for at finde de her penge?

Ordføreren.

Jeg husker, der var en ret ophedet debat under sidste folketingsvalgkamp, bl.a. om hr. Søren Pape Poulsens 2030- eller 2032-plan, om nogle af de redskaber, som hr. Søren Pape Poulsen og Det Konservative Folkeparti ønskede at tage i brug i forhold til at sikre hænder nok og sikre det, som man betragtede som vækst i samfundet, og dem var vi jo ikke tilhængere af, må jeg sige.

Og nej, vi synes ikke, det ville være den rigtige vej at gå, for det ville også betyde – og den diskussion blev jo ret herostratisk berømt – en meget, meget stor reduktion i antallet af offentligt ansatte, hvilket vi ikke mener er den rigtige vej at gå i en situation, hvor vi faktisk har brug for flere hænder på det område.

Fru Sólbjørg Jakobsen.

Tak for ordet. Man kan nemt få en opfattelse af, at ordføreren holder en tale om forsvaret først og dernæst om velfærdsstaten, men det er altså et forslag om store bededag, om afskaffelse af store bededag. Men hele tiden bliver det ført over i den her krise- og sortsynsretorik om, at det er sådan, danskerne kan banke Putin, altså ved at tage på arbejde store bededag.

Efter det her forslag skal vi behandle et andet forslag, som skal finansiere Arnepensionen, som man lavede en aftale om i 2020, hvor man sagde: Der skal vi finde ud af noget med jobcentrene. Så det skal vi faktisk behandle efter det her forslag. Hvorfor er det, at finansieringen af forsvarsudgifterne skal findes så specifikt i forbindelse med så specifik en dag, når man på andre områder, f.eks. i forbindelse med Arnepensionen, sagtens kunne vente og finde en løsning, som var bedre gennemtænkt?

Ordføreren.

Jeg diskuterer forsvaret, og det er rigtigt, at det fylder meget. Det bliver en stor del af de udgifter, vi kommer til at have som samfund de kommende år for vores freds og sikkerheds skyld. Men der er jo også mange andre, og det er derfor, tror jeg, at nogle andre i salen er optaget af, hvad det er for en udfordring, vi står med, i forhold til at rekruttere hænder, men også i forhold til at sikre investeringerne i en bedre psykiatri. Hvordan er det, man gør det? Og ja, man kunne sige, at man også kunne have skaffet et provenu i nogenlunde samme størrelsesorden ved at afskaffe Arnepensionen, men det ønsker vi ikke, for vi ønsker ikke at sende regningen derhen. Vi synes faktisk, at det er mere solidarisk at løfte i flok og bede alle lønmodtagere om at arbejde en dag mere frem for at sige til nogle af dem, der har mest brug for at kunne trække sig tilbage 3 år før pensionsalderen, at det kan de ikke længere, og dermed afskaffe Arnepensionen.

Så ja, det er jo prioriteringer i forhold til det samlede billede, og vi står fuldstændig på mål for, at det, at alle lønmodtagere løfter, gør, at det, man hver især skal løfte, er en mindre opgave. Men den er ikke mindre vigtig for det, vi skal i fremtiden.

Fru Sólbjørg Jakobsen.

Jeg prøver lige igen. Jeg tror, ordføreren misforstod det. Jeg siger ikke, at Arnepensionen skulle have erstattet det her, men det er den her sammenhæng, man konstant laver, med forsvaret, jeg pegede på. I vil spare 3 mia. kr. på jobcentrene. Det hænger ikke sammen med de her udgifter. I vil investere i psykiatrien. Det hænger ikke sammen med den her måde at skaffe penge på. Hvorfor er det, at I mener, at den her måde at skaffe penge på til statskassen er hundrede procent en til en i forhold til forsvaret, når både udgifter og indtægter i øvrigt i regeringsgrundlaget ikke har fået et bestemt kryds?

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, at vi har sagt, at noget af det, der blev lavet om ved regeringsdannelsen, var en hurtigere indfasning, altså flere penge hurtigere, til styrkelsen af det danske forsvar. Og ja, det er noget af det, der nødvendiggør også vanskelige økonomiske prioriteringer, som det her forslag er et udtryk for. Men der er jo også i regeringsgrundlaget en investering på 3 mia. kr. i psykiatrien. Der er jo også andre ting. Og derfor har fru Sólbjørg Jakobsen jo ret i – hvis det er det, der ligesom ligger i det – at det er den samlede økonomiske opgave, vi skal løfte som land, som er væsentlig. Deraf udgør forsvaret jo, desværre kunne man sige, en meget stor, men nødvendig del.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det er jo helt naturligt, at man kredser om den her sag som et spørgsmål om en fridag og ikkefridag. Men vi bør måske også lige hæve os lidt over det og sige: Vi taler også om en regering, der agter at afskaffe en helligdag. Det synes jeg jo er et helt selvstændigt tema, i forhold til at vi i hvert fald i min og Dansk Folkepartis optik skal beskytte, værne om dansk kultur og traditioner.

Nu forstår jeg, at hr. Jens Joel synes, det er et selvstændigt mål, at børnene skal være i institution og i skole en ekstra dag. Jeg synes faktisk, det var godt, at man havde en dag, hvor børnene er hos familien, hvor man torsdag aften samles og spiser hveder, måske også bager dem selv, og har en familieoplevelse. Men man er ligeglad med familien, og man er ligeglad med kirken, kan jeg forstå.

Gør det overhovedet ikke indtryk på hr. Jens Joel og hans parti, at f.eks. Københavns biskop – som jeg forstår efter traditionen er rådgiver for regeringen, i hvert fald kirkeministeren – er ude at gøre opmærksom på, at det indgreb, regeringen har i gang her, strider mod hele bekendelsesgrundlaget i folkekirken?

Ordføreren.

Regeringen eller Socialdemokratiet er ikke ligeglade med nogen. Og ja, jeg synes bestemt også, det er væsentligt at have familiestunder. Jeg synes også, det er godt med noget hjemmebag. Men vi er jo også nødt til at forholde os til, at vi også skal sikre, at dem, der ikke kommer hjem til hr. Morten Messerschmidts varme hveder, også har noget – om man så må sige – at komme hjem til.

Og ja, Danmark er et kristent land. Vi hviler på det fundament. Derfor støtter vi også op om kirken. Når vi har valgt den helligdag, som store bededag er, er det jo ud fra en samlet vurdering af, at det – om man så må sige – er den, der har det mindste ophæng i vores kristne tradition. Men det betyder ikke, at der ikke er konfirmationer den dag. Det betyder ikke, at der ikke er nogen, for hvem det her vil føre til forandringer. Og nogle vil også være ærgerlige over eksempelvis at skulle flytte konfirmationsfejringer eller andre ting til en anden dag.

Hr. Morten Messerschmidt.

Den her regering støtter op om kirken som den voldelige ægtemand, der slår konen, fordi han elsker hende. Det vil jeg bare have lov til at slå fast. Og derfor vil jeg gerne endnu en gang spørge: Hvordan forholder hr. Jens Joel sig til, at den biskop, vi normalt omtaler som primus inter pares, og som er kirkeministerens rådgiver, selv gør gældende, at det indgreb, som regeringen og dermed Socialdemokratiet i dag gennemfører, strider imod »Den Augsburgske Bekendelse«, artikel 28? Det står fuldstændig klart i det brev, som vi har fået fra biskoppen. Har han ikke en holdning til det?

Ordføreren.

Jeg er sikker på, at mere kirkeligt kyndige også har mere udvidede holdninger. Men der er ingen tvivl om, at når vi har vurderet, at store bededag var den helligdag, der – om man så må sige – var mindst problematisk at flytte, er det jo en regeringsvurdering, i øvrigt også på baggrund af den samtale, som kirkeministeren og andre har haft med folk fra kirken. Det er ikke det samme som at sige, at de støtter op om det, men det er at tage ansvar for, at vi har valgt at lægge det der, fordi vi mener, det er det mindst – om man så sige – indgribende.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Jeg er ny i Folketinget, og det er jo rart at blive lært op i, at måden, man gør tingene på herinde, er pr. diktat fra flertallet. For det er det, vi har følelsen af der sker lige nu. Jeg tror, der er en samlet opposition, som lige nu siger, at det jo er flot med alle de her pæne ord, men at virkeligheden er, at vi bliver presset af et parti, som jeg bliver nødt til at sige nu virker ret hyklerisk.

I er blevet valgt ind på at stå på skuldrene af de håndværkere ligesom mig, som har brug for den helligdag, I er blevet valgt ind på at stå op for vores danske model, og virkeligheden er lige nu en anden, og det er mit spørgsmål til hr. Jens Joel: Hvordan kan man som socialdemokrat se sig selv i øjnene, når man går hjem og laver et indgreb i den danske model, som I gør nu, samtidig med at der er nogle overenskomstforhandlinger, som i forvejen så meget vanskelige ud?

Ordføreren.

Jeg mener, det er ret entydigt, at ret meget af det, der foregår herinde, jo har konsekvenser for lønmodtagerne. Jeg mener også, det er ret entydigt, at det at arbejde en dag mere og løfte i flok er mindre problematisk for lønmodtagerne end det, som vi har set tidligere, hvor man har halveret dagpengene eller skåret på sikkerhedsnettet.

Tværtimod gør den her regering jo det modsatte: Den øger dagpengene de første 3 måneder af en ledighed gældende fra om et par måneder, den skaber en permanent trepartsinstitution, et annullationssøgsmål i forhold til EU's mindstelønsdirektiv og et højere fradrag for fagforeningskontingenterne, som alt sammen skal være med til at styrke modellen. Og nej, jeg siger ikke, at det ikke er meget at bede om, at folk arbejder en dag mere. Men vi synes, det er bedre at løfte i flok end nogle af de andre ting, som man tidligere har gjort, og som også rammer lønmodtagerne og deres interesser.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Det er bare lige for at forstå det: Socialdemokraterne mener, at det er at løfte i flok at bryde den danske model, som jeg ved at både arbejdstagere og arbejdsgivere ude i den virkelige verden er rigtig glade for, altså det her med, at vi er sikre på, at politikere ikke blander sig i tingene, når de lige synes, det er godt. For jeg kan godt blive lidt bekymret, når hr. Jens Joel og de partier nu indfører den her form for planøkonomi. For det er jo det, det er; politikerne bestemmer, og vi andre kan lave noget skuespil, hvor vi tror, vi har noget at sige.

Men vil hr. Jens Joel ikke bare lige give mig en eneste saglig grund? For jeg har hørt mange begrundelser for, hvad det er, det skal finansiere. Hvad er det helt konkret – helt konkret – de 3 mia. kr. skal finansiere, som gør, at mine kolleger derude lige pludselig skal arbejde en dag mere? For guderne skal vide, at vi jo herinde har fridage nok.

Ordføreren.

Jamen helt konkret har vi jo en større og en højere udgift til vores forsvar og sikkerhed, og den her regering har i øvrigt skruet op for de ambitioner. At regeringen så også har tårnhøje ambitioner og i øvrigt højere end den tidligere i forhold til klimaet, og at vi har højere ambitioner for psykiatrien, gør jo, at det er den samlede opgave, vi skal løfte i fællesskab og tage ansvar for i det her hus. Uagtet hvad arbejdsmarkedets parter kan og gør, er det jo os i det her hus, som har ansvaret for, at der faktisk er en sammenhæng mellem indtægter og udgifter, og at vi faktisk har råd til de prioriteringer, vi gerne vil.

Fru Susie Jessen.

Tak. Jeg går ud fra, at ordføreren nok har opdaget, at der er en del opstandelse omkring det her forslag. På søndag er der en stor demonstration herude. Kræmmermarkeder, kirker, CEPOS og fagbevægelsen står faktisk i én stor samhørighed her og siger, at det, regeringen har gang i, er en ret dårlig idé.

Jeg er interesseret i at høre, om det her ikke gør en eller anden form for indtryk, så man måske begynder at tænke over, om det ikke kunne være en mulighed, at vælgerne faktisk får mulighed for at blive spurgt, og at det dermed bliver efter et valg, at det her kan blive gennemført. Der var jo ikke rigtig nogen, der bragte det her frem før valgkampen. Der havde vi også en trivselskrise, der havde vi også en velfærdskrise, der var også krig i Ukraine, men der var ikke nogen, der bragte det her frem med et eneste ord. Så er det ikke en god idé at vente til efter et valg med det her?

Ordføreren.

Nej, vi mener faktisk, at vi er nødt til at tage det ansvar på os. Vi mener også, at den regering, vi har dannet, er dannet for at kunne tage ansvar for at reformere og investere i vores fælles samfund. Jeg tror godt, hvis jeg nu skal være helt ærlig, at man kunne vente nogle år, hvis man ikke tog ansvar for fremtiden. Det kan godt være, at man kunne udskyde de store problemer i velfærdssamfundet de steder, hvor det rigtig bryder sammen, de steder, hvor folk falder igennem sikkerhedsnettet, eller de steder, hvor man ikke får den hjælp i psykiatrien, man har brug for, eller den værdige ældrepleje, som vi ønsker at give. Man kunne sikkert godt udskyde det og lukke øjnene for den udfordring et par år endnu. Men det ville jo ikke være ansvarligt som politiker at sende regningen videre, hvis vi mener, at den faktisk er der, og vi har de ambitioner. Så skal vi jo også tage ansvaret for at løse opgaven og ikke bare lukke øjnene og sige: Jeg håber, det holder min tid ud.

Fru Susie Jessen.

Det virker så godt nok også lidt dobbelt, når man kan se, at regeringen har pakket alle de svære beslutninger ind i kommissioner og sådan nogle ting i regeringsgrundlaget. Så virker det jo ikke sådan umiddelbart, som om der er problemer, som der er behov for at få løst lige nu og her, men der er så åbenbart behov for at afskaffe store bededag.

Jeg synes, det er tankevækkende, at der er så mange mennesker, der nu står klar til at demonstrere på søndag. Der er en fagbevægelse i oprør; der er simpelt hen folk, der er så meget imod det her forslag af alle mulige grunde – kirke, traditioner osv. I dag er det lærerne. Altså, der går ikke en dag, uden at der kommer en ny kritik af det her. Gør det overhovedet ikke noget som helst indtryk på regeringen, at de er de eneste, der faktisk er for det her?

Ordføreren.

Alt, hvad der foregår i den offentlige debat, gør da indtryk: de folk, der demonstrerer, de folk, der skriver til os, dem, der laver høringssvar. Alt gør da indtryk. Og selvfølgelig skal man – og det gør vi også – lytte til de indvendinger, der er. Der er modstand imod det, hvilket jeg godt kan forstå, for som jeg sagde i min tale, beder vi om meget, fordi vi mener, der er meget på spil. Det, at der er modstand, er jo ikke det samme, som at det ikke, også ud fra vores synspunkt, kan være det rigtige at gøre, hvis vi vil sikre vores velfærdssamfund og vores fred og sikkerhed.

Hr. Pelle Dragsted.

Ordføreren må simpelt hen holde op med det her med at forsøge at binde danskerne på ærmet, at uden det her er der ikke råd til velfærd og forsvar. For regeringen bruger jo samtidig 7 mia. kr. på at sænke skatterne – en betydelig del af dem til de allerrigeste familier i det her land. Så det er jo spin, og det er gennemskuet. 70 pct. af danskerne siger nej; snart en halv million har skrevet under på en underskriftsindsamling. Hver fjerde af Socialdemokraternes kollegaer her i Folketinget kan I vinke farvel til, hvis meningsmålingerne holder. Jeres egne tillidsfolk rundtomkring i landet og mangeårige medlemmer melder sig ud af jeres parti. I er gennemskuet, ordfører.

Nu er der nogle partier herinde i Folketinget, som sammen har fremlagt et ændringsforslag, som betyder, at det her først skal gennemføres efter et valg, sådan at danskerne – de her 70-75 pct., der klart og tydeligt siger nej – faktisk får mulighed for at sammensætte et Folketing, hvor de ved, hvem der går ind for det her, og hvem der er imod. Vil regeringen støtte det ændringsforslag, sådan at vi faktisk giver danskerne mulighed for at sige til eller fra over for afskaffelsen af den her fridag?

Ordføreren.

Vi mener, vi skal tage det ansvar på os, som vi har fået – et ansvar, som vi har taget ved at indgå en bred regering. Og ja, der er også ting i regeringsgrundlaget, som ikke er groet i vores have. Der er også ting, som vi har fået mere indflydelse på, og som vi er gladere for. Men vi kan sagtens stå på mål for den samlede tegning.

Det, vi til gengæld også har sagt til hinanden, er, at jo, med den demografi med færre i den arbejdsdygtige alder – med de udfordringer, vi får, med flere ældre, som jo er dejligt, men som også kommer til at kræve flere hænder og flere penge, og med flere børn – er der brug for, at vi løfter alle de ting og de opgaver. Hr. Pelle Dragsted og Enhedslisten er jo imod de fleste af de ting, som faktisk gør, at vi overhovedet har en mulighed for at løfte det. Det er jo velfærdsaftalen fra 2006, som er underliggende for dansk økonomi og noget af det mest centrale. Men jeg hører jo ikke hr. Pelle Dragsted sige, at den går man nu ind for, fordi man synes, at det er bedre end nogle andre alternativer. Altså, hr. Pelle Dragsted og Enhedslisten siger nej til alle enkeltelementerne, men vil gerne være med til at lave de forbedringer, som jeg tror vi er enige om vi skal lave.

Hr. Pelle Dragsted.

Det er korrekt, at vi siger nej til, at stilladsarbejdere skal rende rundt og arbejde som 74-årige i fremtiden, og det tror jeg også de fleste fornuftige danskere siger nej til. Men lad nu det ligge. Jeg stillede et konkret spørgsmål. Der er jo stillet et ændringsforslag fra en stor gruppe af partier herinde i Folketinget, som, om man så må sige, giver regeringen en mulighed, nemlig en mulighed for at sige: Ja, vi mener og står ved det her; vi synes, at vi skal stjæle den her fridag fra danskerne, men vi skyder det til 2027.

På den måde når der at være et folketingsvalg, hvor partierne kan gå til valg og stille sig over for vælgerne og sige, at de mener, at det her er nødvendigt. De her penge skal jo først bruges mellem 2030 og 2033. Det er jo det, regeringen i hvert fald har bildt os ind. Så vil regeringen støtte det her ændringsforslag, så vi kan få en ordentlig demokratisk behandling af det her forslag?

Ordføreren.

Regeringen kommer til ligesom i øvrigt alle andre af Folketingets partier at gå til valg, næste gang der er folketingsvalg, på det, man har gjort, det, man har sagt, det, man har gennemført, og de prioriteringer, man har lavet. Og dem kan vi godt være i, og vi skal tage ansvaret nu for at sikre, at problemet ikke er større om 6 eller 8 år.

Fru Helle Bonnesen.

Der har været rigtig meget diskussion om, hvorfor vi skulle afskaffe store bededag: Først var det hensynet til forsvaret, så gik det lidt i sig selv; så var det hensynet til arbejdsreformerne; og så kom der også noget finansiering ind. Det synes udefra, som om argumenterne er præget af hastværk. På den anden side har vi også andre steder i det her forslag, der er præget af hastværk. Høringen er skåret ned fra de anbefalede 4 uger til 1 uge, og folkekirken har stort set ikke haft mulighed for at blive hørt, men får nu muligheden for at rydde op i alterbog og andre steder. Erkender ordføreren ikke, at det her er sket for hurtigt?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at forslaget bliver behandlet for hurtigt. Det er rigtigt, at vi har haft en forkortet høringsproces, bl.a. for at nå at have klarhed, vished omkring det her forslag, inden de overenskomstforhandlinger, som vi ikke er med i, men som er vanskelige, går ind i den afsluttende fase. Det er årsagen til det. Men vi har jo en helt almindelig – i øvrigt en god, lang debat i dag, forudser jeg – folketingsbehandling om det her forslag, og selvfølgelig skal vi have det.

Fru Helle Bonnesen.

Hvordan synes ordføreren det er gået med at få det forhandlet igennem inden forhandlingerne med overenskomstparterne? Og synes regeringen, at man har evnet at adskille de to ting?

Ordføreren.

Vi har slet ikke noget at gøre med den overenskomstforhandling, som er gået i gang. Altså, vi er ikke part i den.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen.

Regeringen anført af Socialdemokratiet tromler med det her forslag fagbevægelsen, folkekirken, Folketinget og hele befolkningen. Som flere herinde har sagt, var det ikke noget, nogen havde mulighed for at tage stilling til ved det valg, der lige har været. Argumentet var først, at det skulle betale for øgede forsvarsudgifter, og nu hører vi, at det er til velfærd. Det lyder virkelig, som om man som regering famler efter halmstrå for at prøve at argumentere for det her forslag. Men hvordan det at afskaffe store bededag skal skaffe flere pædagoger og sygeplejersker, står hen i det uvisse.

Er ordføreren ikke enig i, at politik altid er om prioriteringer, og at pengene ender i den samme kasse, og at man derfor kunne have prioriteret anderledes, f.eks. have ladet være med at bruge 7 mia. kr. på skattelettelser, hvoraf de fleste går til skæve skattelettelser?

Ordføreren.

Politik er prioriteringer – det er rigtigt. Derfor er det også klart, at det skal ske, når vi står med den udsigt for vores velfærdssamfund, som vi gør, og vi faktisk mener, der er behov for både at sikre flere midler, flere penge, og flere mennesker til at udføre opgaverne, altså flere til at tage sig af den omsorg. Så spørger fru Lisbeth Bech-Nielsen, hvordan det her skal kunne give flere hænder. Altså, det gør det jo. I og med at vi faktisk øger vores arbejdstid, kommer der til at være flere, om man så må sige, til rådighed for arbejdsmarkedet, altså flere arbejdstimer. Og det er jo en ret konkret måde, hvorpå vi kan sikre, at vi faktisk kan løfte de opgaver, vi skal.

Ja, vi skal også gøre noget andet: gøre deltid til fuldtid, få flere ind på arbejdsmarkedet, bl.a. de 45.000 unge, men der er rigtig, rigtig mange andre grupper, som vi også ønsker at gøre til en del af arbejdsfællesskabet for at løfte den fælles opgave. Men dem, der er på arbejdsmarkedet, kan også være med til at løfte opgaven. Og det var det, jeg sagde i min ordførertale: Vi er i virkeligheden nødt til at gøre det hele, hvis vi vil betale for den samlede opgave, vi står med, og det er både frihed, fred og sikkerhed, men det er jo også klimakampen og vores velfærdssamfund.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen.

Nu siger ordføreren, at det her forslag skal skaffe flere hænder og flere penge, men hvordan har ordføreren det med, at der ikke er nogen økonomer, inklusive nuværende vismænd og tidligere vismænd, som overhovedet har fidus til det her regnestykke? De eneste, der tror på, at det her har en varig effekt for arbejdsudbuddet, og at det er det, der skal skaffe hænder og penge, er regeringen selv. Den ene topøkonom efter den anden siger, at det her simpelt hen ikke kommer til at holde stik, inklusive nuværende og tidligere vismænd.

Ordføreren.

Den tidligere vismand har også sagt om det her forslag, at det var en af de mere konkrete måder, man faktisk kunne sikre, at der kom flere arbejdstimer på arbejdsmarkedet, på. Nationalbanken siger det også i dag og bakker op om den beregning, der ligger. Så ja, der er masser af diskussioner om det, men vi gør jo præcis ligesom alle andre regeringer før os: Vi baserer os på de modeller, vi har, som er de bedst tilgængelige. Og der vil altid være økonomiske diskussioner, men når både Nationalbanken, Finansministeriet og i øvrigt en tidligere overvismand og alle mulige andre siger, at det her selvfølgelig er et konkret bidrag til at løse nogle af de opgaver, så er det det, vi tager udgangspunkt i.

Hr. Hans Kristian Skibby.

I forhold til det sidste kan man jo så undre sig, for hvis man så sent som i dag læser Ekstra Bladet, kan man se, at nogle af de tal, som regeringen har brugt på grammofonpladen, siden det her forslag kom frem, trækker man nu tilbage, fordi det er baseret på nogle 12 år gamle tal og man faktisk ikke mener, at de er tidssvarende i forhold til den økonomiske beregning, som Finansministeriet har lavet. Det synes jeg måske godt ordføreren kunne reflektere over. Og så vil jeg gerne spørge ordføreren om noget. Ordføreren sagde tidligere i sin tale, at regeringen ikke tromler. Men i Danmarksdemokraterne har vi altså en klar oplevelse af, at det lige nøjagtig er, hvad regeringen gør. Man tromler noget ned over vores arbejdsmarked og ned over vores topartsmodel, i forhold til at arbejdsgivere og arbejdstagere selv ordner de her ting på deres overenskomster osv. Hvordan har ordføreren det egentlig med at være medlem af et arbejderparti, som ikke længere er et arbejderparti?

Ordføreren.

Socialdemokratiet har altid været og vil altid vedblive at være et arbejderparti. I virkeligheden er det jo også lidt bizart, for vi startede også den her diskussion med at sige, at vi jo faktisk har bygget velfærdssamfundet på at være effektive, på at være veluddannede og på at arbejde og skabe en fælles værdi og så i øvrigt aftale at fordele den, så vi alle sammen har noget, og så dem, som har mest brug for omsorgen og fællesskabet, får den omsorg og det fællesskab, de har brug for. Så det er der ikke noget nyt i. Men jeg har nu hørt flere sige, at man tromler, og jeg forstår ikke konceptet med, at et flertal i Folketinget ikke længere må træffe beslutninger. Vi har truffet et hav af beslutninger med et flertal i det her Folketing, og det er jo fuldstændig normal praksis. Vil vi gerne vil have flere med? Ja, det vil vi da. Og vi vil også gerne diskutere med partierne, og vi vil gerne høre mere. Der er også andre partier, der har foreslået at fjerne en helligdag og gøre det til en arbejdsdag i stedet for. Der er masser af diskussioner om det, og vi vil gerne diskutere med andre partier. Men at et flertal i Folketinget træffer beslutninger, er simpelt hen ikke rigtig nyt.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Man behøver jo ikke gå længere tilbage i tid end til Berlingskes artikler den 20. januar for at se den nuværende justitsminister, som jo er partikollega til hr. Jens Joel, klart sige, at afskaffelsen af store bededag bryder med den danske arbejdsmarkedsmodel – den bryder med den danske arbejdsmarkedsmodel. Nu står ordføreren så alligevel her i Folketinget ved højlys dag og påstår, at Socialdemokraterne stadig væk er et arbejderparti. Jeg synes altså, at ordføreren må bruge den sidste del af sin taletid på at forsøge at overbevise bare en enkelt vælger om det.

Ordføreren.

Selvfølgelig er det også at være et arbejderparti at sige, at det er bedre at løfte i flok end at sende regningen til enkelte grupper på arbejdsmarkedet. Det betragter jeg da også som en varetagelse af lønmodtagerinteresser. Det er da også at være et arbejderparti at sige, at nu hæver vi dagpengene, nu laver vi en permanent trepartsinstitution, og nu sikrer vi et højere fradrag på de faglige kontingenter, som er vigtige, fordi det er vigtigt, at folk organiserer sig. Så nej, der er ikke nogen som helst modsætning.

Vi går videre til den næste korte bemærkning. Fru Jette Gottlieb.

Kan man ikke sige, at det nærmest er definitionen på spin, når ordføreren bruger sin ordførertale til at sige, at det her alene handler om at løfte vores velfærdssamfund, samtidig med at det lige fra starten hele tiden har handlet om, at det drejede sig om at finansiere forsvarsudgifter?

Ordføreren.

Altså, fru Jette Gottlieb kan godt få talen bagefter. Hele side 1 handler om forsvarsudgifterne. Det, som jeg i al beskedenhed prøvede at sige, er, at det jo er et samlet billede. Ja, vi har brug for at investere hurtigere, større og bedre i vores forsvar. Det kræver flere penge og skal gå hurtigere, end vi havde regnet med. Det er jo selvfølgelig på den måde nytilkommet. Det er også rigtigt, at i forhold til nogle af de udfordringer, vi står med på klimaområdet, har vi skruet op for nogle af ambitionerne. Men der er også udfordringer for vores velfærdssamfund. Nogle af dem har nogle partier og økonomer og sådan noget talt om i et stykke tid, men når vi kigger på årene fremover, kan vi se, at udfordringerne bliver større. Så det handler jo ikke om spin; det handler om at sige, hvad det er for nogle opgaver, vi skal løse totalt set, og hvordan vi bedst kan gøre det. Og der er store bededag et vigtigt bidrag, men det er jo ikke det eneste, vi kommer til at gøre for at sikre, at vi kan løfte det fællesskab, vi har brug for.

Fru Jette Gottlieb.

Men er ordføreren ikke enig i, at det, der ligger i at bede alle danskere arbejde en dag mere, er et ønske om, at der kommer penge ned i statskassen? Og er det ikke korrekt, at det, som de privatansatte arbejder en dag mere for, sådan set havner i virksomhederne? Der er ikke i det her forslag nogen som helst anvisning på, hvordan de penge så bliver overført fra virksomhederne til statskassen. Det har ikke været diskuteret.

Ordføreren.

Der er jo mange mekanismer i det her, men jeg tror, at den mest sådan simple vil være, at går man på arbejde en ekstra dag og får ekstra løn for det, betaler man en skat, og det er det, der giver et større overskud på de statslige finanser. Det betyder også, som flere har været inde på, at der bliver flere hænder på arbejdsmarkedet og flere kompetente medarbejdere til at løfte nogle af de opgaver, vi står over for i de kommende år. Men jo, det giver et større overskud på statsfinanserne, fordi man jo betaler en skat af den løn, som man har fået for sit ekstra arbejde.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Jamen det er, fordi jeg har brug for en forklaring. Jeg har brug for en forklaring på, hvorfor man nu tager det her og siger, at man ikke følger den danske model – det har regeringen erkendt man ikke gør – men at man vil skabe et ekstra arbejdsudbud ved det her. Hvis man så kigger på historien bare de sidste 20 år, er den gennemsnitlige arbejdstid faldet med 100 timer. Og når jeg lytter til dem, der for tiden er til lønforhandlinger, får jeg at vide, at de får en lønstigning, og så får de typisk en eller to ekstra fridage om året. Om lidt er der overenskomstforhandlinger, og jeg kan da godt forestille mig, at der vil være visse medarbejdergrupper, der synes, at de også godt vil have en ekstra fridag. Så hvordan går regnestykket op? En ting er, at man helt afgrænset kan regne på, hvad det betyder, hvis alle arbejder en dag mere; men tror regeringen reelt på, at det her fører til, at nogle arbejder mere, eller tror regeringen, at det her ender med, at vi samlet set stadig væk arbejder mindre?

Ordføreren.

Helt isoleret set vil det her jo føre til, at vi øger arbejdstiden, og at vi derfor arbejder mere, men jeg tror, at hr. Jens Henrik Thulesen Dahl har ret i, at der er en trend over årene, som er gået mod mindre arbejdstid. Der siger vi så, at vi i den her situation har vi brug for, om man så må sige, at levere et ekstra bidrag, jo bl.a. i lyset af den udvikling, der har været, som vi jo i øvrigt ikke har indflydelse på.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Nu siger ordføreren, at man ikke har indflydelse. Men man kan sige, at man jo tiltager sig en voldsom indflydelse ved at gå ud over parterne og sige, at nu vedtager vi det her. Kunne man måske ikke have fået et bedre resultat ved at gå til parterne og sige: Nu er der overenskomstforhandlinger og vi har brug for, at der arbejdes mere; vi har ikke brug for, at der bliver givet flere fridage. Og så kunne man tage den diskussion i den sammenhæng. Mon ikke det i sidste ende havde givet et bedre resultat?

Ordføreren.

Altså, vi har jo som regering taget ansvar for den samlede økonomiske politik, herunder også ved at sige, at vi alle sammen skal arbejde en dag mere og løfte i flok. Det står vi gerne på mål for. Hvad der så i øvrigt aftales på arbejdsmarkedet mellem parterne, er jo ikke noget, vi bestemmer eller kontrollerer.

Hr. Nick Zimmermann.

Det her har jo på alle måder været et rystende forløb. Vi beskæftigelsesordførere startede med at få en mail til orientering og en invitation til at komme over i ministeriet og få at vide, hvordan man vil afskaffe store bededag. Vi skal så svare inden kl. 22 – mailen kommer i øvrigt kl. 18. De af os, der så møder op, får at vide, at store bededag bliver afskaffet. Der bliver ikke lagt op til forhandling, der bliver ikke lagt op til at prøve at se, om man kan nå hinanden. Vi starter med at få at vide, at det er på grund af forsvarsudgifter; senere får det så noget at gøre med klima, med sundhed, med psykiatri. Man kan vist rolig sige, at der ikke helt har været styr på det fra start af.

En ting har der dog været styr på, og det er den historiske splittelse, som regeringen har lavet med sine gamle kammersjukker i fagbevægelsen, for der er jo ikke nogen tvivl om, at regeringen helt grotesk er i gang med fuldstændig at underkende den danske model. Socialdemokraterne risikerer og er altså i gang med at kaste Danmark ud i en storkonflikt.

Så synes jeg, at det er næsten på grænsen til det pinlige, når ordføreren står her og siger, at det altså gør indtryk med de underskriftindsamlinger, der har været, men at det i øvrigt ikke ændrer noget. Derfor vil jeg gerne prøve at spørge ordføreren: Når nu regeringen ikke støtter en folkeafstemning, når nu man ikke har fortalt det her inden et valg, hvorfor så ikke vente med det til efter næste valg – ville det ikke være det mest rimelige over for alle involverede parter?

Ordføreren.

Vi står over for ret store udfordringer som samfund og fællesskab de kommende år, og vi mener faktisk, at man altid, når man tager regeringsansvar i det her land, er forpligtet til at håndtere, løse, vurdere og handle på de problemer, man ser. Det er det, regeringen gør. Og ja, der vil da også ganske givet, næste gang vi går til valg, være en diskussion om, om det var den rigtige prioritering, om det var den rigtige balance, om man gjorde det på den rigtige måde. Ja, vi står ved, at det er klogt at løfte i fællesskab i en situation, hvor vi har brug for at sikre mere velstand, flere penge i kassen til forsvar og sikkerhed og i øvrigt til de andre opgaver, vi har, for hvis ikke vi får pengene til forsvaret, så skal de jo tages et andet sted fra, og det er vi ikke villige til. Derfor står vi selvfølgelig på mål for den samlede prioritering, og det vil danskerne jo også blive bedt om at tage stilling til, når der er folketingsvalg.

Hr. Nick Zimmermann.

Regeringens egne tal viser jo helt sort på hvidt, at det her vil betyde 2.700 færre ansatte i det offentlige. Vil ordføreren her fuldstændig garantere danskerne, at det her ikke vil koste en eneste sosu-assistent, en eneste sygeplejerske, en eneste læge eller en eneste af de såkaldte varme hænder ude i det offentlige jobbet? Eller hvem er det, der kan se frem til at få en fyreseddel på baggrund af det her forslag?

Ordføreren.

I den forbindelse tror jeg, at man skal lytte til nogle af vores borgmestre. KL-formanden, som er Venstres Martin Damm, og nogle af de andre borgmestre har jo været ude sige, at de faktisk tværtimod har problemer med at få besat deres stillinger. De har faktisk problemer med at sikre, at der er ansøgere til deres opslag, og i den forbindelse mener de ikke, at der er nogen grund til at fyre nogen. Tværtimod vil de sikre, at man bedre kan få løst de opgaver, som kommunerne har brug for at få løst derude.

Den sidste korte bemærkning til ordføreren bliver fra hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Ordføreren står og siger, at det handler om, at det er nødvendigt at yde et ekstra bidrag, og at politik handler om prioriteringer. Det er jeg meget enig i, og derfor undrede jeg mig over, når man nu skal finde 0,2 eller 0,3 pct. på statsbudgettet, at det er det eneste sted, man kan finde det. Så mit spørgsmål til ordføreren er: Har man overvejet, om man kunne finde midlerne andre steder i det offentlige budget? Hvor har regeringen stået for? Hvor sparer regeringen henne for at finde pengene til det her? Kunne man gøre det på ulandsbistand? Kunne man gøre det på jobcentrene? Kunne man gøre det på den stigning, der har været, på 15.000 djøf'ere siden 2011 i staten? Kunne man gøre det ved at privatisere Danmarks Radio? Der er en lang række steder, hvor man kunne finde finansiering til det her. Så hvorfor er det, man vælger lige præcis det her? For politik handler om prioriteringer. Hvorfor er det, man prioriterer at tage en fridag fra folk i stedet for at finde pengene inde i statsbudgettet?

Ordføreren.

Det er sjovt, at hr. Lars Boje Mathiesen nu siger: Hvorfor sparer man dem eksempelvis ikke på jobcentrene? Altså, det gør man jo også ifølge regeringsgrundlaget. Der er lagt op til en besparelse på 3 mia. kr. på vores beskæftigelsesindsats. Ja, der skal stadig væk være en beskæftigelsesindsats, men vi mener, den kan gøres bedre og billigere. Det er en længere proces, så det får vi nok ikke konkluderet på i dag, men jo, der skal også hentes penge der. Og vi laver prioriteringer på tværs.

Men det er jo ikke nye penge, om man så må sige; det er jo ikke noget, der gør os rigere, at vi flytter rundt på tingene. Og det, vi siger, er, at vi faktisk også – ud over at vi har brug for at prioritere imellem de forskellige områder – har brug for samlet set at blive rigere, hvis vi skal sikre, at vi både kan investere i forsvar og sikkerhed, bedre psykiatri, ældrepleje, klimakampen og alle de andre ting.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Der er en lang række værktøjer, man kan tage fat i, hvis man vil øge, kan man sige, den strukturelle beskæftigelse og arbejdsudbuddet – en lang række værktøjer. Der er efterlønnen, antallet af offentligt ansatte, du kan sænke skatten, du kan fjerne registreringsafgiften på biler – en lang række ting, som giver et arbejdsudbud, og som også vil gavne danskerne. Politik handler om prioriteringer. Derfor undrer det mig, hvorfor man, når man skal finde 0,2-0,3 pct. i statsbudgettet, er så uopfindsom. Er den eneste måde, man kan finde de penge på, at sige til danskerne: Vi, der sidder herinde, skal blive ved med at fråse løs med pengene, men det er jer, der kommer til at arbejde mere? Hvorfor tager man ikke de 3 mia. kr. i 2030 f.eks. fra ulandsbistanden eller cutter ned f.eks. fra 15.000 til 10.000 djøf'ere i staten?

Ordføreren.

Jeg kan faktisk godt forstå argumentet fra en højblå borgerlig, eller hvad sådan noget hedder, hr. Lars Boje Mathiesen, som jo i hvert fald er kendt for at være meget borgerlig også i sin økonomiske politik. Jeg kan egentlig godt forstå, at man slår sig på, at vi nu beder danskerne om at arbejde en dag mere for at kunne sikre velfærden og forsvarsinvesteringerne. For hr. Lars Boje Mathiesen vil traditionelt set ikke være tilhænger af, at man styrker den offentlige velfærd. Hr. Lars Boje Mathiesen vil tværtimod være tilhænger af, at man skærer ned der, eller at man lader stå til, sådan at tilbuddet ikke bliver godt nok. Det er jo derfor, vi siger: For os er det fuldstændig afgørende, at velfærdssamfundet bliver ved med at kunne levere. Det er en af grundene til, at vi er nødt til at investere nogle flere penge i det og sikre, at der faktisk også er mennesker til at varetage de opgaver, der er.

Med det siger vi tak til den socialdemokratiske ordfører, hr. Jens Joel. Vi byder velkommen til Venstres ordfører, hr. Christoffer Aagaard Melson.

Tak for det. Danmark står over for en række udfordringer de kommende år, som kommer til at kræve svære politiske beslutninger, hvis de skal tackles på en god måde. Hvis vi i en fremtid, hvor der bliver flere børn og flere ældre, f.eks. skal kunne løse de store problemer i vores sundhedsvæsen og kunne investere massivt i den grønne omstilling, så kræver det reformer. Ellers kommer vi til at mangle de nødvendige hænder både i den offentlige sektor og i den private sektor, der skaber de skatteindtægter, der danner grundlaget for, at vi kan adressere udfordringerne.

En afgørende grund til, at behovet for reformer, der kan styrke dansk økonomi, er blevet meget større, er helt åbenlyst Putins brutale angreb på Ukraine den 24. februar sidste år. Angrebet fik nemlig et bredt flertal i Folketinget til at tage den helt nødvendige beslutning at øge udgifterne til forsvaret markant, så de er hele 20 mia. kr. større i 2030 end ellers forudsat.

Siden foråret er situationen desværre ikke blevet bedre. Ukraine er stadig under angreb, og truslen fra Rusland er ikke blevet mindre. Derfor vil regeringen sætte turbo på opbygningen af dansk forsvar og fremrykke investeringen, så vi bruger 2 pct. af bnp allerede i 2030. Det koster yderligere 4,5 mia. kr. Populært sagt blev de øgede forsvarsudgifter, der blev aftalt i foråret sidste år, finansieret ved at tage af opsparingen. Dengang var den løsning, der kunne opnå et bredt flertal, nemlig at øge det strukturelle underskud med 0,5 pct. Dermed blev mulighederne for at møde fremtidens udfordringer på andre områder selvfølgelig også forringet, da store dele af det råderum, der ellers kunne være brugt, forsvandt.

Det kan ikke blive ved med at gå, hvis vi også skal have råd til og hænder til at løse de andre vigtige udfordringer, vi står over for. Det er derfor, vi har foreslået at finansiere fremrykningen af forsvarsudgifterne og øge arbejdsudbuddet ved at fjerne store bededag. Vi lægger heller ikke skjul på, at yderligere investeringer i de mange ting, som vi i høj grad på tværs af Folketinget er enige om er nødvendige i fremtiden, også skal finansieres igennem ansvarlige reformer, der kan øge vores velstand og sikre de nødvendige hænder til at løfte fremtidens udfordringer. Det bliver ikke let – det kan vi allerede nu konstatere efter dagens debat – men det er nødvendigt, og det er ansvarligt.

Grunden til, at vi mener, at det er en rigtig løsning at fjerne en helligdag, selv om det er svært, er, at det ifølge Finansministeriet giver et ekstra provenu på hele 3 mia. kr. årligt, og at det giver et øget arbejdsudbud på hele 8.500 personer. Derudover vil det give langt de fleste lidt flere penge mellem hænderne i en tid, hvor rigtig mange har svært ved at få enderne til at mødes, og løfte bnp med ca. 9 mia. kr. Effekterne er så store, fordi det er en meget stor del af danskerne, der bliver bedt om at bidrage med en ekstra arbejdsdag, og det er selvfølgelig ikke sjovt, og det er ikke let og bede om, men vi mener, at det er rigtigt.

Jeg ser frem til debatten og takker for ordet.

Der er en lang række korte bemærkninger, og indtil videre har der indskrevet sig 13. Den første, der får ordet for en kort bemærkning, er hr. Karsten Hønge.

Jeg kan så forstå, at Venstres ordfører fortsætter den der stil med at sige, at man beder danskerne om noget. Må jeg slå fast: Man beder ikke om noget som helst; man kommanderer befolkningen til noget.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til det her med finansiering af forsvarsudgifter. SF er jo med i det nationale kompromis, hvor vi også tilslutter os målet om at hæve forsvarsudgifterne med i omegnen af 20 mia. kr. om året. Der har vi fundet en fælles finansiering blandt de partier, der stod bag, og det var under indtryk af krigen i Ukraine. Hvad er det, der gør, at med det her langt mindre beløb på 3,5 mia. kr. har man brug for, at det nærmest skal være nummererede pengesedler, der skal finansiere det, hvorimod de 20 mia. kr. kunne vi godt finde ud af i fællesskab? Hvad er det, der er forskellen der? Det er det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er: Det er kun 10 måneder siden, vi indgik det store nationale kompromis. Hvad er det, der har forandret sig på så kort tid, siden man har brug for en fremrykning?

Ordføreren.

Forskellen er jo, at da vi indgik det nationale kompromis, var der stadig relativt mange penge i kassen på grund af en tidligere regerings ansvarlige beslutninger. Men i og med at man besluttede at finansiere det nationale kompromis uden at lave nye reformer eller skaffe ny finansiering, stillede man os også i en meget mere sårbar position i forhold til at kunne finansiere fremtidige udfordringer, f.eks. klimakrisen eller sundhedsvæsenet, der har det rigtig, rigtig svært, og der kommer jo bare et tidspunkt, hvor man ikke kan blive ved med det.

Hvis man vil bruge flere penge og man synes, det er nødvendigt, som vi gør, f.eks. ved at vi gerne vil fremrykke forsvarsinvesteringerne, bliver vi nødt til at finansiere det. Et meget konkret eksempel er jo, at Ukraine bliver ved med have store, store problemer med Rusland og vi donerer våbensystem efter våbensystem, som jo også skal finansieres. På et tidspunkt bliver man nødt til at sige, at hvis vi stadig væk gerne vil det hele og vi gerne vil løse de problemer, vi står over for, så bliver vi nødt til også at finansiere det og finde ny finansiering. Og man kan ikke blive ved med at finansiere tingene på den måde, som hr. Karsten Hønge tilsyneladende gerne vil: at man bare bliver ved med at bruge, uden at man også tager nogle beslutninger, der gør, at man kan skaffe finansieringen, og det er det, der er forskellen.

Hr. Karsten Hønge.

Jeg hører hr. Christoffer Aagaard Melson bekræfte, at der ikke er sket nogen som helst forandringer i forhold til for 10 måneder siden, hvor vi lavede det nationale kompromis under indtryk af krigen i Ukraine. Der er ingenting, der begrunder, at vi i fællesskab i den kreds ikke skulle kunne finansiere også en eventuel fremrykning, i stedet for at man på den her måde går uden om den forligskreds og vil kommandere danskerne til at arbejde mere.

Jeg har lige et sidste spørgsmål. Det er jo sådan, at Venstres tidligere formand Anders Fogh Rasmussen foreslår, at man udskyder vedtagelsen af det her til efter næste valg. Jeg har hørt ham sige noget i retning af, at regeringen skal passe på i sin magtudøvelse, og så tænker jeg jo straks: Hvis der er nogen, der ved noget om det, så er det da i hvert fald Anders Fogh Rasmussen. Men var det så ikke en god idé, når han er kommet til den erkendelse, at vi nok bliver nødt til at udskyde det, at også Venstre gik ind for det?

Ordføreren.

Det, som regeringen har insisteret på i forbindelse med forsvarsforliget, er, at vi skal finansiere yderligere udgifter til forsvaret i stedet for at blive ved med at tage af kassen, hvis man kan sige det. Det mener vi er ansvarligt, og derfor er vi også glade for, at der efter lang tids tilløb kom nogle forslag fra oppositionen, i forhold til at man også anerkendte, at det var nødvendigt at finde noget finansiering fremadrettet, og det er jo nogle forslag, man kigger på.

I forhold til meldingen om, om man skal udskyde det til efter et valg, er vores holdning, at vi står over for, at der skal laves et nyt forsvarsforlig i år. Det gamle udløber simpelt hen. Vi står også i en situation, hvor vi hurtigt skal have opbygget vores forsvar, og derfor kan vi ikke blive ved med at skyde det. Der synes vi, at vi skylder vores forsvar, at det forsvarsforlig også bliver baseret på solid finansiering, og det er derfor, vi har foreslået, at vi får fundet noget solid finansiering allerede nu. Det synes vi vi skylder vores soldater, så det ikke er fugle på taget, vi baserer det nye forsvarsforlig på.

Fru Susie Jessen.

Tak, og tak for talen. Nu nævnte hr. Karsten Hønge lige gode gamle Anders Fogh Rasmussen, og ham har jeg jo også et ømt punkt for, og det er jo ikke sikkert, at hr. Karsten Hønge har det. Men han har jo tit talt om ordentlighed, og at Venstre ved du, hvor du har, og kontraktpolitik, altså, at det, som vi siger før et valg, skal vi simpelt hen også holde efter et valg, og han har i forbindelse med den her sag været ude at sige, og jeg citerer:

Det må træde i kraft efter et kommende valg, så vælgerne har chancen for at tage stilling til det. Man skal gennemføre det, man sagde før valget, så vælgerne har tillid til, at politikerne gør det, de siger.

Det må jo egentlig gøre et indtryk på ordføreren, at et så stort koryfæ i Venstre nu går ud og siger, at det kan være, man skal vente til efter et valg, sådan at vælgerne også har en mulighed for at have noget at sige her. Så mit spørgsmål lyder jo også: Hvordan stiller ordføreren sig til det ændringsforslag, som vi stiller i dag, om, at det her skal være efter et valg?

Ordføreren.

Jeg vil gerne slå fast, at jeg også har stor respekt for Anders Fogh Rasmussen, og alle input gør jo indtryk. Men vores holdning er stadig væk, at vi skylder vores forsvar, at vi har den her finansiering på plads, i forbindelse med at vi laver et forsvarsforlig, så vi ved, hvad vi har at stå på.

Der må jeg jo også sige, at jeg synes, vi var meget åbne om før valget, at det kunne komme til at kræve hårde og svære reformer i den kommende periode, hvis vi skulle finansiere alt det, vi gerne vil, og vi skulle klare de store udfordringer, vi har, med mangel på arbejdskraft, som vi ved bliver større i fremtiden. Derfor synes jeg, at vi har været åbne om, at der skulle være svære beslutninger. Vi har også lagt op til, at der skulle laves et reformudvalg, der skulle komme med nogle forslag, og derfor kan jeg godt stå på mål for, at vi også har lavet det her kompromis. Selv om det ikke var noget, vi eksplicit nævnte i valgkampen, så synes jeg, vi har forberedt vælgerne på, at der kunne komme til at blive truffet svære beslutninger. Jeg synes så heller ikke, at det er voldsommere, i forhold til at det handler om, at det er en ekstra arbejdsdag, vi beder danskerne om om året, at det når til et niveau, hvor man skal sige, at det kræver en folkeafstemning, eller at det er nødvendigt, at man udskyder en ikrafttrædelse til efter et valg.

Fru Susie Jessen.

Tak. Det er jo netop ikke bare det her med at bede danskerne om at arbejde lidt mere – det ved ordføreren også godt – og det er derfor, der er så stor opstandelse omkring det fra fagforeningerne, altså at det blander sig i den danske model. 3F-formanden har været ude at sige, at det her kan ende i en storkonflikt, og der er jo rigtig, rigtig mange ting, som gør, at det her er et meget, meget upopulært forslag.

Altså, jeg kan forstå, at Anders Fogh Rasmussens ord ikke gør indtryk, så gør folket et indtryk? Gør det et indtryk, at det her kan ende i en storkonflikt? Gør det indtryk, at præsterne er i oprør, at folket generelt har meget, meget store problemer med det her?

Ordføreren.

Selvfølgelig gør det indtryk, når nogen er uenig. Men derfor er man jo også valgt til det her embede, for at gøre det, man synes er rigtigt, og det gør vi. Jeg skal ikke udtale mig om, om det øger eller mindsker risikoen for en storkonflikt. Jeg kan jo sige, at lige meget hvad man gør – hvis man havde taget nogle af de andre forslag, fjernet efterlønnen eller fjernet Arnepensionen, eller hvad alle os andre blå partier har foreslået – så vil det alt andet lige også være noget, som fagbevægelsen vil være imod.

Så jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad der øger og hvad der ikke øger mulighederne for en storkonflikt. Det blander jeg mig uden om, og så koncentrerer vi os om at gøre det, vi synes er nødvendigt og rigtigt for at styrke dansk økonomi.

Fru Sólbjørg Jakobsen.

Tak for ordet. Jeg hører ordføreren igen nævne, at det er svære beslutninger, der skal træffes, og det anerkender vi sådan set også. Vi anerkender jo, at der også er tale om svære beslutninger, når vi i Liberal Alliance gerne vil skære i folkepensionen og afskaffe Arnepensionen igen. Det er jo altid svært at træffe beslutninger, hvor der skal findes finansiering, men det overrasker ingen, hvor vi vil finde den. Selv hvis det var noget nyt, ville det være i tråd med vores ånd og vores værdier, og hvor vi normalt befinder os, og så overrasker det ingen. Det overrasker ikke, hvis ordføreren i Enhedslisten vil lave beskatning på overnormale profitter eller andet; det overrasker ikke nogen, man ved det, for de gik til valg på det.

Kan ordføreren ikke se det absurde i det? Økonomiministeren fortæller, at der kan ske mere, at der kan ske endnu mere, og det her er ikke nævnt én gang i valgkampen, ikke nogen steder, og selvfølgelig kommer der en reaktion på det.

Ordføreren.

Jeg er uenig med ordføreren i det med valgkampen. I vores 2030-plan, som vi fremlagde inden valget, sagde vi, at vi mente, det var nødvendigt med reformer, der kunne skaffe 40.000 ekstra hænder på arbejdsmarkedet. Det er omtrent det, der også ligger i regeringsgrundlaget. Så jeg synes ikke, det kan komme bag på nogen, at vi mener, det er nødvendigt med svære reformer.

Jeg tror heller ikke, det kan komme bag på ret mange, at når der er et flertal i Folketinget, der ikke er sammensat af f.eks. en ren blå blok, så er det ikke rene blå reformer, der kan gennemføres. Og hvis man vil stå på, at man kun vil gennemføre reformer, hvis de en til en svarer til det, man vil have gennemført – som hvis f.eks. Liberal Alliance vil skære i folkepensionen eller andre ting – og ellers ikke vil noget, så kommer der jo ikke til at ske noget. Det synes vi ikke er økonomisk ansvarligt, for vi synes, det er pinedød nødvendigt, at vi styrker vores økonomi og skaffer de der hænder.

Så man kan have forskellige holdninger som partier, men hensyn til om man vil sidde og vente på, at man kan få hundrede procent af sin egen politik igennem, eller om man vil indgå de svære kompromiser, der gør, at vi kan få løst nogle af Danmarks problemer.

Fru Sólbjørg Jakobsen.

Jeg tror, at samtlige i salen, der ikke sidder i regeringen, ved, hvad jeg snakker om. Det er kun regeringen, der ikke hører, hvad jeg siger. Jeg siger ikke, det skal være en til en, i forhold til hvad Liberal Alliance mener; vi ville sagtens kunne lave nogle indrømmelser, ligesom jeg ved, at det ville de også gerne ovre på den anden side. Det er bare ikke en måde, som hverken Socialdemokratiet, Moderaterne eller Venstre har sagt de vil finde pengene på. Socialdemokratiet nævnte også su-reformer, ligesom Venstre gjorde det. Så derfor giver det god mening, at de finder nogle penge der; det giver da sagtens god mening. Det her er bare ikke nævnt nogen steder, og derfor er folk sure.

Ordføreren.

Ja, og det kan vi jo have en lang debat om. Når vi melder ud, at vi skal lave reformer, og at vi også er villige til at kigge på nye typer af reformer, og så finder et flertal for at lave en reform a la det her, kan man mene, at det er inden for rimelighedens grænser eller ej. Det mener vi det er i den situation, vi står i.

Så glæder det mig, og jeg tager det konstruktivt ned, at Liberal Alliance gerne vil spille ind med forslag. Jeg håber også, at der kommer nogle forslag, som har en realistisk mulighed for at samle et flertal i Folketinget, og det er jo det, vi ikke har set endnu i forbindelse med hele den her debat om, hvordan vi skal finansiere de øgede forsvarsudgifter.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Tak. Jeg er opvokset ude på landet i Midtjylland, sådan et sted, hvor alle måtte engagere sig i det lokale forsamlingshus, for ellers var der ikke en bestyrelse, hvor man måtte gøre noget for idrætsforeningen, hvor man måtte gøre noget for kirken og sad i menighedsråd, hvor man stod sammen, uanset om man nu var grundtvigianer eller missionsmand, hvor man mødtes, sang fra Højskolesangbogen, og hvor man var sammen om idrætsforeningen. Jeg behøver ikke at sige, at Venstre fyldte utrolig meget i sådan et samfund. Det gjorde de i hvert fald dengang. Det var det, nogle af os ville kalde Højskolevenstre, tror jeg. Så er mit spørgsmål: Fylder de værdier slet ingenting længere i Venstre, eller er det, vi engang kendte som Højskolevenstre, fuldstændig og aldeles udraderet? Jeg forstår simpelt hen ikke, at Venstre vil være med til at afskaffe store bededag med den respekt, vi ellers har for kirken, for vores historie, for vores værdier, og bare kører hen over vores folkekirke. Er det en del af Venstre, der ikke længere eksisterer?

Ordføreren.

Den del af Venstre eksisterer i den grad i levende live. Den del af Venstre og Venstre generelt har også altid været et parti, der har været villig til at tage ansvar og indgå kompromisser og også stå på mål for at være økonomisk ansvarlig og sørge for at finde løsninger i svære tider, også selv om det gjorde ondt og man skulle spænde livremmen ind eller yde noget ekstra. Derfor er det også en del af Venstres historie, at vi går ind og er med til at finde løsninger i svære situationer, og det har vi valgt at være med til at gøre her.

Problemstillingen handler jo lidt om de rene hænder. Hvis man i en situation, hvor Folketinget er sammensat, som det er, skal finde løsninger, kan man ikke komme igennem med nogen af de forslag, som Søren Pape Poulsen er kommet med, f.eks. at afskaffe efterlønnen eller afskaffe Arnepensionen, fordi der ikke er flertal for det i Folketinget. Og hvis man så stadig mener, at det er vigtigt at skaffe noget arbejdsudbud, som jeg tror Det Konservative Folkeparti stadig gør – I foreslog 50.000 i valgkampen – bliver man jo nødt til at gå ned ad nogle andre veje, og det her er vores bud på en af de veje.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Ja, gid det bud var kommet i valgkampen, så folk kunne have forholdt sig til det, når det nu er sådan. Det her handler jo ikke om at tage ansvar eller ej, det handler også om, hvor meget man går på kompromis. Vi skal jo alle sammen i politik gå på kompromis, det ved vi, det ved vi, men der må bare også være nogle værdier, som betyder mere end andet, tænker jeg. Det hele handler jo ikke kun om økonomi og arbejdsudbud! Det, et samfund står på, er vel også vores kultur, vores værdier, vores tradition og vores historie, og det er bare derfor, det undrer mig så meget, at Venstre kun kører den der med, at det handler om forsvaret, økonomi og arbejdsudbud. Ordføreren ved lige så godt som jeg, at der er masser af steder, vi kunne kigge ned i for at finde de her penge. Den beregning, der er lavet, holder ikke, og det vil jeg vædde, hvad det skal være, på, og man smider kirken og alle værdierne fuldstændig ud af vinduet. Det er det, der gør så ondt på mig i den her sag, nemlig at Venstre gør det.

Ordføreren.

Jamen jeg er uenig med ordføreren. Jeg føler, at det her er en løsning, vi kan stå på mål for. Også i respekt for kirken og den dialog, vi har haft med det kirkelige bagland og med biskopperne, er det den dag, som gør mindst ondt, selv om der selvfølgelig ikke er opbakning til det i forhold til at fjerne den som helligdag. Vi mener også at det at lave et nyt forsvarsforlig, uden man finder en finansiering, vil være et brud med den måde, vi normalt har ageret på, for vi har ikke noget samfund og alle de andre ting tilbage, hvis vi holder op med at finansiere det, når vi laver nye investeringer.

Fru Victoria Velasquez.

Venstre gik til valg på mere frihed. Er det kun mere frihed for arbejdsgiverne? Gælder det slet ikke for lønmodtagerne?

Ordføreren.

Det er mere frihed for alle danskere. Og hvis du læser regeringsgrundlaget, ligger der rigtig, rigtig mange elementer, der øger friheden for den enkelte dansker.

Hvad angår helligdagen: At der skal holdes fri store bededag, er noget, der oprindelig er kongeligt bestemt, men jo er politisk bestemt. Og ved at vi siger, at I ikke længere skal holde fri på store bededag, kan man sige, at vi jo faktisk blander os lidt mindre i, hvordan arbejdsgivere og lønmodtagere kan organisere sig, fordi vi ikke længere siger, at på den her dag skal vi bestemme, hvordan I skal organisere jer. Så det der med, om det tager mere eller mindre frihed fra lønmodtagere og arbejdsgivere, synes jeg er en debat der er flere svar på.

Fru Victoria Velasquez.

At man »blander sig mindre« – det er godt nok en arbejdsgivervinkel, må jeg sige. For i dag kan du jo som lønmodtager netop selv bestemme, hvad det er, du gerne vil bruge din dag på, og igennem overenskomsten er det sikret, at hvis du tager på arbejde, får du også et tillæg oveni. Men det, som Venstre vil gøre nu, er at give arbejdsgiveren frihed til at bestemme, hvad der skal ske med den dag, og diktere, hvad det er, lønmodtageren skal lave. Så det svar, der kommer fra ordføreren, giver ikke helt mening.

Så jeg giver lige ordføreren en chance en gang til. Venstre gik til valg på mere frihed. Men gælder det ikke for lønmodtagerne?

Ordføreren.

Altså, lønmodtagere og arbejdsgivere vil ligesom de fleste andre dage også i fremtiden kunne aftale, om man holder fri eller man arbejder på store bededag. Forskellen er, at fremadrettet siger vi ikke, at man skal lade være med at arbejde på store bededag, til meget store dele af og grupper på vores arbejdsmarked.

Vi går videre i rækken af korte bemærkninger. Jeg giver ordet til hr. Kim Edberg Andersen.

Jeg må indrømme, at jeg synes, det virker en lille smule flot, når ordføreren for Venstre står og siger, er vi jo alle sammen vidste, hvad vi gik til valg på, når Venstre ret beset er i regering ved at bryde noget, de lovede i valgkampen. Men nok om det.

Ordføreren snakker om finansiering, og forslaget hedder jo forslag til lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag. Jeg vil blot spørge ordføreren om følgende: Hvis der, som tilfældet er, er alternativ finansiering på plads og derfor ingen grund til at afskaffe store bededag, hvad vil konsekvensen så egentlig være ved, at vi lod danskerne beholde store bededag?

Ordføreren.

Vi har en bunden opgave, mener vi, i, at vi skal skaffe 45.000 ekstra hænder på arbejdsmarkedet – det har vi skrevet i vores regeringsgrundlag at vi mener er nødvendigt – for at løse nogle af de udfordringer, vi står over for i de kommende år. Jeg har set forskellige analyser, der viser, at der alene i forhold til faglærte kommer til at mangle 100.000 i 2030. Så vi står på en brændende platform, og derfor er store bededag-forslaget en rigtig, rigtig god måde at sørge for, at vi både får nogle flere hænder på arbejdsmarkedet, og at vi får skaffet noget finansiering, og vi får også øget vores bnp, så vi alle sammen i gennemsnit får en lille smule mere mellem hænderne.

Så derfor er det et forslag, som vi tror på er rigtigt, og derfor er det også noget, vi agter at gennemføre.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Jamen jeg tror ikke, der er nogen af os herinde, der er i tvivl om, at regeringen agter at gennemføre det her. Det var vist ret tydeligt, dengang vi fik at vide, at hvis ikke vi bare klappede hælene sammen og gjorde, som der blev sagt, så kunne vi ikke være med i forsvarsforliget. Det kan vi jo så heldigvis rulle lidt tilbage. Men det, Venstres ordfører dybest set står og siger til mig nu, er, at et parti, som tidligere er gået ind for rigtige reformer, hvor vi øger incitamenterne på arbejdsmarkedet og på den måde skaffer flere hænder og flere penge i lommen, faktisk er blevet til et parti, som går ind for lidt planøkonomi, hvor vi bestemmer, hvem der skal og må, og i stedet for at vi sparer på, hvor meget vi som politikere frådser med pengene, så beskatter vi bare danskerne endnu hårdere.

Ordføreren.

Jeg kan ikke helt genkende den der modsætning mellem den her reform og tidligere reformer. Vi er jo gået ind for en lang række forskellige reformer gennem tiden, f.eks. »Aftale om senere tilbagetrækningsalder«, altså folkepensionsalderen, som jeg også tror at Nye Borgerlige står bag. Det er jo også en reform, hvor man siger til folk, at man forventer, at de skal arbejde nogle flere år, og hvor man ikke decideret går ind og giver dem nogen øgede incitamenter i forhold til økonomi for at gå senere på folkepension. Det er nogle normer, som danskerne tager til sig, fordi de, som danskerne er flest, også er villige til at bidrage i situationer, hvor vi har brug for, at flere arbejder, for at få tingene til at hænge sammen.

Hr. Nick Zimmermann.

Jeg vil godt prøve at spørge ind til nogle af alle de brancher, som jo virkelig kommer til at miste økonomi på det her. Jeg kan eksempelvis nævne hoteller, restaurationer og forsamlingshuse og alle mulige andre brancher, som jo virkelig kommer til at have et stort tab på, at I nu vil stjæle den her helligdag fra dem. Hvordan forholder Venstre sig til dem? Skal de have noget økonomisk kompensation?

Ordføreren.

Jeg skal ikke afvise, at der er enkelte hoteller eller andre, der har rigtig meget forretning på store bededag, og som isoleret set kommer til at miste noget omsætning på det her. Samlet set er det jo, som Finansministeriet, i dag også bakket op af Nationalbanken, siger: Så vil vores bnp blive øget. Det vil sige, at den gennemsnitlige dansker har flere penge mellem hænderne og dermed flere penge at bruge, også bredt i vores erhvervsliv. Så samlet set kommer det her til at betyde flere arbejdspladser og større omsætning. Så er der selvfølgelig nogle, som f.eks. har rigtig mange konfirmationer store bededag, som kan blive ramt af det her. Men jeg forestiller mig ikke, at vi skal gå ind og kigge på det så specifikt i forhold til dem.

Tak. Så er det spørgeren.

Inden valget kaldte Venstre jo den tidligere regering for magtfuldkommen. Ordførerens formand fortalte, at han ikke stolede på statsministeren. Nu kunne jeg godt tænke mig at prøve at spørge Venstre: Ser Venstre sig selv som et magtfuldkomment parti? Kan danskerne stole på Venstre, når nu ikke det her er blevet fortalt inden et valg? Her tænker jeg også på, at man først tromler Folketinget, de resterende ni partier, og fagbevægelsen, blander sig i den danske model og ikke fortæller noget om det inden et valg og i øvrigt ikke vil være med til at sætte det til en folkeafstemning.

Ordføreren.

Igen synes jeg, vi har været meget åbne om, at vi mente, det var nødvendigt med også svære og store seriøse reformer for at øge arbejdsudbuddet i den her periode.

Så vil jeg sige i forhold til debatten om magtfuldkommenhed, at noget af debatten dengang jo handlede om, om man var åben nok i forhold til beslutningsgrundlag og den slags ting. Der kan jeg sige, at i den her sag er det beslutningsgrundlag, som jeg sidder med, en til en delt med Folketinget. At der så, når vi alle sammen har alle fakta på bordet, er en politisk uenighed, hvor et flertal vil noget andet end et mindretal, synes jeg ikke er magtfuldkommenhed.

Næste spørger er hr. Kristian Bøgsted. Værsgo.

Tak. Jeg bliver jo faktisk lidt bekymret. Nu havde vi den forrige regering, der valgte en panikløsning, da de nedlagde hele minkerhvervet. Så tænker man, at nu får vi en bred regering; det må da blive bedre. Men ved det første tegn på en lille krise er det igen en panikløsning. Man kommer med forslag om at afskaffe store bededag, og det er jo tydeligt, at det forslag ikke er gennemregnet. Det vælter jo frem med den ene og den anden konsekvens og sag af det her, der bare modsiger, at man får det store provenu på det, som man har lagt ud med. Så vil ordføreren anerkende, at det her forslag ikke er gennemregnet? Og vil ordføreren anerkende, at man faktisk er inde at blande sig i den danske model med overenskomstforhandlingerne lige nu?

Ordføreren.

Jeg vil ikke anerkende, at det ikke er gennemregnet. Det her er et forslag, der har cirkuleret rundt i forskellige kommissioner og i dansk politik i 10 år, mener jeg, og er blevet regnet på og har været en del af debatten og er blevet diskuteret frem og tilbage. Vi har både et Finansministerium og en Nationalbank, der er ude at sige, at de mener, at det er et solidt forslag, vi godt kan stå på. Så den udlægning af det kan jeg ikke anerkende.

Spørgeren.

Jamen så må jeg jo antage, at ordføreren mener, at det er gennemregnet, at en, der før var på arbejde en helligdag, nu mister penge, ved at det ikke er en helligdag længere. Jeg må antage, at når det bliver nævnt, at man jo stadig væk kan holde sin konfirmation på det, der var store bededag og var en helligdag, så er det indregnet, at lige pludselig er de ikke på arbejde alligevel, og at de penge tabes.

Jeg må sige, at jeg synes, det er naivt af regeringen at sige, at man ikke blander sig i overenskomstforhandlingerne nu her, når man i den grad kommer ind til parterne med en bombe og siger: Det her kommer lige oveni, værsgo at finde ud af det.

Ordføreren.

Jeg vil sige, at jeg synes, at den måde, vi gør det på – og det er jo også derfor, vi har lavet en kortere høringsperiode og vi sørger for, at der kommer en konklusion på det her, før overenskomstforhandlingerne går ind i den sidste fase – netop er at vise respekt for overenskomstforhandlingerne, så man ved, hvad det er for en bundlinje, man har at snakke ud fra mellem parterne. Derfor synes jeg netop, at vi lægger os i selen for at sørge for, at det her ikke bliver et ubekendt kort i overenskomstforhandlingerne, og det synes jeg er at vise respekt for parterne.

Så er det fru Helle Bonnesen.

Ordføreren taler om, at der er mange svære beslutninger, man skal tage, og det må også have været en rigtig, rigtig svær beslutning at foreslå, at vi skulle afskaffe store bededag. Den er så svær, at der ikke er ét af de tre regeringsbærende partier, der har valgt at tage det med i deres valgoplæg. Nu hørte vi også den forrige ordfører for Venstre sige, at det ikke er alle idéer, der er groet i deres baghave. Så nu kunne jeg godt tænke mig at høre Venstres ordfører, om det er en idé, der er groet i Venstres baghave. Og hvis nej, hvorfor har man så accepteret et forslag, der har så vidtrækkende konsekvenser og så tydeligt er så upopulært?

Ordføreren.

Det er jo ikke, som det også har været nævnt her, et forslag, vi havde med i vores valgkatalog. Men jeg går ud fra – nu har jeg ikke været der – at når man sidder omkring et bord og er enige om, at vi har en fælles udfordring med, at vi skal skaffe noget finansiering og nogle flere hænder i det danske samfund, så sidder man jo og diskuterer, hvor det er, der er et felt, hvor man tror at ens forskellige røde linjer ikke krydser hinanden og man samtidig kan løse den opgave, der ligger foran os, og som i vores øjne er en »skal«-opgave. Der er det her en løsning, man har fundet frem til, som har været et kompromis, som alle tre partier kunne leve med. Og det er jo sådan, det tit er, i hvert fald hvis man er et parti, der søger indflydelse og gerne vil tage ansvar for, at vi får løst nogle af de store udfordringer, vi står over for, selv om det er svært. Så bliver man nødt til at mødes og finde ud af, hvordan vores fælles ambition kan lande i en reform. Og der har man fundet frem til det her forslag, som jeg, som jeg har redegjort for i min tale, synes har de rigtige balancer, også i forhold til alle tre regeringspartiers ideologiske ståsted.

Spørgeren.

Men det er også korrekt, at der skal findes finansiering, og den finansiering er så essentiel, at det jo ville være rigtig godt at kigge på det økonomiske råderum, inden man begynder at lave så voldsomme initiativer som det her. Nu er det jo sådan, at det økonomiske råderum normalt bliver opgjort i august og maj. Så man kunne jo enten lige have valgt at vente, til vi havde fået den næste opgørelse med. Eller man kunne have valgt at lave det helt klassiske kasseeftersyn, som er normal praksis, når en ny regering træder til. Men det havde regeringen jo valgt ikke at gøre. Jeg betragter Venstre som et meget økonomisk bevidst parti. Hvorfor har man valgt ikke at tage det kasseeftersyn?

Ordføreren.

Jeg er rigtig glad for, at der siden 1980'erne, vil jeg sige, er ansvarlige regeringer i Danmark, der ikke bare har taget af råderummet og taget af kassen, hver gang man lavede nye initiativer, men at vi netop har taget på os at sørge for, at vi finansierer de nye tiltag, vi gerne vil gøre. Det er det, vi gør her, og det er det, skiftende regeringer faktisk har stået på i rigtig mange år. Og jeg synes, vi står os rigtig godt ved det. Jeg vil nødig være Grækenland eller andre lande, hvor man ikke har været villige til også at finansiere det, når man laver nye udgiftskrævende tiltag som f.eks. at styrke forsvaret markant. Derfor er jeg glad for, at vi er i en regering, der fortsætter den tradition og ikke bare tager af råderummet, selv om det selvfølgelig ville være let.

Den næste spørger er hr. Pelle Dragsted.

70-75 pct. af danskerne siger klart nej – de ønsker ikke det her. Der har også været en måling, der viser, at hver tredje af dem, der stemte på Venstre, har fortrudt og havde stemt anderledes, hvis I i Venstre havde været så venlige at fortælle jeres vælgere, at I havde tænkt jer at snuppe en forårsfridag fra dem ved tvang, ved lov.

Så mit spørgsmål er egentlig meget enkelt: Kan ordføreren forstå, at dem, der har været nede i stemmeboksen og sat deres kryds ved Venstre, nu føler sig snydt – man kunne også bruge et grimmere ord end det – og føler sig svigtet og føler, at de faktisk ikke har fået lov til at tage stilling til dette indgreb i deres frihed? For det er jo det, det handler om; det handler jo om, at man ikke længere selv kan bestemme, hvad man vil bruge den dag til, for det kommer arbejdsgiverne til fremover. Kan ordføreren forstå, at rigtig mange mennesker derude føler sig snydt af Venstre og resten af regeringen?

Ordføreren.

Nu kender jeg ikke til de målinger, hr. Pelle Dragsted taler om. Altså, jeg vil sige, at når jeg er ude at tale med mit bagland, er der selvfølgelig delte meninger om, hvorvidt man skulle have fundet den her finansiering eller en anden, men der er bred, bred opbakning til, at vi selvfølgelig skal finansiere tingene, når vi f.eks. gerne vil ind at styrke vores forsvar, og der er bred, bred opbakning til, at Venstre er gået ind og har taget ansvar, og det er jeg glad for.

Jeg tror, at det her svarer til, hvis du i 1980'erne havde spurgt isoleret set til nogle af de tiltag, Poul Schlüter lavede for at genoprette økonomien, uden at du havde spurgt til de alternativer, der så skulle været sat i stedet for, eller konsekvenserne, hvis man ikke havde gennemført det. På samme måde kunne man f.eks. forestille sig, at nogen her tog et enkelt forslag ud og spurgte mig: Kunne du godt tænke dig at bevare store bededag? Hvis jeg ikke var blevet præsenteret for konsekvenserne, i forhold til hvad jeg så ikke kunne få, eller hvad der så ellers skulle afskaffes, så tror jeg måske også, jeg havde svaret ja til det spørgsmål.

Så når vi får udfoldet nuancerne, og når folk ser helhedsbilledet, og ser, hvad vi så rent faktisk kan investere i, når vi tager de her svære beslutninger, og hvad det er for nogle ting, vi så kan bevare – og det er jo så primært Socialdemokratiet, der har stået vagt om f.eks. efterlønnen, Arnepensionen og den slags ting – så tror og håber jeg også på, der vil være opbakning til regeringen og regeringspartierne i den kommende periode.

Tak. Så er det spørgeren.

Det er ikke lige det, meningsmålingerne tyder på p.t., men jeg tror nu nok også, at hvis danskerne fik valget mellem at beholde en fridag og f.eks. at give meget store skattelettelser til virksomhedsarvinger og boligspekulanter, så ville de fleste foretrække at beholde deres fridag, for det er jo det valg, regeringen træffer.

Men det er sådan set underordnet i det her tilfælde. Det, der er problemet her, er jo, at regeringen og Venstre ikke har været ærlige og fortalt, at det her var på vej – det her meget, meget store indgreb i menneskers, i familiernes mulighed for at disponere over deres tid til at kunne holde fri med ungerne og tage i sommerhuset i den weekend, når dagene begynder at blive lidt lysere. Jeg hører næsten ordføreren sådan, at befolkningen ikke rigtig er kloge nok til at tage stilling. Er det dét, ordføreren mener?

Tak. Så er det ordføreren.

Nej, det mener jeg ikke, og jeg tror, at befolkningen ved næste valg kommer til at tage stilling til, om de synes, at de partier, der har været inde at tage ansvar i den her regering, er værd at støtte igen. Jeg vil sige, at jeg er glad for, at vi også har partier, der ikke kun styrer efter meningsmålingerne, men også prøver at styre efter, hvad vi synes er rigtigt for landet. Og man må sige, at i hvert fald to af de partier er meget gamle partier, der har overlevet rigtig, rigtig mange år på at have den tilgang til politik, at de vil tage ansvar, også når det er svært. Der har man jo forskellige tilgange til politik, og jeg er glad for, at det er os og ikke Enhedslisten, der styrer Danmark.

Næste spørger er fru Lisbeth Bech-Nielsen.

Ja, svært for hvem? kunne man sige. Hvem er det her svært for? Det er da ikke svært for regeringen. Det er da svært for dem, der nu skal arbejde og endda i mange tilfælde til en lavere løn.

Jeg vil gerne læse noget op, som jeg synes er rigtig godt sagt, uanset om man er kristen eller ej, af biskoppen i Ribe Stift, Elof Westergaard, som siger:

Helligdagene har den karakter, at de er med til at understrege det fælles, vi har, og vi har brug for den sammenhængskraft. Vi er ikke kun soldater i en konkurrencestat.

Andre inden for folkekirken har sagt, at de synes, at regeringen kynisk udnytter, at folkekirken måske har været på tilbagetog, og at man hamstrer i det, som er fundamentet for folkekirken. Hvad siger ordføreren til det?

Ordføreren.

Jeg er uenig med biskoppen. Vi går fra at have 11 til at have 10 helligdage, og vi er et land, der har relativt mange helligdage, og at sætte lighedstegn mellem det og det at blive soldat i en konkurrencestat synes jeg er lige voldsomt nok, i forhold til hvordan jeg synes virkeligheden er i Danmark, som også er et land, hvor jeg synes vi har gode muligheder, også for at være sammen med vores familier, i forhold til rigtig mange andre lande. Derfor er vi jo også et land ligesom alle andre, hvor man, når man er truet, har behov for at styrke sit forsvar og stramme bardunerne, som en tidligere statsminister sagde engang, en gang imellem for at få det hele til at nå sammen, og det tror jeg langt de fleste danskere er villige til, også at gøre en ekstra indsats, hvis de kan.

Spørgeren.

Danskerne siger jo klart nej, og en samlet opposition, både til højre og venstre, har anvist finansiering til, hvordan vi kunne gøre det her, og de førende økonomer siger, at på sigt holder det her simpelt hen ikke stik. Og regeringen vælger en varig forringelse til at finansiere en midlertidig udgift, som man kunne finansiere på en anden måde.

Mit sidste spørgsmål er: Hvad siger ordføreren til, at de danske soldater siger, at de simpelt hen føler sig taget som gidsler i den her diskussion, og at de ikke vil bruges som argument for at fjerne store bededag, hvor mange af dem restituerer efter at have været ude at tjene for Danmark?

Ordføreren.

Jeg tror, at vores soldater vil sætte rigtig stor pris på, at vi for en gangs skyld får styrket vores forsvar, og at vi rent faktisk også får det finansieret og er villige til at finansiere det. Det har vi desværre ikke været villige til i rigtig, rigtig mange år. Så jeg tror også, du ville kunne finde mange soldater, der ville være glade for det, hvis vi rent faktisk øger forsvarsudgifterne og får det finansieret.

I forhold til det her med det varige eller ikkevarige bruger ordføreren jo argumenter, der stritter imod hinanden, for hvis ordføreren skulle have ret i, at det her ikke er en varig finansiering, så betyder det jo netop, at folk vil få de samme fridage igen over tid. Men når du spørger Nationalbanken eller Finansministeriet, er der bare ikke noget, der tyder på det.

Tak. Næste spørger er hr. Søren Espersen.

Tak. En ting er jo, at regeringen nu ødelægger den danske model, som er respekteret ikke alene i Danmark, men faktisk i hele Europa, hvor de ser misundeligt til os, fordi vi har den ordning. Den er lagt på is, måske er den oven i købet på vej til at forsvinde. Det er en ting. Men at hele det kirkelige Danmark, dvs. biskopper, Præsteforeningen og menighederne alle sammen er rystede over det, der foregår, må da gøre indtryk. Det er en tradition, vi har haft i Danmark i over 330 år. Den er dansk. Det er rigtigt: Der er ikke andre, der har den. Der er masser, der har påske og pinse og jul, men der er ikke nogen, der har store bededag, og det er altså en af de danske værdier, vi har, og derfor derfor skal vi specielt værne om den.

Og så blev den til ved en kongelig resolution. Det har man tit nævnt i regeringen, som om det skulle være noget særligt, og derfor gør vi det også nu. Altså i 1686 var enevælden indført 20-25 år inden, nemlig i 1660, og det var derfor, det var en kongelig resolution. Det blev det i øvrigt de næste 300 år. Alt, hvad der kom, var på kongelig resolution.

Hvorfor får vi ikke en debat om det? Undskyld, formand.

Så er det ordføreren.

Jeg vil bare angribe det her med, at vi skulle lægge den danske model i graven på grund af det her. Altså, vi fjerner en helligdag, som arbejdsmarkedets parter ikke selv har været med til at indføre. De har indrettet sig rundt om den her helligdag, og jeg er sikker på, at vi har en dansk model, der er så stærk, at de også kan indrette sig efter, at der nu kun er 10 i stedet for 11 helligdage. Så jeg synes, man skal passe lidt på med, hvor højt man svinger retorikken op i forhold til de her ting.

Spørgeren.

Men hvorfor fik vi ikke en folkelig debat om det her? Der er også flere andre, der har været inde på det i dag. Det er helt afgørende, og en del af vores tilværelse er afhængig af det her. Hvorfor fik regeringen ikke lavet en folkelig debat med tid til det? Mit gæt er, at man ikke turde. Man er simpelt hen hunderæd for befolkningen i forhold til det her, man er ræd for kirkens folk, og man er ræd for hele fagbevægelsen. Er det ikke rigtigt? Man tør ikke tage sig tid til at debattere det her – er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Det er ikke korrekt. Altså, det her er jo noget, som jeg sagde før, der har været debatteret i rigtig mange år i dansk politik, og det blev debatteret rigtig intenst under, jeg mener det var SRSF-regeringen, der talte om de her forskellige modeller for at øge arbejdstiden. Jeg vil også sige, at jeg synes, vi har haft en relativt bred og folkelig og intens debat om det her emne, lige siden regeringsgrundlaget kom. Jeg har sjældent været med til at debattere et emne så meget; så jeg kan heller ikke helt genkende det der.

Og så kan man sige i forhold til timingen, at når vi står med et regeringsgrundlag og over for overenskomstforhandlingerne, er det jo nødvendigt, synes vi, at få en afklaring i respekt for dem, der skal til at forhandle overenskomster, så de ved, hvad udgangspunktet er.

Tak. Så er det fru Mette Abildgaard.

Tak for det. Jeg har to spørgsmål, og de er til gengæld meget simple, så jeg forventer, at det er relativt nemt at svare på. For det første kunne jeg godt tænke mig at spørge om, hvordan ordføreren definerer politikerlede. Hvordan definerer ordføreren politikerlede? Og for det andet kunne jeg godt tænke mig at spørge om, hvad ordføreren tror skaber politikerlede.

Ordføreren.

Puha, de spørgsmål synes jeg da ikke er så lette. Jeg tror, at det kan være mange ting. Altså, du kan jo få politikerlede af politikere, der ikke tager ansvar, og som står og siger, at de vil en hel masse ting, og så bliver det aldrig nogen sinde til noget, fordi de ikke er villige til at indgå kompromiser, der rent faktisk fører til noget. Så de får aldrig noget politik gennemført.

Det kan vel også skabe politikerlede, hvis der er nogen, der synes, at man går for meget på kompromis og giver køb på for mange af ens principper for at bringe landet fremad. Det er jo det, vi hver især må gøre op med os selv, altså om vi også er i politik for at få beskidte fingre og prøve at bringe landet fremad, så man kan sige, at vi samlet set kommer mere i retning af det, vi gerne vil, end vi ellers ville.

Man kan også synes, at det skaber mere politikerlede, hvis man bare står udenfor og råber ind og siger, at man kan alt muligt, uden at man nogen sinde får noget gennemført.

Jeg ved ikke, hvad der skaber mest politikerlede – eller hvor vi ligger på den skala. Jeg vil sige, at jeg synes, at det, vi gør nu, er rigtigt og ansvarligt.

Spørgeren.

Det kan godt være, at ordføreren ikke ved, hvad der skaber politikerlede, men det kan jeg måske så bidrage med, for det findes der masser af forskning om. Ja, det skaber bl.a. politikerlede, når politikerne gør noget andet end det, de siger de ville gøre, og når de ikke fortæller, hvad de har tænkt sig at gøre – som eksempelvis i den her sag, hvor tre partier vælger at gennemføre noget så stort. De presser det igennem Folketinget med et snævert flertal, uden at man har orienteret sine vælgere om det på forhånd, uden at man har ladet det indgå i den offentlige debat. Ja, vi har diskuteret det nu, men kommer det til at rykke noget? Nej, det gør det ikke, for ordførerens parti og de øvrige regeringspartier holder stædigt fast på det her, selv om danskerne er så massivt imod. Sådan noget som det her skaber politikerlede, det går ud over os alle sammen, og det har partierne et ansvar for.

Ordføreren.

Nu har jeg en baggrund i kommunalpolitik, hvor vi er vant til, at vi hver især går på valg på et program. Og så sætter vi os sammen efter valget, ofte også med Socialdemokratiet, og så finder vi ud af, hvordan det er, vi kan nå nogle mål, vi kan være enige om, og hvordan det så er, at vi kan lave kompromisser i forhold til midlerne, som vi hver især er gået til valg på. Det er aldrig en til en med det, vi hver især er gået til valg på, men det bringer kommunen fremad, og det har borgerne faktisk været ret glade for. Så jeg vil ikke afvise, at borgerne også kunne være det på nationalt plan, hvis det viser sig, at vi rent faktisk får skabt et bedre samfund. Så må fru Mette Abildgaard jo stemme på et andet parti, der har en anden holdning til samarbejde og kompromiser, end vi har.

Tak. Så er det fru Jette Gottlieb.

Ja, nu har ordføreren mange gange påpeget, at det, det handler om, er at træffe ansvarlige beslutninger. Nu har regeringen så på befolkningens vegne truffet den beslutning, at de blandt adskillige muligheder har valgt at tage en fridag fra befolkningen. Er man klar til at høre befolkningen i det spørgsmål?

Ordføreren.

Vi synes, ligesom vi har haft tradition for altid i Danmark, at et land er bedst til at træffe beslutninger, når man vælger nogle til et Folketing, der så kan indgå nogle kompromiser med alle de nuancer og alle de ting nede i materien, som kan være svære at tage stilling til, hvis man ude af kontekst lige pludselig skal svare på noget i en folkeafstemning. Og så kan man så tage stilling til det samlede resultat engang hvert tredje eller fjerde år, eller hvor ofte det nu er, det er nødvendigt med et valg. Det synes vi har tjent os godt. Jeg tror, vi ville have svært ved at tage de svære beslutninger, hvis vi hele tiden skulle stemme om enkeltelementer, i stedet for at vælgerne fik lov til at tage stilling til helheden. Så derfor synes jeg ikke, at det, fru Jette Gottlieb antyder, vil være godt for vores demokrati. Jeg tror ikke, vi havde stået der med den trods alt robuste økonomi og det gode samfund, vi har i dag, hvis vi havde indført et direkte demokrati på den måde, som fru Jette Gottlieb antyder.

Og hvis jeg nu skal tale om ansvarlige beslutninger: Jeg tror, at ret mange danskere er glade for, at vi ikke er endt som nogle af f.eks. de sydeuropæiske lande, hvor man af frygt for at indgå kompromiser aldrig nogen sinde har fået taget de svære og ansvarlige beslutninger.

Så er det spørgeren.

Nu var ordførerens parti jo meget medvirkende, dengang man lavede en jordlovsafstemning, hvor man oplevede, at et flertal i Folketinget havde vedtaget en lov, som ordførerens parti ikke var enig i og derfor satte en folkeafstemning i værk om. Men der er jo også andre mere, hvad skal vi kalde det, mindelige løsninger, og det er jo at udskyde den her beslutning, indtil der har været et folketingsvalg, hvornår det så end kommer, og det er der jo stillet ændringsforslag om. Er ordføreren klar til at overveje at stemme for det ændringsforslag?

Ordføreren.

Nej, og det er, som jeg har sagt tidligere, fordi vi mener, der er brug for, at vi får lavet et nyt forsvarsforlig, der står på en solid finansiering, og at vi får styrket vores forsvar her og nu. Derfor synes vi ikke, det er ansvarligt at vente 4 år med eventuelt at bruge en masse penge og så først finde pengene eller være sikre på, at pengene er der, efter 4 år. Det synes vi ikke vil være en ansvarlig måde at gøre det på.

I forhold til jordlovssammenligningen synes jeg ikke, den er så reel, for da handlede rigtig meget om, at der dengang var en debat om, om det var i strid med grundloven eller ej. Og jeg har trods alt ikke hørt ret mange herinde i Folketinget argumentere for, at det, vi gør nu, er i strid med grundloven.

Næste spørger er hr. Morten Messerschmidt.

Det er muligt, at ordføreren finder, at det her er i overensstemmelse med grundloven, men gør det indtryk, når Københavns biskop gør gældende, at det strider mod det augsburgske bekendelsesgrundlag, som jo altså trods alt er en del af grundlovens § 4? Det gjorde jo ikke noget nævneværdigt indtryk på kirkeministeren i går. Der er ellers en tradition, som går tilbage til grundlovens indførelse, for, at Københavns biskop er den teologiske rådgiver for kirkeministeren. Men man kunne forstå på hende i går, at det snarere forholdt sig omvendt, altså at det var biskoppen, der ikke havde forstået noget som helst. Har hr. Christoffer Aagaard Melson den samme tilgang til kirken her, altså at det er kirkens folk, der intet fatter, og at det er den her regering, som har forstået den evige sandhed i forhold til, hvordan »Den Augsburgske Bekendelse«, især artikel 28, der henvises til, skal forstås og fortolkes?

Ordføreren.

Som vi har snakket om tidligere, er Venstre et parti – det ved jeg også det er for kirkeministeren – hvor folkekirken betyder meget, og hvor der er rigtig meget respekt for folkekirken. Så derfor tager vi det ikke let, når der kommer kritik fra f.eks. en biskop. Men det er ikke det samme, som at man ikke en gang imellem – heldigvis er det meget, meget sjældent, for oftest er vi jo helt enige med vores biskop – kan have en uenighed, og jeg vil gerne henvise til kirkeministeren, som er meget dybt nede i de her sager, om, hvorfor hun mener, at det er rigtigt at gøre det på den måde, vi lægger op til. Det er hun mere inde i end mig, men jeg bakker op om hendes tilgang til det, for hun er virkelig, virkelig grundig og dybt inde i det her stof. Det gør selvfølgelig indtryk, men det er jo ikke det samme, som at man altid kan nå et sted hen, hvor man er helt enige.

Spørgeren.

Så kunne jeg spørge på en anden måde. Kan ordføreren nævne et eneste eksempel på, at man fra statsmagtens side har reguleret kirkens indre forhold, og hvor der ikke har været en eneste biskop, som har bakket op om det? Jeg kan ikke finde et område. Og her er vi ovenikøbet i den situation, at biskoppen over Grønlands Stift, som end ikke er omfattet af lovforslaget, også har indsigelser. Så kalder det ikke på en lille smule ydmyghed, skønsomhed og eftertanke, at man nu altså her bryder en tradition, der i hvert fald går tilbage til 1536, og at man fuldstændig stik imod kirkens unisone ønske vælger at bruge den magt, som man mener sig beføjet med, fordi man kan tælle til 90 i Folketinget?

Ordføreren.

Altså, det emne og historikken, i forhold til hvornår hvilke biskopper har udtalt sig om forskellige indgreb i kirkens indre anliggender eller om afskaffelse af helligdage eller indførelse af helligdage, er jeg simpelt hen ikke godt nok inde i til, at jeg kan give et kvalificeret svar. Men jeg vil meget gerne undersøge det og vende tilbage til hr. Morten Messerschmidt.

Den næste spørger er hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Ordføreren siger, at politik handler om prioriteringer. Jeg er meget enig, og derfor undrer det mig også, og jeg forstår ikke Venstres prioritering. For hvorfor er det, man fjerner en fridag fra danskerne i stedet for at sige, at f.eks. udlændinge, altså andre landes statsborgere, må finansiere deres egen tilværelse i Danmark, noget, som også ville skaffe flere penge og flere hænder?

Så hvorfor er det, man skal fjerne en fridag, i stedet for at udlændinge, der befinder sig i Danmark, må finansiere deres egen tilværelse?

Ordføreren.

Jamen der er jo en lang række overvejelser, der går ind i de her ting. Det er, hvordan vi styrker vores samfundsøkonomi, og hvad det er for nogle sociale balancer, vi kan stå på mål for, og så er der jo, som hr. Lars Boje Mathiesen også siger, den ting i det, at hvis man gerne vil have gennemført noget, der fører hen imod et stærkere samfund, så skal man skaffe et flertal for det i Folketinget. Og det er ikke, fordi vi går ind for hr. Lars Boje Mathiesens forslag, men virkeligheden er jo, at hr. Lars Boje Mathiesen nok ikke får ret mange af sine forslag igennem i Folketinget, fordi han ikke kan skaffe 90 mandater.

Så hvis man derfor mener, at det er meget, meget vigtigt, at vi styrker vores økonomi og finder det her øgede arbejdsudbud, og hvis man mener, at man gerne vil påvirke landet til at nå et mål, så bliver man jo nødt til at spille nogle forslag på banen, som har en gang på jorden. Og det er jo derfor, at vi ikke kommer med forslag, som ikke er realistiske, og som der ikke er opbakning til i Folketinget.

Spørgeren.

Men det er en flertalsregering. Så flertallet bestemmer, og regeringen bestemmer. Så hvis man reelt set mener, at det var mere vigtigt, at udenlandske statsborgere finansierer deres egen tilværelse i Danmark, så havde man ikke behov for at tage en fridag fra danskerne. Men Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne vil hellere tage en fridag fra danskerne end at sige til de udlændinge, der er i Danmark: Ved I hvad, nu må I finansiere jeres egen tilværelse.

Jeg forstår ikke den prioritering, altså hvorfor man sætter udenlandske statsborgere foran danskerne og de danske familiers ret til at kunne have en tilværelse, hvor de kan se hinanden lidt oftere.

Ordføreren.

Nu er der rent faktisk også en række initiativer i regeringsgrundlaget, der vil prøve at arbejde med at få flere med udenlandsk baggrund til at forsørge sig selv og bidrage til fællesskabet. Det er vigtigt både for dem og for os. Men det er jo heller ikke forslag, som her og nu kan skaffe den finansiering og de hænder på arbejdsmarkedet, som vi har brug for.

Og det der med at sige, at man overhovedet ikke kan få en ydelse, hvis man er udlænding og kommer galt af sted i Danmark og af en eller anden grund ikke har et forsørgelsesgrundlag, vil vi heller ikke som parti og regering være med til, for vi vil ikke være et samfund, hvor der er folk, der går sultne rundt i gaderne.

Så er næste spørger hr. Peter Skaarup. Værsgo.

Ja, og jeg var lige ved at spørge formanden, om jeg kunne nå det, men det kunne jeg så godt.

Tak til ordføreren for at fortælle om det her, jeg må nok sige elendige forslag fra regeringen. Men jeg synes, at der er nogle muligheder for regeringspartierne, herunder jo også ordføreren, for måske at råde en lille smule bod på det, man har gang i. Der kunne jeg godt tænke mig at spørge hr. Christoffer Aagaard Melson, om ikke det vil være rigtigt, når man træffer en så epokegørende beslutning, som det jo trods alt er – at man vil afskaffe en helligdag, som danskerne har været vant til igennem rigtig, rigtig mange år – at man så sørger for, at man trods alt venter til efter næste folketingsvalg med at sikre, at det forslag, som man åbenbart mener er så vigtigt, bliver gennemført. Det vil jo være en god demokratisk måde at gøre det på, sådan at danskerne har mulighed for at tage stilling til det her, inden det sker.

Jeg vil bare lige oplyse, at man ikke kommer hurtigere til ved at komme herop; det var faktisk hr. Peter Skaarups tur.

Nu er det ordføreren.

Tak for det. Det er jo et spørgsmål, jeg har været lidt inde på før, synes jeg. Altså, vi synes, det haster at få lavet et nyt forsvarsforlig, der står på solid finansiering, for det fortjener vores forsvar. Og i en verden, der er usikker, synes vi, at det her er for vigtigt til, at vi kan udskyde en snak og en solid finansiering til om måske 3-4 år. Derfor mener vi ikke, at det er en god løsning at sige, at vi venter 3-4 år med at finde finansieringen, og så bruger pengene nu.

Spørgeren.

Det er sjovt, at ordføreren siger det, for vi har jo netop i Folketinget – bl.a. fordi nogle partier herinde har ydet en meget kraftig indsats – fået slået fast, at det ikke er noget ultimativt krav fra regeringens side at fjerne store bededag for at kunne være med til at finansiere forsvaret. Så jeg synes, at det, som ordføreren kommer med her, lyder lidt som en gammel melodi, som trods alt er blevet skyllet ud med badevandet. Er det ikke rigtigt forstået, at det faktisk ikke skal finansiere forsvarets økonomi?

Ordføreren.

Det skal det også. Altså, det, man havde sat som krav for at være med i forsvarsforliget, var, at man også ville være med til at finansiere den her fremrykning, som jeg forstod det. Men derudover ligger der jo også en manko, som ikke engang kan klares ved råderumsfinansiering på 6 mia. kr., som ligger tilbage fra den aftale, man lavede sidste forår. Så under alle omstændigheder er der brug for at finde flere penge – også end man, tror jeg, vil bede partierne om, som man meget gerne vil have med i et bredt forlig, og derfor tror jeg også, at man er villig til at rykke sig. Men derfor tror jeg stadig, at der er brug for at finde et større beløb, end man vil bede de partier om at være med til at finde.

Så er det fru Mona Juul.

Tak for det. Sidst jeg hørte statsministeren på talerstolen, blev der sagt cirka sådan her, som jeg noterede det ned:

Og jeg håber også, at der vil være vilje til de forandringer, det kræver, så vi reelt kan løse samfundets udfordringer. Citat slut.

Siden da har udenrigsministeren jo også fået løftet pegefingeren i nogle medier med en melding om, at danskerne ikke har forstået alvoren. Mener ordføreren virkelig ikke, at danskerne udviser den nødvendige vilje, og at de ikke forstår situationens alvor? Og bemærk, at her nævner jeg ikke engang, at ordføreren kom lidt ind på nogle græske tilstande – den sammenligning synes jeg vi skal holde os fra.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, og vi er meget langt fra græske tilstande. Det var et argument, i forhold til hvis man blev ved, og det er jo også derfor, jeg er glad for, at partierne nu har anerkendt, at man skal være med til at finde noget finansiering, når man laver et nyt forsvarsforlig. Men man kan ikke blive ved med at foreslå udgiftsdrivende forslag uden at ville finansiere det, og der må jeg også sige, at jeg synes, at f.eks. Enhedslisten er værre end Det Konservative Folkeparti. Det må jeg også bare være ærlig og sige, for der skal være fairness i forhold til den slags.

Så tabte jeg faktisk lige tråden, så fru Mona Juul må meget gerne lige stille spørgsmålet igen.

Spørgeren.

Jeg kan følge lidt op, for det, jeg spørger om, er jo, hvorfor der er behov for den her alvor og løftede pegefinger, og om det er, fordi regeringen her mener, at danskerne ikke har forstået alvoren. For man kan også spørge, om det ikke netop er i alvorlige situationer, vi skal bevare og holde fast i traditioner, som jo er med til at give orden, struktur og systematik i en kaotisk hverdag og også en vild verden.

Ordføreren.

Jeg synes, vi synes, vi står i en alvorlig situation i forhold til især vores sikkerhedsposition. Vi synes også, at vi langsigtet står med nogle store, store udfordringer, i forhold til at der simpelt hen ikke er en sammenhæng mellem de hænder, vi kommer til at skulle have, f.eks. i forhold til faglærte, inden for arbejdsmarkedet, og de opgaver, vi står over for. Så derfor mener vi, det er en alvorlig situation.

Jeg vil måske, hvis jeg skal sige det, nærmere sige det sådan, at jeg synes, at mediedækningen har været lidt forsimplet, forhold til at man ligesom ikke anerkender, at der langsigtet er nogle udfordringer. Og der synes jeg jo heldigvis også, at vi i Folketinget snakker lidt mere sammen på samme frekvens, og jeg tror da også, at danskerne bredt er enige i, at der, om ikke andet om 3 eller 4 år, samlet set er nogle balancer, vi skal finde.

Tak. Næste spørger er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak for det. Jeg hører ordføreren tale meget om, at det er vigtigt at finde finansiering og få skaffet ekstra hænder, og det er vi sådan set fuldstændig enige i – også at man skal finansiere de ting, som vi gerne vil gøre. Det er der heller ingen diskussion om.

Det, der undrer mig, og som jeg gerne vil have opklaret, er, at nu laver man det her indgreb – stik imod parternes ønsker og stik imod alles ønsker og alle gode gerninger – og så siger ordføreren, at så må parterne finde ud af, hvad de vil bruge den her dag til, når den nu er frigivet som helligdag. Så bliver jeg bare lidt nysgerrig. Hvis det nu ud fra overenskomsterne viser sig, at den her dag bliver fastholdt som fridag – og det har jo været sådan, at man i overenskomst efter overenskomst har fået flere og flere fridage – så man nu her til efteråret har en ekstra fridag og den her dag sådan set er neutraliseret, kommer regeringen så og siger, at så tager man en ny helligdag som finansiering, når finansieringen nu skal være så sikker? Er det det næste skridt, at regeringen tager en ny helligdag?

Så er det ordføreren.

Regeringen har ikke planer om og kommer ikke til at have planer om at tage flere helligdage. Det har vi meldt meget klart ud. Vi stoler på de beregninger, vi får fra Finansministeriet, og som også bliver bakket op af Nationalbanken, om, at det her kommer til at give et bidrag. Det er også derfor, vi synes, det er vigtigt at få det gennemført nu, så vi både giver noget sikkerhed til dem, der skal forhandle overenskomster, og så vi ved, at det ikke er fugle på taget, og så vores forsvar kan vide, at det ikke er fugle på taget, når vi skal til at bruge nogle flere penge på forsvaret, og at det er finansieret.

Spørgeren.

Jamen så siger ordføreren, at nu er det vigtigt, at det er klart før overenskomsterne, så de ved, hvad de har at rette sig ind efter. Så hvis dagen er væk og de vil indføre den igen, vil ordføreren så ikke medgive, at så er virkningen neutraliseret, og så bliver regeringen nødt til at finde en ny finansiering?

Ordføreren.

Altså, jeg vil ikke blande mig i, hvordan parterne håndterer deres overenskomstforhandlinger. Det, vi bare siger, er, at fremadrettet er der ikke en dag, hvor vi siger at man skal holde fri, og derfor sørger vi også for, at man får rettet vores kontrakter og ansættelser igennem, så man er sikret, at man har løn den dag, når man ikke længere skal holde fri. Og så stoler vi på, at både Finansministeriet og Nationalbanken kan finde ud af at regne de her ting igennem på en så solid måde som overhovedet muligt, så vi har den finansiering til at styrke vores forsvar.

Så når vi desværre kun en mere, og jeg beklager over for dem, der ikke kan komme til at stille spørgsmål. Men den næste og sidste er fru Mai Villadsen.

Tak for det. Så håber jeg, jeg lige kan nå at få opklaret noget, som har undret mig i de svar, ordføreren er kommet med. For ordføreren har gentagne gange sagt, at det her ikke er et angreb på den danske model, og det undrer mig. For der står direkte i lovforslaget, at det her forslag vil ændre de kollektive overenskomster, for når man fjerner den her fridag, fjerner man også alle de tillæg, som folk i årevis har fået forhandlet sig til, når de havde sådan nogle fridage og skulle arbejde på trods af det. Det vil sige, at tusindvis af kroner tages op af lommen på en hel masse danskere, og det er da et indgreb i den danske model og dermed et angreb på den. Jeg kan i hvert fald ikke se andet, og jeg kan oplyse til ordføreren, at det er der også mange andre der ikke kan, herunder en arbejdsmarkedsforsker, som direkte kalder det sådan. Så derfor vil jeg egentlig gerne høre ordførerens forklaring på, hvordan man egentlig kan stå på talerstolen og sige, at det her ikke er et indgreb i den danske model.

Ordføreren.

Jeg er ikke arbejdsmarkedsforsker, så jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvordan man skal definere det her. Det, jeg siger, er, at det jo ikke er arbejdsmarkedets parter, der har besluttet, at man skal holde fri store bededag. Det er noget, der er politisk besluttet, eller noget, som en konge har besluttet engang. Og derfor er det jo ikke en rettighed, som man har kæmpet sig til i overenskomstforhandlingerne, vi fjerner her, og det har selvfølgelig nogle konsekvenser i de aftaler, man har lavet rundt om noget, vi har besluttet.

Og i forhold til hvordan det skal defineres i forhold til indgreb eller ikke indgreb, så er det, vi siger nu, at vi vasker tavlen ren, og så har arbejdsmarkedets parter jo en helt almindelig dag, de kan forholde sig til, som arbejdstiden bliver øget med fremadrettet, og så kan de jo i god ro og mag – efter at vi her i Folketinget får draget en konklusion på, om vi vil fjerne den helligdag eller ej – indrette sig efter det, ligesom man historisk har indrettet sig efter, at det er blevet besluttet, at de skulle holde fri på den dag.

Spørgeren.

Jeg synes faktisk, det er lidt rystende, at man, når man foreslår noget så grundlæggende, som er et direkte angreb på den danske model, så ikke i det mindste anerkender det. For man tager tusindvis af kroner, som arbejdsmarkedets parter eller fagbevægelsen hårdt har tilkæmpet sig i mange år i forhandlinger, op af lommen på folk – og giver dem nul kompensation. Det er et angreb, og jeg forstår godt, de er rasende og rystede, over det, og det er vi rigtig mange der er.

Og mit næste spørgsmål vil så være: Hvornår stopper det? Kan den her regering finde på at lave andre angreb, eller kan den garantere, at den ikke igen angriber den danske model?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at samlet set synes jeg, at den her regering faktisk har gjort en hel del, som også fagbevægelsen anerkender er noget, der i hvert fald styrker den danske model. Den her beslutning om at hæve dagpengene i de første 3 måneder, som jeg godt vil sige ikke er noget, der er groet i vores have, er lige blevet meldt ud. Vi har også det her med det forhøjede fradrag for fagligt kontingent, og det er heller ikke groet i vores have, men jeg har i hvert fald hørt fra fagbevægelsen, at de meget tydeligt siger, at det er noget, de synes styrker den danske model. Så sandheden er nok rimelig nuanceret, i forhold til at vi også gør nogle ting, som fagbevægelsen anerkender styrker den danske model, set med deres øjne.

Så siger vi tak til hr. Christoffer Aagaard Melson og velkommen til den næste ordfører, hr. Jeppe Søe fra Moderaterne.

Man siger til tider, at det bedste forsvar er et angreb. Jeg er uenig. Jeg tror, man har de bedste forudsætninger for at forsvare sig, hvis man tør stå fast på de værdier, der ligger til grund for de beslutninger, man synes skal tages. Det er det, jeg vil tale om i dag, om at stå for noget, om at forsvare de beslutninger, der koster noget – tid, penge, popularitet.

Jeg tror, vi må vænne os til i de kommende årtier, at vi vil være nødt til markant at ændre på den måde, vi lever på. Alle må yde lidt mere, samfundet er et fælles ansvar, verden er et vilkår. Der er krig i Europa, i vores nabolag, vi har ikke råd til at ignorere det faktum, og vi behøver hinanden. Vi skal arbejde for at skabe en verden, hvor vi ikke kriges om alt det, der helt åbenlyst er et fælles anliggende. Vi skal bidrage, det har vi forpligtet os til. Vi skal give vores forsvar de bedste forudsætninger. Man sender ikke sine soldater trygt i krig, det gør man aldrig, det findes ikke. Men vi skylder at sende dem af sted, så de er rustet til at udføre deres job. Vi skylder hinanden den tryghed og tillid. Ingenting er, som det var engang. Der er krig i nabolaget, og vi hæfter solidarisk.

Vi har brug for penge til at bevare de velfærdsværdier, der føles særlig danske. Vi har råderummet til at gøre det, danskerne er duelige, vi skal løse tingene sammen. Debatten om store bededag grunder i et forslag om at finansiere forsvarsudgifter, ikke i en erklæret ambition, men en opgave, vi står over for. Vi har fundet pengene, ikke taget dem ud af budgettet, vi har fundet nye penge. Og ja, vi afskaffer en helligdag, men vi ønsker ikke at anfægte kirkens rolle i samfundet af den grund. Vi har en helt grundlæggende respekt for den danske model. Det synes jeg også forslaget illustrerer. For mig handler den danske model om tillid til de aktører, der varetager anliggender på vegne af os alle sammen, og for mig handler forsvaret om at vise præcis den samme tillid til danskerne. Vi tager vare på hinanden, vi hjælpes ad.

Helligdage er dage med religiøs betydning. Vi fratager ikke nogen deres ret til at dyrke deres religion, men vi tror på, at store bededag handler om andet end det. Det er en af de dage, mange af os længes mod, dage, hvor der er plads til ro, fællesskab og eftertanke, som biskop Peter Birch formulerede det i en kommentar i december, og jeg tilslutter mig. Vi har brug for tid til refleksion, vi har brug for dage, hvor vi kan mærke friheden, måske til at komme os over en forkølelse, som jeg lider af lige nu, men debatten om store bededag har mistet sit fodfæste i en retorik, der taler princippets sag. Men det er jo løsninger, vi leder efter.

Jeg tror på det folkelige fællesskab. Moderaterne er grundlagt på samtalen mellem mennesker. Vi søger langtidsholdbare, virkelighedsnære og pragmatiske løsninger, og den slags tager tid. Jeg er derfor virkelig ked af, at vi er blevet nødt til at fremskynde processen her. Det er ikke det, vi som regering skal stå for, men det giver mening for mig, da processen er et udtryk for netop den danske model. De verserende overenskomstforhandlinger kræver klarhed, og det er det, vi har skabt – klarhed om, præcis hvad det er, vi vil. Upopulært, ja, men pragmatisk politik, der kræver, at man har tillid til det mandat, man bærer som folkevalgt.

De fleste politikere går til valg på et løfte om at tage ansvar. Nu har vi taget det. Jeg tror på, at vi ubesværet her i salen kan blive enige om, at Europa er et fælles anliggende. Vi skal gøre os umage med at forsvare vores værdier, og det gør vi altså ved at investere i dem. Og vi skal bidrage solidarisk ind i fællesskabet. Det er en prioritering, vi må gøre. Det er direkte utroværdigt at bilde danskerne, os selv, ind, at vi kan gøre det hele, uden at det koster noget. Det koster penge, og det tager tid. Den slags mødes sjældent af gallupkærlighed, men det er ansvarligt. Hvis vi ønsker at værne om vores velfærd, skal vi finde pengene til at løfte en lang række udfordringer, forsvaret også – ikke kun, men også.

I december læste jeg en historie om den danske hær. Jeg har gemt den som screenshot, kan jeg forstå det hedder, fordi den var et udtryk for, hvordan tingene bliver meget konkrete, når vi siger det ligefremt. Også jeg har brug for at blive mindet om, at vi er nødt til at se virkeligheden i øjnene, også når den er besværlig. Historien var fra TV MIDTVEST, og de interviewede brigadegeneral Henrik Lyhne. Han fortalte, at man i hæren opererer med udstyr, der længe har skullet udskiftes, og at man har måttet få det bedste ud af det med tyggegummi og gaffatape. Jeg forstår, det er virkeligheden, og selv om den ikke er min, skriver artiklen sig ind i min bevidsthed som noget, jeg kan forholde mig til. Det samme synes jeg gør sig gældende, når vi veksler debatten om store bededag til en løsning, der konkret kræver, at vi alle bidrager med 7 timer af vores tid. For de timer får vi frihed, der fødes i ligeværdige fællesskaber. Mit håb er, som altid, at vi mødes på midten, at vi løfter i flok. Det tager som sagt i omegnen af 7,4 timer årligt, hvis vi hjælpes ad.

Tak. Der er en række spørgere, og vi kan nå det inden for tiden. Den første er hr. Karsten Hønge.

Det lyder rigtig charmerende, når hr. Jeppe Søe hele tiden taler om, at vi skal tage ansvar for vores fælles samfund, og alle mulige variationer over den sætning havde Jeppe Søe jo i sin tale. Hvad ville så ikke være mere naturligt end at søge et fælles ansvar ved at lave en aftale med de parter, der bærer vores arbejdsmarked? Hvad kan forklaringen være på, at man ikke inddrager dem fra starten af ved at spørge: Er der ting, vi kan nå i fællesskab, hvor vi får flere mennesker ind på arbejdsmarkedet? Coronakrisen var én lang historie om, hvordan man bar tingene i fællesskab, for vi kan klare mange ting i fællesskab. Så med alle de ord fra hr. Jeppe Søe, som lyder så rigtige her, ender man alligevel på forunderlig vis fra regeringens side med bare at trumfe sin vilje igennem i stedet for at søge samarbejdet. Der er noget helt fundamentalt i ordførertalen, der bare ikke hænger sammen.

Ordføreren.

Der er ikke nogen, der trumfer, i min optik. Vi er sat i verden for at skabe rammerne om en virkelighed. Det er det, vi skal her i salen, og det er sådan set det, vi gør. Det er så op til arbejdsmarkedets parter i netop den danske model at prøve at finde ud af, hvordan de så forholder sig til virkeligheden. Det samme gælder i kirken. Vi laver en forandring, vi laver en ramme om en virkelighed, og kirken må så indordne sig under den virkelighed og finde ud af, hvordan de skal håndtere alterbog og lignende i den sammenhæng. Det er kirkens anliggender, det skal vi ikke håndtere.

Så i min optik ændrer vi i det her Folketing virkeligheden. Vi skaber rammerne, og så er det op til netop arbejdsmarkedets parter og i respekt for dem, at de skal forholde sig til den virkelighed, vi har sat. Og det er det her, vi vil.

Spørgeren.

Jeg sidder lige og tænker på, om jeg nogen sinde har hørt et mere særpræget svar på det spørgsmål, jeg stillede. For jeg kunne forstå det sådan, at det simpelt hen er i respekt for arbejdsmarkedets parter, at man nu kommanderer dem til at gøre noget bestemt. Var det rigtigt forstået? Er det simpelt hen i respekt for fællesskabet og i respekt for fagbevægelsen og arbejdsgiverne, at vi nu får kommanderet dem til at gøre noget ganske bestemt? Jeg mener: Et parti som Moderaterne, der har forsøgt at skabe sig et fundament på, at man skal samarbejde, vælger som en af sine første gerninger at tromle igennem Folketinget med ganske få mandater bag sig og tromle fagbevægelsen og arbejdsgiverne flade ude på arbejdsmarkedet og siger så ovenikøbet nu i en ordførertale, at det faktisk er i respekt for dem, og at det faktisk er, fordi man ønsker at samarbejde. Hvor er det lige, enderne ikke hænger sammen her?

Ordføreren.

Jeg talte ikke på nogen måde om respekt, hvad det angår. Jeg sagde, at vi herinde ændrer virkeligheden, og så er det i respekt for dem, at det er dem, der skal finde ud af, hvordan de så håndterer virkeligheden. Det er altså virkelig opgaven herinde at sætte nogle rammer, og så er det da arbejdsmarkedets parter, der skal sørge for i overenskomstforhandlingerne at finde ud af, hvordan de kan håndtere den virkelighed, hvordan de kan putte den ind i overenskomstforhandlingerne. Derfor er det gået stærkt. Vi har lavet en høringsperiode, der er kortere, og det har vi gjort af respekt for, at virkeligheden skal være der, i det øjeblik de forhandler.

Så er det fru Inger Støjberg.

Jeg er simpelt hen lige så forvirret, som hr. Karsten Hønge er, over det svar. For hr. Jeppe Søe indleder ligesom med at sige, at Moderaterne er grundlagt på samtale, og at vi skal løfte i flok, og svarer så hr. Karsten Hønge, at det er i respekt for fagbevægelsen, må vi forstå, at man kommer med afskaffelse af store bededag lige nu. Altså, har hr. Jeppe Søe overhovedet tænkt bare lige lidt længere frem? Hvad hvis respekten udmønter sig i en storkonflikt? Synes hr. Jeppe Søe, det er særlig respektfuldt over for det danske samfund? Det kommer til at koste enormt mange penge, det kommer til at sætte samfundet i stå.

Men allerværst: Respekten kan jo ligge på et meget lille sted, når man kommer til den danske model, for det her er et direkte indgreb i den danske model. Jeg har tidligere været beskæftigelsesminister, jeg har respekten for den danske model. Jeg må altså sige, at jeg føler, den kan ligge på et meget lille sted, når man ser regeringen i dag.

Ordføreren.

Jeg er uenig, og jeg har aldrig nogen sinde fra den her talerstol sagt, at vi fjerner store bededag i respekt for nogen. Vi fjerner store bededag, fordi der er behov for at skabe økonomi – økonomi til masser af de udfordringer, vi har. Der er blevet nævnt forsvaret ganske mange gange, ovenikøbet så mange gange, at vi nærmest taler nummererede sedler. Men der er rigtig mange steder, vi kommer til at skulle finde, forhåbentlig i et bredt fællesskab her i Folketinget, løsninger på de udfordringer, vi kommer til at pille ved i de næste 4 år.

Jeg har aldrig fra den her talerstol sagt, at vi fjerner store bededag i respekt for den danske model. Jeg har sagt, at vi skynder os af respekt for den danske model. Jeg er ikke glad for en høringsfrist på 7 dage, men vi har gjort det, fordi det her skal være afklaret, inden den danske model selvfølgelig kommer med en overenskomstaftale. Det er vigtigt at få det på plads inden. Deri ligger respekten.

Spørgeren.

Ja, nu var jeg så en tur ude hos fagbevægelsen her sidste fredag til et debatmøde, og jeg kan sige, at de ikke oplever, at respekten er særlig stor. De oplever lige præcis det modsatte. Det er jo sådan set også det, hr. Jeppe Søe siger, for så siger han, at det er i respekt for, at så kan arbejdsmarkedets parter indrette sig. Så skal de indrette sig. Altså, det er vel ikke arbejdsmarkedets parter, der skal indrette sig. Vi plejer sådan set at gøre det omvendt. Vi plejer sådan set at sige, at politikere blander sig uden om alt, hvad der handler om overenskomst. Men nu har regeringen jo så lige pludselig trukket en kæmpe opgave ned over arbejdsmarkedets parter.

Jeg siger bare lige igen: Regeringen risikerer at udløse en storkonflikt for det her, og det er ene og alene regeringens ansvar så.

Tak. Ordføreren.

Det, vi har gjort, er at gøre en store bededag til en helt almindelig fredag. Det er den virkelighed, vi har skabt, fordi det vil vi, fordi det har vi besluttet. Det kom vi frem med i vores regeringsgrundlag, og der stod bare »en helligdag«. Vi har så ret hurtigt fået tænkt og arbejdet og regnet og fundet ud af, hvordan det her skal være, og den klarhed mener jeg vi skal skynde os med, netop af respekt for de overenskomstforhandlinger, der afsluttes. Så det er sådan set der, respekten ligger. Jeg ændrer ikke på, at vi jo har ændret virkeligheden. Det er jeg helt klar over. Vi her i Tinget ændrer virkeligheden.

Tak. Den næste spørger er fru Sólbjørg Jakobsen.

Tak for ordet. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt ordførerens partikollegaer både i Moderaterne og også regeringskollegaer i Socialdemokratiet og Venstre sige, at det jo bare er at bede danskerne arbejde en dag mere. Ordføreren siger selv, at det er 7 timers arbejde. Men det er jo ikke bare en dag mere. Det er at arbejde på store bededag. Ordføreren siger, at det er virkeligheden, at det er rammerne, og at det så må være op til kirken, hvordan man tilrettelægger det, at det må være op til arbejdsmarkedets parter, hvordan man tilrettelægger det.

Hvis det bare er en arbejdsdag, hvis det bare er 7 timer, som regeringen vil have at danskerne skulle yde mere, hvorfor har man så valgt at lægge det på en bestemt dag og ikke ladet parterne selv afgøre, hvornår det skulle være, f.eks. en valgfri søndag, eller hvad det måtte være?

Ordføreren.

Jeg tænker, at der er lidt for mange ting, der skal ændres i forhold til lige pludselig at tage en søndag i brug. Det her er en fredag, det er altid en fredag, og derfor har vi besluttet, at den fredag bliver en helt almindelig fredag. Det er sådan set en rimelig nem måde at gøre det på. Jeg ved ikke, om spørgeren har andre ord, i forhold til at vi skulle tage flere ting end 7,4 timer. For det er sådan set det, vi gør. Vi tager én fridag, vi beder danskerne om én gang om året at arbejde ekstra.

Spørgeren.

Det er én gang om året, det er én dag, det er 7,4 timer, men det er på store bededag, det vil sige, at rammen indskrænkes mere end nødvendigt. Hvorfor? Man har hørt både biskopper og folk fra fagbevægelsen sige, at der ville være andre dage, som var mere passende. Har man overhovedet undersøgt det, og hvor længe har man det? For da regeringsudspillet kom, sagde man bare, at det skal være én helligdag. Så der var man ikke færdig. Hvor mange dage har man undersøgt? Og har man overvejet at overlade det til arbejdsmarkedets parter, kirken?

Ordføreren.

Jeg synes, det er helt legitimt, at både en regering og en politiker vælger at sige, hvad man vil, lægge det frem og forhåbentlig finde flertal for det, og det er det, vi har gjort. Det kan man være uenig i – det er der mange der er – vi mener, det er ansvarlig politik, vi mener, det er et ansvarligt valg, og vi står gerne på mål for det.

Så er det hr. Søren Pape Poulsen.

Tak for det. Jeg hørte ordføreren sige – der er så mange ting, man kunne spørge om her, men man skal jo udvælge noget – at Moderaterne er baseret på samtale. Derfor var ordføreren også ærgerlig over, at der kun var de her 7 dage, og at der manglede tid, for der skulle skabes klarhed. Det tror jeg bare ikke jeg forstår, for i det sekund regeringen har fremsat det her lovforslag, er der jo klarhed. I har flertallet. I gør, lige hvad I vil. Så der er jo klarhed. Så man kunne jo godt have taget den tid, der skulle til i diskussionen om det. Man har ikke prøvet at presse det her. Man kunne godt have taget den ordentlige diskussion. Jeg ved godt, at den er ubehagelig og alt muligt, men det kunne man jo godt, for der er klarhed, fra det sekund I fremsatte lovforslaget.

Så er det ordføreren.

Jeg synes ikke, at det er ubehageligt. Jeg synes, det er dejligt at være uenig. Jeg synes, det er dejligt med diskussion. Jeg har hørt fra rigtig mange, for ud over beskæftigelsesordfører er jeg også kirkeordfører, så jeg har haft dobbelt op af telefonopkald, og jeg har talt med dem længe. Jeg har også haft rigtig mange af dem på mit kontor, og det har glædet mig enormt, at den retorik, der bliver brugt udenfor, ikke nødvendigvis er den samme, når man sidder ved samme bord.

Vi kunne sandsynligvis have gjort tingene på mange måder. Det er jeg overhovedet ikke i tvivl om. Der er også rigtig mange, der ville sige, vi skulle finde pengene andre steder, og I er selv kommet med bud. Men det her er det, vi gerne vil. Det er det her, vi står på mål for. Det er det her, vi har lagt frem. Det er det her, vi gerne vil have gennemført, hvis vi kan finde et flertal, og det tænker jeg er muligt.

Spørgeren.

Det håber jeg, ellers bliver det spændende tider det næste stykke tid i dansk politik. Eller det håber jeg for regeringen i hvert fald.

Nu vi er ved det her, er jeg meget fascineret af hele Moderaternes tilgang til det her med, hvordan man er stiftet, og hele diskussionen og samtalen, og at der skal være plads til det. Det var derfor, jeg stillede det første spørgsmål. Så vil jeg gerne lige følge op, for jeg går ud fra, at er der noget, der skal være plads til i Danmark, er det en fri debat, uanset hvem man er. Jeg vil bare høre, om ordføreren er enig i kirkeministerens udtalelser til Altinget om, at hun er overrasket over biskoppernes politisering. Hun kan godt forstå, at de brokker sig, men det er overraskende, at de blander sig i det parlamentariske flertals ret til at bestemme.

Jeg håber, at også biskopperne har ytringsfrihed i Danmark uden at blive kritiseret af politikere.

Så er det ordføreren.

Ganske kort efter at det blev offentligt, at vi ville tage store bededag, havde vi i Moderaterne et helt åbent webinar, som hed »Det politiske mødested«, og der havde vi faktisk både biskopper og en økonom med og en fra fagbevægelsen, som var meget, meget rasende på os gennem 1½ time, men på en nuanceret måde. Så vi tør godt samtalen, vi tør godt debatten.

Jeg er ikke enig i, at det er politiseren. Det ville være meget, meget mærkeligt ikke at være imod fra deres side.

Næste spørger er fru Victoria Velasquez.

Tak for ordet, og tillykke til ordføreren med sin første tale. Man må sige, at det er noget af en ilddåb og med efterfølgende debat at skulle stå på mål for det her.

Jeg vil gerne følge lidt op på det, som fru Inger Støjberg og hr. Karsten Hønge kom ind på, om det her med hensynet til overenskomstforhandlingerne. For det er jo sådan, at arbejdsmarkedets parter faktisk frabeder sig det hensyn, at det skal lande lige nu. Gør det ikke et indtryk, at de egentlig frabeder sig, at det skal gå så hurtigt, og at man vil tromle det igennem inden overenskomstforhandlingerne?

Ordføreren.

Jeg lytter absolut til alle, der siger noget, også dem, der er uenige, og det ville også undre mig, om ikke det der havde været en del af debatten, når alt andet har.

Jo, det gør indtryk. Men jeg vil bede de fleste lige forestille sig, at vi ikke havde sagt noget; at der var landet en overenskomst, og at vi 3 måneder efter sagde: Vi tager lige en helligdag, så måske I skulle genåbne og lige mødes en gang igen.

Jeg synes, det er fint at både stå på mål for og være meget, meget klar i mælet om det, man vil. Det er jo sådan set det, man tit efterlyser hos politikere. Vi siger nu, hvad vi vil, og vi siger, at vi gerne vil have det gennemført, så de kan lave overenskomstforhandlingerne på en måde, hvor de kender virkeligheden, som vi fastsætter.

Spørgeren.

Jeg er enig i, at man skal være klar i mælet om, hvad man vil. Det er også en af de ting, jeg synes er så ærgerligt – at man ikke har været det. Vi har lige haft et folketingsvalg, og man har under valget ikke fortalt, at man ville afskaffe store bededag, og at man ville komme med det her forslag.

Noget af det, som Moderaterne til gengæld sagde at man gerne ville, var at styrke den personlige frihed. Det gør man jo ikke med det her lovforslag. Der er en dag, hvor man nu har fri, selv kan bestemme, om man vil være sammen med sin familie, eller hvad man vil lave, men nu foreslår Moderaterne, stik modsat af hvad de sagde før valget, at det er arbejdsgiveren, der skal diktere, hvad man skal lave.

Ordføreren.

Moderaterne gik til valg på at lave reformer. Vi gik til valg på at finde de penge, vi har sagt skal bruges. Vi gik til valg på, at det nationale kompromis ikke var finansieret, og det ønskede vi at gøre. Vi er gået til valg på præcis det her. Har vi nævnt store bededag? Nej, det har vi ikke. For vi gik også til valg på, at efter et valg skulle rigtig mange partier sidde i samme rum og tale sammen, væk fra fastlåste synspunkter, og så skulle vi i det rum prøve at finde ud af, hvilket Danmark vi gerne ville have. Og opstår der idéer derinde? Ja, det gør der. Så botaniseringen i, hvem der er kommet med hvad, er den gamle form for politik: Er det blå blok, er det rød blok? Her er det et samspil og en samtale.

Tak. Næste spørger er hr. Morten Messerschmidt.

Tak for det. Jeg skal starte med at indrømme hr. Jeppe Søe, at han jo har helt ret, når han ikke tidligere på denne talerstol har fremført noget som helst. Og tillykke med jomfrutalen – jeg har lige skrevet under på en lille hilsen. Når det så er sagt, synes jeg, der er nogle ting, som hr. Jeppe Søe nævner, der kalder på lidt interesse. For det første hans formulering om, at »vi bestemmer«, »vi gør«. Nej, jeg går ud fra, at man stadig væk agter at afskaffe helligdagen ved kongelig resolution, som er under statsmagten, dvs. under kongemagten, dvs. under regeringen – ikke Folketinget. Og helt generelt kalder hr. Jeppe Søes indlæg på et spørgsmål om hans og hans partis syn på traditionen. Jeg kan ikke finde noget tidligere eksempel på, at man ved kongelig resolution har gennemført gennemgribende eller også mindre gennemgribende reformer af folkekirkens indre anliggender uden at have så meget som én biskoppelig opbakning. Kan hr. Jeppe Søe det, og synes han ikke, det er underligt med så kort en frist, så kort en proces, at man gennemfører noget, hvor man har hele kirken imod sig?

Ordføreren.

Som hr. Morten Messerschmidt udmærket ved, deler vi to værdier på det kristne område og også i forhold til traditioner. Det har vi talt om utallige gange tidligere. Og jeg synes faktisk, det er vigtigt. Jeg har også Grundtvig helt bogstaveligt tatoveret på min ryg i en ret stor udgave, som er vældig grim. Men det er godt at have ham under huden, og jeg bliver nødt til at sige, at jeg, på trods af at jeg både har Grundtvig med mig og også har gæsteprædiket i kirker i rigtig mange år, faktisk kan stå på mål for den her beslutning. Jeg mener, at store bededag er den dag, det skal være, hvis man skal tale om at tage en helligdag væk. Jeg mener, det er fuldstændig i tråd med de grundtanker, der måtte være i kirken. Havde vi taget andre dage i brug, havde jeg i hvert fald personligt haft sværere ved at gøre det. Jeg synes, det er helt legitimt, når vi skal tage en helligdag, at vi har peget på netop den. Det ligger i hvert fald meget tæt på mine værdier.

Spørgeren.

Jamen så lad os tage fat på Grundtvig. Han var jo netop imod § 88, som den hed dengang i 1849, og jeg føler mig ret overbevist om, at han ikke bare ville være imod afviklingen af store bededag ud fra et traditionalistisk synspunkt, men at han ville være fuldstændig oppe i det røde felt over den måde, regeringen her vælger at gribe det an på. Når man på trods af den skønsomhed og på trods af det krav om samtale, som siden reformationen har været grundlaget for reguleringen mellem konge og kirke, overhovedet ikke kan få en eneste præst, en eneste provst, en eneste biskop til at bakke op om det her, ringer det så ikke en lille bekymringsklokke i hr. Jeppe Søes hoved – især med Grundtvig brændende på ryggen?

Tak. Så er det ordføreren.

Det gør det absolut ikke. Jeg tror også, at hr. Morten Messerschmidt kan huske, at i det øjeblik der var diskussioner mellem universiteterne og kirken, begyndte der en diskussion om, hvorvidt Vorherre måske ikke havde skrevet Bibelen, og hvis han havde, havde han skrevet den af fra andre religioner, og i det øjeblik var der ingen af de to parter, der ønskede at tale med hinanden. Grundtvig derimod sagde: Det er nu, vi skal tale sammen, vi kan ikke gøre det på universitetet, vi kan ikke gøre det i kirken, vi skal gøre det på et levende sted. Og der opfattede han i virkeligheden højskolen som et sted, hvor samtalen kunne foregå. Lige nu har vi netop samtalen, og det har vi givet god tid til netop her i salen.

Næste spørger er hr. Kim Edberg Andersen.

Tillykke til hr. Jeppe Søe med jomfrutalen. Det kilder altid lidt i maven. Jeg synes, at hr. Jeppe Søe selvfølgelig gør det rigtig godt. Det er rart at se, at han står på mål for noget. Men der er nogle ting, jeg bliver nødt til at spørge hr. Jeppe Søe om, for i talen var hr. Jeppe Søe meget inde på, at det her jo var på grund af krig i Ukraine – at det var meget forsvarsbetinget. Skal vi ikke lige hurtigt slå fast, at store bededag har overlevet både krige og konflikter i Europa før, så det er lidt søgt, at det skulle være forklaringen?

Mit spørgsmål til hr. Jeppe Søe er: At fjerne store bededag, helligdagen og fridagen, er selvfølgelig noget, I kan, for det er, som du siger, det, I vil, men er virkeligheden ikke den, at det, I siger om det mandat, som I jo bakker det op med, når I står lige så frisk herude foran salen og siger, at I har et parlamentarisk flertal bakket op af befolkningen, ikke er rigtigt, og at næsten 70 pct. – de skuldre, I står på, når I danner nyt flertal i Folketingssalen – ville have stemt anderledes i dag og med sikkerhed ville have beholdt deres store bededag? Så kan du lige lynhurtigt forklare mig, hvordan man kan sige, at man har et flertal (Første næstformand (Leif Lahn Jensen): Ja tak!), når verden viser, at det har man ikke?

Jeg vil lige gøre opmærksom på, at der er en del, der bruger direkte tiltale. Det bruger vi ikke her i Folketingssalen.

Så er det ordføreren.

Der er meget, vi skal vænne os til. Nu tabte jeg så tråden. Nåh ja, det var det om mandatet. Vi har haft en folkeafstemning om det her. Vi har haft en folkeafstemning den 1. november, og der blev sammensat et Folketing, og der er så nogle af de partier, der er gået ind i et rum – nogle forlod det undervejs – og fra det rum er vi kommet ud med et regeringsgrundlag. Det mener jeg sådan set er at have et folkeligt mandat. Har vi et folkeligt mandat til præcis store bededag? Nej, det har vi ikke. Der er masser af andre ting i regeringsgrundlaget, som vi ikke er gået til valg på, og jeg har heller ikke kunnet finde nogen regeringer, som en til en har gået til valg på alt det, de har gjort i de 4 år.

Vi kan tage Venstreregeringen, som var en mindretalsregering. På et tidspunkt gik de ind i en VLAK-regering. Det var jo ikke sådan, det var noget, de gik til valg på, eller at de ting, som de lige pludselig der mente, var noget, de var gået til valg på; det var noget, der var opstået undervejs, og det er derfor, vi har et demokrati som det, vi har. Der er valgt folk i Tinget, og de skal så finde ud af det. Vi har fundet ud af det.

Tak. Spørgeren.

Nu anerkender jeg jo fuldt ud, at især ordførerens parti ikke gik til valg på ret meget og derfor heller ikke skal stå på mål for ret meget. Det er fair nok. I er i en udviklingsfase, og I har så heller ikke sagt, at I vil fjerne store bededag, og det respekterer jeg jo. I forhold til de andre partier kan man sige, at det mandat, de sidder med i regeringen nu, jo i hvert fald ikke er det mandat, som de inden valget sagde til befolkningen at de skulle stemme på dem for.

Men vil hr. Jeppe Søe ikke bare lige bekræfte mig i, at såfremt vi nu her i Folketingssalen kan finde 60 mennesker, som rent faktisk ikke er bange for demokratiet, har I nok ikke det mandat i befolkningen, som I siger I har?

Tak. Ordføreren.

Retorikken i det der er så lidt det, at vi skulle være bange for demokratiet. Jeg er ikke bange for demokratiet, overhovedet. Jeg tror, det er mere gallupegnet at give end at tage. Hvis vi lavede en folkeafstemning om, om vi skal lave nogle checks, tænker jeg der er stor chance for, at det bliver et rungende ja.

Jeg forestiller mig, at hvis man går til valg på – og det var faktisk det, vi gjorde – at ville skabe markante reformer, ville der være nogle ting, vi måtte gøre markant anderledes, og det ville også komme til at koste noget, også for danskerne. Det er faktisk det, vi gik til valg på. Vi har sagt det åbent. Vi har ikke nævnt store bededag, men vi har søreme sagt, at der var mange ting, der ville blive anderledes.

Næste spørger er hr. Kristian Bøgsted.

Tak. Først tillykke til ordføreren med den første tale deroppefra. Vi har jo hørt, at hr. Jeppe Søe er god til at snakke om mange ting uden måske at nærme sig noget konkret, så lad os prøve en ny disciplin, hvor det mere er ja-/nejspørgsmål.

Først vil jeg spørge: Vil hr. Jeppe Søe anerkende, at det forslag om at afskaffe store bededag simpelt hen ikke – med alt det, der kommer frem – er gennemregnet?

Det næste spørgsmål er: Er hr. Jeppe Søe enig i den udtalelse, der kom den anden dag fra hr. Jeppe Søes partiformand, om, at det er danskerne, der simpelt hen ikke forstår det her? Er hr. Jeppe Søe enig i den præmis, at det er danskerne, der ikke forstår det?

Ordføreren.

Nej og nej. Jeg mener, det var sådan, jeg blev bedt om at svare, altså at det kun måtte være ja eller nej. Hvis jeg må uddybe det bare en anelse, for det ligger meget til vores parti at gøre, vil jeg sige til det allerførste, at vi bliver nødt til i det her Folketing at kigge på Finansministeriets regnemaskine. Den er enig med os. Nationalbanken er enig med os. Så må vi se, hvem der får ret. Økonomi er på den måde også, at det bliver drøftet fra alle mulige sider – det tror jeg også I kender i jeres parti – altså at man kan være fuldstændig sikker på noget, og så kommer der nogen og mener noget andet. Vi bliver nødt til i det her Folketing at regne med de regnemaskiner, der er i Finansministeriet, og som Nationalbanken bakker op.

Til det sidste: Jeg kender udenrigsministeren så godt, at jeg kan sige, at det ikke var det der, han sagde. Jeg ved godt, at det var det, der var overskriften. Jeg er ret sikker på, at den danske befolkning, som kommer til at vurdere os om 4 år, på et tidspunkt ved en nuanceret samtale vil forstå, at der er forandringer, der skal til i det her samfund, og at det kommer til at koste, når vi laver forandringer så store, som vi har tænkt os at lave dem.

Tak. Spørgeren.

Men det vil jo sige, at så mener ordføreren, at de nye tal og de nye sager, der kommer frem her med ting, der viser, at den første beregning ikke holder, og at der er konsekvenser ved det, ikke passer. Og i forhold til at mine gamle arbejdskollegaer ude på fabrikken står og er utilfredse med, at der kommer en udtalelse om, at det er danskerne, der ikke forstår det, vil jeg bare sige til ordføreren: De forstår godt, hvad der skal ske, og hvorfor – de er bare ikke enige i den præmis, regeringen er kommet med. Man må ud at snakke med dem på en anden måde i stedet for.

Ordføreren.

Jeg vil bede dine arbejdskolleger om at læse længere ned i artiklen eller se det videoklip, som det hele bundede i, for det er ret vigtigt for at få dybden i de svar, der blev givet. Der vil man kunne gå ind og se dybden i det – det ligger også i en lang podcast. Så hvis man vil ned i den sag om, hvad det var, udenrigsministeren i virkeligheden sagde, kan jeg virkelig anbefale den podcast, som artiklen bygger på.

Dit første spørgsmål har jeg glemt hvad var.

Jeg ved godt, at det er meget svært at stå på talerstolen og ikke bruge direkte tiltale, men vi skal alle lige vænne os til det. Det er svært, men jeg skal nok holde øje med det – det er min opgave.

Den næste spørger er hr. Carsten Bach. Værsgo.

Tak. Også herfra tillykke med en fantastisk første præstation fra talerstolen – respekt for det. På ordførerens tale kunne jeg forstå, at ordføreren faktisk har forstået, at det her forslag er upopulært. Spørgsmålet er så, om hr. Jeppe Søe og Moderaterne har forstået, at grunden til, at det er upopulært, er, at regeringen jo ved lov vil indskrænke danskernes fritidsliv, måske endda også danskernes åndelige liv, og ved lov annullere de frivillige aftaler, danskerne har indgået med deres arbejdsgivere om balancen imellem arbejdslivet og fritidslivet. Og spørgsmålet er, om Moderaterne er fuldstændig ligeglade med danskernes fritidsliv og med de frivillige aftaler, som danskerne har indgået med arbejdsgiverne om balancen imellem fritidsliv og arbejdsliv.

Ordføreren.

Jeg kender ikke alle dem, som er blevet spurgt af Gallup. Det lyder, som om Carsten Bach har ringet dem op og talt med nærmest alle sammen for at vide, hvad det præcis er, de er imod.

Jeg tænker, at den her sag kræver fordybelse og nuancer, og det er faktisk det, vi står for. Jeg er som sagt ked af høringsperioden, men når jeg læser høringssvarene, og det har jeg gjort – der er 250 sider – så kan jeg jo læse, at folk har taget sig rigtig god tid alligevel. De er faktisk kommet i dybden. Og nu har vi en diskussion herinde, som tager den tid, som vi har valgt skal være den korrekte tid til det, fordi vi også her i salen skal lytte til hinanden og vi skal have udvalgsarbejde og lignende. Det her er jo ikke en hastesag – dem skal vi helst have meget, meget få af og primært, når bevillinger skal køres videre og der er noget at haste for.

Så vi vil gerne den nuancerede samtale. Og jeg tror i virkeligheden ikke, at det der er grunden til, at danskerne er imod.

Spørgeren.

Tak for svaret. Så kan jeg også forstå på regeringen, at det ikke stopper ved store bededag. Man har tænkt sig at gennemføre mere, der også er upopulært. Og der må man jo så stille sig selv det spørgsmål og stille ordføreren det spørgsmål: Hvor stor en del af danskernes fritidsliv skal inddrages for at få gennemført Moderaternes politiske projekt, regeringens politiske projekt? Og vækker det ikke også bekymring hos ordføreren, når forsvarets personelorganisationer faktisk stiller sig en lille smule undrende over for det her meget kraftige kryds mellem finansiering af forsvaret og så afskaffelse af store bededag?

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg har altså ikke sagt, at vi tager flere fridage – ikke på nogen måde. Det, jeg sagde, var, at det ikke kan stoppe her, for vi har brug for flere penge, og derfor bliver vi nødt til bredt i Folketinget at finde økonomi til de ting, der skal foregå. Og det er ikke kun penge. Der står folk nede på Slotspladsen utallige gange og kæmper for en sag med bannere. Jeg tror også, de ville stå der rigtig meget, hvis det var jer, der havde flertal. Og der må nogle af dem jo både sige til politikerne, at politikerne skal gøre noget, men de skal også gøre noget selv. Vi kommer til at leve markant anderledes i de næste årtier.

Så er det fru Helle Bonnesen.

Først og fremmest vil jeg gerne sige tillykke til hr. Jeppe Søe med jomfrutalen, og så vil jeg sige, at vi jo er to her, som deler ordførerskaber – beskæftigelse og kirke – som jo har vist sig at være en meget, meget fantastisk kombination. Hr. Jeppe Søe taler om respekten for arbejdsmarkedet, altså at man sørger for at skynde sig at få afskaffet store bededag, så man kan give respekt til arbejdsmarkedet, så der kan forhandles. Nu står vi i den situation, at den danske kirke har en unik kirkemodel, hvor en helligdag udløser en fridag. Hvor er respekten for, at folkekirken bliver hørt i den her sag?

Ordføreren.

Når jeg taler om respekten, handler det om at sige, at vi gerne vil stå på mål for de ting, vi klart har besluttet at gennemføre. Det betyder altså med andre ord, at når vi vil noget, siger vi det, og når vi siger noget, vil vi det, og når vi vil noget, gør vi det, hvis vi kan finde flertallet i den her sammenhæng. Og her har det måttet gå stærkt på grund af overenskomstforhandlingerne. Jeg er helt sikker på, at kirken, og det siger de jo også, når man taler med dem, kan forholde sig til den her situation. At de er imod, forstår jeg. At fagbevægelsen er imod lige nu, forstår jeg, men jeg er ret sikker på, at vi nok skal finde hinanden igen.

Spørgeren.

Hr. Jeppe Søe siger, at det her kan vi gøre. Men hvad kan kirken gøre? Kirken er taget som gidsel i den her sag. Det er, som om man har inviteret til fest, hvor folkekirken ikke er inviteret, men de må godt komme og rydde op bagefter. Hvad har ordføreren af kommentarer til det?

Ordføreren.

Når man bruger ord som gidsel – tidligere var der også noget med, om man myrder sin kone og meget andet – så synes jeg, vi er ude i en retorik, der i hvert fald ikke hverken gavner respekten for politikere eller for samtalen. Det er ikke den måde, vi i hvert fald taler om det på. Vi har ikke taget kirken som gidsel. Vi har sagt, hvad vi gerne vil med nogle rammer i virkeligheden, og vi lægger det så op til kirken at prøve at forholde sig til den virkelighed – om de er uenige eller ej. Og det betyder, at f.eks. alterbogen ikke er noget, hvor vi går ind og siger, at det kunne være smart, hvis I flyttede en sætning et andet sted hen. Det er deres teologiske grundviden, der skal ændre alterbogen, selvfølgelig.

Så er det hr. Pelle Dragsted.

Tak for det, og tak for jomfrutalen. Jeg kan godt høre, der har været lidt gæsteprædikener på erfaringsbogen, og det er fint. Det er selvfølgelig også en svær sag at skulle forsvare, for det er jo en sag, hvor I har, ja, stort set alle imod jer, også befolkningen, og ikke mindst fordi den selvfølgelig ikke er blevet spurgt.

Men det, jeg vil spørge til, er noget, hvor jeg har haft meget svært ved at få et svar fra Socialdemokraterne. Man tegner jo det her billede af, at det her fridagstyveri, eller hvad vi skal kalde det, ligesom er nødvendigt for at kunne finansiere alle de andre ting, regeringen gerne vil. Men kan ordføreren bekræfte, at der også i regeringsgrundlaget f.eks. ligger skattelettelser for 7 mia. kr., og at ca. 2,7 af dem tilgår de allermest velstående danskere såsom virksomhedsarvinger, ejendomsspekulanter og dem, der betaler topskat? Og kan ordføreren dermed også bekræfte, at hvis man ikke prioriterede at give de her skattelettelser til nogle af Danmarks rigeste familier, ville man have de samme penge, som man får ved at stjæle en fridag fra danskerne? Med andre ord er valget, som regeringen træffer, at man synes, det er vigtigere at give de her skattelettelser, end at danskerne kan få den her forårsfridag med familien.

Ordføreren.

At alle er imod os, er måske ikke lige det, jeg oplever. Min indbakke ser også anderledes ud, og hvis man spørger Gallup – hvis man har lyst til det – så kan man jo lige se en måling, hvor Moderaternes vælgere rent faktisk ikke synes, at vi er på vildspor. Nu kalder hr. Pelle Dragsted det for tyveri og lignende, men lad mig svare på det med skattelettelserne. Ja, vi er en sammensat regering. Vi er sammensat af forskellige tidligere fastlåste ideologier, som har forsøgt at finde en mellemvej, og hr. Pelle Dragsted kan selvfølgelig godt fokusere rigtig meget på, hvad de rige får. Det ville undre mig meget, hvis ikke hr. Pelle Dragsted gjorde det, men jeg synes også, at hr. Pelle Dragsted så skylder at kigge på hele regeringsgrundlaget og sige, at vi jo sådan set også gavner i bunden for at sikre et bedre arbejdsmarked og sikre, at flere kommer på arbejde. Det er jeg helt klar over at vi er uenige om på mange punkter, men jeg synes, regeringsgrundlaget er et glimrende fundament og et bevis på, at der sker noget, når rød og blå rent faktisk går i stue sammen og prøver at finde løsninger.

Spørgeren.

Jeg er ikke sikker på, at jeg fik et svar, men jeg kan prøve at gøre det helt enkelt. Er det vigtigere for den her regering, at nogle af Danmarks rigeste familier får 1 mia. kr. i skattelettelser, end at danskerne kan holde en forårsfridag, når det bliver lidt lysere, holde en forlænget weekend med familien? Kan ordføreren bekræfte, at det altså er vigtigere at bruge 1 mia. kr. på skattelettelser til virksomhedsarvinger, 1 mia. kr. til ejendomsspekulanter og 700 mio. kr. til topskatteydere, og at for at have råd til det er man altså parat til at snuppe en fridag fra danskerne?

Ordføreren.

Jeg har ikke lyst til at gradbøje vigtigheden af forskellige ting. Så kunne man også tage kulturpas eller kulturstøtte eller alt muligt andet og spørge, om det er vigtigere. Og hr. Pelle Dragsted vælger så det, som passer til Enhedslistens vælgere at mene er vigtigere.

Jeg vil ikke sige, at noget er vigtigere end andet. Vi har lagt et regeringsgrundlag frem som et hele. Vi har tænkt os at gennemføre det regeringsgrundlag som et hele. Det er ganske enkelt det her, vi gerne vil, og som vi søger opbakning til. Og som hr. Pelle Dragsted også ved, er der rigtig meget i grundlaget, som kræver forhandling, masser af forhandling i den her sal og arbejdsgrupper og lignende, og der håber jeg, at hr. Pelle Dragsted vil dukke op.

Tak. Så er det hr. Hans Kristian Skibby.

Tak, hr. formand. Nu var hr. Jeppe Søe inde på, at noget er vigtigere end andet, og det er jo sådan set også rigtigt nok, men der er jo også nogle brancher her i Danmark, som måske er mere vigtige for vores samfund end andre. Nogle genererer arbejdspladser bedre end andre, nogle genererer omsætning, og nogle genererer skatteindbetalinger osv. Og jeg er helt med på, at der også er nogle fordele ved at lade nogle arbejde længere, men omvendt er der jo et hav af brancher, som det går den gale vej for. Det kan være vores kræmmermarkeder, det kan være turistbusvognmænd, det kan være restauranter, det kan være miniferiearrangører, det kan være sommerhusudlejere, det kan være campingpladser, det kan være hoteldrift, det kan være museer, det kan være sommerlande, det kan være legelande. Det kan være et hav af forskellige arbejdspladser, hvor man nu kan se frem til at få en mindre omsætning, færre besøgende, fordi de ikke får nogen kunder i butikken de her dage, bl.a. i bededagsferien.

Anerkender ordføreren, at der er et hav af danske arbejdspladser, som kommer til at betale, også på tab af danske liberale arbejdspladser?

Ordføreren.

Jeg anerkender, at der selvfølgelig er ting, som ændrer sig i samfundet, når vi laver en forandring som det her, og der er nogle, det vil ramme mere end andre. Jeg er nu ret sikker på, at danskerne nok skal finde tidspunkter at holde ferie på, og jeg er også ret sikker på, at f.eks. dem, der skal konfirmeres på en store bededag, ikke tænker: Nå, men når det ikke kan blive den dag, vil jeg slet ikke sige ja til Vorherre på nuværende tidspunkt. Jeg tror, de finder andre tidspunkter. Jeg tror i virkeligheden, at noget af det, danskerne absolut kan, er at finde udveje. Det har vi i hvert fald lært de sidste par år – hvordan man gebærder sig, når politikerne lægger rammerne for noget.

Vi står fuldstændig på mål for, at vi lægger rammerne for noget, som nogle kan mene er meget upopulært. Men jeg er hundrede procent sikker på, at vi alle sammen nok skal finde tid, også til camping og kræmmermarkeder og lignende, Døllefjelde-Musse Marked, og hvad der ellers måtte ligge i bededagsferien.

Spørgeren.

Jamen jeg synes, det er noget overfladisk. Det er jeg nok nødt til at sige. Altså, jeg har været erhvervsordfører herinde i 11 år. Det, som ordføreren går ind på og siger, at ja, ja, det falder bare på nogle andre dage, er jo ikke rigtigt. Vi kan tage Hotel Koldingfjord, og det gælder mange af de steder. De mister en omsætning på omkring 0,5 mio. kr. alene på grund af det lovforslag, som ordføreren står her og er fadder til sammen med andre. Der er jo et hav af eksempler på det. Det gælder også min egen lille familie derhjemme. Jeg har en søn, der skal konfirmeres, i øvrigt i 2024 på bededag. Vi har lejet lokaler. Er det også en regning, som man kan få refunderet herinde hos regeringen?

Ordføreren.

Jeg er ikke klar over, om regeringen har mulighed for at betale for spørgerens søns lokaler. Jeg forestiller mig det ikke, men jeg er ret sikker på, at spørgerens lokaler måske vil blive flyttet til et andet tidspunkt, for jeg tror, at spørgerens søn sandsynligvis skal konfirmeres alligevel.

Ja, det her har betydning for mange. Altså, der er ikke nogen af os, der lægger skjul på, at det er en forandring. Vi har taget en helligdag og gjort den til en almindelig dag, og det gør vi altså, for at vi alle sammen løfter i flok.

Den næste spørger er hr. Sigurd Agersnap.

Tak for ordet, formand. Jeg vil gerne spørge ordføreren lidt til økonomien i det her. For først var meldingen fra regeringen, at der skulle afskaffes en helligdag – store bededag er det så blevet – for at vi kunne finansiere forsvaret; det kunne jeg også høre stadig væk går lidt igen i ordførerens tale i dag. Siden har regeringen jo så anerkendt, at det ikke helt er sådan, det hænger sammen, altså at man ikke nødvendigvis skal afskaffe store bededag for at finansiere forsvaret.

Derfor vil jeg bare høre helt simpelt: Hvad mener Moderaterne at de her 3 mia. kr. skal bruges på?

Ordføreren.

Når vi kiggede på det nationale kompromis, da det kom, var det, at der skulle findes penge, noget af det, vi rent faktisk kritiserede og også gik til valg på. Allerede da det nationale kompromis kom, kunne vi se – og vi var også ude at sige – at pengene jo ikke er fundet; de er kunstigt fundet. Dem skal vi have fundet, og det gik vi til valg på.

Så der har vi fundet nogle penge til det nu. Og så skal vi finde nogle til andre ting: til psykiatrien, til sundhedssystemet, til grøn omstilling, til rigtig mange af de ting. Der kommer vi da til at skulle finde penge i det her Folketing, og jeg går da stærkt ud fra, at det er noget, der vil være en bred interesse i at finde og også i at gå ind i de forhandlinger og finde pengene til de udfordringer, vi har.

Men spørgeren har selvfølgelig ret i, at det jo ikke er nummererede sedler – jeg tror, det er sådan, min egen partiformand sagde på et tidspunkt – men det betyder ikke nødvendigvis, at pengene ikke går dertil. For vi bliver nødt til at sætte flueben ved nogle af de penge, der er brugt, og så skal vi finde nye.

Spørgeren.

Der er jeg jo helt enig med ordføreren – og også med ordførerens formand, der har udtalt det – i, at sedlerne ikke er nummererede. Men er ordføreren så ikke også enig i, at man med samme logik helt præcis kunne sige, at de her penge går til topskattelettelser eller skattelettelser til nogle af de rigeste i samfundet?

Værsgo.

Det kunne man sikkert godt, og så skulle man finde nogle andre penge, hvor man så sagde: Det er så dem, vi dækker forsvaret med. Vi prøver egentlig meget simpelt – og det er sådan, vi også har gjort i Moderaterne fra starten – at finde ud af, at her, her, her, her og her mangler der penge, og så kan man sætte flueben.

Det er der nogen der kan. Andre partier kan sige: Jamen vi mangler 70 mia. kr., så lad os gå i enrum og prøve at finde dem. Jeg tror, det er meget, meget fint, at man i virkeligheden en gang for alle siger: Det her er de steder, hvor vi skal have fundet penge. Og her har man så gjort det til det.

Så er det fru Mai Villadsen.

Tak for det, og tillykke til ordføreren for debuten på talerstolen. Det går jo ganske udmærket. Jeg vil selvfølgelig forsøge at forpurre det på det groveste.

Jeg blev faktisk lidt nysgerrig, da jeg hørte ordføreren svare en anden spørger, at han var glad for, at den retorik, som nogle forskellige organisationer havde brugt, ikke blev brugt, da han holdt møde med de organisationer, så jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, hvilke organisationer og parter uden for Christiansborg ordføreren mener i den her sag taler grimt, forkert og dårligt og har en skidt retorik, som det blev udtrykt.

Ordføreren.

Jeg mener i virkeligheden, at selv herinde i salen i dag er der blevet brugt ord, som vi slet ikke behøver at bruge som politikere, når vi er uenige med hinanden. Der blev spurgt til politikerlede tidligere, og jeg tror, at det i virkeligheden er noget af det, danskerne mange gange reagerer på, nemlig at man begynder at tale om tyveri, trussel, eklatant angreb på og sådan noget.

Lad os nu tale sammen på en bedre måde, selv om vi er uenige, og det synes jeg i virkeligheden at vi netop kan. Vi kan godt stå her, og spørgeren taler retorisk om, at det vil spørgeren forsøge at forpurre, og det bliver dejligt, men når vi når derud, har vi en anden samtale. Den har vi jo også med dem, som står på den anden side af den her mur, og som også står der på søndag.

Noget af det, der faktisk også glæder mig at opleve som politiker, er, at meget af den rå tale, vi som vælgere, som jeg jo også var for kort tid siden, har hørt gennem lang, lang tid, også herinde i salen, kommer vi ikke ud og bliver mødt med som politikere, når vi begynder at tale sammen, men som nogle, man faktisk kan tale med.

Spørgeren.

Jeg må bare sige, at set fra min stol synes jeg kun, der er blevet brugt fair retorik i den her sag, fordi regeringen jo her, mener jeg, og det synes jeg man med rette kan sige, tromler ind over en befolkning med et forslag, man slet ikke har hørt dem om. Derfor ærgrer det mig også, at ordføreren ikke vil være klar, med hensyn til hvilke organisationer ordføreren øjensynligt mener har en dårlig retorik i det her spørgsmål.

Men så vil jeg spørge om noget andet i stedet. For ordførerens tale kom meget ind på, at Moderaterne jo er skabt i samtale mellem mennesker. Jamen skal vi så ikke samtale og bruge den eftertænksomhed, som der blev henvist til, og spørge befolkningen i det her spørgsmål?

Ordføreren.

Jo, vi spurgte befolkningen den 1. november. De sammensatte et Folketing, der er vi så gået sammen nogle mennesker i en regering, og der er vi fremkommet med et regeringsgrundlag. Det har altså været debatteret, siden vi kom med det i december. Vi har haft en bred debat, mailboksen har været voldsom, og samtalerne på telefonen har været voldsomme. Nu har vi den her i salen. Vi har god tid til det.

Så er den næste spørger hr. Søren Espersen.

Tak. Nu er det ikke til at smide tøjet i Folketingssalen, men det er vi mange der er ærgerlige over, for jeg tror, vi alle gerne vil se Grundtvig som tatovering på ordførerens ryg, forstod jeg det var. Det er godt nok.

Jeg har lagt mærke til, at hver gang en repræsentant for regeringspartierne starter omkring det her emne, starter man altid med at sige, at der er krig i Europa. Men det ved vi godt. Vi har fundet ud af det, og jeg synes, danskerne har vist solidaritet og ordentlighed i den her sag og tager det meget alvorligt og også er også parat til at yde ofre i forhold til overfaldet på Ukraine. Så det er der ikke nogen grund til at nævne mere.

Så vil jeg gerne hæfte mig ved tre ting i ordførertalen, som i øvrigt var spændende, syntes jeg. Der blev sagt, at vi skylder hinanden tillid, det næste var, at der skal være tid til refleksionen, og så folkeligt fællesskab. Er der nogen af de tre ting, der overhovedet kvalificerer sig til at være med i det her, når man netop ikke viser noget fællesskab, når man ikke har nogen som helst form for tid til refleksion, fordi det hele er gået så hurtigt? Hvad mener ordføreren egentlig med det, han sagde?

Ordføreren.

For det første startede jeg ikke med at sige, at der er krig i Europa. Jeg startede med at sige, at man til tider mener, at det bedste forsvar er et angreb, og talte netop også om retorikken og om at stå fast på nogle værdier og stå fast på det, man vil, og det er jo sådan set det, vi gør.

Vi har altså debatteret det her siden december, og det er også udmærket tid. Er det tid nok? Nej, men der er det så, vi har taget nogle, synes vi selv, ordentlige beslutninger i forhold til nogle overenskomstforhandlinger. Jeg havde gerne set længere tid, og jeg er også ret sikker på, at vi kommer til at tale om det her længe og måske ovenikøbet vil blive mindet om det i 4 år. Jeg synes, der er tillid i vores debat, men det er også i orden for mig at se, at en regering siger, hvad den vil, at en regering fremlægger, hvad den vil, og at en regering også ønsker at stå på mål for det. Og det synes jeg i virkeligheden at vi gør. Jeg synes faktisk, at vi står på mål for de ting, vi har fremsat.

Spørgeren.

Men hvorfor er det, at der ikke er tid til refleksion? Hvorfor er det, at der ikke er tid til at få en ordentlig drøftelse af det her? Det forstår jeg simpelt hen ikke. Så hurtigt behøver det altså ikke at gå. Jeg ved godt, at man har gjort det af rædsel for, hvad der kommer til at ske i forligsforhandlingerne, men det er i hvert fald ikke en måde at agere over for folket på med det, der foregår i øjeblikket fra regeringens side.

Ordføreren.