Tak, hr. formand. Det er et af de lovforslag, der nok ikke giver det helt store rabalder her i salen. Vi havde jo også nogle lignende i sidste uge, hvor der var nogle, der mente, at vi nærmest skulle bryde ud i sang for at få lidt opmærksomhed omkring de forskellige delelementer. I Danmarksdemokraterne kan vi godt lide at synge, men vi gør det trods alt ikke fra Folketingets talerstol.
Men det skal i hvert fald ikke ændre på, at vi hilser det velkommen, at vi nu langt om længe også er kommet i mål med det her lovforslag, som jo implementerer nogle af de delelementer, der var i akutpakken fra februar måned, aftalen om inflationshjælp, hvor man jo både kigger på private virksomheder, men også som i det her tilfælde på de mange dagplejemødre, som er i Danmark, og som jo lægger deres egne private boliger til.
Det er ikke gået upåagtet hen, at der har været nogle store træk på folks velvillighed set i forhold til netop spørgsmålet om de her stigende energipriser og også priser på fødevarer osv., som jo bl.a. har lagt et stort, urimeligt pres på de danske dagplejere. Det er ikke noget, der giver en fuld dækning af de ekstraudgifter, der har været, men det er i hvert fald noget, der indikerer, at man trods alt også politisk set her fra Christiansborg er bevidst om, at der har været en skævvridning i en periode. Vi håber naturligvis på, at det er noget, der er forbigående, og vi har også kun med det her lovforslag sikret en rimelig ordning for 2023.
Det andet delelement er, som en tidligere ordfører har været inde på, at vi også går ind og kigger på de store træk, der er på private virksomheder, og det økonomiske pres, der er i forhold til dem. Der udskyder man betalinger for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i henholdsvis 3½ måned og 6 måneder, og det er faktisk også noget, der likviditetsforskyder til fordel for de enkelte danske virksomheder.
Så alt i alt er det to delelementer fra en fælles politisk aftale, og det kan Danmarksdemokraterne naturligvis bakke op om.