Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
L 119
Offentligt
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 4230
Doknr.
707279
Dato
11-05-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 9. maj 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 2 til
social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Torsten Gejl (ALT).
Spørgsmål nr. 2:
”Vil ministeren redegøre for, om der er tilfælde, hvor ledige borgere bliver
sanktioneret i deres ledighedsydelse, hvis de ikke tager imod tilbuddet om
småjobs under ordningen om socialt frikort?”
Svar:
Ministeriet er ikke bekendt med, at der er tilfælde, hvor ledige borgere bliver
sanktioneret i deres ledighedsydelse, hvis de ikke tager imod tilbuddet om
småjobs under ordningen om socialt frikort.
Jf. svaret på spørgsmål 1 fremgår det af Ankestyrelsens evaluering fra 2020, at
borgerne netop oplever det sociale frikort som en mulighed for at bidrage til
arbejdsmarkedet på egne præmisser, uden at indsatsen måles og vejes, hvilket
står i modsætning til borgernes erfaringer med beskæftigelsessystemet og de
forskellige aktiveringsinitiativer og krav, som stilles her.
Af evalueringen fremgår det desuden, at det kun er borgere, som endnu ikke
har ansøgt om et socialt frikort, der udtrykker bekymring for, at en ansøgning til
ordningen vil medføre sanktioner i deres ydelser og have konsekvenser for
deres eventuelle undtagelse fra 225-timersreglen eller for deres ansøgning om
førtidspension.
I forbindelse med ændringen af lov om forsøg med et socialt frikort, der
forlænger forsøgsperioden i første halvår af 2023, er det tilføjet til
lovbemærkningerne, at det forhold, at en person har et socialt frikort og
indtægter via dette, ikke alene kan lægges til grund for vurderingen af
personens arbejdsevne, idet der skal foretages en konkret og individuel
vurdering af personens arbejdsevne i forhold til 225-timersreglen og
førtidspension.
Endvidere fremgår det af lovgivningen, at hensigten med ordningen er, at det
sociale frikort skal supplere den hjælp, som borgeren i øvrigt har ret til, og at
det sociale frikort således ikke skal have betydning for borgerens ret til anden
hjælp.
1