Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 108:

Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v. og lov om leje af almene boliger. (Tilskud til midlertidig huslejenedsættelse i visse almene boligafdelinger).

Af social- og boligministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil).

(Fremsættelse 12.04.2023).

Forhandlingen er åbnet. Første ordfører er hr. Thomas Monberg, Socialdemokratiet.

Det er lidt af en debat at komme efter her min anden gang på talerstolen, må man sige. Jeg vil gerne indlede med at nævne et tal, og det er 7,7 pct. Det er så meget, forbrugerpriserne steg i 2022. Det er en konsekvens af den tårnhøje inflation, der har raseret igennem hele Europa.

Inflation rammer utrolig skævt og giver utrolig mange følger for de hårdest ramte familier i vores samfund. Det tror jeg at vi er mange der er enige om. Heldigvis deler mange partier herinde min, Socialdemokratiets og regeringens holdning. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi kan hjælpe disse mennesker. Vi står her i dag og har dette lovforslag på dagsordenen for at hjælpe familier og enlige. For bliver en person eller en familie først udsat af en almen bolig, er fremtidsudsigterne dystre. Familier med børn kan ende i hjemløshed eller med tvivlsomme boligforhold med andre ting til følge som skoleskift, at miste venner og, ja, endnu flere og værre ting, der kan traumatisere børn og familie.

Lovforslaget foran os handler konkret om udmøntning af nogle af de midler, der indgik i aftalen om inflationshjælp fra februar tidligere i år. Det drejer sig om prioriteringen af 350 mio. kr. fra Landsbyggefonden, der skal gå til midlertidige huslejenedsættelser i de hårdest ramte almene boligafdelinger, hvor lejerne har lave indkomster og lave rådighedsbeløb. Lovforslaget er en justering af de regler, som Landsbyggefonden giver huslejenedsættelser efter, således at Landsbyggefonden kan støtte med de aftalte 350 mio. kr. plus 10 mio. kr. til økonomisk rådgivning af udsætningstruede lejere.

Vi skal huske, at huslejenedsættelser ikke kun er en direkte fordel for de mest udsatte beboere, der nu får mere ro om deres boligsituation og hverdag. For dette lovforslag er ligeledes med til at modvirke risikoen for, at der sker en stigning af udsættelser i almene boligafdelinger. For en udsættelse af en lejer betyder typisk, at boligafdelingen vil opleve stigende udgifter, som de andre beboere i afdelingen er med til at dække. Det her er ikke første gang, vi tager afgørende skridt for at hjælpe danskere i en svær situation. Vi har gjort det før, både med ældrechecks, huslejeloft og meget mere. Det er noget, der udligner inflationens konsekvenser, og som vi i Socialdemokratiet er stolte af.

Vi står i en tid, hvor udefrakommende kriser vender op og ned på vores hverdag. Og i tider som disse skal vi vise solidaritet, sammenhold og handlekraft. Det viser vi med dette lovforslag, som giver en håndsrækning til de lejere, som er hårdest ramt af inflationen. Derfor skal der også lyde en stor tak til alle de partier, der har været med til at løfte den her opgave og forhandle det her igennem. På grund af dette kan jeg klart sige, at Socialdemokratiet støtter dette forslag. Tak for ordet.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tak for det. At mange lejere derude, både i det private og i det almene, er hårdt presset, tror jeg vi alle sammen er enige om, og at det også er en rigtig god idé at komme med en hjælpende hånd. Men hvorfor er det de fattigste lejere med de laveste indkomster i det her land, der selv skal betale for den her støtte, som man jo snupper fra Landsbyggefonden? Landsbyggefonden er jo bygget op af lejernes egne huslejeindbetalinger. Når vi f.eks. hjælper folkepensionister, førtidspensionister og andre, gør vi det jo i fællesskab over skatten, så de bredeste skuldre bærer det tungeste læs, men med det her lovforslag lader man sådan set de smalleste skuldre bære det tungeste læs, nemlig ved, at lejerne selv skal finansiere det, og vi ved, at dem, der bor i de almene boliger, er nogle af dem med de allerlaveste indkomster i Danmark. De skal så selv finansiere hjælp til sig selv – hvorfor det?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, hr. Pelle Dragsted. Landsbyggefonden handler jo også om at hjælpe, også med huslejeændringer og andre ting. Det har jo været gjort tidligere med andre beløb, men her er det jo netop deres egne penge, som du siger. Det er Landsbyggefondens penge, der går til at skulle hjælpe her, og det synes jeg sådan set er fornuftigt nok, altså at vi ikke tager pengene fra andre, når der er en mulighed her i forhold til Landsbyggefonden.

Jeg kan læse i høringssvaret, at man faktisk også synes, det er nogenlunde fornuftigt, at vi gør det her. Der har man selvfølgelig også nogle ting i forhold til det, men jeg synes faktisk ikke, det er så negativt, at vi giver dem muligheden for det her med den her lovændring, fordi de netop kan støtte deres egne beboere. For jeg ser det faktisk ikke kun sådan, at det er de svageste, der bor i alment boligbyggeri i dag. Jeg ser faktisk, at der er rigtig mange forskellige mennesker, der bor der, men her kan vi hjælpe nogle af dem i de almene boliger, som er mest udsætningstruede.

Hr. Pelle Dragsted.

Jeg tror ikke, jeg snakker om svage. Jeg synes ikke, at man er svag, fordi man har en lav indkomst; man er bare uheldig. Men det her er lidt mærkeligt, for ville ordføreren også være tilhænger af, at vi tager penge fra grundejerne til investeringsfonden, når vi f.eks. giver støtte til folkepensionister, eller skal vi ind og have fat i andelsboligernes friværdier og andelskroner, hvis vi skal hjælpe studerende? Vi har lavet en lang række hjælpepakker, og dem har vi alle sammen båret i fællesskab over skatten, som jo er progressiv og derfor betyder, at dem med de bredeste skuldre bærer det tungeste læs. Hvorfor skal hjælpen til lejerne tages fra deres egen opsparing?

Ordføreren.

Det var ikke meningen, jeg ville sige »svage«. Det må ordføreren meget undskylde. Det var ikke det, jeg mente. Jeg mente måske også »mindre bemidlede« på den måde, at jeg netop ikke synes, at det her er en gruppe, hvor alle sammen er mindre bemidlede. Jeg synes jo, det er fornuftigt, at de inden for deres egen ramme kan støtte hinanden, hvilket netop er det, Landsbyggefonden er bygget op på. Det er jo en social ordning, hvor man hjælper hinanden i boligforeningerne rundtomkring. Det er jo netop også den måde, det sker på, med renoveringspuljen og andre ting, og det har vi jo fået svar på i de her spørgsmål, som også ligger i materialet, nemlig at det ikke kommer til at ramme økonomien i forhold til det her. Så jeg synes faktisk, at det her er en rigtig fornuftig måde at finansiere det her på.

Hr. Sigurd Agersnap, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen og gennemgangen af formålene med det her lovforslag. Dem deler vi jo helt i SF. Der er behov for inflationshjælp og særlig huslejestøtte til mange af de beboere i almene boliger, som ellers har det svært. Men der er ét element af lovforslaget, jeg gerne vil spørge om Socialdemokratiets holdning til, og det er det tilbageløb, der er til de offentlige finanser. Man bruger 350 mio. kr. af Landsbyggefondens midler, men der står også i lovforslaget, at man regner med, at 80 mio. kr. af dem kommer tilbage gennem kommunerne og til sidst ender i statskassen. Det er altså lejernes penge, som i sidste ende ender inde i statskassen. Det er jo en eller anden form for inflationshjælp til staten, og det er vi meget kritiske over for i SF. Men hvad er Socialdemokratiets holdning til det? Kan man finansiere inflationshjælp til staten gennem Landsbyggefonden?

Ordføreren.

Jeg ville jo gerne have haft, at vi havde diskuteret det her i forhandlingerne, hr. Sigurd Agersnap, i stedet for at man kommer med det nu. For det var jo en del af den forhandling, vi havde, og det har været rimelig klart fra starten, at det var det her, der ville ske. Hvis vi fører det her tilbage, vil beløbet jo falde med, hvad vi støtter med. Så jeg synes faktisk, at den her finansiering er fornuftig på den måde, vi gør det. Ellers skulle SF have fundet de 80 mio. kr., som jo er regnet ind. Så skulle vi have fundet dem i forhandlingen, så det her tab, som du snakker om, var dækket.

Hr. Sigurd Agersnap.

Det er desværre ikke rigtigt, for når man læser inflationsaftalen og kigger på økonomioversigten, står der helt tydeligt, at der ikke er noget provenu for statskassen ved den her model fra Landsbyggefonden. Det, som man jo så fremlægger her fra Boligministeriet, er et provenu på 80 mio. kr., der går ind i statskassen. Det er helt almindelig praksis i Finansministeriet, at hvis man laver et initiativ og pengene havner i statskassen, fremgår det af økonomioversigterne. Så det er ikke det, der er aftalt i inflationsaftalen. Og jeg vil sige: Det er rigtigt, at jeg kunne have gjort ordføreren opmærksom på det tidligere. Det ville jeg gerne. Jeg har gjort ministeren opmærksom på det over snart flere uger, og jeg tænker jo selvfølgelig, at man snakker sammen.

Ordføreren.

Den bekymring har jeg fået i dag fra dig. Det, jeg taler med både ministeren og også de rådgivere, der er på det her område, om, er, at det er den måde, det foregår på. Når man skal give et tilskud på den måde, er det jo det beløb, man regner ud fra, altså hvordan og hvorledes, og hvilken økonomi der er i det her. Så jeg ser ikke noget problem i det. Men vi må jo tage snakken senere, hvis det er et kæmpe problem. Men jeg ser det her som en naturlig del af den her aftale.

Fru Sascha Faxe, Alternativet.

Tak for ordet. Der er ligesom to ting i det her. Den ene er, at vi også i Alternativet har været med til at sige ja til, at vi tager nogle penge fra Landsbyggefonden og sender den her vej. Det var vi kritiske omkring, men vi siger også, at indimellem må man gøre nogle ting, du ved, for at nå et sted hen. Det andet er: Anerkender ordføreren ikke, at de her 80 mio. kr., som SF også taler om, jo er en reel tilbageførsel, som ikke er skrevet i det her. Så det vil sige, at det ikke er der, hvor vi siger, at det er huslejehjælp. Men når man laver den der anden ting, tager man jo reelt med et mellemstop de her penge og fører over i statskassen.

Ordføreren.

Men det er jo helt naturligt, at der, når vi giver en ydelse til nogle mennesker ud fra den indtægt, de har, og vi så går ind og sætter en tilskudsordning som den her i gang, vil være nogle mennesker blandt dem her, hvor det her går tilbage, fordi de lige pludselig har en højere indtægt eller ydelse eller et eller andet. Så det er jo meget naturligt, at de her penge arbejder på den måde, fordi det jo netop er et ekstraordinært tilskud, vi giver nu. Så det er jo meget naturligt, når man udregner det ud fra, hvad den enkelte har i privatøkonomien.

Fru Sascha Faxe.

Det anerkender jeg fuldt ud, men nu taler jeg om de penge, som man så bruger på at sætte boligydelsen, som man i dag giver fra det offentlige, ned. Så vi har nogle penge, som vi giver fra det offentlige – normalt – og nu vælger vi at tage 80 mio. kr., vi normalt som statskasse skulle give til nogle borgere, fra en pulje, som egentlig er vores egen boligopsparing, os, der bor alment, og som vi giver til hver måned, og på den måde laver vi jo en indirekte bro fra vores pengepung og over i statskassen.

Ordføreren.

Jeg tror, jeg har svært ved at sige det anderledes, end jeg gjorde før, men det bliver i hvert fald ikke 80 mio. kr., for jeg er orienteret om, at 70 pct. er fra staten og 30 pct. er fra kommunerne. Så alle 80 mio. kr. ender ikke i statskassen. Men det ender med et mindre forbrug i staten og i kommunerne, som du nævner, og det er konsekvensen af det her, og det har vi jo vidst, da vi gik ind i den her forhandling, og da vi kiggede på det her. Det er i hvert fald ikke noget, jeg ikke har været bevidst om. Der er måske nogle teknikaliteter, jeg har været lidt i tvivl om, men ellers har jeg været helt bevidst om, at det var det her, der skete. For når man netop giver noget ekstraordinært, er der nogle ydelser, som vil ændre sig. Og sådan er det jo, desværre.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så siger vi tak til hr. Thomas Monberg fra Socialdemokratiet.

Inden jeg giver ordet til fru Heidi Bank fra Venstre, vil jeg bare lige som en generel bemærkning sige, at vi skal erindre hinanden om ikke at bruge direkte tiltaleform.

Så byder jeg velkommen til fru Heidi Bank fra Venstre.

Tak for det, formand. Så må jeg se, om jeg kan overholde det, men jeg skal gøre mit bedste. Det lovforslag, vi behandler i dag, er et delelement af den inflationshjælpepakke, et meget bredt flertal i Folketinget indgik i februar måned. Det er en aftale, jeg gerne vil kvittere for. Aftalen er et kompromis, der langtfra løser det i forhold til alle konsekvenser af en tårnhøj inflation – den højeste, vi har set i 40 år. Men det var nu heller ikke intentionen, at aftalen skulle løse alt, for det vil blot skubbe til inflationen og forlænge pinen. Hensigten har været at hjælpe dér, hvor det rammer hårdest, nemlig hos de mennesker, der står med mindst og uden buffer til at klare de ekstra prisstigninger på snart sagt alt.

De 350 mio. kr., der prioriteres med dette lovforslag fra Landsbyggefonden til ekstraordinære huslejenedsættelser i almene boligafdelinger med akutte problemer, hvor der er et særligt behov for supplerende midlertidig huslejehjælp, kommer ikke til at ramme med millimeterskarp præcision, men de kommer til at hjælpe nogle af de lejere og boligafdelinger, der ellers kunne stå tilbage med regningen fra lejere, der måtte efterlade en ubetalt leje. Ikke mindst vil det betyde, at færre må forventes at skulle forlade deres hjem, og det er vi meget glade for i Venstre.

En anden ting, vi finder positivt i Venstre, er det arbejde, der pågår lokalt med at hjælpe og fastholde økonomisk pressede lejere i deres boliger i den almene sektor. Det med at planlægge et budget, få afsat det rette beløb til faste udgifter er måske en selvfølgelighed for mange, men langtfra for alle. Derfor er det virkelig positivt, at vi med den netop indgåede finanslov har afsat 10 mio. kr. til at støtte denne indsats. Det vil give flere mennesker ro i maven. Venstre støtter naturligvis lovforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er to, der har ønsket korte bemærkninger. Først er det hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten.

Tak for det. Det er en fortsættelse af det her spørgsmål om de penge, som falder tilbage til staten. Det, der sker med det her lovforslag, er altså, at man stikker hænderne ned i lejernes egen opsparing – den, de har betalt af deres husleje. Og de penge bruger man så til at betale et tilskud til dem selv. Det tilskud modregner man så i offentlige overførsler, boligsikring og andet, og det giver et provenu til staten.

Jeg havde den opfattelse, at Venstre normalt var imod, at man stak hånden ned i private opsparinger og stoppede dem i statslige og kommunale kasser. Hvorfor er Venstre tilhænger af det i det her tilfælde?

Ordføreren.

Som jeg ser det, bliver præmissen stillet lidt skævt op, og det gør den, for her er man jo nødt til at se det sådan, at det er udlejer, der i virkeligheden gerne vil med ind at beskytte sine egne boligafdelinger, og det gør man her ved at give den her form for generelle tilskud. Og derfor er en konsekvens af den måde, det så bliver gjort på – det er jo noget, man har aftalt med åben pande i det her brede panel af partier – at der så skal udbetales mindre i boligstøtte.

Hr. Pelle Dragsted.

Hvad der er aftalt mellem de partier – vi er ikke selv med i aftalen af andre årsager; også af den her årsag i øvrigt – er der lidt forskellige holdninger til, så vidt jeg kan høre. Men nu spørger jeg til Venstres holdning. Er det fair, at man tager lejernes opsparing, betaler huslejestøtte til dem selv for deres egne penge og så lige snupper en god del tilbage til et provenu til staten og kommunerne?

Ordføreren.

Jamen det er jo en naturlig konsekvens af, at lejeniveauet bliver nedsat for nogle af de her lejere. Så er det jo sådan, at det beregningssystem, der ligger bag boligstøtten og boligydelserne, tager udgangspunkt i, hvad lejeniveauet er. Så det er jo en naturlig konsekvens af det. Og derfor er det jo også noget, man må forvente at de partier, der har indgået den her aftale, har været klar over.

Hr. Sigurd Agersnap, Socialistisk Folkeparti.

Det er til kommentaren om, at aftalepartierne bør være klar over, hvad de har aftalt. Så må man jo nogle gange holde sig til det skriftlige, og hvad der står i de forskellige økonomiske oversigter, og der står netop ikke, at der er noget provenu for staten ved det her. Så for os, der ikke har siddet i lokalet eller kun har været med sporadisk, er det jo svært at udtale os om andet, end hvad der i hvert fald ligger som tekst. Og af det, der ligger som tekst, fremgår det, at der ikke er noget provenu for statskassen. Så jeg vil gerne høre, om Venstre ikke kunne se sig selv i, at man lavede en model, hvor det ikke var staten, der fik de penge, men hvor det måske var Landsbyggefonden, der beholdt de penge. For det er jo rigtigt, at når man giver en huslejenedsættelse, kan det godt være, at den skal modregnes i boligstøtten, men vi kunne jo godt beslutte her, at det provenu førte vi tilbage til Landsbyggefonden. Kunne Venstre ikke se sig selv i det?

Ordføreren.

Man er jo nødt til at se det her som en meget stor hjælpepakke. Der er lavet en inflationshjælp på 2,4 mia. kr., hvoraf det her er et element. Så jeg tror, at man skal være meget påpasselig med at tro, at man kan gå ind og lave små ændringer bestemte steder. Der er jo forskellige opfattelser af, hvad der er foregået i det forhandlingslokale, og jeg må sige, at jeg slet ikke har siddet med derinde. Men som jeg ser det, er der indgået en aftale, og der ligger nogle præmisser for den, og en del af det er altså, at når man sænker en husleje, bliver der også givet mindre i boligstøtte. Det plejer at være nogle helt almindelige principper, vi har.

Hr. Sigurd Agersnap.

Det princip forstår jeg også godt med den model, der er lagt op til her. Spørgsmålet er jo, om man skulle gå ind og snakke om provenuet og som minimum mødes i aftalekredsen og finde en fælles forståelse af, hvad man skulle bruge det her provenu til. Jeg vil så prøve at spørge på en lidt anden måde. Det her er jo en form for opkrævning blandt lejerne alene målrettet lejerne. Vi tager 80 mio. kr. af deres penge; det er en eller anden form for ekstra skat, de betaler. Kunne det ikke være meget fair, at i stedet for at det var en skat til staten, lod vi pengene føre tilbage til Landsbyggefonden?

Ordføreren.

Sådan som jeg opfatter det, som spørgeren taler om, altså den boligstøtte, så er boligstøtte sådan set penge, der kommer fra staten til lejerne. Jeg tror altså, det kommer lidt an på, hvordan man ser det her, men jeg hører selvfølgelig det, som spørgeren italesætter.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Heidi Bank fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til fru Nanna W. Gotfredsen fra Moderaterne.

Tak for ordet. Verdensøkonomien og dermed også dansk økonomi er ramt af inflation – det er vist ikke gået nogens næse forbi. Det er en inflation, som har forskellige afsæt og jo ikke mindst handler om den forfærdelige krig.

Vi er i den grad blevet mindet om, hvis vi da skulle have glemt det, at vores lille, åbne økonomi er en integreret del af verdensøkonomien, og at situationer, der opstår udeomkring, også kan få endda stor indflydelse herhjemme. Det rammer os alle. Det må vi, som folk er flest, bære selv og bare komme igennem.

Men det rammer også forskelligt og selvsagt dem, der har mindst, hårdest. Her må vi træde til og finde forskellige modeller for at træde til. Vi skal træde varsomt for ikke at komme til at puste unødigt til inflationen. For det vil ikke gavne nogen og især ikke dem, der har mindst. Samtidig må og skal vi finde ud af måder at være der på, når det gælder dem, der har mindst.

Derfor er jeg og vi i Moderaterne glade for, at vi tager det her skridt. Jeg ved – jeg har som gadejurist set det alt, alt for mange gange – hvor næsten ubeskrivelig nedbrydende, det kan være at miste sin bolig. Det skal vi have fokus på, hvis det står til mig, i det hele taget at få gjort bedre og få reduceret. Nu er der på den her måde fremsat forslag midlertidigt og inflationsrelateret. Moderaterne støtter forslaget.

Tak for det. Der er to korte bemærkninger. Det er først hr. Sigurd Agersnap, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak for talen. Rigtig mange af formålene deler vi jo ambitionen om i SF, og vi synes også, at hovedtrækkene er gode, fordi der er behov for den her inflationshjælp. Men lige det her element med de 80 mio. kr., som vi har været inde på i debatten, som jo går fra Landsbyggefondens midler, og som ryger ind i kommunekasser og statskasser, synes vi er problematisk. Er det noget, Moderaterne vil være med til at kigge på – man kunne enten mødes i aftalekredsen eller lave en form for ændringsforslag?

Ordføreren.

Jeg er med på, at vi tager en snak om det i udvalgsarbejdet. Jeg har heller ikke været med i forhandlingerne og har ikke mange detaljer derfra at tilføre.

Den næste er hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten.

Det går på spørgsmålet om, hvorfor man tager lejernes egne penge for at hjælpe lejerne selv. Hvorfor snupper vi ikke penge fra Grundejernes Investeringsfond eller andre af den slags opsparingsfonde, som vi har? Hvorfor er det kun lejerne, som man ligesom er parat til at snuppe opsparingen fra? Der er et mærkeligt misforhold mellem den måde, vi forholder os til lejere på i det her land, og til f.eks. dem, der bor i ejerbolig eller andelsbolig. Man kunne ikke drømme om at snuppe ejerboligernes ejeres opsparing for at betale for inflationshjælp, men det kan man så, når det er lejere. Er det balanceret, og er det rimeligt over for lejerne og den opsparing, de betaler ud af deres husleje?

Ordføreren.

Dem, der har en ejerlejlighed, kunne så være henvist til at tage lån i den og klare sig ud af vanskelighederne selv. Jeg vil bekræfte over for ordføreren, at det er midler i Landsbyggefonden, der går til formålet at afværge udsættelser.

Hr. Pelle Dragsted.

Ja, det er jeg klar over, for det er ligesom det, hele lovforslaget handler om. Men mit spørgsmål går på, om Moderaterne synes, det er rimeligt, at man snupper lejernes opsparing. Der er jo mange, pensionister og andre, der har fået hjælp, og som bor i ejerbolig eller andelsbolig, og jeg synes, det er udmærket med hjælp, men den har vi jo betalt sammen fra den fælles kasse, som vi alle sammen bidrager til over skatten. Hvorfor er det lige, at når nogle af de fattigste danskere, dem, der bor i de almene boliger, skal hjælpes, skal de selv betale? Hvad er det for et princip, der for Moderaterne ligger bag det her, i forhold til at den forskelsbehandling foregår?

Ordføreren.

Det synes jeg vi skal diskutere i udvalget. Som jeg svarede før, har jeg ikke været med i detaljerne og i forhandlingerne, og det her var det, der blev aftalt, og jeg kender adskillige, det her vil komme til gavn meget snart i en akutsituation, så det er jeg glad for.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til fru Nanna W. Gotfredsen fra Moderaterne. Og jeg siger nu velkommen til hr. Sigurd Agersnap fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet, formand. Det her lovforslag handler om inflationshjælp – hjælp til nogle af dem, som har haft det sværest og fortsat har det sværest under inflationen; hjælp til nogle af de lejere, som har haft svært ved at betale huslejen. Og det er der i den grad brug for. Ifølge boligselskaberne KAB, Domea og Boligkontoret Danmark steg antallet af lejere, der blev sendt til inkasso, med knap 20 pct. sidste år. En analyse fra BL, Danmarks Almene Boliger, viser, at det særlig er enlige med og uden børn, som rammes hårdt af inflationen. I efteråret var der 50.000 lejere i almensektoren, der havde et såkaldt negativt rådighedsbeløb – altså, de havde dermed flere faste udgifter, end de havde indtægter, hver måned. Og i en rundspørge hos landets fem største almene boligorganisationer ses en stigning på 15 pct. i opsigelsen af lejere fra almene boligselskaber.

Det er virkelig voldsomme tal, og det vidner om, at inflationen har voldsomme konsekvenser, ikke mindst for dem, der bor i vores almene boligorganisationer. De har svært ved at få pengene til at række, nogle af dem bliver sat ud, og nogle af dem er bagud med huslejen. Det er alvorligt. Og derfor var det i forhandlingerne om inflationspakken også afgørende for SF, at der kom en huslejehjælp til lejerne – en huslejehjælp til de mest udsatte lejere. Og det står også i aftalen om inflationshjælp – lejerne skal hjælpes med 350 mio. kr.

Men som vi allerede har været lidt inde på, er det ikke helt det, vi får ud af det her lovforslag. Det her lovforslag er rigtigt nok en huslejehjælp til lejerne; den er bare ikke på 350 mio. kr., men på 270 mio. kr. Og så er der en inflationshjælp på 80 mio. kr. til staten. Det kan lyde meget mærkeligt – inflationshjælp til staten. Burde det ikke være den anden vej rundt, altså at staten hjalp borgerne og lejerne med huslejehjælp og inflationshjælp? Det mener vi i SF. Men lovforslaget her vil betyde, at der tages 80 mio. kr. af lejernes opsparing. Det er penge fra Landsbyggefonden, som modregnes i kommunernes boligstøtte og dermed via dut-forhandlinger går tilbage i statskassen. Lejere, som hver måned betaler til Landsbyggefonden, op til mere end 25 pct. af deres husleje, vil nu opleve, at staten tager nogle af pengene og lægger dem i statskassen. Og det er i vores optik helt klart ikke det, vi aftalte.

I inflationsaftalen aftalte vi, at 350 mio. kr. skulle bruges på huslejenedsættelse til lejerne. Det fremgår tilmed af økonomiafsnittet i aftalen, at der ikke skulle være et provenu til staten. Det er helt almindelig praksis ved forhandlinger i Finansministeriet, at der regnes med provenu, hvis der er tilbageløb til staten ved et initiativ. Og derfor skulle det også have fremgået af aftalen.

Det, som boligministeren her lægger op til, er at tage pengene fra lejernes opsparing og proppe dem i statskassen. Jeg har gjort ministeren opmærksom på problemet ad flere omgange – intet er sket. Der er kommet afvisninger og henvisninger til, at sådan er praksis i Boligministeriet. Det kan godt være, men det var ikke der, forhandlingerne foregik.

Jeg mener, det er utilstedeligt, og det er ikke en ordentlig behandling af lejerne at tage pengene og proppe dem i statskassen. Det her er at betragte som en ekstra skat for lejere. Det er ikke en skat på overnormale profitter eller kæmpestore overskud, som vi ellers gerne vil have; det er en skat på de lejere, der bor i almene boligselskaber, dem, som sidder hårdest i det. Og jeg kan ikke forstå, at det er den implementering, man ender med. Det er i vores optik i strid med inflationsaftalen, men også decideret usympatisk i forhold til aftalens formål.

Derfor håber vi, at man vil indkalde aftaleparterne til at drøfte, hvordan det her skal implementeres i praksis, og ellers vil vi stille ændringsforslag, så vi kan få det implementeret i overensstemmelse også med økonomiafsnittet i inflationsaftalen, så der alene gives inflationshjælp til de mest udsatte lejere og ikke til staten. Og det er selvfølgelig afgørende for os i SF, for det at tage penge fra Landsbyggefonden og give til huslejestøtte var ikke vores førsteprioritet; vi havde gerne set det finansieret på en anden måde, som det også har været oppe i debatten, men det var et kompromis. Men det at tage penge fra Landsbyggefonden, fra lejerne og give til statskassen er decideret imod, hvad vi kan gå med til. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tak for det, og tak for en god tale, og tak for at prøve at kæmpe for at gøre aftalen bedre. Vi støtter meget gerne et ændringsforslag, som kan tage det her ekstra lag, som er ret absurd, af den her aftale. Men når det er sagt, vil jeg bare spørge ind til det her med finansieringen, for jeg ved, at SF ligesom Enhedslisten historisk er kritisk over for det her med, at man snupper lejernes egne penge, egne opsparinger og føler, at det er noget, vi kan lege med herinde i Folketinget. For dem, der ikke ved, hvordan Landsbyggefonden fungerer, er det sådan, at når man har udbetalt de har realkreditlån, begynder man at indbetale til den her fælles pulje, og de penge bruger man så til at få renoveret og også i nogle tilfælde til nybyggeri. Det er en smuk tanke, men jeg tror, at hvis man ligesom skal holde fast i den, nytter det ikke noget, at vi ligesom leger, at det er politikernes penge, som vi bare kan uddele, når vi synes, det er. Så mit spørgsmål er, om det her er udtryk for en ny holdning hos SF, eller om man også i fremtiden vil forsvare, at lejernes penge bliver i Landsbyggefonden.

Ordføreren.

Det er ikke udtryk for en ny holdning. Vi mener stadig væk, at man skal stå vagt om Landsbyggefondens midler. Det er udtryk for et kompromis. Og som jeg også hørte ordføreren for Alternativet sige før, var det noget, som vi var i tvivl om om vi kunne gå med på, for vi syntes, at det var problematisk. Det er et problematisk princip, at vi i Folketinget råder over Landsbyggefondens midler. Men det var et kompromis.

Der var ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Sigurd Agersnap fra Socialistisk Folkeparti, og jeg byder nu velkommen til hr. Kristian Bøgsted fra Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet, formand. Inflationen har jo været hård, og den har været rigtig hård ved mange. Derfor er det selvfølgelig positivt, at vi med det her lovforslag trods alt finder lidt penge til at hjælpe nogle af dem, der har været ramt af inflationen. Jeg er udmærket klar over, at det ikke er alle, der får hjælp, og det er måske heller ikke den mest perfekte måde. Men ikke desto mindre er det dog trods alt en hjælp, vi her går ind og giver til nogle mennesker. Derfor er vi selvfølgelig positivt indstillet over for det her lovforslag, altså at vi finder lidt penge til at hjælpe nogle af de udsatte mennesker, der måske ellers risikerede at ryge på gaden.

Vi synes selvfølgelig, det er ærgerligt med finansieringen, altså de 80 mio. kr., som bliver nævnt, der ryger tilbage. Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg er hverken økonomi- eller juraekspert, og hvis det nu engang er sådan, det hænger sammen, så er det sådan. Vi synes selvfølgelig, at det er ærgerligt, men vi er selvfølgelig positive over for, at vi har fundet lidt penge til at hjælpe nogle af dem, der er trængt.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten.

Tak for det. Ordføreren siger, at man er positiv over, at man har fundet de her penge til at hjælpe dem, der er trængt, men sagen er jo, at man har fundet de her penge ved at snuppe dem fra lejernes egen opsparing i Landsbyggefonden. Landsbyggefonden er jo finansieret og bygget op, ved at almindelige lejere i den almene bolig betaler en del af deres husleje ind i den for så at kunne bruge dem til renoveringer og i nogle tilfælde også til at bygge nye almene boliger, så der er sådan en cirkulation, men ikke til, at politikerne skal disponere over dem og få dem til at dække inflationen. Så hvorfor er det, vi dækker inflationshjælp til folkepensionister f.eks. ud af statskassen, men når det så er de almene lejere, skal vi pludselig snuppe pengene fra deres egen opsparing? Hvad er princippet bag det, og hvorfor synes Danmarksdemokraterne, at det er et godt princip?

Ordføreren.

Tak. Som sagt er jeg ikke den store økonomiekspert, men ikke desto mindre har vi været inde at finde dem her. Der er nogle, der får en hjælp, de ellers ikke ville have fået, og det er en hjælp, der måske betyder, at de ikke bliver sat på gaden. Man kan også vende den om og sige, at havde vi fundet pengene et andet sted, var det måske nogle andre, der havde været utilfredse med det og spurgt: Hvorfor er det vores penge, I går ind og tager? Den kan man jo altså vende om. Der kan altid være nogle, der sidder og siger: Det var ikke vores penge, der skulle bruges, I skulle finde dem et andet sted. Vi er bare positive over for, at der måske er nogen, der kan få lov til at blive siddende i deres lejlighed, hvilket de ellers ikke kunne.

Spørgeren.

Omkring hver femte dansker bor til leje, og nu har jeg været herinde i Folketinget et stykke tid, også som boligordfører, og jeg oplever, at de ofte bliver behandlet som et B-hold, som andenrangsborgere. Kunne ordføreren forestille sig, at man stak hånden ned i lommen på boligejerne og snuppede deres opsparing for at finansiere en inflationshjælp til boligejerne?

Ordføreren.

Jeg kan forestille mig mange ting. Men jeg kan sige, at hvis man stak hånden i min lomme – jeg er boligejer – for at tage min opsparing til det, blev man i hvert fald slemt skuffet, for der er ikke den store opsparing der endnu, men det kan være, det kommer.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Kristian Bøgsted, Danmarksdemokraterne. Den næste ordfører er fru Helena Artmann Andresen, Liberal Alliance.

Tak. Med lovforslaget ønskes det at prioritere midler fra Landsbyggefonden til ekstraordinær huslejenedsættelse i almene boligafdelinger med akutte problemer. Udlejerne skal, efter at de har fået tilsagn om tilskud, sætte huslejen tilsvarende ned.

Jeg vil gerne slå fast, at vi i Liberal Alliance har stor forståelse for danskere, der har svært ved at få økonomien til at løbe rundt. Heldigvis er inflationen faldende, selv om den stadig væk er ret høj. Men inflationen er ikke den eneste årsag til, at danskere har en presset økonomi. Vi har nemlig et meget højt skatte- og afgiftstryk i Danmark. I 2021 var skattetrykket på 46,9 pct. Det var det højeste blandt alle landene i OECD. Faktisk har Danmark siden år 2002 haft det højeste skattetryk i OECD på nær i 2017 og 2018.

Grundlæggende mener vi i Liberal Alliance ikke, at det er den rette løsning at uddele checks til højre og venstre til udvalgte dele af befolkningen. Lovforslaget er dog en del af finanslovsaftalen for 2023, som vi er en del af, og det er også derfor, vi kommer til at stemme for lovforslaget. Vi er med i finanslovsaftalen, da vi har sat flere liberale fingeraftryk på den, bl.a. et personfradrag for personer under 18 år, ekstra orlov til forældre med tvillinger og muligheden for indbetaling på aktiesparekontoen.

Liberal Alliance støtter lovforslaget, da det er en del af finansloven.

Der er en kort bemærkning til hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Nu tror jeg faktisk ikke, det er en del af finansloven, men at det er en del af aftalen om inflationshjælp, som Liberal Alliance, så vidt jeg ved, står uden for. Men det kan være, at nogen kan gøre mig klogere, hvis jeg tager fejl. Det, der er særligt ved det her lovforslag, er jo det her med, at man snupper pengene fra det, der hedder Landsbyggefonden, som er en fond, som den almene boligbevægelse, kan man sige, har, hvor dem, der bor til leje i den almene boligbevægelse, indbetaler en del af deres husleje, for så bagefter at kunne bruge pengene til f.eks. at renovere ejendommene, når de har brug for det. Og med det her lovforslag snupper man så de penge og bruger dem til en hjælp til nogle af lejerne.

Når vi ellers har lavet inflationshjælp, er det jo noget, som vi sammen har finansieret over skatten, og Liberal Alliance plejer jo at være ret optaget af det her med, at man ligesom ikke snupper penge fra borgerne og sådan politisk disponerer over nogle private midler. Hvorfor mener Liberal Alliance, at det er i orden, når det er lejerne, det drejer sig om?

Ordføreren.

Det mener jeg faktisk heller ikke er i orden, og vi var også selv lidt i tvivl om, om det egentlig var en del af finansloven, men det kom vi frem til at det var, og vi har jo heller ikke været med i hele processen med at finde frem til, hvad der skulle gives tilskud til. Jeg mener grundlæggende, at det er forkert. Men grundlæggende er vi jo heller ikke så meget til inflationshjælpepakker. Vi så hellere, at man satte skatten ned for de arbejdende danskere.

Spørgeren? Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance. Den næste ordfører er fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti.

Mange tak. Jeg har fået fornøjelsen af at holde den her tale i stedet for vores boligordfører, som ikke kunne være til stede i dag. Forslaget her handler om, at Landsbyggefonden, der jo er en selvejende institution, og som råder over økonomiske midler, som lejerne løbende indbetaler, skal anvende 350 mio. kr. ekstra til huslejenedsættelse ud over de 240 mio. kr., som fonden årligt kan anvende til huslejenedsættelse. Det betyder, at Landsbyggefonden drænes for op mod 590 mio. kr. i 2023, som så skal lette huslejen for nogle lejere.

Vi Konservative er ikke med i aftalen, som Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre, DF, Alternativet og Nye Borgerlige indgik i februar måned. For det første vil de næsten 600 mio. kr. puste til inflationen, som vi jo ellers har et ønske om at nedbringe, og for det andet er vi grundlæggende imod den omfordeling, der sker af penge. Her vil nogle lejere jo modtage penge, som andre lejere har indbetalt, vel at mærke penge, som ellers ifølge Landsbyggefondens målsætning skal anvendes til at fremtidssikre fysisk, økonomisk og socialt bæredygtige boligområder. Det Konservative Folkeparti kommer til at stemme imod forslaget her. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti. Næste ordfører er hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tak, formand. Rigtig mange mennesker i det her land og specielt dem med lave indkomster er hårdt ramt af inflationen og har været hårdt ramt af inflationen. Der er tæret på de opsparinger, som der måtte være, og for dem, der ikke havde nogen opsparing, har det her ramt benhårdt på mulighederne for at kunne forbruge, købe fødevarer, tage på ferie, og for nogle har det været sådan noget som at måtte slukke for varmen. Så det er noget, der har ramt hårdt, og det har ramt skævt. Dem, som har penge nok, klarer sig, og dem, som i forvejen er presset på økonomien, er benhårdt ramt.

Det er jo derfor, at vi grundlæggende i Enhedslisten er tilhængere af, at man forsøger at omfordele inflationens byrder, sådan at nogle af de selskaber, der spinder guld på inflationen, energiselskaber, transportselskaber, fødevareproducenter, får lov til at bidrage gennem en skat på de her superprofitter, som de har haft, og at vi bruger de penge til at hjælpe dem, som er hårdest ramt af inflationen. Det er den rigtige og solidariske måde at håndtere inflation på. For gør vi ikke noget, overlader vi det, om man så må sige, til de svageste eller fattigste at betale.

Det her forslag handler så om at sende noget hjælp ud til nogle af de lejere, som bor i de almene boliger. Og det er som sådan en god idé, for vi ved, at dem, der bor i de almene boliger, hører til blandt de laveste indkomstgrupper i Danmark. Man kunne så spørge sig selv, hvorfor det kun er lejerne i de almene boliger. Hvad med dem, der bor til leje i private boliger? For dem ved vi også gennemsnitligt set er blandt de laveste indkomstgrupper, og de får altså ikke nogen hjælp med det her forslag.

Men det helt store problem med forslaget, er det, vi også har drøftet i dag, og det, som en række lejerorganisationer også peger på i deres høringssvar, nemlig at man, om jeg så må sige, fodrer hunden med dens egen hale, fordi den her inflationshjælp er finansieret af, at man snupper pengene fra det, der hedder Landsbyggefonden.

Landsbyggefonden er sådan en fælleskasse blandt de almene boligselskaber, hvor det fungerer sådan, at når man f.eks. bygger en ny almen bolig, tager man et realkreditlån, og det betaler man så tilbage over huslejen for dem, der bor der. Når man så er færdig med at betale det realkreditlån, lader man sådan set huslejen forblive nogenlunde på samme niveau, og en del af de penge, der så bliver til overs, fordi man ikke længere skal betale af på gælden, tilfalder Landsbyggefonden. Og i Landsbyggefonden bruger man så midlerne på tværs af den almene boligsektor, som kan ansøge, hvis man har brug for noget renovering. Det er sådan en kollektiv ordning. Man bruger den også til f.eks. at være med til at finansiere nye almene boliger.

Det synes jeg er en smuk tanke og ret unikt, og der kommer sådan set boligeksperter fra hele verden og ser på det her system. For vi har skabt sådan en cirkulær måde også at finansiere fremtidige almene boliger på, og i øvrigt til at sørge for, at de bliver vedligeholdt og renoveret, og det er noget af udfordringen mange andre steder. Man bygger nogle boliger, altså sociale boliger, og så får de egentlig lov til at forfalde, fordi der ikke sker en hensættelse og en opsparing, og det problem har vi løst herhjemme, og det er en rigtig, rigtig god ordning, som vi skal være glade for.

Men det er altså de penge nede i den Landsbyggefond, som man nu – igen, skulle jeg hilse og sige, for det er jo ikke første gang, det er sket – snupper herinde fra politikernes side. Lejernes penge bliver snuppet og brugt til at hjælpe lejerne, eller nogle af dem. Det er sådan lidt flot at kalde det hjælp, når man tager folks egne penge og giver til dem selv. Man gør det også på andre områder i den inflationsaftale, men lad os nu bare holde os til det her.

Det er pudsigt, at det ikke skaber større debat. Altså, forestil jer, at vi skulle finansiere hjælp til andre grupper i Danmark ved at snuppe boligejernes penge. Hvad med en afgift på Grundejernes Investeringsfond? Eller hvad med, at vi snupper penge fra andelsboligernes friværdier? Det er utænkeligt. Det ville jo aldrig ske. Det er fuldstændig ligesom med ghettoloven. Der kan vi godt bryde ind med ekspropriative indgreb. Det har højrefløjen jo ikke noget problem med, når det gælder lejerne. Det er, som om vi altid behandlerne lejerne i det her land som et B-hold, som en andenrangsgruppe, hvor vi kan tillade os ting, vi aldrig ville gøre over for dem, der bor i ejerbolig, som jeg selv gør, eller dem, som bor i andelsboliger. Og det synes jeg vi skal tænke lidt mere over.

Det er hver femte dansker, der bor til leje, nej, det er mere, det er hver femte dansker, der bor alment til leje. Det er omkring halvdelen af danskerne, der bor til leje, og alligevel er der ikke rigtig nogen partier herinde, der for alvor repræsenterer lejerne i det her land. Og der siger vi i Enhedslisten, at det skal vi i hvert fald som udgangspunkt gøre. Og det gør vi også i det her tilfælde. Vi vil ikke være med til at snuppe lejernes egne penge. Vi synes, det er et forkert princip, og derfor stemmer vi imod forslaget.

Der er en kort bemærkning til fru Heidi Bank, Venstre.

Tak for det. Jeg må indrømme, at jeg faktisk bliver noget pikeret og også ret trist over at høre ordføreren fra Enhedslisten den ene gang efter den anden italesætte borgere, der bor i den almene sektor, som andenrangsborgere. Det kunne jo ikke være mere forkert. De er jo borgere på lige præcis det samme niveau som alle andre danskere i det her land. Og at italesætte den almene sektor som en, vi bredt set ikke gerne vil her i Danmark, er jo også noget vrøvl. Det er jo en sektor, som har nogle fordele på nogle punkter, mens den andre steder jo går ind og løfter en opgave. Det er da noget, vi skal være stolte af, og noget, der er bred opbakning til her i Folketinget. Så jeg forstår simpelt hen ikke den retorik, hvor man vælger at tale de borgere, der bor i almene boliger, ned på den måde, som jeg faktisk oplever man gør, når man sætter den slags kiler.

Ordføreren.

Det er jo noget vrøvl, spørgeren siger. Jeg siger ikke, at beboerne i almene boliger er andenrangsborgere. Jeg siger, at partierne her inde i Folketinget behandler dem som sådan. Det har vi set med ghettopakken, hvor man tvinger mennesker, der har boet i en bolig hele deres liv, til at flytte fra deres hjem mod deres vilje for at rive deres boliger ned. Kunne det ske i et parcelhuskvarter i Hvidovre? Aldrig. Så jeg siger bestemt ikke, at dem, der bor i almene boliger, er andenrangsborgere, tværtimod. De er ligeværdige borgere, men de bliver bare ikke behandlet sådan af flertallet af partier herinde.

Så er jeg i øvrigt glad for det, som ordføreren siger, om, at Venstre i dag står bag de almene boliger. Jeg kan huske, dengang hr. Anders Fogh Rasmussen gerne ville sælge de almene boliger, så de ligesom skulle overgå til en helt anden form. Men jeg er glad for, at vi i dag i hvert fald på nogle stræk er enige om, at vi skal have flere almene boliger i det her land.

Spørgeren.

Igen synes jeg, at ordføreren vælger at italesætte det, der sker ude i den almene sektor, enormt negativt. Altså, prøv at høre, hvis vi ser på nogle af de områder, hvor man har lavet de store omdannelser for at prøve at sikre, at der er større tryghed for borgerne, der bor i de her områder, hvor vi jo ved at man mange steder oplever en øget utryghed, så er det da netop, fordi vi kerer os om de mennesker, der bor der. Det er da netop, fordi vi vil have, at det skal være sådan, at når du er barn og bor i et alment boligområde, så kan du være lige så stolt af at sige, hvor du bor, som, hvis du boede et helt andet sted. Så jeg synes virkelig, ordføreren vælger at tale ind i en nedladende holdning over for mennesker, der bor i almene boliger.

Ordføreren.

Jeg kunne ikke drømme om at tale nedladende om folk, der bor i almene boliger. Det ville være det sidste, jeg gjorde. Jeg elsker den almene boligsektor, og derfor er jeg ked af, når man, hvis man bor i den almene boligsektor, f.eks. bliver tvunget ud af sit barndomshjem på grund af ghettoloven. Det tror jeg ikke man opfatter som en hjælp.

Hvis man virkelig gerne ville hjælpe den almene boligsektor, kunne man jo overveje, om det er den almene boligsektor, der skal bære hele den boligsociale opgave. Kommunerne har jo anvisningsret til 20 pct. og helt op til 30 pct. af de ledige lejemål i almene boliger. Hvis Venstre ville være med til også at lade det gælde de private udlejere, så det ikke kun var de almene boligforeninger, der skulle bære det boligsociale ansvar, så ville man virkelig vise solidaritet med de borgere, der bor i de almene boliger, men det er Venstre jo desværre ikke parat til.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak for det. Jeg accepterer fuldt ud, at hr. Pelle Dragsted bliver indigneret i forhold til det her. I starten ville jeg faktisk ikke have stillet et spørgsmål, men så begynder vi at snakke om ekspropriation, og man kan sige, at jo, der bliver eksproprieret privat ejendom i stor stil rundtomkring. Vi har lavet planer om jernbaner, hvor folk har været stavnsbundne i deres huse i 20 år, for man kan ikke rigtig finde ud af, om der skal være en jernbane eller ej, men en ting er sikkert, og det er, at de ikke kan sælge deres huse, så de bliver låst fast. Så ville jeg faktisk have nævnt det, som hr. Pelle Dragsted selv siger, for hr. Pelle Dragsted har jo selv været ude at sige – jeg mener, det var hr. Pelle Dragsted, der sagde det – at de private ejere af værelser osv. også skulle underlægges statens kontrol, sådan at staten skulle bestemme, hvem der skulle bo der. Og det er jo også ekspropriation, men det er så bare i den private ejendomsret.

Så er det ikke rigtigt, hr. Pelle Dragsted, at det er mest, fordi hr. Pelle Dragsted godt kan lide almene boliger, at det her gør lidt ondt, og at hr. Pelle Dragsted mener, at ekspropriation kan være en god ting, hvis det handler om ting, som Enhedslisten ikke bryder sig om?

Ordføreren.

Hr. Pelle Dragsted kan godt lide, når der er konsistens i menneskers holdninger, og jeg opfatter f.eks., at Nye Borgerlige og Liberal Alliance og andre normalt er meget optaget af det her spørgsmål, hvilket vi også selv er. Det er helt rigtigt, at når man bygger broer og motorveje og andet, kan man nogle gange gå ind og ekspropriere, og det er et meget voldsomt indgreb i menneskers liv, som man virkelig skal være absolut forsigtig med, og som skal være dækket af den mest udstrakte form for retssikkerhed.

Jeg havde også diskussionen med Liberal Alliances ordfører, dengang var Nye Borgerlige vist ikke i Folketinget endnu, i forbindelse med ghettoloven, og der står i ghettoloven eksplicit, at der er tale om et ekspropriativt indgreb. Hvis ikke de her boligforeninger efterkommer, hvad ministeren bestemmer, vil man gå ind og ekspropriere dem, altså statsligt overtage de her private almene boliger. Det er jo private, for det er de almene boligforeninger selv, der ejer dem. De er selvejende, men det er en boligdemokratisk struktur. Og det undrer mig bare. Jeg bruger det bare som et eksempel på, at jeg synes, der er en generel tendens til, at vi herinde behandler lejere dårligere, end vi behandler ejere, og jeg synes, vi skal behandle alle danske borgere godt og med høj retssikkerhed.

Spørgeren.

Til det sidste er jeg fuldstændig enig. Om du lejer eller ejer, skal du selvfølgelig have en retssikkerhed, det skal du, og det skulle man vel teknisk set også håbe at vi på et tidspunkt får for de minkavlere, der blev eksproprieret, og som stadig væk ikke har fået noget ordentlighed fra statens side. Men jeg giver ordføreren ret i, at alle skal behandles lige, og at der skal være retssikkerhed.

Ordføreren.

Det synes jeg er rigtig godt. Til det andet spørgsmål, som spørgeren stillede, altså om man også bør kunne anvise til de private udlejere – og der snakker jeg altså ikke om folk, der bare udlejer et værelse, jeg snakker om Blackstone, Heimstaden og andre store private udlejere – vil jeg sige, at når de lægger beslag på en del af vores boligmasse i landet, bør de også være med til at løfte den opgave, som de almene boligforeninger løfter. Når man f.eks. er i en skilsmisse eller andet, kan man henvende sig til kommunen, fordi man har brug for at blive anvist en bolig, og skal det så kun være den almene boligsektor, der løfter den opgave, eller burde vi også lade andre dele af boligsektoren være med? Det synes jeg faktisk de burde, for det ville være mere fair, og det ville løse det problem, som Venstres ordfører pegede på, nemlig at vi ophober nogle sociale udfordringer i nogle bestemte dele af byen.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Den næste ordfører er fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre.

Tak for det. Det kan i den her lange debat næsten godt svare sig lige at understrege, at vi jo rent faktisk her taler om at få sikret ekstra hjælp til nogle af landets lejere, så de ikke bliver sat ud af deres lejemål. I Radikale Venstre er vi med i den inflationsaftale, der er lavet, hvor det her jo er en del af aftalen, og derfor støtter vi fra Radikales side naturligvis også lovforslaget. Jeg har ikke så meget mere til det.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre. Den næste ordfører er fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tak. Jeg har fået lov at vikariere for vores ordfører på området, hr. Nick Zimmermann. Forslaget her er en udmøntning af en del af den aftale om inflationshjælp, som en lang række partier blev enige om i februar. Det er en aftale, som vi i Dansk Folkeparti er med i, men vi har ikke lagt skjul på, at vi på ingen måde synes, at aftalen er tilstrækkelig. Det var alt for lidt, og det var alt for sent.

I Dansk Folkeparti råbte vi længe op om, at der var behov for en hjælpepakke allerede inden julen 2022; vel at mærke en hjælpepakke, der var betydelig større, end den i det her tilfælde blev. Desværre var der ingen, der lyttede. I mellemtiden har danskerne bare kunnet se på, mens deres udgifter er eksploderet, uden at de selv på nogen måde er skyld i det. Det betyder jo, at rigtig mange har svært ved at betale deres regninger. Det vil mange desværre fortsat have, fordi den aftale om inflationshjælp, der blev lavet, simpelt hen ikke er god nok.

Når det så er sagt, er Dansk Folkeparti selvfølgelig med i aftalen, fordi den trods alt er bedre end ingenting. Den del af aftalen om inflationshjælp, som vi her behandler, handler konkret om at sikre midler til huslejenedsættelser i almene boligforeninger med mange økonomisk udsatte borgere. Tidligere ordførere har på fin vis gennemgået forslaget, så det vil jeg ikke gentage. Jeg vil blot sige, at det trods alt er positivt, at man med forslaget måske kan være med til at holde hånden under nogle af dem, der er rigtig hårdt ramt af inflationen, og derfor støtter Dansk Folkeparti også forslaget. Tak.

Der er en kort bemærkning fra Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Mange tak. Og mange tak for talen. Spørgsmålet går på det samme, som jeg har været inde på over for de andre ordførere, og det er det her faktum, at man finansierer den her hjælp til lejerne ved at snuppe pengene fra det, der hedder Landsbyggefonden, som jo er en selvejende institution, som er opbygget af lejernes egne huslejeindbetalinger. Så man hjælper – i gåseøjne – folk ved at tage deres egne penge og give dem tilbage, og som vi har hørt, går pengene ovenikøbet tilbage til staten, fordi man så modregner de her menneskers boligydelser.

Hvad er egentlig Dansk Folkepartis holdning til Landsbyggefonden? Er det lejernes penge, som lejerbevægelsen selv skal disponere over, eller er det sådan en legeplads for politikere, hvor vi kan stikke snablen ned efter forgodtbefindende?

Ordføreren.

Som jeg sagde her, er vi generelt glade for, at der er blevet lavet en aftale for netop at give en håndsrækning til de mennesker, som har det rigtig svært under den her inflation – alle de danskere, som sidder derude og har svært ved at få enderne til at mødes. Men som der også er blevet sagt fra tidligere ordførere, kigger vi meget gerne på i udvalgsbehandlingen, om der er noget, der skal gøres mere smidigt i forhold til det her. Lad det være ordene herfra.

Spørgeren.

Tak for det. Det synes jeg lyder rigtig godt. Og det er helt okay, hvis ordføreren, fordi ordføreren ikke er boligordfører, ikke har lyst at svare på det, men jeg spurgte mere ind til den principielle holdning til Landsbyggefonden. Det er jo noget, vi har diskuteret gennem tiden herinde, altså hvor meget politikere herindefra kan disponere over den her Landsbyggefond. Man har også haft diskussioner om den boligsociale indsats og andet og om, hvor meget vi ligesom skal respektere, at det altså er lejernes egne penge, som de selv har sparet op, og som skal bruges til det formål, som var det oprindelige formål med Landsbyggefonden, nemlig at renovere og udbygge den almene boligsektor.

Ordføreren.

Altså, jeg kan forholde mig til, at vi er gået med i en aftale, hvor vi tager pengene herfra, og det må så ligesom være det, der er vores udgangspunkt. Men som sagt, hvis der er nogle uhensigtsmæssigheder, der skal kigges på i udvalgsbehandlingen, er jeg sikker på, at vores boligordfører, hr. Nick Zimmermann, tager det med også.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Næste ordfører er fru Sascha Faxe, Alternativet.

Tak for ordet, formand. Jeg er gammel nok til at kunne huske 1980'erne, hvor vi havde en enorm fattigdom, og jeg lægger også mærke til, at der sidder nogle unge mennesker deroppe på tilhørerrækkerne og vinker – hvor er det fedt, at I er her. For jeg tænker egentlig, at der er mange derude, der kan synes, at det her er enormt teknisk. Hvad er det, vi snakker om? Hvad er fattigdom for en størrelse? Noget af det, der gjorde indtryk på mig som barn i 1980'erne, hvor vi havde en enorm fattigdom, var billeder af ældre mennesker, der gik ned og købte kattemad, fordi det var det, de havde råd til at spise. Det blev for mig et billede på den fattigdom, vi havde. Så når vi står her i dag og snakker om inflationshjælp, er det for os i Alternativet enormt vigtigt, at vi har været med til det, for det er den fattigdom, vi gerne vil være med til at forebygge, så andre ikke skal spise kattemad, eller hvad det måtte være. Men det var i hvert fald bare nemt for mig at forstå dengang.

Når man så skal lave de her aftaler, er der jo nogle gange nogle ting med nogle piller, man skal sluge, og det er da ikke nogen hemmelighed, at det, at vi skulle tage noget fra Landsbyggefonden, var en af de største piller for os at sluge i det her. Det vil jeg ikke gå så meget mere ind i, for jeg synes egentlig, at SF's ordfører har gjort det ret klart, hvad problemet er, vi er landet i med den her udlægning af, at vi nu tager nogle af de penge og flytter dem videre – altså, så det reelt set bliver 80 mio. kr., der ryger i de offentlige kasser.

Så jeg vil mere gå over i at uddybe det, som hr. Pelle Dragsted åbnede op for, altså at sige: Hvad er det egentlig, der er på spil? For når jeg betaler min husleje, går ca. 20 pct. af den til Landsbyggefonden. Det er, fordi den bolig, jeg bor i, blev bygget i 1980'erne, og som det er blevet sagt, blev der optaget meget, meget dyre lån dengang, og det samme beløb fortsætter de facto ind i evigheden som det, vi putter i Landsbyggefonden. Nu er vi nået ned på, at det er omkring 20 pct.; da jeg flyttede ind for 8 år siden, var det ca. 23 pct. – jeg har ikke de konkrete tal med decimaler osv. Det er ret meget at putte ind hver måned i en fælles kasse, men jeg bor alment, fordi jeg synes, det er en supergod idé. Jeg synes, det er rigtig dejligt, at vi er fælles om at tage det sociale ansvar, der ligger i at hjælpe hinanden på kryds og tværs i det her.

Når man så bor i sin ejerbolig eller i en andelsforening, sparer man også op, og det gør man nogle gange på en bankkonto, fordi man også har et tag, der skal repareres, skal have nye vinduer, er nødt til at lave noget klimasikring osv. Det kan man også gøre ved at låne i sin friværdi f.eks. – den mulighed er der jo også; det er også en form for boligopsparing. Og det er jo blevet sagt før og måske med sådan lidt voldsomme termer: Hvad ville man sige, hvis vi begyndte at tage pengene fra de private boligejeres boligopsparing på den måde? Det har jo ingen gang på jord – det kunne vi aldrig finde på. Altså, det skal vi ikke; det er ikke der, vi skal ud. Men det er mere for at sætte det i perspektiv. Det er faktisk det, vi gør, når vi tager penge fra Landsbyggefonden og bruger til noget andet. Det vil sige, at de går fra de her tage, de går fra de der jernbanesveller, der skal skiftes i det fantastiske boligområde, jeg bor i, som ikke har været sat i stand i over 40 år, fordi vi gør det her. Så det er en del af det.

Det gør vi gerne – os, der bor alment. Og vi har også fra Alternativets side valgt at sige, at det gør vi også gerne i den her sammenhæng. Der er mange andre sammenhænge, hvor vi meget klart har sagt fra over for det, men det gør vi gerne her. Men det er vigtigt for os også at sige, at pengene altså ikke skal gå ind i det offentlige. Så derfor vil vi gerne støtte det ændringsforslag, som SF kommer med, og sige, at så må vi finde en måde – for selvfølgelig påvirker det jo boligsikringen osv. – at få de penge navigeret tilbage til Landsbyggefonden på og de lommer, de kommer fra.

Så det kunne vi også godt tænke os at arbejde videre med i udvalget, og som det ligger nu, kunne vi godt tænke os at sige, at der altså ligger noget arbejde, før vi er i mål med det her. Tak.

Der er en kort bemærkning til hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tak for det, og også tak for på pædagogisk vis at forklare, hvordan Landsbyggefonden fungerer. Det tror jeg der er rigtig mange som ikke ved, og det er nok også noget af årsagen til, at vi ofte oplever politikerne lege, at Landsbyggefonden ligesom er sådan en kasse, som man bare kan stikke snablen ned i efter forgodtbefindende. Jeg har så et spørgsmål, når Alternativet alligevel vælger at være med i den her aftale, selv om man snupper pengene herfra og man jo dermed på en eller anden måde i hvert fald risikerer at knæsætte et princip om, at det er okay, når man skal hjælpe dem, der bor i almene boliger, at de selv skal betale, mens vi for alle andre betaler det over fælleskassen.

Så mit spørgsmål går på: Hvad er Alternativets overvejelser bag det, og er det et udtryk for et principskifte? Eller vil Alternativet også fremover beskytte Landsbyggefonden mod grådige politikere?

Ordføreren.

Altså, den med de grådige tænker jeg at vi hopper over, men det er ikke et udtryk for et holdningsskift i forhold til det. Vi har set på en samlet pakke, og hvad der er gynger og karruseller i forhold til det her, og hvor vi kan være med til at gå ind og skubbe, og vi kan allerede nu se, at det, at vi har været til stede i forhandlingslokalerne, efterfølgende har været med til at skubbe på nogle ting, f.eks. om udmøntningen af nogle af de andre områder. Så det var jo det, vi gerne ville ind og gøre, og vi så det som en ekstraordinær situation.

Så vi står absolut på det almenes side, og vi deler også det argument, som ordføreren før kom med, om, at der er en begrænsning i det, fordi de her penge jo så kun kan gå til dem i den almene boligmasse, som cirka er en million, men hvad med alle de andre, der bor til leje, og som så kommer i klemme i det her? Så der er vi fuldstændig på linje.

Spørgeren.

Tak for det. Det lyder rigtig godt. Så har jeg bare et spørgsmål til det mere principielle, som vi også har drøftet i dag, og nu bor ordføreren selv i en almen bolig. Er ordføreren enig i, at det i debatten, den politiske debat, og i høj grad også den måde, der herinde laves lovgivning på, ofte er, som om lejere behandles lidt anderledes end ejere, altså både når det drejer sig om opmærksomheden omkring ejerboliger og folk, der bor i ejerboliger, men også hvad vi ligesom tillader os? Kan ordføreren f.eks. forestille sig, at vi stak hånden ned i de private ejerboligers opsparing for at finansiere en inflationshjælp?

Ordføreren.

Som jeg sagde i min indledende tale, synes jeg jo ikke, at det har gang på jord, at man tager det fra de private, og så skal vi heller ikke tage det fra lejerne. Det er jo et meget, meget stort spørgsmål i forhold til det, og jeg kan se, at uret tæller ned, og jeg har 18 sekunder til at svare på det, så den vil jeg meget gerne tage videre.

Men der er selvfølgelig en skævvridning, for traditionelt set har boligejere flere penge, og derfor er der noget med, når vi diskuterer og gerne vil have flere til at stemme på os, at vi appellerer mere til dem, end vi gør til lejerne. Men det var bare indledningen, og lad os drikke en kop kaffe og snakke om det. For det er en udfordring, at vi har et meget skævvredet boligmarked i Danmark.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Sascha Faxe, Alternativet. Den næste ordfører er hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak for det. Vi tager konklusionen først: Vi er med i aftalen, og vi kommer selvfølgelig til at støtte forslaget. Jeg er også ny politiker, så som hr. Sigurd Agersnap har jeg jo også tænkt det her med, at hold da op, hvor blev de penge lige af? Når jeg så også hører, at det sådan er en meget normal regulering, at hvis du ikke skal betale så meget i husleje, så får du ikke så meget i boligstøtte, giver det også meget god mening. Vi skal herinde være bedre til at læse mellem linjerne, og det lærer vi forhåbentlig på et tidspunkt.

Men virkeligheden er jo også, at det her er en bred pakke med mange penge og mange ting, som vi er en hel række partier der har bundet os til på godt og ondt. Noget af det er godt, og noget af det er skidt. Hvis hr. Sigurd Agersnap kan få et ændringsforslag ind, der giver noget mere til det her, så kan jeg godt forstå det, og jeg kan også bakke op om det, for det er også min forståelse. Det var det faktisk. Så det kom bag på mig, men jeg lærer hver dag. Men jeg har ikke nogen sådan stor bekymring ved at sige ja til det her alligevel. Så kan vi tage de andre snakke om, hvordan tingene bliver skrevet, sådan at vi alle, selv os fra Nordjylland, kan forstå, hvad det er, der bliver sagt ja til.

Essensen i det her, er, at det er en god pakke, der hjælper mange mennesker, og det skal vi også huske. Ja, vi kan godt snakke længe om det, for jeg kan se, at der er en masse mennesker, der sidder på vejene, og jeg skal køre hjem, så jeg kommer alligevel ikke hjem foreløbig. Det har jeg alligevel heller aldrig oplevet i Nørager, det må jeg sige. Men det lærer jeg så også af i dag, og det er jeg glad for. I Nye Borgerlige støtter vi forslaget.

Der er en kort bemærkning til hr. Sigurd Agersnap, SF.

Tak for det. Nu ville jeg jo lige hjælpe, så ordføreren kan bruge tiden, indtil han skal køre hjem. Jeg synes jo også, at ordføreren ligesom får sagt det, som om vi skal lære at læse mellem linjerne. Det synes jeg egentlig er at sætte ordførerens lys lidt under en skæppe. Jeg tror, ordføreren har den rigtige forståelse af, hvordan det her plejer at foregå, nemlig at når penge løber tilbage i statskassen, skal det fremgå af tabellerne. Jeg er helt med på – det er vi i SF – at det selvfølgelig er mere kompliceret, hvordan man indretter den her model, men det, man jo kunne sætte sig ned og snakke om, er de 80 mio. kr., altså hvad vi vil bruge dem på. Det er jo 80 mio. kr., der går tilbage i statskassen. Er ordføreren ikke med på, at vi kunne tage en snak om dem?

Ordføreren.

Jo, men hvis vi bliver rigtig ideologiske, så så jeg jo gerne, at de løb tilbage i skatteborgernes lommer, altså hvis vi var i gang, kan man sige. Men jeg synes i hvert fald, vi rammer noget principielt, i forhold til om jeg er villig til at finde 80 mio. kr. mere, for det er jo det, vi kommer op på i forhold til det samlede beløb. Der er et beløb, der falder i statskassen, hvilket i hvert fald ikke var planen, da Nye Borgerlige underskrev aftalen, altså at det skulle i statskassen. Det var det ikke. Der var mange andre områder, vi også kunne have brugt dem på. Så nu er det sådan. Det er en ret stor pakke alligevel, og jeg synes, det er en god pakke. Og vi støtter selvfølgelig forslaget, men det var ikke tanken, at det skulle i statskassen – det var det ikke.

Spørgeren.

Det er jeg glad for at ordføreren bekræfter, og jeg synes jo også godt, man kan betragte det som en eller anden form for skattestigning. Det er jo i hvert fald at tage nogle penge fra borgerne og fra lejerne, som man ikke havde regnet med. Så jeg vil egentlig bare sige tak for at bekræfte den opfattelse. Det er også min opfattelse. Og selv om vi begge to er nye, synes jeg godt, vi kan læse det, der står.

Ordføreren.

Nu rammer du lige det ømme punkt i forhold til det der med, at det er en skattestigning, for naturligvis er det for meget i skat, når vi vælger at lave enhver form for check, vi sender ud herindefra. Så det gjorde jo lidt ondt på os i forvejen. Det tror jeg nu også vi sagde, da vi var med i den her pakke. Vi sagde, at det var så den sidste, man skulle forvente. Der har været noget optakt til det her, hvor der har været nogle grupper, og hvor vi syntes, at nogle havde fortjent det mere end andre. Det hele bliver nogle gange samlet i pakker herinde. Men i forhold til skattestigninger håber jeg i hvert fald ikke, at ordføreren har den forståelse, at det er noget, vi i fremtiden fra Nye Borgerliges side sådan kommer til at hoppe dansende og glade hen og sige ja til. Det gør vi ikke. Det er virkeligheden, at vi var med i aftalen, fordi der var nogle folk, der havde brug for hjælp.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Så er turen kommet til social- og boligministeren. Goddag, og velkommen.

Goddag, hr. formand. Tak for ordet, tak for debatten i dag, og tak for modtagelsen af lovforslaget. Det her er jo en del af en større pakke, hvor der i øvrigt er sat 2,4 mia. kr. af. Det kommer næsten til at lyde, som om det eneste sted, der bliver taget penge fra i forhold til at give inflationshjælp, er Landsbyggefonden. Sådan er det ikke. Det ved folk i salen godt, men det er ikke sikkert, at alle, der følger med, ved det.

Det her er en del af en større pakke omkring inflationshjælp, hvor der bliver sat yderligere 2,4 mia. kr. af, som går til alle mulige formål, og det, der så er meningen med det her, er, at Landsbyggefonden skal understøtte almene boligafdelinger, som kommer i vanskeligheder. Det skal de faktisk allerede i forvejen.

Man kan sige, at der, hvor der sker udsættelser, er det jo selve boligafdelingen, der i første omgang skal være den, der dækker tabet ved udsættelser. Derfor er der også meget mening i, at man kan bruge Landsbyggefondens midler til at sænke huslejerne i nødlidende boligafdelinger og der, hvor lejere har svært ved at betale deres husleje.

Det vil altså sige, at det er en kollektiv ordning. Det er ikke en individuel ordning. Man går ikke ind og tager stilling til den enkelte lejers økonomi. Man tager stilling til den samlede boligafdeling, altså om der her er vanskeligheder med huslejeniveauet, og så er der altså mulighed for at sænke huslejen kollektivt og dermed bidrage til, at der er færre udsættelser.

Så vil jeg sige noget omkring den her debat, som SF har rejst. Jeg har jo været finansordfører en del år ud over at være, hvor jeg er nu, og det er fuldstændig rigtigt, at det normalt er sådan, når vi forhandler, at hvis der er tilbageløb på tingene, fremgår det af papirerne. Det, der bare er, er, at når vi har med landsbyggefondsmidler at gøre, sådan som jeg forstår det på Finansministeriet, så beregner man normalt ikke tilbageløb.

Det kan man altid godt diskutere om man skal eller ej, men det er bare for i hvert fald at have tilkendegivet heroppefra, at det er det, som opfattes som den sædvanlige praksis, i forbindelse med at man kigger på landsbyggefondsmidler.

Ordføreren har så til gengæld ret i, at det adskiller sig fra, hvordan vi gør, når vi har at gøre med statens penge, og derfor forstår jeg sådan set godt, at den eventuelle misforståelse er opstået. Jeg vil dog også tilkendegive, at skal man ændre på det, altså skal man ændre på det, der ligger til grund for den her aftale, koster det 80 mio. kr. Og det vil sige, at det her med at stille ændringsforslag, der er udgiftsdrivende, uden at komme med forslag til, hvor pengene skal tages fra, og uden at have skaffet sig opbakning til det, i hvert fald ikke er det, der ligger inden for rammen af aftalen.

Men jeg vil opfordre til noget. For vi har faktisk en ret god forligstradition og aftaletradition i Folketinget, og derfor må det helst ikke være sådan, at nogle går ud af et forhandlingslokale og har en opfattelse af, at der er aftalt noget, mens nogle andre har en opfattelse af, at der er aftalt noget andet. Det synes jeg faktisk er ret uheldigt, og derfor vil jeg selvfølgelig også bidrage til, at vi får redt de tråde ud.

For uanset om vi kan løse det eller ej, skal vi helst kunne gå ud af et lokale og være enige om, hvad det er, der er aftalt, og jeg kan faktisk godt forstå, hvorfor der har været misforståelser. For der er simpelt hen forskellige traditioner for, hvordan man beregner det her, alt efter om vi taler om landsbyggefondsmidler eller statens midler.

Så vil jeg sige, at for mig som socialpolitiker har et af de tal, jeg altid har fulgt, været tallet for udsættelser, for det er ekstremt indgribende i en families liv, hvis man bliver udsat fra sin bolig. Det giver næsten sig selv. Derfor har jeg også været ret bekymret over, at vi kunne se, at tallene steg igen – i coronatiden har der været sådan et dyk, hvor der simpelt hen har været færre udsættelser.

Derfor synes jeg, at det, der bare er sådan en lille bid af den aftale, som kun fylder 10 mio. kr., og som ikke ligger i det, som vi lovbehandler, men ligger i aftalen som helhed, nemlig det, der er økonomisk rådgivning, er enormt klogt. For de steder, hvor vi kan modvirke udsættelse og bidrage til, at man undgår de her udsættelser, opfatter jeg som noget enormt positivt.

Så det er bare for at sige det. Det er jo ikke en del af huslejesænkelsen, men det er bare for at nævne et andet af elementerne i aftalen, som jeg synes er rigtig, rigtig positivt, og som jeg ikke synes har fået så meget opmærksomhed herinde, og det kan godt være, det er, fordi det udgør en lille del ud af den samlede pakke. Så hen over de forskellige lovforslag, der er blevet behandlet, og behandlinger af inflationshjælpen synes jeg det har fået meget lidt fokus.

Jeg tror, de fleste, der har set de her forskellige programmer, hvor man får støtte og hjælp til sin privatøkonomi, vil vide, at det at få professionel vejledning i, hvordan man får rettet sin eventuelt kuldsejlede økonomi op, er enormt virkningsfuldt. Og lægger man dertil, at kommunerne har nogle redskaber og boligforeningerne har nogle redskaber til at hjælpe til med at undgå udsættelser, så mener jeg, at vi samlet set får leveret et mere tætmasket sikkerhedsnet for at undgå udsættelserne.

Vi er altså på samme niveau nu som før corona i forhold til antallet af udsættelser. Jeg mener sådan set, det er noget, vi alle sammen til alle tider skal følge med ret stor bekymring, når vi taler om udsatte borgere.

Så har jeg også ladet mig fortælle, at de almene boligafdelinger er blevet kontaktet af økonomisk pressede lejere, selvfølgelig på grund af inflation; det tror jeg de fleste herinde også har oplevet, for vi får ret mange henvendelser, når vi er i politik. Og derfor synes jeg selvfølgelig, det er fuldstændig på sin plads, at man i forbindelse med den her aftale adresserer, at der er nogle særlige udfordringer i forbindelse med huslejen, når der er inflation og man derfor bliver presset på sin økonomi hele tiden. Jeg skal jo så igen understrege, at det her er en kollektiv ordning. Det vil sige, at det ikke er den enkelte, det handler om, men de afdelinger, hvor der er presset økonomi.

Det tror jeg sådan set var ordene herfra. Tak for opbakningen, både til den her del af aftalen, som vi lovbehandler nu, men også til resten af aftalen, til de partier, der er med, og så må vi få afklaret det her med, at der ikke ligger 80 mio. kr. ekstra i en sukkerskål og venter på, at vi løser problemet. Men jeg vil gerne understrege, at jeg synes, det er afgørende vigtigt, at alle føler sig trygge ved, når der står de ting i aftalerne, at vi så faktisk mener det samme. Så jeg synes, det er helt rimeligt, at forskellige partier, herunder SF og Alternativet, har taget det spørgsmål op, og som jeg kunne forstå det, ville Nye Borgerlige også vende tilbage til det. Så lad os i hvert fald få redt de tråde ud.

Der er en kort bemærkning til hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Det er rigtigt, at den her aftale indeholder meget andet, og at ikke alle pengene tages fra Landsbyggefonden. Men der er ikke andre private fonde eller rettere sagt ting, der ikke er skattefinansierede, i den her aftale – jo, så tager man nogle penge fra de allerfattigste danskere, men lad os lade den diskussion ligge.

Det er helt særligt, at man, lige præcis når det gælder den her del af aftalen, som vi drøfter i dag, går ind og stikker snablen ned i Landsbyggefonden, som jo er opbygget af lejernes egen opsparing. Det er jo lidt som at fodre hunden med sin egen hale. Den hjælp i aftalen, der f.eks. går til folkepensionister, finansierer vi alle sammen sammen, og det skal vi også, for folkepensionister er hårdt ramt. Det ville være mærkeligt, hvis folkepensionisterne selv betalte for hjælpen til folkepensionister. På samme måde er det mærkeligt at lade de almene lejere selv betale for hjælpen til dem selv. Så hvorfor er det, at lige præcis når det gælder hjælpen til de almene lejere, er det ikke noget, vi finansierer i fællesskab over skatten?

Ministeren.

Altså, alle, der betaler skat, er jo med til at finansiere det. Så folkepensionisterne er også med til at finansiere det. Vi øger ældrechecken, fordi det jo er en del af den skattebetaling. Men jeg forstår godt spørgsmålet. Det, der var spørgsmålet, og som er den gamle debat herinde, er, i hvor høj grad vi kan disponere over Landsbyggefondens midler som politikere. Og jeg vil sige, at jeg egentlig synes, at snittet her er fint. Det har været en ongoing debat de sidste mange årtier – i hvert fald tilbage til starten af 00'erne, hvor der var rigtig meget debat om det. Og jeg mener sådan set, at vi rammer snittet rigtigt her; pengene bliver brugt fornuftigt. Jeg synes i øvrigt også, at man rammer snittet rigtigt, når vi taler om de boligsociale indsatser, som jeg selv er meget optaget af.

Så for mig handler det om, om det er noget, hvor man kan se for sig, at der er nogle boligafdelinger i Danmark, der får bedre vilkår for at undgå eksempelvis udsættelser, som i sidste ende kommer til at være til skade for de pågældende boligafdelinger – og det mener jeg at man kan svare ja til. Så kan man altid diskutere, hvordan man skal finansiere det ene eller det andet. Jeg vil bare gerne anholde det der med, at det bliver sagt, som om lejerne er de eneste, der på en eller anden måde bliver behandlet sådan, at man fra samfundets side stikker snablen ned. Nu nævnte ordføreren, at han selv er ejer. Så ordføreren er jo bekendt med, at man betaler skat, og det vil sige, at der har staten vel så også på en eller anden måde snablen nede i noget.

Hr. Pelle Dragsted for sit andet spørgsmål.

Jo jo, men almene boligforeninger betaler også ejendomsskat. Så det, der er særligt her, er, at det gode ved skattesystemet – og det tror jeg også den socialdemokratiske minister er enig i – er, at vi har en progression. Jeg bor f.eks. i en stor villa – godt nok i et kollektiv – så vi betaler en højere ejendomsværdiskat end andre, og det er så med til at finansiere hjælp til nogle af de grupper, der har det svært, f.eks. i forbindelse med inflationen. Der bærer de bredeste skuldre det tungeste læs.

I den aftale, vi diskuterer i dag, er det modsat. Der tager man pengene fra dem, der har de smalleste skuldre, altså forstået på den måde, at vi ved, at dem, der bor i de almene boliger, generelt har de laveste indkomster. De skal så selv finansiere at få hjælp til dem selv. Det er et helt andet princip end det, som ordføreren taler om, når vi ellers har snakket om inflationshjælp.

Så kan ministeren svare.

Jeg anerkender faktisk ikke, at det er sådan, at man tager pengene fra dem, der har de smalleste skuldre, og giver dem til de andre. Så det er jo ikke det omvendte, der gør sig gældende. Jeg medgiver, at i vores skattefinansierede velfærdssystem har vi en mulighed for at lave en helt anden progression. Altså, der er 2,4 mia. kr. inde i den her pakke, som er inde over den almindelige måde, vi finansierer tingene på. Her giver man en mulighed for at stabilisere nogle afdelinger, der kan komme i vanskeligheder – så man simpelt hen kan sænke huslejen i nogle områder. Ellers er det jo sådan, at når folk bliver udsat fra deres lejligheder, er det boligafdelingen, der i første omgang skal ind og dække det. Der giver vi så en mulighed for, at man kan sænke huslejen, så der ikke er den usikkerhed. Det er jo ikke sådan, at vi tager pengene fra lejerne og giver dem til nogle helt andre mennesker.

Tak. Den næste korte bemærkning er til hr. Sigurd Agersnap, SF.

Tak for det. Jeg vil først og fremmest gerne kvittere for, at ministeren siger, at vi må få udredt eventuelle uenigheder eller misforståelser, og det synes jeg er rigtigt. Det er jo helt tydeligt, at vi har forskellige forståelser af den aftale. En af de ting, som jeg forstår ved aftalen, er jo også, at der ikke mangler 80 mio. kr., men at der faktisk er et provenu for staten på 80 mio. kr., som ikke fremgår af aftalen. Så det er jo, i hvert fald som jeg læser aftalen, nærmere sådan, at der er 80 mio. kr. mere, end man havde regnet med. Men det må vi jo få afklaret.

Mit spørgsmål er mere af sådan generel principiel karakter, for jeg hører også ministeren sige, at sådan har praksis været, og at man ikke regner med tilbageløb. Men det er der, når man bruger Landsbyggefondens midler. Er det en okay praksis, altså at der, når man forhandler om Landsbyggefondens midler, så egentlig er penge, der ryger ind til staten, og som ikke går tilbage i Landsbyggefonden? Det er jo penge fra lejerne, der så ryger ind til staten.

Ministeren.

Det er jo det, vi har aftalt med hinanden. Så jeg kunne jo sådan set stille spørgsmålet den anden vej, og så er jeg klar over, at SF åbenbart ikke har været klar over, at det er det, der er praksis. Men det er altså det, der er aftalt i et bredt flertal, herunder SF selv. Så man kan sige, at det ved de hidtidige aftaler, der er lavet om det samme, også har været det princip, der har været gældende.

Så jeg anerkender, at det kan være sådan, at der har siddet en ordfører, eller hvem det nu er, der har forhandlet for SF, som ikke har haft kendskab til den praksis. Men det er altså ikke desto mindre det, som SF den ene gang efter den anden har været med til at aftale. Det er jo fair and square, hvis man fortryder det, men det er bare for at sige, at det spørgsmål kunne jeg så også stille den anden vej rundt.

Spørgeren.

Jamen tak for spørgsmålet. Jeg troede egentlig, det foregik den anden vej, men grunden til, at jeg rejser det, er jo netop, at vi ikke synes, at de 80 mio. kr. fra lejerne skal gå ind i statskassen. Vi mener ikke, at der skal gå inflationshjælp fra lejerne ind i statskassen. Det er den forståelse, ministeren har af aftalen, men det er bestemt ikke den forståelse, vi har haft af den.

Så må jo jeg bare sige, at hvis det er sådan, at det er praksis for forhandlinger i forbindelse med Landsbyggefonden, så har man reelt økonomitabeller, som ikke er gennemsigtige, og som man ikke kan bruge til at sige, hvad provenuet er ved en samlet aftale. Det vil sige, at aftalen ikke kan sammenlignes ned igennem det. Det må jo være en dårlig praksis.

Ministeren.

Men jeg synes jo altid, man skal diskutere de der beregningspraksisser. Jeg er overbevist om, at havde man stillet spørgsmålet, havde man jo fået tingene lagt frem. Jeg kan sige, at i 2018, hvor ordføreren ikke var ordfører, fordi ordføreren ikke var valgt endnu, indgik SF også en aftale, der beror på det samme princip, og jeg mener faktisk, at det er fair and square, at når de praksisser er forskellige, alt efter hvad det er, vi beregner, så ligger der en masse teknik til grund for det, som man ikke nødvendigvis kan have været bevidst om, da man sad med det.

Det ændrer bare ikke på, at det er det, der er aftalen, og det vil sige, at det har været den måde, de sidste aftaler på boligområdet har været lavet på. Ønsker man en anden type af beregninger, er man altid velkommen til at spørge til det. Men jeg har jo ikke sådan 80 mio. kr. liggende i en eller anden sukkerskål, og det vil sige, at der skal en finansiering til, hvis det er sådan, at man vil ændre på det som en del af aftalen.

Den næste korte bemærkning er til fru Sascha Faxe, Alternativet.

Tak. Nu bliver der hele tiden snakket om, at der er mange nye politikere, og jeg er også en af dem, og jeg synes nogle gange, at der bliver snakket for lidt om den ros, vi også skal give. Så jeg vil faktisk sige tusind tak til ministeren for at lytte til det her og sige: Hey, lad os snakke om det. For det er ikke det, jeg har oplevet oftest indtil nu. Så det gør også bare, at det er en virkelig god en at gå til weekend på, hvor vi siger: Yes, vi tager lige et tag mere her.

Når jeg lytter til det, der sker rundtomkring, tænker jeg også, at loven fra 1989 måske trænger til en gennemgang. For hvis det er noget, vi ramler ind i igen og igen og har gjort det i årevis, kunne det måske være på tide, at vi kiggede lidt på det, så vi fik nogle klare rammer omkring, hvordan vi bruger Landsbyggefonden, og hvad dens funktion er, sådan at vi måske ikke nødvendigvis kommer til at skulle slå os på det igen og igen. Jeg er meget et aftalemenneske; hvis vi har klare aftaler, er verden nemmere. Så det er egentlig en opfordring, ikke blot til ministeren, men til alle i salen, om, at det kunne være, at vi skulle trække i arbejdstøjet med hensyn til Landsbyggefonden.

Ministeren.

Jeg synes jo altid, at det er forfriskende, når der kommer nye bud på, hvad der skal kigges på, og hvad der skal kigges igennem. Jeg har været meget optaget af det boligsociale arbejde, der er lavet i regi af Landsbyggefonden, faktisk særlig den del, der handler om muligheden for fritidsjob, hvor jeg tror, at boligafdelingerne kan bidrage med noget, som vi fra det kommunale, det statslige eller det regionale system ikke kan levere på samme måde, som når man handson er derude.

Så er jeg enig med ordføreren i, at der hen over årene har været meget diskussion om Landsbyggefonden og om, hvordan midlerne skulle bruges. Men jeg vil gerne sige her, at jeg jo sådan set mener, at det ikke er et spørgsmål om, at nogle penge bliver brugt på noget andet. Pengene blev brugt direkte på at stabilisere nogle boligafdelinger, der ellers kunne komme i uføre på grund af inflationssituationen, og derfor synes jeg egentlig, det er ret rimeligt, at man kigger på det på den her måde. Så det er jo ikke et spørgsmål om, at man tager nogle penge op af Landsbyggefonden og så bruger dem på nogle helt andre mennesker, og derfor synes jeg egentlig, at man har ramt et udmærket snit her.

Fru Sascha Faxe.

Det var heller ikke i forhold til den konkrete sag. Det var mere en generel ting. Og jeg deler den store interesse for det boligsociale område og ser det også som et meget vigtigt aspekt, netop fordi jeg tror, det er vigtigt, at det er forankret lokalt, og jeg har selv været en del af det arbejde. Så det vil jeg også meget gerne være med til.

Ministeren.

Min dør står altid åben, hvis det er sådan, at der er ting, man gerne vil have drøftet. Jeg vil også bare kvittere for det her med, at de gange, hvor der har været tvivl om, hvad aftalegrundlaget er, er det vanvittig vigtigt, at det i hvert fald ikke er det, der skiller os ad. Det vil sige, at der kan være politiske uenigheder om, om der så skal disponeres de ekstra 80 mio. kr. eller ej, men i forhold til selve aftalegrundlaget bliver vi selvfølgelig nødt til at være sikre på, at vi mener det samme omkring det, vi har aftalt. Ellers holder aftalerne jo ikke, og derfor synes jeg, det er rigtig vigtigt, at vi får redt de tråde ud. Så tak for at bringe det op.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til social- og boligministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Boligudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.