Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af lovforslag nr. L 122:

Forslag til lov om indfødsrets meddelelse.

Af udlændinge- og integrationsministeren (Kaare Dybvad Bek).

(Fremsættelse 27.04.2023).

Forhandlingen er hermed åbnet. Første ordfører er fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for ordet, formand. Jeg er her i dag for at tale på vegne af vores ordfører på området. Ved den anledning vil jeg som medlem af udvalget gerne benytte lejligheden til at takke for det store arbejde, der bliver lagt i udvalget. Har man fulgt den offentlige debat i den senere tid, har man kunnet høre, hvordan det arbejde, der bliver lagt i udvalget, er blevet nedgjort, som var det noget, der nærmest foregik på autopilot. Der må jeg bare sige, at jeg bestemt har den oplevelse, at udvalgets medlemmer prioriterer arbejdet med sagerne højt og gør sig enormt umage med det arbejde. Så tak for det.

I Socialdemokratiet forholder vi os til hver enkelt sag individuelt, og det er naturligvis også nødvendigt, at vi gør det, for det her er vigtigt. For noget af det allerfornemste, man kan få tildelt, er vores rødbedefarvede pas. Derfor synes jeg også, at vi, når vi er her i dag, står med en af de allerfornemste sager. Vi skal nemlig behandle lovforslaget om indfødsrets meddelelse, hvori det fastslås, at 1.029 personer meddeles dansk statsborgerskab. Det er jo et arbejde, som er belagt med en del tavshedspligt. Så vi kan selvfølgelig ikke sige så meget her fra Folketingets talerstol, og det synes jeg er vigtigt at understrege, for at vi også fremover sikrer et godt arbejde og et godt samarbejde i udvalget.

Afslutningsvis vil jeg sige, at Socialdemokratiet kan støtte det, der ligger i lovforslaget her. Og så ser jeg frem til at se de mange gode borgere tage del i ceremonierne omkring dansk statsborgerskab. Det er jo noget, der vækker stor glæde – og med rette, for det vidner om, hvor unikt et dansk statsborgerskab er. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til næste ordfører, som hr. Mads Fuglede fra Venstre. Velkommen.

Tak for ordet. For alle de personer, som står på dette lovforslag, er det en speciel dag, for at blive dansk statsborger er noget ganske særligt. Det er vigtigt for mig at slå fast, at det danske statsborgerskab ikke er nogen ret. Vi har nogle strenge krav, som man skal leve op til, og det kræver, at man gør sig fortjent til statsborgerskabet. Derfor er de personer, der står på dette lovforslag, ikke kommet til det uden videre. De har knoklet hårdt for at leve op til de meget strenge krav, som vi stiller til udlændinge, for at de kan få et dansk pas i hånden.

For at få dansk statsborgerskab skal man kunne vores sprog, man skal være selvforsørgende, man skal overholde vores love og have kendskab til Danmark, danske værdier, dansk historie og meget mere. Vi har ad flere omgange strammet de her regler. Det har vi gjort, fordi vi tidligere har oplevet, at det har været for nemt at blive statsborger i Danmark. Det synes vi i Venstre er fair og rimeligt.

Det glæder mig, at mange har gjort sig den anstrengelse, det er at blive dansk statsborger, og ud over at sige tillykke til dem minder jeg om, at det ikke er alle gaver, der kommer med en modydelse, men sådan er det her. For med de rettigheder, man modtager med det danske pas, kommer der også en række pligter, og vi forventer, at den tillid, vi har vist de mange mennesker, der står på dette lovforslag, er en tillid, de vil leve op til. Tak for ordet.

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Den første er til hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, og tak til hr. Mads Fuglede for talen. Ordføreren er jo inde på det der med, at der både er rettigheder og pligter, og det er vel egentlig også sådan, at de borgere, der søger om statsborgerskab, kan have en forventning om, at den danske stat også overholder de forpligtigelser, man har indgået, altså de konventioner, man har skrevet under på.

Der skal jeg bare høre, om det er fuldstændig afgørende for Venstres ordfører, at den danske stat, herunder den danske regering og også Indfødsretsudvalget, overholder de internationale forpligtigelser, vi har indgået, altså de konventionsmæssige forpligtigelser, vi har tilsluttet os. Er det fuldstændig centralt og afgørende for Venstre?

Ordføreren.

Ja, det er centralt og afgørende for Venstre, at vi overholder de forpligtigelser, vi har; det samme gælder i forhold til de mange konventioner, som vi ser det som en dyd at vi overholder. Det betyder ikke, at vi altid er enige om, hvordan man skal fortolke konventionerne, og vi har jo lavet stramme regler på det her område ud fra den holdning til konventionerne, at vi er parate til at gå meget vidt i forhold til at stille strenge krav. Men det kan jo så også medføre, at vi nogle gange skal rette vores lovgivning til, som vi har gjort det flere gange på udlændingeområdet. Andre gange har vi gjort det, når det viser sig, at vi ikke er enige om, hvordan man skal fortolke reglerne.

Spørgeren.

Tak for det meget klare svar. Så skal jeg bare høre ordføreren, om ordføreren ikke vil medgive, at der ligger lidt en svaghed i den konstruktion, vi har i dag. For som ministeren tidligere gjorde opmærksom på, er det jo ikke ministeren, der kan sikre, at vi overholder de internationale forpligtelser. Det sker alene i Indfødsretsudvalget, og det kan jo være svært at sikre, at internationale konventioner bliver overholdt dér, i hvert fald i forhold til at kunne efterprøve det.

Så ligger der ikke sådan lidt en svaghed i den konstruktion, hvor Indfødsretsudvalget i princippet egentlig både er dømmende, udøvende og lovgivende magt?

Ordføreren.

Jeg synes, man kan sige meget både for og imod den konstruktion, vi har omkring tildeling af statsborgerskab. I det tilfælde, at man måtte have den oplevelse, at man ikke er blevet tilkendt et statsborgerskab i Danmark, som man burde være blevet ifølge gældende konventioner, så har man jo den mulighed, at man kan rejse en sag på området. Det vil være et langt og svært forløb, men den mulighed har man.

Så er det fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Ordføreren kommer med den her tale om, at alle, der er på det her lovforslag, fortjener det, og at de har været igennem en lang proces osv. Altså, der er eksempelvis konkret tre af dem, som er på det her lovforslag, som bor i Tyrkiet. Mener ordføreren, at det er sådan fuldstændig almindeligt, at vi giver statsborgerskab til folk, der bor i et andet land?

Ordføreren.

Jeg mener, at vi skal sørge for, at de, der søger dansk statsborgerskab, lever op til de krav og de kriterier, vi har opstillet. Og gør man det, skal man have mulighed for at få dansk statsborgerskab. Det sker så indimellem, at vi giver dispensation fra de her regler i forskellige tilfælde, og det gør vi jo efter at have vurderet hver enkelt sag.

Vil man altid synes, at alle på den liste er nogle, der burde have fået statsborgerskab? Den tidligere integrationsminister sagde på et tidspunkt, at indfødsret er som at trække en lige linje ned gennem en stjernehimmel – der vil altid være nogle på den ene side af stregen, som man tænker burde være på den anden side. Og det gælder både på den ene og den anden side. Men det vigtigste er, at den lige linje, der er, er en, man beslutter sig for at overholde ens i alle sager.

Spørgeren.

Sådan behøvede det jo ikke at være, hvis man faktisk ikke var sådan lidt smådoven, som flertallet herinde desværre er i forhold til indfødsret, hvor man laver ét stort bunkebryllup. Men hvis man i stedet for sagde, at selvfølgelig skal det være sådan, at folketingsmedlemmer skal stemme om de her personer enkeltvis, ville man jo komme helt uden om det her. Så kunne man stemme ja til dem, som virkelig, virkelig havde fortjent det, og så kunne man stemme nej til dem, som man ikke mente fortjente det. Så ville det også give en helt naturlig begrænsning, i forhold til hvor mange man overhovedet kunne nå – det ville sætte en helt naturlig begrænsning for det.

Så mener ordføreren ikke, at det ville være en langt bedre løsning i stedet for det her store bunkebryllup, som man skal stemme om hvert halve år?

Ordføreren.

Nej, overhovedet ikke, og jeg synes heller ikke, der er tale om hverken bunkebryllup eller dovenskab. Vi har nogle dygtige myndigheder, som er i stand til at bedømme statsborgerskabsforhold ud fra de kriterier, vi har opstillet. Hvis man synes, der skal være færre af dem, må man jo se, om man kan skaffe politisk flertal for at stille strengere krav, og lade være med at skyde på embedsmændene.

Jeg er meget tryg ved den måde, vi gør det på, og jeg synes, det ville være helt skævt, hvis vi begyndte at sidde og vurdere samtlige sager med det formål at gå bort fra almindelige retsstatsprincipper, altså at man giver folk statsborgerskab efter de principper, vi har opstillet, og ikke efter, om vi laver en meget bevidst langsom sagsbehandling.

Jeg siger tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Næste ordfører er hr. Mohammad Rona fra Moderaterne. Velkommen.

Tak for ordet. Jeg har i min korte tid som folketingsmedlem allerede en gang tidligere haft æren af at tildele en række mennesker dansk statsborgerskab. Det er dog ikke mindre stort anden gang. Men jeg er også af den overbevisning, at vi i Danmark skal stille krav til de mennesker, som vi tildeler statsborgerskab. Det skal vi, fordi det er en af de største tillidserklæringer, vi kan give andre mennesker.

Derfor er det også en positiv dag i dag for de mennesker, der står nævnt på dette lovforslag, og som lever op til de krav, som vi stiller. Det fortjener de, og de har vist, at de vil Danmark. De har opfyldt alle krav. Jeg ved i høj grad, hvad det betyder at blive anerkendt. Jeg har nemlig prøvet det selv, og derfor vil jeg også bare ønske tillykke og sige til dem, at det her forpligter. Tak.

Tak til ordføreren. Der kom lige en enkelt kort bemærkning, og den er fra hr. Christian Friis Bach. Værsgo.

Tak for det. Jeg husker ordførerens tidligere tale som en meget stærk og bevægende tale og deler ønsket om at sige tillykke til dem, der får det. Men jeg vil gerne spørge ind til spørgsmålet om personer med funktionsnedsættelse. For både DIGNITY og Danske Handicaporganisationer har jo påpeget, at hvor det tidligere var mange, de fleste, der med langvarig funktionsnedsættelse fik dispensation af Indfødsretsudvalget, er det faktisk meget få nu. Og deres klare vurdering, og den deles af juridiske eksperter, er, at handicapkonventionen dermed systematisk overtrædes. Ser ordføreren det som et problem?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at jeg jo altid ser det som et problem, hvis man overtræder konventioner – altid. Om det så er handicap, FN, menneskerettigheder, hvad der nu ellers er, så er det selvfølgelig et problem, ja.

Spørgeren.

Kunne ordføreren overveje at ændre en praksis, sådan at man flytter den slags sager fra Indfødsretsudvalget til Udlændinge- og Integrationsministeriets sagsbehandlere, som kan afgøre dem ud fra et sagligt grundlag, ud fra nogle faste betingelser? Selvfølgelig skal det jo til sidst stadfæstes her i Folketinget, det ved vi, men kunne man overveje at lave en procedure ud fra nogle saglige og veldefinerede kriterier, når det handler om den slags meget komplicerede sager med langvarig funktionsnedsættelse?

Ordføreren.

Vi holder fast i den måde, man kører det på i dag. Så det er i hvert fald ikke noget, som hverken Moderaterne eller regeringen vil til at lave om på nu.

Så er det hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen, og også tillykke med at have fået statsborgerskabet på et tidspunkt. Det er jo bare et eksempel på, hvad et statsborgerskab betyder, og hvad det at blive fuldgyldigt medlem af samfundet også kan bruges til. Det er jo typisk den type af ansøgere, vi også kommer til opleve, og det gælder forhåbentlig også mange af dem, som står på lovforslaget her i dag.

Så jeg spørger egentlig bare af ren og skær nysgerrighed, om Moderaterne egentlig har tilsluttet sig det cirkulære om tildeling af indfødsret, som Venstre, Konservative, Socialdemokratiet og LA indgik aftale om, og dermed også tilsluttet sig de efter min opfattelse temmelig stramme og rigide regler, der er for at opnå statsborgerskab, bl.a. i forhold til uddannelseskrav og vandelskrav.

Ordføreren.

Altså, vi bakker op om de regler, der er for indfødsret, så ja.

Spørgeren.

Men synes ordføreren så ikke, at det kan være urimeligt, at der er regler, som i hvert fald efter min opfattelse bliver administreret på en måde, som klart er i strid med handicapkonventionen, og at der kan være borgere, som har begået en blankt erkendt dumhed meget tidligt i deres liv, der permanent er udelukket?

Er det ikke en svær måde at skulle bedrive integration på, at man på den måde siger til folk: Uanset hvad du gør efterfølgende, bliver du aldrig en del af det her samfund og får stemmeret?

Ordføreren.

Jeg vil sådan set give spørgeren ret i, at det der med at sætte barren højere og højere tror jeg vi skal passe på med. Den del er jeg fuldstændig enig i. Men det med overtrædelse af nogle konventioner er jeg selvfølgelig også obs på, i udvalgsarbejdet osv., og det er jo faktisk en vigtig agenda.

Vi siger tak til ordføreren, og den næste ordfører er fru Anne Valentina Berthelsen fra SF. Velkommen.

Tak, formand. Jeg skal gøre det ganske kort. Tillykke til dem, som nu har udsigt til at opnå statsborgerskab. Det har været en lang og sej rejse og krævet tålmodighed. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi, jævnfør dagens tidligere debatter, i SF også mener, at reglerne for opnåelse af statsborgerskab på nogle punkter kunne være mere retfærdige, især når vi taler om børn og unge.

Derfor vil jeg ikke sige så meget andet, end at jeg er taknemlig for, at der er nogle mennesker, som holder ved og bruger deres energi på at komme dertil, hvor de her mennesker er kommet i dag. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Kristian Bøgsted fra Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet, formand. For mig er det også anden gang, jeg prøver at stå her og tildele statsborgerskab. Der er igen en god flok, som får tildelt statsborgerskabet, som jo for mig er noget af det største, man kan få. Det mente jeg, første gang jeg stod her, og det mener jeg stadig væk. Derfor mener jeg også helt klart, at det er meget på sin plads, at vi har nogle strenge regler, og vi har heldigvis en god række krav og regler til folk i dag, som de skal leve op til for at få et statsborgerskab. Når det er sagt, kan man altid diskutere, om reglerne skulle strammes. Det ville vi absolut ikke være afvisende over for, hvis det var en mulighed, der kunne være der.

Men essensen af det er, at vi i Danmarksdemokraterne stemmer for forslaget. Tak.

Der er nogle korte bemærkninger. Den første er fra fru Mette Thiesen.

Tak. Så vil jeg bare høre ordføreren om noget. For det første har jeg meget svært ved at forstå, hvorfor ordførerens parti stemmer for det her forslag om den her masseuddeling af statsborgerskaber, til en hel masse mennesker, også mange, der sikkert overhovedet ikke burde have det.

For det andet kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren, om han også mener, det er fint, at der f.eks. er tre, der bor i Tyrkiet, som skal have dansk statsborgerskab.

Ordføreren.

Hvad angår det med, at man bor et andet sted end lige nøjagtig i Danmark, er grundprincippet, at man skal bo i Danmark for at kunne modtage statsborgerskab. Jeg ved så også, at der er visse paragraffer, der gør, at man kan lave undtagelser fra det her. Det kunne f.eks. være, at du er barn af en udenlandsk mor og en far, der er dansk statsborger, og som er bosat i f.eks. Spanien eller Tyrkiet. Det kan være det, der er skyld i det her.

Hvis jeg husker rigtigt, er der tre eller fire forskellige paragraffer, der faktisk giver en dispensation til, at man kan være bosiddende et andet sted. Jeg siger ikke nødvendigvis, at det ikke er noget, man måske burde ændre på, men det er nu engang de regler, der er i dag, altså at man kan få den dispensation. Og derfor stemmer vi for det.

Spørgeren.

Der er desværre det, der blev nævnt tidligere, nemlig en dovenskab i forhold til det her. Det var jo ikke embedsfolkene, jeg talte om, men politikerne. Fordi man simpelt hen ikke orker at sidde og behandle folk enkeltvis, bunker vi det hele sammen i ét lovforslag, og så kan man lige overskue at skulle gå ned og stemme om det.

Men kunne Danmarksdemokraterne ikke – for hvis de reelt set mener det her med at have en stram udlændingepolitik, så hænger det jo ikke rigtig sammen med, at man stemmer for indfødsretslovforslaget – støtte det, som vi i Dansk Folkeparti foreslår, altså at man skal tage stilling enkeltvis, altså så hvert enkelt folketingsmedlem skal stemme ja eller nej til hver enkelt ansøgning om statsborgerskab?

Ordføreren.

Når vi stemmer for det her, er det jo også lige så meget et spørgsmål om, at vi ikke er urimelige over for folk. Hvis vi siger til folk, at der er de her regler, som de skal leve op til, så kommer vi jo ikke bagefter, når de har gjort det, og siger: Snydt, I skal lige leve op til nogle flere regler.

Hvad angår det med, om man skal stemme for dem enkeltvis, så lad os kigge på det, hvis der kommer et forslag. Vi vil gerne være med til at stramme, og det var bl.a. derfor, jeg stod heroppe i sidste uge og stemte for to gode forslag fremsat af Dansk Folkeparti. Og jeg kan jo høre, at Dansk Folkeparti har masser af gode forslag, så dem ser jeg frem til at modtage, og så kan vi behandle dem der.

Så er det hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, og tak til hr. Kristian Bøgsted for talen. Nu blev jeg alligevel lidt nysgerrig, for nu taler hr. Kristian Bøgsted om det der med, at man bare lige pludselig vil ændre reglerne. Nu er jeg helt klar over, at Danmarksdemokraterne ikke var repræsenteret i sidste folketingssamling, men da det nuværende cirkulære eller den nuværende indfødsretsaftale blev vedtaget, gjorde man jo lige præcis det. Der var der jo borgere, der stod på lovforslaget, som efterfølgende blev pillet af, fordi de regler, man lavede, for at kunne få statsborgerskab blev strammet med tilbagevirkende kraft.

Ville Danmarksdemokraterne så på daværende tidspunkt også have protesteret imod og også have stemt imod, at man på den måde sagde til folk: Det er de her regler, I søger efter, og I lever op til betingelserne. Men ha, snydt, I lever alligevel ikke op til dem, for nu har vi ombestemt os?

Ordføreren.

Det synes jeg ikke helt man kan sammenligne. For det eksempel er faktisk, at man har lavet en forhandling om nogle nye regler, der skal til. Her er det faktisk, at vi ikke er i gang med at forhandle om nogle nye regler lige nu. Og derfor stemmer vi for, fordi man lever op til de regler, der er her lige nu.

Som jeg siger, vil vi gerne være med til at kigge på, om der skal ændres i reglerne. Men vi respekterer også de regler, der gælder for nuværende.

Spørgeren.

Jamen så vil jeg bare gentage spørgsmålet, for det, der var tilfældet der, var jo, at man ændrede reglerne og de borgere, som reelt var blevet optaget, som levede op til kravene, efterfølgende fik at vide, at nu var det for resten lige nogle nye regler. Der er normal praksis jo sådan, at når du søger, er det de regler, der gælder, når du søger, du bliver behandlet efter.

Her ændrede man jo reglerne efterfølgende, så borgere, som reelt havde fået rettigheden og levede op til de betingelser, der var, da de søgte, pludselig fik at vide, at hov, nu havde vi for resten lige lavet nogle andre regler, så nu kunne de ikke få lov til det alligevel. Mener ordføreren, at det er en rimelig behandling af de borgere?

Ordføreren.

Jeg må gentage, hvad jeg sagde før: Reglerne blev ændret på det tidspunkt, og derfor var der nogle nye regler, man skulle leve op til. Når jeg siger, at vi ikke vil sige til folk, at de er snydt, så er det, fordi der for nuværende er nogle regler, og dem lever de op til, og så stemmer vi ikke nej til dem, når de lever op til de regler, der er. Men vi vil gerne lave om på reglerne og flytte på dem.

Så er det hr. Mikkel Bjørn.

Det er, fordi vi jo i Dansk Folkeparti fuldstændig er tilhængere af at stramme op på de regler, også dem, som allerede er der. Ministeren siger jo gentagne gange, at reglerne er strammet op og nu er de rigtig stramme. Men vi kan jo bare se, at der stadig væk er alt for mange, der slipper igennem nettet. Derfor så vi i Dansk Folkeparti gerne et helt andet system – et system, hvor man rent faktisk i overensstemmelse med grundlovens oprindelige tanker behandlede folk individuelt, dvs. havde en individuel stillingtagen her i Folketingssalen til de mennesker, som søger om dansk statsborgerskab.

Er det en model, som Danmarksdemokraterne tænker at de måske vil kunne bakke op om?

Ordføreren.

Som jeg svarede hr. Mikkel Bjørns gode kollega fru Mette Thiesen lige før, må man komme med et forslag, og så må vi kigge på det og behandle det der. Jeg skal ikke stå her på forhånd og afvise et forslag, så længe jeg ikke kender dets præcise indhold, men jeg vil heller ikke garantere, at vi vil stemme for det. Jeg vil gerne se forslaget. Som jeg nævnte, stemte vi for to gode forslag fra Dansk Folkeparti i sidste uge, og det gjorde vi ud fra det synspunkt, at vi gerne vil være med til at stramme op på reglerne. Som jeg siger, kan vi høre, at der er masser af gode forslag, og dem ser vi frem til at modtage.

Spørgeren.

Jamen det præcise forslag er sådan set meget simpelt. Det er bare, at alle ansøgere skal stemmes igennem individuelt hernede i Folketingssalen. Der er ikke mere i det. Jeg kan godt skrive det ned og fremlægge det for ordføreren, men jeg tænker, at ordføreren måske godt kunne forholde sig til det her fra talerstolen uden nødvendigvis at skulle læse det på skrift.

Ordføreren.

Altså, jeg tænker ikke nødvendigvis, at det er et dårligt forslag, at vi skal kigge på folk individuelt, men jeg kan også se, det kan blive nogle rigtig lange dage, hvis der er så mange. Men fremsæt et forslag, og så tager vi stilling til det.

Så er det hr. Peter Kofod.

Tak for det. Jeg skal bare lige forstå det her rigtigt: Synes Danmarksdemokraterne virkelig ikke, at der kan være noget betænkeligt ved bare at dele over 1.000 danske pas ud?

Ordføreren.

Jamen absolut. Jeg nævnte det måske ikke direkte i den her tale, men det gjorde jeg sidste gang. Det er ikke nødvendigvis alle på det her lovforslag, vi er enige i skal være på, men vi kommer heller ikke til at sige nej til alle, fordi der måske er nogle enkelte, vi ikke synes skal være der. Vi følger den linje, der nu engang er der.

Spørgeren.

Men er det ikke meget betænkeligt, når man ikke sådan lige kan stå inde for tingene, at sige: Lad os tænke os om, lad os sige, vi er nødt til at sætte nogle nye kriterier, lad os være ekstra forsigtige? Det her er jo ret uigenkaldeligt. Når I stemmer ja til det her og uddeler de her statsborgerskaber, er det jo ikke noget, vi lige hiver tilbage igen, det er jo ikke noget, man lige tager fra folk, for vi har underkastet os alverdens konventioner og den slags.

Burde I ikke, kære Danmarksdemokrater, tænke jer om en ekstra gang og så sige nej til det her, netop fordi ordføreren jo siger, at man ikke kan være sikker?

Ordføreren.

Mig bekendt har Dansk Folkeparti også stemt for ret mange indfødsretsforslag her i salen, men man ændrede så holdning, fordi man måske blev presset af nogle, der ikke ville være med til det. Men vi kigger på de enkelte sager, der er her, og som jeg har nævnt før: Hvis vi har sat nogle regler og retningslinjer for, hvad der skal til, og folk lever op til det, stemmer vi også for, at de bliver belønnet ud fra det.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Sandra Elisabeth Skalvig fra Liberal Alliance. Velkommen.

Tak for ordet. Det er noget ganske specielt, hver gang vi i Folketingssalen skal behandle et lovforslag om indfødsret, særlig for de 1.029 personer, som dette lovforslag omhandler. For mig personligt er det en stor ære at være med til at kunne give andre mennesker en af de største gaver, som det danske samfund kan give til andre, nemlig et dansk statsborgerskab.

I Liberal Alliance mener vi ikke, at dansk indfødsret skal være alle forundt. Det skal derfor være meget svært, men ikke umuligt, at få et dansk statsborgerskab. Det skal tildeles dem, der har udvist vilje til at bidrage til vores samfund; dem, som forstår og behersker vores sprog; dem, der forstår vores historie og traditioner; dem, der overholder og respekterer vores lovgivning; og ikke mindst dem, der tror på værdier om frihed, tolerance og demokrati.

Dette lovforslag om indfødsret indeholder ligeledes tre mindre skærpelser af kravene for personer, der erhverver sig dansk indfødsret på betingelse af deltagelse i en grundlovsceremoni. Det er ganske få personer, der ved vedtagelsen af et lovforslag om dansk indfødsret opnår statsborgerskab ved vedtagelsen. Størstedelen af dem, der er på lovforslaget, opnår først deres danske statsborgerskab, efter de har deltaget i en grundlovsceremoni. Grundlovsceremonien kan finde sted, i op til 2 år efter loven er vedtaget. Det er derfor foreslået, at der indføres et supplerende vandels- og bopælskrav samt et krav om en ny erklæring med oplysninger på tro og love. Formålet med skærpelserne er at sikre, at personer, der erhverver sig dansk indfødsret, fortsat opfylder vandels- og bopælskravet på det tidspunkt, hvor grundlovsceremonien finder sted.

I Liberal Alliance mener vi, at det er fornuftige skærpelser, og vi kan derfor støtte lovforslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det fru Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Det, vi behandler i dag, er et lovforslag, hvor vi giver den største gave af alle, nemlig det danske rødbedefarvede pas, til en række personer fra andre lande, som lever op til kravene i lov om indfødsret. For vi skal nemlig se det som en gave – en gave, man skal gøre sig fortjent til.

I Det Konservative Folkeparti synes vi ikke, at det er en menneskeret at blive dansk statsborger. Historisk set er der alt for mange, der har fået tildelt dansk statsborgerskab. Det påvirker sammenhængskraften i Danmark negativt, ligesom det kan sætte vores danske værdier på spil. Det må vi ikke risikere. Derfor er jeg også glad for, at Det Konservative Folkeparti har været garant for at stå vagt om at sikre konsekvente regler for tildeling af statsborgerskab. Det så man i den seneste politiske aftale, hvor vi eksempelvis fik taget et skridt mod at få styr på kriminalitet i forbindelse med tildeling af det danske pas.

Men det skal ikke være en hemmelighed, at vi er af den klare overbevisning, at der stadig er arbejde at gøre, når det kommer til reglerne for indfødsret. Det er et kæmpe privilegium at få et dansk pas og stemmeret i Danmark, og man behøver jo ikke statsborgerskab for at bo i Danmark – det kan man sagtens uden. Derfor mener jeg også, at det er ret og rimeligt, at vi har stramme kriterier i lovgivningen for indfødsret, som man skal indordne sig under. Derfor vil vi også gerne genbesøge reglerne. F.eks. vil vi gerne have oplysninger om bipersoner, som har begået kriminalitet.

Men i forhold til lovforslaget her vil jeg gerne slutte af med at ønske stort tillykke til alle jer, der har taget Danmark til jer og gjort jer fortjent til at få det rødbedefarvede pas. Tak for ordet.

Tak. Der er indtil videre en enkelt kort bemærkning, og det er fra hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Og tak til fru Brigitte Klintskov Jerkel for talen. Det er jo rigtigt, at man sagtens kan bo i Danmark uden at have stemmeret, men man kan bare godt diskutere, om det er rimeligt, at man i det land, man bor og har permanent ophold i, ikke har mulighed for at deltage i demokratiske valg. Det er jo det, der er konsekvensen af, at borgere, der bor og har fast ophold i Danmark, ikke har stemmeret.

Nu roste ordføreren den aftale, der blev indgået, men den har jo som konsekvens, at der er borgere, som med selverkendelse siger, at de har begået en dumhed, og at de skammer sig over, at de har skubbet til en modstander under en fodboldkamp eller er kommet i et værtshusslagsmål eller andet, selv 20 eller 30 år efter ikke kan få de fulde borgerrettigheder, ikke blive fuldgyldige medlemmer af samfundet og få stemmeret til Folketinget, selv om de er ordentlige samfundsborgere og er fuldt integreret, har job, familie og børn, der går i skole i Danmark. Hvorfor mener ordføreren, at det er rimeligt?

Ordføreren.

Jeg mener, at man skal gøre sig fortjent til at få et statsborgerskab i Danmark, og jeg synes, det er vigtigt, at vi har nogle kriterier, man skal leve op til, og at vi har nogle stramme regler på området, for det er en kæmpe gave at få det danske pas. Så jeg mener, det er vigtigt, at vi har det.

Spørgeren.

Nu er vi – og det er jeg sikker på at ordføreren også er – i kontakt med masser af ansøgere om statsborgerskab, som oplever, at det her er dybt frustrerende. De gør alt, hvad de kan, for at være integreret – de deltager i fritidslivet, i civile aktiviteter, er fodboldtrænere, har beskæftigelse, har familie, er fuldgyldige medlemmer af samfundet. Ordføreren ville ikke kunne se forskel på dem og på naboen. Naboen har bare stemmeret, men det har de her borgere ikke, fordi de har begået en fuldstændig selverkendt dumhed, som de fortryder i dag. Hvorfor er det rimeligt? Hvorfor er det et udtryk for retfærdighed og integration?

Ordføreren.

Jeg synes, det er rimeligt, at vi har nogle kriterier og nogle skrappe regler på det her område, og jeg er helt med på, at Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti ikke er enige på det her område, og det bliver vi nok heller ikke. Men vi synes, det er vigtigt, at vi har nogle stramme regler, i forhold til hvad det er, man skal leve op til for at få statsborgerskab i Danmark. Det er en gave, og det er ikke en menneskeret. Man kan sagtens bo i Danmark uden at have et statsborgerskab og et dansk pas.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og så er det hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak for det, formand. Allerførst og først og fremmest et kæmpekæmpestort tillykke til de borgere, der nu er kommet på lovforslaget, og som dermed kan opnå statsborgerskab. Det er nok vigtigt at understrege, at de ikke er helt i mål endnu – eller I ikke er helt i mål endnu – for der venter jo stadig væk efter vedtagelsen af det her lovforslag en grundlovsceremoni, hvor det er sådan, at skulle man være uheldig at få en fartbøde, skulle man miste sit arbejde, kan man stadig væk risikere at blive udelukket fra statsborgerskabet.

Men ikke desto mindre vil jeg sige, at I har gjort en gigantisk indsats, at I er kommet rigtig langt i den proces, og derfor også et kæmpestort tillykke. Samtidig vil jeg også gerne sige, at jeg synes, det er lidt forstemmende, at vi, hver gang vi diskuterer det her, kommer til at tale om kriminalitet, kommer til at tale om lovbrud, kommer til at tale om folk, der ikke er fuldgyldige medlemmer af eller tager Danmark til sig, eller hvad man nu bruger af udtryk.

Med mit kendskab til det her område, og nu har jeg beskæftiget mig med det en del år, handler det her jo om borgere, som er fuldgyldige medlemmer af samfundet i Danmark, som har et ønske om at opnå de fulde borgerrettigheder, få statsborgerskab, og langt størstedelen af dem er personer, som fuldstændig ligner os 179 personer, der sidder herinde. Derfor synes jeg, det er lidt ærgerligt, at den her debat altid kommer til at handle om, at det nok i virkeligheden er nogle slette mennesker, hvor vi skal sørge for, at så få som overhovedet muligt får muligheden for at få stemmeret.

Jeg synes også, at den måde, vi giver eller tildeler statsborgerskab på i dag, er temmelig absurd. Der har også været rejst kritik fra flere internationale eksperters side i forhold til den måde, vi gør det på. Det er jo selvfølgelig beskrevet i grundlovens § 44, men der kan vi selv inden for den eksisterende grundlovs rammer sagtens sikre, at vi får et mere transparent system, et system, der i langt højere grad sikrer de forvaltningsmæssige principper og sikkerheder, som både gør, at man kan få aktindsigt, få partshøring, få en klageadgang til en uvildig instans, og at der er helt åbenlyse, objektive kriterier for, hvordan man tildeler statsborgerskab. Det er sådan, man har løst det i andre lande. Det synes jeg også vi burde gøre i Danmark.

Så vil jeg også gerne nævne noget andet. Jeg har, både i samråd og i Indfødsretsudvalget, rejst kritik af, at Danmark efter min opfattelse – og det tør jeg godt sige, også her fra talerstolen, at jeg ikke er i tvivl om – bryder handicapkonventionen, når vi tildeler statsborgerskab. Og det er et udtryk for den måde, vi behandler indfødsretssager på i Danmark, altså at de bliver behandlet i Indfødsretsudvalget, at de bliver behandlet i fortrolighed, og for mig at se er brud på konventioner temmelig alvorligt.

Jeg synes, det er noget, som vi herinde i Folketinget også bør være ansvarlige for, og vi bør vide, hvis vi bryder konventionerne, for som ministeren tidligere gjorde opmærksom på, betragter ministeren det jo ikke som ministerens ansvar, men som Folketingets ansvar og som Indfødsretsudvalgets ansvar.

Derfor vil jeg også allerede nu gerne bebude, at jeg kommer til at stille et ændringsforslag til det her lovforslag. For i en konkret sag med en konkret borger, som jeg har samtykke fra til at videregive oplysninger om, mener jeg det er helt åbenlyst, at der er tale om, at der sker et brud på handicapkonventionen.

Nu er det jo fast praksis for højrefløjen, at man stiller ændringsforslag, hvor man ønsker at fjerne borgere fra det her lovforslag, uden i øvrigt at have indhentet samtykke fra borgere til at videregive personhenførbare oplysninger, men det må man så gerne her i Folketingssalen. Men i det her tilfælde har jeg naturligvis samtykke fra vedkommende borger til at måtte stille det her ændringsforslag, og derfor har vi også muligheden for at kunne behandle det.

For jeg synes, det er fuldstændig centralt og afgørende, at vi her i Folketinget også overholder internationale konventioner, og når der opstår tvivl om det, skal vi selvfølgelig også have muligheden for at drøfte det. Så det kommer jeg til at stille som et ændringsforslag, men det kommer selvfølgelig til at indgå i udvalgsbehandlingen; men jeg synes, det er udtryk for, at vi har en lemfældig og en særdeles kritisk måde at behandle statsborgerskabssager på her i Danmark.

Afslutningsvis vil jeg gerne sætte streg under og igen sige et kæmpestort tillykke til de borgere, der nu er kommet igennem den her kringlede proces med de rigide benspænd, der bliver lagt ind for at forhindre borgere i at få statsborgerskab. De forhindringer har I forceret, og et kæmpestort tillykke med det, og jeg ser frem til, at I bliver fuldgyldige medlemmer med fulde borgerrettigheder i det danske samfund.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre. Velkommen.

Tak for det, formand. Jeg vil også starte med at sige et stort og varmt tillykke til alle jer 1.029 mennesker, som nu kan blive danske statsborgere. Vi ved, at det har været en lang, besværlig og frustrerende rejse for mange af jer, men nu bliver I belønnet.

I Radikale Venstre tror vi jo på idéen om, at alle mennesker er født frie og lige, i værdighed og i rettigheder, og at de skal behandles med respekt. Vi tror på de fundamentale retsprincipper og lighed for loven, og den måde, man behandler sagerne om indfødsret på, lever ikke op til de grundlæggende principper. Det er et problem for vores retssamfund. Vi har mennesker, der lever op til kriterierne, men som bliver stemt ned, uden at de nogen sinde får en begrundelse, uden at de har nogen form for retssikkerhed, uden en begrundelse efter en objektiv individuel vurdering, uden gennemsigtighed, uden en mulighed for at komme med gensvar og uden en mulighed for at kunne påklage afgørelsen.

Det er forkert, og et af de mest problematiske områder, hvor det viser sig, er jo, at hvor langt de fleste ansøgere med langvarige funktionsnedsættelser før fik dispensation, så er det nu kun ganske få. Alt tyder på, som hr. Peder Hvelplund også anførte det, at handicapkonventionen systematisk overtrædes, og det sker, selv om Højesteret ved dom afsagt den 13. september 2013 har anført, at Danmark har påtaget sig en række folkeretlige forpligtelser, som forudsættes efterlevet ved Folketingets og Indfødsretsudvalgets udøvelse af skønnet over, om dansk statsborgerskab skal meddeles en ansøger.

Det er en afgørelse ved Højesteret, som ikke bliver efterlevet i tilstrækkelig grad, og det er jo også principielt forkert og i modstrid med de værdier, som vi står for, og som vi kæmper for i resten af verden, at dele ansøgninger op efter, hvor man kommer fra, og netop åbne for, at der kan skilles og skelnes efter, hvor man kommer fra. Og det kan og vil også være i strid med statsborgerretskonventionens artikel 5, hvis det sker. For der må ikke ske forskelsbehandling på baggrund af køn, religion, race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse. Så derfor vil vi stadig væk arbejde for, at vi ændrer den praksis, hvormed man tildeler indfødsret.

Men når det er sagt, støtter vi det her lovforslag. Vi er glade for, at der er 1.029 borgere, der nu ønsker at blive danske statsborgere, og vi vil gerne ønske jer alle tillykke med, at I netop får det statsborgerskab og stemmeret. Tak, fordi I har valgt at blive en del af Danmark, og tillykke.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Mikkel Bjørn for Dansk Folkeparti. Velkommen

Tak for det. Kære medlemmer af Folketinget, kære ordførere, vi drøfter i dag endnu et lovforslag om tildeling af indfødsret, og når jeg siger »endnu et«, er det, fordi vi hvert år behandler cirka tre lovforslag, der tildeler statsborgerskaber til udlændinge her i Danmark. Det er tre lovforslag med hver et utal, ofte over 1.000 navne, på mennesker, som et flertal her i Folketinget vælger at tildele statsborgerskab, vælger at invitere fuldt og helt ind i familien, at tildele stemmeret, fuld adgang til sociale ydelser og diplomatisk beskyttelsesret i udlandet. Disse mennesker bliver fremadrettet betragtet som danskere, som en del af folket, som en af vores og dermed også vores ansvar.

Dansk Folkeparti anerkender den værdi, som indfødsretten har for den enkelte, og derfor ønsker vi også at sikre, at denne værdi ikke udvandes, at statsborgerskaber alene gives til mennesker, der gennem adfærd og initiativ har gjort sig fortjente til det, og hvor vi som Folketing har en berettiget og velbegrundet formodning om, at tildelingen af et statsborgerskab vil være en god beslutning, ja, man kunne også sige en god investering kulturelt, socialt og økonomisk for det danske samfund og de danske borgere, og at de på linje med et flertal herinde føler grund til at betragte deres nye landsmænd som netop landsmænd. En person, der ikke kan citeres nok i den henseende, er indfødsretsudvalgets første formand, nemlig selveste Grundtvig, der ved den første indfødsretslovs forelæggelse udtalte følgende:

Indfødsretten udspringer af folkets ejendomsret og arveret til sit fædrene land, som det kan have gyldig grund til at skænke enkelte udlændinge del i, men aldrig bør gøre det uden hensyn til sit eget tarv og det almindelige bedste.

Grundtvig understreger det selvfølgelige synspunkt, at indfødsret ikke er noget selvfølgeligt, men derimod noget, man ekstraordinært kan erhverve, hvis Folketinget, folkets repræsentanter, finder en sådan erkendtlighed fordelagtig for Danmark. Statsborgerskabet er med andre ord en investering på vegne af det danske folk, der kan tildeles udvalgte individer i forventningen om, at dette vil være til gavn for Danmark nu som i fremtiden.

Vi er i Dansk Folkeparti bekymrede over, at Folketinget tilsyneladende ikke har sådan en formodning, når der gang på gang tildeles statsborgerskaber, og vi vil på den baggrund gerne udtrykke vores bekymring over nogle af de foreslåede modtagere af indfødsretten, og vi vil også bede ministeren om at redegøre for deres tilknytning til Danmark, samt om ministeren mener, at der foreligger en begrundet formodning om, at disse mennesker på sigt vil være til gavn for Danmark. På lovforslaget er der bl.a. en russisk statsborger, der er bosiddende i Rusland. Ja, der er faktisk flere mennesker, der tilsyneladende slet ikke bor i Danmark, bl.a. flere ansøgere bosiddende i Tyrkiet. En anden ansøger har tilsyneladende indsendt et høringssvar til Københavns Kommune vedrørende opførelsen af en moské, og jeg citerer her fra brevet:

»JA til mosker i Danmark , det vil hjælpe os med vores tro vi vil kunne forsætte, tænk på jer selv dansker , vis vi ødlage jers kikker hvordan villle i så have det i ville blive sure og ked af det , så vi har også lov til at have mosker ligesom i har lov til at have kikker , i tegnede billeder af mohammed og gjorde mange ting , vi giver ikke de mærklige danker som ikke kan give respekt til deres gud som er alles gud , forstå det ,mosker har lov til at være her som kikker har lov til at være her«.

Ja, det er her, hvor vi i Dansk Folkeparti bliver en lille smule bekymrede. Hvorfor skal en person som den her have et statsborgerskab, når vi ovenikøbet ved, at man i Folketinget her har erfaring for at tildele statsborgerskaber til mennesker, der på ingen måde fortjener det? Tilbage i 2015 fik en udlænding, Mohamed Jama Muse, dansk statsborgerskab på et lovforslag fremsat af daværende integrationsminister fru Inger Støjberg, og han blev sidste tirsdag idømt 10 års fængsel for at have sendt sine børn på koranskole i Somalia, hvor de blev mishandlet, hans 12-årige datter blev omskåret og siden solgt som sexslave af sin far på et somalisk slavemarked og forsøgt bortgiftet til en 75-årig somalisk mand.

I Dansk Folkeparti mener vi fuldstændig i tråd med Grundtvig ikke, at man bør tildele statsborgerskaber til mennesker uden en kraftig og velbegrundet formodning om disse menneskers absolutte loyalitet og gavn for Danmark. En sådan formodning er ikke tilvejebragt, og derfor stemmer Dansk Folkeparti imod nærværende forslag. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Så er turen kommet til udlændinge- og integrationsministeren.

Tak for ordet, formand. Så rundede vi vores femte formand i formandsstolen. Det er jo ikke så dårligt.

Først og fremmest vil jeg sige tak til ordførerne for dagens debat om indfødsrets meddelelse, hvormed vi får 1.029 personer, der meddeles dansk statsborgerskab. Det er selvfølgelig noget særligt. Det skyldes først og fremmest, at tildeling af dansk statsborgerskab er en stor tillidserklæring fra det danske samfund, og det er også helt rimeligt, at vi stiller krav til folk, der vil blive danske statsborgere. Jeg vil i den forbindelse gerne understrege, at de personer, der er optaget på dette lovforslag, opfylder de krav, som et flertal i Folketinget har fastsat, eller er blevet meddelt dispensation af Folketingets Indfødsretsudvalg fra opfyldelsen af et eller flere krav.

Som noget nyt indeholder lovforslaget også en bestemmelse om, at de 879 personer, der er optaget på lovforslaget med krav om deltagelse i en grundlovsceremoni, skal bevare deres bopæl her i landet frem til det tidspunkt, hvor de deltager i ceremonien. Det er selvfølgelig kun rimeligt, at man skal bo i Danmark, når man bliver tildelt et dansk statsborgerskab. Jeg håber, at de 879 personer på lovforslaget får en mindeværdig dag, når de deltager i grundlovsceremonien, og at de ligesom de 150 andre ansøgere, der er optaget på lovforslaget, bliver glade og stolte medborgere, der tager del i Danmark og værner om vores grundlæggende værdier.

Med de ord vil jeg gerne takke for en god debat og se frem til den videre behandling af lovforslaget her i Folketinget. Jeg står naturligvis til rådighed i forhold til de spørgsmål, der måtte opstå her eller i forbindelse med den videre behandling.

Der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak til ministeren. Nu nævner ministeren mennesker, som føler sig som fuldgyldige borgere i Danmark og en del af det danske samfund. Jeg læste et citat op. Jeg ved ikke, om ministeren hørte det. Jeg kan citere bare en enkelt sætning fra citatet:

» ... vi giver ikke de mærklige danker som ikke kan give respekt til deres gud som er alles gud , forstå det ,mosker har lov til at være her som kikker har lov til at være her«.

Det er en person, som er en af de ansøgere, som ministeren på det her lovforslag tildeler dansk statsborgerskab. Jeg er bare nysgerrig på, om ministeren mener, at det her et eksempel på en person, der har taget dansk kultur til sig, og som ser sig selv som en fuldgyldig del af det danske folk og det danske samfund. Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at vi i Dansk Folkeparti måske er lidt kritiske over for, at sådanne typer også tildeles statsborgerskab på bl.a. det her lovforslag.

Ministeren.

Jeg skal da være ærlig og sige, at jeg ikke synes, at den kommentar lyder videre begavet. Vi har objektive kriterier, som vi tildeler statsborgerskab efter: at man passer sit arbejde, at man opfører sig ordentligt, at man har været her et bestemt antal år. Hvis man lever op til de krav, kan man få statsborgerskab i Danmark. Man skal bestå indfødsretsprøven. Man skal forstå det danske samfund. Man skal tale dansk. Man skal selvfølgelig også ned på rådhuset og give hånden til den, som står i den anden ende – en borgmester, eller hvem det ellers er.

Kan man så se ind i hovedet på folk og undgå, at en af de tusind her skriver noget åndssvagt på Facebook eller et andet sted? Altså, det tror jeg vil kræve en meget, meget omfattende indsats samlet set, og jeg er i tvivl om, hvorvidt det vil have den effekt, at man kan undgå, at folk, der har skrevet noget åndssvagt i en facebookkommentar, kan få statsborgerskab.

Hr. Mikkel Bjørn.

Nu nævner ministeren objektive kriterier: at man skal tage sig et arbejde, at man skal overholde lovgivningen osv. Men jeg kunne nævne mange mennesker på den anden side af jorden, der overholder loven og har et arbejde. Er det ensbetydende med, at man er dansker? Det er i virkeligheden det, som jeg forsøger at afdække med det her spørgsmål.

Altså, hvorfor er man dansk, bare fordi man overholder nogle fine minimumskriterier, nemlig at man overholder loven og har et arbejde? Skal man ikke også være dansk for at få et dansk statsborgerskab?

Ministeren.

Man skal have boet her i 11 år. Man kan jo ikke bare bo i Australien og så søge ud fra de øvrige kriterier.

Jeg synes, at vi har ramt en god balance, og jeg vil sige – jeg ved godt, at Dansk Folkeparti ikke bryder sig om, at jeg siger det – at der jo er en meget bedre balance i, hvem der får statsborgerskab nu, end der var, dengang Dansk Folkeparti havde meget stor indflydelse på politikken her i landet. Altså, de tre største grupper i lovforslaget er tyskere, briter og polakker. Dengang Dansk Folkeparti havde meget stor indflydelse, var det mere de mellemøstlige lande, der bonede ud oppe i toppen.

Næste korte bemærkning er til hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak for det. Som ministeren jo ved, har jeg og andre bekymret os lidt om handicapkonventionens efterlevelse. Vi har jo set enkeltsager, og vi har set tendensen gå den forkerte vej, og jeg frygter, at vi vil se en række yderligere enkeltsager, der også bliver rejst ved danske domstole, og det er ikke hensigtsmæssigt.

Højesteret har jo, som jeg anførte i min tale, afsagt den her kendelse, som klart siger, at Danmark har påtaget sig folkeretlige pligter, og at de forudsættes efterlevet ved Folketingets og Indfødsretsudvalgets udøvelse af skønnet over, om dansk statsborgerskab meddeles en ansøger.

Mit spørgsmål er derfor: Hvad kan vi gøre? Har ministeren nogle gode idéer til, hvad vi kan gøre for i højere grad at sikre, at handicapkonventionen efterleves i bestemmelsen og i behandlingen af sagerne om indfødsret?

Ministeren.

Som vi også diskuterede i forbindelse med en tidligere behandling af et beslutningsforslag, er det jo grundlæggende Folketingets Indfødsretsudvalg, som har den kompetence. Jeg står til rådighed for, hvad som helst der kan være i den sammenhæng – næsten hvad som helst. Det er det, som handler om at give en introduktion til og en forståelse af, hvad der skal til, for at man overholder handicapkonventionen, men jeg står ikke over Folketinget i det arbejde, jeg udøver, heldigvis. Sådan skal det jo ikke være.

Man kan selvfølgelig sige, at vi har et flertal som regering, og at vi derfor også bør være ekstra opmærksomme på det. Det er jeg enig i, altså at det bør vi. Jeg har selv taget initiativ til i hvert fald at sørge for, at regeringspartiernes medlemmer af Indfødsretsudvalget er klar over, hvor grænserne går i forhold til handicapkonventionen, og sørge for, at man selvfølgelig er bevidst om, hvad det er, man administrerer. Men hvordan det enkelte folketingsmedlem og det enkelte parti i sidste ende stemmer, kan jeg ikke bestemme over.

Spørgeren.

Tak. Jeg anerkender, at vi diskuterede det sidst, og at vi stillede spørgsmålet, og tak for svaret på det. Det er bare en opfølgning for at se, om der kunne være nogle greb, vi kunne bruge. For al respekt for Folketingets ærede medlemmer, men det er jo ikke alle, der besidder den fulde juridiske ekspertise udi handicapkonventionen.

Derfor kunne man måske godt forestille sig, at regeringen med det flertal, den har, mere klart i den slags sager, hvor der var personer med varige funktionshandicap, kunne vedtage, at man i forbindelse med de ansøgninger vedlagde en juridisk vurdering.

Ministeren.

Det vil jeg gerne prøve at kigge på om kunne være en praksis, vi kunne arbejde efter. Jeg føler mig forpligtet til i hvert fald at sørge for, at regeringspartiernes medlemmer af udvalget ved, hvad man stemmer ja og nej til, og de udgør jo, ligesom i Folketinget i øvrigt, et flertal af udvalgets medlemmer.

Jeg er enig med spørgeren i, at vi selvfølgelig skal gøre, hvad vi kan, for at overholde handicapkonventionen.

Den næste korte bemærkning er til fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Jeg er nødt til lige at komme med en kommentar, for da Dansk Folkeparti var støtteparti for regeringen, kom der jo faktisk en massiv stramning, efter at man fra Socialdemokratiets side op i 1990'erne og generelt også langt længere op lallede rundt nærmest til Venstre for Radikale Venstre, og Poul Nyrup Rasmussen stod i 1999 og kaldte Dansk Folkeparti for ikke stuerene. Så jeg er bare nødt til at sige, at den massive håndbremse, som Dansk Folkeparti trak, da de kom i Folketinget, og fru Pia Kjærsgaard faktisk er skyld i, at Danmark ikke ser ud, som Sverige gør i dag. Så det er bare lige for at rette ministeren i den fejlantagelse, og det er jo dejligt, at Socialdemokratiet er kommet til fornuft igen og har en i hvert fald lidt mere stram udlændingepolitik. Det var den ene ting.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre ministeren om noget, som vi har drøftet. Mener ministeren ikke, at vi eksempelvis kunne lave reglerne om, sådan at man skulle stemme om hver enkelt ansøger nede i Folketingssalen? For så kunne hvert enkelt medlem af Folketinget, jævnfør grundloven, jo stemme efter sin egen overbevisning.

Ministeren.

Der er selvfølgelig en masse praktiske hensyn, som jeg mener det vil være problematisk at tage i forhold til at skulle stemme over 1.300 gange hernede. Det er så, hvad det er. Hvis man virkelig gerne ville det, kunne man jo godt gøre det. Men jeg mener også, det er vigtigt, at der er objektive kriterier, som man kan søge statsborgerskab efter, og at man, hvis man lever op til dem, kan få det på de præmisser.

Så vil jeg i forhold til den her historiske ting sige, at jeg fuldt ud anerkender, at Dansk Folkeparti har haft en positiv betydning i forhold til at ændre diskussionen om udlændingepolitikken i Danmark, men Dansk Folkeparti må også anerkende, hvad der er sandheden, nemlig at det tidspunkt, hvor man er lykkedes med at få sendt folk ud af landet, som ikke har opholdstilladelse her, og har sørget for, at statsborgerskabslovforslagene afspejler sammensætningen af udlændinge, som bor i Danmark, som det her gør – tyskere er den største gruppe, briter er den næststørste gruppe, og polakker er den tredjestørste – er et, der har været for nylig. Det er ikke noget, der er sket, dengang Dansk Folkeparti havde den store magt i Danmark. Så jeg vil sige, sådan som jeg også sagde i sidste uge: Moren har gjort sin pligt, moren kan gå.

Spørgeren.

De her massive stramninger i forhold til indfødsret er bl.a. sket efter migrationskrisen, og det er jo, fordi hele det politiske spektrum generelt er rykket, fordi man lige pludselig fandt ud af, hvad det egentlig var, man var oppe imod. Så lad os nu tage den politiske drøftelse væk, for der tror jeg sådan set, Dansk Folkeparti vinder med længder. Så lad os lægge den til side.

Men jeg kunne bare godt tænke mig at spørge ministeren om noget igen. Det kan da godt være, at vi ikke skal behandle 1.300. Vi så da også langt hellere, at man behandlede langt færre. Er det ikke lidt politisk dovenskab at lave et bunkebryllup, i stedet for at man bare stemmer om individuelle ansøgere, så man kan stemme efter sin egen overbevisning?

Ministeren.

Nej, det er ikke dovenskab. Det handler om, at der skal være objektive kriterier, som man kan søge efter. Hvis man opfører sig ordentligt, hvis man passer sit arbejde, hvis man har boet i Danmark i 11 år, hvis man i øvrigt har en forståelse for det danske samfund og taler dansk og man ikke har nogen moralske kvababbelser ved at gå ned og give hånd til borgmesteren, så mener jeg, at vi er et sted, hvor vi må sige, at det er folk, der nogenlunde er til at stole på.

Så kan man godt finde eksempler – det er jeg med på, og det ved jeg også Dansk Folkeparti gør og bruger meget energi på, og sådan set respekt for det – på folk, der måske falder uden for det. Men generelt lykkes vi ret godt med at give det til dem, som rent faktisk har fortjent det.

Næste korte bemærkning er til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det. Tak til ministeren for talen, og også tak for at præcisere, at det selvfølgelig er regeringens ansvar at sikre, at konventionerne overholdes, i og med at man netop har ansvaret for, at det flertal, man udgør i Folketinget, lever op til internationale konventioner. Der kan man sige, at det i princippet ikke er anderledes i Indfødsretsudvalget, end det er i Folketinget generelt – forpligtigelsen ligger selvfølgelig i, at regeringen også har en ambition om at overholde internationale konventioner. Så tak for det.

Så vil jeg bare lige høre om de regler, vi har i dag. Særlig i forhold til dispensation har der jo været rejst en international kritik, også en temmelig kras kritik, som bl.a. juraprofessor Eva Smith har bakket op om. Det, som Maarten Vink fra Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze siger om den danske praksis for dispensationer, er, at det i EU er virkelig usædvanligt. Jeg kender ikke et andet EU-land, der gør det her, siger han og tilføjer:

I dag afspejler denne skønsmæssige procedure udført af politikere i Danmark en forældet praksis i Europa, og det er i det hele taget en meget usædvanlig praksis i retsstatsbaserede demokratier rundtom i hele verden.

Så svarer ministeren.

Vi er jo ikke individer, der svæver frit i luften. Man føder jo ikke sig selv. Man kommer jo ind i en verden, hvor der er nogle strukturer, der eksisterer, og i Danmark er det sådan, at vi har en grundlov, som ikke er ændret i min levetid, og som heller ikke er ændret i hr. Peder Hvelplunds levetid. Man skal tilbage til 1953, hvor den sidst blev ændret. Der står det altså, som det står. Det er jo det, vi skal arbejde efter. Jeg tror ikke, at det er særlig nemt at få lavet en grundlovsændring og særlig ikke, hvis det skal gå ud på, at flere mennesker relativt nemt skal kunne få statsborgerskab.

Men jeg anerkender selvfølgelig, at der inden for den grundlov kan være et spænd af metoder, som man kan bruge, hvilket også hr. Peder Hvelplund har været inde på flere gange. Jeg synes bare, at det er vigtigt, at det er, som det er nu, hvor der er objektive kriterier for langt størstedelen af dem, der får indfødsret, og så har man mulighed for – hvis man mener, at man alligevel skal have det, selv om man ikke lever op til det hele – at søge dispensation i udvalget.

Hr. Peder Hvelplund.

Men det er jo netop sådan i andre europæiske lande, at de har en grundlov, der nogenlunde ligner den danske. Og i de lande kan det lade sig gøre at lave kriterier, som baserer sig på forvaltningsretlige principper.

Så jeg skal bare høre ministeren, om ministeren er enig i, at det vil være eftertragtelsesværdigt at lave et system, som mere baserer sig på de forvaltningsmæssige principper, så man netop kan sikre, at der bliver partshøring og klageadgang til en uvildig instans, men hvor vi i sidste ende stemmer i Folketinget om den liste, der kommer ud af den proces. Det ville jo være en mulighed.

Ministeren.

Det mener jeg også er det, vi gør for langt de flestes vedkommende. Den behandling, som sker i Udlændinge- og Integrationsministeriets departement, er forvaltningsretligt hundrede procent forsvarlig; det er det, som langt de fleste, der får statsborgerskab, får det på. Og så er det rigtigt, at der er en dispensationsmulighed.

Jeg mener, at det er sundt, at man har det, så man kan sige, at der kan være folk, som på grund af alle mulige forhold, ikke kan leve op til alle de krav, der er. Det kan være, at man har begået grov vold tidligt i ens liv, og at man så står 20 år efter og er et helt andet menneske. Og der mener jeg, at det er sundt, at vi så har et folketingsudvalg, der kan sige, at i de her tilfælde kan der være en særlig dispensation.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til udlændinge- og integrationsministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Indfødsretsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.