Beskæftigelsesudvalget 2022-23 (2. samling)
L 117 Bilag 4
Offentligt
Dato
Side
9. maj 2023
1 af 2
Beskæftigelsesudvalget
Formand Bjarne Laustsen
Landbrug & Fødevarers bemærkninger til lovforslag L 117 om ændring af lov om social
pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og
lov om individuel boligstøtte.
Landbrug & Fødevarer er ikke blevet bedt om at afgive høringssvar vedr. lovforslag L 117 om
forslag til lov om ændring af lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig
og almindelig førtidspension m.v. og lov om individuel boligstøtte, som har været i høring mellem
den 27. februar til 30. marts 2023.
Vi har dog et par bemærkninger til forslagets punkt 2.1.2. og 2.2.2.5, som vi gerne vil gøre
opmærksom på. På den baggrund henvender vi os til Beskæftigelsesudvalget med ønske om, at
nedenstående bemærkninger bliver behandlet i udvalget som en del af lovprocessen og, at
udvalget anmoder beskæftigelsesministeren om at forholde sig til bemærkningerne.
Vedr. lovforslagets punkt 2.1.2 om afskaffelse af indtægtsregulering som følge af
pensionistens egen arbejdsindtægt i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg
Det fremgår af lovforslaget, at grundbeløb og pensionstillæg ikke skal påvirkes af pensionistens
egen indtægt ved personligt arbejde. På den baggrund foreslås det at ændre reglerne, så netop
grundbeløb og pensionstillæg udbetales uafhængigt af egen indtægt. Ændringen skal gælde fra 1.
januar 2023, men pensionisterne vil i forbindelse med efterreguleringen, som finder sted i 2024 få
efterbetalt den del af pensionen, der er blevet nedsat i 2023 som følge af indtægt ved personligt
arbejde.
Nogle pensionister har i 2023 opsat deres pension, og har ikke kendskab til, at de nye regler har
tilbagevirkende kraft. Hvis de overgår til folkepension i 2024, vil der være tilfælde, hvor det vil være
en fordel, at få udbetalt grundbeløb og pensionstillæg frem for engangssum og ventetillæg fra den
opsatte pension.
Landbrug & Fødevarer henstiller derfor til, at det bliver muligt for pensionister at vælge, at få
udbetalt grundbeløb og pensionstillæg ved efterreguleringen frem for at få ydelser fra den opsatte
pension.
Vedr. lovforslagets punkt 2.2.2.5 om fradrag for eller bortseelse af visse indtægter
Det fremgår af lovforslaget, at efter tidligere praksis, før 2018, blev den sociale pension fradraget i
pensionsberegningen således, at indkomstgrundlaget inklusive social pension m.v. først blev
opgjort, for dernæst at foretage fradrag for samme pensioner og indkomster i opgørelsen af
indkomstgrundlaget. Endvidere fremgår det af lovforslaget, at denne administration var kompliceret
at forklare for borgerne.