Tak for det, formand, og tak for bemærkningerne til lovforslaget. Som det også har været fremme, handler lovforslaget jo overordnet om to ting: 1) at styrke rammerne for det nationale standardiseringsorgan og 2) at give bedre muligheder for at fastholde kompetencer i Det Nationale Turismeforum og i Dansk Turismes Advisoryboard, som det hedder.
Først vil jeg sige lidt om det nationale standardiseringsorgan. Standarder er helt centrale for vores virksomheder, for myndighederne og også for forbrugerne. De danner så at sige en fælles ramme eller et fælles sprog, om man vil, som gør, at vi forstår tingene ens. De gør, at tingene virker, således at pæren ikke bare kan bruges og sælges i Danmark, men at den også passer i fatningen i andre lande. Det er ret godt, for hvis man har tænkt sig at ville producere elpærer, er det jo fint, at man også kan sælge dem uden for landets grænser. Det er derfor, at vi har det her organ.
I Danmark har vi så et organ, der udvikler og sælger standarder. Det er så Fonden Dansk Standard. Via organet betaler virksomheder, universiteter og eksperter for at deltage i udviklingen af standarder, og det er også igennem organet, at de så køber standarderne. Derfor skal vi selvfølgelig sikre, at det drives så omkostningseffektivt og så kompetent som overhovedet muligt, og det her lovforslag skal styrke rammerne for relationen mellem det nationale standardiseringsorgan og Erhvervsministeriet som myndighed. Det gør forslaget ved at stille konkrete krav til bestyrelsesmedlemmernes kompetencer og erfaring, og forslaget giver samtidig bedre mulighed for tilsyn med organets økonomi og regnskab. Vi skal stille krav, fordi organet har en særlig privilegeret position i Danmark – det giver sig selv – og som det også har været fremme, var der sidste år en sag om afskedigelsen af den daværende direktør, der gav anledning til en række overvejelser, kan man roligt sige, om rammerne for styringen af organet.
Den offentlige høring har vist, at der er bred opbakning til lovforslaget, og lovforslaget har generelt fået en positiv modtagelse fra interessenterne, og jeg har noteret mig, at flere af organisationerne gerne vil have, at vi nedsætter et interessentforum. Som det også har været fremført heroppe fra talerstolen, er det klart, at når man åbner for dialog om organer af den her karakter, er der nogen, der lige pludselig finder ud af, at det måske kunne være interessant at sidde der. Det vil vi gerne være med til at honorere ved at lave et interessentforum, således at vi kan samle interessenter og interesser tættere i det her forum. Så det ønske, der har været fra forskellige interessenter på området her, om et interessentforum, altså at vi nedsætter det her interessentforum, er et ønske, jeg bakker op om, fordi det er vigtigt, at organet også i fremtiden inddrager og hører sine interessenter.
Hvis vi ser på ændringerne, bliver det med lovforslaget for det første muligt at føre et udvidet tilsyn med regnskaber, så vi altid kan få et dækkende statusbillede. For det andet fastsættes der et loft over den øverste direktions vederlag, samtidig med at der indføres mulighed for at gennemføre juridisk-kritisk revision. For det tredje stilles der krav til bestyrelsesmedlemmernes kompetencer og erfaringer. Og for det fjerde kan der jo så nu nedsættes det her interessentforum, som jeg omtalte tidligere, i form af et advisoryboard, som skal rådgive organet.
Derudover sætter forslaget rammer om udpegninger fra regeringens side, om man vil. Erhvervsministeren udpeger to medlemmer ud fra en samlet betragtning om at have de profiler og kompetencer, som bestyrelsen nu kan styrkes med. Erhvervsministeren udpeger så fire medlemmer efter indstilling fra interessenter og organet selv. Det er en vigtig balance at holde fast i.
Med lovforslaget vil vi som sagt også gøre det lettere at fastholde kompetencerne i Det Nationale Turismeforum og Dansk Turismes Advisoryboard. Medlemmerne kan også her udpeges af erhvervsministeren og efter indstilling fra forskellige organisationer og myndigheder. Lige nu er det sådan, at medlemmerne af de to fora kan udpeges for 4 år, og så må de kun genudpeges én gang. Det skaber pænt sagt nogle udfordringer, da bestyrelsesforpersonerne i Visitdenmark, Wonderful Copenhagen og Dansk Kyst- og Naturturisme er lovbestemte medlemmer af Det Nationale Turismeforum. De kan sidde længere end 8 år som bestyrelsesforpersoner for de respektive organisationer, og uden en lovændring kan vi dermed ende i en situation, hvor lovbestemte medlemmer af Det Nationale Turismeforum ikke kan udpeges. Det er ikke hensigtsmæssigt.
Derudover er der hensynet til, at organisationerne ikke kan fastholde deres mest kvalificerede repræsentanter, og som flere har været inde på, er det her område afgørende. Det er et område i stor vækst, og derfor er det vigtigt, at vi fastholder kompetencerne. Lovforslaget gør det derfor muligt at genudpege medlemmer og forpersoner i Det Nationale Turismeforum og i Dansk Turismes Advisoryboard, bl.a. så den lovbestemte medlemssammensætning i Det Nationale Turismeforum kan opretholdes.
Den offentlige høring har vist opbakning til lovforslaget. Der er stor og bred forståelse for, at vi har brug for at fastholde kompetencer i Det Nationale Turismeforum og i Dansk Turismes Advisoryboard, og med de her ord ser jeg frem til den videre behandling af forslaget i folketingsudvalget. Tak for ordet.