Tak for det. For godt en time siden talte jeg med Torben Matthiesen, en af mine gode landmandsvenner. Han har et større landbrug nede på Falster, hvor han faktisk både har dyrket konventionelt, biodynamisk og økologisk, og han har været helt fremme omkring introduktionen af nye ærter og bønner, bl.a. edamamebønnen, som smager helt fantastisk, hvis man bare lige tager den med flagesalt og lidt citron, og det har han været meget optaget af sammen med en gruppe landmænd nede på Falster. Men nu meddelte den belgiske virksomhed Ardo her i september, at de desværre lukker fabrikken i Orehoved og lageret nede i Nyborg, og dermed står de her producenter nu uden en fabrik, der kan aftage de ærter og bønner, som de har lavet. Men de vil rigtig gerne. Ærter og bønner er jo rigtig gode i et sædskifte, og derfor vil de rigtig gerne producere langt mere. Jeg håber, der er nogle pensionskasser, der hører den opbakning, der er til plantebaserede fødevarer her, og nogle investorer, for vi skal have 100 mio. kr., så vi kan få gang i fabrikken igen sammen med Producentforeningen. De vil rigtig gerne det her, men de mangler en investering i den fabrik; det er det, der skal til, for at den kan fortsætte.
For nogle år siden mødte jeg nogle unge fra Niger. De ville simpelt hen så gerne have nogle produkter og landbrugsvarer fra Niger til Danmark, og så spurgte jeg: Hvad er det bedste, I laver i Niger? Og så sagde de, at det er niébébønner. Jeg vidste ikke, hvad det var, men vi har så fået nogle af dem til Danmark, og med fare for nu at blive beskyldt for, at jeg plejer kommercielle interesser fra talerstolen, vil jeg bare sige, at det har jeg kun tabt penge på. Men de her niébébønner er helt fantastiske. Man behøver ikke at koge dem; man skal bare komme dem i vand. De smager fuldstændig som ærter. Og de her bønner er Nigers stolthed; de er virkelig gode.
Det her siger jeg alt sammen bare for at sige, at jeg ikke kommer til at stå og fordømme eller kritisere landmænd, der producerer kød, eller dem, der sælger kød, eller dem, der spiser kød, hvis de gør det inden for de regler, vi har vedtaget i det her Folketing. Men jeg vil utrolig gerne inspirere, opmuntre og støtte alle dem, som vil kaste sig ud i produktionen af plantebaserede fødevarer eller forbruget eller i at spise dem, for der er så meget god energi i det, der er en positiv dagsorden, en klimagevinst, en sundhedsgevinst, en samfundsgevinst, og der er ikke mindst rigtig meget inspiration at hente. Det er jo derfor, jeg også er meget glad for den her fond og det her initiativ, vi nu skaber sammen, og jeg håber, at det kan skabe bredere opbakning i hele erhvervet.
Der er et par ting, jeg synes vi lige skal have på plads. Det ene er, at vi skal have en lidt hurtigere sagsbehandling end det, der måske ligger i forarbejdet her. Jeg håber, at vi kan komme til at dele penge ud allerede i august i år, og at vi kan få den samme sagsbehandling, som ligger i nogle af de andre fonde – så lidt mere hurtighed. Jeg håber også, at vi udnytter alt, hvad vi kan, inden for statsstøtteloven. Jeg synes sådan set, det er et sundt princip, at hvis man får penge, lægger man også nogle selv. Det står jeg sådan set på mål for. Men vi må bare erkende, at der er nogle iværksættere, foreninger, mellemstore virksomheder og organisationer, som måske ikke kan være med, hvis ikke vi kan give støtte op til 100 pct., så lad os prøve at se, om ikke vi kan være fleksible og få det derop for dem, der har brug for det.
Og så håber jeg, at vi kan få den nationale handlingsplan på plads meget snart – en handlingsplan, hvor vi både bygger på de analyser, der er lavet af universiteterne, og får nogle konkrete, gode og stærke målsætninger både for produktion og forbrug, så vi kan få alle med: landbruget, landbrugets organisationer, skolerne, fagbevægelsen og organisationerne. Vi skal have ændret kokkeuddannelsen, så man ikke har 163 sider om kødbaserede madvarer og så 3 sider om plantebaserede fødevarer. Der er rigtig mange ting, vi skal gøre for at inspirere til de plantebaserede fødevarer.
Men det her er et rigtig godt skridt. Og gør vi det godt, får vi genåbnet den fabrik, så landmændene kan være med, og får vi inspireret forbrugerne, så de vælger de her plantebaserede fødevarer, tror jeg faktisk, at vi også internationalt med den her fond og de initiativer, vi tager i handlingsplanen, som forhåbentlig kommer snart, kan være med til at inspirere langt ud over Danmarks grænser til, hvordan vi kan sikre flere plantebaserede fødevarer. Tak.