Tak for det, og tak for de mange tillykker og tillykke til alle dem, der er blevet valgt, fordi deres folketingsgruppe er blevet konstitueret, til at skulle sidde med noget af det allervigtigste arbejde i Folketinget, nemlig social- og boligområdet. Jeg glæder mig vanvittig meget til samarbejdet. Jeg lod mig lige fortælle i min øresnegl, at langt de fleste af dem, der var socialordførere i den forgangne valgperiode, faktisk ikke er blevet genvalgt. Det håber jeg ikke var på grund af deres ordførerskaber, men snarere på grund af alle mulige andre faktorer i forbindelse med valget. Men det er bare for at sige, at vi er et nyt hold, og det betyder også, at vi skal lære hinanden at kende, og det vil jeg se rigtig meget frem til. Nogle af os kender hinanden meget, meget godt i forvejen, heldigvis for det, enten fordi vi har arbejdet sammen uden for eller inden for de her tykke mure på Christiansborg. Og jeg synes jo egentlig også, at fru Nanna W. Gotfredsen fik fortalt historien utrolig godt og fint om, hvordan det her forslag blev til virkelighed.
Det gjorde det på tidspunkt, hvor jeg stadig væk var socialordfører og ikke var rykket over på børne- og undervisning endnu. Og jeg husker historien præcis sådan, nemlig at Krølle får overtalt fru Nanna W. Gotfredsen til, at det her er en fantastisk god ide, og at det så i første omgang lykkes at få Liberal Alliance med på idéen. Vi forhandlede satspulje, som det stadig væk hed på det tidspunkt – det, der nu hedder SSA-reserven, bare for at gøre det helt umuligt at forstå, hvad vi taler om – og i den forbindelse blev fru Marianne Jelved overtalt af Liberal Alliance til, at det her var en vanvittig god ide, og så endte vi med at vedtage det.
Jeg kan huske, at jeg selv tænkte: Altså, vi ender givetvis i et eller andet djøf-helvede – igen – med sådan en type ordning. Men noget tyder altså på det modsatte, og jeg tror i virkeligheden, vi skal bruge det som et eksempel på, hvordan sociale fremskridt nogle gange har de mærkværdigste veje ind i det her hus. Det her er et af eksemplerne, og jeg synes jo, vi skal have flere af dem.
Jeg mener, at man skal dømme et samfund på, hvordan man behandler de allermest udsatte borgere. Vi har helt bredt i Folketinget i årtier haft et ønske om at løfte dem, der har det allersværest i vores samfund. Vi vil det på en lidt forskellig vis, vi har lidt forskellige opfattelser af, hvem de mest udsatte er, og hvem det er, der skal have hjælp og den slags. Men vi har faktisk alle sammen et genuint ønske om at sørge for, at dem, der lever et ufattelig svært liv, får det bedre, og at vi i hvert fald som samfund gør vores for at hjælpe til med det. Og ikke desto mindre så lykkes vi faktisk i virkelig ringe udstrækning med det. Det tror jeg er en fælles frustration, fordi vi alle sammen har et ønske om at gøre det bedre, og derfor skal man også gå til det med åben pande, når der faktisk kommer idéer på bordet, som er anderledes end det, man selv lige havde tænkt.
For fortsætter vi med at gøre det, vi altid har gjort, så får vi det samme, og det samme er ikke godt nok. Så det her er simpelt hen noget af det, vi skal gøre bedre, og derfor er det også med meget stor glæde, at vi fra regeringens side har kunnet præsentere et regeringsprogram, hvor vi i forhold til en af de ting, der har virket, faktisk ikke bare lægger op til at forlænge det, men også at forbedre det.
Der er her i salen i dag i forbindelse med behandlingen blevet stillet et par spørgsmål om, hvad det konkret betyder. Altså, skal beløbet forhøjes? Hvilke nogen af de input, der er kommet ind, har vi tænkt os at slå søm i? Og jeg synes, jo, at det er noget, vi i respekt for den måde, vi plejer at arbejde på herinde, skal finde ud af i fællesskab med hinanden. Og det vil sige, at vi selvfølgelig fra regeringens side kommer med et oplæg til det, og så synes jeg, vi skal tage en ret åben drøftelse med hinanden om, hvordan vi kan gøre det her. Så det er bare for at sige, at de forskellige input, der er kommet ind, synes jeg vi skal tage stilling til, og det skal vi gøre i fællesskab og i en god og åben dialog, sådan som vi plejer.
Jeg skal sige, at det er 7.500 af de mest udsatte borgere i Danmark, der har fået gavn af Krølles idé. Det synes jeg faktisk er ret fantastisk og et virkelig godt eksempel på den måde, jeg synes vi skal gå til socialpolitikken på. Så tusind tak til dem, der tog initiativerne, tak til Liberal Alliance for at kæmpe for dem, tak til fru Marianne Jelved for at tage handsken op, og tusind tak til alle dem derude, der har arbejdet med at få det her til at lykkes.
Når det kun får ½ år nu, er det, fordi det er sådan med alt det, vi hastebehandler i de her dage, og det er selvfølgelig for, at vi kan give det en ordentlig lovproces. Og jeg synes egentlig også, de mange input, vi har fået på det her område, vidner om, at vi har brug for lige at trække vejret, sætte os ned og snakke med hinanden om, hvordan vi gør det her bedst, og så få lavet en lovgivning på den anden side af det i stedet for at haste noget igennem her i ellevte time inden jul. Tak for ordet.