Tak for ordet, formand. Tak for de mange bemærkninger, og ikke mindst tak for betoningen af vigtigheden af vores seniorer på arbejdsmarkedet. Også tak for enigheden om, hvilken ressource der er i erfaring og viden og i at have rutinerede kræfter ansat, og om, hvilken værdi det vil have, hvis vi politisk kan lægge et greb ind her, der gør, at op mod 50.000 vil have større incitament til at lægge en ekstra indsats på arbejdsmarkedet. Det mener jeg slet ikke kan overvurderes.
Jeg sagde det i forbindelse med det sidste lovforslag, og jeg siger det igen: Vi er i regeringen grundlæggende optaget af at adressere den mangel på arbejdskraft, landet står over for, men vi er også meget optaget af at have et seniorarbejdsmarked, der er rummeligt og attraktivt, og hvor arbejdsgiverne kan se værdien af at ansætte folk, der er erfarne på arbejdsmarkedet, men jo også af, at der bliver lagt nogle politiske rammer for denne værdifulde ressource og får den markant mere i spil. Det gavner os alle sammen – den enkelte, virksomhederne og samfundsøkonomien.
Derfor er jeg også glad for dagens lovforslag. Det er et skridt i den rigtige retning. Det sikrer, at man som folkepensionist ikke behøver at sætte sig ind i reglerne om modregning, før man siger ja til ekstra arbejde. Det kan være svært gennemskueligt. Nu trækker vi en streg i sandet og siger: Du må arbejde, og du må stadig få din folkepension. Forslaget gør, at reglerne ændres til, at indtægtsreguleringen af folkepensionens grundbeløb og pensionstillægget i fremtiden vil være sådan, at pensionistens egen indtægt ved personligt arbejde ikke skal indgå i indtægtsgrundlaget ved beregningen. Det betyder helt konkret, at man vil modtage sit grundbeløb og pensionstillæg, uafhængigt af om man arbejder ved siden af. Det vil komme os alle sammen til gode.
Jeg håber og tror på, at det her vil betyde, at der er flere pensionister, der vælger at fortsætte med at arbejde, fordi det ikke længere vil påvirke deres pensionsydelse. Jeg synes, vi har fundet den rigtige balance med det her forslag. Jeg er med på, at der været flere stemmer på talerstolen, der har adresseret, hvem det her kommer til gavn, men jeg synes, at den rigtige balance er ramt, sådan at folkepensionen fortsat målrettes de pensionister, der har mindst, og at det dermed også med lovforslaget alene er folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg, der berøres af de ændrede pensionsregler.
Så skal det selvfølgelig ses i forlængelse af, at vi fra årsskiftet allerede har fået lempet reglerne for ægtefællemodregning. Ændringen gør jo, at folkepensionister, seniorpensionister og førtidspensionister kan modtage deres pension, uafhængigt af om deres ægtefælle eller samlever har arbejde.
Samlet set kommer de to initiativer 130.000 borgere til gavn, og det bidrager samtidig til, at alle vi andre kan nyde godt af, at vi har flere hænder på vores arbejdsmarked. Det synes jeg godt vi kan være tilfredse med.
Lovforslaget indeholder også nogle justeringer af pensionsreglerne med henblik på at opnå mere rimelige pensionsberegninger. Samlet set er der tale om et lovforslag, der kommer de danske pensionister til gavn, og det er derfor også en glæde at høre, at så mange ordførere i dag har udtrykt opbakning til lovforslaget.
Jeg vil godt takke de forskellige ordførere og glæder mig til udvalgets behandling.