Transportudvalget 2022-23 (2. samling)
L 111 Bilag 6
Offentligt
2715987_0001.png
13. marts 2023
RUN
DI-2023-01623
Til Transportministeriet
Høringssvar vedrørende forslag til lov om ændring af lov om godskørsel
(om brug af udlejningskøretøjer uden fører til godstransport)
DI Transport har modtaget ovennævnte lovforslag i høring og har følgende bemærkninger
til det fremsendte:
DI Transport kan støtte, at de danske regler for brug af udlejningskøretøjer til
godstransport bliver bragt i overensstemmelse med EU-reglerne.
Brugen af udlejningskøretøjer kan være nødvendige i forbindelse med erstatning af f.eks.
en lastbil, der er brudt sammen eller som ekstra kapacitet ved en hastende opgave.
Forslaget vil give øget fleksibilitet til danske transportvirksomheder.
Registreringsbekendtgørelsen stiller begrænsninger på 30 dage, hvilket vil begrænse den
fleksibilitet, som transportbranchen får af forslaget. Det bør overvejes, om dette er
nødvendigt, og det bør endvidere præciseres, hvordan de 30 dage skal beregnes.
For så vidt angår dokumentation, så er det afgørende, at det præciseres i bemærkningerne
til lovforslaget, at en lejekontrakt og en dansk godskørselstilladelse er tilstrækkelig
dokumentation. Dette er vigtigt for at undgå, at danske vognmænd med en dansk
godskørselstilladelse, der lejer et køretøj i f.eks. Sverige ikke bliver sigtet for overtrædelser
af reglerne om cabotage. Den danske godskørselstilladelse bør være tilstrækkelig
dokumentation for, at der er tale om en dansk vognmand og dermed ikke cabotagekørsel.
DI Transport noterer sig, at der med lovforslaget bliver præciseret politiets
kontrolmuligheder. Det fremgår af lovforslaget, at føreren skal fremvise dokumentation.
DI Transport mener ikke, at dette skal tolkes som, at alt dokumentationen skal
medbringes. I EU’s vejpakke er det bl.a. i forbindelse med cabotagekørsel præciseret, at
*SAGDI-2023-01623*
L 111 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 6: Eftersendelse af høringssvar, fra transportministeren
føreren har ret til at kontakte virksomheder med henblik på at fremskaffe dokumentation
i forbindelse med kontrollen. Dette bør fremgå af bemærkningerne til lovforslaget.
Med venlig hilsen
Rune Noack