Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)
L 103
Offentligt
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 12-05-2023
Enhed: NAERSOM
Sagsbeh.: DEPGKH
Sagsnr.: 2301764
Dok. nr.: 2682897
Folketingets Sundhedsudvalg har den 4. maj 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 2
(L 103) til indenrigs- og sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Kirsten Normann Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 2 (L 103):
”Kan et regionsråd med udgangspunkt i krav til kvalitet og driften i udbuddet til
læge(r), afvise en ansøger(e) til et ydernummer, efter at det har været drevet som
regionsklinik i fire år?”
Svar:
Lovforslaget udmønter bl.a. den brede politiske sundhedsaftale fra 20. maj 2022,
hvor det bl.a. blev besluttet, at reglerne for regionsklinikker skal smidiggøres for at
sikre bedre lægedækning i områder med lægemangel. Lovforslaget skal konkret lette
den administrative byrde forbundet med oprettelsen og driften af regionsklinikker
samt forbedre regionsrådenes mulighed for at rekruttere personale indenfor rimelig
tid.
De forslåede ændringer i § 227, stk. 5, og stk. 6 skal forbedre regionernes vilkår for at
etablere og drive regionsklinikker ved, at den hidtidige tidsbegrænsning på 6 år
bortfalder. Hvis en læge, der virker efter overenskomst, ønsker at overtage en
regionsklinik, som har været etableret i mindst 4 år, skal regionsrådet dog indgå
aftale om overdragelsen inden for rimelig tid.
Jeg vil henvise til lovforslaget specielle bemærkninger, hvor det i forhold til
regionernes muligheder for at vurdere bud bl.a. fremgår, at:
”Den praktiserende læge vil få mulighed for at overtage klinikken på almindelige
markedslignende vilkår, ligesom det f.eks. er tilfældet med nyoprettede ydernumre og
licensklinikker efter overenskomsten. Regionerne vil få mulighed for at afvise et bud,
hvis de ikke finder vilkårene tilfredsstillende. Det kan ligeledes indgå i overvejelserne,
om det forventes, at lægen ønsker at overtage regionsklinikken med henblik på at eje
ydernummeret i en længere periode. Hvis et bud afvises, vil det skulle ske baseret på
en konkret vurdering, der bl.a. viser, at der ville være omfattende økonomiske tab
forbundet med godkendelse af buddet. Det skal dog ikke være til lægens ugunst i
vurderingen af dennes bud, såfremt regionen har investeret uforholdsmæssigt store
beløb i forbindelse med etablering af den konkrete klinik, f.eks. ved at opføre nyt
byggeri.”
”Hvis regionen oplever interesse for at overtage et eller flere ydernumre, som knytter
sig til en regionsklinik, vil regionen skulle afsøge muligheden for at afsætte
ydernummeret til læger, der ønsker at praktisere indenfor overenskomsten. Hvis
regionen modtager mere end ét bud, bør regionen vurdere samtlige bud i henhold til
hensynene beskrevet i forhold til overdragelsen samt andre, af regionen udvalgte,
relevante forhold, og vælge det bud, som samlet set er mest fordelagtigt.”